Professor Worm ville samle hele verden i sit private museum

Lægen Ole Worm skaffede sig op gennem 1600-tallet et væld af historiske genstande, udstoppede eksotiske dyr og andre sjældenheder. I sin professorbolig i København indrettede han et raritetskabinet, som blev Danmarks første systematiserede museum. Dele af samlingen er i dag en del af Nationalmuseets samling.

Ole Worm ledte efter svar. Det gjorde den medicinske professor sådan set hele sit liv, men denne dag i 1653 gjaldt det helt specifikt den døde lemming, som var i færd med at blive skilt ad for øjnene af ham. En god bekendt i Norge havde sendt ham et eksemplar af den knap 15 centimenter lange gnaver. Pelsen var rødbrun og gul og havde sorte striber. Ved Ole Worms side var hans nevø, den verdensberømte anatom Thomas Bartholin. Han fik lov at føre kniven, mens onkel Worm sad og fulgte koncentreret med.

Dissektionen viste, at det lille pelsdyr havde kønsorganer. Netop den detalje fik Ole Worm til at stoppe op. Her havde han fat i opsigtsvækkende nyt. Noget, der kunne skubbe til den herskende opfattelse af, hvordan lemminger bliver til. Flere lærde havde beskæftiget sig med netop det spørgsmål, og der var udbredt enighed om, at de små dyr kom ud af skyerne. Af og til samledes formationer af rådne skyer på himlen, og når de tømtes, regnede det ned med lemminger. Troværdige kilder havde rapporteret om, at det foregik sådan i de norske fjelde. Når Gud var vred på menneskeheden, lod han det regne ned med lemminger.

Ove Worm var drevet af at rejse spørgsmål. Hans breve gennem mange årtier indeholdt ofte oplistede ting, han gik og undrede sig over. Efter dissektionen af lemmingen kunne han stille et nyt: Hvis lemminger virkelig faldt ned fra skyerne, hvad skulle de så bruge kønsorganer til?

At Ole Worm en dag i 1653 sad og var i færd med at undersøge, hvordan naturen hang sammen, var der ikke noget særligt i. Netop det fik han gennem et langt liv en stor del af sine vågne timer til at gå med. Men scenen med Worm og nevøen Bartholin er alligevel værd at dvæle ved. For den rummer en meget større fortælling om renæssancen som en tid, hvor videnskaben gjorde store fremskridt, men hvor Gud stadig var med ved dissektionsbordet.

”Ganske vist kaldes Gud med rette for årsagen til alle ting,” skrev Ole Worm i 1654 – og fortsatte:  ”men da han for at frembringe virkninger i naturen ikke handler umiddelbart, men gennem naturlige årsager, er det fysikerens opgave at finde disse.”

Ole Worm ville forstå verden. Han ville betragte den, vende og dreje den, undersøge den tæt på. Derfor var han allerede som ung begyndt at opbygge Museum Wormianum – hans helt eget private museum med genstande fra hele verden.

***

Når man trådte ind i Worms museum, befandt man sig i et rum, som var proppet med ting fra gulv til loft. På en hylde stod en bjergkrystal, der i 1200-tallet var blevet bearbejdet med en korsformet udboring og forsynet med indlejrede relikvier. Bjergkrystal var et gådefuldt materiale, som på Worms tid havde en nærmest magisk tiltrækningskraft. Nogle mente, at det bestod af vand, som var stivnet efter at være blevet ramt af lynet. I museets loft hang udstoppede fugle og en krokodille. Næbbet af en pelikan og skindet af en ni alen lang brasiliansk slange kunne også betragtes. En hestekæbe omvokset af en trærod. Hjortetakker og skildpaddeskjold. Hylderne bugnede af sten, konkylier og smaragder.

"Jeg er begyndt at anlægge en samling af naturmærkværdigheder, navnlig de mere sjældne,” skrev Ole Worm til en ven i 1623. I løbet af de næste årtier tog han det projekt ganske alvorligt. I dag findes der kun et enkelt kobberstik, der viser, hvordan raritetskabinettet så ud. I hvert fald hvordan det omtrent så ud – ved afbildningen kan der være taget visse kunstneriske friheder.

Bygningen findes ikke længere, men vi ved nogenlunde, hvor den lå. Hvis man i dag befinder sig i det indre København og følger Fiolstræde fra Frue Plads mod Nørreport, har man på venstre hånd universitetsbiblioteket i den gotisk-inspirerede rødstensbygning. I dette område havde Ole Worm i 1600-tallet sin professorbolig med tilhørende have. Og det var her, han indrettede sit private museum, efter at det voksede sig for stort til hans lokaler i nærliggende Store Kannikestræde.

På samlingens hylder befandt almindeligheder sig side om side med historisk vigtige ting. Besøgende kunne se små, udskårne træfigurer og et glas med hvalmælk. De kunne også lade blikket hvile ved en guldring fra vikingetiden og kraniet af en løve, som Christian 4. angiveligt havde nedlagt med bøsseskud. I alt var der over 1500 genstande på museet. Mange af dem satte Ole Worm selv ord på i et katalog, der udkom i 1655, kort efter hans død. Om en af dem skrev han:

”Af florentinsk marmor har jeg en nydelig globus, helt rund og poleret. Omkredsen er ti tommer stor. Med gyldne purpurfarvede pletter er afmærket de forskellige lande og øer, med askegrå farve angives have og vande således, at hele jorden er gengivet, i hvilken verdens dele er tydeligt aftegnet, som de er.”

***

I 1600-tallets København var Ole Worm en af de fremmeste lærde. Han var født i 1588 og voksede op i Aarhus som søn af en rig købmand, hvis familie oprindelig var kommet til fra Nederlandene. Lille Oles begejstring for bøger var stor, og han blev allerede som 13-årig sendt ud i Europa på dannelsesrejse. Han studerede blandt andet i Lüneburg og Emmerich og lærte hurtigt at tale flere sprog. Universitetstiden tilbragte han i Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Da han som 25-årig flyttede til København, var det med en doktorgrad i medicin.

Ole Worm lod sig ikke begrænse til en enkelt retning i sine studier. Han blev i løbet af en tiårig periode professor i både pædagogik, græsk og medicin. Samtidig fordybede han sig i fysik, kemi, naturfilosofi og runeforskning. På Københavns Universitet var han en del af den absolutte elite. Han var professor i medicin fra 1624 og fungerede af flere omgange som universitetets rektor. Ved at gabe over så mange discipliner var Ole Worm en udpræget polyhistor – ganske typisk for tiden. Det var sådan, man gik på opdagelse i videnskaben i renæssancen – ikke ved at fokusere snævert på én disciplin, men ved at opnå en både bred og dyb forståelse af, hvordan verden hang sammen.

Flere af de professorer, Worm havde læst hos, var samlere. Især i Italien var det på den tid et udbredt fænomen blandt lærde at opbygge kollektioner af ting og sager. Worm havde i 1609 set Ferrante Imperatos berømte museum i Napoli, og samme år besøgte han Ulisse Aldrovandis museum og botaniske have i Bologna. Her har han kunnet samle masser af inspiration til selv at starte en samling. At han begyndte på det, netop da han blev professor i medicin, var ikke tilfældigt. Undervisning var nemlig et af formålene med den.  

Ole Worm troede på demonstrativ genstandsundervisning. Hans studerende skulle ikke kun læse om verden i en bog. For at forstå den måtte de nærstudere ting og holde dem mellem fingrene. Worm var pædagogisk reformator i sin tid. Han var med til at indføre en ny kultur på Københavns Universitet og gjorde undervisningen mere praktisk og håndgribelig. I 1628 chokerede han sine omgivelser ved at bringe et menneskeskelet ind i undervisningen. Sådan et havde de medicinstuderende i København aldrig tidligere set på tæt hold.

***

”Din paradisfugl behagede mig i højeste grad, især fordi den ikke mangler ben, thi størsteparten af dem, som har udtalt bemærkninger om dem, har nægtet, at de var udstyret med sådanne.”

Sådan skrev Ole Worm i 1640 i et brev til sin rejsende nevø Thomas Bartholin. På det tidspunkt strømmede genstande ind fra hele verden til den danske samler.

Indsamlingen var ellers begyndt i det små. De første år bestod den mest af vilkårlige samleobjekter, som den unge Ole Worm faldt over på sine rejser i Europa. Da han i 1609 var i Venedig, pillede han for eksempel nogle stumper ud af en mosaik i Marcuskirken. Under samme ophold købte han et brændeglas af en gadehandler. Det var et rundt spejl i en træramme, som kunne opfange og tilbagekaste solens stråler og sætte ild til ting. Worm var med egne ord blevet overbevist om brændglassets egenskaber, da gadehandleren havde antændt sin egen skammel for at demonstrere det.

Senere blev indsamlingen mere systematisk, og Ole Worm trak på sit store netværk ude i verden. I 1623 opfordrede han vennen Johan Rhode til at være på udkig efter spændende sager i norditalienske Padova. I et brev skrev Ole Worm:

”Da du befinder dig i egne, hvor en stor mængde af den slags daglig forekommer, beder jeg dig venligst, om du med hensyn hertil vil have mig i erindring. Jeg beder dig sende mig alt, der tilbyder sig, enten fra landjordens, havets eller luftens dyreverden, eller af sten, metaller, konkylier eller andet af den slags.”

Når kongelige ekspeditioner drog ud i verden, sendte Ole Worm ønskelister med over genstande, han manglede. Det var for eksempel tilfældet under Ove Gjeddes store Indien-ekspeditioner 1618-22. Alle vidste, at Ole Worm var ude efter sære ting, og at han var god til at give svar på disse tings oprindelse.

Efterhånden blev den danske professor nærmest en slags brevkasseredaktør. Den islandske biskop Thorlak Skulason sendte i 1627 en såkaldt ”ørnesten”. Det var en kvindelig sten, lod biskoppen forstå i sit brev – for der fandtes efter sigende ørnesten af begge køn. Om den sten, biskoppen havde samlet op ved vandet, skrev han i brevet, at den måtte være ”frugtsommelig og menes at kunne føde, hvis en af mandkøn er tilstede; hvorvidt det er sandt, overlader jeg til senere erfaring: Men det står fast for mig, at den ligesom har en anden og mindre sten i maven; man kan let høre den, når man ryster den.”

”Jeg er dig meget taknemmelig, min Thorlak, for de tilsendte sten, der bidrager meget til at forøge mit naturaliekabinet,” svarede Ole Worm venligt. Men han måtte skuffe biskoppen. Efter Worms bedste overbevisning var der ikke tale om en drægtig sten af hunkøn, men derimod ”en slags havbønne.”

Fra Norge fik Ole Worm tilsendt flere mystiske ting. Nogle muslinger fra Numedal mentes at kunne udruge en slags ænder. Og i en pakke ankom også en sten, der var blevet fundet i en skudt bjørn. Da bjørnen blev flået, var den lille sten dukket op mellem pelsen og kødet. Worm var interesseret i, om der måske kunne være tale om en form for stendannelse i legemet. Norges kansler bød også ind. Han mente snarere, at det måtte være jægerens blykugle, der efter at have gennemboret bjørnens skind havde forvandlet sig til sten.

***

Renæssancen var de store opdagelsers tid. Op gennem 1600-tallet gjorde videnskabsfolk store fremskridt, og kirkens skråsikre sandheder blev udfordret. Logik var så at sige kommet på mode igen, og der skete en genopblomstring af antikkens matematik, filosofi og fysik. Astronomerne Tycho Brahe og Johannes Kepler kastede nyt lys på universet, verden og det enkelte menneskes placering i den store sammenhæng, mens anatomerne dissekerede menneskelig og dyrekadavere for at kortlægge hver eneste muskel, kirtel og fiber.

Denne større bevægelse skrev Ole Worm sig ind i, men han var tydeligt splittet mellem det gamle og det nye. Det kom til udtryk i hans breve og bøger. Han hyldede tidens eksperimentelle videnskabelige metode, men samtidig forholdt han sig lidt tøvende og med en næsten ærefrygtig respekt for Biblens verdensbillede.

Det kom også til udtryk, da han i 1653 dissekerede den norske lemming sammen med Thomas Bartholin. I den efterfølgende afhandling lagde Worm kun forsigtigt de nye indsigter frem. Fundet af kønsorganerne i lemmingen pegede jo tydeligt i retning af, at dyret formerede sig, som dyr normalt gør – nemlig ved at parre sig. Men Worm skrev, at han ikke fuldstændig ville afvise den hidtige teori om, at disse gnavere virkelig blev dannet i skyer for så at dumpe ned på jorden. 

Et af tidens store videnskabelige nybrud kom, da den engelske læge og anatom William Harvey i 1628 præsenterede sin teori om, at blodet blev pumpet rundt i et kredsløb, og at hjertet var en stor muskel, der drev hele værket. Ideen var revolutionerende, og ikke alle købte den – heller ikke Ole Worm. Han slog i 1632 fast, at Harveys teori stred mod naturen, og at den i øvrigt ”førte til absurditeter.”

I dag kan det måske virke lidt bagstræberisk, men det er vel noget af det sidste, man kan kalde Ole Worm. Hans indstilling og syn på verden var ganske typisk for tiden. I renæssancen var der ikke nødvendigvis en modsætning mellem videnskabens opdagelser og fremstillingen i religiøse tekster. Og Ole Worm var trods alt en af dem, der ledte efter svar.

***

Ole Worm havde i det hele taget næsen i alt det nye. Han er sandsynligvis en af de første danskere, der stiftede bekendtskab med kaffe, og han har nok været en af de første danskere til at betragte små objekter gennem et mikroskop. Da han begyndte sit videnskabelige virke ved europæiske universiteter, var opfindelsen ganske ny, og det er sandsynligt, at han har fået mulighed for at prøve på et tidligt tidspunkt. Senere i sit liv arbejdede han selv meget med mikroskopering i sit private museum.

Og så var der lige guldhornet fra Gallehus ved Møgeltønder. Hvorfor skulle Ole Worm ikke også lige komme til at krydse det stykke danmarkshistorie på sin vej? Mens professorens arbejde med at indsamle ting til sit private museum var på sit højeste, skete der et opsigtsvækkende fund. Da en ung kvinde i 1639 var på vej til marked, stødte hendes fod på noget hårdt, der stak op fra jorden. Det viste sig at være et horn fra oldtiden, lavet af guld. Et års tid senere var Ole Worm på Nykøbing Slot for at se til den danske prins, Christian 4.’s søn. Der var feber ved hoffet, og derfor var der blevet sendt bud efter en af landets fremmeste læger.

Sygdommen fik Ole Worm styr på, og han fik mere end det ud af sit ophold på slottet. I et brev skrev han:

”Blandt andre beviser på ære og velvilje, som jeg modtog, stilledes jeg over for et guldhorn, som for et år siden blev fundet i Jylland; i prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin, for at jeg skulle tømme det.”

Efter fundet var guldhornet blevet overdraget til kongen, som gav det videre til sin søn. Efter at være blevet repareret og udstyret med en bundskrue blev det taget i brug som drikkehorn på slottet. For en oldtidsgransker som Ole Worm var det særligt at få hornet stukket i hånden:

”Jeg beundrede stoffets ædelhed, men mest den forunderlige sammenstilling og opbygning af de billeder og hieroglyffer, hvormed det var prydet. Alt tyder på den største ælde,” skrev han.

Figurerne på hornets sider kunne Ole Worm ikke slippe. Han reagerede, som han altid gjorde, når nysgerrigheden var vakt: han skrev en afhandling. Her kom han med bud på tolkninger af den rige billedverden. Han fik også lavet detaljerede tegninger af hornet, som senere fik en makker, da et lignende horn blev fundet i den jyske muld. Netop de tegninger viste sig at være ret nyttige, da man flere hundrede år senere skulle fremstille kopier af de oprindelige guldhorn, som forsvandt, da de blev stjålet og smeltet om i 1802.

***

”Hvad skal jeg sige om pesten, som hærger hos os?” spurgte Ole Worm i et brev til sin søn Willum i sommeren 1654.

”Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ensartede hos alle, men veksler efter temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.”

Pesten bragte frygt med sig. Flere fremtrædende læger valgte at forlade København under dens rasen, men Ole Worm blev på sin professorpost i hovedstaden. Han undgik smitte, men alligevel blev brevene om pesten nogle af de sidste fra hans hånd. I en alder af 66 år døde han af en blæresygdom den 31. august 1654.

I sit private museum havde han samlet 1663 genstande. Det er i hvert fald det antal, der fremgår af det katalog, der udkom kort efter hans død. I sit testamente gav Worm udtryk for, at sønnerne skulle føre samlingen videre, og at den ikke måtte flyttes. Det kom dog ikke til at gå i opfyldelse. Snart overgik hele samlingen til kongen.

Frederik 3. var nemlig også blevet ramt af samlermani. I midten af 1600-tallet oprettede han Kongens Kunstkammer med kostbarheder og sjældenheder fra hele verden. Worms store samling blev i kongens varetægt desværre ikke behandlet som en samlet enhed, men blev spredt rundt på slottet. Mange genstande forsvandt og kan ikke spores den dag i dag. I løbet af 1800-tallet blev kunstkammeret omdannet til det, der i dag er Nationalmuseet.

Over årene dryssede enkeltdelene fra Ole Worms samling stille og roligt ud af billedet. Den dag i dag kender man kun til 40 bevarede genstande. De fleste har Nationalmuseet. Her dukker Ole Worms navn op enkelte steder i den faste udstilling. Blandt andet når man kommer til bjergkrystallen med den korsformede udboring og relikvierne. For omkring 400 år siden betalte en svensk officer for en lægekonsultation med den kostbare genstand, der måske var et krigsbytte fra Trediveårskrigen. Ole Worm tog imod den og stillede den på hylden i det raritetskabinet, der skulle blive den danske professors livsværk.

Som idehistoriker Jens Erik Kristensen skrev om Ole Worm i 1993:

”Han drømte om at overføre hele den ydre naturs mangfoldighed til sit museums begrænsede indre.”

***

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Camilla Mordhorst: ’Gentandsfortællinger – fra Museum Wormianum til de moderne museer’

H.D. Schepelern: Museum Wormianum : dets Forudsætninger og Tilblivelse

Hanne Teglhus & Morten A. Skydsgaard, red.: ’Ole Worm – liv og videnskab’

Jens Erik Kristensen: ’Det kuriøse og det klassificerende blik’

Vild Historie: Sæsonen er slut

Så er min yndlingsradiomakker Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg i mål med endnu en sæson af Vild Historie. Det blev sæsonen, hvor:

- Thomas Oldrup fortalte om Francisco de Miranda, sexturisten fra Venezuela.

- Jakob Ørnbjerg udbredte sig om den store jyske ulveplage i 1700-tallet.

- Karen Gram-Skjoldager delte fortællingen om den uduelige nazispion fra 1930’ernes Aarhus.

- Kim Blæsbjerg bragte os tæt på Rav-Aage og hans kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova.

- Ida Nørskov fortalte dragende om morfinisme gennem historien.

- Jannie Schjødt Kold var vores rejseleder på turen til 1800-tallet, hvor Dickens fik nok af H.C. Andersen.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen. Det samme gælder resten af bagkataloget. Der er nu 66 afsnit af Vild Historie.

Her en lille intro til hvert af de seks afsnit i den nyeste sæson, efteråret 2023:

SEXTURISTEN FRA VENEZUELA

I december 1787 ankom et skib til København med en særlig passager ombord. Francisco de Miranda var på en lang dannelsesrejse rundt i Europa – en rejse, der rustede ham til hans senere liv som revolutionær i hjemlandet Venezuela. Miranda opholdt sig i Danmark i nogle måneder, og her nåede han både at undersøge landets skikke og nedlægge en lang række kvinder. Det hele blev nedfældet i hans dagbog, som i dag er en vigtig kilde til 1700-tallets Danmark. Ikke mindst fordi Miranda – ud over de seksuelle eskapader – besøgte fængsler, stokkehus, hospitalsvæsen og andre skyggesider af det danske samfund, som vi ellers kun har få kilder til. Vi har besøg af Thomas Oldrup, som er historiker og redaktør og tidligere har skrevet speciale om sex i 1700-tallet.

DEN STORE JYSKE ULVEPLAGE

Omfattende drab på kvæg, får, geder, grise og heste. I den anden halvdel af 1600-tallet var Jylland ramt af en sand ulveplage. De mange ulve var kommet til i hælene på forskellige udenlandske hære, der havde besat, hærget og udpint den jyske halvø. Ulveflokkene strejfede gennem skovene, over markerne og græsningsarealerne og ind i byerne – og skabte frygt og alarm hos de jyske bønder. Tre på hinanden følgende konger forsøgte med forskellige jagtforordninger at få dæmmet op for ulveplagen. Vild Historie tager på ulvejagt med kulturhistoriker Jakob Ørnbjerg – og sammen med ham ser vi nærmere på det mytiske rovdyr, som ulven også er.

DEN UDUELIGE NAZISPION

Der var noget mistænkeligt ved Dr. Alfred Domes, da han i 1930’erne huserede på Aarhus Universitet. Den tyske filolog var ikke bare åbenlys nazist – han snusede også lige lovlig meget rundt i forskellige miljøer i byen og foretog mærkelige rejser til vestkysten lige før den tyske besættelse af Danmark. Der var bred enighed om at Domes var spion – og en ret dårlig en af slagsen. Historiker Karen Gram-Skjoldager er vores gæst i dette afsnit, der fortæller om den uduelige nazi-spion, om dansk-tyske forhold i mellemkrigstiden og om et vakkelvornt dansk efterretningsvæsen.

RAV-AAGE TOG KAMPEN OP IMOD KEMIFABRIKKEN

I 1953 etablerede fabrikken Cheminova sig ved Harboøre og Thyborøn. Det var en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning til området. Fabrikken skabte masser af arbejdspladser – men desværre også en regulær miljøkatastrofe op gennem 1950’erne og 1960’erne. En lokal fisker, Aage Hansen, forsøgte i årtier at råbe omverdenen op. Rav-Aage, som han også kaldes, omtales ofte som Danmarks første miljøaktivist. Med tiden har han på grund af sin kamp mod Cheminova fået status af lokal legende, men i starten kæmpede han enten med indædt modstand eller for døve ører – og det fik store personlige konsekvenser for ham. Vi har været i Thyborøn for at besøge Rav-Aages søn Bjarne Hansen, som fortsætter sin fars kamp. I studiet har vi besøg af Kim Blæsbjerg, som selv kommer fra området og har skrevet en anmelderrost roman om det aftryk, Cheminova har sat, ikke mindst menneskeligt.

MORFINISTERNE – MELLEMKRIGSTIDENS MISBRUGERE

I mellemkrigstiden – længe før Danmark fik en narkotikalov – endte mange danskere som morfinister. Hårdest ramt var sygeplejersker og læger, som havde adgang til stofferne. Misbrugere blev typisk indlagt på sindssygehospitalet Skt. Hans i Roskilde. Vi ser nærmere på deres skæbner sammen med vores gæst, Ida Nørskov. Hun er historiker og har skrevet et speciale, hvor hun har arbejdet med patientjournaler fra Skt. Hans Hospital i 1920-45.

H.C. ANDERSENS BESØG DREV DICKENS TIL VANVID

I 1857 kom den verdensberømte danske eventyrdigter H. C. Andersen på besøg hos den lige så verdensberømte engelske forfatter Charles Dickens. Andersen havde skrevet, at han ikke ville blive længere end 14 dage, men blev i fem uger. Og det blev fem lange uger for Dickens-familien. "Vi lider alle under Andersens besøg," skrev den engelske forfatter blandt andet til en ven. Sammen med rejsejournalist og forfatter Jannie Schjødt Kold taler vi om det meget akavede topmøde mellem de to litterære titaner – og vi taler om hvem Andersen i virkeligheden var og hvorfor han rejste så meget.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen.

Læs mere om Vild Historie

Historiker trækker sværdet og udfordrer sejlivede myter i danmarkshistorien

”Oprindelsesmyter kan være farlige.”

Sådan sagde historiker Anders Lundt Hansen, da udgivelsen af hans bog ’Danmark: De første 1000 år’ blev fejret i sidste uge.

Det er kloge og vigtige ord. Og det er i dén grad også en klog og vigtig bog, Anders har skrevet – og som jeg har været heldig at få lov at give en smule fødselshjælp i rollen som ekstern redaktør.

I bogen tager Anders Lundt Hansen fat om roden på nogle af de fortællinger, vi bliver ved med at reproducere om Danmarks tilblivelse. Fortællinger, som ofte har et stærkt romantisk skær – ja, i flere tilfælde er der vel snarere tale om myter.

Det er et tiltrængt greb at tage på danmarkshistorien. Jeg kan varmt anbefale bogen – og så er det i øvrigt også værd at følge Anders Lundt Hansen på Facebook, hvor han har profilen 1000 1/2 Danmarkshistorier v. Anders Lundt Hansen

Forlagets beskrivelse af den netop udkomne bog lyder sådan her:

Tag med på en rejse gennem de første 1000 år af Danmarks historie fra omkring år 400, hvor danerne første gang optræder i skriftlige kilder, til år 1400, hvor Danmark er blevet et etableret kongedømme. Undervejs ser vi på de genstande og begivenheder, der formede tiden. Vi spejder efter blodige slag, mystiske runeindskrifter og store bygningsværker, men kigger også efter ydmyge stolpehuller og småting, der viser dagliglivet. Vi kommer til at høre nogle af de gamle myter og legender, og vi ser på, hvad der er den rigtige historie bag dem.

Anders Lundt Hansen er historiker, forfatter og specialist i nordisk middelalder.

Den unge Krøyers bedrøvelige odyssé

Jeg fandt den! Den lå godt gemt på Assistens Kirkegård, gravstenen for Henrik Krøyer. Efter jeg for nylig skrev en artikel for Politiken Historie om den unge Krøyer, satte jeg mig for at besøge hans grav - og nu lykkedes det.

Krøyer skrev sig ind i historien som en vigtig zoolog. Men det var nu noget helt andet, der bragte mig på sporet af ham, nemlig hans tid som grækenlandsfrivillig i begyndelsen af 1800-tallet.

Da jeg arbejdede på bogen om balkankrigene i 1912-13, fandt jeg en sidehistorie, som kaldte på at blive fortalt. Nemlig den om de danske frivillige, som i begyndelsen af 1800-tallet rejste ned for at hjælpe grækerne i frihedskrigen mod osmannerne.

Det har været et vildt spændende hjørne af historien at dykke ned i. Jeg har gravet i arkiverne, jeg har læst gamle bøger, og jeg har lavet en fortælling ud af det, som altså kan læses i Politiken Historie.

Artiklen har fået rubrikken EN BEDRØVELIG ODYSSÉ. Og det var lige netop, hvad det var, da Henrik Krøyer sammen med andre danske studerende satte kursen sydøstpå for at hjælpe grækerne i deres frihedskrig.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere,” skrev Krøyer inden afrejsen.

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Det var altså den sag, Krøyer og hans venner ville ned at støtte. Men det gik ikke så godt. Da de endelig kom til Grækenland, endte de med at være på en lang og nytteløs vandring.

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Krøyer overlevede eventyret og kom med tiden hjem til København igen. Men han var en skuffet mand. Hvad der fik ham til i sine erindringer at betegne rejsen som en bedrøvelig odyssé, fremgår fuldt ud af den lange artikel, jeg har skrevet om de danske filhelleneres oplevelser. Den blev som nævnt bragt i Politiken Historie og kan (med abonnement) læses her:

Henrik Krøyer døde først i 1870, som 71-årig. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket ’Danmarks Fiske’ (1838-53) på 2.500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes.

Og så et lille fun fact om den gode Henrik Krøyer, som altså ligger begravet på Assistens Kirkegård:

Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.

Wilhelms store drøm

“Når folk var raske, turde de ikke nærme sig de syge,” huskede Julie Hansen, som var 14 år, da den spanske syge kom til Søllested på Lolland.

Byen havde kun et par tusinde indbyggere, og der spredte sig hurtigt en stemning af angst og panik, huskede Julie:

“Det var umuligt at få hjælp udefra.”

‘Kirkely’ stod der på facaden af den rødstensvilla, hvor Julie boede sammen med sin mor, far, storebror og lillesøster. Huset lå tæt på byens kirke, så da epidemien var på sit højeste, kunne Julie sidde og følge med i alle begravelserne på tæt hold. Hun huskede det, som ringede klokkerne konstant.

Hver dag gik Julie til hånde i det gartneri, hendes storebror Wilhelm drev. Wilhelm var 30 år og ugift. Han var invalid og havde derfor svært ved at klare et almindeligt arbejde, men han havde altid været god til blomster og planter, og derfor havde han et par år tidligere startet sit eget lille gartneri på den ene hektar land, der hørte til familiens hus. I drivhusene spirede blomsterne og planterne.

Forretningen gik godt, og selvom baggrunden var tragisk, gik det under den spanske syge bedre end nogensinde før, huskede Julie:

“Vi brugte næsten al vores tid på at binde kranse. Kirkegården lå lige ved siden af gartneriet, og der var den ene begravelse efter den anden. Følget var som regel meget begrænset, for folk lå jo syge hjemme i sengene.”

Hver dag skyndte Julie sig hjem for at give en hånd med, så snart hun havde fri fra skole. Hun elskede at hjælpe sin bror med arbejdet. I gartneriet mødte hun alle de sørgende, der kom for at købe kranse på deres vej til kirke.

Særligt stort indtryk gjorde det på den unge pige, da byens købmand Sofus Jensen mistede sin unge hustru.

“Hr. og fru Jensen havde arbejdet så hårdt i deres købmandsbutik, og nu stod han alene tilbage med butikken og to små børn.”

I gartneriet bandt hun og broren 105 kranse, den dag købmandsfruen skulle begraves. “Vi var nødt til at bede en gartnerfrue fra en naboby om assistance, vi kunne simpelt hen ikke klare det alene. Det var så trist,” huskede Julie.

Søllested var en af de lollandske byer, der blev ramt hårdt under den spanske syge. Under epidemiens første bølge var der gået en tid, før den havde spredt sig til Lolland-Falster. Det var først sket sent i august, hvor man de fleste andre steder i landet havde registreret influenzaen allerede i juli.

De første tilfælde koblede de lokale læger til besøgende fra København. Langs jernbanestrækningen fra Nakskov til Kragenæs kunne man følge, hvordan sygdommen havde spredt sig. Selskabelige sammenkomster som foreningsballer og guldbryllupper gav mange nye tilfælde. En læge i Stubbekøbing konstaterede, at der var markant forskel på, hvordan sygdommen ramte de fattige og de mere velstillede:

“Hos arbejdere og husmænd med kun et eller to opholdsrum smittedes hele familien, mens hos velstillede gårdmænd med mange værelser og et soveværelse til hver person optrådte sygdommen hyppigt kun hos én person,” skrev han.

Heller ikke på Lolland-Falster havde den første bølge krævet mange liv, men helt anderledes så det ud, da oktober kom, og epidemien blussede op på ny.

I familien Hansens hjem var det Julies storebror Andreas, som en dag kom på besøg og bragte smitten med sig. Andreas ernærede sig som barber i Søllested og boede sammen med sin hustru Laurine i et hus længere nede ad vejen.

Julie gik i første omgang fri, men resten af familien blev syge. Julie fik som den eneste raske nok at se til med at passe de andre. Hun gav dem medicin, hun vaskede dem, når de fik næseblod, og hun skrubbede gulvet, når de havde kastet op.

Få huse derfra lå også broren Andreas syg sammen med Laurine, som var gravid. Julie løb derfor i pendulfart fra det ene hus til det andet for at hjælpe. Det meste klarede hun på egen hånd.

“Distriktssygeplejersken kom nogle gange forbi og gav os gode råd, men da hun var den eneste sygeplejerske i området, kunne hun ikke blive længe og hjælpe os. Hun forsøgte at hjælpe i de hjem, hvor alle lå i sengen og var hjælpeløse.”

I Kirkely kom familiens læge, dr. Thim, af og til på besøg. Han var ikke videre optimistisk, når han talte med Julies mor om chancerne for helbredelse, men både lillesøsteren, faren og moren fik det nu efterhånden bedre. Værre stod det til med Wilhelm. Med ham gik det kun ned ad bakke. Gartneriet var han slet ikke i stand til at tage sig af, så det måtte Julie klare på egen hånd ved siden af sin sygepassertjans. Udenfor var nattefrosten ved at sætte ind.

Wilhelm forklarede Julie, hvordan hun skulle tildække drivhusenes glas med store måtter for at isolere mod kulden og beskytte planterne.

“Til at begynde med forstod jeg ikke, hvad han mente, eller hvordan jeg skulle gøre det, men til sidst lykkedes det mig at klare det,” huskede Julie.

På et tidspunkt blev hun også selv syg.

“En eftermiddag måtte jeg bare gå i seng. Jeg var så udmattet, at jeg ikke længere kunne holde det ud.”

Hun slap dog med skrækken. Den 14. december kunne Julie fejre sin 15-års fødselsdag, men der blev ingen fest. Ingen huskede hendes fødselsdag det år, knap nok hende selv. Dagen før var hendes storebror Wilhelm nemlig død af den spanske syge.

“Jeg kan ikke huske, at der var andre med til begravelsen end min mor og mig. Far var lige kommet ud af sengen igen, og alle de andre lå stadig syge.”

I kirken talte præsten varmt om den unge gartner, som havde kendt alle i byen.

“Her ligger en mand, om hvem jeg med sikkerhed kan sige: Han havde ingen fjender,” sagde præsten.

De ord bar Julie med sig resten af livet. Hun var sønderknust over tabet af sin bror, og det gjorde hende trist, at gartneriet nu ikke kunne føres videre.

“Jeg, en pige på 15 år, forsøgte at drive gartneriet videre, men selvom jeg havde lært meget i løbet af de to år, jeg havde arbejdet der, vidste jeg slet ikke nok til at føre det videre.”

Kort tid efter parkerede en lastvogn foran familien Hansens hus i Søllested. Bag rattet sad en mand fra en herregård et andet sted på Lolland. Drivhuse, mistbænke og kasser med planter blev læsset på vognen, som snart efter forlod byen i østlig retning. Wilhelms store drøm, som han selv havde kæmpet for at indfri, blev på kort tid skilt ad og kørt væk. Mange år senere huskede Julie tilbage på det og sagde:

“Jeg græd, da de kørte bort med det hele. Det var en meget sørgelig dag, da det hele blev kørt væk. En sørgelig dag og en sørgelig tid.”

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Anbefaling: Abort i et historisk lys

Jeg faldt i et hul, da jeg en dag i påskeferien gik rundt i sommerhushaven og stablede brænde.

Jeg havde høretelefoner på, og jeg kom til at trykke play på første afsnit af podcastserien Retten til abort – en frihedskamp.

Inden jeg havde set mig om, havde jeg lyttet til samtlige episoder af podcasten. Undervejs var jeg i dén grad blevet både oplyst og underholdt.

Derfor følger her en uforbeholden anbefaling af serien.

Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen står bag – to vidende historikere og dygtige formidlere, der fører lytteren gennem adskillige årtier op til året 1973, hvor aborten endelig bliver fri.

Jeg har læst en del om emnet før, men fik nogle store aha-oplevelser undervejs. Fx da jeg hørte afsnittet om Mogens Holst Knudsen (1913-1982), en afholdt praktiserende læge i den sønderjyske by Toftlund. Han blev to gange i 1950’erne og 60’erne dømt og fængslet for at udføre illegale aborter, som han udførte uden at modtage betaling. En helt utrolig historie, som jeg aldrig var stødt på før.

Interessant er det også, at de to værter går så langt tilbage som til 1880’erne for at fortælle om, hvordan det danske samfund stille og roligt begynder at nærme sig et punkt, hvor kvinders ret til at bestemme over egen krop skal tages alvorligt.

Nå, ingen grund til at skrive så meget mere om denne fine serie – den skal jo lyttes.

Det kan du gøre lige her

Du kan også finde den på Apple, Podimo, eller hvor du nu plejer at høre podcast.

Læg også vejen forbi Dorthe Chakravartys hjemmeside, hvor du kan læse mere om de andre podcasts, hun producerer.

14-årige Ellen fra Stevns mistede sin søster og sin mor: ”Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade”

Foto: Lene Vendelbo

Ellen gik rundt og glædede sig til sin store dag. Den 6. oktober skulle hun konfirmeres, og hen over sommeren havde hun derfor trofast fulgt forberedelserne hos den lokale præst.

14-årige Ellen boede på en gård ved den lille landsby Lille Linde mellem Køge og Faxe sammen med sin mor og far og søstrene Karen Sofie på 12 år og Inger på to år. På gården boede også tjenestepigen Johanne.

Der var blevet talt en del om den spanske syge i landsbyen de seneste måneder. Ellen havde hørt mange historier, men endnu var ingen fra deres område blevet smittet. Men da konfirmationsdagen kom tæt på, blev der vendt op og ned på det.

Ellen gik til konfirmationsforberedelse sammen med sin gode veninde Rose. De to piger havde glædet sig til at opleve den store dag sammen, men da den endelig oprandt, kunne Rose ikke være med. Hun var syg af influenza og måtte derfor blive i sengen. Rose døde dagen efter, at Ellen blev konfirmeret.

Senere i livet huskede Ellen, hvor ked af det hun var blevet, da hun hørte om venindens død, og hun huskede også, hvor hårdt ramt Roses familie havde været af tabet:

“Forældrene gik til hendes grav hver eneste dag. Efter morens død en 5-6 år efter, kunne vi se hendes far i mørkningen stå lænet imod gravgelænderet og se på sine kæres grave.”

Hen over efteråret og vinteren blev Ellen vidne til, hvordan epidemien rykkede tættere og tættere på. Flere i landsbyen blev syge, og Ellens mor hjalp til, hvor hun kunne. En dag kom nogle naboer og spurgte Ellens far, om han ville hente deres søn på en gård seks-syv kilometer væk.

Faren fik den unge mand hjem i en sygevogn, og hver dag så Ellen sin mor gå over til nabofamilien sammen med sygeplejersken. Influenzaen var gået over i lungebetændelse, og den unge mand havde hårdt brug for hjælp.

Ellens families jul blev ikke påvirket af epidemien. Hun huskede den som en dejlig jul. Den unge pige, Johanne, som tjente i huset, og de to medhjælpere, som hjalp Ellens far i landbruget, blev der for at fejre højtiden sammen med dem.

Mellem jul og nytår var Johanne til en juletræsfest. Da hun kom hjem derfra, sagde hun, at nu havde hun sikkert fået den spanske syge med hjem, for der var en til festen, der havde haft den. Det var ikke noget, Ellen tog synderligt alvorligt på det tidspunkt. Folk snakkede konstant om den sygdom, og hver gang nogen følte sig det mindste utilpas, kaldte de det straks for spansk syge.

Men måske havde pigen faktisk reddet sig noget til den juletræsfest. For et par dage efter, nytårsmorgen, følte hun sig sløj og måtte blive i sengen.

“Nytårsaften havde vi tændt vores juletræ for sidste gang. Min søster Karen Sofie, Johanne og jeg sad sammen, og mor foreslog, at vi skulle synge en salme. Johanne havde det skidt og havde ikke lyst,” huskede Ellen.

Den 2. januar kørte Ellens forældre Johanne hjem, for det ville hun helst, nu hvor hun havde det dårligt. Samme aften sad Ellen i stuen sammen med sin 12-årige lillesøster Karen Sofie, da søsteren udbrød:

“Jeg har ondt i halsen, jeg tror, jeg har den spanske syge.” Ellen grinede: “Dig og din spanske syge.”

Karen Sofie var jo kun 12 år, og hun forestillede sig altid alle mulige ting, men der var desværre noget om snakken denne gang.

Næste morgen måtte Karen Sofie blive i sengen. “Vi var stadig ikke bekymrede, det lignede bare en almindelig omgang snue,” huskede Ellen.

Snart efter følte også Ellens mor sig sløj. Der kom en gæst på besøg, og Ellen huskede, hvordan hun havde set sin mor sidde og tale med gæsten, mens moren skar tobak til Ellens far. Hun så meget sløj ud.

“Jeg kiggede på min mor og sagde: ‘Jeg tror, du er mere syg end Karen. Du er frygtelig bleg,’” huskede Ellen.

Senere samme dag gik moren i seng. Det var tydeligt, at noget var galt, men det fik ingen i familien til at gå i panik. Der blev ikke målt temperatur, og der blev ikke ringet efter lægen.

Den 4. januar havde både Karen Sofie og moren fået det lidt bedre, men moren bad alligevel faren om at ringe til lægen, så han kunne undersøge datteren. Samme eftermiddag ved to-tretiden dukkede lægen op. Fra da af gik det ret hurtigt ned ad bakke med Karen Sofie.

“Min søster havde ikke været ret syg om morgenen, bare lidt ondt i halsen, men nu fik hun febervildelse. Om eftermiddagen kunne hun slet ikke kende os andre,” huskede Ellen.

Lægen konstaterede, at Karen Sofie havde fået lungebetændelse, mens moren endnu blot havde influenza. Men det var lidt underligt med Karen Sofie, for hun sagde selv stadig, at hun ikke havde ondt, kun en smule i halsen. Lægen gav hende kamfermikstur og salicyltabletter, og det fik hende til at klare en lille smule op, men snart gik det ned ad bakke igen for Karen Sofie.

“Far kom ind til mig, og jeg kunne se, at han græd,” huskede Ellen senere. “’Karen er meget syg,’ sagde han. ‘Hun får det vel bedre?’ spurgte jeg. ‘Vi kan kun bede til, at det sker,’ sagde han.” Herfra gik det rigtig stærkt.

Næste morgen ved syvtiden døde Karen Sofie. Det var naboen, som havde siddet og våget hele natten, der kom ind og fortalte det til Ellen: “Jeg stirrede bare på hende og sagde: ‘Og nu er det mig, der har ondt i halsen.’ Jeg brød hulkende sammen i tårer.”

Karen Sofies dødsårsag blev angivet som hjertelammelse. Måske havde hendes hjerte været svagt, fordi hun som lille havde haft difteri og strubehoste, hvor hun måtte have drænrør gennem halsen og lå på hospitalet. Ellen hørte senere i livet, at der måske kunne være en sammenhæng, men det vidste hun intet om dengang. Hun vidste blot, at hun aldrig mere ville komme til at tale med sin elskede søster.

De næste dage lå Karen Sofie i en hvid kiste hjemme hos familien. Ellen forsøgte at holde sig langt væk fra den.

“På den tid var det almindeligt at sige farvel til sine nærmeste, mens de lå i kisten. Jeg ville ikke. Jeg var bange. Til sidst blev jeg overtalt til alligevel at gøre det.”

Det øjeblik, hvor Ellen lod sit blik falde på den døde søster, brændte sig fast i hendes erindring:

“Karen havde næsten ikke forandret sig, hun havde jo ikke været syg særlig længe. Hun havde sin fine, hvide kjole på og et lille smil om munden. Hun lå i en hvid kiste. Det syn skal jeg aldrig glemme, det er et billede, jeg altid bærer med mig.”

To dage senere fik Ellen at vide, at også hendes mor havde fået lungebetændelse. Ellen forberedte sig på det værste: “Mor var i forvejen ikke af de robuste. Når vi piger spurgte: ‘Kan vi gøre det her til sommer’ eller: ‘Kan vi gøre sådan her til vinter’, svarede hun altid: ‘Måske, hvis vi altså lever så længe.’” Ellens frygt blev til virkelighed.

Den 8. januar hen under aften døde hendes mor. Hun blev 42 år. Hvor Karen Sofie stort set ingen smerter havde haft, var det en helt anden historie med Ellens mor. Hun fik meget stærke smerter i højre side af brystet, da lungebetændelsen satte ind. Ellen hørte sin mor sige, at det var, som om det skar med knive, når hun trak vejret.

I de kommende uger blev flere i den lille landsby syge. Ellen reddede sig også selv den spanske syge og gik glip af Karen Sofies begravelse, fordi hun lå i sengen. Der blev hun liggende i 14 dage. “Jeg husker, at jeg havde en forfærdelig hovedpine og ondt i ryggen. Når sygeplejersken kom for at give mig varme omslag, spurgte jeg, hvad min temperatur var. ‘Det fortæller man aldrig til en patient,’ lød hendes svar.”

Fra tiden omkring sin søsters og mors død huskede Ellen, at alle i byen rykkede sammen og hjalp hinanden. Også selvom alle vidste, hvor stor smittefaren var.

Ellens far kom sig aldrig helt over den tragedie, der havde udspillet sig i det lille hjem. “Far ville ikke acceptere tabet. Jeg kan ikke sige, at han gik fra forstanden, men det var tæt på. Han var overbevist om, at man kunne have gjort meget mere for at redde hans kone og datter. Han hørte en historie om en mand, som havde været meget syg, men som havde fået det bedre, og at denne mand havde fået portvin at drikke. Det gjorde ham rasende, at hans kone og datter ikke havde fået portvin. Han krævede at få en forklaring. Sådan var han omkring mange ting.”

Frustrationen og vreden kom også til at gå ud over nabokonen, som havde været med til at våge over Ellens mor, da hun var allermest syg. Sammen med sygeplejersken havde nabokonen været i soveværelset sammen med moren, mens Ellens far havde siddet og sovet i en lænestol i stuen. Han havde ellers sagt, at han gerne ville være hos sin kone, men den vrisne sygeplejerske havde sagt, at hun havde helt styr på sit arbejde og ikke havde brug for ham omkring sig. Han fik dem til at love, at de ville hente ham, hvis det blev værre.

Da han sad der i lænestolen og blundede, vågnede han pludselig med et sæt, fordi han fik en sær fornemmelse. Han rejste sig og listede ind i soveværelset, hvor hans kone sad op i sengen og sagde:

“De holder mig fast! Hvorfor holder de mig fast?” Han beroligede hende: “Der er ingen, der holder dig fast, læg du dig bare ned og få noget hvile.” Det blev de sidste ord, han udvekslede med hende. Kort efter var hun død.

En tid efter begravelsen fortalte nabokonen ham, at hans kone havde spurgt: “Hvor er far?”, og sygeplejersken havde svaret: “Han er i det andet værelse.” Sygeplejersken var blevet siddende, og nabokonen havde ikke turdet spørge, om hun skulle hente ham.

Ellens far blev så vred, at han i 15 år hverken talte til nabokonen eller så meget som skænkede hende et blik. Det store “hvorfor” blev i det hele taget ved med at hænge som en tung, mørk sky over det lille hjem på Stevns. Og det enorme savn. Skiftende husbestyrerinder flyttede ind de næste år for at løse den praktiske side af det hele, men hjemmet blev aldrig helt igen.

“Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade,” fortalte Ellen.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Dødens skib: Pandemien var med ombord

Da dræberpandemien ramte i 1918, var det amerikanske troppetransporter, som bragte influenzaen til Europa. Ombord på SS Leviathan faldt soldaterne som fluer for sygdommen på vej over Atlanten.

I Hoboken, New Jersey, lå skibet SS Leviathan i slutningen af september klar til afgang. Det mægtige skib var kronjuvelen blandt de mange amerikanske troppeskibe, som havde travlt i disse uger. Dagligt bragte skibene tusinder af friske soldater i land ved den franske kyst. USA’s præsident Wilson sendte så mange mænd af sted som overhovedet muligt i håb om at kunne gøre en hurtig ende på krigen. Han havde ellers et langt stykke hen ad vejen forsøgt at holde sit land ude af verdenskrigen, men i det lange løb var det ikke muligt.

Tyske ubåde havde ved flere lejligheder sænket amerikanske skibe. I 1915 omkom 128 civile amerikanere, da Lusitana blev torpederet og gik til bunds ud for Irlands kyst. Da Tyskland i 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig omkring De Britiske Øer, risikerede alle skibe, der nærmede sig Storbritannien, uanset nationalitet, at blive sænket. Det kunne amerikanerne ikke leve med. Den 6. april 1917 erklærede USA krig mod Tyskland.

SS Leviathan var paradoksalt nok et tysk skib. I 1913 var det med pomp og pragt blevet præsenteret som verdens største passagerskib. Skibet blev døbt Vaterland og indsat på ruten mellem Hamburg og New York. Da krigen brød ud i 1914, var Vaterland netop ankommet til USA, og kaptajnen turde ikke sejle tilbage over Atlanten af frygt for at blive angrebet af den britiske flåde. Først da USA trådte ind i krigen knap tre år senere, kom skibet ud at sejle igen. I mellemtiden havde USA’s hær taget det i besiddelse og omdøbt det til SS Leviathan. Nu blev det brugt til at fragte troppetransporter over Atlanten.

Kæmpeskibet egnede sig perfekt til formålet. Det var så solidt, at ingen tysk ubåd ville kunne sænke det, og derfor behøvede det ikke sejle med destroyer-eskorte. Der var masser af plads om bord. Som passagerskib havde det kunnet rumme 1165 passagerer. I ombygget tilstand som militærskib med tætte køjer var der plads til 6500 mand, og amerikanerne fandt snart ud af, at man faktisk kunne stuve endnu flere mænd sammen på skibet. Hvis soldaterne kunne deles om køjerne ved at skiftes til at sove, kunne skibet snildt rumme 11.000 mand, og der var brug for det. Meldingerne fra Europa var ikke til at tage fejl af. Generalen John Pershing havde fra Vestfronten meldt ud, at han ønskede op mod fire millioner friske soldater i løbet af det næste års tid.

På sin seneste rundtur havde SS Leviathan på hjemrejsen haft en 36-årig mand ved navn Franklin Delano Roosevelt på passagerlisten. 15 år senere skulle han blive valgt som USA’s præsident. I 1918 skulle han efter et ophold i Europa hjem til New York. Undervejs blev han, ligesom en række andre af skibets passagerer, syg af influenza, som også nåede at udvikle sig til lungebetændelse. Da Roosevelt nåede New York, stod hans hustru Eleanor og ventede på ham på havnen i selskab med en læge og en ambulance. Et telegram om hans sygdom var løbet i forvejen, og i al hast blev han bragt på hospitalet, hvor han kom sig. Den danske prins Axel var passager på samme rejse. Ifølge Roosevelt lykkedes det den danske prins og hans følge at holde influenzaen på afstand ved at drikke whisky på overfarten.

På rejsen fra Europa til Amerika i begyndelsen af september havde en del været syge, men det var intet sammenlignet med de rædsler, der skulle udspille sig, da SS Leviathan igen satte kurs mod Europa. Da skibet skulle sejle den 29. september, blev det i første omgang forsinket. Det havde været planen, at soldaterne skulle marchere fra en nærliggende militærlejr til kajen i New Jersey, men mange af dem var allerede så syge, at de knap kunne holde sig på benene under den ellers korte march.

Mand efter mand blev pillet ud af rækkerne og ført tilbage til lazarettet i militærvogne og ambulancer. For de fleste af mændene var det et stort nederlag, når de blev hentet. De havde set frem til at skulle følge deres deling hele vejen til fronten i Europa. Grædefærdige blev de syge mænd ført væk på bårer. Militærlægerne tog det meget alvorligt at få tjekket mændene grundigt inden afgang. Selvom den spanske syge havde været på retur i USA på det seneste, var influenzaepidemien stadig alvorlig. Troppetransporterne var et særligt sårbart sted. Det værste, der kunne ske, var at få smittebærere med om bord på et skib, hvor de skulle leve tæt sammen med tusindvis af andre soldater i små rum med elendig ventilation. Ad flere omgange havde militærlæger advaret mod at overfylde skibene, men det fik ikke de ansvarlige til at skære ned på antallet af soldater.

Tværtimod.

Flere og flere blev proppet på troppeskibene for hver afgang til Europa. Mændene var klar til at gøre hvad som helst for at komme med skibet. En soldat fortalte senere, hvordan han havde skjult sin feber ved at flytte termometeret op over tungen i stedet for at holde det under tungen, hvor lægen havde placeret det. Om bord på skibet blev mændene tjekket igen inden afgang. Før SS Leviathan satte ud, fik 120 mand ordre til at forlade skibet igen, fordi lægerne vurderede, at de var smittet med influenza.

Men da skibet endelig lagde fra kaj og begav sig ned ad Hudsonfloden, var der stadig mange smittede om bord. Det var umuligt for lægerne at fange alle tilfælde. Med en inkubationstid på et par dage kan influenza ikke konstateres i sin indledende fase. Allerede efter en dag på havet var 700 mand syge. Om bord på skibet var heldigvis også omkring 200 sygeplejersker, der skulle til fronten og gøre tjeneste. De fik travlt med at håndtere de mange patienter. På et skib så overfyldt som SS Leviathan, hvor der var langt flere soldater end køjer, var det en stor udfordring at få isoleret de syge fra de raske.

Det blev besluttet at inddrage en hel sektion af skibet til patienter, men der gik ikke længe, før der heller ikke her var sengepladser nok. På dag to døde den første af lungebetændelse, og derefter gik det stærkt. Allerede om natten til den 1. oktober kulminerede det hele i, hvad der i en officiel militærrapport senere blev betegnet som “et sandt inferno”. Sygeplejerskerne styrtede rundt for at komme soldaterne til hjælp. Der lød skrig og klageråb fra de mange senge, og det var ikke kun de syge, der gav lyd. Mange af de raske kunne ikke udholde det syn, der udspillede sig for deres øjne. Hostende og rallende patienter skiftevis spyttede og kastede op på dækket.

Blodet sprøjtede ud af næserne af mange af dem, og ingen havde tid til at tørre det op. De mange kropsvæsker omdannede løbegangene mellem sengene til skøjtebaner, hvor sygeplejerskerne måtte kæmpe for at holde sig på benene.

De forsøgte at give de syge vand og frugt, men mændene kunne ikke holde det i sig. Konstant skulle de hårdtprøvede sygeplejersker tage stilling til, hvem der var raske, hvem der var lidt syge, og hvem der var meget syge. Da skibet den 4. oktober ramte høj sø midt i Atlanterhavet, fik mange mænd det dårligt, men det var svært at afgøre, hvornår der var tale om søsyge, og hvornår det var influenza, og en fejlvurdering, der sendte en rask mand ind til de syge, kunne få fatale konsekvenser. På samme måde skulle mænd, der kun var syge af influenza, holdes på afstand af dem med livstruende lungebetændelse.

Med en hastighed på omkring 22 knob kværnede dødens skib videre på sin færd over Atlanten. Sygeplejerskerne fik næsten ingen søvn. De knoklede konstant for i nogle tilfælde at hjælpe mænd på højkant, i andre tilfælde for at lindre de sidste timer, inden døden indtraf. Flere og flere mænd fik lungebetændelse, og flere og flere døde.

Raske soldater parerede modvilligt ordre, når de i hold blev sendt ud mellem sengene for at samle de døde ind. Besætningerne om bord på troppeskibene havde fået ordre til at bringe døde i land, så de kunne få en ordentlig begravelse, men på flere amerikanske troppeskibe måtte man se stort på denne ordre. Smittefaren ved at beholde de døde om bord var for stor. På nogle skibe kastede man de døde i havet, på andre opbevarede man dem i skibets kølebokse.

Logbogen på SS Leviathan talte sit tydelige sprog om krisen om bord. En dag stod der: “Totalt antal døde: 21. Balsamørerne kan ikke holde trit med antallet af døde.” Senere på rejsen noterede kaptajnen: “Totalt antal døde: 45. Umuligt at balsamere ligene hurtigt nok. Tegn på begyndende forrådnelse hos nogle af dem.”

En strid storm blæste, da SS Leviathan ankom til den franske havneby Brest den 8. oktober 1918. I det øjeblik, skibet lagde til land, var det tydeligt for alle på kajen, at der var noget helt galt. De første folk vaklede fra borde. Soldater med frygt i øjnene. Sygeplejersker med tårer trillende ned ad kinderne. De havde været vidner til frygtelige scener om bord, men i det mindste var de levende.

Ud af de omtrent 11.000 soldater og besætningsmedlemmer, der havde bordet skibet i New Jersey, lå 2000 nu syge. Mange af dem var så dårlige, at de knap vidste, hvem de selv var. 70 var døde og måtte bæres fra borde i kister. De raske hastede i land for endelig at slippe væk fra smittereden. Ud over de 70, der var døde under sejladsen, omkom yderligere 31 i timerne efter, at skibet lagde til. De følgende dage blev dødstallet ved med at stige, efter at patienterne var blevet overført til hospitaler og feltlazaretter på land. Mareridtscenerne om bord på SS Leviathan talte deres tydelige sprog om, at den spanske syge var tilbage.

Anden bølge var i gang, og denne gang skulle den slå til med hidtil uset styrke. Også i Danmark.

*** 

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Tre søstre fra Nørrebro døde af epidemien med få dages mellemrum

Der var sort af mennesker på og omkring Assistens Kirkegård den eftermiddag i oktober 1918, hvor værkfører Jean Hansen måtte tage afsked med sine tre voksne døtre. Den spanske syge havde taget dem med få dages mellemrum.

Foredrag om den spanske syge - læs mere her

Avisreportere vurderede, at tusinder af mennesker havde fundet vej til kirkegården på Nørrebro. Midt i det hele stod en mand, der var opløst af sorg. Jean Hansen, værkfører på en lokal hesteskofabrik, var der for at sige farvel til sine tre døtre. To af dem var født på St. Croix, hvor Jean Hansen i slutningen af 1800-tallet havde fungeret som maskinmester på sukkerkogeriet i Christiansted.

De seneste år havde familien boet på Tagensvej på Nørrebro. De to ældste børn, sønnerne Fritiof og Hjalmar, var for længst flyttet hjemmefra, men de tre søstre, Asta på 30, Ellen på 28 og Karen på 25 år, var alle ugifte og boede hos faren på Tagensvej. Moren var død fem år tidligere.

Nu havde en tragedie ramt værkfører Hansen. Den spanske syge havde fundet vej til hans hjem og havde i løbet af kun fire dage frarøvet ham alle hans tre døtre. Politikens reporter var med ved begravelsen og skrev:

“Da dørene åbnedes til kapellet, trængte alle disse mange mennesker på, og det så et øjeblik helt livsfarligt ud, men stedets alvor greb snart alle sind, og efter at kapellet var fyldt til sidste plads, blev de øvrige roligt stående på kirkegården.”

Samtlige arbejdere samt direktøren fra hesteskofabrikken var til stede for at vise værkfører Hansen deres dybeste medfølelse, men intet har kunnet dæmpe meningsløsheden og sorgen for den midaldrende mand, der har kunnet stå i kirkens kapel og betragte tre hvide kister smykket med en dekoration af røde roser og grønt.

Forrest stod den ældste 30-årige datter Astas kiste, bagved den 28-årige Ellens og den 25-årige Karens. På hver kiste lå en krans fra fabrikken, ligesom også lærernes og lærerindernes vikarforening, hvor de to yngste søstre var medlemmer, havde vist deres sympati.

Pastor Frandsen fra Simeonskirken var selv stærkt bevæget, da han skulle holde sin prædiken. Der hørtes højlydt hulken rundtomkring, mens han kæmpede med at få de højtidelige ord over sine læber. Præsten sagde, at døden i særlig slem grad havde hærget dette hjem på Nørrebro. At den havde frarøvet hjemmet dets tre solstråler på én og samme gang. Tre piger, som ellers havde vist glæde ved deres arbejde og altid spredt glæde i hjemmet.

Præstens tale indeholdt også historien om, hvordan det var gået for sig, da døden var kommet efter de tre søstre. Da den ældste datter var død, havde faren ikke turdet fortælle det til de to andre. De lå nemlig allerede syge, og han ville ikke gøre dem bange for selv at skulle dø. Men da datter nummer to få dage efter også gik bort, havde han ikke længere kunnet bære smerten og sorgen.

Den yngste datter, 25-årige Karen, vidste nu godt, hvad der ventede hende. Ifølge faren havde hun været helt afklaret med det. Hun havde ladet sin far forstå, at hun følte sig klar til at dø. Hun sang salmen ‘Altid frejdig når du går’ for ham og gik derefter over i en sang, hun havde lært af sin afdøde mor. Stroferne til ‘Nu lukker sig mit øje’ blev, ifølge præsten, de sidste ord fra Karens mund, før hun stillede åndede ud.

Præsten endte sin tale med at bede de to sønner om at styrke og støtte deres far. Til tonerne af ‘Dejlig er jorden’ bar arbejderne fra hesteskofabrikken de tre kister ud. Slægt skal følge slægters gang. I familien Hansen var der vendt op og ned på det hele. Det var ikke meningen, at en far skulle stå og overvære jorden blive kastet på sine tre døtres kister, som det nu skete for Jean Hansen. Først kom Astas kiste, derefter Ellens og så Karens. Den stærkt grebne, store forsamling fulgte i dyb bevægelse de tre kister til fællesgraven på kirkegårdens nordlige ende tæt på Jagtvej, hvor trafikken trak sig forbi i en fast rytme på den anden side af muren.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Kødspiseren vs. Vegetaren. Da Bøffen løb om kap med Bananen

“Jeg vil løbe Sjælland rundt. Og jeg vil, mens dette står på, kun leve af æbler og bananer og kun drikke vand!”

Sådan proklamerede en 42-årig herre ved navn S.M. Breckvoldt i Politiken i 1908. Breckvoldt var træt af postulater om, at kødspisere skulle være stærkere og mere udholdende end vegetarer. Selv havde han levet som vegetar i årevis, og nu ville han vise hele Danmark, hvad han kunne.

Det hele var begyndt nogle dage før som en fiks idé i avisens spalter. Det var agurketid, og en tung hedebølge lå over Danmark. Den 18. juni kunne man således læse i Politiken, at det var en strålende lysegul sommerdag. “Byen stønnede ved varmen,” skrev avisen. “Nedslåede droskevogne luntede langsomt gennem gaderne, hestene var løbet varme. Asfalten begyndte at dufte lidt lumsk.”

En af avisens journalister fik et spontant påfund og luftede det over for læserne: “Det kunne interessere at høre vore læseres mening. Hvem tåler varmen bedst? Vegetaren eller kødspiseren? Hvem er den kraftigste, den mest energiske, den mest udholdende?”

Spørgsmålet var gemt godt væk i en lille note inde midt i avisen. Men det skulle vise sig at sætte gang i en større debat. Det varede ikke længe, før Breckvoldt henvendte sig til avisen. Han præsenterede sig selv som atletikudøver. Han var med egne ord i rigtig god form – og så var han vegetar. Han havde ikke rørt kød i 10 år. Det seneste halve år havde han levet af frugt og franskbrød.

Politiken slog til med det samme. Dét skulle nok blive til en god historie. Men for at gøre historien endnu bedre, ville redaktionen gerne have en konkurrent til Hr. Breckvoldt. “Er der mon nogen kødspisende sportsmand, der vil vove dysten?” spurgte avisen dagen efter.

Det var der. Inden længe havde Carl Hector meldt sig på banen. En ung mand på 21 år, som til daglig var ansat som kommis. Og så elskede han kød. Han sagde til Politiken: “Jeg nægter ikke, at jeg sætter pris på en bøf med løg, en kotelet eller forloren skildpadde.”

Den store duel var nu linet op: Bøffen mod Bananen. Sådan titulerede Politiken selv de to kombattanter.

“Det er ikke blot kamp mellem to sportsmænd, det er kamp mellem to opfattelser, to livsanskuelser,” skrev avisen 24. juni og fortsatte: “I morgen kl. 10 minutter i 7 starter de to kække mænd, der i deres skjold fører bananens og bøffens mærke”.

Det var ikke længere bare en lille note. Nu var det forsidestof. Over hele landet fulgte avisens læsere med spænding duellen.

Satsede på saftige bøffer

Dagen efter satte bøffen og bananen ud fra Akademisk Boldklubs baner på Tagensvej. De løb over Rådhuspladsen og videre ud af København i sydlig retning.

Ruten gik over Køge til Vordingborg, Næstved, Slagelse, Kalundborg, Roskilde, Frederiksværk, Helsingør og tilbage til København. Sjælland Rundt. Og så forfra, én gang til. Over 800 kilometer i alt skulle de to løbe. Følgecyklister skulle sørge for bananer og æbler til Breckvoldt, mens Hector satsede mere på at få en saftig bøf i ny og næ på de kroer, han kom forbi.

Breckvoldt tog føringen med det samme. Bananen løb igennem, mens bøffen satsede på noget, der mindede mere om kapgang. Han satsede på udholdenhed frem for fart. Mens Bananen lå og sov i Køge efter sin første etape, stavrede Bøffen stille og roligt forbi og fortsatte helt til Vordingborg.

Bøffen gik hele natten. Da han næste dag lå og sov i Vordingborg, løb Bananen forbi uden for vinduet og tog igen føringen.

Men Bananen havde et problem. Allerede da han den første aften var kommet frem til Køge, var hans fødder fyldt med store vabler. Før den store udfordring havde han bestilt fem par helt nye sko hos en skomager i København. Han lod journalisterne forstå, at han forventede at slide dem alle op. Bananen valgte altså at løbe i helt nye sko, som ikke var løbet til, og så havde han oven i købet valgt en model med tynde lædersåler. Bøffen, derimod, havde solide vandrestøvler med tykke såler.

Vablerne var slemme, men Bananen bed tænderne sammen. Han kæmpede sig til Næstved, hvor han tog en overnatning.

Igen overhalede Bøffen, som nu nåede helt til Kalundborg. Kødspiseren begyndte for alvor at trække fra.

Bananens problemer blev kun større. På sin næste løbetur kunne han ikke nå helt på omgangshøjde med Bøffen. Og da han dagen efter nåede frem til Kalundborg, var Bøffen allerede på vej videre.

Måtte tage aftentoget hjem

I Kalundborg kom en læge forbi og så til Bananen. Politiken skrev om det i et par telegrammer:

“Kalundborg, søndag 10.55: Ved ottetiden ankom Hr. Breckvoldt til Kalundborg Hotel, dygtig og træt og meget medtaget efter det lange løb i den tidlige morgen. Hans puls steg til 70, og såvel lunger som hjerte fungerede normalt. Fødderne var derimod ikke i den bedste stand, idet de var meget ophovnede. Han havde under løbet spist 1½ appelsin, 1 æble og 1 banan samt drukket 1 glas vand. Det havde blæst temmelig stærkt, ligesom vejret havde været meget tåget. Umiddelbart efter ankomsten gik Hr. Breckvoldt til sengs og sov de retfærdiges søvn. Han skal vækkes imellem 4 og 5 i eftermiddag og agter derpå straks at begive sig til Holbæk.”

Sådan skulle det ikke gå. Timer senere, klokken halv syv om aftenen, fulgte et nyt telegram:

“Breckvoldt har opgivet væddeløbet på grund af, at hans fødder er stærkt ophovnede og fyldte med sår. Læge H. Møller har udstedt en lægeerklæring gående ud på, at hans fødder er meget dårlige, så at han ikke ville kunne fortsætte turen.”

Slukøret måtte Bananen tage aftentoget hjem til København. Bøffen, derimod, fortsatte ufortrødent. Dog besluttede han sig for at nøjes med at løbe Sjælland rundt en enkelt gang.

Mens en skuffet Breckvoldt sad i aftentoget på vej hjem, fik Hector sig en bøf og en portion rabarbergrød på Svinninge Hotel. ”Et stort nederlag for vegetarismen,” skrev Politiken dagen efter.

50.000 tilskuere heppede på Bøffen og Bananen

“Spis bare bananer, men efter bøf!”

Sådan stod der på et af de bannere, en gruppe unge slagtersvende stod med i vejkanten ved Valby Bakke i 1931.

Der var gået 23 år, siden Hector og Breckvoldt som Bøffen og Bananen havde løbet om kap på de sjællandske veje. Debatten mellem kødspisere og vegetarer var ikke kølnet i de mellemliggende år. Snarere tværtimod. En af de fremmeste fortalere for en kødfri kost var lægen Mikkel Hindhede, en af de mest markante stemmer i kostdebatten i de år. Hindhede var med til at puste til den ild, som fik Politiken til at genoplive væddeløbet mellem Bøffen og Bananen i 1931.

Det hele begyndte med, at en slagtermester Randrup havde holdt et radioforedrag om kød. Her påstod han, at mennesker måtte have kød, fordi kød gav styrke. Mikkel Hindhede reagerede straks. Han udfordrede slagtermesteren til duel. Hindhede ville ikke selv stille op til dysten, men det ville hans berømte laboratoriekarl Frederik Madsen.

Madsen var manden, der gjorde det muligt for Hindhede at prøve sine teorier om kost af i praksis. Han blev udsat for adskillige forsøg i Hindhedes laboratorium, og han var i lange perioder på strenge diæter, hvor han fx kun måtte spise margarine og brød.

Nu skulle han dyste mod kødspiseren Randrup. Denne gang en duel på cykel. Randrup og Madsen skulle cykle fra Valby Bakke til Roskilde og retur. En noget mere overkommelig omgang end 23 år tidligere rent sportsligt. Som folkelig begivenhed gik det til gengæld helt amok.

“Næppe nogensinde tidligere har Roskilde Landevej bølget af mennesker som til løbet mellem Bøffen og Bananen i går,” skrev Politiken. – “Det er næppe for meget sagt, at 50.000 tilskuere overværede det mest spændende cykelløb, der er kørt i Danmark.”

I tiden op til løbet skrev avisen spalte op og spalte ned, og optakten til løbet var i avisen kædet tæt sammen med tidens generelle debat om kost, sundhed og det gode liv. Læserne kunne også følge med i, hvordan de to havde forberedt sig til løbet. Madsen spiste bananer i lange baner, mens Randrup undtagelsesvist droppede spiritus og tobak.

Den 7. juni kl. 11.03 lød startskuddet.

“Der åbnede sig en kile mellem de to tætte mure af mennesker, og så spurtede de to cyklister ud ad Roskilde Landevej. Madsen i knæbenklæder og løs manchetskjorte, Randrup i hvid kittel og lange, sorte benklæder,” skrev Politiken.

Det regnede, men folk blev stående. Hele vejen fra København til Roskilde stod der tilskuere og jublede. Der var medvind hele vejen til Roskilde, og de to ryttere holdt en god fart og fulgtes ad. Mikkel Hindhede sad i en kontrolbil, der fulgte Bananen tæt hele vejen. Randrup blev ledsaget af en bil med slagtermestre fra København. De havde efter sigende udlagt depoter med bøffer undervejs på ruten. Madsen måtte derimod nøjes med den banan og en kop kærnemælk, som Hindhedes barnebarn stod klar med i Roskilde.

På vej tilbage mod København var der strid modvind. Da de nærmede sig målstregen, var det stadig helt tæt, og der udbrød lidt af et kaos.

Bøffens tilhængere sluttede sig sammen om ham, før han var kommet over målstregen. De løftede ham af cyklen og bar ham i guldstol det sidste stykke over stregen.

Samtidig røg bananen i asfalten. En bakkende bil ramte ham, så han styrtede. Han kom dog hurtigt op igen og kunne trille over stregen.

Den officielle tid fortalte, at Bøffen var kommet i mål to sekunder før Bananen.

Ligesom i 1908 havde vegetarismen tabt.

***

Hele historien om Bøffen og Bananen bliver fortalt i et afsnit af podcasten Vild Historie. De to værter har besøg af historiker Dorthe Chakravarty, som er forfatter til bogen ’Husmor i en rationeringstid’.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Diverse udgaver af Politiken 1908 og 1931.

‘Kampen mellem Bananen og Bøffen – Kost, krop og sundhed primo 1900’ af Per Jørgensen.

Velklædt moselig fra Djursland blev næsten glemt

Foto: Nationalmuseet

For nylig var jeg i Nimtofte på Djursland for at holde et foredrag. Alle de små fortællinger, jeg delte denne aften, kredsede om døden som tema.

Da jeg sad og forberedte foredraget, gik det op for mig, at Huldremosekvinden måtte med denne aften. Et blik på danmarkskortet viste nemlig, at der kun var ganske få kilometer mellem det nedlagte mejeri, hvor foredraget fandt sted, og den lokation, hvor dette utrolige moselig dukkede op for snart 150 år siden.

Jeg skrev om Huldremosekvinden i bogen Danmark før os. En bog, hvor jeg sammen med min medforfatter Linda Corfitz fortalte danmarkshistorien gennem 50 genstande. Under arbejdet med bogen stillede en lang række forskere fra Nationalmuseet deres enorme viden til rådighed.

Historien om Huldremosekvinden bidrog Ulla Mannering gavmildt til. Hun er forskningsprofessor og arkæolog med speciale i forhistorisk dragt-, tekstil- og skindproduktion.

Og lige netop klædedragten er det, der gør Huldremosekvinden helt speciel. Den får hende til at skille sig ud fra andre mere berømte moselig. Faktisk er Huldremosekvinden blevet kendt som det måske allermest velklædte af alle de verdensberømte danske moselig.

I maj 1879 skrev Grenaa Avis om et lig, der var dukket op i en tørvemose ved Ramten og Stenvad på Djursland:

”Den døde lå med hovedet mod vest. Det kunne konstateres, at der var tale om en voksen kvinde formentlig af ret spinkel bygning … Kvinden lå med optrukne ben og overkroppen drejet til siden.”

Det var en tørveskærer ved navn Niels Hansen, der under arbejdet var stødt på et lig. Der blev sendt bud efter distriktslægen og den lokale politimester.

Først var der en mistanke om, at det drejede sig om en lokal mand, der var forsvundet kort forinden. Den teori blev dog snart skudt ned. Der var tale om en kvinde, og lægen kunne konstatere, at hun var ”som en mumie, næsten hele muskulaturen var indsvundet og huden indtørret som pergament af udseende som en røget flæskeskinke og stærkt sammenskrumpet.”

Hun skal blive kendt som Huldremosekvinden, og hun er som nævnt helt utroligt velklædt.

På underkroppen bærer hun et langt, vævet uldskørt med tern, mens et tørklæde i uld er viklet om hovedet og halsen. En lille dragtnål fremstillet af en fugleknogle holder tørklædet fast under den ene arm. To fint forarbejdede skindkapper har gjort det muligt for kvinden at holde varmen i de våde og kolde vintermåneder. Den inderste kappe er forsynet med hele 22 lapper og er temmelig slidt. Den yderste er i noget bedre stand. Begge er syet sammen af forskellige brune og hvide fåreskind.

Hvordan hun er død, ved vi ikke. Hendes højre arm har fået et voldsomt hug, men der er ingen håndfaste beviser for, at kvinden skulle være blevet slået ihjel, sådan som man har set det hos andre berømte moselig. Grauballemanden blev tilsyneladende henrettet med et snit gennem halsen, mens Tollundmanden blev hængt. Huldremosekvinden, derimod, er tydeligvis blevet behandlet nænsomt og respektfuldt. Måske er hun blevet ofret til guderne. I hvert fald ved vi, at folk på samme tid netop i moserne nedsænker mange andre offergaver.

Efter fundet bliver liget begravet på en lokal kirkegård. Hun må dog graves op igen, da der tikker et telegram ind fra Nationalmuseet i København. Her vil man gerne kigge nærmere på kvinden. Efter opgravningen får distriktslægen sin kone til at vaske kvindens fine gamle klæder. Hun skal åbenbart se godt ud, når hun skal med damperen til København.

”Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være blevet renset. Alt er i behold og bliver snarest indsendt,” skriver lægen i et brev til Nationalmuseet.

Heldigvis holder tøjet til denne behandling, og snart ankommer det sammen med moseliget til København. Her viser det sig desværre, at museets interesse alligevel ikke er så stor. Ingen forstår åbenbart, hvor unikt dette fund er, og i 1904 bliver liget givet videre til Københavns Universitet. Heller ikke her er der synderlig interesse, og derfor ender Huldremosekvinden med at tilbringe de næste 70 år i en trækasse under et skrivebord, inden hun kommer tilbage til Nationalmuseet.

På det tidspunkt blæser der nye vinde. Interessen for moselig er blevet meget større. Det begynder at gå op for forskerne, at der er tale om et unikt fund.

I dag er Huldremosekvinden udstillet på Nationalmuseet i København.

Læs mere om Huldremosekvinden på Nationalmuseets hjemmeside.

Jeg skriver mere om hende i bogen Danmark før os. Bogen udkom på People’s i 2021.

Historien om Huldremosekvinden er også med i foredraget Tingene fortæller. Foredraget er en oplysende og underholdende rejse gennem 12.000 års danmarkshistorie. Det kan bookes i hele landet.

Læs mere om alle mine foredrag her.

Den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn

Da Lillebæltsbroen blev indviet d. 14. maj 1935, var den kombinerede vej- og jernbanebro Danmarks hidtil største byggeri og et stærkt symbol på, at landet styrede mod bedre tider efter krisetiderne i begyndelsen af årtiet.

Alting var i bevægelse.

I midten af 1930’erne slog det for alvor revner under det gamle Danmark, og det nye var ved at finde sin form. Et af de stærkeste symboler på forandringen var den nye Lillebæltsbro, som blev indviet den 14. maj 1935. Den gamle færge blev taget ud af drift, og Danmarks første lyntog blev samtidig sat på skinner. Fra den ene dag til den anden blev rejsetiden mellem København og Aalborg forkortet fra ti timer til seks en halv.

Lillebæltsbroen var det hidtil største byggeri i Danmark. Den 57 meter høje og 1.125 meter lange kombinerede vej- og jernbanebro over Lillebælt stod som et stærkt symbol på, at Danmark styrede mod bedre tider. Med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var man ved at lægge de hårde kriseår i begyndelsen af 1930’erne bag sig. Den monumentale bro og de topmoderne dieseldrevne lyntog fortalte historien om et progressivt, fremadbrusende land.

På åbningsdagen nåede Kong Christian knapt at holde sin tale, før utålmodige fynboer sprængte politikæden og satte i løb over bilbroen. Herefter fulgte kolonner af fynske biler, pyntet med bøgeløv, og ført af mænd med høje hatte. Og samtidig blev lyntogene Kronjyden og Østjyden sluppet løs på jernbanebroen ved siden af. Topmoderne tog, der med en rasende fart af 120 kilometer i timen kunne fragte passagerer fra den ene ende af Danmark til den anden på uhørt kort tid.

Trafikminister Friis-Skotte talte bevæget om, hvordan broen – den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn, som aviserne kaldte den – knyttede Danmark tættere sammen. Og digteren Hans Hartvig Seedorf skrev et hyldestdigt, hvor de sidste strofer lød:

En Drøm om Fremtid hviler paa de stærke,

de støtte Piller, – staar der Lykke bag?

Eet ved vi, – at det næste Nu skal mærke

hvor denne Vej har omskabt Folkets Dag.

Det er, som selv vi hører Tiden vende

ved dette møde mellem Kyst og Kyst –

Fuldført er Værket; Broens faste Spænde,

Der samler Bæltet under Danmarks Bryst.

”En drøm om fremtid,” skrev Hartvig Seedorf. Drømmen om alt det nye, det moderne, var allestedsnærværende i Danmark i midten af 1930’erne. Aviserne og bladene skrev side op og side ned om lyntog, automobiler og flyvemaskiner. Alt var i bevægelse.

I eftertiden er 1930’ernes Danmark ofte blevet forbundet med økonomisk krise, elendighed og krigsfrygt. Men der var også andre kraftige strømninger i det danske samfund. Den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, var uden sammenligning den største og mest dybtgående krise, den vestlige kapitalistiske verden havde været udsat for.

Den ramte også Danmark hårdt med stor arbejdsløshed til følge, men det var primært landbruget, der blev ramt. Den danske industriproduktion var forholdsvis beskeden, og der blev mest produceret til hjemmemarkedet.

Landbruget, derimod, levede af eksport, først og fremmest til England, og som så mange andre lande reagerede englænderne på krisen med protektionisme. Man forsvarede sin egen produktion ved at lukke næsten helt ned for import. Det ramte de danske landmænd hårdt, og i begyndelsen af 1930’erne steg antallet af tvangsauktioner på landet dramatisk.

Krisen på landet satte ekstra skub i den bevægelse fra land til by, som havde stået på i flere årtier. I løbet af 1930’erne forsvandt 145.000 fra landbruget, og stort set alle søgte mod byerne. Det var den bevægelse, der i løbet af 1930’erne fik balancen til at tippe én gang for alle: Danmark var nu ikke længere et bondesamfund, men et industrisamfund.

Et industrisamfund er også et bysamfund. Forandringen handlede ikke kun om, hvad folk var beskæftiget med, men også hvordan de levede. Ikke mindst i deres fritid – et begreb, der også hørte det nye Danmark til. I de elektricitetsoplyste byer meldte den moderne verden sig nu for fuld kraft. Gaslamperne var efterhånden forsvundet helt fra bybilledet, og i 1936 blev København lyst op af 5.000 automatisk styrede ellamper.

Ikke bare i det offentlige rum, men også i hjemmene, revolutionerede elektriciteten danskernes hverdag. Folk anskaffede sig strygejern, vaskemaskiner og støvsugere. Lysekroner med elpærer, elektriske komfurer og radioapparater. Koks, petroleum og gas måtte vige. I ugebladene kunne man læse artikler om den elektriske husmor, og i hovedstadens stormagasiner kunne man køre på elektriske rulletrapper, mens facaderne i aftenmørket lyste op i et hav af neon.

Rutebiler, lastbiler og hyrevogne blev en markant del af gadebilledet. I 1936 var der indregistreret 135.000 automobiler i Danmark, et antal der var steget med omkring 50.000 siden depressionens begyndelse. Midt i 1930’erne åbnede også den første S-togstrækning i København, og i 1936 blev det muligt at flyve til Aalborg fra Kastrup Lufthavn, der var åbnet 11 år tidligere.

Nogle historikere har kaldt perioden for det moderne gennembruds anden fase. Mobilitet og bevægelse var tidens store mantra. Ud over Lillebæltsbroen blev der i midten af 1930’erne også bygget bro over Storstrømmen og Limfjorden. Broerne vidnede om Danmarks tekniske formåen. Og de fortalte samtidig historien om et samfund, som var i hastig bevægelse fremad.

Det var den tidsånd, arkitekten og filmskaberen Poul Henningsen (PH) i 1935 ville portrættere i den stærkt omdiskuterede Danmarksfilmen. Filmen viste klassiske danske landskaber, men ikke som stillestående, idylliske postkort. Derimod var dynamikken, bevægelsen og fremskridtet hele motoren i filmen, som PH tænkte som hyldest til det moderne Danmark, hvor natur og industri gik op i en højere enhed. Rastløse optagelser af maskiner, færger, toge og biler i konstant bevægelse. Roterende vindmøller, kværnende industrimaskiner og traktorer.

PH ville skildre den frigørelse af mennesket, som den teknologiske udvikling medførte i datidens Danmark. Filmen var et meget præcist portræt af de brydninger, der fandt sted i de år, men alligevel blev den en kæmpefiasko. Danskerne befandt sig midt i en brydningstid, men de var ikke klar til at se traditionelle danske symboler blive behandlet på den måde. Synet af gamle bondehuse, der blev revet ned til tonerne af moderne jazzmusik, var for meget af det gode for mange danskere.

På den vis blev også Danmarksfilmen fortællingen om det nyes kamp mod det gamle. Et sammenstød og en kontrast, der gennemsyrede alt i Danmark på den tid. På den ene side var dele af landbefolkningen så fattige, at de måtte sulte og var plaget af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme. På den anden side slog moderne byboere sig løs med lydfilm fra Hollywood – biografstykker, som man kaldte dem i samtiden. Helt nye fortællinger og forbilleder blev gennem filmene fra Hollywood bragt ind i det danske samfund.

Noget af det, de urbane strømninger førte med sig, var, at det hele skulle være vildere, højere og hurtigere. Drømmen var at flytte grænserne og gøre det, der tidligere havde været umuligt. Der blev sat rekorder, og der blev bygget større og længere og flottere.

Det hele var i bevægelse.

--

Artiklen blev oprindeligt bragt på POV International.

I bogen Svømmepigerne kan du læse meget mere om 1930’ernes Danmark.

Tommy Heisz holder også foredrag om 1930’ernes Danmark. Læs mere her