Danske Esther oplevede revolutionen indefra

En ung dansk kvinde boede og arbejdede i Petrograd, da revolutionen brød ud i 1917. Esther Aksel-Hansens breve hjem fra den russiske hovedstad giver et anderledes blik på månederne, hvor det hele gik amok i Rusland.

Af Tommy Heisz

”Forholdene i byen bliver værre og værre. Skydning og plyndring hver eneste dag og nat”.

Da Esther Aksel-Hansen i 1917 kort før jul formulerede ordlyden i et brev hjem til sin mor i København, blev der samtidig skrevet afgørende verdenshistorie omkring hende. Den 26-årige danske kvinde befandt sig i Petrograd, i dag Sankt Petersborg, hvor hun blev vidne til både Oktoberrevolutionen og det efterfølgende kaos. Rusland var på randen af borgerkrig, og alene det at færdes rundt i hovedstadens gader kunne i slutningen af 1917 være ganske farligt, lod hun moren forstå:

”Forleden, da Axel og jeg havde været ude at spise middag sammen, blev der skudt mægtigt med maskingeværer ved Vinterpaladset, da vi kørte hjem, men nu har man også snart vænnet sig til det”.

Esther Aksel-Hansen havde sin daglige gang ved det danske gesandtskab i Petrograd. Her var hun ansat som kancellist, populært kaldet skrivedame. Den Axel, hun omtalte i sit brev til moren, skulle hun senere blive gift med, men på dette tidspunkt boede hun i en lejlighed i Petrograd sammen med Gerda, Isabella og Ellen – tre gode veninder, som også var skrivedamer ved gesandtskabet.

Mere eller mindre tilfældige omstændigheder havde bragt Esther Aksel-Hansen til Petrograd. I foråret 1915 var hun rejst til Rusland for at bo hos en dansk familie i Rybinsk, en havneby ved Volga-floden. Her underviste hun en lokal familie i engelsk og tog selv russisklektioner og fik på den måde styrket sine i forvejen gode sprogkundskaber.

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger. Læs mere her

Oprindeligt var hun vokset op i et pænt hjem på Frederiksberg som datter af den berømte billedhugger Aksel Hansen. Efter at have uddannet sig til lærerinde og dygtiggjort sig i sprog havde hun sat kursen mod Rusland. Det blev til halvandet år i Rybinsk, hvorefter hun søgte stillingen hos gesandtskabet i Petrograd. Her tiltrådte hun i foråret 1917 efter et kort ophold hjemme i Danmark. At flytte til så stor en by var noget af en omvæltning, indrømmede hun over for moren:

”Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet”, skrev hun i et brev i maj 1917.

”Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette”

Esther Aksel-Hansen forsøgte at finde sine ben i den nye by. Hun fik daglige rutiner, og hun nød den smukke gåtur hver morgen, når hun skulle ind til kontoret. Over Neva-floden og videre forbi Isak-katedralen og Vinterpaladset. Hver morgen sugede hun indtryk til sig. I rask trav kunne hun tilbagelægge turen på en halv times tid. Hun erfarede hurtigt, at gåben var klart at foretrække:

”Sporvognen er så at sige ikke til at komme med. Det er en kamp for livet. På forperronen må man ikke stå, og der er ellers bedst plads, men da jeg én gang har fået en bøssepibe stukket i maven, da jeg forsøgte det, så kommer jeg ikke mere der”.

I de første breve hjem til moren kunne Esther Aksel-Hansen også berette, at hun var glad for arbejdet på gesandtskabet:

”Det er vanskeligt at komme ind i, og der er meget at gøre, men det er vældigt interessant. Jeg må anstrenge mig vældigt for at kunne udfylde pladsen, men det er jo langt morsommere og mere udviklende at få sådan en stilling, hvor man må arbejde for at komme ind i det, end at sidde og gøre idiotarbejde”.

Kedeligt kontorarbejde var der på ingen måde tale om. De historiske tilfældigheder gjorde, at Esther Aksel-Hansen som kancellist var landet lige midt i et højspændt drama. Tsaren var sat fra bestillingen, mens bolsjevikkerne var ved at tage magten, og ude i verden rasede Den Store Krig stadig for fuld kraft.

Alt sammen begivenheder, der fik konsekvenser for det danske gesandtskab i Petrograd.

Med USA’s indtræden i verdenskrigen i april 1917 havde det neutrale Danmark nemlig fået en ny rolle at spille i forhold til humanitært arbejde og håndtering af flygtninge. En af de opgaver, der kom på gesandtskabets hænder, var at forvalte bistand til omkring halvanden million østrigungarske krigsfanger, som rundtom i det store russiske rige var blevet holdt fanget under kummerlige og umenneskelige forhold.

”Kære lille mor, hvordan mon I alle sammen har det? Jeg længes snart efter at høre lidt hjemmefra”, skrev Esther i et af sine mange breve hjem til moren i København.

I løbet af lidt over et års tid blev det til mere end 100 breve. De ligger i dag på Det Kongelige Bibliotek og tilbyder et anderledes blik på en velkendt historisk begivenhed. I en hverdagsagtig tone bringer brevene os tæt på en kvindes tilværelse i en by ramt af revolution og efterskælv. Esther Aksel-Hansen tilhørte byens diplomatmiljø og kunne således ikke tage os med helt tæt på kampene i byens gader, men mod udgangen af 1917 var virkeligheden i den russiske hovedstad, at ingen kunne vide sig sikker.

Hele året havde været særdeles dramatisk. Allerede i februar havde en revolution fundet sted, men der skulle gå et halvt år, før bolsjevikkerne kunne sætte det afgørende stød ind. I de mellemliggende måneder var der masser af tegn på, at et totalt autoritetssammenbrud var i fuld gang i Rusland. I løbet af efteråret blev spontane oprør antændt mange steder i landdistrikterne, hvor rasende bønder tog godsernes jorder. I byerne var der tiltagende uro på fabrikkerne. Den provisoriske regering var magtesløs og turde heller ikke endegyldigt trække Rusland ud af Den Store Krig. Det stod klart, at der måtte en større omvæltning til. Natten til 25. oktober erobrede bolsjevikkernes hovedstyrke, Den Røde Garde, flere strategiske punkter i Petrograd, og krydseren ’Aurora’ kunne sejle ind i Neva og levere sit historiske startskud. Revolutionen var begyndt i den russiske hovedstad ­– blot nogle få måneder efter at Esther Aksel-Hansen var flyttet til byen.

”At der var noget usædvanligt på færde, var ikke til at tage fejl af”, skrev hun i de dage hjem til moren og fortsatte:

”Ved halv ti-tiden hørte vi de første skud. De kom med mellemrum, men lidt efter lidt tog det stærkere fat. Nu begyndte også maskingeværerne at tale med tik-tak, tik-tak, underlige tørre knald, der kom så hurtigt efter hinanden, at man knap kunne skelne hvert enkelt skud. Nu og da var der stilstand i nogen tid, men så tog det igen fat med fornyet kraft”.

Den aften kunne hun og veninderne ikke falde til ro. Kancellistkollegerne Gerda, Isabella, Ellen og Esther var ikke klar over, præcis hvad der foregik i byen omkring dem, men hver især mærkede de en uro i kroppen, der gjorde det vanskeligt for dem at gå i seng.

”Med pelse på, for det var rasende koldt, sad vi ved de åbne vinduer og lyttede efter skydningen. Pludselig et mægtigt bulder. Nu begyndte kanonerne fra ’Aurora’ at tordne løs. Det var forfærdeligt uhyggeligt at høre på, og endnu uhyggeligere at tænke på, hvad der vel nu foregik ude i byen. Himlen oplystes nu og da af stærke glimt, men om det kom fra kanonerne, når de blev skudt af, eller hvad det var, det har vi ikke kunnet få oplyst. Kl. 1.00 gik vi i seng, men vi lå for åbne vinduer og fik ikke meget søvn i øjnene den nat”.

Bolsjevikkerne mente det alvorligt. De havde ikke i sinde at stoppe, før de havde fået fuld kontrol over hele hovedstaden – ja, over hele landet. Soldater forsøgte forgæves at forsvare strategisk vigtige positioner, men blev skudt ned. Esther Aksel-Hansen gav flere steder i sine breve udtryk for, hvor rystende det var at være vidne til den voldelige overtagelse af byen. Tidligere havde hun over for moren slået fast, at hun ingen sympati havde for de oprørske røde:

”En bolsjevik er en i den allerhøjeste potens yderligtgående socialist og et ret uhyggeligt eksemplar af menneskeheden”, skrev hun.

Arbejdet ved gesandtskabet var Esther Aksel-Hansen i stand til at opretholde, men revolutionen kom til at få konsekvenser for det. Håndteringen af de mange krigsfanger gik ind i en ny og mere dramatisk fase. Ved magtovertagelsen havde revolutionslederen Lev Trotskij nemlig proklameret, at alle krigsfanger nu var frie mænd. Den udmelding fik nok mange til at juble, mens andre gøs. For folk som Esther Aksel-Hansen, der arbejdede med krigsfangerne, stod det klart, at en stor humanitær katastrofe var under opsejling. For hvor skulle alle disse afkræftede og udhungrede mænd dog gå hen, når de fik deres frihed? Mange steder i landet kørte togene ikke, og der var stor mangel på mad og tøj i de byer, som fangerne givetvis ville søge mod. Det kunne udvikle sig fuldstændig kaotisk.

Trotskij indså problemet og gik i første omgang med til at lade fangerne blive i lejrene. Nu handlede det for det danske gesandtskab om at dække de mest basale behov hos disse mange flygtninge. Danske militærlæger, officerer fra den danske hær, sygeplejersker, ingeniører og mange andre hjalp til med dette arbejde. Hos administrationen i Petrograd sad Esther Aksel-Hansen og hendes kolleger og fik det hele til at køre. De tog sig blandt andet af at renskrive rapporter fra krigsfangelejrene. På trods af en ihærdig indsats kunne de danske delegerede ikke helt afværge katastrofen. Mange af de østrigungarske krigsfanger trodsede ordren om at blive, hvor de var, og bevægede sig i stedet mod byerne. »Tiggernes hær« blev de kaldt af den danske digter Hans Hartvig Seedorff, som i disse uger og måneder befandt sig som civilfangedelegeret i Petrograd. Netop hovedstaden blev mål for mange af de flygtende.

”Der bliver nu oprettet store asyler og samlingssteder her i Petrograd og også ude omkring i landet for at opsamle disse omstrejfende eksistenser”, skrev Esther Aksel-Hansen.

Den russiske revolution var ikke bare en hurtig operation, der skiftede ét system ud med et andet. Som den britiske historiker Antony Beevor har beskrevet det i sin bog ’Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-21’ ledte bolsjevikkernes magtovertagelse direkte over i et voldeligt kaotisk virvar, hvor de røde kæmpede mod de hvide. De røde var primært arbejdere og bønder, mens de hvide var en noget mere broget forsamling. Officerer fra tsarens hær stod ofte i spidsen for modstandskampen mod bolsjevikkerne, men deres egen holdning til, hvilket Rusland der var det ideelle, tog sig ud på mange forskellige måder. Bolsjevikkerne havde på deres side masser af problemer på de interne linjer. Deres mål havde været at omdanne Rusland til et ’proletariatets diktatur’, men opbakningen til projektet haltede. Industriarbejderne udgjorde kun nogle få procent af befolkningen. Langt de fleste var ved landbruget og abonnerede ikke nødvendigvis på Lenins og Trotskijs ideer.

Splittelsen var enorm, og ballade kunne antændes når som helst. Det oplevede Esther Aksel-Hansen selv, når hun gik rundt i byen, og hun hørte talløse historier, der bekræftede det.

”Den Røde Garde har ordre til at ødelægge al vin, men ofte kommer en skare soldater dem i forkøbet, bryder ind i lagrene, stjæler vinen og gør sig til gode med den og begår derefter de frygteligste ting. Det er derfor, Den Røde Garde har ordre til at ødelægge vinen for at undgå excesser. Her flyder med vin i gaderne. Ja, det er ikke overdrevet. Forleden aften var det sådan nede ved Hotel l’Europe, at man vadede i vin til op over anklerne”, skrev hun i et brev, hvor hun også kunne berette om andre plyndringer.

En dansker, som familien kendte, var blevet overfaldet i nærheden af hovedgaden Nevskij, da han var på vej hjem fra et bal. Han var kommet kørende i en vogn, da han blev passet op af seks soldater, som satte deres revolvere for panden af ham, hvorefter de frarøvede ham pelshue, guldur, 450 rubler i rede penge samt en helt ny pels, som han lige havde købt for 4.000 rubler.

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i slutningen af oktober var Petrograd præget af utryghed og ballade. Samtidig var der en ekstra joker i spil. For verdenskrigen og den nærværende tyske hær måtte byens borgere også stadig forholde sig til, kunne Esther Aksel-Hansen berette i slutningen af 1917:

”De ventes nu som befriere. Der siges i øjeblikket at være tyve tusind tyske soldater her i byen, og at der om en uge eller to vil være ethundrede tusind. Ja, vilde rygter er her nok af. Hvor meget sandhed, der er i dem, skal jeg ikke kunne sige. Hvem kan det? Men uhyre spændende er det hele”, skrev hun og fortsatte:

”For Rusland som land betragtet ser det mere end sørgeligt ud. Ukraine, Don og Kaukasus har jo erklæret sig uafhængige, men har forenet sig imod regeringen her i Petrograd, der har sendt dem en erklæring, at hvis de ikke underkaster sig, vil der blive erklæret dem krig”.

Det skulle blive en lang og hård vinter for folk i Petrograd. Esther Aksel-Hansen var selvfølgelig ikke blandt de mest udsatte, men selv i diplomatkredse var der knaphed og desperation, da kulden for alvor satte ind.

”Vi er på det sidste med vores kartofler”, skrev hun i december. Hun kunne fortælle, at en god bekendt havde bragt to sække ind fra en landsby – den ene til mandens egen familie, den anden til de danske kancellister. Det var med stor taknemmelighed, de danske kvinder tog imod kartoflerne, for de vidste, at det var med livet som indsats, at manden havde skaffet dem.

”Det er nemlig forbudt at føre spor fra landsbyen herind til Petrograd. Hvorfor forstår jeg ikke, men det er nu ikke så underligt, for det meste af, hvad russerne foretager sig, forstår jeg ikke. Kartoflerne lå skjult i bunden af slæden. Tre gange blev den stoppet og undersøgt af militsen på vejen herind, men han slap heldigvis lykkelig og vel igennem med dem. Firs rubler per sæk. Det er dyrt, men vi er henrykte”.

I takt med at den russiske borgerkrig i løbet af vinteren tog fart, blev arbejdsvilkårene for de danske delegerede flere steder i landet vanskeligere. Filologen Bernadette Preben-Hansen har i sin artikel ’Da danskerne rejste fra borgerkrigen’ i rystende detaljer beskrevet, hvordan inspektører, sygeplejersker og andre blev udsat for voldsom chikane forskellige steder i Rusland.

”Nu er en hel del af de østrigske krigsfanger blevet bolsjevikker”, skrev Esther Aksel-Hansen i marts 1918.

”De opretter domstole, dømmer og mishandler deres officerer. Vi får de mest hjertegribende skildringer derudefra og bønner om hjælp. Det er overalt, som om det hele står på hovedet. Kejserfamilien lider utroligt. De er nok ikke langt fra at sulte og bliver forulempet på alle mulige måder, har ikke spor beskyttelse. Det ville næsten være utroligt, synes jeg, om de slap fra det med livet”.

Den fornemmelse skulle som bekendt blive til virkelighed. Fire måneder senere, i juli 1918, blev hele den russiske tsarfamilie henrettet i en kælder i Jekaterinburg. Få uger forinden var Esther Aksel-Hansen rejst hjem til København via Finland. 20. juni 1918 forlod hun Rusland, som hun aldrig skulle vende tilbage til.

Nogle uger før afrejsen skrev hun i et af de sidste breve til moren:

”Mandag havde vi for en gangs skyld fri fra kontoret, rigtigt for alvor, og du kan tro, jeg nød det, læste hele formiddagen, for resten i en meget interessant bog om den franske revolution, og gik en dejlig tur om eftermiddagen i det mest henrivende vejr. Til middag serverede vi kartoffelfrikadeller, da vi ikke havde andet, men til dessert ligesom den foregående dag henkogte frugter og crême. Om aftenen læste jeg bogen om den franske revolution færdig. Det var af stor interesse at læse denne bog netop nu og her i Rusland, hvor man altså nu har gennemlevet, og hver dag stadig gennemlever, en lignende periode. Det er underligt at lægge mærke til, hvor uendelig mange lighedspunkter der alligevel er mellem disse to revolutionsperioder”.

Kort efter Esther Aksel-Hansens afrejse fra Petrograd blev det danske gesandtskab i byen nedlagt. Ved udgangen af året afbrød Danmark alle diplomatiske forbindelser. Den danske gesandt Harald Scavenius sagde ved den lejlighed, at han ikke spåede det nye Sovjetrusland store overlevelseschancer:

”Jeg rejser hjem nu og bliver julen over i Danmark. Om et par måneder er bolsjevikkernes magt brudt, og til februar er forholdene nok sådan, at jeg atter sidder som minister her”.

***

Uddragene af Esther Aksel-Hansens breve er omskrevet til nudansk for læsevenlighedens skyld.

Videre læsning:

Esther Aksel-Hansen: ’Breve fra Petrograd 1917-1918’. Transskription med indledning og noter ved Bernadette Preben-Hansen

Bernadette Preben-Hansen: ’Da danskerne rejste fra borgerkrigen – Dansk krigsfangehjælp i Sovjetrusland og Sibirien 1917-20’

Antony Beevor: ’Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-21’

Den slutrunde sluttede aldrig

Den slutrunde

sluttede aldrig

Negretes saksespark

hænger stadig i luften

Kostadin Kostadinov

løber stadig

så solen sortner

over Mexico City

Estadio Azteca

skælver endnu

og jeg sidder her stadig

i en anden tidszone

med samlemærker

og flakkende øjne

Enzo Francescoli

Rinat Dasajev

Zico, Sócrates

Zbigniew Boniek

Fuji Film og Coca Cola

Andoni Zubizarreta

Frankie Vercauteren

Altobelli, Burruchaga

flimrende fjernsyn

transmission fra evigheden

lad det stå tændt



Digtet er fra bogen Telegrammer fra bunden af Ørnsø af Tommy Heisz, udkommet i 2024.

En bedrøvelig odysse

Da unge danskere i 1821 sluttede sig til grækernes frihedskamp, gik de i krig i en højere sags tjeneste. De var filhellenere og en del af en større international bevægelse. To af dem, Henrik Krøyer og Johan Stabell, skrev senere om deres oplevelser, og ingen af dem lagde fingre imellem: eventyret udviklede sig til en gigantisk skuffelse.

På et marked i den nordtyske by Schwerin stod en gruppe danske studenter og talte deres penge. Hvis de splejsede, kunne de lige præcis skrabe sammen til en hest og en enspændervogn, som ville lette den lange rejse, der lå foran dem. Året var 1821, og de de unge mænd var blevet enige om at tage ned og kæmpe på grækernes side i frihedskampen mod osmannerne. Målet var i første omgang Marseille i Sydfrankrig, hvor de håbede at finde et skib, der kunne føre dem til Grækenland.

De danske studenter var filhellenere. De var langt fra de eneste, der på denne tid rejste ud for at slutte sig til de græske oprørsstyrker. Faktisk bevægede en hel strøm af frivillige sig ned gennem Europa. De kom fra forskellige lande i vesten og havde det til fælles, at den græske frihedssag betød så meget for dem, at de var klar til at gå i krig og risikere livet for den.

”Over hele Europa så man fra påsken 1821 en tendens til, at mænd fra alle samfundslag blev bevæget af en glødende sympati for grækerne og et ønske om at hjælpe dem,” skriver den britiske historiker William St Clair i ’That Greece Might Still be Free’ – en bog, der fortæller historien om, hvordan filhellenismen i 1821 gik fra at være en intellektuel ide til at være et praktisk program. I mange år havde digtere og andre lærde spredt ideerne om betydningen af et selvstændigt Grækenland. Nu var det tid til at gribe til våben.

Henrik Krøyer, en af de tre danskere, skrev om sine oplevelser på rejsen, både i dagbogsform og erindringer, som blev udgivet efter hans død. Her forklarede han, hvad der drev ham af sted i efteråret 1821.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere.”

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Næring havde Henrik Krøyer også fået ved at læse aviserne hjemme i København. De berettede flittigt om de stolte grækeres krig mod de undertrykkende osmannere. Unge Krøyer kunne mærke, hvordan en krigerisk begejstring bemægtigede ham. For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere opflammet. Han vidste, han måtte af sted.

Penge havde han ingen af, men han fik lidt økonomisk støtte fra Studenterforeningen i København, som bakkede op om den græske sag. Krøyer tog dampskibet til Kiel og fortsatte til Rostock, hvor han mødtes med andre danske studerende. Nu skumplede de af sted i deres nyerhvervede enspændervogn, ned over Europas landeveje.

 

At dø stående

Historien bærer masser af eksempler på rodløse unge mænd, som opildnes til at rejse ud i verden og gå i krig. I 1930’erne drog over 30.000 frivillige til Spanien for at slutte sig til Den Internationale Brigade på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig. Omkring 450 af dem var danskere. "Det er bedre at dø stående, end leve på knæ," skrev digteren Gustaf Munch-Petersen i februar 1938 hjem til sin kæreste i et brev. En måneds tid senere var han død.

Senest har flere unge valgt at rejse til Ukraine for at slås. Efter den russiske invasion i februar 2022 kom Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj med en direkte appel: ”Ukraines venner. Hvis I vil slutte jer til kampen, så kom. Vi giver jer våben.” Det fik flere til at rejse af sted, bl.a. den 21-årige dansker, som under dæknavnet Chap var med i DR’s dokumentar ’De danske ukrainekrigere’. ”Vi kæmper for de rigtige moraler lige nu,” udtrykte han i filmen.

Også før 1800-tallet var der eksempler på unge danskere, der rejste ud for at slås for en større sag, bl.a. i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig (1775–1783). Men den skare af grækenlandsfrivillige, som Henrik Krøyer og hans kammerater sluttede sig til, var udtryk for en ny bevægelse i Europa. Hånd i hånd med den nationale vækkelse var der i kølvandet på Den Franske Revolution opstået en dyrkelse af demokratiet og civilisationen over for barbariet og verden af i går. Grækernes kamp mod Osmannerriget passede perfekt ind i den fortælling.

Det var en kamp, der vandt stor opbakning, også blandt velhavere. Filhellenerne havde derfor økonomiske midler til at støtte op om alle, der valgte at tage af sted. I sin bog fortæller Henrik Krøyer, hvordan han inden afrejsen ”bedåredes af avisernes idelige fortællinger om, at der hele vejen gennem Tyskland, Schweiz og det sydlige Frankrig var oprettet grækerkomiteer, som ikke blot understøttede filhellenerne med rejsepenge til Marseille eller Livorno, men også til søs befordrede dem til Morea, hvor de, ifølge komiteernes overenskomst med den græske regering, straks ville blive indordnede i regulære korpser og forplejede som regulære soldater.”

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Da grækerne i 1821 indledte deres løsrivelseskrig mod det osmanniske styre, fik oprørsstyrkerne stor opbakning fra filhellenske bevægelser. Den mest markante stemme var den britiske digter Lord Byron. Siden de unge år havde han været optaget af de græske tænkere og deres store ideer om frihed og demokrati. Mens Henrik Krøyer og de andre filhellenere i efteråret 1821 var på vej mod Grækenland, gik Lord Byron selv med overvejelser om at slutte sig til frihedskampen. Han så for sig, hvordan på slagmarken skulle kæmpe side om side med de stolte grækere – og hvordan han nok også skulle dø der.

 

Druk og dueller

Rejsen til Marseille blev hård. Undervejs så de unge danskere sig nødsaget til at sælge både hesten og vognen. Ure, brevnåle og andre personlige ejendele var også blevet omsat til rede penge.

Ikke kun Henrik Krøyer skrev om oplevelserne undervejs. Det gjorde også hans rejsemakker Johan Stabell, som senere fik udgivet en bog om sin tid som grækenlandsfrivillig. Da den sydfranske havneby endelig blev nået efter næsten to måneders rejse, var Stabell lettet:

”De to måneder, jeg her i Marseille tilbragte, inden min afrejse til Grækenland, anser jeg for de fornøjeligste i mit liv, thi da jeg vidste, at når jeg kom til Grækenland, det da i en håndevending kunne være forbi med mig, stræbte jeg stedse kun at nyde det nærværende øjeblik; på fremtiden tænkte jeg ikke.”

Marseille var et knudepunkt for trafikken af unge mænd på vej mod Grækenland. Snart var danskerne del af en gruppe på over 100 frivillige. De lod sig indlogere på et gæstgiversted. Halmmadrasser og uldne tæpper blev fordelt på gulvene, og de unge mænd fik udleveret mad, som de selv kunne tilberede på små blus.

Ventetiden var lang. Og hvad gør man så, når man keder sig? Ja, man kan jo altid drikke og slås. Og det var i høj grad, hvad de unge mænd gjorde. Alkoholen flød, og det skete igen og igen, at der udbrød skærmydsler mellem de krigshungrende unge mænd. Både Krøyer og Stabell beskriver en række dueller, der fandt sted under ventetiden i Marseille. Krøyer havde i København læst medicin og blev derfor ofte bedt om at være tilstede, når unge mænd ved solopgang krydsede klinger eller beskød hinanden.

En preussisk løjtnant huggede med sin sabel tommelfingeren af en bayersk kaptajn, som havde tirret ham længe. I et andet tilfælde dystede to franskmænd, en major Chevalier var oppe imod Krøyers gode bekendte Lasky. De to var uenige om, hvem der skulle være anfører for gruppen af filhellenere i Marseille. Sagen måtte afgøres med skydevåben i hænderne. Henrik Krøyer beskrev i sin bog, hvordan Lasky styrtede baglæns til jorden, da Chevalier sendte sit skud af sted. ”Vi ilede naturligvis til, idet Lasky halvt bevidstløs, som man af hans øjne kunne slutte, søgte at rejse sig i en siddende stilling. Kuglen havde ramt ham på den venstre side af hovedet, var gledet langs hen ad hjerneskallen og havde åbnet perikraniet til et stort gabende sår, der viste den elfenbenshvide hjerneskal aldeles blottet.”

Det lykkedes Krøyer og kammeraterne at redde Lasky, som blev placereret i en vogn og fragtet til et nærliggende hospital, hvor han kom til hægterne igen efter en trepanering.

Drama var der altså masser af. Men filhellenerne var jo ikke rejst af sted for at gå løs på hinanden. De skulle til Grækenland, og den mulighed opstod endelig, da et fragtskib i begyndelsen af januar tilbød at tage dem med. Over skibets ballast blev udbredt et lag halm, hvor de kunne sove. De heldigste på halmmadras og tæppe, andre bare med en kappe slynget over sig.

”De fleste af os var drukne, og der opstod straks strid om pladserne,” skrev Stabell, som ikke lagde skjul på, at han selv var en tørstig mand. Det bekræftede Krøyer også i sine erindringer, hvor han skrev om Stabell, at denne under ventetiden i Sydfrankrig det meste af tiden havde været ”stærkt illumineret af Marseille-egnens stærke vine.”

 

Hvor er armeen?

”Forgæves ville jeg stræbe at beskrive mine følelser ved at betræde Grækenlands jordbund. Vist er det, at jeg i dette øjeblik følte mig lykkelig.”

Sådan skrev Henrik Krøyer om det øjeblik, da skibet ankom til Navarino (i dag Pylos) på vestsiden af Pelleponnes-halvøen.

Krøyer bemærkede med egne ord straks det gamle Hellas’ herlighed og magiske glans. Vildtvoksende myrther og sneklædte bjergtoppe. Han befandt sig nu med egne ord i et land, som alt for længe havde været beboet af barbarer og bestrøet med elendige ruiner. Et land, der kaldte på frihed.

”Vi så os snart omgivet af en hob nyfigne grækere, slanke, velskabte mænd med mørke, interessante ansigter og lynende øjne. Den orientalske klædedragt og de fremmede sæder forstærkede det romantiske indtryk. Alle grækere var bevæbnede med en lang flint, to sølvbeslagne pistoler og en stor kniv,” skrev Henrik Krøyer.  

Men noget var galt, det viste sig snart. Nok var de lokale nysgerrige, men ingen af dem lod sig bevæge synderligt af, at så mange frivillige netop var lagt til land i et skib, klar til at dø for den græske sag. Ligegyldigheden var mærkbar. Der var ingen velkomstkomite, og ingen af grækerne så ud til rigtig at vide, hvad de skulle stille op med denne opbakning udefra.

Virkeligheden var, at der ikke var en samlet græsk sag, de internationale frivillige kunne bakke op om. Det græske oprør havde på Peleponnes meget hurtigt udviklet sig til et kludetæppe af skiftende alliancer mellem lokale krigsherrer. I det vestlige Grækenland var disse krigsherrer lige så meget i krig med hinanden, som de var med osmannerne.

Det stod klart for Henrik Krøyer, Johan Stabell og de andre, at ideen om en fælles fjende ikke var tilstede blandt grækerne. Krøyer indså snart, at det i hvert fald ikke var i Navarino eller omegn, at han kunne komme til at gøre en forskel. Sammen med en mindre gruppe satte han derfor af sted til fods i retning af hovedbyen Korinth. Det blev en strabadserende rejse, som Henrik Krøyer beskrev detaljeret i sin bog:

”Vi marcherede over vilde og øde bjerge … Jeg fandt det temmelig besværligt at vandre på de stejle og ujævne fjeldstier, belæsset med mine våben, og vi måtte vade igennem iskolde bjergstrømme, der nåede os til knæene eller midt på låret.”

Tilbage i havnebyen Navarino blev Johan Stabell sammen med andre af de frivillige stationeret på en lokal fæstning. De fik en tyrkisk slave til opvartning og fik til opgave at bevogte fæstningen. Det gik snart op for dem, at de havde fået en tjans, som ingen af grækerne selv orkede at tage. Kedsomheden blev deres største fjende, og senere trådte sulten også til. Der blev ikke bragt forsyninger til dem. Da en senator kom forbi fæstningen, klagede de deres nød. De lod ham forstå, at de havde brug for hjælp, og at de nærmede sig et punkt, hvor de måtte sælge deres våben for at overleve.

”Vi indvendte flere gange, at vi ville til armeen, indtil han til sidst svarede, at der for nærværende tid ingen stående arme var i Grækenland.”

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

 

Gnavende sult

”Daglig forværredes vores tilstand,” skrev Johan Stabell, som stadig befandt sig ved Navarino. Der havde været enkelte spredte kampe ved byen, men intet tydede på, at der skulle blive brug for de frivillige unge mænd fra hele verden. Indbyrdes talte de mere og mere om, hvordan de kunne slippe væk.

”En del af vore nødvendige klædningsstykker, ja endog af vore våben, havde vi måttet sælge for at opretholde livet; ordentlig spise fik vi aldrig. En græker, der boede i en smudsig stad, kogte kallun, og stegte lever i olie for os; dette var vor almindelige spise. I dette smudsige hul lå vi og sønderrev de halv kogte kalluner med fingrene, thi kniv og gaffel var bleven meget sjælden iblandt os. Vi søgte da at erstatte vore legemer, hvad de måtte mangle i føde, ved den gode vin,” skrev Stabell.

Forsmagen for alkohol havde den unge dansker ikke mistet, men de festlige dage var fortid. Stabell lagde ikke skjul på, at han var en mand på sammenbruddets rand:  

”Mine pistoler havde jeg alt måttet sælge; mit linned havde grækerne tildels frastjålet mig, tildels havde jeg solgt det; penge havde jeg aldeles ikke mere.”

Tanken om bare at opgive det hele og tage hjem havde for længst meldt sig. Hver gang et skib lagde til i Navarinos havn, forsøgte Stabell og hans kammerater at appellere til kaptajnen. Men ingen ville tage dem med.

Situationen på Peleponnes blev mere og mere kaotisk. I løbet af 1822, mens de danske filhellenere opholdt sig på halvøen, fandt voldsomme kampe sted mellem græske oprørere og osmanniske styrker. Men klanernes indbyrdes kampe tog også til i intensitet. Krøyer og Stabell var begge dybt skuffede over den virkelighed, de mødte. De havde forestillet sig grækerne som lærde og civiliserede mennesker, men mødte i stedet simple krigere.

På sin 23 års fødselsdag befandt Henrik Krøyer sig i byen Mesolonghi, hvor han levede af figner, tørt brød og vand.

”Man siger, at figener skulle være et usundt næringsmiddel og forvolde febre. Mig bekom de meget vel. Stundom vekslede denne føde med fiske, stegt i olie, eller med blæksprutter, hvilke fødemidler sædvanlig kunne erholdes hos en græsk kok. For dem, der ikke har spist blæksprutter, vil det være oplysende at tilføje, at disse hæslige dyr i smag har nogen lighed med hummer, men dog er de endnu hårdere i kødet og altså endnu mere ufordøjelige.”

Under opholdet i Mesolonghi begyndte flere af den unge danskers rejsefæller at falde fra. Nogle savnede civilisationen, andre var løbet helt tør for penge. Først drog tre af sted, senere fulgte yderligere fire. De var nu kun seks mand tilbage, og moralen var helt i bund.

For Johan Stabell lykkedes det langt om længe at komme væk fra Navarino. På hesteryg red han sammen med en mindre gruppe mod nordøst i retning af Argos. De gav alt, hvad de havde for enten at komme et sted hen, hvor der var brug for deres hjælp, eller for i det mindste at slippe væk fra det fattige og udpinte helvede, Peleponnes havde vist sig at være.

”Det blev meget mørkt om aftenen, og de besværlige veje havde meget udmattet os, da vi kom til en dyb flod, en halv mil fra Argos. Efter at vi havde vadet over den, fandt vi på den anden side deraf en mølle, hvor vi besluttede at overnatte. Mølleren antændte en ild midt på gulvet, omkring hvilken vi lejrede os. Vi afkøbte ham nogle ål, hvilke vi tilberedte ved at spidde dem på en lang pind, og således holde dem over luen. Men nu var der ingen brød at få; dog blev derfor også snart råd; apparaterne dertil havde mølleren; han æltede brødet sammen, hvorpå vi lagde det under den hede aske ovenpå hvilken vi igen lagde brændende kul. Efter en halv times forløb var et brød færdigt, der rigtignok indeholdt en portion sand og aske, men dog var vore hungrige maver særdeles velkomment. Efter at have spist, lagde vi os til at sove omkring ilden. Det var en af de bedste nætter, jeg har haft i Grækenland, thi ilden varmede mig tilstrækkeligt, så at jeg sov uafbrudt indtil morgenen klokken 6, da vi begav os på vejen til Argos.”

Fremme i Argos opsøgte Johan Stabell og hans venner straks militærfolk, men svaret var entydigt: Lige meget hvem de tilbød deres tjeneste, ville ingen have med dem at gøre.

 

Med livet som indsats

Der var kun ét at gøre: At komme væk fra Grækenland. Den erkendelse nåede både Johan Stabell og Henrik Krøyer frem til. Drømmen om at dø for en større sag havde aldrig været i nærheden af at blive indfriet. Ingen af dem været i nærheden af ret meget, der kunne betegnes som frihedskamp.

Da februar blev til marts, lykkedes det Henrik Krøyer at komme ombord på et skib, der skulle fragte salt til Ancona. Hans hjemrejse blev langstrakt. Først opholdt han sig en tid i Rom, og på sin vej op gennem Europa tog han længerevarende ophold i byer med lærde miljøer, eksempelvis i tyske Heidelberg.

Johan Stabell var tæt på at få skibslejlighed til Spezia, men muligheden glippede. Rygter begyndte at løbe om, at det inden længe ville blive helt umuligt for filhellenere at komme væk fra Grækenland. Da en kaptajn tilbød et lift til Konstantinopel, slog Stabell derfor til. Også selvom alle frarådede ham at gøre det:

”De forsikrede mig, at hovedet ikke mange dage ville blive siddende på min hals, når jeg først kom der.”

Det var da også en risikabel affære for en ung mand, der havde meldt sig til krigen på grækernes side, at rejse til Osmannerrigets hovedstad. Men Stabell ville væk, og det lignede den eneste mulige udvej. Skibet førte ham forbi Dardanellerne og videre op til Bosporusstrædet, hvor det lagde til i sultanens by. Her tilbragte han en længere periode, hvor han dels måtte lægge låg på sin vintørst, dels leve med den konstante frygt for at blive overfaldet og slået ihjel i byens gader. Ifølge Stabell selv skete det ofte, at nogen fik kappet hovedet af, hvis det kom frem, at de enten var grækere eller støttede grækernes sag. 

”Tyrkerne lader de henrettedes legemer henligge således på gaden i tre dage, hvorpå de kaster dem i havet, til glæde for de tyrkiske gondolroere, som da forlyster sig med at kaste efter dem med deres bådshager, således at spidsen deraf farer ind i den dødes legeme,” skrev han.

 

Den store leder

"Jeg tager tilbage til Grækenland for at se, om jeg kan gøre nytte der."

Sådan skrev britiske Lord Byron i et brev til den tyske forfatter Johann Goethe, før han i slutningen af 1823 satte kursen mod Grækenland. Trekvart år efter, at de to desillusionerede danskere havde taget flugten, var strømmen af filhellenere slet ikke ovre. Den mest prominente af dem – og manden, der i eftertiden nærmest skulle blive synonym med bevægelsen – var netop den britiske digter.

I begyndelsen af januar 1824 lykkedes det Byrons skibe at trænge gennem de osmanniske blokader og lægge til land i det sumpede marskområde ved Missolonghi-bugten. Byron blev dyrket som en helt. Hans tilstedeværelse var vigtig for moralen hos de græske oprørere, som stadig arbejdede på at samle sig og rette deres aggresioner mod en fælles fjende i form af de undertrykkende osmannere.

Planen var, at Byron skulle lede et større felttog. For pengestrømmene og våbentilførslen var det af stor betydning, at en så prominent brite havde udset sig den græske sag.

Men Byron blev også skuffet over mentaliteten blandt det græske folk, han værdsatte så højt. Han hørte historier om frygtelige overgreb begået af grækere i Tripolitza. I et tilfælde var 2000 kvinder og børn angiveligt blevet dræbt. Noget tydede på, at også grækere kunne opføre sig som barbarer. Et faktum, der ikke rigtig var plads til i Byrons verdensbillede.

Et skib fra London kom med flere våben og et stort antal græske bibler. Men felttoget, som Lord Byron skulle stå i spidsen for, blev udsat gang på gang. Ikke mindst fordi han nu også selv var blevet syg. Da han den 22. januar kunne fejre sin 36 års fødselsdag i Grækenland, havde han en klar fornemmelse af, at den også ville blive hans sidste. I februar fik han et alvorligt krampeanfald. Han led fysisk og virkede samtidig som om, han var på randen af et nervøst sammenbrud. Lægerne gav ham åreladning, men intet hjalp. Den 21. april døde Lord Byron. Måske var det malaria, måske lungebetændelse. Den præcise dødsårsag er aldrig blevet kendt.

Byron led ikke martyrdøden på slagmarken. Men han kom stadig til at spille en vigtig rolle i grækernes frihedskamp. Hans død fik støttebevægelsen hjemme i Storbritannien og andre steder i verden til at blusse endnu mere op. I de kommene år blev krigen i stigende grad et internationalt anliggende. I 1825 blev den egyptiske hær landsat på Peloponnes, og året efter blev Athen indtaget. I 1827 trådte både Storbritannien, Frankrig og Rusland ind i krigen og afgjorde den til græsk side, da de sænkede sultanens flåde ud for Navarino. To år senere fik Grækenland officiel status af selvstændigt land.

”Var jeg rejst fattig ud, så kom jeg endnu fattigere tilbage,” skrev Henrik Krøyer om sin hjemkomst til København. Da han i september 1823 endelig vendte hjem, havde han været af sted i omkring to år. Hans rejse havde ført ham mange mærkelige steder hen, men antiklimakset var til at tage og føle på. Han havde aldrig opnået den glorværdige militære tilfredsstillelse, som han havde set for sig, da han rejste ud. Fra dampskibet begav han sig op i studenterforeningen for at se, om der var nogen, han kendte. Der blev arrangeret en lille fest for ham, men han havde svært ved at føle glæde. Skuffelsen var for stor.

I København løb Henrik Krøyer også på Johan Stabell, som han oprindeligt var rejst ud med. Da det gik op for Krøyer, at rejsekammeraten i bogform havde fortalt om sine eventyr som del af den filhellenske bevægelse, var han ikke videre tilfreds. I hans øjne fortjente det hele at blive glemt. Som han skrev i sine erindringer:

”Var der noget, som mishagede mig, så var det kun, at Stabell ved sin publikation havde henledet opmærksomheden på denne bedrøvelige odysse.”

 

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.




Kilder:

Erindringer af Henrik Krøyers liv 1821-1838. Udgivet 1870.

Hændelser paa en Reise til Morea og Constantinopel beskrevne af J.H. Stabell. Udgivet 1824.

William St Clair: That Greece might still be free : The Philhellenes in the War of Independence

Grethe Rostbøll: Lord Byron - en europæisk frihedshelt

 

 

Hvad skete der senere hen?

Johan Henrik Stabell ved vi ikke meget om. Han døde i 1836 i en alder af ca. 34 år. Henrik Krøyer døde først som 71-årig i 1870. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket Danmarks Fiske (1838-53) på 2500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes. Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.

 

Professor Worm ville samle hele verden i sit private museum

Lægen Ole Worm skaffede sig op gennem 1600-tallet et væld af historiske genstande, udstoppede eksotiske dyr og andre sjældenheder. I sin professorbolig i København indrettede han et raritetskabinet, som blev Danmarks første systematiserede museum. Dele af samlingen er i dag en del af Nationalmuseets samling.

Ole Worm ledte efter svar. Det gjorde den medicinske professor sådan set hele sit liv, men denne dag i 1653 gjaldt det helt specifikt den døde lemming, som var i færd med at blive skilt ad for øjnene af ham. En god bekendt i Norge havde sendt ham et eksemplar af den knap 15 centimenter lange gnaver. Pelsen var rødbrun og gul og havde sorte striber. Ved Ole Worms side var hans nevø, den verdensberømte anatom Thomas Bartholin. Han fik lov at føre kniven, mens onkel Worm sad og fulgte koncentreret med.

Dissektionen viste, at det lille pelsdyr havde kønsorganer. Netop den detalje fik Ole Worm til at stoppe op. Her havde han fat i opsigtsvækkende nyt. Noget, der kunne skubbe til den herskende opfattelse af, hvordan lemminger bliver til. Flere lærde havde beskæftiget sig med netop det spørgsmål, og der var udbredt enighed om, at de små dyr kom ud af skyerne. Af og til samledes formationer af rådne skyer på himlen, og når de tømtes, regnede det ned med lemminger. Troværdige kilder havde rapporteret om, at det foregik sådan i de norske fjelde. Når Gud var vred på menneskeheden, lod han det regne ned med lemminger.

Ove Worm var drevet af at rejse spørgsmål. Hans breve gennem mange årtier indeholdt ofte oplistede ting, han gik og undrede sig over. Efter dissektionen af lemmingen kunne han stille et nyt: Hvis lemminger virkelig faldt ned fra skyerne, hvad skulle de så bruge kønsorganer til?

At Ole Worm en dag i 1653 sad og var i færd med at undersøge, hvordan naturen hang sammen, var der ikke noget særligt i. Netop det fik han gennem et langt liv en stor del af sine vågne timer til at gå med. Men scenen med Worm og nevøen Bartholin er alligevel værd at dvæle ved. For den rummer en meget større fortælling om renæssancen som en tid, hvor videnskaben gjorde store fremskridt, men hvor Gud stadig var med ved dissektionsbordet.

”Ganske vist kaldes Gud med rette for årsagen til alle ting,” skrev Ole Worm i 1654 – og fortsatte:  ”men da han for at frembringe virkninger i naturen ikke handler umiddelbart, men gennem naturlige årsager, er det fysikerens opgave at finde disse.”

Ole Worm ville forstå verden. Han ville betragte den, vende og dreje den, undersøge den tæt på. Derfor var han allerede som ung begyndt at opbygge Museum Wormianum – hans helt eget private museum med genstande fra hele verden.

***

 

Når man trådte ind i Worms museum, befandt man sig i et rum, som var proppet med ting fra gulv til loft. På en hylde stod en bjergkrystal, der i 1200-tallet var blevet bearbejdet med en korsformet udboring og forsynet med indlejrede relikvier. Bjergkrystal var et gådefuldt materiale, som på Worms tid havde en nærmest magisk tiltrækningskraft. Nogle mente, at det bestod af vand, som var stivnet efter at være blevet ramt af lynet. I museets loft hang udstoppede fugle og en krokodille. Næbbet af en pelikan og skindet af en ni alen lang brasiliansk slange kunne også betragtes. En hestekæbe omvokset af en trærod. Hjortetakker og skildpaddeskjold. Hylderne bugnede af sten, konkylier og smaragder.

"Jeg er begyndt at anlægge en samling af naturmærkværdigheder, navnlig de mere sjældne,” skrev Ole Worm til en ven i 1623. I løbet af de næste årtier tog han det projekt ganske alvorligt. I dag findes der kun et enkelt kobberstik, der viser, hvordan raritetskabinettet så ud. I hvert fald hvordan det omtrent så ud – ved afbildningen kan der være taget visse kunstneriske friheder.

Bygningen findes ikke længere, men vi ved nogenlunde, hvor den lå. Hvis man i dag befinder sig i det indre København og følger Fiolstræde fra Frue Plads mod Nørreport, har man på venstre hånd universitetsbiblioteket i den gotisk-inspirerede rødstensbygning. I dette område havde Ole Worm i 1600-tallet sin professorbolig med tilhørende have. Og det var her, han indrettede sit private museum, efter at det voksede sig for stort til hans lokaler i nærliggende Store Kannikestræde.

På samlingens hylder befandt almindeligheder sig side om side med historisk vigtige ting. Besøgende kunne se små, udskårne træfigurer og et glas med hvalmælk. De kunne også lade blikket hvile ved en guldring fra vikingetiden og kraniet af en løve, som Christian 4. angiveligt havde nedlagt med bøsseskud. I alt var der over 1500 genstande på museet. Mange af dem satte Ole Worm selv ord på i et katalog, der udkom i 1655, kort efter hans død. Om en af dem skrev han:

”Af florentinsk marmor har jeg en nydelig globus, helt rund og poleret. Omkredsen er ti tommer stor. Med gyldne purpurfarvede pletter er afmærket de forskellige lande og øer, med askegrå farve angives have og vande således, at hele jorden er gengivet, i hvilken verdens dele er tydeligt aftegnet, som de er.”

***

 

I 1600-tallets København var Ole Worm en af de fremmeste lærde. Han var født i 1588 og voksede op i Aarhus som søn af en rig købmand, hvis familie oprindelig var kommet til fra Nederlandene. Lille Oles begejstring for bøger var stor, og han blev allerede som 13-årig sendt ud i Europa på dannelsesrejse. Han studerede blandt andet i Lüneburg og Emmerich og lærte hurtigt at tale flere sprog. Universitetstiden tilbragte han i Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Da han som 25-årig flyttede til København, var det med en doktorgrad i medicin.

Ole Worm lod sig ikke begrænse til en enkelt retning i sine studier. Han blev i løbet af en tiårig periode professor i både pædagogik, græsk og medicin. Samtidig fordybede han sig i fysik, kemi, naturfilosofi og runeforskning. På Københavns Universitet var han en del af den absolutte elite. Han var professor i medicin fra 1624 og fungerede af flere omgange som universitetets rektor. Ved at gabe over så mange discipliner var Ole Worm en udpræget polyhistor – ganske typisk for tiden. Det var sådan, man gik på opdagelse i videnskaben i renæssancen – ikke ved at fokusere snævert på én disciplin, men ved at opnå en både bred og dyb forståelse af, hvordan verden hang sammen.

Flere af de professorer, Worm havde læst hos, var samlere. Især i Italien var det på den tid et udbredt fænomen blandt lærde at opbygge kollektioner af ting og sager. Worm havde i 1609 set Ferrante Imperatos berømte museum i Napoli, og samme år besøgte han Ulisse Aldrovandis museum og botaniske have i Bologna. Her har han kunnet samle masser af inspiration til selv at starte en samling. At han begyndte på det, netop da han blev professor i medicin, var ikke tilfældigt. Undervisning var nemlig et af formålene med den.  

Ole Worm troede på demonstrativ genstandsundervisning. Hans studerende skulle ikke kun læse om verden i en bog. For at forstå den måtte de nærstudere ting og holde dem mellem fingrene. Worm var pædagogisk reformator i sin tid. Han var med til at indføre en ny kultur på Københavns Universitet og gjorde undervisningen mere praktisk og håndgribelig. I 1628 chokerede han sine omgivelser ved at bringe et menneskeskelet ind i undervisningen. Sådan et havde de medicinstuderende i København aldrig tidligere set på tæt hold.

***

 

”Din paradisfugl behagede mig i højeste grad, især fordi den ikke mangler ben, thi størsteparten af dem, som har udtalt bemærkninger om dem, har nægtet, at de var udstyret med sådanne.”

Sådan skrev Ole Worm i 1640 i et brev til sin rejsende nevø Thomas Bartholin. På det tidspunkt strømmede genstande ind fra hele verden til den danske samler.

Indsamlingen var ellers begyndt i det små. De første år bestod den mest af vilkårlige samleobjekter, som den unge Ole Worm faldt over på sine rejser i Europa. Da han i 1609 var i Venedig, pillede han for eksempel nogle stumper ud af en mosaik i Marcuskirken. Under samme ophold købte han et brændeglas af en gadehandler. Det var et rundt spejl i en træramme, som kunne opfange og tilbagekaste solens stråler og sætte ild til ting. Worm var med egne ord blevet overbevist om brændglassets egenskaber, da gadehandleren havde antændt sin egen skammel for at demonstrere det.

Senere blev indsamlingen mere systematisk, og Ole Worm trak på sit store netværk ude i verden. I 1623 opfordrede han vennen Johan Rhode til at være på udkig efter spændende sager i norditalienske Padova. I et brev skrev Ole Worm:

”Da du befinder dig i egne, hvor en stor mængde af den slags daglig forekommer, beder jeg dig venligst, om du med hensyn hertil vil have mig i erindring. Jeg beder dig sende mig alt, der tilbyder sig, enten fra landjordens, havets eller luftens dyreverden, eller af sten, metaller, konkylier eller andet af den slags.”

Når kongelige ekspeditioner drog ud i verden, sendte Ole Worm ønskelister med over genstande, han manglede. Det var for eksempel tilfældet under Ove Gjeddes store Indien-ekspeditioner 1618-22. Alle vidste, at Ole Worm var ude efter sære ting, og at han var god til at give svar på disse tings oprindelse.

Efterhånden blev den danske professor nærmest en slags brevkasseredaktør. Den islandske biskop Thorlak Skulason sendte i 1627 en såkaldt ”ørnesten”. Det var en kvindelig sten, lod biskoppen forstå i sit brev – for der fandtes efter sigende ørnesten af begge køn. Om den sten, biskoppen havde samlet op ved vandet, skrev han i brevet, at den måtte være ”frugtsommelig og menes at kunne føde, hvis en af mandkøn er tilstede; hvorvidt det er sandt, overlader jeg til senere erfaring: Men det står fast for mig, at den ligesom har en anden og mindre sten i maven; man kan let høre den, når man ryster den.”

”Jeg er dig meget taknemmelig, min Thorlak, for de tilsendte sten, der bidrager meget til at forøge mit naturaliekabinet,” svarede Ole Worm venligt. Men han måtte skuffe biskoppen. Efter Worms bedste overbevisning var der ikke tale om en drægtig sten af hunkøn, men derimod ”en slags havbønne.”

Fra Norge fik Ole Worm tilsendt flere mystiske ting. Nogle muslinger fra Numedal mentes at kunne udruge en slags ænder. Og i en pakke ankom også en sten, der var blevet fundet i en skudt bjørn. Da bjørnen blev flået, var den lille sten dukket op mellem pelsen og kødet. Worm var interesseret i, om der måske kunne være tale om en form for stendannelse i legemet. Norges kansler bød også ind. Han mente snarere, at det måtte være jægerens blykugle, der efter at have gennemboret bjørnens skind havde forvandlet sig til sten.

***

 

Renæssancen var de store opdagelsers tid. Op gennem 1600-tallet gjorde videnskabsfolk store fremskridt, og kirkens skråsikre sandheder blev udfordret. Logik var så at sige kommet på mode igen, og der skete en genopblomstring af antikkens matematik, filosofi og fysik. Astronomerne Tycho Brahe og Johannes Kepler kastede nyt lys på universet, verden og det enkelte menneskes placering i den store sammenhæng, mens anatomerne dissekerede menneskelig og dyrekadavere for at kortlægge hver eneste muskel, kirtel og fiber.

Denne større bevægelse skrev Ole Worm sig ind i, men han var tydeligt splittet mellem det gamle og det nye. Det kom til udtryk i hans breve og bøger. Han hyldede tidens eksperimentelle videnskabelige metode, men samtidig forholdt han sig lidt tøvende og med en næsten ærefrygtig respekt for Biblens verdensbillede.

Det kom også til udtryk, da han i 1653 dissekerede den norske lemming sammen med Thomas Bartholin. I den efterfølgende afhandling lagde Worm kun forsigtigt de nye indsigter frem. Fundet af kønsorganerne i lemmingen pegede jo tydeligt i retning af, at dyret formerede sig, som dyr normalt gør – nemlig ved at parre sig. Men Worm skrev, at han ikke fuldstændig ville afvise den hidtige teori om, at disse gnavere virkelig blev dannet i skyer for så at dumpe ned på jorden. 

Et af tidens store videnskabelige nybrud kom, da den engelske læge og anatom William Harvey i 1628 præsenterede sin teori om, at blodet blev pumpet rundt i et kredsløb, og at hjertet var en stor muskel, der drev hele værket. Ideen var revolutionerende, og ikke alle købte den – heller ikke Ole Worm. Han slog i 1632 fast, at Harveys teori stred mod naturen, og at den i øvrigt ”førte til absurditeter.”

I dag kan det måske virke lidt bagstræberisk, men det er vel noget af det sidste, man kan kalde Ole Worm. Hans indstilling og syn på verden var ganske typisk for tiden. I renæssancen var der ikke nødvendigvis en modsætning mellem videnskabens opdagelser og fremstillingen i religiøse tekster. Og Ole Worm var trods alt en af dem, der ledte efter svar.

***

 

Ole Worm havde i det hele taget næsen i alt det nye. Han er sandsynligvis en af de første danskere, der stiftede bekendtskab med kaffe, og han har nok været en af de første danskere til at betragte små objekter gennem et mikroskop. Da han begyndte sit videnskabelige virke ved europæiske universiteter, var opfindelsen ganske ny, og det er sandsynligt, at han har fået mulighed for at prøve på et tidligt tidspunkt. Senere i sit liv arbejdede han selv meget med mikroskopering i sit private museum.

Og så var der lige guldhornet fra Gallehus ved Møgeltønder. Hvorfor skulle Ole Worm ikke også lige komme til at krydse det stykke danmarkshistorie på sin vej? Mens professorens arbejde med at indsamle ting til sit private museum var på sit højeste, skete der et opsigtsvækkende fund. Da en ung kvinde i 1639 var på vej til marked, stødte hendes fod på noget hårdt, der stak op fra jorden. Det viste sig at være et horn fra oldtiden, lavet af guld. Et års tid senere var Ole Worm på Nykøbing Slot for at se til den danske prins, Christian 4.’s søn. Der var feber ved hoffet, og derfor var der blevet sendt bud efter en af landets fremmeste læger.

Sygdommen fik Ole Worm styr på, og han fik mere end det ud af sit ophold på slottet. I et brev skrev han:

”Blandt andre beviser på ære og velvilje, som jeg modtog, stilledes jeg over for et guldhorn, som for et år siden blev fundet i Jylland; i prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin, for at jeg skulle tømme det.”

Efter fundet var guldhornet blevet overdraget til kongen, som gav det videre til sin søn. Efter at være blevet repareret og udstyret med en bundskrue blev det taget i brug som drikkehorn på slottet. For en oldtidsgransker som Ole Worm var det særligt at få hornet stukket i hånden:

”Jeg beundrede stoffets ædelhed, men mest den forunderlige sammenstilling og opbygning af de billeder og hieroglyffer, hvormed det var prydet. Alt tyder på den største ælde,” skrev han.

Figurerne på hornets sider kunne Ole Worm ikke slippe. Han reagerede, som han altid gjorde, når nysgerrigheden var vakt: han skrev en afhandling. Her kom han med bud på tolkninger af den rige billedverden. Han fik også lavet detaljerede tegninger af hornet, som senere fik en makker, da et lignende horn blev fundet i den jyske muld. Netop de tegninger viste sig at være ret nyttige, da man flere hundrede år senere skulle fremstille kopier af de oprindelige guldhorn, som forsvandt, da de blev stjålet og smeltet om i 1802.

***

 

”Hvad skal jeg sige om pesten, som hærger hos os?” spurgte Ole Worm i et brev til sin søn Willum i sommeren 1654.

”Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ensartede hos alle, men veksler efter temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.”

Pesten bragte frygt med sig. Flere fremtrædende læger valgte at forlade København under dens rasen, men Ole Worm blev på sin professorpost i hovedstaden. Han undgik smitte, men alligevel blev brevene om pesten nogle af de sidste fra hans hånd. I en alder af 66 år døde han af en blæresygdom den 31. august 1654.

I sit private museum havde han samlet 1663 genstande. Det er i hvert fald det antal, der fremgår af det katalog, der udkom kort efter hans død. I sit testamente gav Worm udtryk for, at sønnerne skulle føre samlingen videre, og at den ikke måtte flyttes. Det kom dog ikke til at gå i opfyldelse. Snart overgik hele samlingen til kongen.

Frederik 3. var nemlig også blevet ramt af samlermani. I midten af 1600-tallet oprettede han Kongens Kunstkammer med kostbarheder og sjældenheder fra hele verden. Worms store samling blev i kongens varetægt desværre ikke behandlet som en samlet enhed, men blev spredt rundt på slottet. Mange genstande forsvandt og kan ikke spores den dag i dag. I løbet af 1800-tallet blev kunstkammeret omdannet til det, der i dag er Nationalmuseet.

Over årene dryssede enkeltdelene fra Ole Worms samling stille og roligt ud af billedet. Den dag i dag kender man kun til 40 bevarede genstande. De fleste har Nationalmuseet. Her dukker Ole Worms navn op enkelte steder i den faste udstilling. Blandt andet når man kommer til bjergkrystallen med den korsformede udboring og relikvierne. For omkring 400 år siden betalte en svensk officer for en lægekonsultation med den kostbare genstand, der måske var et krigsbytte fra Trediveårskrigen. Ole Worm tog imod den og stillede den på hylden i det raritetskabinet, der skulle blive den danske professors livsværk.

Som idehistoriker Jens Erik Kristensen skrev om Ole Worm i 1993:

”Han drømte om at overføre hele den ydre naturs mangfoldighed til sit museums begrænsede indre.”

***

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.

 

Kilder:

Camilla Mordhorst: ’Gentandsfortællinger – fra Museum Wormianum til de moderne museer’

H.D. Schepelern: Museum Wormianum : dets Forudsætninger og Tilblivelse

Hanne Teglhus & Morten A. Skydsgaard, red.: ’Ole Worm – liv og videnskab’

Jens Erik Kristensen: ’Det kuriøse og det klassificerende blik’

Flaskepost over Sortedams Sø. Ny udgivelse fra Henrik Olesen sætter musik til seks af mine digte

Jeg skriver nye digte. Eller faktisk går jeg for tiden mest og finpudser. I løbet af det seneste års tid har jeg skrevet på det, der nu er ved at tage form til en ny bog. At en del af disse nye tekster skulle løftes til musikalsk skønhed af Henrik Olesen, var egentlig ikke en del af planen. Men da jeg tidligere i år sendte mit næsten færdige manus til Henrik, mærkede han inspirationen slå ned. Og den slags skal man huske at byde velkommen.

For mig har det været en intens oplevelse over de seneste uger at modtage filerne med seks nye sange fra Henrik Olesen i min indbakke. Ét track ad gangen har jeg modtaget musikken. Stille og roligt - som stemningen også må betegnes på hele denne skrøbelige EP.

Et par af numrene tikkede ind, mens jeg i november var i Sydjylland for at holde en række foredrag. Det betød, at jeg kunne lytte til dem, mens jeg vandrede rundt i et snedækket Vejle. Andre hørte jeg senere, mens jeg travede gennem Københavns vintermørke. Når jeg modtog et nyt nummer fra Henrik, ventede jeg med at trykke på play, indtil jeg befandt mig i den rette situation. Det skulle helst være noget med at være alene og at have hovedtelefoner på - og jeg skulle allerhelst have en gåtur foran mig. Det føltes mest rigtigt sådan.

Musik til gåture? Det lyder jo næsten som et Brian Eno-album, men det er nok heller ikke ramt helt ved siden af, hvis man skal sætte ord på Henriks musik. Han dyrker det minimalistiske og repetitive. Han får opsigtsvækkende meget ud af ganske få ord. De digte, Henrik har plukket, er i høj grad de fortættede og korte. I andre dele af min kommende bog bevæger jeg mig mere ud i det fortællende, fritstrømmende og vel næsten kortprosaiske. Men forståeligt nok er det ikke her, Henrik har samlet noget op. Det er derimod på de sider, hvor linjerne ikke gør meget væsen af sig. Som her:

Du svinder ind
ben og skind
sorterer vores dage
sirligt i album
så er der styr på det

Hvem ser dog en sang i et digt som det? Det gør Henrik. Og han har altså set så meget i mit nye materiale, at det nu har udmøntet sig i en hel lille selvstændig udgivelse hans side. En EP med seks numre. At se det cover med Henriks navn og med undertitlen ”Musik til digte af Tommy Heisz” gør mig ubeskrivelig stolt.

For det her er jo ikke bare en hvilken som helst musiker, der har fået lyst til at lege lidt med mine ord. Det her er Henrik Olesen. Det er nok svært at slide cd’er op, men hvis jeg nogensinde var tæt på at gøre det, var det vel min lille samling af Olesen-Olesen-album, som jeg tog med mig rundt, hver gang jeg i 1990’erne flyttede til et nyt sted – hvilket jeg mere eller mindre gjorde konstant på den tid. Som ung studerende i Århus sad jeg blandt andet i mørket i Øst for Paradis og så Henrik på scenen sammen med sin bror Peter. Som Olesen-Olesen transporterede de mig nogle helt vilde steder hen i både musikken og sproget med numre som ’Jack Kerouac i Jylland’, ’Finland’, ’Jysk Beatnik’ og ’Mit liv i flere versioner’.

Efter Olesen-Olesen ophørte med at eksistere, fortsatte begge brødre heldigvis med at lave musik. Politikens Simon Lund skrev om en af Henriks første udgivelser på egen hånd: “Hans minimalistiske sangersangskrivning har en melankolsk grundtone, der på én gang lyser op og trækker sig resigneret tilbage.”

Da Henrik for nogle år siden spurgte, om han måtte sætte musik til et af mine digte, gav jeg selvfølgelig lov med det samme. For mig var det som en cirkel, der blev sluttet på smukkeste vis – at en af de personer, der havde været med til at vise mig vejen ind i det lyriske univers, på den måde rakte ud og kunne bruge noget, jeg havde skrevet. Det gav så meget mening. I Henrik Olesens komposition (under navnet ’Ukendt under andet navn’) blev det til ”Fra før vi var her”.

At det skulle føre mere med sig, havde jeg slet ikke forventet. Men på albummet ”Optaget og foreviget” fra 2022 skrev jeg ordene til fire af Henriks sange. Ikke som tekstforfatter til en musiker, men som digter, der sendte en bunke ord af sted, som åbenbart viste sig at kunne bruges til noget. Det var nærmest som gik jeg fra min lejlighed ned til Sortedams Sø og sendte digtene af sted som flaskepost over til Henriks side på Østerbro.

De fire sange kom til at hedde ’Snefnug’, ’Glødepærers poesi’, ’Indre farvande’ og ’Fotografi’.

Noget vigtigt blev sat i gang. Henrik og jeg har erfaret, at noget får den gensidige inspiration til at sitre som en elektrisk ladning i feltet mellem os. Den slags er værdifuldt, og jeg tror på, at man skal række ud efter det, når det viser sig.

EP’en ’TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz’ udkommer digitalt. ”Seks minimalistiske sange, der formår at indramme noget større,” skriver musikmediet Side 33 om udgivelsen. Hvem ved om en vinyludgivelse følger en dag. Hvis masserne kræver det, må vi jo kigge på det.

Èn ting ligger helt fast: Den sidste flaskepost er ikke sendt.


TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz

1. Ben og skind
2. Søndermarken ved vintertid
3. I en bedre opløsning end nogensinde før
4. Aftenlys
5. Gløder i går
6. Så slap du

Det hele kan høres på Spotify og andre streamingtjenester.








Vore øjne kan ikke skimte dig længere - Historien om Harald Kidde

Mindestenen for Harald Kidde i Nørreskoven i Vejle. Tommy Heisz, 2023

Det var med en blanding af lettelse og rastløshed, at forfatteren Harald Kidde i sommeren 1918 gik rundt mellem sine bøger og stakkevis af notater i sit hus i Hareskovby nordvest for København. Han havde langt om længe sat sidste punktum i den bog, han havde arbejdet på i seks år.

‘Jærnet’ var den 40-årige forfatters syvende roman. Bogen var nu i forlagets hænder og snart klar til tryk, så den kunne komme ud til læserne i efteråret. Skoven omkring huset stod i fuldt flor, og Haralds sind var let. Nu skulle han ikke længere sidde bøjet over pen og papir dag ud og dag ind. Tilbage var kun at vente på, hvordan omverdenen ville tage imod det ambitiøse værk, hvis historie udspillede sig i svenske Värmland.

Harald Kidde fordrev dagene med at gå lange ture i Hareskoven sammen med sin hustru. Astrid Ehrencron-Kidde var selv forfatter, og de to kunne få timer til at gå med at sludre om stort og småt på deres lange vandringer.

De seneste år havde parret flyttet rundt og boet på pensionater, blandt andet i Sverige, hvor Harald havde arbejdet på sin bog. Astrid var ikke interesseret i husholdning, hun ville hellere skrive, så hun havde nydt at bo steder, hvor andre kunne tilberede deres måltider, så de selv kunne fordybe sig i det åndelige.

Nu havde de fået deres eget hus i Hareskovby. Det var parrets første rigtige forsøg på at slå rødder, fortalte Harald en god bekendt i et brev: “Her er meget smukt og i modsætning til andre villabyer i hovedstadens omegn helt uforstyrret og landligt.”

Harald og Astrid havde kendt hinanden i 14 år, og det med at gå lange ture havde de dyrket, siden de mødte hinanden første gang. “Jeg gik og lyttede til hans sagte, monotone stemme, den, der aldrig talte ord, som det ikke var værd at lytte til. Så ung han var, flere år yngre end jeg, sad han inde med en visdom, der syntes at måtte være medfødt – som fra en tidligere, åndelig tilværelse,” skrev Astrid om en af deres første gåture sammen.

Harald var en speciel mand at leve sammen med, for han havde et tilsyneladende umætteligt behov for ro og fordybelse. Når han var i gang med research eller skrev på en bog, kunne han nærmest forsvinde ind i en helt anden verden. Astrid beskrev, hvordan han, så snart morgenmaden var spist, gerne sad fem-seks timer i træk med sit arbejde og ikke ville forstyrres. Pennen gled støt frem og tilbage over papiret, og undertiden lod han den hvile og “sukkede som under vægten af noget alt for tungt”. Men snart skriblede han løs igen. Harald knoklede konstant for at indfri sine høje ambitioner. I Värmland var det en overgang blevet for meget, og lægen havde beordret ham fuldkommen ro i en måned, men han kunne aldrig slippe arbejdet helt.

Astrid elskede den ild, der brændte i Harald. Hun kunne genkende den fra sit eget forfattervirke. Sammen kunne det barnløse par i gensidig forståelse og kærlighed lade litteraturen fylde næsten alt i deres liv. At Harald var den rigtige for Astrid, havde hun med egne ord været overbevist om, siden hun mødte ham første gang til et selskab hos en fælles bekendt, forfatteren Ingeborg Maria Sick. Astrid var sky af natur og gik stort set aldrig til den slags sammenkomster, men netop denne aften havde hun takket ja.

Hun kendte Kiddes debutroman ‘Aage og Else’. Ved læsningen af den følte hun et tæt bånd til forfatteren. Nu stod hun så pludselig ansigt til ansigt med Harald Kidde: “Jeg bare så og så og vidste, at det var ham. Da jeg hørte hans dæmpede, sagtmodige stemme, hørte jeg også i samme øjeblik, at den stemme til hørte ham, som havde skrevet bogen, jeg satte højest af alle bøger. Jeg kendte ham jo allerede, som jeg ikke kendte nogen anden, jeg havde set i virkeligheden.”

Kidde var i midten af tyverne. Den unge mands pandehår faldt blødt ned over panden, og han havde et alvorligt blik i de brune øjne inde bag brillerne. Det ændrede sig dog en smule, blikket, da det fangede Astrids. Han sendte hende et nærmest vemodigt smil. Et smil, der ifølge Astrid sagde noget i retning af: “Er det virkelig dig? Dig kender jeg jo allerede! Har kendt dig længe. Altid!”

“Da han tog min hånd i sin, vidste jeg, at den måtte blive der for bestandig. Den ville aldrig finde hvile noget andet sted. Jeg følte også i det samme, at jeg begærede intet andet her på Jorden end at få lov til at hjælpe ham med at bære den tunge kiste, som jeg vidste, hans grublende sind slæbte på.”

Efter selskabet var der ingen tvivl hos nogen af dem om, at de måtte ses igen. Harald inviterede Astrid med på en gåtur på Frederiksberg Kirkegård. Her gik de mellem hvide blomstrende træer, vilde kirsebærtræer og svajende hængebirke, mens småfuglene kvidrede livligt omkring dem.

Det var i 1904, Harald og Astrid havde lært hinanden at kende. 14 år senere var de ved at vænne sig til deres nye tilværelse i Hareskovbys grønne omgivelser. I aviserne kunne de hen over sommeren læse om, hvordan den spanske syges første bølge skabte uro, især inde i det tætbefolkede København, men epidemien spillede ingen vigtig rolle i deres liv. Endnu. Den slags kan ændre sig på et splitsekund. Det sad Astrid og tænkte over, da hun mange år senere nedfældede sine erindringer:

“Hvor lidt vi i virkeligheden ved om, hvad tiden har i behold for os af ondt og godt. Tiden er jo årene, der som endnu usynlige kloder svæver omkring os og først dukker frem af tågen, efterhånden som vi nærmer os dem. Vi ved intet om dem på forhånd.”

Da Astrid mange årtier senere nedfældede sine erindringer, forsøgte hun at spole filmen tilbage til den tid, der ledte op til det skæbnesvangre efterår 1918, hvor hun mistede sin elskede til den spanske syge. Hun gennemlevede mange af de oplevelser, hun og Harald havde haft i månederne og årene op til.

Erindringerne bragte hende tilbage til dengang, parret som nyforelskede var flyttet sammen i en lejlighed i Gentofte. Astrid havde foreslået, at Haralds mor Doris kunne flytte med. Hun havde set, hvor tæt båndet var mellem Harald og moren, og hun ville gerne give plads til, at det kunne fortsætte. Harald havde boet sammen med sin mor, siden han som ganske ung var flyttet til København fra Vejle.

Livet havde været hårdt ved Haralds mor. Doris var vokset op hos en streng moster på Læsø, som gjorde barndommen til et sandt mareridt. Som 17-årig var hun flyttet til fastlandet, hvor hun mødte den 30 år ældre Christen. De fik en søn, Henrik, men han døde i en alder af kun fem måneder. Året efter kom Ingeborg til verden. Da hun var tre år, fik hun en lillebror ved navn Aage. I 1878 blev Harald født.

Døden var en lidt for hyppig gæst hos familien Kidde op gennem Haralds barndom. Sin storebror Henrik nåede han slet ikke at lære at kende, og som treårig mistede han også Aage. Som tiårig fik Harald en lillebror, som også fik navnet Aage. Snart døde også Ingeborg. Hun var 17 år, da tuberkulosen tog hende. Harald var tæt knyttet til sin storesøster.

Han skrev senere om, hvordan de på vinteraftener havde siddet i kakkelovnskrogen og lyttet til morens historier om sin opvækst på den fjerne ø, mens tågehornene klagede fra fjorden:

“Min unge søster viste mig i ildskæret fra ovnen billeder fra sine yndlingsbøger, Biblen og den græske mytologi. Og hun hviskede med sin skønne og brystsyge stemme.”

Det var et dannet hjem, Harald voksede op i. Mens faren som amtsvejinspektør strejfede om på landevejene, sørgede Doris for at skabe et hjem, hvor der både var rart at være, og hvor man fik noget at tænke over. Der blev læst Johannes Fibiger og Charles Dickens, og der blev spillet på klaver og sunget gamle danske folkeviser.

Forfatteren Niels Th. Thomsen, der som dreng var kammerat med Harald Kidde og derfor ofte kom i hjemmet, fortalte, hvordan der i de mørke stunder lød tysk og dansk romantik henne fra klaveret, og hvordan der hver aften blev læst højt under bordlampen i det lille hjem. “De aftner, jeg tilbragte hos Kiddes, var det en stående regel, at fruen skulle spille lidt for os i skumringen. Når den sirlige og slanke lille frue i den blanke mørke silkekjole satte sig til instrumentet, rank som et lys, missende med øjnene mod lampetterne, blev der straks forventningsfuld stilhed i den store smukke dagligstue.”

Lillebroren Aage havde Harald ikke meget med at gøre. Dels var der ti år mellem dem, dels havde de vidt forskellige sind. Mens Aage lavede ballade med byens rødder, ville Harald hellere sidde hjemme og læse i en god bog. Da faren døde, flyttede Doris med sine to drenge i en mindre lejlighed, og da Harald et par år senere blev student, tog hun en beslutning om at følge med ham til København.

I første omgang rykkede de ind i en lille lejlighed ved Frederiksberg Kirkegård, og da Harald skulle flytte sammen med Astrid, fik Doris altså muligheden for igen at følge med sin søn. På Astrids foranledning flyttede Doris med ind i lejligheden i Gentofte. Astrid skrev: “Om aftenen samledes vi omkring bordet med den summende petroleumslampe, mens Harald, ofte i to-tre timer, læste højt for os begge. Dickens og andre gamle engelske forfattere (…) Der sad vi da, vi tre, efter at have lukket omverdenen ude af vort sind. Moren bøjet over sit sytøj, med det skønne ansigt i dets næsten forstenede, tilkæmpede ro, jeg med et eller andet lille nyttesløst arbejde, men mange gange blot tilbagelænet i min stol, mens jeg med lukkede øjne lyttede, ofte mere til hans stemme end til selve ordene.”

At bo i Gentofte var som at bo på landet, og det passede Harald godt. Her var der ro til fordybelse. Men ofte fik parret nu også besøg af venner og bekendte, som fyldte stuen og fordybede sig i lange samtaler, ofte om litterære og filosofiske spørgsmål. Brandes, Grundtvig og Kierkegaard blev vendt i tobakstågerne. “Det var rige, herlige aftener,” huskede en af vennerne, filologen Andreas Hansen, som også kom med en detaljeret karakteristik af vennen Harald Kidde.

Ifølge Hansen havde Harald en spinkel krop med et stort, ligesom for tungt hoved. Et fint, markeret ansigt, der med sit mærkelige kransskæg så gammelt ud. Øjnene var ofte nedslåede. Det lange hår var redt lige ned og nåede næsten de tunge bryn. Lorgnetten foran de nærsynede øjne gav ham et tillukket, indadvendt præg. Alle hans bevægelser var langsomme, hans gang som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, stærkt forfinet hos Harald, mente Andreas Hansen. Som om både sjælens og legemets nerver lå blottede. Han var stilfærdig og tilbageholdende og alligevel sugede han opmærksomhed til sig og blev som regel selskabets midtpunkt.

“Han kunne ofte fortælle, stilfærdigt, roligt, men med stor digterisk kraft – situationerne stod lyslevende for os, når han fortalte, og man lyttede altid spændt,” skrev Hansen.

I sine erindringer prøvede Astrid især at fastholde de sidste måneder, hun fik sammen med Harald. Særligt én gåtur i forsommeren 1918 blev stående fuldstændig klar i hendes hukommelse. Harald havde inviteret hende med ind til København, fordi han ville vise hende Den Moltkeske Malerisamling i Bredgade. På udstillingen så de et Rembrandt-billede, hvor kunstneren havde portrætteret sin gamle, slidte mor. Det fik Astrid til at tænke på Haralds mor og det urimeligt hårde liv, hun havde haft. En kummerlig opvækst og tre ud af fem børn lå på kirkegården ligesom hendes mand. Billedet gjorde Astrid trist til mode. “’Harald,’ sagde jeg, ‘lad os hellere gå nu. Det er, som om jeg ikke kan rumme mere end dette ene billede i dag.’”

I stedet satte de ud på en travetur gennem København og videre ud på Frederiksberg: Astrid huskede: “Det var endnu tidligt på formiddagen. Det var en rolig tid. Mændene var allerede gået til deres arbejde og børnene til deres skole, og de travle husmødre havde nok at gøre med deres indendørs morgensysler. Der var ingen stimmel på de smalle strøg gennem byen og de sindige hestedrosker anrettede ikke megen støj; kun de enstonige hovslag mod kørebanen. Spurvene i det gamle træ foran Helligaandskirken havde længst forladt deres sovepladser, hvor de, ufølsomme for uroen omkring sig, og med hovederne omhyggeligt gemt under vingerne – som lukkede de dermed al forstyrrelse ude – havde sovet fuglenes lette blund.”

Harald og Astrid gik op ad Gammel Kongevej, hvor lærketræerne stod og svajede, og videre ad Frederiksberg Allé i de gamle lindetræers grønlige skygger. Hvis det ikke havde været for den ildevarslende lugt fra de nylakerede brune bænke, ville de have taget et hvil efter den lange vandretur over byens brosten. I stedet slentrede parret videre op ad alléen, men her ventede et sørgelig syn, huskede Astrid:

“Da vi gik forbi kirken, så vi det triste syn af en rustvogn og en hestedroske udenfor. To unge mænd steg ud og bar en hvid barnekiste, næsten skjult under røde tulipaner og friske bøgekviste, ind i kirken. Bag dem gik en ung kvinde med bøjet hoved og sorgen skjult under det tætte sorte slør. ‘Åh, Harald,’ udbrød jeg, ‘må man da aldrig få lov til at være glad? Det er altid, som om en tyssende stemme hviskede: ‘Glem ikke døden over livet!’”

Harald Kidde. Det Kongelige Bibliotek.

Harald brød ind og sagde, at man måske skulle vende den om. At vi aldrig måtte glemme livet over døden. “Livet kommer jo først til os alle,” sagde han. “Døden sidst.” Foran gitterlågerne blev de to stående lidt og lyttede til salmesangen inde fra kirken. Astrid kunne høre præstens ord, da sangen hørte op. “Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor. Han bærer barnet op til Gud på armen.”

De krydsede over mod Frederiksberg Kirkegård, og på deres videre vandring kom de ind på, om der mon egentlig ventede noget efter døden. Et evigt liv på den anden side. Astrid ville gerne tro på det. Hun kendte godt Haralds holdning til religion. Han så sig selv som ateist og havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor overraskede det hende, da han svarede: “Jeg kunne umuligt forestille mig, at vore første vandringer sammen på kirkegården også skulle slutte der. Der må komme en fortsættelse – en evighed, hvor intet hører op, og dermed uden angst for at noget sådant kunne ske.”

“Hvordan kan du vide det så sikkert?” ville Astrid vide. Harald svarede:

“Fordi jeg føler det.”

I begyndelsen af november 1918 havde Harald travlt. Det gav han udtryk for, da han fra hjemmet i Hareskovby skrev et postkort til forfattervennen Niels Jeppesen. “Jeg har lige fuldendt korrektur på min egen bog: 25 ark + på Astrids oversættelse, 28 ark. Og alle reolerne venter nu på at ordnes. Altså: indtil videre: på gensyn!” afsluttede han den kortfattede hilsen.

Postkortet blev det sidste i en omfattende brevveksling mellem de to venner. Omkring fem dage efter, at Harald skrev det, følte han sig en dag pludselig sløj. Han havde ellers ikke døjet med sygdom, men nu fik han med ét ondt i halsen og følte sig ilde tilpas. Snart begyndte blodet også at strømme fra hans næse.

Hvad der skete i de følgende dage, ved vi ikke meget om. Astrid kommer ikke ind på selve sygdomsforløbet i sine erindringer, men det må hurtigt have stået klart for dem begge, at det var den spanske syge, Harald var blevet smittet med. Epidemien var på sit højeste netop da, og de har begge med sikkerhed kendt alvoren bag symptomerne.

I november var den spanske syge overalt. I aviserne, i gadebilledet, i snakken på hjørnerne. Mens regnen og vinden ruskede, og novembers tidlige mørke lagde sig over skoven, fik Harald det dårligere dag for dag. Også i hans tilfælde lagde influenzaen immunforsvaret ned med så stor kraft, at en bakterieinfektion kunne vandre frit ned i lungerne.

Den 23. november sendte Astrid bud efter lægen, den unge Erik Castberg fra Farum. Harald var nu stærkt medtaget, og hans hud havde fået et “uhyggeligt gult skær”. Doktor Castberg besluttede at sende Harald på hospitalet. Ambulancen kørte ham gennem skovene og forstæderne til Bispebjerg Hospital i Københavns nordvestkvarter. En tur på omtrent 15 kilometer. Ved ankomsten blev det noteret, at forfatteren led af både influenza og gulsot – en tilstand, hvor hud og slimhinder bliver gullige på grund af en ophobning af gul galde i kroppen.

Efter at Haralds utilpashed var begyndt ni dage tidligere, var hans tilstand kun blevet værre. Hans temperatur havde store udsving og var ofte faretruende høj. Efterhånden var han også begyndt at hoste grønligt slim op. Dagen før indlæggelsen var hans tilstand begyndt at se meget kritisk ud. Han kastede galdefarvet slim op og havde svært ved at trække vejret ordentligt.

Forsiden af patientjournalen for Harald Kidde, Bispebjerg Hospital.

Han svedte kraftigt og var konstant stakåndet. Ved modtagelsen blev det også noteret, at han var cyanotisk – at hans hud var begyndt at antage en blå farve. Betændelsestilstanden i lungerne gjorde, at blodet ikke fik ilt nok. Lægen lagde stetoskopets kolde metal mod Haralds ryg og bryst og kunne konstatere en moderat raslende lyd i venstre side og en mere markant i højre.

Der var ingen tvivl: Den 40-årige forfatter, som Bispebjerg Hospital tog imod denne novemberdag, led af en ondartet og fremskreden lungebetændelse som følge af den spanske syge. Hans chancer var nogenlunde som hos de fleste andre, der blev indlagt her. De var med andre ord utroligt ringe. Når først lægen beordrede hospitalsindlæggelse, var man så tæt på dødsdommen, som man kunne komme.

Kort efter indlæggelsen blev Haralds temperatur målt til 40,7 grader, altså livstruende høj feber. Pulsen lå på omkring de 100, men opførte sig højst uregelmæssigt. Sygeplejerskerne gav Harald den sædvanlige behandling med kamfermikstur og varme omslag, men han fik det kun værre. Senere på dagen kunne de konstatere, at hans puls var faldende.

Forfatteren blev stadig mere sløj at se på, og hudens blå skær blev kraftigere. Sygeplejerskerne gik over til at indsprøjte skiftevis koffein og kamfer direkte i hans årer i håb om at få pulsen i vejret, men alle forsøg var forgæves. Både sygeplejersker og læger må have vidst det, allerede inden de forsøgte. Når den spanske syge først havde så hårdt fat i en patient, som tilfældet var her, kunne det kun gå én vej.

Klokken ti minutter over otte samme aften døde Harald Kidde. Hans indlæggelse nåede kun at vare i få timer.

Den spanske syge havde taget sit hidtil mest kendte offer i Danmark. Alle aviserne skrev om Harald Kiddes tragiske død. Astrid annoncerede, at bisættelsen skulle finde sted fire dage senere, og den ville foregå i stilhed. Sådan kom det ikke helt til at gå. Da dagen oprandt, strømmede venner og kolleger i stort antal til Bispebjerg Kirkegård. Johannes V. Jensen, Christian Rimestad, Louis Levy og frk. Ingeborg Maria Sick var blandt de mere markante navne i det store følge. Ceremonien fandt sted i kapellet. Der var ingen præst til stede. Sådan havde Harald selv ønsket det. Han havde meldt sig ud af folkekirken. Den hvide kiste stod smykket med en dekoration af blegrøde begonier og grønt, og kapellet var pyntet med grønne grene og tændte lys. Rundt omkring kisten hobede kransene sig op. De kom blandt andet fra Dansk Forfatterforening, Gyldendal og Aschehoug.

Ved kisten talte professor Valdemar Vedel om Harald Kiddes elskelige, dybe gemyt, hans høje ånd og hans karakterfulde personlighed og trofasthed. Orgelet satte i med ‘Dejlig er jorden’, og til tonerne af den bar vennerne kisten den sidste korte vej til graven tæt på kapellet i kirkegårdens østlige ende. Kisten med Harald Kidde blev sænket ned, der blev kastet jord på, og så trådte Christian Rimestad op på graven og holdt en poetisk afskedstale:

“Harald Kidde, vor ven! Du er vandret langt bort fra os. Vore hænder kan ikke gribe dig, vore stemmer kan ikke nå dig, vore øjne kan ikke skimte dig længere … og du har ladet os tilbage i et savn, der ikke skal ophøre, og en længsel, som altid skal hjemsøge vor sjæl. Din sjæl var ikke svag og splittet og foranderlig som vor. Den var lutter styrke og blidhed, styrke og sagtmodighed på samme tid.”

Derefter skiltes følget i tavshed. I en nekrolog i Politiken skrev Tom Kristensen: “Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman ‘Jærnet’. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.”

Astrid Ehrencron-Kidde var opløst af gråd, da hun forlod Bispebjerg Kirkegård efter Haralds begravelse den 27. november. Det samme var Haralds mor Doris. Men der skulle kun gå halvanden måned, før de stod der igen.

“I morgen skal Aage begraves, og jeg har intet mere at miste i verden,” skrev Doris Kidde i et brev til Haralds gamle ven Niels Jeppesen den 3. januar 1919.

Harald Kiddes ti år yngre bror havde for alvor fået gang i sin politiske karriere, da også han blev ramt af den spanske syge. I juli var han blevet valgt ind i Folketinget for De Konservative efter at have været en af partiets vigtige drivkræfter. Aage Kidde nåede kun at holde en enkelt større tale i Folketinget den 22. oktober. Ved juletid blev han syg. Han havde været hårdt presset efter valgkampen, og også brorens død havde efter sigende taget hårdt på ham.

Udmattelse og nedtrykthed gik over i sygdom. Aages sygdomsforløb mindede om brorens, og han døde den 29. december. Han blev stedt til hvile ved siden af storebror Harald. Der stod Doris og tog afsked med sin sidste søn. Fem gange havde hun bragt et barn til verden. Nu lå de alle på kirkegården.

Billedhuggeren Rikard Magnussen, som var en god ven af familien, beskrev følgende scene fra Aages begravelse: “Så bar de kisten langsomt ud, og så – så var det, jeg så Doris Kidde, som var og altid siden har stået for min erindring: Svag af gigt havde hun dog villet følge sin dreng, den sidste. Alle stod tavse, da de andre begyndte at bære kisten ud. Så rejste hun sig, med besvær, satte sin sorte krykkestok tungt foran sig og gik langsomt, ene bag kisten, og der var i hendes holdning og i de tavse strenge ansigtstræk intet oprør, kun rankhed og ydmyghed.”

Inger Dorothea “Doris” Kidde døde først i 1931 som 83-årig. Astrid Ehrencron-Kidde kom til at leve et langt liv uden Harald, før hun døde som 89-årig i 1960. Kort forinden lagde hun sidste hånd på sine erindringer fra tiden med Harald. Hun skrev: “Vor vandring, hånd i hånd, skulle dog kun vare i ti alt for korte år, da en uigennemtrængelig tågemur pludselig rullede ned mellem os og skilte vore hænder. Siden har vi vandret på hver vores side af tågemuren, så adskilte, men dog så tæt ved hinanden, at når tågen engang letter og muren holder op, vil vore hænder atter glide ind i hinanden.”

 

--

 

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

 

Øvrige kilder:

Ehrencron-Kidde, Astrid: Hvem kalder – fra mine erindringers lønkammer

Jensen, Jens Marinus: Harald Kidde. Bidrag til en Biografi

Jeppesen, Niels: Harald Kidde og hans Digtning

Thomsen, Otto Asmus: Harald Kidde og hans slægt

Breve og postkort fra Harald Kidde til Niels Jeppesen, Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling.

Artikler i forskellige danske aviser, primært Politiken, november 1918

Patientjournaler fra Bispebjerg Hospital 1918, Københavns Stadsarkiv.

 

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Vild Historie: Sæsonen er slut

Så er min yndlingsradiomakker Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg i mål med endnu en sæson af Vild Historie. Det blev sæsonen, hvor:

- Thomas Oldrup fortalte om Francisco de Miranda, sexturisten fra Venezuela.

- Jakob Ørnbjerg udbredte sig om den store jyske ulveplage i 1700-tallet.

- Karen Gram-Skjoldager delte fortællingen om den uduelige nazispion fra 1930’ernes Aarhus.

- Kim Blæsbjerg bragte os tæt på Rav-Aage og hans kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova.

- Ida Nørskov fortalte dragende om morfinisme gennem historien.

- Jannie Schjødt Kold var vores rejseleder på turen til 1800-tallet, hvor Dickens fik nok af H.C. Andersen.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen. Det samme gælder resten af bagkataloget. Der er nu 66 afsnit af Vild Historie.

Her en lille intro til hvert af de seks afsnit i den nyeste sæson, efteråret 2023:

SEXTURISTEN FRA VENEZUELA

I december 1787 ankom et skib til København med en særlig passager ombord. Francisco de Miranda var på en lang dannelsesrejse rundt i Europa – en rejse, der rustede ham til hans senere liv som revolutionær i hjemlandet Venezuela. Miranda opholdt sig i Danmark i nogle måneder, og her nåede han både at undersøge landets skikke og nedlægge en lang række kvinder. Det hele blev nedfældet i hans dagbog, som i dag er en vigtig kilde til 1700-tallets Danmark. Ikke mindst fordi Miranda – ud over de seksuelle eskapader – besøgte fængsler, stokkehus, hospitalsvæsen og andre skyggesider af det danske samfund, som vi ellers kun har få kilder til. Vi har besøg af Thomas Oldrup, som er historiker og redaktør og tidligere har skrevet speciale om sex i 1700-tallet.

DEN STORE JYSKE ULVEPLAGE

Omfattende drab på kvæg, får, geder, grise og heste. I den anden halvdel af 1600-tallet var Jylland ramt af en sand ulveplage. De mange ulve var kommet til i hælene på forskellige udenlandske hære, der havde besat, hærget og udpint den jyske halvø. Ulveflokkene strejfede gennem skovene, over markerne og græsningsarealerne og ind i byerne – og skabte frygt og alarm hos de jyske bønder. Tre på hinanden følgende konger forsøgte med forskellige jagtforordninger at få dæmmet op for ulveplagen. Vild Historie tager på ulvejagt med kulturhistoriker Jakob Ørnbjerg – og sammen med ham ser vi nærmere på det mytiske rovdyr, som ulven også er.

DEN UDUELIGE NAZISPION

Der var noget mistænkeligt ved Dr. Alfred Domes, da han i 1930’erne huserede på Aarhus Universitet. Den tyske filolog var ikke bare åbenlys nazist – han snusede også lige lovlig meget rundt i forskellige miljøer i byen og foretog mærkelige rejser til vestkysten lige før den tyske besættelse af Danmark. Der var bred enighed om at Domes var spion – og en ret dårlig en af slagsen. Historiker Karen Gram-Skjoldager er vores gæst i dette afsnit, der fortæller om den uduelige nazi-spion, om dansk-tyske forhold i mellemkrigstiden og om et vakkelvornt dansk efterretningsvæsen.

RAV-AAGE TOG KAMPEN OP IMOD KEMIFABRIKKEN

I 1953 etablerede fabrikken Cheminova sig ved Harboøre og Thyborøn. Det var en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning til området. Fabrikken skabte masser af arbejdspladser – men desværre også en regulær miljøkatastrofe op gennem 1950’erne og 1960’erne. En lokal fisker, Aage Hansen, forsøgte i årtier at råbe omverdenen op. Rav-Aage, som han også kaldes, omtales ofte som Danmarks første miljøaktivist. Med tiden har han på grund af sin kamp mod Cheminova fået status af lokal legende, men i starten kæmpede han enten med indædt modstand eller for døve ører – og det fik store personlige konsekvenser for ham. Vi har været i Thyborøn for at besøge Rav-Aages søn Bjarne Hansen, som fortsætter sin fars kamp. I studiet har vi besøg af Kim Blæsbjerg, som selv kommer fra området og har skrevet en anmelderrost roman om det aftryk, Cheminova har sat, ikke mindst menneskeligt.

MORFINISTERNE – MELLEMKRIGSTIDENS MISBRUGERE

I mellemkrigstiden – længe før Danmark fik en narkotikalov – endte mange danskere som morfinister. Hårdest ramt var sygeplejersker og læger, som havde adgang til stofferne. Misbrugere blev typisk indlagt på sindssygehospitalet Skt. Hans i Roskilde. Vi ser nærmere på deres skæbner sammen med vores gæst, Ida Nørskov. Hun er historiker og har skrevet et speciale, hvor hun har arbejdet med patientjournaler fra Skt. Hans Hospital i 1920-45.

H.C. ANDERSENS BESØG DREV DICKENS TIL VANVID

I 1857 kom den verdensberømte danske eventyrdigter H. C. Andersen på besøg hos den lige så verdensberømte engelske forfatter Charles Dickens. Andersen havde skrevet, at han ikke ville blive længere end 14 dage, men blev i fem uger. Og det blev fem lange uger for Dickens-familien. "Vi lider alle under Andersens besøg," skrev den engelske forfatter blandt andet til en ven. Sammen med rejsejournalist og forfatter Jannie Schjødt Kold taler vi om det meget akavede topmøde mellem de to litterære titaner – og vi taler om hvem Andersen i virkeligheden var og hvorfor han rejste så meget.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen.

Læs mere om Vild Historie



”Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre”

Endelig. Krigen var slut. Da nyheden om våbenstilstanden kom for 105 år siden, brød vilde jubelscener ud i London, Paris, New York og mange andre byer. Et dyk i avisarkiverne kan bringe os tæt på den ekstase, der udspillede sig, den dag Den Store Krig endelig var ovre.

Lyden af kanontorden bragede ud over Londons hustage om formiddagen den 11. november 1918. Under normale omstændigheder ville byens indbyggere gyse af skræk ved netop den lyd. Den plejede at signalere luftangreb, men i dag vidste alle, at lyden betød noget andet. Det var sidste gang i lang tid, at disse kanoner skulle gjalde. Krigen var slut.

I minutterne og timerne, der fulgte, strømmede englænderne ud på gaderne. De lo, græd og dansede.

Tidligt samme morgen i en togvogn i Compiègne-skoven i det nordlige Frankrig havde tyskerne langt om længe erkendt nederlaget og underskrevet en våbenstilstand med de allierede.

Der var ikke tale om en egentlig overgivelse, men alle – også de sidste virkelighedsfjerne tyskere – vidste, at det nu var slut. Tyskland stod alene, fuldstændig isoleret, i det, der år tidligere havde været et kompliceret skakspil af alliancer og kampe på flere kontinenter.

Tysklands krigspartnere havde allerede kapituleret, Tyrkiet den 30. oktober og Østrig-Ungarn den 3. november. Blandt tyskernes egne tropper var åbenlyst mytteri brudt ud. I Kiel nægtede flådens matroser at parere ordre og tog magten fra deres overordnede, og Berlin var en by på revolutionens rand.

Philadelphia i USA, 11. november 1918. (Public Domain)

Kejseren selv havde taget flugten. Ifølge et telegram fra Haag til avisen Daily Mail var kejser Wilhelm 2. allerede dagen før om morgenen set med sit følge ved den hollandske grænse i nærheden af Maastricht. Selskabet ankom i ti kongelige vogne. Kejseren bar uniform og hue, ikke hjelm.

Så snart den sidste vogn var passeret, så man tyske soldater på den anden side af grænsen danse rundt om et belgisk flag. På den hollandske side af grænsen rejste kejseren videre med toget, idet bilerne blev sat op på jernbanevogne, stod der i telegrammet.

London var en by i ekstase. Britiske flag strøg til tops i flagstængerne, og da Big Ben satte i med klokkeslag efter års tavshed, bragte det tårer frem i øjnene på mange englændere.

Politiken skrev:

“Omnibusser og biler blev prydet med små flag, og de jublende folkeskarer improviserede en procession med flag og musik gennem gaderne. Londons alvorlige indbyggere var i løbet af få minutter forvandlet til jublende og glade millioner, som af deres ganske hjerte frydede sig over det historiske øjeblik.”

Et af øjenvidnerne til jubelscenerne var 24-årige Vera Brittain. Under krigen havde hun arbejdet som frivillig sygeplejerske både ved fronten og hjemme i England.

I sin bog ‘Testament of Youth’ fortæller hun om den dag, da freden kom. Hun var på arbejde på et hospital i London, men så snart kanontordenen lød over byen, begav hun sig ud i gaderne sammen med en kollega.

Lammet stod hun nær Embankment ved Themsen og lyttede til jubelskrigene, der kom fra hele byen. ”Mænd og kvinder så på hinanden med et forbavset udtryk. De råbte ikke: ”Vi har vundet krigen!” De sagde bare, ”Krigen er ovre”.”

Lige ved siden Vera drejede en taxi hurtigt omkring hjørnet med kurs mod hospitalet, hvor hun arbejdede.

Bilen ramte en ældre dame, der i sin begejstring må have glemt at se sig ordentligt for. Vera skyndte sig hen til hende, men da hun sad ved hendes side, konstaterede hun straks, at der ikke var noget at stille op. Kvinden var på vej ind i døden, hun kunne ikke engang tale længere.

Vera betragtede hendes ansigt. Det var hvidt og markeret og havde et overrasket, nærmest chokeret, udtryk. Kvinden stirrede på Vera, som ikke kunne gøre andet end at sidde ved hendes side de sidste sekunder eller minutter. Vera tænkte på, hvad kvinden mon havde haft i tankerne, netop som taxien ramte hende. Havde hun tænkt på sine sønner ved fronten, og på hvordan de nu formentlig var i sikkerhed?

Englænderne var ved siden af sig selv. De følelser, der greb dem, da nyhederne om krigens endeligt tikkede ind, fik dem hurtigt til at glemme den verserende influenzaepidemi, den spanske syge, og alle advarsler om ikke at tage del i store forsamlinger.

“Menneskemængden var stadig letsindig og pjattet og havde intet lært i løbet af den forfærdelige tid,” skrev filosoffen Bertrand Russell efter samme dag at have gået ned ad Tottenham Court Road. “Jeg følte mig mærkeligt ensom midt i al jubelen, som et spøgelse, der ved et tilfælde var faldet ned fra en anden planet.”

Lignende festligheder fandt sted i alle engelske byer. Et dansk øjenvidne til fejringerne i England var Birger Glud, en ung dansker, som oprindeligt kom fra Ringsted, men som opholdt sig i Newcastle den dag, freden kom. Her havde han et halvt år tidligere ladet sig hverve til civil britisk værnepligt.

“Sammen med de 800 engelske soldater var jeg med på sejrsmarchen gennem gaderne. Byen var ligefrem dækket under flag, jubelen var ubeskrivelig. De unge piger kyssede os, gamle damer overøste os med gaver som brød og andre levnedsmidler,” fortalte Birger Glud til den lokale avis i Ringsted, da han igen vendte hjem til Danmark.

Mens folk strømmede ud i gaderne i London og Paris, ringede det på døren hos en ældre kvinde i Shrewsbury i det vestlige England. En mand stod ved dørtærsklen med et telegram i hånden. Kvindens søn var faldet ved fronten. 25-årige Wilfred Owen var omkommet under en fremrykning over Sambre-Oise-kanalen i Frankrig en uge tidligere. Kun syv dage før freden.

Men Wilfred Owen kom til at leve videre. Gennem hele sin tjenestetid havde han nemlig skrevet en stor mængde digte om livet i skyttegraven. Digte, som senere er blevet et af de vigtigste vidnesbyrd om de oplevelser, tanker og følelser, der rørte sig hos de britiske soldater under Den Store Krig. Mens kirkerne i Shrewsbury ringede med klokkerne for at fejre freden, brød den stakkels kvindes verden sammen. Som det var sket for millioner før hende. 100 år senere står én linje stadig og træder lysende frem i et af Wilfred Owens krigsdigte:

“Red lips are not so red as the stained stones kissed by the English dead.”

Også i Paris gik folk amok. Det var Berlingske Tidendes udsendte reporter Franz von Jessen vidne til på tætteste hold. Hele formiddagen den 11. november havde han sammen med journalister fra en række andre lande stået og ventet på, at det forløsende telegram skulle tikke ind. Og så blev klokken 11.

“Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre. Nogle går bort med bøjet hoved, søgende ensomhed. Andre stirrer og vedbliver at stirre på papirrullen med de mærkeligt lysende ord,” skrev von Jessen.

Da han havde sundet sig lidt, rettede han blikket mod de scener, der udspillede sig i byrummet:

“Nede fra gaden vedbliver jubelråbene at lyde. Faner i de allierede magters farver stikkes ud ad vinduerne eller fæstnes til balkonerne, alle synes at have været forberedte. De fleste butikker lukker. Soldater i uniform – franskmænd, belgiere, englændere og amerikanere – trækkes af tilfældige spadserende ind i caféer og restauranter og beværtes med, hvad de ønsker. Champagnen knalder overalt ved fortovsborde. Menneskestrømmen vokser ustandselig og bliver på boulevarderne til trængsel. Nu og da ser man oppe over mængden en soldat, der svinger sin hue; han bæres i guldstol. Det summer og bruser fra hundredtusinder af struber. Concorde-pladsen er et bølgende hav.”

Jubelscenerne i London og Paris kunne ikke dække over den dybe sorg, der lå over Europa i slutningen af 1918. Lidelserne var ovre, men det var også tid til at gøre regningen op. Alle havde tabt i den krig, der i over fire år havde skamferet det europæiske kontinent.

Op mod ti millioner soldater havde mistet livet, og yderligere omkring otte millioner var savnet, hvilket med stor sandsynlighed betød, at de også var døde.

Nogle var trampet ned i skyttegravenes mudder, andre lå på bunden af havet, andre igen var sprængt i stumper og stykker. 20 millioner var såret. Mange af dem havde mistet lemmer, var blevet blinde eller var på andre måder så invaliderede, at det ville være umuligt for dem at få et ordentligt liv efter krigen.

Selvom Danmark havde forholdt neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer

Hertil kom de civile tab. Et tal, der var endnu sværere at gøre op.

Hvor mange tyskere var for eksempel døde af sult eller sygdomme som følge af de allieredes årelange blokade? Den slags fandtes der ingen præcise tal på, men flere historikere vurderer, at cirka seks millioner civile omkom under krigen.

Tallene var under alle omstændigheder så høje, at de var umulige at begribe, både dengang og i dag. En hel generation af unge europæere var så godt som udraderet.

Selvom Danmark havde forholdt sig neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer.

”Da efterretningen om våbenstilstanden nåede hertil, fremkaldte den et overordentligt liv på gaden. Folk samledes i glade diskuterende klynger” skrev Politiken eksempelvis om Aarhus.

På byens skoler stillede overlærerne sig op og holdt taler med mange bevingede ord om denne dags særlige historiske betydning. Flere gik endda så langt som til at give eleverne fri resten af dagen.

”På mange arbejdspladser blev arbejdet standset for i dag med fuld udbetaling af lønnen.”

Fra det øjeblik, krigen sluttede, blev der i danske aviser spekuleret om den lyse fremtid, verden nu gik i møde.

”Vi behøver ikke sige, at vi med glæde ser den gamle tid gå i graven, og at vi også for vort lands vedkommende tør nære lyse forhåbninger med hensyn til den nye tid, hvis svage omrids tegner sig i horisonten,” skrev Politiken, som især var optaget af de omvæltninger fredsslutningen nu kom til at få for danskere i Sønderjylland.

Avisen kunne berette om to skibe, som på dagen for våbenstilstanden var ankommer til Rødby. De kom begge fra Egernsund, og ombord var sønderjyder, som ville opkøbe danske flag.

”De fortæller, at man nu kan hejse det danske flag i Sønderjylland, uden at nogen protesterer derimod,” skrev avisen. ”Alt går roligt. Ved deres rejse havde de passeret Kielerkanalen som sædvanlig, men ingen forlangte nu at se deres papirer.”

Nye tider var på vej. Også for sønderjyderne, som snart igen skulle blive en del af det danske rige som direkte konsekvens af Tysklands handlinger under verdenskrigen.

Freden blev fejret og markeret i det meste af verden. I Mons i Belgien skrev krigsreporteren Philip Gibbs: ”Helvedesilden er slukket, og jeg har hermed skrevet mine sidste ord som krigskorrespondent. Gudskelov.”

I New York, hvor det stadig var nat, da nyheden om våbenstilstanden brød ud, vågnede mange af byens borgere op til et spektakel, der varslede en ny tid. Ved solopgang blev byens luftalarmer sat i gang for at kalde alle til fest, og inden længe satte fabriksfløjter og kirkeklokker over hele byen i gang.

Orkestre samledes i Manhattans gader og spillede patriotiske sange, Stars and Stripes blev rullet ud fra bygninger, og voksne mænd gik omkring i gaderne med tårer i øjnene. Andre bar skilte, som de i hast havde malet slogans på: ”No more beans! No more camouflaged coffee! No more monkey stew!” stod der på nogle af dem.

Intet overgik dog fejringerne i London. De blev også beskrevet af den senere premierminister Winston Churchill, som selv havde været ved fronten, og som befandt sig i et militært hovedkvarter i London den 11. november 1918.

”Fra alle sider kom mænd og kvinder ilende ud på gaden. Strømme af mennesker fossede ud fra alle bygninger. Londons klokker begyndte at klinge. Northumberland Avenue var fyldt med hundreder, nej, tusinder, af folk, som styrtede rundt som vanvittige. De råbte og skreg deres glæde ud. Der var en sværm af mennesker på Trafalgar Square (…) Alle snærende bånd blev brudt. Tumulten tog til, den rejste sig som en storm, men fra alle sider på én gang.”

I løbet af dagen blev det kun vildere. Politiken skrev:

”Måske fik man det tydeligste billede af, hvor forandret alt var, da aftenen kom, og, for første gang i tre år, gader og butikkernes vinduer blev fuldt oplyst. Gamle London syntes en ny by. Den store forskel mellem krig og fred var mest fremtrædende på Trafalgar Square, Leicester Square og Piccadilly, hvor mængden uhindret og ukontrolleret bestandig bevægede sig rundt. Omkring hver vogn dannede der sig processioner, som opløstes på ny i en lykkelig forvirring. Der blev ingen slags råheder, ingen drukkenskab, intet, som publikum behøvede at skamme sig over. Soldater, kolonialtropper, ammunitionsarbejdersker og amerikanske tropper morede sig på den mest harmløse måde og råbte hurra, blæste i horn, viftede med flag, og idet de dannede små kredse, dansede de parvis, leende og klappende.”

Alle troede tilsyneladende på, at den mørke tid var forbi. Optimismen var grænseløs efter den apokalyptisk klingende tid, som Den Store Krig havde udgjort. Der måtte være bedre tider på vej nu. Alle virkede til at være enige om, at det kunne gå den rigtige vej. Dagen efter våbenstilstanden skrev Politiken skrev i en leder:

”Militarismen i Tyskland er blevet knust under det dobbelte tryk udefra og indefra. Den kunne ikke mere beherske det uhyre apparat, den selv havde skabt. Den troede at have forvandlet menneskene til lydige maskiner i sit formåls tjeneste; på oprørets dag overvældedes og besejredes den af de troppemasser, den selv havde organiseret. Den tyske militarisme vil aldrig genopstå mere; det tyske folk har gjort op med den og for stedse også gjort ende på alt det onde, der fulgte i dens kølvand.”

Den forudsigelse kunne desværre næppe have været mere forkert.


***


Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

Alle citater er omskrevet til nudansk.

Øvrige kilder:

Politiken, diverse udgaver i november 1918.

Adam Hochschild: ’Aldrig mere krig’, Informations Forlag, 2014.

John Toland, ’No Man’s Land’, Methuen Publishing Ltd, 1980.

Imperial War Museum

Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Historiker trækker sværdet og udfordrer sejlivede myter i danmarkshistorien

”Oprindelsesmyter kan være farlige.”

Sådan sagde historiker Anders Lundt Hansen, da udgivelsen af hans bog ’Danmark: De første 1000 år’ blev fejret i sidste uge.

Det er kloge og vigtige ord. Og det er i dén grad også en klog og vigtig bog, Anders har skrevet – og som jeg har været heldig at få lov at give en smule fødselshjælp i rollen som ekstern redaktør.

I bogen tager Anders Lundt Hansen fat om roden på nogle af de fortællinger, vi bliver ved med at reproducere om Danmarks tilblivelse. Fortællinger, som ofte har et stærkt romantisk skær – ja, i flere tilfælde er der vel snarere tale om myter.

Det er et tiltrængt greb at tage på danmarkshistorien. Jeg kan varmt anbefale bogen – og så er det i øvrigt også værd at følge Anders Lundt Hansen på Facebook, hvor han har profilen 1000 1/2 Danmarkshistorier v. Anders Lundt Hansen

Forlagets beskrivelse af den netop udkomne bog lyder sådan her:

Tag med på en rejse gennem de første 1000 år af Danmarks historie fra omkring år 400, hvor danerne første gang optræder i skriftlige kilder, til år 1400, hvor Danmark er blevet et etableret kongedømme. Undervejs ser vi på de genstande og begivenheder, der formede tiden. Vi spejder efter blodige slag, mystiske runeindskrifter og store bygningsværker, men kigger også efter ydmyge stolpehuller og småting, der viser dagliglivet. Vi kommer til at høre nogle af de gamle myter og legender, og vi ser på, hvad der er den rigtige historie bag dem.

Anders Lundt Hansen er historiker, forfatter og specialist i nordisk middelalder.

Den unge Krøyers bedrøvelige odyssé

Jeg fandt den! Den lå godt gemt på Assistens Kirkegård, gravstenen for Henrik Krøyer. Efter jeg for nylig skrev en artikel for Politiken Historie om den unge Krøyer, satte jeg mig for at besøge hans grav - og nu lykkedes det.

Krøyer skrev sig ind i historien som en vigtig zoolog. Men det var nu noget helt andet, der bragte mig på sporet af ham, nemlig hans tid som grækenlandsfrivillig i begyndelsen af 1800-tallet.

Da jeg arbejdede på bogen om balkankrigene i 1912-13, fandt jeg en sidehistorie, som kaldte på at blive fortalt. Nemlig den om de danske frivillige, som i begyndelsen af 1800-tallet rejste ned for at hjælpe grækerne i frihedskrigen mod osmannerne.

Det har været et vildt spændende hjørne af historien at dykke ned i. Jeg har gravet i arkiverne, jeg har læst gamle bøger, og jeg har lavet en fortælling ud af det, som altså kan læses i Politiken Historie.

Artiklen har fået rubrikken EN BEDRØVELIG ODYSSÉ. Og det var lige netop, hvad det var, da Henrik Krøyer sammen med andre danske studerende satte kursen sydøstpå for at hjælpe grækerne i deres frihedskrig.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere,” skrev Krøyer inden afrejsen.

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Det var altså den sag, Krøyer og hans venner ville ned at støtte. Men det gik ikke så godt. Da de endelig kom til Grækenland, endte de med at være på en lang og nytteløs vandring.

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Krøyer overlevede eventyret og kom med tiden hjem til København igen. Men han var en skuffet mand. Hvad der fik ham til i sine erindringer at betegne rejsen som en bedrøvelig odyssé, fremgår fuldt ud af den lange artikel, jeg har skrevet om de danske filhelleneres oplevelser. Den blev som nævnt bragt i Politiken Historie og kan (med abonnement) læses her:

Henrik Krøyer døde først i 1870, som 71-årig. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket ’Danmarks Fiske’ (1838-53) på 2.500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes.

Og så et lille fun fact om den gode Henrik Krøyer, som altså ligger begravet på Assistens Kirkegård:

Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.




Fodboldens største rivaler

For Turbineforlaget skriver jeg faktabøger for børn. Det er letlæsningsbøger til folkeskolens mindste.

Den seneste handler om rivaler i fodboldens verden. Klubber, der vil gøre alt for at vinde over hinanden.

Jeg har skrevet en hel serie af disse bøger for børn, der lige er begyndt at læse. De handler bl.a. om:

  • Kim Larsen

  • Katte

  • Hekse

  • Mumier

  • Vovehalse

  • Skurke

  • Pirater

  • Vampyrer.

  • USA

  • Sverige

  • Norge

  • Japan

  • Tyskland

  • Europa

Læs mere om alle bøgerne på Turbines hjemmeside

Læs mit fodboldessay Øjeblikket hvor alting står stille

Samtale med Jørn Stjerneklar: Næste Side #7 er ude nu

Portræt af Jørn Stjerneklar (øverst th): Mayday Press

”Jeg trykker på record, sidder musestille. Ligesom i Kigali ved vejspærringen forlader jeg min krop, ser mig selv oppefra. Nede på betongulvet begynder mit fysiske jeg at få kvalme. Ikke over lugten eller den døde soldat eller fluerne eller de andre døde mennesker omkring mig. Nej, for første gang i mit liv er jeg i bogstaveligste forstand ved at brække mig over mig selv, mit arbejde, branchen.”

Sådan lyder en af adskillige stærke passager fra Jørn Stjerneklars nye bog ’Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set.’ En rå og stærk læseoplevelse. Jeg var så heldig at få besøg af Stjerneklar til en times samtale i podcasten Næste Side, da han for nylig var hjemme i Danmark i forbindelse med udgivelsen af bogen.

Vi fik en god snak og kom omkring det, man nu kan på cirka 60 minutter. For den fulde historie må du selvføgelig have fingrene i Stjerneklars bog, som varmt kan anbefales.

Her følger introen til afsnit #7 af Næste Side og lidt mere info om, hvor du kan lytte til det hele.

***

INTRO:

Afrika ... Hvad finder vi egentlig, når vi slår ordet op? Jo, der er i hvert fald lidt fakta og tal: 8000 kilometer fra nord syd. 30 mio. kvadratkilometer. Over 1 mia. indbyggere.

Afrika rummer et væld af historier. Men hvad ved vi egentlig? Hvad hører vi om Jordens næststørste kontinent? Hvornår har vi sidst fået os en snak de mennesker, der rent faktisk bor der?

Det afhænger selvfølgelig af, hvem man er. Men det er et faktum, at de fleste mennesker i vores del af verden har det med at glemme, at Afrika overhovedet findes – og når vi endelig taler om det, handler det som regel om hungersnød, krig og korruption.

Uanset hvor meget man måtte have rejst i Afrika, så blegner det sandsynligvis i forhold til den gæst, vi har med i dagens afsnit af Næste Side.

Den prisvindende danske fotograf, kameramand og journalist Jørn Stjerneklar har boet i og rapporteret fra Afrika det meste af sit liv. Og han lægger ikke fingre imellem, når han skal sætte ord på, hvad han har set og oplevet.

I en ny bog fremkalder Jørn Stjerneklar Afrika – eller i hvert fald den virkelighed, han har mødt der gennem de seneste godt og vel 40 år.

Bogen er en personlig beretning fra et modsætningsfyldt kontinent, som ganske rigtigt rummer konflikter og krig, men også håb og tro på fremtiden.

”Det er en bog der inspirerer til aldrig at adlyde sin indre angst for at få omvæltet sit syn på verden og de mennesker, der også bebor den på helt andre og til tider ufattelige vilkår, end vi kender til i vores privilegerede del af verden.”

Sådan skriver forfatteren Morten Pape i sit forord til Jørn Stjerneklars bog ’Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set’. Pape kalder meget rammende bogen for ”en personlig beretning om at være åben og optaget af at opspore og afdække alt det, som de fleste andre uden for kontinentet enten skyer eller holder sig langt væk fra.”

Er Afrika fanget i en dødsspiral? Kan kontinentet stå på egne ben, eller er der behov for, at vi i resten af verden hjælper? Og hvordan skal vi i så fald egentlig gøre det – altså hjælpe?

***

Det nye afsnit af Næste Side kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

#5: Det tamme menneskedyr. Gæst: Thomas Thaulov Raab

#6: En royal tragedie. Gæst: Lone Theils

#7: Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set. Gæst: Jørn Stjerneklar

Pandemien gjorde en ende på Egon Schieles intense liv

“Jeg forbereder mig allerede på det værste,” skrev den kun 28-årige Egon Schiele, da hans hustru Edith blev syg af influenza i oktober 1918. Uger efter lå de begge i graven.

“Indtil for kort tid siden var Wien hovedstaden i et stort om end skrøbeligt og vakkelvornt rige. Nu er den at ligne ved en arm, forpjusket høne, af hvem de sidste sølle halefjer plukkes ud.”

Sådan skrev den danske forfatter Karin Michaëlis, da hun i tiden omkring Første Verdenskrigs afslutning opholdt sig i den østrigske hovedstad og skrev reportager hjem til Politiken. Det var et Centraleuropa på opløsningens rand, Michaëlis rapporterede fra. Udsultede og afkræftede tyske soldater havde ikke mere at stå imod med på Vestfronten. Centralmagternes skeletagtige forsvar var ved at knække endegyldigt, og Tysklands alliancepartner Østrig-Ungarn var reelt brudt sammen.

Det habsburgske monarki, unionen mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn, havde ellers stået som selve symbolet på det gamle, stolte Europa. Østrig-Ungarn havde høj status i begyndelsen af det 20. århundrede. Wien var rigets centrum, og byen var på denne tid en af Europas vigtigste metropoler.

Under den højkarismatiske borgmester Lueger havde byen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet markeret sig som et kulturelt knudepunkt for hele Europa. Antisemitten Lueger havde stået bag gennemgribende reformer. Borgmesteren havde blandt andet kommunaliseret gas- og elektricitetsværker og sporvognsdrift og fået bygget en lang række sygehuse og skoler.

Wien var ovenpå. Både inden for musik, arkitektur og kunst var byen uden sidestykke. Det var herfra, nye, provokerende og dagsordensættende værker udsprang. Vildskaben boede i Wien. Det gjaldt også inden for billedkunsten. I begyndelsen af århundredet husede byen en lang række af de mest markante og grænsesøgende europæiske kunstnere.

En af dem var Egon Schiele. Som dreng havde han siddet ved jernbanen i barndomsbyen Tulln nordvest for Wien og tegnet tog.

Drengens talent var tydeligt, hvilket blev understreget, da han i en alder af kun 16 år blev optaget på det prestigefyldte kunstakademi i Wien. Det skete i 1906, året før samme akademi afviste en ung mand ved navn Adolf Hitler.

Schieles far var død af syfilis. I sine sidste leveår havde han været psykisk syg som følge af lidelsen. Egon var kun 15, da faren døde, og oplevelserne var med til at lægge et alvorligt og tungsindigt skær over mange af den unge malers første værker. I studietiden lærte han Gustav Klimt at kende. Den verdensberømte billedkunstner var kendt for at tage unge talenter under sine vinger og fungere som deres mentor. Det var netop, hvad han gjorde med den unge Schiele, som han så et stort potentiale i. Klimt hjalp Schiele til at få sine værker med på en udstilling, som også præsenterede malerier af Gauguin, Matisse og Munch.

Schiele udviklede sin egen figurative stil. Han malede blandt andet en serie intense selvportrætter, og senere begyndte han at udforske kvindens seksualitet. Det var et provokerende træk på den tid, at Schiele malede portrætter af helt unge kvinder i seksuelt udfordrende situationer. For eksempel portrætterede han en helt ung pige, der onanerede.

Ved at udforske det erotiske felt lagde Schiele sig tematisk op ad psykoterapeuten Sigmund Freud, som også boede i Wien på denne tid, og som vakte opsigt med sine teorier om den undertrykte seksualitet som forklaring på menneskers psykiske problemer. Der var en rød tråd mellem det, Schiele og Freud foretog sig. Begge var de med til at sætte seksualiteten fri, og det kunne netop lade sig gøre i en by som Wien.

I sine unge år havde Egon Schiele masser af løse forhold til kvinder, gerne flere ad gangen, men som 24-årig mødte han Edith, som vendte op og ned på det. Egon forelskede sig, og han friede til Edith. De to blev gift året efter. Nu måtte det være et overstået kapitel med de løse forbindelser, der hidtil havde været en naturlig forlængelse af Schieles udforskning af den erotiske verden. Men hverdagen indfandt sig igen. Edith gav i sine dagbøger udtryk for, at hun oplevede en afstand til Egon, da først forelskelsen havde lagt sig. Hun følte sig ensom og tænkte, at det måske kunne være en løsning at få et barn.

I forsommeren 1918 fortalte Edith til Egon, at han skulle være far. På det tidspunkt var parret vendt tilbage til Wien, efter at Egon i en periode havde været indkaldt til militæret. Som anerkendt kunstner var han blevet forskånet for at blive sendt til fronten og havde i stedet været udstationeret i en krigsfangelejr mellem Györ og Bratislava. Her fik han en del af tiden til at gå med at portrættere russiske krigsfanger, som han var meget fascineret af.

***

Tilbage i Wien fortsatte Schiele sin tjeneste hos Forsvarsmuseet. Det passede ham godt, for det gav ham mulighed for at koncentrere sig om sit kunstneriske virke. De fleste timer tilbragte han i sit atelier i Wattmanngasse nær Schönbrunn-parken i det centrale Wien. Herfra var han vidne til wienernes pinsler.

Den østrigske hovedstad udviklede sig i løbet af 1918 til en desperat by. Ligesom i Berlin satte fjendens blokader et markant præg på folks hverdag. Det var svært at opdrive noget at spise, og byens borgere kunne stå i kø i timevis for blot at få en lille portion tynd suppe. Karin Michaëlis skrev i en af sine reportager:

“I Wien er der ikke kød at opdrive. Men kød kan undværes. Endnu har vi kartofler, og kaffe. Te og sukker kan også undværes, så længe vi har brød. Men vi mangler fedt. Og vi mangler mælk til de små børn. Mødrene er for underernærede til selv at have mælk i brystet. Mælkenøden er vel den største, den mest ubarmhjertige.”

Vinteren begyndte at sætte ind, og situationen blev værre for wienerne. Det var nærmest umuligt at opdrive kul. Byens borgere søgte ud i skovene omkring byen for at hente træ, som de forsøgte at få til at strække så længe som muligt i fyrene og kakkelovnene i de små lejligheder inde i byen.

Egon Schiele havde svært ved at holde varmen i sit atelier, hvor vinduerne var utætte, og der var koldt og fugtigt, men han arbejdede ufortrødent videre. Imens gik Edith hjemme i privaten og følte sig rastløs. Hun ville gerne ud at købe ind og snakke med folk, men den gik ikke. Den spanske syge var løs i Wien, og sygdommen var efter sigende livsfarlig, især for gravide. Derfor tillod Egon i denne periode ikke Edith at gå uden for en dør.

Edith nåede dog et punkt, hvor hun ikke længere kunne leve med at være spærret inde i lejligheden. Hun trodsede Egons forbud og gik ud i byen. Om det var på denne tur, Edith blev smittet, ved vi ikke, men der gik ikke længe, før hun begyndte at føle sig meget sløj. Da oktober gik på hæld, måtte hun blive i sengen og kunne næsten ikke foretage sig noget.

Den 27. oktober skrev Egon et brev til sin mor: “For otte dage siden fik Edith den spanske syge, og hun har nu fået lungebetændelse. Og hun er gravid i sjette måned. Sygdommen er ekstremt alvorlig og livstruende. Jeg forbereder mig allerede på det værste, for hun har konstant svært ved at få luft.”

Portrait of Dying Edith Schiele. Public Domain.

Allerede samme aften fik Edith det værre. Egon gav sig til at tegne. En sidste gang fangede han Ediths konturer og blik. På den skitsetegning, der kom ud af det, er der direkte øjenkontakt til Edith. Øjenlågene er lidt tunge og øjnene sørgmodige, det bølgede hår er ført tilbage og sat op. Ifølge Egon var Edith også selv bevidst om, at hun ikke ville overleve sygdommen. Samme aften skrev hun en sidste hilsen til ham på en lap papir:

“Jeg elsker dig for evigt, og jeg elsker dig mere og mere uendeligt og grænseløst.”

Næste morgen klokken otte var Edith død.

Egon følte sig også selv sløj. Han måtte nu håndtere såvel sorg som spansk syge på én gang. Feberen overtog hurtigt hans krop, og han begyndte at forberede sig på, at han nok måtte følge Edith i graven.

Da en svoger nogle dage senere kom forbi atelieret, fandt han Egon rystende af kulde og i alvorlig krise. Han tog Egon med hjem til sin varme lejlighed og fik en dame til at passe ham, men det var tydeligt, at den unge kunstner havde det virkelig dårligt. Konstant gled han ind og ud af bevidsthed og talte ofte i febervildelse.

På allehelgensaften, præcis tre dage efter Ediths død, trak Egon Schiele vejret for sidste gang. Det skete klokken et om natten. Ifølge svogeren var Egons sidste ord: “Nu er krigen ovre, alt bliver godt igen, og jeg må af sted.”

De skitser, Egon Schiele havde tegnet af sin Edith nogle aftener tidligere, blev hans sidste værker. Han efterlod også et ufærdigt maleri ved navn ‘Familien’. Det viser Egon, Edith og deres lille søn, som aldrig blev født.

***

“Tagene er hvide af tungtliggende sne. Østenvinden skærer gennem klæder og mure. Folket knæler på de kolde kirkers stengulve og håber på, at deres Gud lader kartofler og mel dale ned fra himlen,” skrev Karin Michaëlis i Politiken.

Wien var en by i dyb krise. Mange af samfundets centrale funktioner var brudt sammen. Ofte holdt sporvognene helt stille, og offentlige kontorer var lukket uden forklaring. Af samme grund er det svært at opdrive stålfaste tal på, hvor hårdt den spanske syge slog til i slutningen af 1918. Men kirkegårdene i den østrigske hovedstad fortæller deres egne historier om hele familier, der blev revet bort som følge af epidemien.

Egon og Edith Schiele var de mest markante navne på dødslisterne i Wien den vinter. Men de var blot to blandt mange. Sulten, frosten og den spanske syge tog rigtig mange liv. Byens læger fik af Krigsministeriet lov til at overtage de militærkøretøjer, som ikke længere skulle bruges ved fronten. Med speederen i bund hastede lægerne rundt i byen og forsøgte desperat at hjælpe folk, men som så mange andre steder virkede det af og til næsten nytteløst. Hospitalerne var overfyldte, og mange lå derhjemme og led.

På byens banegård strømmede flere og flere mennesker til. Hjemvendte soldater fra fronten, hulkindede og udsultede, som nu også skulle forsøge at klare sig i byen. Karin Michäelis skrev:

“Nyligt så jeg ved en af bybanens forstadsstationer et tog løbe ind med frontsoldater. Det regnede. Det var aftenmørkt. Hen over den høje dæmning klavrede, snublede og rullede snesevis af grå skikkelser, hver med sin lange sæk (…) Synet af de hjemvendende er ophøjet og rædselsfuldt. O, denne dødsenstræthed, disse udtærede, ældede og dog forventningsfulde – eller fuldkomment slukte – ansigter! Et gensynsskrig! Et gensynsgys! Her og der krammer en soldat sin oppakning ud og sælger alt, til klæderne fra kroppen, for at skaffe penge til det måltid mad, hvorefter han har sukket de sidste døgn. Våben og ammunition sælges. En ridehest med sabel bliver solgt for samme pris som et kilo chokolade.”

I vinterkulden blev Egon Schieles kiste den 3. november 1918 sænket i jorden på Ober Sankt Veit-kirkegården i Wien. Han efterlod sig over 3000 værker og et uudsletteligt aftryk som grænsebrydende kunstner.

***

Kilder:

Jane Kallir: ‘Egon Schiele – Love and Death’.
Tommy Heisz: ‘Den spanske syge’

***

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Hvem styrer det store spil bordfodbold i himlen? Det gør Diego

I denne weekend kan Napoli vinde det italienske mesterskab i fodbold. Og hvis det ikke sker i denne weekend, gør det i næste – eller i næste igen. At det kommer til at ske, hersker der ikke længere nogen tvivl om. De azurblå fra Syditalien har kværnet al modstand i denne sæson og spillet … ja, himmelsk.

Det betyder, at titlen ender i Napoli for første gang siden 1990. Det betyder også, at vi (måske) er vidner til et mirakel.

Napoli er nemlig miraklernes by. En by, hvor fodbold ikke bare er en simpel sportsgren med 11 mod 11 og en bold. Der er noget meget større på spil – og måske er der også meget større kræfter på spil end spillernes færdigheder og trænerens taktiske evner.

I december 2022 tilbragte jeg en uge i Napoli. Det faldt sammen med VM i fodbold i Qatar – dette misfoster af et verdensmesterskab, som jeg egentlig havde forsøgt at distancere mig lidt fra følelsesmæssigt. Alt var jo galt med det, lige fra værtslandet til tidspunktet på året. Og da Danmark så røg ud på røv og albuer virkede der ikke til at være meget mere at glædes over, da jeg i midten af december rejste til Syditalien.

Jeg tog fejl. For det var først der, festen for alvor begyndte. På forhånd havde jeg tænkt, at Italien nok ikke ville være det sjoveste land at befinde sig i, mens semifinaler og finale rullede over skærmen. Landet havde jo ikke engang kvalificeret sig til slutrunden. Mon ikke de fleste helst bare ville glemme, at turneringen overhovedet fandt sted.

Nej. For jeg var ikke kommet til Italien. Jeg var kommet til Napoli. Diegos by.

Det var selvfølgelig ikke en overraskelse for mig, at den argentinske fodboldlegende Diego Armando Maradona stadig var en helt i byen. Manden, der i 1980’erne ankom til Napoli som en frelser og gjorde klubben til italiensk mester to gange. Manden, som i dag lægger navn til byens fodboldstadion.

Diego er her, der og allevegne i Napoli. Også efter han døde alt for ung i 2020. Måske er han faktisk mere tilstede nu end nogensinde før. Det vælger en del napolitanere i hvert fald at tro på.

Under VM kom det til udtryk ved, at Napoli holdt med Argentina. Ikke bare som en afdæmpet opbakning med kontrollerede klapsalver, men en ekstatisk fodboldfest, der udspillede sig i byens gader, hver gang holdet spillede. En del argentinere, som befandt sig i byen, var selvfølgelig oppe at køre, men det var ikke kun dem. Napoli holdt med Argentina. Eller rettere: Napoli holdt med Diego.

Da jeg stod ved en fortovscafé og fulgte med i den hæsblæsende afgørelse på finalen, hvor Argentina og Frankrig var ude i forlænget spilletid og straffespark, var der en fuldstændig vild stemning omkring mig. Romerlys, kanonslag, dyttende scootere, dans i gaderne og bøn til de højere magter. Det hele var kaotisk og festligt, og stemningen bølgede frem og tilbage, hver gang kampen tog en ny dramatisk drejning.

Da straffesparkskonkurrencen gik i gang, lagde jeg mærke til en mand, der sad lidt tilbagetrukket på en plastikstol op ad en mur. Han så forhutlet og fattig ud. Måske var han hjemløs. Tarveligt tøj, langt fedtet hår og sorte negle. Under hele straffesparkskonkurrencen sad han med blikket stift rettet mod storskærmen foran cafeen. Han talte ikke med nogen, men cirka en gang i minuttet udbrød han højlydt:

”Diego! … Diego Cristo!”

Da Gonzalo Montiel på sidste spark afgjorde det hele til Argentinas fordel, rejste manden sig fra stolen, rettede blikket mod himlen og råbte af sine lungers fulde kraft:

”DIEEEEEGO!!!”

Så gik han.

Den lille scene, der udspillede sig midt i det store kaos, fortæller en større historie om Napoli. Jeg talte senere med lokale, som forklarede mig, at miraklernes tid udspiller sig i Napoli netop nu.

Det handler ikke kun om fodbold. I den katolske verden er Napoli vitterligt kendt som miraklernes by. Det ser man (påstås det), når tre glasbeholdere med blod tre gange om året bliver fundet frem. Blodet siges at stamme fra San Gennaro, Napolis skytshelgen, og det vilde er, at det kun bliver flydende, når det bruges i religiøs sammenhæng. Måske er det mirakel? Der er selvfølgelig blevet præsenteret videnskabelige og langt mere kedelige forklaringer på det fænomen, men det spor behøver vi ikke bevæge os for langt ud ad her. For napolitanerne er det et mirakel. Og de kender et mirakel, når de ser det.

En skytshelgen er en vigtig karakter, som kan få store ting til at ske – som fx at beskytte en by mod vulkanudbrud, sult og krig. Og måske kan en helgen også afgøre fodboldkampe og -turneringer. Det er i hvert fald, hvad mange napolitanere vælger at tro på. Nu er Diego Maradona ikke – sådan i officiel forstand – helgen, men spørger du folket i Napoli, så er der ingen tvivl om, hvilken status fodboldlegenden med 10-tallet på ryggen har, og hvilken kraft og indflydelse han stadig gør gældende.

Det må jo være tydeligt for enhver, mener de napolitanere jeg talte med. Se nu bare engang:

Argentina blev verdensmestre i 2022. Hvornår var det sidst sket? I 1986 – med Diego Maradona som den afgørende spiller.

Hvornår er Napoli sidst blevet italienske mestre? I 1990 – med Diego Maradona på holdet. Derudover er det kun sket en gang mere, nemlig i 1987 – også med Diego Maradona på holdet.

Hvem bliver italienske mestre i år? Det gør Napoli. Og hvem er det, der sidder deroppe i himlen og trækker i stængerne i det store spil bordfodbold? Det gør Diego.







Klar til fest i London

2023 er året, hvor der er dækket op til den helt store fest og fejring i London, når kong Charles d. 3. skal krones.

Der sker ting og sager i det britiske kongehus. Det er aldrig kedeligt at følge med i sæbeoperaen på den anden side af Nordsøen.

Utroskab, svigt, skilsmisser og familieintriger. Afslørende dokumentarfilm, skandaler og dødsfald – både af den naturlige slags og af den pludselige, voldsomme og dybt tragiske slags.

”God Save the Queen” … Sådan har det lydt siden 1952, når briterne har spillet fodbold, rugby og cricket, og når de i alle mulige andre sammenhænge har hyldet sig selv som nation.

Nu får piben – eller hymnen – en anden lyd. For efter godt og vel 70 år med en dronning i spidsen, er briterne nu ved at vænne sig til at synge ”God Save the King”.

Det er ikke ligefrem nogen ungersvend, der har overtaget tronen, men derimod en aldrende herre på 74 år.

Men hvad er det egentlig for en institution, den gode Charles er blevet sat i spidsen for?

Det britiske kongehus har bestået i langt over 1000 år, men noget kunne tyde på, at fundamentet ikke er helt så solidt, som det tidligere har været. Den store splid og de mange skandaler kan risikere at være en tikkende bombe under Buckingham Palace.

Under alle omstændigheder skal det nok blive en fest. Kender man briterne ret, skal kong Charles 3. nok blive fejret med manér. Men spørgsmålet er, hvad der venter ham bagefter.

For nylig viste en meningsmåling blandt briterne, at 86 % gerne vil have et kongehus i fremtiden …. Altså blandt dem, der er 65 år og opefter. Hos de unge så det noget anderledes ud. Her ønsker under halvdelen, at Storbritannien også i fremtiden skal være et monarki.

Er det så en krise? Eller er det bare sådan, forskellen skal se ud mellem gamle og unge?

Det bliver vi lidt klogere på i det nye afsnit af podcasten Næste Side. For samtalen er denne gang med en forfatter, der ved alt hvad der er værd at vide om det britiske kongehus.

Lone Theils er journalist og har i mange år arbejdet som korrespondent i Storbritannien. Og så har hun for nylig skrevet en bog med titlen Diana – Eventyret, tragedien, myten.

Det nye afsnit af Næste Side kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

#5: Det tamme menneskedyr. Gæst: Thomas Thaulov Raab

#6: En royal tragedie. Gæst: Lone Theils

Wilhelms store drøm

“Når folk var raske, turde de ikke nærme sig de syge,” huskede Julie Hansen, som var 14 år, da den spanske syge kom til Søllested på Lolland.

Byen havde kun et par tusinde indbyggere, og der spredte sig hurtigt en stemning af angst og panik, huskede Julie:

“Det var umuligt at få hjælp udefra.”

‘Kirkely’ stod der på facaden af den rødstensvilla, hvor Julie boede sammen med sin mor, far, storebror og lillesøster. Huset lå tæt på byens kirke, så da epidemien var på sit højeste, kunne Julie sidde og følge med i alle begravelserne på tæt hold. Hun huskede det, som ringede klokkerne konstant.

Hver dag gik Julie til hånde i det gartneri, hendes storebror Wilhelm drev. Wilhelm var 30 år og ugift. Han var invalid og havde derfor svært ved at klare et almindeligt arbejde, men han havde altid været god til blomster og planter, og derfor havde han et par år tidligere startet sit eget lille gartneri på den ene hektar land, der hørte til familiens hus. I drivhusene spirede blomsterne og planterne.

Forretningen gik godt, og selvom baggrunden var tragisk, gik det under den spanske syge bedre end nogensinde før, huskede Julie:

“Vi brugte næsten al vores tid på at binde kranse. Kirkegården lå lige ved siden af gartneriet, og der var den ene begravelse efter den anden. Følget var som regel meget begrænset, for folk lå jo syge hjemme i sengene.”

Hver dag skyndte Julie sig hjem for at give en hånd med, så snart hun havde fri fra skole. Hun elskede at hjælpe sin bror med arbejdet. I gartneriet mødte hun alle de sørgende, der kom for at købe kranse på deres vej til kirke.

Særligt stort indtryk gjorde det på den unge pige, da byens købmand Sofus Jensen mistede sin unge hustru.

“Hr. og fru Jensen havde arbejdet så hårdt i deres købmandsbutik, og nu stod han alene tilbage med butikken og to små børn.”

I gartneriet bandt hun og broren 105 kranse, den dag købmandsfruen skulle begraves. “Vi var nødt til at bede en gartnerfrue fra en naboby om assistance, vi kunne simpelt hen ikke klare det alene. Det var så trist,” huskede Julie.

Søllested var en af de lollandske byer, der blev ramt hårdt under den spanske syge. Under epidemiens første bølge var der gået en tid, før den havde spredt sig til Lolland-Falster. Det var først sket sent i august, hvor man de fleste andre steder i landet havde registreret influenzaen allerede i juli.

De første tilfælde koblede de lokale læger til besøgende fra København. Langs jernbanestrækningen fra Nakskov til Kragenæs kunne man følge, hvordan sygdommen havde spredt sig. Selskabelige sammenkomster som foreningsballer og guldbryllupper gav mange nye tilfælde. En læge i Stubbekøbing konstaterede, at der var markant forskel på, hvordan sygdommen ramte de fattige og de mere velstillede:

“Hos arbejdere og husmænd med kun et eller to opholdsrum smittedes hele familien, mens hos velstillede gårdmænd med mange værelser og et soveværelse til hver person optrådte sygdommen hyppigt kun hos én person,” skrev han.

Heller ikke på Lolland-Falster havde den første bølge krævet mange liv, men helt anderledes så det ud, da oktober kom, og epidemien blussede op på ny.

I familien Hansens hjem var det Julies storebror Andreas, som en dag kom på besøg og bragte smitten med sig. Andreas ernærede sig som barber i Søllested og boede sammen med sin hustru Laurine i et hus længere nede ad vejen.

Julie gik i første omgang fri, men resten af familien blev syge. Julie fik som den eneste raske nok at se til med at passe de andre. Hun gav dem medicin, hun vaskede dem, når de fik næseblod, og hun skrubbede gulvet, når de havde kastet op.

Få huse derfra lå også broren Andreas syg sammen med Laurine, som var gravid. Julie løb derfor i pendulfart fra det ene hus til det andet for at hjælpe. Det meste klarede hun på egen hånd.

“Distriktssygeplejersken kom nogle gange forbi og gav os gode råd, men da hun var den eneste sygeplejerske i området, kunne hun ikke blive længe og hjælpe os. Hun forsøgte at hjælpe i de hjem, hvor alle lå i sengen og var hjælpeløse.”

I Kirkely kom familiens læge, dr. Thim, af og til på besøg. Han var ikke videre optimistisk, når han talte med Julies mor om chancerne for helbredelse, men både lillesøsteren, faren og moren fik det nu efterhånden bedre. Værre stod det til med Wilhelm. Med ham gik det kun ned ad bakke. Gartneriet var han slet ikke i stand til at tage sig af, så det måtte Julie klare på egen hånd ved siden af sin sygepassertjans. Udenfor var nattefrosten ved at sætte ind.

Wilhelm forklarede Julie, hvordan hun skulle tildække drivhusenes glas med store måtter for at isolere mod kulden og beskytte planterne.

“Til at begynde med forstod jeg ikke, hvad han mente, eller hvordan jeg skulle gøre det, men til sidst lykkedes det mig at klare det,” huskede Julie.

På et tidspunkt blev hun også selv syg.

“En eftermiddag måtte jeg bare gå i seng. Jeg var så udmattet, at jeg ikke længere kunne holde det ud.”

Hun slap dog med skrækken. Den 14. december kunne Julie fejre sin 15-års fødselsdag, men der blev ingen fest. Ingen huskede hendes fødselsdag det år, knap nok hende selv. Dagen før var hendes storebror Wilhelm nemlig død af den spanske syge.

“Jeg kan ikke huske, at der var andre med til begravelsen end min mor og mig. Far var lige kommet ud af sengen igen, og alle de andre lå stadig syge.”

I kirken talte præsten varmt om den unge gartner, som havde kendt alle i byen.

“Her ligger en mand, om hvem jeg med sikkerhed kan sige: Han havde ingen fjender,” sagde præsten.

De ord bar Julie med sig resten af livet. Hun var sønderknust over tabet af sin bror, og det gjorde hende trist, at gartneriet nu ikke kunne føres videre.

“Jeg, en pige på 15 år, forsøgte at drive gartneriet videre, men selvom jeg havde lært meget i løbet af de to år, jeg havde arbejdet der, vidste jeg slet ikke nok til at føre det videre.”

Kort tid efter parkerede en lastvogn foran familien Hansens hus i Søllested. Bag rattet sad en mand fra en herregård et andet sted på Lolland. Drivhuse, mistbænke og kasser med planter blev læsset på vognen, som snart efter forlod byen i østlig retning. Wilhelms store drøm, som han selv havde kæmpet for at indfri, blev på kort tid skilt ad og kørt væk. Mange år senere huskede Julie tilbage på det og sagde:

“Jeg græd, da de kørte bort med det hele. Det var en meget sørgelig dag, da det hele blev kørt væk. En sørgelig dag og en sørgelig tid.”

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Anbefaling: Abort i et historisk lys

Jeg faldt i et hul, da jeg en dag i påskeferien gik rundt i sommerhushaven og stablede brænde.

Jeg havde høretelefoner på, og jeg kom til at trykke play på første afsnit af podcastserien Retten til abort – en frihedskamp.

Inden jeg havde set mig om, havde jeg lyttet til samtlige episoder af podcasten. Undervejs var jeg i dén grad blevet både oplyst og underholdt.

Derfor følger her en uforbeholden anbefaling af serien.

Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen står bag – to vidende historikere og dygtige formidlere, der fører lytteren gennem adskillige årtier op til året 1973, hvor aborten endelig bliver fri.

Jeg har læst en del om emnet før, men fik nogle store aha-oplevelser undervejs. Fx da jeg hørte afsnittet om Mogens Holst Knudsen (1913-1982), en afholdt praktiserende læge i den sønderjyske by Toftlund. Han blev to gange i 1950’erne og 60’erne dømt og fængslet for at udføre illegale aborter, som han udførte uden at modtage betaling. En helt utrolig historie, som jeg aldrig var stødt på før.

Interessant er det også, at de to værter går så langt tilbage som til 1880’erne for at fortælle om, hvordan det danske samfund stille og roligt begynder at nærme sig et punkt, hvor kvinders ret til at bestemme over egen krop skal tages alvorligt.

Nå, ingen grund til at skrive så meget mere om denne fine serie – den skal jo lyttes.

Det kan du gøre lige her

Du kan også finde den på Apple, Podimo, eller hvor du nu plejer at høre podcast.

Læg også vejen forbi Dorthe Chakravartys hjemmeside, hvor du kan læse mere om de andre podcasts, hun producerer.

14-årige Ellen fra Stevns mistede sin søster og sin mor: ”Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade”

Foto: Lene Vendelbo

Ellen gik rundt og glædede sig til sin store dag. Den 6. oktober skulle hun konfirmeres, og hen over sommeren havde hun derfor trofast fulgt forberedelserne hos den lokale præst.

14-årige Ellen boede på en gård ved den lille landsby Lille Linde mellem Køge og Faxe sammen med sin mor og far og søstrene Karen Sofie på 12 år og Inger på to år. På gården boede også tjenestepigen Johanne.

Der var blevet talt en del om den spanske syge i landsbyen de seneste måneder. Ellen havde hørt mange historier, men endnu var ingen fra deres område blevet smittet. Men da konfirmationsdagen kom tæt på, blev der vendt op og ned på det.

Ellen gik til konfirmationsforberedelse sammen med sin gode veninde Rose. De to piger havde glædet sig til at opleve den store dag sammen, men da den endelig oprandt, kunne Rose ikke være med. Hun var syg af influenza og måtte derfor blive i sengen. Rose døde dagen efter, at Ellen blev konfirmeret.

Senere i livet huskede Ellen, hvor ked af det hun var blevet, da hun hørte om venindens død, og hun huskede også, hvor hårdt ramt Roses familie havde været af tabet:

“Forældrene gik til hendes grav hver eneste dag. Efter morens død en 5-6 år efter, kunne vi se hendes far i mørkningen stå lænet imod gravgelænderet og se på sine kæres grave.”

Hen over efteråret og vinteren blev Ellen vidne til, hvordan epidemien rykkede tættere og tættere på. Flere i landsbyen blev syge, og Ellens mor hjalp til, hvor hun kunne. En dag kom nogle naboer og spurgte Ellens far, om han ville hente deres søn på en gård seks-syv kilometer væk.

Faren fik den unge mand hjem i en sygevogn, og hver dag så Ellen sin mor gå over til nabofamilien sammen med sygeplejersken. Influenzaen var gået over i lungebetændelse, og den unge mand havde hårdt brug for hjælp.

Ellens families jul blev ikke påvirket af epidemien. Hun huskede den som en dejlig jul. Den unge pige, Johanne, som tjente i huset, og de to medhjælpere, som hjalp Ellens far i landbruget, blev der for at fejre højtiden sammen med dem.

Mellem jul og nytår var Johanne til en juletræsfest. Da hun kom hjem derfra, sagde hun, at nu havde hun sikkert fået den spanske syge med hjem, for der var en til festen, der havde haft den. Det var ikke noget, Ellen tog synderligt alvorligt på det tidspunkt. Folk snakkede konstant om den sygdom, og hver gang nogen følte sig det mindste utilpas, kaldte de det straks for spansk syge.

Men måske havde pigen faktisk reddet sig noget til den juletræsfest. For et par dage efter, nytårsmorgen, følte hun sig sløj og måtte blive i sengen.

“Nytårsaften havde vi tændt vores juletræ for sidste gang. Min søster Karen Sofie, Johanne og jeg sad sammen, og mor foreslog, at vi skulle synge en salme. Johanne havde det skidt og havde ikke lyst,” huskede Ellen.

Den 2. januar kørte Ellens forældre Johanne hjem, for det ville hun helst, nu hvor hun havde det dårligt. Samme aften sad Ellen i stuen sammen med sin 12-årige lillesøster Karen Sofie, da søsteren udbrød:

“Jeg har ondt i halsen, jeg tror, jeg har den spanske syge.” Ellen grinede: “Dig og din spanske syge.”

Karen Sofie var jo kun 12 år, og hun forestillede sig altid alle mulige ting, men der var desværre noget om snakken denne gang.

Næste morgen måtte Karen Sofie blive i sengen. “Vi var stadig ikke bekymrede, det lignede bare en almindelig omgang snue,” huskede Ellen.

Snart efter følte også Ellens mor sig sløj. Der kom en gæst på besøg, og Ellen huskede, hvordan hun havde set sin mor sidde og tale med gæsten, mens moren skar tobak til Ellens far. Hun så meget sløj ud.

“Jeg kiggede på min mor og sagde: ‘Jeg tror, du er mere syg end Karen. Du er frygtelig bleg,’” huskede Ellen.

Senere samme dag gik moren i seng. Det var tydeligt, at noget var galt, men det fik ingen i familien til at gå i panik. Der blev ikke målt temperatur, og der blev ikke ringet efter lægen.

Den 4. januar havde både Karen Sofie og moren fået det lidt bedre, men moren bad alligevel faren om at ringe til lægen, så han kunne undersøge datteren. Samme eftermiddag ved to-tretiden dukkede lægen op. Fra da af gik det ret hurtigt ned ad bakke med Karen Sofie.

“Min søster havde ikke været ret syg om morgenen, bare lidt ondt i halsen, men nu fik hun febervildelse. Om eftermiddagen kunne hun slet ikke kende os andre,” huskede Ellen.

Lægen konstaterede, at Karen Sofie havde fået lungebetændelse, mens moren endnu blot havde influenza. Men det var lidt underligt med Karen Sofie, for hun sagde selv stadig, at hun ikke havde ondt, kun en smule i halsen. Lægen gav hende kamfermikstur og salicyltabletter, og det fik hende til at klare en lille smule op, men snart gik det ned ad bakke igen for Karen Sofie.

“Far kom ind til mig, og jeg kunne se, at han græd,” huskede Ellen senere. “’Karen er meget syg,’ sagde han. ‘Hun får det vel bedre?’ spurgte jeg. ‘Vi kan kun bede til, at det sker,’ sagde han.” Herfra gik det rigtig stærkt.

Næste morgen ved syvtiden døde Karen Sofie. Det var naboen, som havde siddet og våget hele natten, der kom ind og fortalte det til Ellen: “Jeg stirrede bare på hende og sagde: ‘Og nu er det mig, der har ondt i halsen.’ Jeg brød hulkende sammen i tårer.”

Karen Sofies dødsårsag blev angivet som hjertelammelse. Måske havde hendes hjerte været svagt, fordi hun som lille havde haft difteri og strubehoste, hvor hun måtte have drænrør gennem halsen og lå på hospitalet. Ellen hørte senere i livet, at der måske kunne være en sammenhæng, men det vidste hun intet om dengang. Hun vidste blot, at hun aldrig mere ville komme til at tale med sin elskede søster.

De næste dage lå Karen Sofie i en hvid kiste hjemme hos familien. Ellen forsøgte at holde sig langt væk fra den.

“På den tid var det almindeligt at sige farvel til sine nærmeste, mens de lå i kisten. Jeg ville ikke. Jeg var bange. Til sidst blev jeg overtalt til alligevel at gøre det.”

Det øjeblik, hvor Ellen lod sit blik falde på den døde søster, brændte sig fast i hendes erindring:

“Karen havde næsten ikke forandret sig, hun havde jo ikke været syg særlig længe. Hun havde sin fine, hvide kjole på og et lille smil om munden. Hun lå i en hvid kiste. Det syn skal jeg aldrig glemme, det er et billede, jeg altid bærer med mig.”

To dage senere fik Ellen at vide, at også hendes mor havde fået lungebetændelse. Ellen forberedte sig på det værste: “Mor var i forvejen ikke af de robuste. Når vi piger spurgte: ‘Kan vi gøre det her til sommer’ eller: ‘Kan vi gøre sådan her til vinter’, svarede hun altid: ‘Måske, hvis vi altså lever så længe.’” Ellens frygt blev til virkelighed.

Den 8. januar hen under aften døde hendes mor. Hun blev 42 år. Hvor Karen Sofie stort set ingen smerter havde haft, var det en helt anden historie med Ellens mor. Hun fik meget stærke smerter i højre side af brystet, da lungebetændelsen satte ind. Ellen hørte sin mor sige, at det var, som om det skar med knive, når hun trak vejret.

I de kommende uger blev flere i den lille landsby syge. Ellen reddede sig også selv den spanske syge og gik glip af Karen Sofies begravelse, fordi hun lå i sengen. Der blev hun liggende i 14 dage. “Jeg husker, at jeg havde en forfærdelig hovedpine og ondt i ryggen. Når sygeplejersken kom for at give mig varme omslag, spurgte jeg, hvad min temperatur var. ‘Det fortæller man aldrig til en patient,’ lød hendes svar.”

Fra tiden omkring sin søsters og mors død huskede Ellen, at alle i byen rykkede sammen og hjalp hinanden. Også selvom alle vidste, hvor stor smittefaren var.

Ellens far kom sig aldrig helt over den tragedie, der havde udspillet sig i det lille hjem. “Far ville ikke acceptere tabet. Jeg kan ikke sige, at han gik fra forstanden, men det var tæt på. Han var overbevist om, at man kunne have gjort meget mere for at redde hans kone og datter. Han hørte en historie om en mand, som havde været meget syg, men som havde fået det bedre, og at denne mand havde fået portvin at drikke. Det gjorde ham rasende, at hans kone og datter ikke havde fået portvin. Han krævede at få en forklaring. Sådan var han omkring mange ting.”

Frustrationen og vreden kom også til at gå ud over nabokonen, som havde været med til at våge over Ellens mor, da hun var allermest syg. Sammen med sygeplejersken havde nabokonen været i soveværelset sammen med moren, mens Ellens far havde siddet og sovet i en lænestol i stuen. Han havde ellers sagt, at han gerne ville være hos sin kone, men den vrisne sygeplejerske havde sagt, at hun havde helt styr på sit arbejde og ikke havde brug for ham omkring sig. Han fik dem til at love, at de ville hente ham, hvis det blev værre.

Da han sad der i lænestolen og blundede, vågnede han pludselig med et sæt, fordi han fik en sær fornemmelse. Han rejste sig og listede ind i soveværelset, hvor hans kone sad op i sengen og sagde:

“De holder mig fast! Hvorfor holder de mig fast?” Han beroligede hende: “Der er ingen, der holder dig fast, læg du dig bare ned og få noget hvile.” Det blev de sidste ord, han udvekslede med hende. Kort efter var hun død.

En tid efter begravelsen fortalte nabokonen ham, at hans kone havde spurgt: “Hvor er far?”, og sygeplejersken havde svaret: “Han er i det andet værelse.” Sygeplejersken var blevet siddende, og nabokonen havde ikke turdet spørge, om hun skulle hente ham.

Ellens far blev så vred, at han i 15 år hverken talte til nabokonen eller så meget som skænkede hende et blik. Det store “hvorfor” blev i det hele taget ved med at hænge som en tung, mørk sky over det lille hjem på Stevns. Og det enorme savn. Skiftende husbestyrerinder flyttede ind de næste år for at løse den praktiske side af det hele, men hjemmet blev aldrig helt igen.

“Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade,” fortalte Ellen.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Dødens skib: Pandemien var med ombord

Da dræberpandemien ramte i 1918, var det amerikanske troppetransporter, som bragte influenzaen til Europa. Ombord på SS Leviathan faldt soldaterne som fluer for sygdommen på vej over Atlanten.

I Hoboken, New Jersey, lå skibet SS Leviathan i slutningen af september klar til afgang. Det mægtige skib var kronjuvelen blandt de mange amerikanske troppeskibe, som havde travlt i disse uger. Dagligt bragte skibene tusinder af friske soldater i land ved den franske kyst. USA’s præsident Wilson sendte så mange mænd af sted som overhovedet muligt i håb om at kunne gøre en hurtig ende på krigen. Han havde ellers et langt stykke hen ad vejen forsøgt at holde sit land ude af verdenskrigen, men i det lange løb var det ikke muligt.

Tyske ubåde havde ved flere lejligheder sænket amerikanske skibe. I 1915 omkom 128 civile amerikanere, da Lusitana blev torpederet og gik til bunds ud for Irlands kyst. Da Tyskland i 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig omkring De Britiske Øer, risikerede alle skibe, der nærmede sig Storbritannien, uanset nationalitet, at blive sænket. Det kunne amerikanerne ikke leve med. Den 6. april 1917 erklærede USA krig mod Tyskland.

SS Leviathan var paradoksalt nok et tysk skib. I 1913 var det med pomp og pragt blevet præsenteret som verdens største passagerskib. Skibet blev døbt Vaterland og indsat på ruten mellem Hamburg og New York. Da krigen brød ud i 1914, var Vaterland netop ankommet til USA, og kaptajnen turde ikke sejle tilbage over Atlanten af frygt for at blive angrebet af den britiske flåde. Først da USA trådte ind i krigen knap tre år senere, kom skibet ud at sejle igen. I mellemtiden havde USA’s hær taget det i besiddelse og omdøbt det til SS Leviathan. Nu blev det brugt til at fragte troppetransporter over Atlanten.

Kæmpeskibet egnede sig perfekt til formålet. Det var så solidt, at ingen tysk ubåd ville kunne sænke det, og derfor behøvede det ikke sejle med destroyer-eskorte. Der var masser af plads om bord. Som passagerskib havde det kunnet rumme 1165 passagerer. I ombygget tilstand som militærskib med tætte køjer var der plads til 6500 mand, og amerikanerne fandt snart ud af, at man faktisk kunne stuve endnu flere mænd sammen på skibet. Hvis soldaterne kunne deles om køjerne ved at skiftes til at sove, kunne skibet snildt rumme 11.000 mand, og der var brug for det. Meldingerne fra Europa var ikke til at tage fejl af. Generalen John Pershing havde fra Vestfronten meldt ud, at han ønskede op mod fire millioner friske soldater i løbet af det næste års tid.

På sin seneste rundtur havde SS Leviathan på hjemrejsen haft en 36-årig mand ved navn Franklin Delano Roosevelt på passagerlisten. 15 år senere skulle han blive valgt som USA’s præsident. I 1918 skulle han efter et ophold i Europa hjem til New York. Undervejs blev han, ligesom en række andre af skibets passagerer, syg af influenza, som også nåede at udvikle sig til lungebetændelse. Da Roosevelt nåede New York, stod hans hustru Eleanor og ventede på ham på havnen i selskab med en læge og en ambulance. Et telegram om hans sygdom var løbet i forvejen, og i al hast blev han bragt på hospitalet, hvor han kom sig. Den danske prins Axel var passager på samme rejse. Ifølge Roosevelt lykkedes det den danske prins og hans følge at holde influenzaen på afstand ved at drikke whisky på overfarten.

På rejsen fra Europa til Amerika i begyndelsen af september havde en del været syge, men det var intet sammenlignet med de rædsler, der skulle udspille sig, da SS Leviathan igen satte kurs mod Europa. Da skibet skulle sejle den 29. september, blev det i første omgang forsinket. Det havde været planen, at soldaterne skulle marchere fra en nærliggende militærlejr til kajen i New Jersey, men mange af dem var allerede så syge, at de knap kunne holde sig på benene under den ellers korte march.

Mand efter mand blev pillet ud af rækkerne og ført tilbage til lazarettet i militærvogne og ambulancer. For de fleste af mændene var det et stort nederlag, når de blev hentet. De havde set frem til at skulle følge deres deling hele vejen til fronten i Europa. Grædefærdige blev de syge mænd ført væk på bårer. Militærlægerne tog det meget alvorligt at få tjekket mændene grundigt inden afgang. Selvom den spanske syge havde været på retur i USA på det seneste, var influenzaepidemien stadig alvorlig. Troppetransporterne var et særligt sårbart sted. Det værste, der kunne ske, var at få smittebærere med om bord på et skib, hvor de skulle leve tæt sammen med tusindvis af andre soldater i små rum med elendig ventilation. Ad flere omgange havde militærlæger advaret mod at overfylde skibene, men det fik ikke de ansvarlige til at skære ned på antallet af soldater.

Tværtimod.

Flere og flere blev proppet på troppeskibene for hver afgang til Europa. Mændene var klar til at gøre hvad som helst for at komme med skibet. En soldat fortalte senere, hvordan han havde skjult sin feber ved at flytte termometeret op over tungen i stedet for at holde det under tungen, hvor lægen havde placeret det. Om bord på skibet blev mændene tjekket igen inden afgang. Før SS Leviathan satte ud, fik 120 mand ordre til at forlade skibet igen, fordi lægerne vurderede, at de var smittet med influenza.

Men da skibet endelig lagde fra kaj og begav sig ned ad Hudsonfloden, var der stadig mange smittede om bord. Det var umuligt for lægerne at fange alle tilfælde. Med en inkubationstid på et par dage kan influenza ikke konstateres i sin indledende fase. Allerede efter en dag på havet var 700 mand syge. Om bord på skibet var heldigvis også omkring 200 sygeplejersker, der skulle til fronten og gøre tjeneste. De fik travlt med at håndtere de mange patienter. På et skib så overfyldt som SS Leviathan, hvor der var langt flere soldater end køjer, var det en stor udfordring at få isoleret de syge fra de raske.

Det blev besluttet at inddrage en hel sektion af skibet til patienter, men der gik ikke længe, før der heller ikke her var sengepladser nok. På dag to døde den første af lungebetændelse, og derefter gik det stærkt. Allerede om natten til den 1. oktober kulminerede det hele i, hvad der i en officiel militærrapport senere blev betegnet som “et sandt inferno”. Sygeplejerskerne styrtede rundt for at komme soldaterne til hjælp. Der lød skrig og klageråb fra de mange senge, og det var ikke kun de syge, der gav lyd. Mange af de raske kunne ikke udholde det syn, der udspillede sig for deres øjne. Hostende og rallende patienter skiftevis spyttede og kastede op på dækket.

Blodet sprøjtede ud af næserne af mange af dem, og ingen havde tid til at tørre det op. De mange kropsvæsker omdannede løbegangene mellem sengene til skøjtebaner, hvor sygeplejerskerne måtte kæmpe for at holde sig på benene.

De forsøgte at give de syge vand og frugt, men mændene kunne ikke holde det i sig. Konstant skulle de hårdtprøvede sygeplejersker tage stilling til, hvem der var raske, hvem der var lidt syge, og hvem der var meget syge. Da skibet den 4. oktober ramte høj sø midt i Atlanterhavet, fik mange mænd det dårligt, men det var svært at afgøre, hvornår der var tale om søsyge, og hvornår det var influenza, og en fejlvurdering, der sendte en rask mand ind til de syge, kunne få fatale konsekvenser. På samme måde skulle mænd, der kun var syge af influenza, holdes på afstand af dem med livstruende lungebetændelse.

Med en hastighed på omkring 22 knob kværnede dødens skib videre på sin færd over Atlanten. Sygeplejerskerne fik næsten ingen søvn. De knoklede konstant for i nogle tilfælde at hjælpe mænd på højkant, i andre tilfælde for at lindre de sidste timer, inden døden indtraf. Flere og flere mænd fik lungebetændelse, og flere og flere døde.

Raske soldater parerede modvilligt ordre, når de i hold blev sendt ud mellem sengene for at samle de døde ind. Besætningerne om bord på troppeskibene havde fået ordre til at bringe døde i land, så de kunne få en ordentlig begravelse, men på flere amerikanske troppeskibe måtte man se stort på denne ordre. Smittefaren ved at beholde de døde om bord var for stor. På nogle skibe kastede man de døde i havet, på andre opbevarede man dem i skibets kølebokse.

Logbogen på SS Leviathan talte sit tydelige sprog om krisen om bord. En dag stod der: “Totalt antal døde: 21. Balsamørerne kan ikke holde trit med antallet af døde.” Senere på rejsen noterede kaptajnen: “Totalt antal døde: 45. Umuligt at balsamere ligene hurtigt nok. Tegn på begyndende forrådnelse hos nogle af dem.”

En strid storm blæste, da SS Leviathan ankom til den franske havneby Brest den 8. oktober 1918. I det øjeblik, skibet lagde til land, var det tydeligt for alle på kajen, at der var noget helt galt. De første folk vaklede fra borde. Soldater med frygt i øjnene. Sygeplejersker med tårer trillende ned ad kinderne. De havde været vidner til frygtelige scener om bord, men i det mindste var de levende.

Ud af de omtrent 11.000 soldater og besætningsmedlemmer, der havde bordet skibet i New Jersey, lå 2000 nu syge. Mange af dem var så dårlige, at de knap vidste, hvem de selv var. 70 var døde og måtte bæres fra borde i kister. De raske hastede i land for endelig at slippe væk fra smittereden. Ud over de 70, der var døde under sejladsen, omkom yderligere 31 i timerne efter, at skibet lagde til. De følgende dage blev dødstallet ved med at stige, efter at patienterne var blevet overført til hospitaler og feltlazaretter på land. Mareridtscenerne om bord på SS Leviathan talte deres tydelige sprog om, at den spanske syge var tilbage.

Anden bølge var i gang, og denne gang skulle den slå til med hidtil uset styrke. Også i Danmark.

*** 

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

 

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her