“Man sagde, at han bar det godt.” Lægen fra Haslev mistede hele sin familie under den store pandemi

Af Tommy Heisz

Ove Bruun Pedersens tre børn døde i løbet af få dage i 1919. (Faxe Kommunes Arkiver)

Efter at have raset i over et halvt år slog den spanske syge stadig hårdt mange steder i landet i begyndelsen af 1919. Det gjaldt fx i den sjællandske by Haslev. Netop som 1918 blev til 1919, afgik byens bagermester Ibsen ved døden efter at have været bevidstløs siden juledag. Spansk syge i forbindelse med en hjernelidelse havde slået den afholdte bager ihjel, kunne en af de lokale aviser meddele.

Haslev var et typisk eksempel på en lille dansk stationsby i 1919. Byen var først for alvor skudt op nogle få årtier tidligere, da jernbanen mellem Køge og Næstved blev anlagt. Nye huse var blevet bygget, og en række butikker var skudt op på byens hovedstrøg, som strakte sig fra stationen op til kirken øverst på en bakke. Haslev havde et jernbanehotel, et mejeri, et andelsslagteri, en biograf, flere skoler og små 4000 indbyggere.

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

Byens borgere var bange for den dødbringende influenza. Efter et fald i antallet af tilfælde virkede smittetallene til at stige. Ikke blot i Haslev, men også mange andre steder på Sjælland. I Roskilde var epidemihuset fuldt belagt, og på en stor avlsgård ved Svenstrup havde alle 40 mand lagt sig med spansk syge. Lærer Villadsen fra Asnæs Kommuneskole mistede sin 28-årige hustru, som var blevet syg julenat på vej hjem fra en juletræsfest.

Jernbanehotellet og stationen i Haslev i 1918. Foto: Poul Balle-Petersen / Faxe Kommunes Arkiver.

Amtslægen gav udtryk for sin bekymring og mente, at denne genopblussen af den spanske syge skyldtes de mange sammenkomster ved juletid. Juletræsfester, juleaftener i de små hjem og senere nytåret, som skulle skydes ind i festligt lag med familie, venner og bekendte. Det havde været for tidligt at se stort på epidemien og begynde at samles igen på denne måde, vurderede lægen.

Henrik Pedersen var 11 år, da den spanske syge kom til byen. Han var søn af et landpostbud og boede i udkanten af Haslev. Da han senere i livet nedfældede sine barndomserindringer, huskede han den skæbne, der overgik nabofamilien i de første dage af 1919:

“Jeg mindes ikke, at nogen af os i Søndermarkshuset havde sygdommen, men derimod ramte den hele familien hos Lars Larsen, alle fire medlemmer lå i sengen. Bedstefar gik over og passede kreaturerne og havde mad med til dem fra mor. De tre af dem overvandt sygdommen, men lille Karen døde. Det gjorde et meget stærkt indtryk på os børn. Nok havde vi før mødt døden, men da havde det altid været gamle mennesker, men at et barn på vores alder kunne dø, det var næsten ikke til at fatte. Jeg husker tydeligt den dag, mor kaldte på os, og vi stod i vor gangdør og så ligvognen køre bort med lille Karen,” huskede Henrik Pedersen.

Kirkebøgerne for Haslev Sogn viser, at Karen døde den 4. januar 1919 – to dage efter sin femårs fødselsdag.

Som en af byens blot to læger var Ove Bruun-Pedersen en travl mand i disse uger. Han tog imod patienter i sin konsultation i Vestergade i bymidten og besøgte syge rundtomkring i hjemmene. Han havde ikke kun ansvar for patienter i selve Haslev, men også i oplandet. Ofte spændte han derfor hestene for vognen og kaldte på kusken, så de kunne tage en runde og se til folk på gårdene omkring byen.

Ove Bruun-Pedersen var en rutineret læge på 47 år. Efter en opvækst på Frederiksberg, hvor hans far havde været docent på Landbohøjskolen, havde Ove selv uddannet sig som læge og fik i 1905 sin egen praksis i den sydsjællandske stationsby. Her slog han sig ned sammen med sin otte år yngre hustru Johanne, som han var blevet gift med i 1908. Deres første barn, Karen, kom til verden i 1911. Tre år senere fulgte Margrethe, mens lillebror Jørgen som familiens yngste blev født i 1915.

Ove Bruun-Pedersen var meget vellidt i det lille lokalsamfund. Lægen var kendt for sin store kærlighed til heste. I gården bag sin konsultation inde i byen havde han selv en lille stald, hvor hestene kunne opholde sig, når han ikke var på runde med dem. Når vognen skulle spændes for, gjorde han det selv, og Bruun-Pedersen fik meget tid til at gå med at tage sig af sine heste. I januar 1919 havde han dog ikke megen tid til den slags sysler. Ove Bruun-Pedersen skulle rundt til flere og flere syge på sine daglige runder.

Hos mange familier var folk i overhængende livsfare på grund af den spanske syge. Der var brug for assistance. Flere måtte indlægges. Hvis de blev liggende derhjemme, var det lig med den sikre død. “I hjem, hvor sygdommen er kommet til udbrud, angribes ofte hele husstanden. Under sådanne forhold volder det ofte vanskeligheder at få passet de syge,” skrev en lokal avis i de dage.

Den 10. januar blev en gammel mølleejendom i Haslev derfor indrettet som midlertidigt sygehus. En lokal snedkermester donerede senge, og flere af byens borgere mødte op med tæpper og lagner. I den lokale avis blev der annonceret efter frivillige, der kunne hjælpe til på det nyoprettede hospital, og flere damer meldte sig hurtigt. De kom under ledelse af frk. Magda Stenersen, en uddannet sygeplejerske, der blev tilkaldt fra København. I løbet af blot et døgns tid lykkedes det Haslevs borgere at få etableret et nødhospital, der kunne tage imod patienter og være med til at aflaste Garnisonshospitalet og de lokale læger.

Byens biograf og skoler blev lukket ned, og i de lokale aviser blev der henstillet til folk om at være særligt tålmodige og hjælpsomme over for telefondamerne, når man skulle gennemføre et opkald. Over halvdelen af damerne på Haslev Telefoncentral var nemlig sygemeldte med influenza, og resten kæmpede for at holde trit.

Den 12. januar, allerede dagen efter åbningen af det interimistiske hospital, døde den første patient. Hustruen til en lokal børstenbinder nåede knap at være indlagt, før den spanske syge gjorde det af med hende. Samtidig hastede Ove Bruun-Pedersen rundt til de mange hjem. Han måtte skynde på kusken og sørge for hele tiden at være på farten. Lægen var under et voldsomt arbejdspres, og så havde han fået en bekymring mere: Der var noget, der tydede på, at han måske havde taget smitten med sig hjem til huset på Vestergade. I hvert fald viste Johanne og børnene symptomer på at have fået den spanske syge.

I midten af januar skrev en lokal avis: “I de sidste dage har den spanske syge grebet om sig i Haslev og omegn med en foruroligende voldsomhed. I uhyggeligt mange hjem har den onde og lumske sygdom vundet indpas, lægerne er overlæssede med arbejde, byens to sygehuse er så overfyldte, at mange dødssyge mennesker ikke kan få plads på dem. Afholdshotellet skal nu også indrettes til interimistisk sygehus. I de sidste døgn er forefaldet adskillige dødsfald alene her i byen.”

Hvis man som Haslev-borger ikke blev ængstelig af at læse sådan en omgang, var der god grobund for frygt i de mange historier, der florerede på gader og stræder og i avisernes øvrige notitser om skæbner, der overgik familier i andre sjællandske småbyer. I Sdr. Jernløse lå bolsmand Christian Larsen syg af den spanske og havde netop mistet sin hustru til samme sygdom. Parrets fem ukonfirmerede børn lå også syge fra en ende af. I Skuderløse døde brugsuddeler Olsen i en alder af 40 år. Butikken stod nu lukket, og hustruen måtte finde en måde at klare sig på sammen med parrets seks børn, hvoraf den ældste kun var ti år. Og i den lille by Høsten døde teglværksarbejder H. Nielsen af den spanske syge blot få dage efter, at hans hustru også var død. Fem børn stod nu forældreløse tilbage.

Midt i alle tragedierne viste sig også små lysglimt. Historier om folk, der skød brystet frem og gjorde noget for andre. Fra gymnasiet i Haslev blev der af frivillige arrangeret uddeling af mad til byens syge. Spejderne cyklede rundt i byen for at få måltiderne frem. Og fra Gørslev forlød en historie om en frisk lærerinde, der tog fat, da begge landpostbude i området blev syge. Lærerinden frk. Hansen tilbød resolut at overtage den ene af ruterne. Hun gik alligevel ledig, nu hvor den lokale skole var lukket ned på grund af epidemien. Skolerne i området var nu lukket ned for tredje gang under epidemien.

I Haslev oplevede både Jernbanehotellets ejer, mælkehandleren og en lokal købmand at miste deres unge hustruer til den spanske syge. Mange børn mistede også deres forældre i disse uger. Fælles for de mange familier var, at de knap kunne nå at forholde sig til, at deres nærmeste var syge, før tilstanden var så slem, at de næsten ikke kunne komme i kontakt med dem længere.

Sådan må lægen Ove Bruun-Pedersen også have oplevet det, da den spanske syge pludselig blev en del af hans privatliv. Epidemien var ikke længere blot en usynlig fjende, som han med sin faglighed og rutine skulle forsøge at tackle efter bedste beskub. Nu var den kommet inden for hans egen families fire vægge, og den viste ingen nåde.

12. januar døde Jørgen. Ove og Johannes yngste barn blev kun tre et halvt år gammelt. Blot to dage senere, den 14. januar, tog den spanske syge også den ældste datter Karen. Hun blev syv år. Johanne lå stadig syg sammen med fireårige Margrethe, men heller ikke de to skulle klare den. Den 16. januar skrev den lokale avis:

“Læge Bruun-Pedersen har haft den store sorg også at miste sin hustru, der døde i nat. Han har nu kun sin yngste datter tilbage, og hun er meget syg.”

Faktisk nåede avisen ikke engang at komme i trykken, før den sag ændrede sig igen. Få spalter længere fremme fik læserne følgende ord:

“Efter at ovenstående var skrevet, erfarer vi, at dr. Bruun-Pedersens tredje og sidste barn i dag er afgået ved døden.” Så hurtigt kunne det gå. Fire dage tidligere havde de været fem i huset i Vestergade. Nu var Ove Bruun-Pedersen alene. Lægen har vidst alt om, hvad der var på spil, da de første symptomer viste sig i begyndelsen af januar. Han vidste også, at der var en vis sandsynlighed for, at det var ham, der efter et af sine mange sygebesøg havde bragt smitten med sig hjem.

Få dage senere, på en råkold mandag, “hvor alle forårsfornemmelser stivnede”, som en avis skrev, måtte Ove Bruun-Pedersen gå den tunge gang fra hjemmet til byens kirkegård. Det gik op ad bakke de få hundrede meter fra Vestergade til Haslev Kirkegård, som denne mandag kunne ringe med klokkerne for hele seks jordfæstelser. Fire af begravelserne gjaldt Bruun-Pedersens hustru Johanne og de tre børn, som skulle stedes til hvile i den samme grav.

Lægen havde bedt om, at begravelsen måtte foregå i stilhed, men talrige af byens borgere var mødt op for at vise deres sympati. Provst Weber talte ud fra Jesu afskedsord til apostlene:

“I min Faders hus er der mange boliger, og jeg går forud for at berede Eder sted.”

Provsten omtalte Johanne som en god støtte for sin mand og som en kvinde, der altid havde været yderst hjælpsom over for hans patienter. Der var, ifølge den lokale avis, stærk bevægelse blandt de fremmødte, da talen var forbi, og kisterne skulle bæres ud. En stor og tre små. Kort efter blev de sænket ned i den kolde jord på Haslev Kirkegård, hvorefter Ove Bruun-Pedersen igen måtte gå den tunge gang hjem til Vestergade. Hjemme ventede et nyt liv. Hjemme ventede stilheden.

Ove Bruun-Pedersen fik mange år i ensomhed. Først i 1941 døde han som 70-årig. En morgen havde han taget sin cykel for at køre ud at se til kurvemager Petersen i Skuderløse, og netop som Bruun-Pedersen stod der med receptblokken i hånden, fik han en hjerneblødning og faldt død om.

Efter at have mistet Johanne og børnene boede lægen alene resten af sit liv. I 22 år beholdt han sin konsultation i Vestergade og blev boende i det samme hus med skiftende husbestyrerinder. Ifølge flere af byens borgere, som gennem årene havde ham som læge, blev han en meget indesluttet mand, og det var tydeligt, at han havde det svært, men man sagde, at han “bar det godt”. Det var ikke noget, patienterne mærkede noget til. I sit lille lægekontor i det store hus i Vestergade sad han tålmodigt ved det store skrivebord i lyset fra den grønne lampe og lyttede til patienternes problemer og prøvede at hjælpe dem med deres skavanker. Bruun-Pedersen var altid stiligt klædt. Han gik i sorte frakker og pæne hvide skjorter med velstrøgne flipper.

Da han døde, blev der bragt mindeord i flere af de lokale aviser:

“Han var en særpræget natur og kunne vel være både barsk og stejl, når der var noget, der vakte hans mishag, men bag alt dette skjulte sig et meget følsomt sind, der altid var rede med hjælp, hvor han mødte nød og fattigdom på sin vej,” skrev Haslev Folketidende.

Om den tragedie, der havde ramt Bruun-Pedersen i 1919, skrev Haslev Avis: “Dette var naturligvis et næsten umenneskeligt hårdt slag for den livsglade mand, som Bruun-Pedersen var, og han forvandt aldrig siden følgerne af den tunge og strenge skæbne, der her ramte ham. Han blev en ensom og stille mand, der kun levede for sin gerning.”

***

Uddrag fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz, udkommet på Politikens Forlag i 2018.

Foredrag om den spanske syge i 1918 v/ Tommy Heisz kan bookes i hele landet

Vore øjne kan ikke skimte dig længere - Historien om Harald Kidde

Mindestenen for Harald Kidde i Nørreskoven i Vejle. Tommy Heisz, 2023

Det var med en blanding af lettelse og rastløshed, at forfatteren Harald Kidde i sommeren 1918 gik rundt mellem sine bøger og stakkevis af notater i sit hus i Hareskovby nordvest for København. Han havde langt om længe sat sidste punktum i den bog, han havde arbejdet på i seks år.

‘Jærnet’ var den 40-årige forfatters syvende roman. Bogen var nu i forlagets hænder og snart klar til tryk, så den kunne komme ud til læserne i efteråret. Skoven omkring huset stod i fuldt flor, og Haralds sind var let. Nu skulle han ikke længere sidde bøjet over pen og papir dag ud og dag ind. Tilbage var kun at vente på, hvordan omverdenen ville tage imod det ambitiøse værk, hvis historie udspillede sig i svenske Värmland.

Harald Kidde fordrev dagene med at gå lange ture i Hareskoven sammen med sin hustru. Astrid Ehrencron-Kidde var selv forfatter, og de to kunne få timer til at gå med at sludre om stort og småt på deres lange vandringer.

De seneste år havde parret flyttet rundt og boet på pensionater, blandt andet i Sverige, hvor Harald havde arbejdet på sin bog. Astrid var ikke interesseret i husholdning, hun ville hellere skrive, så hun havde nydt at bo steder, hvor andre kunne tilberede deres måltider, så de selv kunne fordybe sig i det åndelige.

Nu havde de fået deres eget hus i Hareskovby. Det var parrets første rigtige forsøg på at slå rødder, fortalte Harald en god bekendt i et brev: “Her er meget smukt og i modsætning til andre villabyer i hovedstadens omegn helt uforstyrret og landligt.”

Harald og Astrid havde kendt hinanden i 14 år, og det med at gå lange ture havde de dyrket, siden de mødte hinanden første gang. “Jeg gik og lyttede til hans sagte, monotone stemme, den, der aldrig talte ord, som det ikke var værd at lytte til. Så ung han var, flere år yngre end jeg, sad han inde med en visdom, der syntes at måtte være medfødt – som fra en tidligere, åndelig tilværelse,” skrev Astrid om en af deres første gåture sammen.

Harald var en speciel mand at leve sammen med, for han havde et tilsyneladende umætteligt behov for ro og fordybelse. Når han var i gang med research eller skrev på en bog, kunne han nærmest forsvinde ind i en helt anden verden. Astrid beskrev, hvordan han, så snart morgenmaden var spist, gerne sad fem-seks timer i træk med sit arbejde og ikke ville forstyrres. Pennen gled støt frem og tilbage over papiret, og undertiden lod han den hvile og “sukkede som under vægten af noget alt for tungt”. Men snart skriblede han løs igen. Harald knoklede konstant for at indfri sine høje ambitioner. I Värmland var det en overgang blevet for meget, og lægen havde beordret ham fuldkommen ro i en måned, men han kunne aldrig slippe arbejdet helt.

Astrid elskede den ild, der brændte i Harald. Hun kunne genkende den fra sit eget forfattervirke. Sammen kunne det barnløse par i gensidig forståelse og kærlighed lade litteraturen fylde næsten alt i deres liv. At Harald var den rigtige for Astrid, havde hun med egne ord været overbevist om, siden hun mødte ham første gang til et selskab hos en fælles bekendt, forfatteren Ingeborg Maria Sick. Astrid var sky af natur og gik stort set aldrig til den slags sammenkomster, men netop denne aften havde hun takket ja.

Hun kendte Kiddes debutroman ‘Aage og Else’. Ved læsningen af den følte hun et tæt bånd til forfatteren. Nu stod hun så pludselig ansigt til ansigt med Harald Kidde: “Jeg bare så og så og vidste, at det var ham. Da jeg hørte hans dæmpede, sagtmodige stemme, hørte jeg også i samme øjeblik, at den stemme til hørte ham, som havde skrevet bogen, jeg satte højest af alle bøger. Jeg kendte ham jo allerede, som jeg ikke kendte nogen anden, jeg havde set i virkeligheden.”

Kidde var i midten af tyverne. Den unge mands pandehår faldt blødt ned over panden, og han havde et alvorligt blik i de brune øjne inde bag brillerne. Det ændrede sig dog en smule, blikket, da det fangede Astrids. Han sendte hende et nærmest vemodigt smil. Et smil, der ifølge Astrid sagde noget i retning af: “Er det virkelig dig? Dig kender jeg jo allerede! Har kendt dig længe. Altid!”

“Da han tog min hånd i sin, vidste jeg, at den måtte blive der for bestandig. Den ville aldrig finde hvile noget andet sted. Jeg følte også i det samme, at jeg begærede intet andet her på Jorden end at få lov til at hjælpe ham med at bære den tunge kiste, som jeg vidste, hans grublende sind slæbte på.”

Efter selskabet var der ingen tvivl hos nogen af dem om, at de måtte ses igen. Harald inviterede Astrid med på en gåtur på Frederiksberg Kirkegård. Her gik de mellem hvide blomstrende træer, vilde kirsebærtræer og svajende hængebirke, mens småfuglene kvidrede livligt omkring dem.

Det var i 1904, Harald og Astrid havde lært hinanden at kende. 14 år senere var de ved at vænne sig til deres nye tilværelse i Hareskovbys grønne omgivelser. I aviserne kunne de hen over sommeren læse om, hvordan den spanske syges første bølge skabte uro, især inde i det tætbefolkede København, men epidemien spillede ingen vigtig rolle i deres liv. Endnu. Den slags kan ændre sig på et splitsekund. Det sad Astrid og tænkte over, da hun mange år senere nedfældede sine erindringer:

“Hvor lidt vi i virkeligheden ved om, hvad tiden har i behold for os af ondt og godt. Tiden er jo årene, der som endnu usynlige kloder svæver omkring os og først dukker frem af tågen, efterhånden som vi nærmer os dem. Vi ved intet om dem på forhånd.”

Da Astrid mange årtier senere nedfældede sine erindringer, forsøgte hun at spole filmen tilbage til den tid, der ledte op til det skæbnesvangre efterår 1918, hvor hun mistede sin elskede til den spanske syge. Hun gennemlevede mange af de oplevelser, hun og Harald havde haft i månederne og årene op til.

Erindringerne bragte hende tilbage til dengang, parret som nyforelskede var flyttet sammen i en lejlighed i Gentofte. Astrid havde foreslået, at Haralds mor Doris kunne flytte med. Hun havde set, hvor tæt båndet var mellem Harald og moren, og hun ville gerne give plads til, at det kunne fortsætte. Harald havde boet sammen med sin mor, siden han som ganske ung var flyttet til København fra Vejle.

Livet havde været hårdt ved Haralds mor. Doris var vokset op hos en streng moster på Læsø, som gjorde barndommen til et sandt mareridt. Som 17-årig var hun flyttet til fastlandet, hvor hun mødte den 30 år ældre Christen. De fik en søn, Henrik, men han døde i en alder af kun fem måneder. Året efter kom Ingeborg til verden. Da hun var tre år, fik hun en lillebror ved navn Aage. I 1878 blev Harald født.

Døden var en lidt for hyppig gæst hos familien Kidde op gennem Haralds barndom. Sin storebror Henrik nåede han slet ikke at lære at kende, og som treårig mistede han også Aage. Som tiårig fik Harald en lillebror, som også fik navnet Aage. Snart døde også Ingeborg. Hun var 17 år, da tuberkulosen tog hende. Harald var tæt knyttet til sin storesøster.

Han skrev senere om, hvordan de på vinteraftener havde siddet i kakkelovnskrogen og lyttet til morens historier om sin opvækst på den fjerne ø, mens tågehornene klagede fra fjorden:

“Min unge søster viste mig i ildskæret fra ovnen billeder fra sine yndlingsbøger, Biblen og den græske mytologi. Og hun hviskede med sin skønne og brystsyge stemme.”

Det var et dannet hjem, Harald voksede op i. Mens faren som amtsvejinspektør strejfede om på landevejene, sørgede Doris for at skabe et hjem, hvor der både var rart at være, og hvor man fik noget at tænke over. Der blev læst Johannes Fibiger og Charles Dickens, og der blev spillet på klaver og sunget gamle danske folkeviser.

Forfatteren Niels Th. Thomsen, der som dreng var kammerat med Harald Kidde og derfor ofte kom i hjemmet, fortalte, hvordan der i de mørke stunder lød tysk og dansk romantik henne fra klaveret, og hvordan der hver aften blev læst højt under bordlampen i det lille hjem. “De aftner, jeg tilbragte hos Kiddes, var det en stående regel, at fruen skulle spille lidt for os i skumringen. Når den sirlige og slanke lille frue i den blanke mørke silkekjole satte sig til instrumentet, rank som et lys, missende med øjnene mod lampetterne, blev der straks forventningsfuld stilhed i den store smukke dagligstue.”

Lillebroren Aage havde Harald ikke meget med at gøre. Dels var der ti år mellem dem, dels havde de vidt forskellige sind. Mens Aage lavede ballade med byens rødder, ville Harald hellere sidde hjemme og læse i en god bog. Da faren døde, flyttede Doris med sine to drenge i en mindre lejlighed, og da Harald et par år senere blev student, tog hun en beslutning om at følge med ham til København.

I første omgang rykkede de ind i en lille lejlighed ved Frederiksberg Kirkegård, og da Harald skulle flytte sammen med Astrid, fik Doris altså muligheden for igen at følge med sin søn. På Astrids foranledning flyttede Doris med ind i lejligheden i Gentofte. Astrid skrev: “Om aftenen samledes vi omkring bordet med den summende petroleumslampe, mens Harald, ofte i to-tre timer, læste højt for os begge. Dickens og andre gamle engelske forfattere (…) Der sad vi da, vi tre, efter at have lukket omverdenen ude af vort sind. Moren bøjet over sit sytøj, med det skønne ansigt i dets næsten forstenede, tilkæmpede ro, jeg med et eller andet lille nyttesløst arbejde, men mange gange blot tilbagelænet i min stol, mens jeg med lukkede øjne lyttede, ofte mere til hans stemme end til selve ordene.”

At bo i Gentofte var som at bo på landet, og det passede Harald godt. Her var der ro til fordybelse. Men ofte fik parret nu også besøg af venner og bekendte, som fyldte stuen og fordybede sig i lange samtaler, ofte om litterære og filosofiske spørgsmål. Brandes, Grundtvig og Kierkegaard blev vendt i tobakstågerne. “Det var rige, herlige aftener,” huskede en af vennerne, filologen Andreas Hansen, som også kom med en detaljeret karakteristik af vennen Harald Kidde.

Ifølge Hansen havde Harald en spinkel krop med et stort, ligesom for tungt hoved. Et fint, markeret ansigt, der med sit mærkelige kransskæg så gammelt ud. Øjnene var ofte nedslåede. Det lange hår var redt lige ned og nåede næsten de tunge bryn. Lorgnetten foran de nærsynede øjne gav ham et tillukket, indadvendt præg. Alle hans bevægelser var langsomme, hans gang som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, stærkt forfinet hos Harald, mente Andreas Hansen. Som om både sjælens og legemets nerver lå blottede. Han var stilfærdig og tilbageholdende og alligevel sugede han opmærksomhed til sig og blev som regel selskabets midtpunkt.

“Han kunne ofte fortælle, stilfærdigt, roligt, men med stor digterisk kraft – situationerne stod lyslevende for os, når han fortalte, og man lyttede altid spændt,” skrev Hansen.

I sine erindringer prøvede Astrid især at fastholde de sidste måneder, hun fik sammen med Harald. Særligt én gåtur i forsommeren 1918 blev stående fuldstændig klar i hendes hukommelse. Harald havde inviteret hende med ind til København, fordi han ville vise hende Den Moltkeske Malerisamling i Bredgade. På udstillingen så de et Rembrandt-billede, hvor kunstneren havde portrætteret sin gamle, slidte mor. Det fik Astrid til at tænke på Haralds mor og det urimeligt hårde liv, hun havde haft. En kummerlig opvækst og tre ud af fem børn lå på kirkegården ligesom hendes mand. Billedet gjorde Astrid trist til mode. “’Harald,’ sagde jeg, ‘lad os hellere gå nu. Det er, som om jeg ikke kan rumme mere end dette ene billede i dag.’”

I stedet satte de ud på en travetur gennem København og videre ud på Frederiksberg: Astrid huskede: “Det var endnu tidligt på formiddagen. Det var en rolig tid. Mændene var allerede gået til deres arbejde og børnene til deres skole, og de travle husmødre havde nok at gøre med deres indendørs morgensysler. Der var ingen stimmel på de smalle strøg gennem byen og de sindige hestedrosker anrettede ikke megen støj; kun de enstonige hovslag mod kørebanen. Spurvene i det gamle træ foran Helligaandskirken havde længst forladt deres sovepladser, hvor de, ufølsomme for uroen omkring sig, og med hovederne omhyggeligt gemt under vingerne – som lukkede de dermed al forstyrrelse ude – havde sovet fuglenes lette blund.”

Harald og Astrid gik op ad Gammel Kongevej, hvor lærketræerne stod og svajede, og videre ad Frederiksberg Allé i de gamle lindetræers grønlige skygger. Hvis det ikke havde været for den ildevarslende lugt fra de nylakerede brune bænke, ville de have taget et hvil efter den lange vandretur over byens brosten. I stedet slentrede parret videre op ad alléen, men her ventede et sørgelig syn, huskede Astrid:

“Da vi gik forbi kirken, så vi det triste syn af en rustvogn og en hestedroske udenfor. To unge mænd steg ud og bar en hvid barnekiste, næsten skjult under røde tulipaner og friske bøgekviste, ind i kirken. Bag dem gik en ung kvinde med bøjet hoved og sorgen skjult under det tætte sorte slør. ‘Åh, Harald,’ udbrød jeg, ‘må man da aldrig få lov til at være glad? Det er altid, som om en tyssende stemme hviskede: ‘Glem ikke døden over livet!’”

Harald Kidde. Det Kongelige Bibliotek.

Harald brød ind og sagde, at man måske skulle vende den om. At vi aldrig måtte glemme livet over døden. “Livet kommer jo først til os alle,” sagde han. “Døden sidst.” Foran gitterlågerne blev de to stående lidt og lyttede til salmesangen inde fra kirken. Astrid kunne høre præstens ord, da sangen hørte op. “Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor. Han bærer barnet op til Gud på armen.”

De krydsede over mod Frederiksberg Kirkegård, og på deres videre vandring kom de ind på, om der mon egentlig ventede noget efter døden. Et evigt liv på den anden side. Astrid ville gerne tro på det. Hun kendte godt Haralds holdning til religion. Han så sig selv som ateist og havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor overraskede det hende, da han svarede: “Jeg kunne umuligt forestille mig, at vore første vandringer sammen på kirkegården også skulle slutte der. Der må komme en fortsættelse – en evighed, hvor intet hører op, og dermed uden angst for at noget sådant kunne ske.”

“Hvordan kan du vide det så sikkert?” ville Astrid vide. Harald svarede:

“Fordi jeg føler det.”

I begyndelsen af november 1918 havde Harald travlt. Det gav han udtryk for, da han fra hjemmet i Hareskovby skrev et postkort til forfattervennen Niels Jeppesen. “Jeg har lige fuldendt korrektur på min egen bog: 25 ark + på Astrids oversættelse, 28 ark. Og alle reolerne venter nu på at ordnes. Altså: indtil videre: på gensyn!” afsluttede han den kortfattede hilsen.

Postkortet blev det sidste i en omfattende brevveksling mellem de to venner. Omkring fem dage efter, at Harald skrev det, følte han sig en dag pludselig sløj. Han havde ellers ikke døjet med sygdom, men nu fik han med ét ondt i halsen og følte sig ilde tilpas. Snart begyndte blodet også at strømme fra hans næse.

Hvad der skete i de følgende dage, ved vi ikke meget om. Astrid kommer ikke ind på selve sygdomsforløbet i sine erindringer, men det må hurtigt have stået klart for dem begge, at det var den spanske syge, Harald var blevet smittet med. Epidemien var på sit højeste netop da, og de har begge med sikkerhed kendt alvoren bag symptomerne.

I november var den spanske syge overalt. I aviserne, i gadebilledet, i snakken på hjørnerne. Mens regnen og vinden ruskede, og novembers tidlige mørke lagde sig over skoven, fik Harald det dårligere dag for dag. Også i hans tilfælde lagde influenzaen immunforsvaret ned med så stor kraft, at en bakterieinfektion kunne vandre frit ned i lungerne.

Den 23. november sendte Astrid bud efter lægen, den unge Erik Castberg fra Farum. Harald var nu stærkt medtaget, og hans hud havde fået et “uhyggeligt gult skær”. Doktor Castberg besluttede at sende Harald på hospitalet. Ambulancen kørte ham gennem skovene og forstæderne til Bispebjerg Hospital i Københavns nordvestkvarter. En tur på omtrent 15 kilometer. Ved ankomsten blev det noteret, at forfatteren led af både influenza og gulsot – en tilstand, hvor hud og slimhinder bliver gullige på grund af en ophobning af gul galde i kroppen.

Efter at Haralds utilpashed var begyndt ni dage tidligere, var hans tilstand kun blevet værre. Hans temperatur havde store udsving og var ofte faretruende høj. Efterhånden var han også begyndt at hoste grønligt slim op. Dagen før indlæggelsen var hans tilstand begyndt at se meget kritisk ud. Han kastede galdefarvet slim op og havde svært ved at trække vejret ordentligt.

Forsiden af patientjournalen for Harald Kidde, Bispebjerg Hospital.

Han svedte kraftigt og var konstant stakåndet. Ved modtagelsen blev det også noteret, at han var cyanotisk – at hans hud var begyndt at antage en blå farve. Betændelsestilstanden i lungerne gjorde, at blodet ikke fik ilt nok. Lægen lagde stetoskopets kolde metal mod Haralds ryg og bryst og kunne konstatere en moderat raslende lyd i venstre side og en mere markant i højre.

Der var ingen tvivl: Den 40-årige forfatter, som Bispebjerg Hospital tog imod denne novemberdag, led af en ondartet og fremskreden lungebetændelse som følge af den spanske syge. Hans chancer var nogenlunde som hos de fleste andre, der blev indlagt her. De var med andre ord utroligt ringe. Når først lægen beordrede hospitalsindlæggelse, var man så tæt på dødsdommen, som man kunne komme.

Kort efter indlæggelsen blev Haralds temperatur målt til 40,7 grader, altså livstruende høj feber. Pulsen lå på omkring de 100, men opførte sig højst uregelmæssigt. Sygeplejerskerne gav Harald den sædvanlige behandling med kamfermikstur og varme omslag, men han fik det kun værre. Senere på dagen kunne de konstatere, at hans puls var faldende.

Forfatteren blev stadig mere sløj at se på, og hudens blå skær blev kraftigere. Sygeplejerskerne gik over til at indsprøjte skiftevis koffein og kamfer direkte i hans årer i håb om at få pulsen i vejret, men alle forsøg var forgæves. Både sygeplejersker og læger må have vidst det, allerede inden de forsøgte. Når den spanske syge først havde så hårdt fat i en patient, som tilfældet var her, kunne det kun gå én vej.

Klokken ti minutter over otte samme aften døde Harald Kidde. Hans indlæggelse nåede kun at vare i få timer.

Den spanske syge havde taget sit hidtil mest kendte offer i Danmark. Alle aviserne skrev om Harald Kiddes tragiske død. Astrid annoncerede, at bisættelsen skulle finde sted fire dage senere, og den ville foregå i stilhed. Sådan kom det ikke helt til at gå. Da dagen oprandt, strømmede venner og kolleger i stort antal til Bispebjerg Kirkegård. Johannes V. Jensen, Christian Rimestad, Louis Levy og frk. Ingeborg Maria Sick var blandt de mere markante navne i det store følge. Ceremonien fandt sted i kapellet. Der var ingen præst til stede. Sådan havde Harald selv ønsket det. Han havde meldt sig ud af folkekirken. Den hvide kiste stod smykket med en dekoration af blegrøde begonier og grønt, og kapellet var pyntet med grønne grene og tændte lys. Rundt omkring kisten hobede kransene sig op. De kom blandt andet fra Dansk Forfatterforening, Gyldendal og Aschehoug.

Ved kisten talte professor Valdemar Vedel om Harald Kiddes elskelige, dybe gemyt, hans høje ånd og hans karakterfulde personlighed og trofasthed. Orgelet satte i med ‘Dejlig er jorden’, og til tonerne af den bar vennerne kisten den sidste korte vej til graven tæt på kapellet i kirkegårdens østlige ende. Kisten med Harald Kidde blev sænket ned, der blev kastet jord på, og så trådte Christian Rimestad op på graven og holdt en poetisk afskedstale:

“Harald Kidde, vor ven! Du er vandret langt bort fra os. Vore hænder kan ikke gribe dig, vore stemmer kan ikke nå dig, vore øjne kan ikke skimte dig længere … og du har ladet os tilbage i et savn, der ikke skal ophøre, og en længsel, som altid skal hjemsøge vor sjæl. Din sjæl var ikke svag og splittet og foranderlig som vor. Den var lutter styrke og blidhed, styrke og sagtmodighed på samme tid.”

Derefter skiltes følget i tavshed. I en nekrolog i Politiken skrev Tom Kristensen: “Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman ‘Jærnet’. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.”

Astrid Ehrencron-Kidde var opløst af gråd, da hun forlod Bispebjerg Kirkegård efter Haralds begravelse den 27. november. Det samme var Haralds mor Doris. Men der skulle kun gå halvanden måned, før de stod der igen.

“I morgen skal Aage begraves, og jeg har intet mere at miste i verden,” skrev Doris Kidde i et brev til Haralds gamle ven Niels Jeppesen den 3. januar 1919.

Harald Kiddes ti år yngre bror havde for alvor fået gang i sin politiske karriere, da også han blev ramt af den spanske syge. I juli var han blevet valgt ind i Folketinget for De Konservative efter at have været en af partiets vigtige drivkræfter. Aage Kidde nåede kun at holde en enkelt større tale i Folketinget den 22. oktober. Ved juletid blev han syg. Han havde været hårdt presset efter valgkampen, og også brorens død havde efter sigende taget hårdt på ham.

Udmattelse og nedtrykthed gik over i sygdom. Aages sygdomsforløb mindede om brorens, og han døde den 29. december. Han blev stedt til hvile ved siden af storebror Harald. Der stod Doris og tog afsked med sin sidste søn. Fem gange havde hun bragt et barn til verden. Nu lå de alle på kirkegården.

Billedhuggeren Rikard Magnussen, som var en god ven af familien, beskrev følgende scene fra Aages begravelse: “Så bar de kisten langsomt ud, og så – så var det, jeg så Doris Kidde, som var og altid siden har stået for min erindring: Svag af gigt havde hun dog villet følge sin dreng, den sidste. Alle stod tavse, da de andre begyndte at bære kisten ud. Så rejste hun sig, med besvær, satte sin sorte krykkestok tungt foran sig og gik langsomt, ene bag kisten, og der var i hendes holdning og i de tavse strenge ansigtstræk intet oprør, kun rankhed og ydmyghed.”

Inger Dorothea “Doris” Kidde døde først i 1931 som 83-årig. Astrid Ehrencron-Kidde kom til at leve et langt liv uden Harald, før hun døde som 89-årig i 1960. Kort forinden lagde hun sidste hånd på sine erindringer fra tiden med Harald. Hun skrev: “Vor vandring, hånd i hånd, skulle dog kun vare i ti alt for korte år, da en uigennemtrængelig tågemur pludselig rullede ned mellem os og skilte vore hænder. Siden har vi vandret på hver vores side af tågemuren, så adskilte, men dog så tæt ved hinanden, at når tågen engang letter og muren holder op, vil vore hænder atter glide ind i hinanden.”

--

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

Øvrige kilder:

Ehrencron-Kidde, Astrid: Hvem kalder – fra mine erindringers lønkammer

Jensen, Jens Marinus: Harald Kidde. Bidrag til en Biografi

Jeppesen, Niels: Harald Kidde og hans Digtning

Thomsen, Otto Asmus: Harald Kidde og hans slægt

Breve og postkort fra Harald Kidde til Niels Jeppesen, Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling.

Artikler i forskellige danske aviser, primært Politiken, november 1918

Patientjournaler fra Bispebjerg Hospital 1918, Københavns Stadsarkiv.

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Pandemien gjorde en ende på Egon Schieles intense liv

“Jeg forbereder mig allerede på det værste,” skrev den kun 28-årige Egon Schiele, da hans hustru Edith blev syg af influenza i oktober 1918. Uger efter lå de begge i graven.

“Indtil for kort tid siden var Wien hovedstaden i et stort om end skrøbeligt og vakkelvornt rige. Nu er den at ligne ved en arm, forpjusket høne, af hvem de sidste sølle halefjer plukkes ud.”

Sådan skrev den danske forfatter Karin Michaëlis, da hun i tiden omkring Første Verdenskrigs afslutning opholdt sig i den østrigske hovedstad og skrev reportager hjem til Politiken. Det var et Centraleuropa på opløsningens rand, Michaëlis rapporterede fra. Udsultede og afkræftede tyske soldater havde ikke mere at stå imod med på Vestfronten. Centralmagternes skeletagtige forsvar var ved at knække endegyldigt, og Tysklands alliancepartner Østrig-Ungarn var reelt brudt sammen.

Det habsburgske monarki, unionen mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn, havde ellers stået som selve symbolet på det gamle, stolte Europa. Østrig-Ungarn havde høj status i begyndelsen af det 20. århundrede. Wien var rigets centrum, og byen var på denne tid en af Europas vigtigste metropoler.

Under den højkarismatiske borgmester Lueger havde byen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet markeret sig som et kulturelt knudepunkt for hele Europa. Antisemitten Lueger havde stået bag gennemgribende reformer. Borgmesteren havde blandt andet kommunaliseret gas- og elektricitetsværker og sporvognsdrift og fået bygget en lang række sygehuse og skoler.

Wien var ovenpå. Både inden for musik, arkitektur og kunst var byen uden sidestykke. Det var herfra, nye, provokerende og dagsordensættende værker udsprang. Vildskaben boede i Wien. Det gjaldt også inden for billedkunsten. I begyndelsen af århundredet husede byen en lang række af de mest markante og grænsesøgende europæiske kunstnere.

En af dem var Egon Schiele. Som dreng havde han siddet ved jernbanen i barndomsbyen Tulln nordvest for Wien og tegnet tog.

Drengens talent var tydeligt, hvilket blev understreget, da han i en alder af kun 16 år blev optaget på det prestigefyldte kunstakademi i Wien. Det skete i 1906, året før samme akademi afviste en ung mand ved navn Adolf Hitler.

Schieles far var død af syfilis. I sine sidste leveår havde han været psykisk syg som følge af lidelsen. Egon var kun 15, da faren døde, og oplevelserne var med til at lægge et alvorligt og tungsindigt skær over mange af den unge malers første værker. I studietiden lærte han Gustav Klimt at kende. Den verdensberømte billedkunstner var kendt for at tage unge talenter under sine vinger og fungere som deres mentor. Det var netop, hvad han gjorde med den unge Schiele, som han så et stort potentiale i. Klimt hjalp Schiele til at få sine værker med på en udstilling, som også præsenterede malerier af Gauguin, Matisse og Munch.

Schiele udviklede sin egen figurative stil. Han malede blandt andet en serie intense selvportrætter, og senere begyndte han at udforske kvindens seksualitet. Det var et provokerende træk på den tid, at Schiele malede portrætter af helt unge kvinder i seksuelt udfordrende situationer. For eksempel portrætterede han en helt ung pige, der onanerede.

Ved at udforske det erotiske felt lagde Schiele sig tematisk op ad psykoterapeuten Sigmund Freud, som også boede i Wien på denne tid, og som vakte opsigt med sine teorier om den undertrykte seksualitet som forklaring på menneskers psykiske problemer. Der var en rød tråd mellem det, Schiele og Freud foretog sig. Begge var de med til at sætte seksualiteten fri, og det kunne netop lade sig gøre i en by som Wien.

I sine unge år havde Egon Schiele masser af løse forhold til kvinder, gerne flere ad gangen, men som 24-årig mødte han Edith, som vendte op og ned på det. Egon forelskede sig, og han friede til Edith. De to blev gift året efter. Nu måtte det være et overstået kapitel med de løse forbindelser, der hidtil havde været en naturlig forlængelse af Schieles udforskning af den erotiske verden. Men hverdagen indfandt sig igen. Edith gav i sine dagbøger udtryk for, at hun oplevede en afstand til Egon, da først forelskelsen havde lagt sig. Hun følte sig ensom og tænkte, at det måske kunne være en løsning at få et barn.

I forsommeren 1918 fortalte Edith til Egon, at han skulle være far. På det tidspunkt var parret vendt tilbage til Wien, efter at Egon i en periode havde været indkaldt til militæret. Som anerkendt kunstner var han blevet forskånet for at blive sendt til fronten og havde i stedet været udstationeret i en krigsfangelejr mellem Györ og Bratislava. Her fik han en del af tiden til at gå med at portrættere russiske krigsfanger, som han var meget fascineret af.

***

Tilbage i Wien fortsatte Schiele sin tjeneste hos Forsvarsmuseet. Det passede ham godt, for det gav ham mulighed for at koncentrere sig om sit kunstneriske virke. De fleste timer tilbragte han i sit atelier i Wattmanngasse nær Schönbrunn-parken i det centrale Wien. Herfra var han vidne til wienernes pinsler.

Den østrigske hovedstad udviklede sig i løbet af 1918 til en desperat by. Ligesom i Berlin satte fjendens blokader et markant præg på folks hverdag. Det var svært at opdrive noget at spise, og byens borgere kunne stå i kø i timevis for blot at få en lille portion tynd suppe. Karin Michaëlis skrev i en af sine reportager:

“I Wien er der ikke kød at opdrive. Men kød kan undværes. Endnu har vi kartofler, og kaffe. Te og sukker kan også undværes, så længe vi har brød. Men vi mangler fedt. Og vi mangler mælk til de små børn. Mødrene er for underernærede til selv at have mælk i brystet. Mælkenøden er vel den største, den mest ubarmhjertige.”

Vinteren begyndte at sætte ind, og situationen blev værre for wienerne. Det var nærmest umuligt at opdrive kul. Byens borgere søgte ud i skovene omkring byen for at hente træ, som de forsøgte at få til at strække så længe som muligt i fyrene og kakkelovnene i de små lejligheder inde i byen.

Egon Schiele havde svært ved at holde varmen i sit atelier, hvor vinduerne var utætte, og der var koldt og fugtigt, men han arbejdede ufortrødent videre. Imens gik Edith hjemme i privaten og følte sig rastløs. Hun ville gerne ud at købe ind og snakke med folk, men den gik ikke. Den spanske syge var løs i Wien, og sygdommen var efter sigende livsfarlig, især for gravide. Derfor tillod Egon i denne periode ikke Edith at gå uden for en dør.

Edith nåede dog et punkt, hvor hun ikke længere kunne leve med at være spærret inde i lejligheden. Hun trodsede Egons forbud og gik ud i byen. Om det var på denne tur, Edith blev smittet, ved vi ikke, men der gik ikke længe, før hun begyndte at føle sig meget sløj. Da oktober gik på hæld, måtte hun blive i sengen og kunne næsten ikke foretage sig noget.

Den 27. oktober skrev Egon et brev til sin mor: “For otte dage siden fik Edith den spanske syge, og hun har nu fået lungebetændelse. Og hun er gravid i sjette måned. Sygdommen er ekstremt alvorlig og livstruende. Jeg forbereder mig allerede på det værste, for hun har konstant svært ved at få luft.”

Portrait of Dying Edith Schiele. Public Domain.

Allerede samme aften fik Edith det værre. Egon gav sig til at tegne. En sidste gang fangede han Ediths konturer og blik. På den skitsetegning, der kom ud af det, er der direkte øjenkontakt til Edith. Øjenlågene er lidt tunge og øjnene sørgmodige, det bølgede hår er ført tilbage og sat op. Ifølge Egon var Edith også selv bevidst om, at hun ikke ville overleve sygdommen. Samme aften skrev hun en sidste hilsen til ham på en lap papir:

“Jeg elsker dig for evigt, og jeg elsker dig mere og mere uendeligt og grænseløst.”

Næste morgen klokken otte var Edith død.

Egon følte sig også selv sløj. Han måtte nu håndtere såvel sorg som spansk syge på én gang. Feberen overtog hurtigt hans krop, og han begyndte at forberede sig på, at han nok måtte følge Edith i graven.

Da en svoger nogle dage senere kom forbi atelieret, fandt han Egon rystende af kulde og i alvorlig krise. Han tog Egon med hjem til sin varme lejlighed og fik en dame til at passe ham, men det var tydeligt, at den unge kunstner havde det virkelig dårligt. Konstant gled han ind og ud af bevidsthed og talte ofte i febervildelse.

På allehelgensaften, præcis tre dage efter Ediths død, trak Egon Schiele vejret for sidste gang. Det skete klokken et om natten. Ifølge svogeren var Egons sidste ord: “Nu er krigen ovre, alt bliver godt igen, og jeg må af sted.”

De skitser, Egon Schiele havde tegnet af sin Edith nogle aftener tidligere, blev hans sidste værker. Han efterlod også et ufærdigt maleri ved navn ‘Familien’. Det viser Egon, Edith og deres lille søn, som aldrig blev født.

***

“Tagene er hvide af tungtliggende sne. Østenvinden skærer gennem klæder og mure. Folket knæler på de kolde kirkers stengulve og håber på, at deres Gud lader kartofler og mel dale ned fra himlen,” skrev Karin Michaëlis i Politiken.

Wien var en by i dyb krise. Mange af samfundets centrale funktioner var brudt sammen. Ofte holdt sporvognene helt stille, og offentlige kontorer var lukket uden forklaring. Af samme grund er det svært at opdrive stålfaste tal på, hvor hårdt den spanske syge slog til i slutningen af 1918. Men kirkegårdene i den østrigske hovedstad fortæller deres egne historier om hele familier, der blev revet bort som følge af epidemien.

Egon og Edith Schiele var de mest markante navne på dødslisterne i Wien den vinter. Men de var blot to blandt mange. Sulten, frosten og den spanske syge tog rigtig mange liv. Byens læger fik af Krigsministeriet lov til at overtage de militærkøretøjer, som ikke længere skulle bruges ved fronten. Med speederen i bund hastede lægerne rundt i byen og forsøgte desperat at hjælpe folk, men som så mange andre steder virkede det af og til næsten nytteløst. Hospitalerne var overfyldte, og mange lå derhjemme og led.

På byens banegård strømmede flere og flere mennesker til. Hjemvendte soldater fra fronten, hulkindede og udsultede, som nu også skulle forsøge at klare sig i byen. Karin Michäelis skrev:

“Nyligt så jeg ved en af bybanens forstadsstationer et tog løbe ind med frontsoldater. Det regnede. Det var aftenmørkt. Hen over den høje dæmning klavrede, snublede og rullede snesevis af grå skikkelser, hver med sin lange sæk (…) Synet af de hjemvendende er ophøjet og rædselsfuldt. O, denne dødsenstræthed, disse udtærede, ældede og dog forventningsfulde – eller fuldkomment slukte – ansigter! Et gensynsskrig! Et gensynsgys! Her og der krammer en soldat sin oppakning ud og sælger alt, til klæderne fra kroppen, for at skaffe penge til det måltid mad, hvorefter han har sukket de sidste døgn. Våben og ammunition sælges. En ridehest med sabel bliver solgt for samme pris som et kilo chokolade.”

I vinterkulden blev Egon Schieles kiste den 3. november 1918 sænket i jorden på Ober Sankt Veit-kirkegården i Wien. Han efterlod sig over 3000 værker og et uudsletteligt aftryk som grænsebrydende kunstner.

***

Kilder:

Jane Kallir: ‘Egon Schiele – Love and Death’.
Tommy Heisz: ‘Den spanske syge’

***

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Wilhelms store drøm

“Når folk var raske, turde de ikke nærme sig de syge,” huskede Julie Hansen, som var 14 år, da den spanske syge kom til Søllested på Lolland.

Byen havde kun et par tusinde indbyggere, og der spredte sig hurtigt en stemning af angst og panik, huskede Julie:

“Det var umuligt at få hjælp udefra.”

‘Kirkely’ stod der på facaden af den rødstensvilla, hvor Julie boede sammen med sin mor, far, storebror og lillesøster. Huset lå tæt på byens kirke, så da epidemien var på sit højeste, kunne Julie sidde og følge med i alle begravelserne på tæt hold. Hun huskede det, som ringede klokkerne konstant.

Hver dag gik Julie til hånde i det gartneri, hendes storebror Wilhelm drev. Wilhelm var 30 år og ugift. Han var invalid og havde derfor svært ved at klare et almindeligt arbejde, men han havde altid været god til blomster og planter, og derfor havde han et par år tidligere startet sit eget lille gartneri på den ene hektar land, der hørte til familiens hus. I drivhusene spirede blomsterne og planterne.

Forretningen gik godt, og selvom baggrunden var tragisk, gik det under den spanske syge bedre end nogensinde før, huskede Julie:

“Vi brugte næsten al vores tid på at binde kranse. Kirkegården lå lige ved siden af gartneriet, og der var den ene begravelse efter den anden. Følget var som regel meget begrænset, for folk lå jo syge hjemme i sengene.”

Hver dag skyndte Julie sig hjem for at give en hånd med, så snart hun havde fri fra skole. Hun elskede at hjælpe sin bror med arbejdet. I gartneriet mødte hun alle de sørgende, der kom for at købe kranse på deres vej til kirke.

Særligt stort indtryk gjorde det på den unge pige, da byens købmand Sofus Jensen mistede sin unge hustru.

“Hr. og fru Jensen havde arbejdet så hårdt i deres købmandsbutik, og nu stod han alene tilbage med butikken og to små børn.”

I gartneriet bandt hun og broren 105 kranse, den dag købmandsfruen skulle begraves. “Vi var nødt til at bede en gartnerfrue fra en naboby om assistance, vi kunne simpelt hen ikke klare det alene. Det var så trist,” huskede Julie.

Søllested var en af de lollandske byer, der blev ramt hårdt under den spanske syge. Under epidemiens første bølge var der gået en tid, før den havde spredt sig til Lolland-Falster. Det var først sket sent i august, hvor man de fleste andre steder i landet havde registreret influenzaen allerede i juli.

De første tilfælde koblede de lokale læger til besøgende fra København. Langs jernbanestrækningen fra Nakskov til Kragenæs kunne man følge, hvordan sygdommen havde spredt sig. Selskabelige sammenkomster som foreningsballer og guldbryllupper gav mange nye tilfælde. En læge i Stubbekøbing konstaterede, at der var markant forskel på, hvordan sygdommen ramte de fattige og de mere velstillede:

“Hos arbejdere og husmænd med kun et eller to opholdsrum smittedes hele familien, mens hos velstillede gårdmænd med mange værelser og et soveværelse til hver person optrådte sygdommen hyppigt kun hos én person,” skrev han.

Heller ikke på Lolland-Falster havde den første bølge krævet mange liv, men helt anderledes så det ud, da oktober kom, og epidemien blussede op på ny.

I familien Hansens hjem var det Julies storebror Andreas, som en dag kom på besøg og bragte smitten med sig. Andreas ernærede sig som barber i Søllested og boede sammen med sin hustru Laurine i et hus længere nede ad vejen.

Julie gik i første omgang fri, men resten af familien blev syge. Julie fik som den eneste raske nok at se til med at passe de andre. Hun gav dem medicin, hun vaskede dem, når de fik næseblod, og hun skrubbede gulvet, når de havde kastet op.

Få huse derfra lå også broren Andreas syg sammen med Laurine, som var gravid. Julie løb derfor i pendulfart fra det ene hus til det andet for at hjælpe. Det meste klarede hun på egen hånd.

“Distriktssygeplejersken kom nogle gange forbi og gav os gode råd, men da hun var den eneste sygeplejerske i området, kunne hun ikke blive længe og hjælpe os. Hun forsøgte at hjælpe i de hjem, hvor alle lå i sengen og var hjælpeløse.”

I Kirkely kom familiens læge, dr. Thim, af og til på besøg. Han var ikke videre optimistisk, når han talte med Julies mor om chancerne for helbredelse, men både lillesøsteren, faren og moren fik det nu efterhånden bedre. Værre stod det til med Wilhelm. Med ham gik det kun ned ad bakke. Gartneriet var han slet ikke i stand til at tage sig af, så det måtte Julie klare på egen hånd ved siden af sin sygepassertjans. Udenfor var nattefrosten ved at sætte ind.

Wilhelm forklarede Julie, hvordan hun skulle tildække drivhusenes glas med store måtter for at isolere mod kulden og beskytte planterne.

“Til at begynde med forstod jeg ikke, hvad han mente, eller hvordan jeg skulle gøre det, men til sidst lykkedes det mig at klare det,” huskede Julie.

På et tidspunkt blev hun også selv syg.

“En eftermiddag måtte jeg bare gå i seng. Jeg var så udmattet, at jeg ikke længere kunne holde det ud.”

Hun slap dog med skrækken. Den 14. december kunne Julie fejre sin 15-års fødselsdag, men der blev ingen fest. Ingen huskede hendes fødselsdag det år, knap nok hende selv. Dagen før var hendes storebror Wilhelm nemlig død af den spanske syge.

“Jeg kan ikke huske, at der var andre med til begravelsen end min mor og mig. Far var lige kommet ud af sengen igen, og alle de andre lå stadig syge.”

I kirken talte præsten varmt om den unge gartner, som havde kendt alle i byen.

“Her ligger en mand, om hvem jeg med sikkerhed kan sige: Han havde ingen fjender,” sagde præsten.

De ord bar Julie med sig resten af livet. Hun var sønderknust over tabet af sin bror, og det gjorde hende trist, at gartneriet nu ikke kunne føres videre.

“Jeg, en pige på 15 år, forsøgte at drive gartneriet videre, men selvom jeg havde lært meget i løbet af de to år, jeg havde arbejdet der, vidste jeg slet ikke nok til at føre det videre.”

Kort tid efter parkerede en lastvogn foran familien Hansens hus i Søllested. Bag rattet sad en mand fra en herregård et andet sted på Lolland. Drivhuse, mistbænke og kasser med planter blev læsset på vognen, som snart efter forlod byen i østlig retning. Wilhelms store drøm, som han selv havde kæmpet for at indfri, blev på kort tid skilt ad og kørt væk. Mange år senere huskede Julie tilbage på det og sagde:

“Jeg græd, da de kørte bort med det hele. Det var en meget sørgelig dag, da det hele blev kørt væk. En sørgelig dag og en sørgelig tid.”

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

14-årige Ellen fra Stevns mistede sin søster og sin mor: ”Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade”

Foto: Lene Vendelbo

Ellen gik rundt og glædede sig til sin store dag. Den 6. oktober skulle hun konfirmeres, og hen over sommeren havde hun derfor trofast fulgt forberedelserne hos den lokale præst.

14-årige Ellen boede på en gård ved den lille landsby Lille Linde mellem Køge og Faxe sammen med sin mor og far og søstrene Karen Sofie på 12 år og Inger på to år. På gården boede også tjenestepigen Johanne.

Der var blevet talt en del om den spanske syge i landsbyen de seneste måneder. Ellen havde hørt mange historier, men endnu var ingen fra deres område blevet smittet. Men da konfirmationsdagen kom tæt på, blev der vendt op og ned på det.

Ellen gik til konfirmationsforberedelse sammen med sin gode veninde Rose. De to piger havde glædet sig til at opleve den store dag sammen, men da den endelig oprandt, kunne Rose ikke være med. Hun var syg af influenza og måtte derfor blive i sengen. Rose døde dagen efter, at Ellen blev konfirmeret.

Senere i livet huskede Ellen, hvor ked af det hun var blevet, da hun hørte om venindens død, og hun huskede også, hvor hårdt ramt Roses familie havde været af tabet:

“Forældrene gik til hendes grav hver eneste dag. Efter morens død en 5-6 år efter, kunne vi se hendes far i mørkningen stå lænet imod gravgelænderet og se på sine kæres grave.”

Hen over efteråret og vinteren blev Ellen vidne til, hvordan epidemien rykkede tættere og tættere på. Flere i landsbyen blev syge, og Ellens mor hjalp til, hvor hun kunne. En dag kom nogle naboer og spurgte Ellens far, om han ville hente deres søn på en gård seks-syv kilometer væk.

Faren fik den unge mand hjem i en sygevogn, og hver dag så Ellen sin mor gå over til nabofamilien sammen med sygeplejersken. Influenzaen var gået over i lungebetændelse, og den unge mand havde hårdt brug for hjælp.

Ellens families jul blev ikke påvirket af epidemien. Hun huskede den som en dejlig jul. Den unge pige, Johanne, som tjente i huset, og de to medhjælpere, som hjalp Ellens far i landbruget, blev der for at fejre højtiden sammen med dem.

Mellem jul og nytår var Johanne til en juletræsfest. Da hun kom hjem derfra, sagde hun, at nu havde hun sikkert fået den spanske syge med hjem, for der var en til festen, der havde haft den. Det var ikke noget, Ellen tog synderligt alvorligt på det tidspunkt. Folk snakkede konstant om den sygdom, og hver gang nogen følte sig det mindste utilpas, kaldte de det straks for spansk syge.

Men måske havde pigen faktisk reddet sig noget til den juletræsfest. For et par dage efter, nytårsmorgen, følte hun sig sløj og måtte blive i sengen.

“Nytårsaften havde vi tændt vores juletræ for sidste gang. Min søster Karen Sofie, Johanne og jeg sad sammen, og mor foreslog, at vi skulle synge en salme. Johanne havde det skidt og havde ikke lyst,” huskede Ellen.

Den 2. januar kørte Ellens forældre Johanne hjem, for det ville hun helst, nu hvor hun havde det dårligt. Samme aften sad Ellen i stuen sammen med sin 12-årige lillesøster Karen Sofie, da søsteren udbrød:

“Jeg har ondt i halsen, jeg tror, jeg har den spanske syge.” Ellen grinede: “Dig og din spanske syge.”

Karen Sofie var jo kun 12 år, og hun forestillede sig altid alle mulige ting, men der var desværre noget om snakken denne gang.

Næste morgen måtte Karen Sofie blive i sengen. “Vi var stadig ikke bekymrede, det lignede bare en almindelig omgang snue,” huskede Ellen.

Snart efter følte også Ellens mor sig sløj. Der kom en gæst på besøg, og Ellen huskede, hvordan hun havde set sin mor sidde og tale med gæsten, mens moren skar tobak til Ellens far. Hun så meget sløj ud.

“Jeg kiggede på min mor og sagde: ‘Jeg tror, du er mere syg end Karen. Du er frygtelig bleg,’” huskede Ellen.

Senere samme dag gik moren i seng. Det var tydeligt, at noget var galt, men det fik ingen i familien til at gå i panik. Der blev ikke målt temperatur, og der blev ikke ringet efter lægen.

Den 4. januar havde både Karen Sofie og moren fået det lidt bedre, men moren bad alligevel faren om at ringe til lægen, så han kunne undersøge datteren. Samme eftermiddag ved to-tretiden dukkede lægen op. Fra da af gik det ret hurtigt ned ad bakke med Karen Sofie.

“Min søster havde ikke været ret syg om morgenen, bare lidt ondt i halsen, men nu fik hun febervildelse. Om eftermiddagen kunne hun slet ikke kende os andre,” huskede Ellen.

Lægen konstaterede, at Karen Sofie havde fået lungebetændelse, mens moren endnu blot havde influenza. Men det var lidt underligt med Karen Sofie, for hun sagde selv stadig, at hun ikke havde ondt, kun en smule i halsen. Lægen gav hende kamfermikstur og salicyltabletter, og det fik hende til at klare en lille smule op, men snart gik det ned ad bakke igen for Karen Sofie.

“Far kom ind til mig, og jeg kunne se, at han græd,” huskede Ellen senere. “’Karen er meget syg,’ sagde han. ‘Hun får det vel bedre?’ spurgte jeg. ‘Vi kan kun bede til, at det sker,’ sagde han.” Herfra gik det rigtig stærkt.

Næste morgen ved syvtiden døde Karen Sofie. Det var naboen, som havde siddet og våget hele natten, der kom ind og fortalte det til Ellen: “Jeg stirrede bare på hende og sagde: ‘Og nu er det mig, der har ondt i halsen.’ Jeg brød hulkende sammen i tårer.”

Karen Sofies dødsårsag blev angivet som hjertelammelse. Måske havde hendes hjerte været svagt, fordi hun som lille havde haft difteri og strubehoste, hvor hun måtte have drænrør gennem halsen og lå på hospitalet. Ellen hørte senere i livet, at der måske kunne være en sammenhæng, men det vidste hun intet om dengang. Hun vidste blot, at hun aldrig mere ville komme til at tale med sin elskede søster.

De næste dage lå Karen Sofie i en hvid kiste hjemme hos familien. Ellen forsøgte at holde sig langt væk fra den.

“På den tid var det almindeligt at sige farvel til sine nærmeste, mens de lå i kisten. Jeg ville ikke. Jeg var bange. Til sidst blev jeg overtalt til alligevel at gøre det.”

Det øjeblik, hvor Ellen lod sit blik falde på den døde søster, brændte sig fast i hendes erindring:

“Karen havde næsten ikke forandret sig, hun havde jo ikke været syg særlig længe. Hun havde sin fine, hvide kjole på og et lille smil om munden. Hun lå i en hvid kiste. Det syn skal jeg aldrig glemme, det er et billede, jeg altid bærer med mig.”

To dage senere fik Ellen at vide, at også hendes mor havde fået lungebetændelse. Ellen forberedte sig på det værste: “Mor var i forvejen ikke af de robuste. Når vi piger spurgte: ‘Kan vi gøre det her til sommer’ eller: ‘Kan vi gøre sådan her til vinter’, svarede hun altid: ‘Måske, hvis vi altså lever så længe.’” Ellens frygt blev til virkelighed.

Den 8. januar hen under aften døde hendes mor. Hun blev 42 år. Hvor Karen Sofie stort set ingen smerter havde haft, var det en helt anden historie med Ellens mor. Hun fik meget stærke smerter i højre side af brystet, da lungebetændelsen satte ind. Ellen hørte sin mor sige, at det var, som om det skar med knive, når hun trak vejret.

I de kommende uger blev flere i den lille landsby syge. Ellen reddede sig også selv den spanske syge og gik glip af Karen Sofies begravelse, fordi hun lå i sengen. Der blev hun liggende i 14 dage. “Jeg husker, at jeg havde en forfærdelig hovedpine og ondt i ryggen. Når sygeplejersken kom for at give mig varme omslag, spurgte jeg, hvad min temperatur var. ‘Det fortæller man aldrig til en patient,’ lød hendes svar.”

Fra tiden omkring sin søsters og mors død huskede Ellen, at alle i byen rykkede sammen og hjalp hinanden. Også selvom alle vidste, hvor stor smittefaren var.

Ellens far kom sig aldrig helt over den tragedie, der havde udspillet sig i det lille hjem. “Far ville ikke acceptere tabet. Jeg kan ikke sige, at han gik fra forstanden, men det var tæt på. Han var overbevist om, at man kunne have gjort meget mere for at redde hans kone og datter. Han hørte en historie om en mand, som havde været meget syg, men som havde fået det bedre, og at denne mand havde fået portvin at drikke. Det gjorde ham rasende, at hans kone og datter ikke havde fået portvin. Han krævede at få en forklaring. Sådan var han omkring mange ting.”

Frustrationen og vreden kom også til at gå ud over nabokonen, som havde været med til at våge over Ellens mor, da hun var allermest syg. Sammen med sygeplejersken havde nabokonen været i soveværelset sammen med moren, mens Ellens far havde siddet og sovet i en lænestol i stuen. Han havde ellers sagt, at han gerne ville være hos sin kone, men den vrisne sygeplejerske havde sagt, at hun havde helt styr på sit arbejde og ikke havde brug for ham omkring sig. Han fik dem til at love, at de ville hente ham, hvis det blev værre.

Da han sad der i lænestolen og blundede, vågnede han pludselig med et sæt, fordi han fik en sær fornemmelse. Han rejste sig og listede ind i soveværelset, hvor hans kone sad op i sengen og sagde:

“De holder mig fast! Hvorfor holder de mig fast?” Han beroligede hende: “Der er ingen, der holder dig fast, læg du dig bare ned og få noget hvile.” Det blev de sidste ord, han udvekslede med hende. Kort efter var hun død.

En tid efter begravelsen fortalte nabokonen ham, at hans kone havde spurgt: “Hvor er far?”, og sygeplejersken havde svaret: “Han er i det andet værelse.” Sygeplejersken var blevet siddende, og nabokonen havde ikke turdet spørge, om hun skulle hente ham.

Ellens far blev så vred, at han i 15 år hverken talte til nabokonen eller så meget som skænkede hende et blik. Det store “hvorfor” blev i det hele taget ved med at hænge som en tung, mørk sky over det lille hjem på Stevns. Og det enorme savn. Skiftende husbestyrerinder flyttede ind de næste år for at løse den praktiske side af det hele, men hjemmet blev aldrig helt igen.

“Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade,” fortalte Ellen.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Dødens skib: Pandemien var med ombord

Da dræberpandemien ramte i 1918, var det amerikanske troppetransporter, som bragte influenzaen til Europa. Ombord på SS Leviathan faldt soldaterne som fluer for sygdommen på vej over Atlanten.

I Hoboken, New Jersey, lå skibet SS Leviathan i slutningen af september klar til afgang. Det mægtige skib var kronjuvelen blandt de mange amerikanske troppeskibe, som havde travlt i disse uger. Dagligt bragte skibene tusinder af friske soldater i land ved den franske kyst. USA’s præsident Wilson sendte så mange mænd af sted som overhovedet muligt i håb om at kunne gøre en hurtig ende på krigen. Han havde ellers et langt stykke hen ad vejen forsøgt at holde sit land ude af verdenskrigen, men i det lange løb var det ikke muligt.

Tyske ubåde havde ved flere lejligheder sænket amerikanske skibe. I 1915 omkom 128 civile amerikanere, da Lusitana blev torpederet og gik til bunds ud for Irlands kyst. Da Tyskland i 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig omkring De Britiske Øer, risikerede alle skibe, der nærmede sig Storbritannien, uanset nationalitet, at blive sænket. Det kunne amerikanerne ikke leve med. Den 6. april 1917 erklærede USA krig mod Tyskland.

SS Leviathan var paradoksalt nok et tysk skib. I 1913 var det med pomp og pragt blevet præsenteret som verdens største passagerskib. Skibet blev døbt Vaterland og indsat på ruten mellem Hamburg og New York. Da krigen brød ud i 1914, var Vaterland netop ankommet til USA, og kaptajnen turde ikke sejle tilbage over Atlanten af frygt for at blive angrebet af den britiske flåde. Først da USA trådte ind i krigen knap tre år senere, kom skibet ud at sejle igen. I mellemtiden havde USA’s hær taget det i besiddelse og omdøbt det til SS Leviathan. Nu blev det brugt til at fragte troppetransporter over Atlanten.

Kæmpeskibet egnede sig perfekt til formålet. Det var så solidt, at ingen tysk ubåd ville kunne sænke det, og derfor behøvede det ikke sejle med destroyer-eskorte. Der var masser af plads om bord. Som passagerskib havde det kunnet rumme 1165 passagerer. I ombygget tilstand som militærskib med tætte køjer var der plads til 6500 mand, og amerikanerne fandt snart ud af, at man faktisk kunne stuve endnu flere mænd sammen på skibet. Hvis soldaterne kunne deles om køjerne ved at skiftes til at sove, kunne skibet snildt rumme 11.000 mand, og der var brug for det. Meldingerne fra Europa var ikke til at tage fejl af. Generalen John Pershing havde fra Vestfronten meldt ud, at han ønskede op mod fire millioner friske soldater i løbet af det næste års tid.

På sin seneste rundtur havde SS Leviathan på hjemrejsen haft en 36-årig mand ved navn Franklin Delano Roosevelt på passagerlisten. 15 år senere skulle han blive valgt som USA’s præsident. I 1918 skulle han efter et ophold i Europa hjem til New York. Undervejs blev han, ligesom en række andre af skibets passagerer, syg af influenza, som også nåede at udvikle sig til lungebetændelse. Da Roosevelt nåede New York, stod hans hustru Eleanor og ventede på ham på havnen i selskab med en læge og en ambulance. Et telegram om hans sygdom var løbet i forvejen, og i al hast blev han bragt på hospitalet, hvor han kom sig. Den danske prins Axel var passager på samme rejse. Ifølge Roosevelt lykkedes det den danske prins og hans følge at holde influenzaen på afstand ved at drikke whisky på overfarten.

På rejsen fra Europa til Amerika i begyndelsen af september havde en del været syge, men det var intet sammenlignet med de rædsler, der skulle udspille sig, da SS Leviathan igen satte kurs mod Europa. Da skibet skulle sejle den 29. september, blev det i første omgang forsinket. Det havde været planen, at soldaterne skulle marchere fra en nærliggende militærlejr til kajen i New Jersey, men mange af dem var allerede så syge, at de knap kunne holde sig på benene under den ellers korte march.

Mand efter mand blev pillet ud af rækkerne og ført tilbage til lazarettet i militærvogne og ambulancer. For de fleste af mændene var det et stort nederlag, når de blev hentet. De havde set frem til at skulle følge deres deling hele vejen til fronten i Europa. Grædefærdige blev de syge mænd ført væk på bårer. Militærlægerne tog det meget alvorligt at få tjekket mændene grundigt inden afgang. Selvom den spanske syge havde været på retur i USA på det seneste, var influenzaepidemien stadig alvorlig. Troppetransporterne var et særligt sårbart sted. Det værste, der kunne ske, var at få smittebærere med om bord på et skib, hvor de skulle leve tæt sammen med tusindvis af andre soldater i små rum med elendig ventilation. Ad flere omgange havde militærlæger advaret mod at overfylde skibene, men det fik ikke de ansvarlige til at skære ned på antallet af soldater.

Tværtimod.

Flere og flere blev proppet på troppeskibene for hver afgang til Europa. Mændene var klar til at gøre hvad som helst for at komme med skibet. En soldat fortalte senere, hvordan han havde skjult sin feber ved at flytte termometeret op over tungen i stedet for at holde det under tungen, hvor lægen havde placeret det. Om bord på skibet blev mændene tjekket igen inden afgang. Før SS Leviathan satte ud, fik 120 mand ordre til at forlade skibet igen, fordi lægerne vurderede, at de var smittet med influenza.

Men da skibet endelig lagde fra kaj og begav sig ned ad Hudsonfloden, var der stadig mange smittede om bord. Det var umuligt for lægerne at fange alle tilfælde. Med en inkubationstid på et par dage kan influenza ikke konstateres i sin indledende fase. Allerede efter en dag på havet var 700 mand syge. Om bord på skibet var heldigvis også omkring 200 sygeplejersker, der skulle til fronten og gøre tjeneste. De fik travlt med at håndtere de mange patienter. På et skib så overfyldt som SS Leviathan, hvor der var langt flere soldater end køjer, var det en stor udfordring at få isoleret de syge fra de raske.

Det blev besluttet at inddrage en hel sektion af skibet til patienter, men der gik ikke længe, før der heller ikke her var sengepladser nok. På dag to døde den første af lungebetændelse, og derefter gik det stærkt. Allerede om natten til den 1. oktober kulminerede det hele i, hvad der i en officiel militærrapport senere blev betegnet som “et sandt inferno”. Sygeplejerskerne styrtede rundt for at komme soldaterne til hjælp. Der lød skrig og klageråb fra de mange senge, og det var ikke kun de syge, der gav lyd. Mange af de raske kunne ikke udholde det syn, der udspillede sig for deres øjne. Hostende og rallende patienter skiftevis spyttede og kastede op på dækket.

Blodet sprøjtede ud af næserne af mange af dem, og ingen havde tid til at tørre det op. De mange kropsvæsker omdannede løbegangene mellem sengene til skøjtebaner, hvor sygeplejerskerne måtte kæmpe for at holde sig på benene.

De forsøgte at give de syge vand og frugt, men mændene kunne ikke holde det i sig. Konstant skulle de hårdtprøvede sygeplejersker tage stilling til, hvem der var raske, hvem der var lidt syge, og hvem der var meget syge. Da skibet den 4. oktober ramte høj sø midt i Atlanterhavet, fik mange mænd det dårligt, men det var svært at afgøre, hvornår der var tale om søsyge, og hvornår det var influenza, og en fejlvurdering, der sendte en rask mand ind til de syge, kunne få fatale konsekvenser. På samme måde skulle mænd, der kun var syge af influenza, holdes på afstand af dem med livstruende lungebetændelse.

Med en hastighed på omkring 22 knob kværnede dødens skib videre på sin færd over Atlanten. Sygeplejerskerne fik næsten ingen søvn. De knoklede konstant for i nogle tilfælde at hjælpe mænd på højkant, i andre tilfælde for at lindre de sidste timer, inden døden indtraf. Flere og flere mænd fik lungebetændelse, og flere og flere døde.

Raske soldater parerede modvilligt ordre, når de i hold blev sendt ud mellem sengene for at samle de døde ind. Besætningerne om bord på troppeskibene havde fået ordre til at bringe døde i land, så de kunne få en ordentlig begravelse, men på flere amerikanske troppeskibe måtte man se stort på denne ordre. Smittefaren ved at beholde de døde om bord var for stor. På nogle skibe kastede man de døde i havet, på andre opbevarede man dem i skibets kølebokse.

Logbogen på SS Leviathan talte sit tydelige sprog om krisen om bord. En dag stod der: “Totalt antal døde: 21. Balsamørerne kan ikke holde trit med antallet af døde.” Senere på rejsen noterede kaptajnen: “Totalt antal døde: 45. Umuligt at balsamere ligene hurtigt nok. Tegn på begyndende forrådnelse hos nogle af dem.”

En strid storm blæste, da SS Leviathan ankom til den franske havneby Brest den 8. oktober 1918. I det øjeblik, skibet lagde til land, var det tydeligt for alle på kajen, at der var noget helt galt. De første folk vaklede fra borde. Soldater med frygt i øjnene. Sygeplejersker med tårer trillende ned ad kinderne. De havde været vidner til frygtelige scener om bord, men i det mindste var de levende.

Ud af de omtrent 11.000 soldater og besætningsmedlemmer, der havde bordet skibet i New Jersey, lå 2000 nu syge. Mange af dem var så dårlige, at de knap vidste, hvem de selv var. 70 var døde og måtte bæres fra borde i kister. De raske hastede i land for endelig at slippe væk fra smittereden. Ud over de 70, der var døde under sejladsen, omkom yderligere 31 i timerne efter, at skibet lagde til. De følgende dage blev dødstallet ved med at stige, efter at patienterne var blevet overført til hospitaler og feltlazaretter på land. Mareridtscenerne om bord på SS Leviathan talte deres tydelige sprog om, at den spanske syge var tilbage.

Anden bølge var i gang, og denne gang skulle den slå til med hidtil uset styrke. Også i Danmark.

*** 

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Tre søstre fra Nørrebro døde af epidemien med få dages mellemrum

Der var sort af mennesker på og omkring Assistens Kirkegård den eftermiddag i oktober 1918, hvor værkfører Jean Hansen måtte tage afsked med sine tre voksne døtre. Den spanske syge havde taget dem med få dages mellemrum.

Foredrag om den spanske syge - læs mere her

Avisreportere vurderede, at tusinder af mennesker havde fundet vej til kirkegården på Nørrebro. Midt i det hele stod en mand, der var opløst af sorg. Jean Hansen, værkfører på en lokal hesteskofabrik, var der for at sige farvel til sine tre døtre. To af dem var født på St. Croix, hvor Jean Hansen i slutningen af 1800-tallet havde fungeret som maskinmester på sukkerkogeriet i Christiansted.

De seneste år havde familien boet på Tagensvej på Nørrebro. De to ældste børn, sønnerne Fritiof og Hjalmar, var for længst flyttet hjemmefra, men de tre søstre, Asta på 30, Ellen på 28 og Karen på 25 år, var alle ugifte og boede hos faren på Tagensvej. Moren var død fem år tidligere.

Nu havde en tragedie ramt værkfører Hansen. Den spanske syge havde fundet vej til hans hjem og havde i løbet af kun fire dage frarøvet ham alle hans tre døtre. Politikens reporter var med ved begravelsen og skrev:

“Da dørene åbnedes til kapellet, trængte alle disse mange mennesker på, og det så et øjeblik helt livsfarligt ud, men stedets alvor greb snart alle sind, og efter at kapellet var fyldt til sidste plads, blev de øvrige roligt stående på kirkegården.”

Samtlige arbejdere samt direktøren fra hesteskofabrikken var til stede for at vise værkfører Hansen deres dybeste medfølelse, men intet har kunnet dæmpe meningsløsheden og sorgen for den midaldrende mand, der har kunnet stå i kirkens kapel og betragte tre hvide kister smykket med en dekoration af røde roser og grønt.

Forrest stod den ældste 30-årige datter Astas kiste, bagved den 28-årige Ellens og den 25-årige Karens. På hver kiste lå en krans fra fabrikken, ligesom også lærernes og lærerindernes vikarforening, hvor de to yngste søstre var medlemmer, havde vist deres sympati.

Pastor Frandsen fra Simeonskirken var selv stærkt bevæget, da han skulle holde sin prædiken. Der hørtes højlydt hulken rundtomkring, mens han kæmpede med at få de højtidelige ord over sine læber. Præsten sagde, at døden i særlig slem grad havde hærget dette hjem på Nørrebro. At den havde frarøvet hjemmet dets tre solstråler på én og samme gang. Tre piger, som ellers havde vist glæde ved deres arbejde og altid spredt glæde i hjemmet.

Præstens tale indeholdt også historien om, hvordan det var gået for sig, da døden var kommet efter de tre søstre. Da den ældste datter var død, havde faren ikke turdet fortælle det til de to andre. De lå nemlig allerede syge, og han ville ikke gøre dem bange for selv at skulle dø. Men da datter nummer to få dage efter også gik bort, havde han ikke længere kunnet bære smerten og sorgen.

Den yngste datter, 25-årige Karen, vidste nu godt, hvad der ventede hende. Ifølge faren havde hun været helt afklaret med det. Hun havde ladet sin far forstå, at hun følte sig klar til at dø. Hun sang salmen ‘Altid frejdig når du går’ for ham og gik derefter over i en sang, hun havde lært af sin afdøde mor. Stroferne til ‘Nu lukker sig mit øje’ blev, ifølge præsten, de sidste ord fra Karens mund, før hun stillede åndede ud.

Præsten endte sin tale med at bede de to sønner om at styrke og støtte deres far. Til tonerne af ‘Dejlig er jorden’ bar arbejderne fra hesteskofabrikken de tre kister ud. Slægt skal følge slægters gang. I familien Hansen var der vendt op og ned på det hele. Det var ikke meningen, at en far skulle stå og overvære jorden blive kastet på sine tre døtres kister, som det nu skete for Jean Hansen. Først kom Astas kiste, derefter Ellens og så Karens. Den stærkt grebne, store forsamling fulgte i dyb bevægelse de tre kister til fællesgraven på kirkegårdens nordlige ende tæt på Jagtvej, hvor trafikken trak sig forbi i en fast rytme på den anden side af muren.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

God premiere på nyt foredrag om kvinder i krig

For nylig lagde jeg vejen forbi Christianshavn for at holde et foredrag, arrangeret af menighedsplejen ved Christians Kirke.

Det blev en skøn aften og en god premiere på mit nye foredrag, der bygger på bogen Blod under halvmånen – med særlig fokus på nogle af de kvindelige stemmer, der er med i bogen.

Gennem sygeplejerskerne Marie Bournonville og Valborg Hjorth og kvindesagsforkæmperen Mabel Stobart kommer vi tæt på de rædsler, der udspillede sig i den glemte krig, der viste sig at være et præludium til 1. verdenskrig.

Der er allerede løbet flere bestillinger ind på foredraget. Jeg glæder mig til at skulle rundt i landet med det.

Læs mere om alle mine foredrag her

Velklædt moselig fra Djursland blev næsten glemt

Foto: Nationalmuseet

For nylig var jeg i Nimtofte på Djursland for at holde et foredrag. Alle de små fortællinger, jeg delte denne aften, kredsede om døden som tema.

Da jeg sad og forberedte foredraget, gik det op for mig, at Huldremosekvinden måtte med denne aften. Et blik på danmarkskortet viste nemlig, at der kun var ganske få kilometer mellem det nedlagte mejeri, hvor foredraget fandt sted, og den lokation, hvor dette utrolige moselig dukkede op for snart 150 år siden.

Jeg skrev om Huldremosekvinden i bogen Danmark før os. En bog, hvor jeg sammen med min medforfatter Linda Corfitz fortalte danmarkshistorien gennem 50 genstande. Under arbejdet med bogen stillede en lang række forskere fra Nationalmuseet deres enorme viden til rådighed.

Historien om Huldremosekvinden bidrog Ulla Mannering gavmildt til. Hun er forskningsprofessor og arkæolog med speciale i forhistorisk dragt-, tekstil- og skindproduktion.

Og lige netop klædedragten er det, der gør Huldremosekvinden helt speciel. Den får hende til at skille sig ud fra andre mere berømte moselig. Faktisk er Huldremosekvinden blevet kendt som det måske allermest velklædte af alle de verdensberømte danske moselig.

I maj 1879 skrev Grenaa Avis om et lig, der var dukket op i en tørvemose ved Ramten og Stenvad på Djursland:

”Den døde lå med hovedet mod vest. Det kunne konstateres, at der var tale om en voksen kvinde formentlig af ret spinkel bygning … Kvinden lå med optrukne ben og overkroppen drejet til siden.”

Det var en tørveskærer ved navn Niels Hansen, der under arbejdet var stødt på et lig. Der blev sendt bud efter distriktslægen og den lokale politimester.

Først var der en mistanke om, at det drejede sig om en lokal mand, der var forsvundet kort forinden. Den teori blev dog snart skudt ned. Der var tale om en kvinde, og lægen kunne konstatere, at hun var ”som en mumie, næsten hele muskulaturen var indsvundet og huden indtørret som pergament af udseende som en røget flæskeskinke og stærkt sammenskrumpet.”

Hun skal blive kendt som Huldremosekvinden, og hun er som nævnt helt utroligt velklædt.

På underkroppen bærer hun et langt, vævet uldskørt med tern, mens et tørklæde i uld er viklet om hovedet og halsen. En lille dragtnål fremstillet af en fugleknogle holder tørklædet fast under den ene arm. To fint forarbejdede skindkapper har gjort det muligt for kvinden at holde varmen i de våde og kolde vintermåneder. Den inderste kappe er forsynet med hele 22 lapper og er temmelig slidt. Den yderste er i noget bedre stand. Begge er syet sammen af forskellige brune og hvide fåreskind.

Hvordan hun er død, ved vi ikke. Hendes højre arm har fået et voldsomt hug, men der er ingen håndfaste beviser for, at kvinden skulle være blevet slået ihjel, sådan som man har set det hos andre berømte moselig. Grauballemanden blev tilsyneladende henrettet med et snit gennem halsen, mens Tollundmanden blev hængt. Huldremosekvinden, derimod, er tydeligvis blevet behandlet nænsomt og respektfuldt. Måske er hun blevet ofret til guderne. I hvert fald ved vi, at folk på samme tid netop i moserne nedsænker mange andre offergaver.

Efter fundet bliver liget begravet på en lokal kirkegård. Hun må dog graves op igen, da der tikker et telegram ind fra Nationalmuseet i København. Her vil man gerne kigge nærmere på kvinden. Efter opgravningen får distriktslægen sin kone til at vaske kvindens fine gamle klæder. Hun skal åbenbart se godt ud, når hun skal med damperen til København.

”Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være blevet renset. Alt er i behold og bliver snarest indsendt,” skriver lægen i et brev til Nationalmuseet.

Heldigvis holder tøjet til denne behandling, og snart ankommer det sammen med moseliget til København. Her viser det sig desværre, at museets interesse alligevel ikke er så stor. Ingen forstår åbenbart, hvor unikt dette fund er, og i 1904 bliver liget givet videre til Københavns Universitet. Heller ikke her er der synderlig interesse, og derfor ender Huldremosekvinden med at tilbringe de næste 70 år i en trækasse under et skrivebord, inden hun kommer tilbage til Nationalmuseet.

På det tidspunkt blæser der nye vinde. Interessen for moselig er blevet meget større. Det begynder at gå op for forskerne, at der er tale om et unikt fund.

I dag er Huldremosekvinden udstillet på Nationalmuseet i København.

Læs mere om Huldremosekvinden på Nationalmuseets hjemmeside.

Jeg skriver mere om hende i bogen Danmark før os. Bogen udkom på People’s i 2021.

Historien om Huldremosekvinden er også med i foredraget Tingene fortæller. Foredraget er en oplysende og underholdende rejse gennem 12.000 års danmarkshistorie. Det kan bookes i hele landet.

Læs mere om alle mine foredrag her.

Den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn

Da Lillebæltsbroen blev indviet d. 14. maj 1935, var den kombinerede vej- og jernbanebro Danmarks hidtil største byggeri og et stærkt symbol på, at landet styrede mod bedre tider efter krisetiderne i begyndelsen af årtiet.

Alting var i bevægelse.

I midten af 1930’erne slog det for alvor revner under det gamle Danmark, og det nye var ved at finde sin form. Et af de stærkeste symboler på forandringen var den nye Lillebæltsbro, som blev indviet den 14. maj 1935. Den gamle færge blev taget ud af drift, og Danmarks første lyntog blev samtidig sat på skinner. Fra den ene dag til den anden blev rejsetiden mellem København og Aalborg forkortet fra ti timer til seks en halv.

Lillebæltsbroen var det hidtil største byggeri i Danmark. Den 57 meter høje og 1.125 meter lange kombinerede vej- og jernbanebro over Lillebælt stod som et stærkt symbol på, at Danmark styrede mod bedre tider. Med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var man ved at lægge de hårde kriseår i begyndelsen af 1930’erne bag sig. Den monumentale bro og de topmoderne dieseldrevne lyntog fortalte historien om et progressivt, fremadbrusende land.

På åbningsdagen nåede Kong Christian knapt at holde sin tale, før utålmodige fynboer sprængte politikæden og satte i løb over bilbroen. Herefter fulgte kolonner af fynske biler, pyntet med bøgeløv, og ført af mænd med høje hatte. Og samtidig blev lyntogene Kronjyden og Østjyden sluppet løs på jernbanebroen ved siden af. Topmoderne tog, der med en rasende fart af 120 kilometer i timen kunne fragte passagerer fra den ene ende af Danmark til den anden på uhørt kort tid.

Trafikminister Friis-Skotte talte bevæget om, hvordan broen – den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn, som aviserne kaldte den – knyttede Danmark tættere sammen. Og digteren Hans Hartvig Seedorf skrev et hyldestdigt, hvor de sidste strofer lød:

En Drøm om Fremtid hviler paa de stærke,

de støtte Piller, – staar der Lykke bag?

Eet ved vi, – at det næste Nu skal mærke

hvor denne Vej har omskabt Folkets Dag.

Det er, som selv vi hører Tiden vende

ved dette møde mellem Kyst og Kyst –

Fuldført er Værket; Broens faste Spænde,

Der samler Bæltet under Danmarks Bryst.

”En drøm om fremtid,” skrev Hartvig Seedorf. Drømmen om alt det nye, det moderne, var allestedsnærværende i Danmark i midten af 1930’erne. Aviserne og bladene skrev side op og side ned om lyntog, automobiler og flyvemaskiner. Alt var i bevægelse.

I eftertiden er 1930’ernes Danmark ofte blevet forbundet med økonomisk krise, elendighed og krigsfrygt. Men der var også andre kraftige strømninger i det danske samfund. Den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, var uden sammenligning den største og mest dybtgående krise, den vestlige kapitalistiske verden havde været udsat for.

Den ramte også Danmark hårdt med stor arbejdsløshed til følge, men det var primært landbruget, der blev ramt. Den danske industriproduktion var forholdsvis beskeden, og der blev mest produceret til hjemmemarkedet.

Landbruget, derimod, levede af eksport, først og fremmest til England, og som så mange andre lande reagerede englænderne på krisen med protektionisme. Man forsvarede sin egen produktion ved at lukke næsten helt ned for import. Det ramte de danske landmænd hårdt, og i begyndelsen af 1930’erne steg antallet af tvangsauktioner på landet dramatisk.

Krisen på landet satte ekstra skub i den bevægelse fra land til by, som havde stået på i flere årtier. I løbet af 1930’erne forsvandt 145.000 fra landbruget, og stort set alle søgte mod byerne. Det var den bevægelse, der i løbet af 1930’erne fik balancen til at tippe én gang for alle: Danmark var nu ikke længere et bondesamfund, men et industrisamfund.

Et industrisamfund er også et bysamfund. Forandringen handlede ikke kun om, hvad folk var beskæftiget med, men også hvordan de levede. Ikke mindst i deres fritid – et begreb, der også hørte det nye Danmark til. I de elektricitetsoplyste byer meldte den moderne verden sig nu for fuld kraft. Gaslamperne var efterhånden forsvundet helt fra bybilledet, og i 1936 blev København lyst op af 5.000 automatisk styrede ellamper.

Ikke bare i det offentlige rum, men også i hjemmene, revolutionerede elektriciteten danskernes hverdag. Folk anskaffede sig strygejern, vaskemaskiner og støvsugere. Lysekroner med elpærer, elektriske komfurer og radioapparater. Koks, petroleum og gas måtte vige. I ugebladene kunne man læse artikler om den elektriske husmor, og i hovedstadens stormagasiner kunne man køre på elektriske rulletrapper, mens facaderne i aftenmørket lyste op i et hav af neon.

Rutebiler, lastbiler og hyrevogne blev en markant del af gadebilledet. I 1936 var der indregistreret 135.000 automobiler i Danmark, et antal der var steget med omkring 50.000 siden depressionens begyndelse. Midt i 1930’erne åbnede også den første S-togstrækning i København, og i 1936 blev det muligt at flyve til Aalborg fra Kastrup Lufthavn, der var åbnet 11 år tidligere.

Nogle historikere har kaldt perioden for det moderne gennembruds anden fase. Mobilitet og bevægelse var tidens store mantra. Ud over Lillebæltsbroen blev der i midten af 1930’erne også bygget bro over Storstrømmen og Limfjorden. Broerne vidnede om Danmarks tekniske formåen. Og de fortalte samtidig historien om et samfund, som var i hastig bevægelse fremad.

Det var den tidsånd, arkitekten og filmskaberen Poul Henningsen (PH) i 1935 ville portrættere i den stærkt omdiskuterede Danmarksfilmen. Filmen viste klassiske danske landskaber, men ikke som stillestående, idylliske postkort. Derimod var dynamikken, bevægelsen og fremskridtet hele motoren i filmen, som PH tænkte som hyldest til det moderne Danmark, hvor natur og industri gik op i en højere enhed. Rastløse optagelser af maskiner, færger, toge og biler i konstant bevægelse. Roterende vindmøller, kværnende industrimaskiner og traktorer.

PH ville skildre den frigørelse af mennesket, som den teknologiske udvikling medførte i datidens Danmark. Filmen var et meget præcist portræt af de brydninger, der fandt sted i de år, men alligevel blev den en kæmpefiasko. Danskerne befandt sig midt i en brydningstid, men de var ikke klar til at se traditionelle danske symboler blive behandlet på den måde. Synet af gamle bondehuse, der blev revet ned til tonerne af moderne jazzmusik, var for meget af det gode for mange danskere.

På den vis blev også Danmarksfilmen fortællingen om det nyes kamp mod det gamle. Et sammenstød og en kontrast, der gennemsyrede alt i Danmark på den tid. På den ene side var dele af landbefolkningen så fattige, at de måtte sulte og var plaget af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme. På den anden side slog moderne byboere sig løs med lydfilm fra Hollywood – biografstykker, som man kaldte dem i samtiden. Helt nye fortællinger og forbilleder blev gennem filmene fra Hollywood bragt ind i det danske samfund.

Noget af det, de urbane strømninger førte med sig, var, at det hele skulle være vildere, højere og hurtigere. Drømmen var at flytte grænserne og gøre det, der tidligere havde været umuligt. Der blev sat rekorder, og der blev bygget større og længere og flottere.

Det hele var i bevægelse.

--

Artiklen blev oprindeligt bragt på POV International.

I bogen Svømmepigerne kan du læse meget mere om 1930’ernes Danmark.

Tommy Heisz holder også foredrag om 1930’ernes Danmark. Læs mere her