ESSAY

ØJEBLIKKET HVOR ALTING STÅR STILLE

  Mario Kempes scorer i VM-finalen i 1978.  Wikimedia Commons

Mario Kempes scorer i VM-finalen i 1978. Wikimedia Commons

Kempes i konfettiregn. Elkjærs afbrænder. Zumas saksespark. Sekundet, hvor sensationsholdet vinder mesterskabet. Når sæsonen er ovre, sorterer vores erindringer benhårdt. Der er hele kampe, der går i glemmebogen. Og så er der de blitzagtige øjeblikke, der bliver stående. Som indre fotografier. 

Af Tommy Heisz

Manden med lommeradioen stod med afgørelsen i hænderne. 

Det var ham, der i ét hug kunne svinge macheten og hugge vores drømme ned. Jeg var en del af en større flok, der var rykket tæt ind på livet af ham. Vi var så mange, at han blev mast af presset fra os. Med vilde øjne torpederede vi spørgsmål i hans retning:

”Er der noget nyt? Fløjter han snart af? Hvad sker der?” 

Manden gestikulerede afværgende og forsøgte at skubbe os væk. Forgæves. I stedet kneb han øjnene sammen og pressede hovedtelefonerne helt ind mod ørerne i et forsøg på at afkode radioens seneste melding. 

Det var den 12. juni 1994. Sidste spillerunde i Superligaen. Vi befandt os i den ubegribelige situation, at mit hold, Silkeborg IF, i netop de sekunder lå på førstepladsen. Vi stod forsamlet omkring manden med lommeradioen oppe på den ene langsidetribune på Silkeborg Stadion, hvor Heine Fernandez netop havde sænket AaB med to scoringer i årets sidste kamp. Dermed havde Silkeborg gjort sin del af arbejdet. Men favoritterne fra FC København skulle sætte point til mod OB, hvis guldet skulle ende hos os.  

Der stod 2-2 i Odense, og det var den kamp, manden med lommeradioen stod og fulgte afslutningen på. Jeg husker det som nogle af de meste intense sekunder i mit liv. Der var en mærkelig stemning. Selvom alt sitrede af spænding omkring mig, var det som om, at der var en fælles enighed om, at det selvfølgelig måtte gå galt. 
Sæsonen havde været fantastisk, men er der noget man lærer, når man vokser op i provinsen, er det, at træerne ikke vokser ind i himlen. ’Flyv ikke højere, end vingerne bærer’ og alt det der. Jeg havde i timerne op til kampen flere gange hørt folk sige den samme replik: ”Sølv har jo også en flot farve.”

Sådan en udmelding kunne gøre mig rasende, men uanset om jeg kunne lide det eller ej, skulle de jo nok ende med at få ret. Jeg kendte også godt slutningen på den her historie. Det her var ikke en Hollywood-film, det var et midtjysk eventyr. Af den slags, som per definition aldrig ender lykkeligt. 

Kampen i Odense var nogle minutter forsinket. Hvis det uafgjorte resultat holdt, ville det utænkelige ske. Et FCK-mål ville ødelægge alt. Spændingen var ikke til at holde ud, og derfor blev vi ved med at overdænge den stakkels mand med spørgsmål. En stor fyr i en slidt rød hjemmebanetrøje fra Kong Viggos tid, der var spændt godt ud over maven, blev nærmest truende. Han tog en stor slurk af sin fadøl og brølede: 

”Kom nu, sig nu noget! Er der scoret?” 

Det var i det sekund, manden med radioen løftede blikket og så op på os: 

”Ja,” udbrød han knastørt.  

Lige dér gik noget i stykker inden i mig. Dér faldt det hele sammen. Dér slukkede de for respiratoren. De nyrige, arrogante røvhuller ovre fra hovedstaden havde ødelagt det hele i sidste øjeblik. Selvfølgelig.  

Så fulgte hans næste ord: 

”OB har scoret … til 3-2”. 

Alting eksploderede.

Min ven, Søren, kastede sig om halsen på mig. Jeg lænede hovedet tilbage, rakte armene i vejret med knyttede næver og skreg min glæde ud.

Så kom trykket fra de andre. Alle ville ned på banen. Ned til spillerne. 
 

***
 

Der er gået over 20 år, siden denne lille scene udspillede sig, og den varede kun i få minutter. Men i min erindring står den stadig knivskarpt. Den er blevet et fotografi, jeg bærer med mig, og som jeg nogle gange tager frem og kigger på. Når jeg vil mindes den dag, jeg lærte, at træer godt kan vokse ind i himlen. 

Det er et billede, jeg ved, jeg vil tage med mig til min dødsdag. Det samme gør formentlig en helt masse andre silkeborgensere, der var tilstede den sommerdag. Deres fotografier ser nok lidt anderledes ud, de er taget fra nogle lidt andre vinkler, men i bund og grund fortæller de samme historie. 

Som nu Morten Bruun, den daværende anfører for mesterholdet, som i sin selvbiografi har beskrevet oplevelsen sådan her: 

”Jeg skal aldrig glemme de minutter efter, at vores egen kamp var fløjtet af, hvor hele holdet stod bøjet over en monitor nede bag Peter Kjærs mål. Her kørte overtiden i Odense direkte, og først da OB’s John Damsted på et kontrastød kunne vippe bolden i mål til 3-2, var vi sikre.” 

 

***

 

Enhver fodboldtilhænger lever for disse øjeblikke. De små og store åbenbaringer, der ætser sig fast i den individuelle og nogle gange også den kollektive hukommelse. Netop den slags øjeblikke kredser norske Karl Ove Knausgård og svenske Fredrik Ekelund om i Hjemme Ude. Bogen, der har VM i fodbold som omdrejningspunkt, bygger på en brevveksling mellem de to forfattere under slutrunden i 2014.  

”Sådan bider fodboldminderne sig fast i os, opblandede med andre ting, og af og til bliver VM-tiden en tidsmålestok, lidt som popmusikken, som vi kan afstemme virkeligheden og vores egne liv mod,” skriver Ekelund.

De to forfattere bliver ved med at vende tilbage til øjeblikkene. Fra Maradonas scoring med hånden mod England i 1986 til Arjen Robbens overjordiske hovedstødsmål mod Spanien i 2014. Under hver slutrunde opstår der nogle få glimt, der næsten sætter tiden i stå. Øjeblikke, der han præge os i et helt liv. De kan være definerende for hvem vi holder med, eller de kan svejse båndet så stærkt, at det bliver ubrydeligt. Det var for eksempel tilfældet for den ene forfatter, da en langhåret argentinsk angriber afgjorde finalen i 1978. Som Ekelund skriver til Knausgård:  

”En anden interessant ting ved det her, som har med vores samtale om fodbold at gøre, er det der med den ultimative prægning, hvordan Mario Kempes bryder frem som en urkraft i konfettiregnen på El Monumental da du er mest modtagelig. Derfor er det klart, at du altid vil holde med Argentina, Karl Ove. Alt andet ville være forræderi, mod dig selv og din egen barndom.” 

 

***

 

Superligaens unge historie er på samme måde fyldt med den slags øjeblikke. Nogle står stærkere i den kollektive bevidsthed end andre. Øjeblikkene kan antage vidt forskellige former, efter hvem der oplever dem, og hvornår i livet det sker. Vi bærer alle rundt på forskellige fotografier i vores indre samlealbum. Det, der er magisk for nogle, er det overhovedet ikke for andre. Således blev afslutningen på Superligasæsonen 1993-94 med sikkerhed hurtigt glemt af mange andre end jeg. Objektivt set var storheden måske til at overse. Det er ikke længe siden, jeg genså nogle tv-optagelser fra Silkeborg stadion den dag, og der var ærligt talt ikke meget Westfalenstadion over det. Men det gør ikke noget. For mig betød det alt. Vi havde vundet over de store. 

Og FC København kom jo igen og fik deres egne øjeblikke. Det skete for eksempel en junidag syv år senere, da Sibusiso Zuma gav FCK-tilhængerne det moment, der vel i dag stadig funkler over dem alle. I en afgørende mesterskabskamp i Parken mod ærkerivalerne fra Brøndby steg den sydafrikanske angriber efter 54 minutters spil til vejrs og leverede det mål, der vel er det tætteste Superligaen kommer på sit Kempes i konfettiregn-øjeblik.

Oplægget kom fra Thomas Thorninger, Zuma tæmmede med brystkassen, hvorefter han på atletisk vis snurrede bagover og udførte et perfekt saksespark, som med hård kraft strøg i kassen bag Mogens Krogh. 2-0 stod der på måltavlen, og den sydafrikanske angriber havde foræret sine fans og andre fodboldelskere et af de øjeblikke, der ikke uden videre lader sig slette igen. 

”Det er uden tvivl det smukkeste mål, der nogensinde er scoret på dansk jord. Selv Brøndby-spillerne kom hen til mig efterfølgende og sagde, at det var et fantastisk mål,” fortæller Zuma selv i bogen Ærkerivaler – Europas vildeste opgør.

Måske er netop det mål det stærkeste enkeltstående øjebliksbillede i Superligaens historie. Der vil med sikkerhed være folk, der enige i denne påstand. Men med lige så stor sikkerhed vil der være nogle fra den københavnske vestegn, der har en anden mening. De vil måske pege på den 12. maj 1996. Her førte AGF 3-2 over Brøndby i en afgørende kamp på Århus Stadion i Superligaens slutspurt.

I de døende minutter sprintede Brøndby-målmand Mogens Krogh ved et hjørnespark op i den anden ende af banen og tog plads i straffesparksfeltet. Han fik panden på Allan Nielsens højt servede indlæg, men ikke præcist nok. Det lykkedes dog for holdkammeraten Ruben Bagger at holde bolden inde på banen, så den ikke røg ud over baglinjen, og da Per Nielsen skovlede endnu en høj bold ind i feltet, steg den 1,90 meter høje målmand til vejrs og headede bolden i nettet til udligning. Fire sekunder inde i overtiden. Et resultat, der betød, at Brøndby holdt AGF bag sig i guldstriden med kun to runder tilbage. 

Det var selvfølgelig en bitter Lars Windfeld, der måtte pille bolden ud af netmaskerne efter kollegaens scoring den eftermiddag, men sæsonen før havde AGF-målmanden selv givet sine tilhængere et uforglemmeligt øjeblik. Mon ikke de fleste af de 6.600 tilskuere, der var mødt op på Århus Stadion den 19. marts 1995 til superligakampen mod OB, stadig husker kampens anden scoring. To minutter inde i anden halvleg samlede Windfeld bolden op og slog den i jorden et par gange, før han fra kanten af straffesparksfeltet lossede den af sted op ad banen. I den anden ende stod Lars Høgh og forberedte sig på et nyt AGF-angreb. Men i den kraftige vind opførte bolden sig ikke, som Høgh havde forventet. 

"Det var først, da udsparket fra Lars Windfeld ramte jorden, at jeg blev klar over faren," sagde han efterfølgende til Politiken. – "Og da den var på vej over hovedet på mig, var der intet at gøre." 

Windfeld selv havde svært ved at fatte, hvad der var sket: 

"Der gik et par sekunder, før jeg opdagede, at jeg havde scoret. Først da et par af holdkammeraterne oppe foran rakte armene jublende i vejret, gik det op for mig – og så måtte jeg jo ud og juble foran publikum. Nu har jeg jo så mange gange set, hvordan målscorerne gør," fortalte han grinende til Politikens reporter efter kampen.

2-0-scoringen til AGF den dag var på ingen måde mesterskabsafgørende, men hændelsen var så absurd, at den i dag står stærkere i erindringen hos de fleste danske fodboldfans end de tætteste topkampe fra den samme periode. Fra den dag blev det at ”lave en Lars Windfeld” en del af dansk fodbolds vokabularium – ligesom man kan ”lave en Jesper Olsen”. 

I jagten på øjeblikke, der bliver stående, kunne man også slå ned på en helt fjerde dato, nemlig 14. marts 2004. Ikke umiddelbart en dato, der sagde mig noget i superligasammenhæng, men var jeg vokset op længere mod sydvest, var det måske anderledes. Da jeg skriver med den trofaste Esbjerg fB-tilhænger Peter Krogh fortæller han mig om sit måske mest mindeværdige øjeblik med sit hold:

”Brøndby Stadion, 14. marts 2004. En sæson, hvor vi lå til guldet, men formøblede det hele nogle runder senere. Ét navn: Frederik Berglund! 1-6 på Brøndby Stadion! Et andet navn: Michael Laudrup – lamslået! Jeg selv stod på et spisebord i en lejlighed i Aarhus og jublede – endnu med håbet i behold og med drømmen om det sjette mesterskab … Oh well, sådan gik det ikke …”

Sådan bærer vi på forskellige øjeblikke. 

En Lyngby-tilhænger vil måske tænke tilbage på den 9. december 2001, hvor 11 blåklædte amatørspillere gik på banen med hinanden i hænderne på Århus Stadion. De tabte 7-0, men de holdt hovedet højt og leverede en mandfolkeindsats, der må have bragt stolthed frem hos de 50 medrejsende tilskuere, som netop havde set deres hjerteklub styrte i økonomisk ruin. 

Og i Aalborg vil man nok – ud over mesterskaberne selvfølgelig – tænke tilbage på den nervepirrende dag den 29. maj 2011, hvor holdet var minutter fra at rykke ud af Superligaen. Kun på grund af en sen udligning af Esbjergs Tim Janssen på Randers stadion efter 88 minutters spil klarede nordjyderne frisag. 

 

***

 

Øjeblikke fra fodboldkampe, der fryser sig fast som fotografier, er i virkeligheden et ret godt billede på, hvordan vores hukommelse fungerer. Menneskets bevidsthed arbejder nemlig konstant på at sortere i alle de indtryk, vi får i løbet af en dag. 

”Fra naturens hånd er vi udrustet til at huske alt hvad der sker med os, vores kapacitet er enorm når det gælder at erindre, men ikke alt lader sig som bekendt kalde frem fra arkivet,” skriver essayisten Frederik Dessau i bogen Hvor bliver tiden af? 

Af og til kan vi måske gå og ærgre os over, at vi ikke kan huske tydeligere, hvad vi foretog os i perioder af vores liv. Men i virkeligheden skal vi være glade for det. Vi glemmer nemlig for at huske. Når vores hjerne vælger at slette en masse fra harddisken – eller i hvert fald lægge det på fjernlager – hjælper den os til at kunne huske de vigtigste ting – og samtidig er det med til at sikre, at vi ikke bliver sindssyge.  

Menneskets hukommelse kan sammenlignes med jordkloden. Når man betragter planeten lidt fra afstand, ser man varierede landskaber og en masse hav. Det er et meget godt billede på vores erindringer. Rundt omkring ligger der nogle bjergtinder og rager højt op. Det er de stærkeste øjeblikke. Dem, vi ikke kan glemme, eller som vi beslutter os for ikke at ville glemme. Det kan være øjeblikket vi lærte at cykle, det kan være vores første kys, eller det kan være Kempes i konfettiregnen. 

”Det fotografiske billede, det udvalgte, fastholdte øjeblik, er blevet myte og myteskabende – i massemediernes endeløse billedstrøm sigter og sorterer vi, så godt vi kan, den nutid der i samme sekund som den er blevet fortid også udgør vores historiske virkelighed: mordet på præsidenten, krigen i Golfen, pokalfinalens drømmemål,” skriver Dessau også i sin bog. 

Der har vi den igen, sammenligningen med fotografiet. Den er ikke tilfældig, for det er meget den måde, denne del af vores hukommelse fungerer på. Her er der nemlig ikke tale om kollektiv historieskrivning, hvor vi ud fra nogle tilstræbt objektive kriterier forsøger at blive enige om, hvilke begivenheder der er vigtige, og hvilke der er mindre vigtige. Vi trykker derimod på kameraets udløserknap, når der er noget, der rammer vores følelser. Og derefter holder vi fotografiet skarpt ved at genfortælle myterne sammen med ligesindede og gense de magiske øjeblikke på billeder og videoklip.  

”Her skriver vi vores egen historie. Det er fortællerens personlige oplevelse dengang, som er forudsætningen for erindringen, det skønsomme udvalg af fortid vi hver for sig bærer med os og som betyder alt for hvem vi er i dag. Netop den personlige udvælgelse adskiller mennesket fra datamaskinen. Der er noget, der opbevares og det meste forsvinder – og det er umuligt at forudsige præcist hvad den enkelte samler op,” skriver Dessau. 

 

***

 

Fælles for de store øjeblikke er, at de ikke er gratis. Enhver fodboldtilhænger ved, at der ligger et stort og meget tålmodighedskrævende arbejde bag de små lykkespasmer, man af og til bliver heldig at indkassere. 

Og der er noget, der tyder på, at fodboldfolket er udstyret med et særligt stort tålmodighedsgen. Generationer af danskere, som er vokset op med Tipslørdag, kan tale med om det. Ikke nok med at man for at komme hen ugens eneste (!) fodboldkamp på tv først skulle trækkes gennem timevis af transmissioner fra lidet sindsoprivende idrætsgrene som speedway, badminton og kunstskøjteløb. Når man så kom frem til selve kampen fra den bedste engelske række, var det ikke usædvanligt at blive spist af med en 0-0-kamp mellem Queens Park Rangers og Norwich eller lignede mandskaber. Masser af hårde tacklinger og lange afleveringer, mens de tekniske færdigheder var til at overse.

Det gjorde ikke så meget, for vi vidste alle, at det bare var et spørgsmål om at vente længe nok. Pludselig en dag fik man den der kamp, der ville brænde sig fast i ens bevidsthed som noget af det største nogensinde. Som det for eksempel skete for danske tv-seere, da de den 30. december 1978 tændte for nytårskampen fra Old Trafford mellem Manchester United og West Bromwich Albion. Udeholdet vandt 3-5 i det, der af mange kaldes den bedste tipskamp på dansk tv nogensinde.

Fans af hold i den danske Superliga kender alt til at mobilisere tålmodighed, ligesom man får en veludviklet evne til at rejse sig igen efter skuffelser. Som den engelske forfatter Chris Windle har skrevet: ”Få former for underholdning indeholder et så stort element af selvpineri som fodbold. Det svarer næsten til, at man hver eneste weekend skulle sætte sig ind i en biograf og se endnu en elendig Steven Seagal-film.”

Den betragtning er næsten rigtig. Næsten. For enhver fodboldfan investerer samtidig noget. Han planter et frø, når han står og gennemlever alle disse trøstesløse kampe. Han venter på det øjeblik, han ved der ligger og venter et sted derude i horisonten. Øjeblikket, hvor det hele løfter sig – det øjeblik man aldrig vil få, uanset hvor mange Seagal-film man ser igennem. Som den danske professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik Frederik Stjernfeldt skriver i et essay om fodbold:  

”Spillet er epifaniens mulighedsbetingelse, ikke garanti; ligesom jeg vil gætte på, man skal gennemlide mange kedelige gudstjenester, før himlene åbner sig, skal man ærgre sig gennem mange triste kampe, før ekstasen er for hånden.” 

 

***

 

For nylig stod jeg en sen nattetime på en bar og talte med en god mand, som er FCK-tilhænger. Jeg forpassede selvfølgelig ikke muligheden for lige at fortælle om min oplevelse fra 1994, hvor Silkeborg snuppede mesterskabet for næsen af hans hold. Det viste sig, at han også bar rundt på et indre fotografi fra den junieftermiddag. Han havde nemlig taget turen til Odense, hvor han stod på stadion og forventede at skulle fejre guldet. Indtil sensationen indtraf, og DBU i al hast måtte sende mesterskabstrofæet i en taxa med ekspresfart mod Silkeborg. Han havde oplevet det hele glide hans hold af hænde i sidste øjeblik. Den ultimative skuffelse. Sådan nogle billeder bider sig også fast, men de lagrer sig et andet sted. Et lagerrum, der for de alle fodboldtilhængeres vedkommende kræver mange flere kvadratmeter, end der hvor triumferne bor. 

Men øjeblikkene handler ofte om andet end triumfer og mesterskaber. Faktisk er det langt fra altid de forløsende øjeblikke og de løftede pokaler, der bliver hængende længst. Det er VM-historien igen et godt eksempel på. Fra den seneste slutrunde er det – ud over Tysklands vanvittige 7-1-udradering af værterne i semifinalen – en sportsligt set forholdsvis ligegyldig hændelse, der vil træde tydeligst frem, når vi om 20 eller 30 år tænker tilbage på den VM-sommer. Nemlig det øjeblik, hvor Uruguays Luis Suárez i en indledende gruppekamp planter sit tandsæt i skulderen på Italiens Giorgio Chiellini og bider til.

Det uventede og overrumplende har en kraftig effekt, når det handler om fodbolderindringer. I bogen Hjemme Ude sætter den norske forfatter Karl Ove Knausgård ord på det i sin brevveksling med kollegaen Fredrik Ekelund: 

”Vi ser jo på fodbold fordi det er et teater, det er et skuespil, det er noget andet end vores liv, og når noget uhørt sker, øges intensiteten og værdien af det, vi ser, af og til radikalt. Du nævnte Schumachers angreb på Battiston i 82, jeg forstod det sådan at det stadig kan oprøre dig, og det var oprørende, men det er også noget af det eneste jeg husker fra 1982, og det er med til at give den kamp sin helt egen aura: Alt skete jo i den, tilmed dét.” 

Knausgård henviser selvfølgelig til episoden i semifinalen ved VM i 1982, hvor den vesttyske målmand Harald ’Toni’ Schumacher styrtede ud af sit felt og nedslagtede Patrick Battiston. Franskmanden tabte tre tænder, blev ramt af hjernerystelse og lå senere i koma. Dommeren dømte ikke engang frispark, og Schumacher endte med at få Vesttyskland i finalen, da han reddede to gange i straffesparkskonkurrencen. 

Jeg så ikke selv VM i 1982, men da fodbold et par år senere blev en del af mit liv, fyldte denne scene alligevel meget i min bevidsthed. Jeg læste om den i artikler og bøger og fik efterhånden dannet så mange billeder for mit indre, at jeg kunne se den udspille sig for mine øjne. Den var blevet en vigtig scene i fodboldens mytologi. Som Eric Canontas kung fu-spark mod en flabet tilhænger senere skulle blive det. I samme kategori husker jeg ret klart, da Silkeborgs Dennis Flinta på uværdig vis nedslagtede FCK’s Andreas Cornelius i en superligakamp i foråret 2015. 

Jeg husker også, da Brøndbys Mark Strudal efter en scoring mod FCK i 1995 gjorde noget helt uventet:   

”FCK-fansene kunne ikke forene sig med, at jeg i sin tid havde forladt klubben. De havde altid været lidt bitre og været efter mig. Vi mødte dem på Brøndby Stadion i april 1995, og jeg blev svinet til verbalt på groveste vis. De havde jagtet mig hele kampen, da jeg scorede, efter FCK havde været foran. Jeg spurtede så ud til deres fans og gav dem fingeren,” fortalte hovedpersonen selv senere i et interview. 

Jeg husker egentlig ikke kampen, som FCK vandt 3-2 – et resultat jeg måtte i arkiverne for at finde frem til. Men billedet af Strudal med vildskab i blikket og strakte langefingre op mod FCK-afsnittet, det står helt klart i min erindring. 

Et par andre episoder dukker også op, når jeg tænker på Strudals provokation. De handler igen om mit eget hold og stammer fra tiden før den bedste række i dansk fodbold kom til at hedde Superligaen. Som nyoprykker tog Silkeborg i 1988 imod Brøndby på hjemmebane. Det var to umage verdener der smeltede sammen for mig den dag. I mit univers var Brøndby-spillerne nærmest verdensstjerner, og jeg kunne slet ikke begribe, at de skulle besøge min by, betræde vores græs. Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Kim Vilfort, Lars Olsen og John 'Faxe' Jensen. Smag lige på de navne. 

Der er to scener fra den kamp, der bliver hængende hos mig. 

Den ene er, da jeg i pausen forcerer det lave træhegn og løber spillerne i møde med min autografblok i hånden. Med hamrende hjerte løber jeg direkte hen til Brian Laudrup, der med nedslået blik styrer lige mod spillertunnelen. Jeg rækker blokken op mod ham, han kaster et kort blik i min retning, hvorefter han placerer sin hånd mod mit bryst og skubber mig væk. Han fortsætter sin gang mod spillertunnelsen uden at se sig tilbage. 

Den anden er, da målet falder. Kort før tid står der stadig 0-0 mellem opkomlingene og storfavoritterne. Efter et Silkeborg-indlæg kommer Kim Vilfort til at sende bolden ind bag sin egen målmand. 1-0! Vildt nok i sig selv, men det er nu reaktionen på scoringen, der bliver stående tydeligst hos mig. To Silkeborg-spillere – Hans Erfurt og Lars Dahl, så vidt jeg husker – løber hen og omfavner målscoreren, som stadig ligger på græsset og ærgrer sig. 

Reaktionen blev efterfølgende kritiseret af forskellige sportsjournalister. Men måske havde den sit afsæt i alt det, der udspillede sig op til kampen. Det var i hvert fald, hvad jeg senere hørte fra en pålidelig kilde. I spillertunnelen havde Brøndbys stjernespillere gjort alt for at psyke de undertippede bonderøve, inden holdene løb på banen. Der var blevet skubbet, der var blevet sagt ”vi smadrer jer derude”, og en enkelt Silkeborg-spiller var vist også blevet løftet op i kraven og truet. Måske var det endda Vilfort, der havde gjort det. 

Det var, hvad jeg hørte. Om det har hold i virkeligheden, eller om det er blevet farvet af brillerne, der så det (det er slet ikke utænkeligt), er egentlig ikke så afgørende her. Det interessante er, hvorfor de to øjeblikke bliver stående hos mig så mange år efter. Det gør de, fordi de underbygger en grundfortælling, som man altid bærer med sig, når man holder med et lille hold fra provinsen. Vi var de små, vi var de undertippede, de chanceløse. Og så fandeme om ikke vi gjorde det alligevel. Når Brian Laudrup ikke ville give mig sin autograf, ja, så måtte vi jo tage hans skalp. 

Den slags mindreværdskomplekser kan skabe nogle af de største fortællinger. Tænk bare på Danmarks EM-triumf i 1992. Tænk Herfølge i 2000. Eller Leicester City i 2016. 

 

***

 

Scenen, disse øjeblikke udspiller sig på, betyder selvfølgelig også meget. Det er ikke tilfældigt, at de momenter, der har brændt til kraftigst fast i min erindring, hænger sammen med kampe, jeg overværede på tætteste hold – på stadion. Det gør en forskel med alle de sanseindtryk, vi får, når vi oplever fodboldkampe sammen med andre mennesker, mens vi kan høre tacklingerne smælde og dufte græsset og de ristede pølser. Det er alt sammen med til at åbne vores sanseapparat, og dermed bliver vi mere modtagelige over for de store øjeblikke. Vi lader os nemmere rive med.

I dag er det meget sjældent, jeg er på stadion for at se en fodboldkamp. Det meste får jeg ind via tv, og som regel foregår det, mens jeg er i gang med andre gøremål. Jeg bor nu i hovedstaden, langt fra hjemstavnen, og jeg må indrømme, at jeg yderst sjældent besøger Silkeborg Stadion. Nu har de endda revet det gamle stadion ned. "All our little victories and glories have turned into parking lots". Springsteen sang om Giants Stadium, men uden at vide det, sang han også om Silkeborg Stadion. For selvfølgelig var det udslidt og utidssvarende. Men det var også der, mine drømme boede. Hvis jeg kunne gå derind igen, ville disse scener udspille sig for mit indre igen. Det var et magisk sted for mig.

Den uruguayanske forfatter Eduardo Galeano skriver i bogen Fodbold i sol og skygge:  

”Har De nogensinde prøvet at træde ind på et tomt stadion? Prøv det. Stil Dem midt på banen og lyt. Der findes ikke noget mindre tomt end et tomt stadion. Der er ikke noget mindre stumt end de tomme tribuner. På Wembley lyder råbene stadig fra verdensmesterskabet i ’66, som blev vundet af England, men hvis De spidser øren, kan De høre støn, der stammer fra 1953, da ungarerne holdt målfest mod det engelske hold. Centenario stadion i Montevideo sukker af nostalgi efter uruguayansk fodbolds storhedstid, Maracanã græder stadig over det brasilianske nederlag ved verdensmesterskabet i ’50 (…) I Milano laver Giuseppe Meazzas genfærd mål, der får det stadion, der bærer hans navn, til at dirre. Finalen ved verdensmesterskabet i ’74, der blev vundet af Tyskland, spilles dag efter dag og nat efter nat på Münchens olympiske stadion.” 

Vi kan sagtens få uforglemmelige fodboldoplevelser og magiske øjeblikke ind gennem tv-skærmen. Det er VM-historien et godt eksempel på – de færreste danskere har vel oplevet nogen af disse øjeblikke på stedet. Men her hører det med til historien, at vores sanser ofte er åbnet på en anden måde, når der er VM, fordi vi ofte forbinder slutrunder med højsommer og ferietid, hvor vi er ude af de vante rammer. Men det er alligevel min påstand, at de øjeblikke, der brænder sig allerhårdest fast, er dem vi har oplevet på tættest hold. 

Og så er der alle de scener, vi har slettet – selvom vi har oplevet dem på tætteste hold. Når jeg tænker på, hvor mange timer jeg har tilbragt på Silkeborg Stadion op igennem 1980’erne og 90’erne, er det faktisk forbavsende få øjeblikke, der bliver stående. Alle ørkenvandringerne – kampe mod Ikast, Lyngby, Næstved, AGF og OB – der er så godt som helt væk i min hukommelse. 

Det samme er langt de fleste fodboldkampe, jeg har set de seneste fem år. I dag forsvinder de endda hurtigere ud af mit system, fordi jeg ikke længere har alle receptorer åbne, når jeg ser dem. Sådan er det vist nok at blive voksen. Selvom en fodboldkamp i dag godt kan gøre indtryk på mig, ved jeg, allerede inden jeg begynder at se den, at den aldrig kommer til at konkurrere med det øjeblik i slutningen af 80’erne, hvor Troels Bechs hjørnespark susede direkte i nettet i en kamp mod Frem for øjnene af mig. Eller dengang, hvor jeg efter en kamp mod Lyngby sneg mig om bag omklædningsrummene, fik en hestesko af min ven Søren og så en nøgen Michael Schäfer stå inde i brusebadet. Eller dengang hvor jeg så Gary Lineker score i en Europa Cup-kamp på Århus stadion.

Det er en ulige kamp.  
 

***

 

Mit sidste ønske
når tiden er inde:
Giv mig en bold
en mur i en baggård
og bare en halv times tid

Salig Dan Turèll skrev de ord. Det er slet ikke usædvanligt at finde glimt af fodboldoplevelser få en markant plads, når midaldrende mænd skal gøre livsstatus, også i poesiens verden. Den århusianske digter Peter Laugesen har også været der:

Lille dreng fortabt
i drømme om en tid
der aldrig kommer
den hvor Boniperti
hænger som en saks
et sted i regnen

Fodbolderindringer er noget, vi kan blive ved med at vende tilbage til. Om det så er de kampe, vi selv spillede som dreng, eller dem vi overværede på stadion eller i tv. Det kan jo i grunden undre. Der er så mange vigtige ting her i livet. Kærlighed, børn, og karriere for at nævne blot nogle få. Alligevel insisterer vi på at bære disse udvalgte fotografier i vores fodboldsamlealbum langt fremme i vores bevidsthed. Det reflekterer Karl Ove Knausgård også over i bogen Hjemme Ude

”Men hvorfor beundre det? Det er jo bare fodbold. Det fører ikke til noget, forandrer ikke noget, for i det øjeblik noget er gjort, er det også forsvundet. Intet varer ved i fodbold. Modspørgsmålet er, hvorfor ikke? Det er leg. Det er anti-alvor. Anti-mening. Anti-intellektuelt. Det er kattekillingen som stryger efter garnnøglet, det er hesten der løber prustende langs hegnet, det er falken som sejler i vinden, det er odderen der glider på ryggen ned ad det snedækkede fjeld, det er det der ingen mening har, men som bare er sjovt. Det er et overskud.”

Samtidig kan de vigtigste fodboldøjeblikke være med til at fortælle en større historie om os selv. Ligesom David Bowies musik kan gøre os til bedre og klogere mennesker, ligesom en roman af Fjodor Dostojevski kan forandre vores liv, mener jeg også, at vores oplevelser i fodboldens verden på et eller andet plan kan være med til at få vores egen identitet til at falde på plads. Det rammer os måske ikke umiddelbart på de samme kunstneriske frekvenser, men det rammer hårdt. 

I fodboldens verden omgiver vi os med nogle urfortællinger om os selv. Det gør sig i hvert fald gældende i mit tilfælde. For at vende tilbage til Silkeborgs mesterskab i 1994 var det selvfølgelig fortællingen om David mod Goliat. Men også fortællingen om, at det var tilladt at have store drømme, og at de rent faktisk kunne blive til virkelighed. At sådan nogle som os godt kunne markere os på trods af al den provinsmiddelmådighed, som trak os ned. 

Det er ikke tilfældigt, at de fleste af mine personlige eksempler er hentet i 1980’erne og 90’erne. De hører ungdommen til, fordi det er her, man for alvor leder efter disse fortællinger at spejle sig selv i. Helt objektivt set er det jo ikke fordi, fodbolden var bedre eller mere interessant dengang, men fordi den udspillede sig foran mit unge jeg. Som Karl Ove Knausgård skriver om VM-slutrunderne: 

”Så megen nostalgi, så megen længsel mod det der er tabt for altid. Alt imens vi står midt i livet, som er det eneste vi har, og som efter al sandsynlighed ikke er det mindste dårligere end det vi engang havde, og vil have tilbage. Er det ikke mærkeligt? Om tyve år vil en hel generation af mennesker i trediverne længes tilbage til denne sommer, den der er omkring os lige nu, og de fjernsynsbilleder vi ser på nu, vil være fulde af en helt særegen aura og mystik. Nu er det bare fjernsynsbilleder.”

 

 

---

Ovenstående er en let omskrevet udgave af et essay, Tommy Heisz skrev til bogen Superligaen i 25 år, udkommet på Turbine Forlaget i 2016. 

Knausgård og Ekelunds stærkt anbefalsesværdige bog Hjemme Ude udkom på dansk på Lindhardt og Ringhof i 2015. 

Tommy Heisz har skrevet bogen Det begyndte med Tipslørdag og holder foredrag om Tipslørdag og engelsk fodboldnostalgi