DA tumleren lagde til land med DEN SPANSKE SYGE ombord

 

Øresund, den 8. juli 1918:

I morgendisen over Øresund kom to skibe til syne. Foran et større dampskib, Freja, lå en mindre torpedobåd, Tumleren, og skar sig gennem vandet. Besætningsmedlemmerne i danske marineuniformer om bord på Tumleren var fra morgenstunden i færd med at udføre en af deres faste opgaver: at hjælpe skibe sikkert gennem minebælterne. Dampskibet Freja kom denne morgen med varer og passagerer fra England og skulle sikres en tryg rejse ind mod København. 

Opgaven blev udført efter planen. Da den var vel overstået, besluttede kaptajnen på Tumleren at lade sine mænd styre mod Espergærde, hvor han havde planlagt en skydeøvelse. Det var noget, mændene kunne lide. Ethvert afbræk var velkomment. Deres hverdag bestod mest af monotone rutineopgaver. Som en del af den danske sikringsstyrke fungerede de i det daglige mere som kystvagter end som soldater.

Danmark havde holdt sig neutralt under verdenskrigen, men situationen havde hele tiden været usikker. I fire år havde regeringen balanceret et vanskeligt penduldiplomati og forsøgt at holde sig på god fod med både London og Berlin. Danmark ville nemlig ikke bare få lov til at passe sig selv, det var landets beliggenhed alt for vigtig til. Straks efter Storbritanniens krigserklæring mod Tyskland den 4. august 1914 havde tyskerne krævet, at Danmark minerede Storebælt mod begge sider. Den danske flåde gik i gang med at lægge miner ud, mens kong Christian 10. skrev et brev til kongen af England, hvori han beklagede tiltaget og bad om forladelse. Over 50.000 mand blev indkaldt til sikringsstyrken, de fleste af dem til flåden. Ligesom Tumleren krydsede et stort antal danske flådefartøjer nu rundt i Storebælt, Kattegat, Øresund, Femern Bælt og Østersøen for at tjekke miner og værne om den danske neutralitet.

For de fleste danskere var krigen et fjernt og uhyggeligt ekko. I de første dage af juli 1918 havde folk på den jyske vestkyst i nattens mulm og mørke kunnet høre rumlende kanontorden fra et søslag ude i Nordsøen. Hvad der var los, måtte vestjyderne gætte sig til. Krigstidens censur gjorde det svært at orientere sig om den slags i aviserne. Danskerne fik kun brudstykker af information hist og her.

Derudover havde de kun, hvad de så med egne øjne og hørte fra andre. Historier var der mange af den sommer. Ved Henne Strand på vestkysten var et tysk fly en dag drevet i land uden pilot. I Storstrømmen mellem Sjælland og Falster havarerede en vandflyver med tre tyskere, som blev bragt i land og interneret. Og over Tjæreborg i Vestjylland nær den tyske grænse så flere vidner en sommerdag et tysk luftskib, som hang faretruende lavt over byen. Tågen lå tæt den dag, og flere vidner beskrev, hvordan de havde hørt propellerne, før den mægtige zeppeliner var kommet til syne ud af tågen. Det sølvglinsende fartøj kom svævende så lavt, at det skurrede mod et plankeværk, hvorefter det steg igen og forsvandt i sydlig retning.

På Tumleren var dagene ensformige. Ud over at sejle rundt og tjekke miner tilbragte mændene en stor del af tiden med at ligge fortøjet ved Lappegrunden vest for Helsingør. Her udførte de almindelige rutineopgaver på skibet. Dækket blev vasket, og kahytterne gjort rene. Fra basen ved Lappegrunden var de ofte i radiokontakt med ubåde rundtomkring i de danske farvande for at finde ud af, om der skete noget spændende. Det gjorde der sjældent. I 1915 havde Tumleren taget del i en dramatisk redningsaktion for en engelsk ubåd, der strandede ved Saltholm i Øresund og blev beskudt af tyskerne, men den slags hørte til sjældenhederne.

Normalt skete der ingenting. Derfor var der som regel begejstring blandt mændene, når de fik lov til at gribe et våben og øve deres færdigheder. Som nu denne julidag, hvor kaptajnen bad dem affyre torpedoer mod mål på vandet ud for Espergærde. Men for en enkelt af dem blev det nu ikke den store fornøjelse. Menig Rasmussen meldte den formiddag til kaptajnen, at han følte sig sløj og måtte gå til køjs. Senere samme dag, da Tumleren lagde til i Helsingør, blev Rasmussen indlagt på det lokale sygehus.

Dagen efter var en varm sommerdag. Allerede først på dagen krøb termometeret op omkring de 20 grader i skyggen. I solen var det væsentligt varmere, og i Københavns gader nød mange tørstige sjæle en af de læskedrikke, som rationeringen tillod, skrev en avisreporter. På Tumleren begyndte flere blandt besætningen at føle sig utilpasse i varmen. Måske var det menig Rasmussen, der havde smittet dem, før han blev sat i land. 

Flere af mændene måtte i løbet af dagen gå til køjs. De klagede over hovedpine og sagde, at de følte sig svage. Skibet lå denne eftermiddag igen ved Lappegrunden. Kaptajnen noterede i sin logbog, at den ene mand efter den anden kom på sygelisten. Snart stod det klart for ham, at han måtte gøre noget. Torpedobåden styrede mod Helsingør havn, hvor kaptajnen lagde til og tilkaldte en lokal læge. Klokken kvart over ti om aftenen gik Henrik Jastrau, en ung, civil læge, om bord på Tumleren. Det var på høje tid. Næsten alle mændene var nu syge og lå i deres køjer og beklagede sig.
Jastrau undersøgte mændene. Flere af dem havde meget høj feber. Lægen noterede sig også, at nogle havde røde prikker i ansigtet. Kort tid efter holdt flere sygetransporter klar inde på kajen.

Ved midnatstid blev mændene båret ind i bilerne og kørt væk med retning mod Epidemihospitalet i København. Den unge Jastrau følte sig ret sikker på, hvad det var, han lige havde set. De røde prikker i ansigtet kunne han ikke forklare, men resten – den trykkende hovedpine, den høje feber og sygdommens vildt hurtige acceleration – lød som noget, han havde hørt om.

Det lignede en sygdom, som netop i disse uger nærmede sig Danmark fra alle sider.

Det lignede den spanske syge.
 

***

 

Ovenstående er et uddrag fra bogen 'Den spanske syge' af Tommy Heisz. Læs mere om bogen her

Den spanske syge cover lo.jpg