Ole Worm ledte efter svar. Det gjorde den medicinske professor sådan set hele sit liv, men denne dag i 1653 gjaldt det helt specifikt den døde lemming, som var i færd med at blive skilt ad for øjnene af ham. En god bekendt i Norge havde sendt ham et eksemplar af den knap 15 centimenter lange gnaver. Pelsen var rødbrun og gul og havde sorte striber. Ved Ole Worms side var hans nevø, den verdensberømte anatom Thomas Bartholin. Han fik lov at føre kniven, mens onkel Worm sad og fulgte koncentreret med.
Dissektionen viste, at det lille pelsdyr havde kønsorganer. Netop den detalje fik Ole Worm til at stoppe op. Her havde han fat i opsigtsvækkende nyt. Noget, der kunne skubbe til den herskende opfattelse af, hvordan lemminger bliver til. Flere lærde havde beskæftiget sig med netop det spørgsmål, og der var udbredt enighed om, at de små dyr kom ud af skyerne. Af og til samledes formationer af rådne skyer på himlen, og når de tømtes, regnede det ned med lemminger. Troværdige kilder havde rapporteret om, at det foregik sådan i de norske fjelde. Når Gud var vred på menneskeheden, lod han det regne ned med lemminger.
Ove Worm var drevet af at rejse spørgsmål. Hans breve gennem mange årtier indeholdt ofte oplistede ting, han gik og undrede sig over. Efter dissektionen af lemmingen kunne han stille et nyt: Hvis lemminger virkelig faldt ned fra skyerne, hvad skulle de så bruge kønsorganer til?
At Ole Worm en dag i 1653 sad og var i færd med at undersøge, hvordan naturen hang sammen, var der ikke noget særligt i. Netop det fik han gennem et langt liv en stor del af sine vågne timer til at gå med. Men scenen med Worm og nevøen Bartholin er alligevel værd at dvæle ved. For den rummer en meget større fortælling om renæssancen som en tid, hvor videnskaben gjorde store fremskridt, men hvor Gud stadig var med ved dissektionsbordet.
”Ganske vist kaldes Gud med rette for årsagen til alle ting,” skrev Ole Worm i 1654 – og fortsatte: ”men da han for at frembringe virkninger i naturen ikke handler umiddelbart, men gennem naturlige årsager, er det fysikerens opgave at finde disse.”
Ole Worm ville forstå verden. Han ville betragte den, vende og dreje den, undersøge den tæt på. Derfor var han allerede som ung begyndt at opbygge Museum Wormianum – hans helt eget private museum med genstande fra hele verden.
***
Når man trådte ind i Worms museum, befandt man sig i et rum, som var proppet med ting fra gulv til loft. På en hylde stod en bjergkrystal, der i 1200-tallet var blevet bearbejdet med en korsformet udboring og forsynet med indlejrede relikvier. Bjergkrystal var et gådefuldt materiale, som på Worms tid havde en nærmest magisk tiltrækningskraft. Nogle mente, at det bestod af vand, som var stivnet efter at være blevet ramt af lynet. I museets loft hang udstoppede fugle og en krokodille. Næbbet af en pelikan og skindet af en ni alen lang brasiliansk slange kunne også betragtes. En hestekæbe omvokset af en trærod. Hjortetakker og skildpaddeskjold. Hylderne bugnede af sten, konkylier og smaragder.
"Jeg er begyndt at anlægge en samling af naturmærkværdigheder, navnlig de mere sjældne,” skrev Ole Worm til en ven i 1623. I løbet af de næste årtier tog han det projekt ganske alvorligt. I dag findes der kun et enkelt kobberstik, der viser, hvordan raritetskabinettet så ud. I hvert fald hvordan det omtrent så ud – ved afbildningen kan der være taget visse kunstneriske friheder.
Bygningen findes ikke længere, men vi ved nogenlunde, hvor den lå. Hvis man i dag befinder sig i det indre København og følger Fiolstræde fra Frue Plads mod Nørreport, har man på venstre hånd universitetsbiblioteket i den gotisk-inspirerede rødstensbygning. I dette område havde Ole Worm i 1600-tallet sin professorbolig med tilhørende have. Og det var her, han indrettede sit private museum, efter at det voksede sig for stort til hans lokaler i nærliggende Store Kannikestræde.
På samlingens hylder befandt almindeligheder sig side om side med historisk vigtige ting. Besøgende kunne se små, udskårne træfigurer og et glas med hvalmælk. De kunne også lade blikket hvile ved en guldring fra vikingetiden og kraniet af en løve, som Christian 4. angiveligt havde nedlagt med bøsseskud. I alt var der over 1500 genstande på museet. Mange af dem satte Ole Worm selv ord på i et katalog, der udkom i 1655, kort efter hans død. Om en af dem skrev han:
”Af florentinsk marmor har jeg en nydelig globus, helt rund og poleret. Omkredsen er ti tommer stor. Med gyldne purpurfarvede pletter er afmærket de forskellige lande og øer, med askegrå farve angives have og vande således, at hele jorden er gengivet, i hvilken verdens dele er tydeligt aftegnet, som de er.”
***
I 1600-tallets København var Ole Worm en af de fremmeste lærde. Han var født i 1588 og voksede op i Aarhus som søn af en rig købmand, hvis familie oprindelig var kommet til fra Nederlandene. Lille Oles begejstring for bøger var stor, og han blev allerede som 13-årig sendt ud i Europa på dannelsesrejse. Han studerede blandt andet i Lüneburg og Emmerich og lærte hurtigt at tale flere sprog. Universitetstiden tilbragte han i Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Da han som 25-årig flyttede til København, var det med en doktorgrad i medicin.
Ole Worm lod sig ikke begrænse til en enkelt retning i sine studier. Han blev i løbet af en tiårig periode professor i både pædagogik, græsk og medicin. Samtidig fordybede han sig i fysik, kemi, naturfilosofi og runeforskning. På Københavns Universitet var han en del af den absolutte elite. Han var professor i medicin fra 1624 og fungerede af flere omgange som universitetets rektor. Ved at gabe over så mange discipliner var Ole Worm en udpræget polyhistor – ganske typisk for tiden. Det var sådan, man gik på opdagelse i videnskaben i renæssancen – ikke ved at fokusere snævert på én disciplin, men ved at opnå en både bred og dyb forståelse af, hvordan verden hang sammen.
Flere af de professorer, Worm havde læst hos, var samlere. Især i Italien var det på den tid et udbredt fænomen blandt lærde at opbygge kollektioner af ting og sager. Worm havde i 1609 set Ferrante Imperatos berømte museum i Napoli, og samme år besøgte han Ulisse Aldrovandis museum og botaniske have i Bologna. Her har han kunnet samle masser af inspiration til selv at starte en samling. At han begyndte på det, netop da han blev professor i medicin, var ikke tilfældigt. Undervisning var nemlig et af formålene med den.
Ole Worm troede på demonstrativ genstandsundervisning. Hans studerende skulle ikke kun læse om verden i en bog. For at forstå den måtte de nærstudere ting og holde dem mellem fingrene. Worm var pædagogisk reformator i sin tid. Han var med til at indføre en ny kultur på Københavns Universitet og gjorde undervisningen mere praktisk og håndgribelig. I 1628 chokerede han sine omgivelser ved at bringe et menneskeskelet ind i undervisningen. Sådan et havde de medicinstuderende i København aldrig tidligere set på tæt hold.
***
”Din paradisfugl behagede mig i højeste grad, især fordi den ikke mangler ben, thi størsteparten af dem, som har udtalt bemærkninger om dem, har nægtet, at de var udstyret med sådanne.”
Sådan skrev Ole Worm i 1640 i et brev til sin rejsende nevø Thomas Bartholin. På det tidspunkt strømmede genstande ind fra hele verden til den danske samler.
Indsamlingen var ellers begyndt i det små. De første år bestod den mest af vilkårlige samleobjekter, som den unge Ole Worm faldt over på sine rejser i Europa. Da han i 1609 var i Venedig, pillede han for eksempel nogle stumper ud af en mosaik i Marcuskirken. Under samme ophold købte han et brændeglas af en gadehandler. Det var et rundt spejl i en træramme, som kunne opfange og tilbagekaste solens stråler og sætte ild til ting. Worm var med egne ord blevet overbevist om brændglassets egenskaber, da gadehandleren havde antændt sin egen skammel for at demonstrere det.
Senere blev indsamlingen mere systematisk, og Ole Worm trak på sit store netværk ude i verden. I 1623 opfordrede han vennen Johan Rhode til at være på udkig efter spændende sager i norditalienske Padova. I et brev skrev Ole Worm:
”Da du befinder dig i egne, hvor en stor mængde af den slags daglig forekommer, beder jeg dig venligst, om du med hensyn hertil vil have mig i erindring. Jeg beder dig sende mig alt, der tilbyder sig, enten fra landjordens, havets eller luftens dyreverden, eller af sten, metaller, konkylier eller andet af den slags.”
Når kongelige ekspeditioner drog ud i verden, sendte Ole Worm ønskelister med over genstande, han manglede. Det var for eksempel tilfældet under Ove Gjeddes store Indien-ekspeditioner 1618-22. Alle vidste, at Ole Worm var ude efter sære ting, og at han var god til at give svar på disse tings oprindelse.
Efterhånden blev den danske professor nærmest en slags brevkasseredaktør. Den islandske biskop Thorlak Skulason sendte i 1627 en såkaldt ”ørnesten”. Det var en kvindelig sten, lod biskoppen forstå i sit brev – for der fandtes efter sigende ørnesten af begge køn. Om den sten, biskoppen havde samlet op ved vandet, skrev han i brevet, at den måtte være ”frugtsommelig og menes at kunne føde, hvis en af mandkøn er tilstede; hvorvidt det er sandt, overlader jeg til senere erfaring: Men det står fast for mig, at den ligesom har en anden og mindre sten i maven; man kan let høre den, når man ryster den.”
”Jeg er dig meget taknemmelig, min Thorlak, for de tilsendte sten, der bidrager meget til at forøge mit naturaliekabinet,” svarede Ole Worm venligt. Men han måtte skuffe biskoppen. Efter Worms bedste overbevisning var der ikke tale om en drægtig sten af hunkøn, men derimod ”en slags havbønne.”
Fra Norge fik Ole Worm tilsendt flere mystiske ting. Nogle muslinger fra Numedal mentes at kunne udruge en slags ænder. Og i en pakke ankom også en sten, der var blevet fundet i en skudt bjørn. Da bjørnen blev flået, var den lille sten dukket op mellem pelsen og kødet. Worm var interesseret i, om der måske kunne være tale om en form for stendannelse i legemet. Norges kansler bød også ind. Han mente snarere, at det måtte være jægerens blykugle, der efter at have gennemboret bjørnens skind havde forvandlet sig til sten.
***
Renæssancen var de store opdagelsers tid. Op gennem 1600-tallet gjorde videnskabsfolk store fremskridt, og kirkens skråsikre sandheder blev udfordret. Logik var så at sige kommet på mode igen, og der skete en genopblomstring af antikkens matematik, filosofi og fysik. Astronomerne Tycho Brahe og Johannes Kepler kastede nyt lys på universet, verden og det enkelte menneskes placering i den store sammenhæng, mens anatomerne dissekerede menneskelig og dyrekadavere for at kortlægge hver eneste muskel, kirtel og fiber.
Denne større bevægelse skrev Ole Worm sig ind i, men han var tydeligt splittet mellem det gamle og det nye. Det kom til udtryk i hans breve og bøger. Han hyldede tidens eksperimentelle videnskabelige metode, men samtidig forholdt han sig lidt tøvende og med en næsten ærefrygtig respekt for Biblens verdensbillede.
Det kom også til udtryk, da han i 1653 dissekerede den norske lemming sammen med Thomas Bartholin. I den efterfølgende afhandling lagde Worm kun forsigtigt de nye indsigter frem. Fundet af kønsorganerne i lemmingen pegede jo tydeligt i retning af, at dyret formerede sig, som dyr normalt gør – nemlig ved at parre sig. Men Worm skrev, at han ikke fuldstændig ville afvise den hidtige teori om, at disse gnavere virkelig blev dannet i skyer for så at dumpe ned på jorden.
Et af tidens store videnskabelige nybrud kom, da den engelske læge og anatom William Harvey i 1628 præsenterede sin teori om, at blodet blev pumpet rundt i et kredsløb, og at hjertet var en stor muskel, der drev hele værket. Ideen var revolutionerende, og ikke alle købte den – heller ikke Ole Worm. Han slog i 1632 fast, at Harveys teori stred mod naturen, og at den i øvrigt ”førte til absurditeter.”
I dag kan det måske virke lidt bagstræberisk, men det er vel noget af det sidste, man kan kalde Ole Worm. Hans indstilling og syn på verden var ganske typisk for tiden. I renæssancen var der ikke nødvendigvis en modsætning mellem videnskabens opdagelser og fremstillingen i religiøse tekster. Og Ole Worm var trods alt en af dem, der ledte efter svar.
***
Ole Worm havde i det hele taget næsen i alt det nye. Han er sandsynligvis en af de første danskere, der stiftede bekendtskab med kaffe, og han har nok været en af de første danskere til at betragte små objekter gennem et mikroskop. Da han begyndte sit videnskabelige virke ved europæiske universiteter, var opfindelsen ganske ny, og det er sandsynligt, at han har fået mulighed for at prøve på et tidligt tidspunkt. Senere i sit liv arbejdede han selv meget med mikroskopering i sit private museum.
Og så var der lige guldhornet fra Gallehus ved Møgeltønder. Hvorfor skulle Ole Worm ikke også lige komme til at krydse det stykke danmarkshistorie på sin vej? Mens professorens arbejde med at indsamle ting til sit private museum var på sit højeste, skete der et opsigtsvækkende fund. Da en ung kvinde i 1639 var på vej til marked, stødte hendes fod på noget hårdt, der stak op fra jorden. Det viste sig at være et horn fra oldtiden, lavet af guld. Et års tid senere var Ole Worm på Nykøbing Slot for at se til den danske prins, Christian 4.’s søn. Der var feber ved hoffet, og derfor var der blevet sendt bud efter en af landets fremmeste læger.
Sygdommen fik Ole Worm styr på, og han fik mere end det ud af sit ophold på slottet. I et brev skrev han:
”Blandt andre beviser på ære og velvilje, som jeg modtog, stilledes jeg over for et guldhorn, som for et år siden blev fundet i Jylland; i prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin, for at jeg skulle tømme det.”
Efter fundet var guldhornet blevet overdraget til kongen, som gav det videre til sin søn. Efter at være blevet repareret og udstyret med en bundskrue blev det taget i brug som drikkehorn på slottet. For en oldtidsgransker som Ole Worm var det særligt at få hornet stukket i hånden:
”Jeg beundrede stoffets ædelhed, men mest den forunderlige sammenstilling og opbygning af de billeder og hieroglyffer, hvormed det var prydet. Alt tyder på den største ælde,” skrev han.
Figurerne på hornets sider kunne Ole Worm ikke slippe. Han reagerede, som han altid gjorde, når nysgerrigheden var vakt: han skrev en afhandling. Her kom han med bud på tolkninger af den rige billedverden. Han fik også lavet detaljerede tegninger af hornet, som senere fik en makker, da et lignende horn blev fundet i den jyske muld. Netop de tegninger viste sig at være ret nyttige, da man flere hundrede år senere skulle fremstille kopier af de oprindelige guldhorn, som forsvandt, da de blev stjålet og smeltet om i 1802.
***
”Hvad skal jeg sige om pesten, som hærger hos os?” spurgte Ole Worm i et brev til sin søn Willum i sommeren 1654.
”Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ensartede hos alle, men veksler efter temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.”
Pesten bragte frygt med sig. Flere fremtrædende læger valgte at forlade København under dens rasen, men Ole Worm blev på sin professorpost i hovedstaden. Han undgik smitte, men alligevel blev brevene om pesten nogle af de sidste fra hans hånd. I en alder af 66 år døde han af en blæresygdom den 31. august 1654.
I sit private museum havde han samlet 1663 genstande. Det er i hvert fald det antal, der fremgår af det katalog, der udkom kort efter hans død. I sit testamente gav Worm udtryk for, at sønnerne skulle føre samlingen videre, og at den ikke måtte flyttes. Det kom dog ikke til at gå i opfyldelse. Snart overgik hele samlingen til kongen.
Frederik 3. var nemlig også blevet ramt af samlermani. I midten af 1600-tallet oprettede han Kongens Kunstkammer med kostbarheder og sjældenheder fra hele verden. Worms store samling blev i kongens varetægt desværre ikke behandlet som en samlet enhed, men blev spredt rundt på slottet. Mange genstande forsvandt og kan ikke spores den dag i dag. I løbet af 1800-tallet blev kunstkammeret omdannet til det, der i dag er Nationalmuseet.
Over årene dryssede enkeltdelene fra Ole Worms samling stille og roligt ud af billedet. Den dag i dag kender man kun til 40 bevarede genstande. De fleste har Nationalmuseet. Her dukker Ole Worms navn op enkelte steder i den faste udstilling. Blandt andet når man kommer til bjergkrystallen med den korsformede udboring og relikvierne. For omkring 400 år siden betalte en svensk officer for en lægekonsultation med den kostbare genstand, der måske var et krigsbytte fra Trediveårskrigen. Ole Worm tog imod den og stillede den på hylden i det raritetskabinet, der skulle blive den danske professors livsværk.
Som idehistoriker Jens Erik Kristensen skrev om Ole Worm i 1993:
”Han drømte om at overføre hele den ydre naturs mangfoldighed til sit museums begrænsede indre.”
***
Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.
Citater er omskrevet til nudansk.
Kilder:
Camilla Mordhorst: ’Gentandsfortællinger – fra Museum Wormianum til de moderne museer’
H.D. Schepelern: Museum Wormianum : dets Forudsætninger og Tilblivelse
Hanne Teglhus & Morten A. Skydsgaard, red.: ’Ole Worm – liv og videnskab’
Jens Erik Kristensen: ’Det kuriøse og det klassificerende blik’
