ALLE GÅR RUNDT OG FRYSER
Et foredrag om 1970’ernes Danmark
Hessian og ryatæpper på væggene. Brune og orange farver. Sådan ser de fleste 1970’erne for sig. Et årti, der bød på store brydninger. Nye stemmer insisterede på at blive hørt. Kvinderne nægtede at forblive i skyggen. Fri abort var kun et enkelt skridt på vejen mod lige rettigheder. Ungdommen ville heller ikke længere blindt gøre, som deres forældre sagde. Ja, selv børnene skulle nu høres. Kollektiver skød op over hele landet, og kernefamilien var under pres.
I 1970’erne var den gamle verden for alvor i opbrud. Oliekrisen ramte hårdt, og i hele landet blev der indført bilfri søndage. Men midt i alt det triste var en ny verden også ved at åbne sig. De unge begyndte at rejse med tog til fremmede byer. Der kom farver på tv’et og disco på dansegulvet. Danskerne begyndte at klæde sig vildt og vovet. Hotpants og træskostøvler var en del af den nye garderobe. Det samme var amerikanske cowboybukser fra Lee og Wrangler.
Foredraget er en underholdende rejse gennem et årti, der forandrede Danmark og verden. Som journalist og forfatter har Tommy Heisz gennem mange år arbejdet med den nyere danmarkshistorie, blandt andet med podcastserien Vild Historie og som forfatter til bogen Margrethe 2. – et dronningeliv.
Pris: 7000 kr. inkl. transport (hele landet)
Kontakt: tommyheisz@gmail.com