Mabel Stobart (tv) under en træningslejr i 1910.
I ’Blod under halvmånen’ kaster jeg ikke blot lys på et glemt kapitel i den europæiske historie. Bogen bringer også kvinders oplevelser af krigen frem i lyset.
I bogen følger vi Marie Bournonville, Valborg Hjorth og en række andre sygeplejersker, der rejser til Balkan i 1912 for at hjælpe og for at få et eventyr for livet. Vi møder også den britiske kvindesagsforkæmper Mabel Stobart, der på egen hånd rejser til Bulgarien med et helt korps af kvinder for at hjælpe folk i nød, da krigen bryder ud.
I begyndelsen af 1900-tallet var krig så godt som 100 % mændenes domæne, men det ønskede britiske Mabel Stobart at ændre på. Hun opbyggede sit eget korps af kvinder, der var klar til at lave hjælpearbejde under krig. Korpset kaldte hun for Women’s Sick and Wounded Convoy Corps.
”Så længe en nations mænds ære hænger sammen med det at tage liv, så må kvindernes ære være forbundet med forsøget på at redde liv,” skriver Mabel Stobart i 1913.
I Stobarts hjemland mente de fleste mænd tilsyneladende, at kvinder ikke hørte hjemme i nærheden af slagmarken. I sin bog ’War and Women’ var Stobart hård i sin kritik af de knap så forandringsparate mænd. Hun skrev, at der på den tid var to ting, britiske mænd frygtede mere end noget andet: At tyskerne skulle invadere deres land, og at kvinderne skulle invadere deres liv.
Da krigen i 1912 brød ud på Balkan, reagerede Mabel Stobart med det samme. Hun tilbød straks at stille sin og korpsets arbejdskraft til rådighed for det britiske Røde Kors. Men forgæves. Mabel Stobart blev voldsomt skuffet, da hun blev afvist:
”Man kan nok forestille sig de følelser, der løb gennem mig, da meldingen kom om, at British Red Cross Society kun ville sende enheder udelukkende bestående af mænd ned for at pleje de syge og sårede! Mænd, som for nogles vedkommende – det skulle senere vise sig – havde større viden om reglerne i fodbold end om hospitalsarbejde.”
Røde Kors lod Mabel Stobart forstå, at der i krigen på Balkan ”ikke var arbejde, som egnede sig til kvinder”.
Hvad gør man så? Stobart tog sagen i egen hånd. Hun steg ombord på et tog i London og rejste til det sydøstlige Europa:
”Jeg besluttede at begive mig til Balkan for at se med egne øjne, om der virkelig ikke var noget arbejde, som ’egnede sig til kvinder’ dernede. Eller om det nærmere handlede om, som jeg mistænkte, at British Red Cross Society bare forestillede sig, at der ikke var noget arbejde, der egnede sig til kvinder.”
Stobart fik en aftale i stand med den bulgarske regering, som gerne ville tage imod kvindernes hjælp. Inden længe var hun klar til at sende Women’s Sick and Wounded Convoy Corps af sted til Balkan.
Uger senere befandt hun og korpset sig i bulgarske Jàmbol. Den eftermiddag, de skulle sætte ud, piskede regnen ned. Efter et kort ophold i Sofia havde Mabel Stobart fået sit hjælpekorps med sig til det sydøstlige Bulgarien. 16 britiske kvinder var rejst dertil fra England og var klar til at drage ud.
Der var 80 okser og 40 vogne med hver sin oksedriver. Det var lykkedes Mabel Storbart at skaffe nogle få brød, to dåser sardiner og nogle hundrede æg. Æggene kunne blive afgørende for deres overlevelse, for det var ikke til at vide, hvad de kunne skaffe sig undervejs i landsbyerne. Ingen kunne oplyse noget om, hvor gamle disse æg var, men som Mabel Stobart så det, var der ikke plads til fine fornemmelser. Det var det eneste, de kunne skaffe, altså måtte de klare sig med det.
Et bulgarsk flag i rødt, grønt og hvidt blev sat i den forreste oksekærre, og så bevægede de sig af sted. Alle i ens uniformer – de praktiske, grønne tweed-dragter, som Mabel Stobart havde besluttet skulle være signaturbeklædningen for Women’s Sick and Wounded Convoy Corps. Frakkerne havde en slids, så kvinderne kunne sidde overskrævs på en hest og ride, hvis der blev brug for det. Derudover bar kvinderne tropehjelm og havde desuden medbragt forklæder til køkkenarbejde samt hospitalskitler.
Mabel Stobart betragtede med stolthed de 16 kvinder, som udgjorde hendes korps. Nu var de endelig på vej i aktion efter flere års træning og forberedelser. Kvinderne viste høj moral, og det stod da også allerede klart, at de ville få brug for den. Mabel Stobart havde i løbet af den seneste uge fået en forsmag på den lidelse, de ville komme til at møde derude.
Og så var der omgivelserne. Den silende regn havde dannet store vandpytter, og mange steder måtte de gå i mudder til knæene, mens de pakkede vognene.
Mens ekspeditionen bevægede sig frem gennem landskabet, kunne kvinderne sidde oppe i vognene. Men der var ikke meget plads, og desuden var vognene åbne. Sivmåtterne, der kunne trækkes hen over oksekærrerne, gjorde stort set ingen forskel. Kvinderne var udsatte, når regnen stod ned, og når de kolde vinde blæste hen over de åbne slettelandskaber.
Ved mødet med en fattig kvinde med en sultende familie i en bulgarsk landsby skrev Stobart:
”For første gang indså jeg en grusom sandhed, der viste sig igen og igen – at en af de ubarmhjertige konsekvenser af de mange krige, mænd bliver ved med at føre mod hinanden, er de lidelser, kvinder og børn går igennem. Mænd tager alle disse ofringer for givet, og historierne om det heltemod, kvinder udviser, og den pine, kvinderne må udholde, bliver aldrig fortalt.”
Gennem regn og mudder bevægede Women’s Sick and Wounded Convoy Corps sig igennem den ene lille landsby efter den anden i grænselandet mellem Bulgarien og Osmannerriget. Hver vogn blev trukket frem af enten en eller to hvide okser eller af to bøfler.
”Gang på gang når vi med fornyet håb nærmede os noget, der på afstand havde lignet en landsby fuld af liv, nåede vi frem og fandt tomme ruiner og forladte huse. Det eneste tegn på liv ville være en flok udsultede, skeletagtige hunde og katte, som dog stadig kunne mobilisere kræfter til at kravle ud og tigge os om mad.”
Om natten sov kvinderne to og to i de smalle vogne. Det var svært at finde en position, hvor de kunne ligge ordentligt. Der blev spredt hø ud i bunden af vognen, så de kunne holde varmen, men det tiltrak også okserne. Kvinderne blev ofte holdt vågne af de store dyr, der gik rundt og gnaskede på høet fra sengene.
Kvinderne havde håbet at kunne proviantere undervejs, da de jo ikke havde meget andet end de æg, Mabel Stobart havde kunnet skaffe i Jàmbol. Men landsbyerne var fattige, og folk sultede. I Kisilagatch lykkedes det kun at skaffe nogle få stykker brød og noget fåreost.
Mabel Stobart måtte minde sig selv om, at sult ikke var det værste, man kunne blive udsat for. Hun havde lært kvinderne altid at tænke positivt og konstruktivt, og som leder måtte hun gå foran med et godt eksempel. Som hun skrev i sin bog: Der var trods alt i denne verden flere mennesker, der døde af at spise for meget end af at spise for lidt.
Om den påstand ligefrem holdt i 1912, er nok tvivlsomt, men for Mabel Stobart var det mindre betydningsfuldt. Det var tankesættet bag den, der betød noget. De havde kun den mad, de nu engang havde, og der var ingen grund til at bryde sit hoved med ting, man ikke havde.
Det var den slags, Mabel Stobart havde lært kvinderne på de forberedende kurser. Vigtigheden af at kunne justere sine forventninger til realiteternes verden.
Hele historien om Mabel Stobart og hendes hjælpekorps kan læses i ’Blod under halvmånen’, som udkom på Lindhardt og Ringhof i august 2022.
***
I et nyt foredrag tager jeg publikum med på en rejse tilbage til krigene på Balkan i 1912-13. Vi oplever krigen gennem kvindernes øjne og kommer helt tæt på de rædsler, der udspillede sig i den glemte krig, der viste sig at være et præludium til 1. verdenskrig.
Foredraget kan bestilles i hele landet. Læs mere her