Ellen gik rundt og glædede sig til sin store dag. Den 6. oktober skulle hun konfirmeres, og hen over sommeren havde hun derfor trofast fulgt forberedelserne hos den lokale præst.
14-årige Ellen boede på en gård ved den lille landsby Lille Linde mellem Køge og Faxe sammen med sin mor og far og søstrene Karen Sofie på 12 år og Inger på to år. På gården boede også tjenestepigen Johanne.
Der var blevet talt en del om den spanske syge i landsbyen de seneste måneder. Ellen havde hørt mange historier, men endnu var ingen fra deres område blevet smittet. Men da konfirmationsdagen kom tæt på, blev der vendt op og ned på det.
Ellen gik til konfirmationsforberedelse sammen med sin gode veninde Rose. De to piger havde glædet sig til at opleve den store dag sammen, men da den endelig oprandt, kunne Rose ikke være med. Hun var syg af influenza og måtte derfor blive i sengen. Rose døde dagen efter, at Ellen blev konfirmeret.
Senere i livet huskede Ellen, hvor ked af det hun var blevet, da hun hørte om venindens død, og hun huskede også, hvor hårdt ramt Roses familie havde været af tabet:
“Forældrene gik til hendes grav hver eneste dag. Efter morens død en 5-6 år efter, kunne vi se hendes far i mørkningen stå lænet imod gravgelænderet og se på sine kæres grave.”
Hen over efteråret og vinteren blev Ellen vidne til, hvordan epidemien rykkede tættere og tættere på. Flere i landsbyen blev syge, og Ellens mor hjalp til, hvor hun kunne. En dag kom nogle naboer og spurgte Ellens far, om han ville hente deres søn på en gård seks-syv kilometer væk.
Faren fik den unge mand hjem i en sygevogn, og hver dag så Ellen sin mor gå over til nabofamilien sammen med sygeplejersken. Influenzaen var gået over i lungebetændelse, og den unge mand havde hårdt brug for hjælp.
Ellens families jul blev ikke påvirket af epidemien. Hun huskede den som en dejlig jul. Den unge pige, Johanne, som tjente i huset, og de to medhjælpere, som hjalp Ellens far i landbruget, blev der for at fejre højtiden sammen med dem.
Mellem jul og nytår var Johanne til en juletræsfest. Da hun kom hjem derfra, sagde hun, at nu havde hun sikkert fået den spanske syge med hjem, for der var en til festen, der havde haft den. Det var ikke noget, Ellen tog synderligt alvorligt på det tidspunkt. Folk snakkede konstant om den sygdom, og hver gang nogen følte sig det mindste utilpas, kaldte de det straks for spansk syge.
Men måske havde pigen faktisk reddet sig noget til den juletræsfest. For et par dage efter, nytårsmorgen, følte hun sig sløj og måtte blive i sengen.
“Nytårsaften havde vi tændt vores juletræ for sidste gang. Min søster Karen Sofie, Johanne og jeg sad sammen, og mor foreslog, at vi skulle synge en salme. Johanne havde det skidt og havde ikke lyst,” huskede Ellen.
Den 2. januar kørte Ellens forældre Johanne hjem, for det ville hun helst, nu hvor hun havde det dårligt. Samme aften sad Ellen i stuen sammen med sin 12-årige lillesøster Karen Sofie, da søsteren udbrød:
“Jeg har ondt i halsen, jeg tror, jeg har den spanske syge.” Ellen grinede: “Dig og din spanske syge.”
Karen Sofie var jo kun 12 år, og hun forestillede sig altid alle mulige ting, men der var desværre noget om snakken denne gang.
Næste morgen måtte Karen Sofie blive i sengen. “Vi var stadig ikke bekymrede, det lignede bare en almindelig omgang snue,” huskede Ellen.
Snart efter følte også Ellens mor sig sløj. Der kom en gæst på besøg, og Ellen huskede, hvordan hun havde set sin mor sidde og tale med gæsten, mens moren skar tobak til Ellens far. Hun så meget sløj ud.
“Jeg kiggede på min mor og sagde: ‘Jeg tror, du er mere syg end Karen. Du er frygtelig bleg,’” huskede Ellen.
Senere samme dag gik moren i seng. Det var tydeligt, at noget var galt, men det fik ingen i familien til at gå i panik. Der blev ikke målt temperatur, og der blev ikke ringet efter lægen.
Den 4. januar havde både Karen Sofie og moren fået det lidt bedre, men moren bad alligevel faren om at ringe til lægen, så han kunne undersøge datteren. Samme eftermiddag ved to-tretiden dukkede lægen op. Fra da af gik det ret hurtigt ned ad bakke med Karen Sofie.
“Min søster havde ikke været ret syg om morgenen, bare lidt ondt i halsen, men nu fik hun febervildelse. Om eftermiddagen kunne hun slet ikke kende os andre,” huskede Ellen.
Lægen konstaterede, at Karen Sofie havde fået lungebetændelse, mens moren endnu blot havde influenza. Men det var lidt underligt med Karen Sofie, for hun sagde selv stadig, at hun ikke havde ondt, kun en smule i halsen. Lægen gav hende kamfermikstur og salicyltabletter, og det fik hende til at klare en lille smule op, men snart gik det ned ad bakke igen for Karen Sofie.
“Far kom ind til mig, og jeg kunne se, at han græd,” huskede Ellen senere. “’Karen er meget syg,’ sagde han. ‘Hun får det vel bedre?’ spurgte jeg. ‘Vi kan kun bede til, at det sker,’ sagde han.” Herfra gik det rigtig stærkt.
Næste morgen ved syvtiden døde Karen Sofie. Det var naboen, som havde siddet og våget hele natten, der kom ind og fortalte det til Ellen: “Jeg stirrede bare på hende og sagde: ‘Og nu er det mig, der har ondt i halsen.’ Jeg brød hulkende sammen i tårer.”
Karen Sofies dødsårsag blev angivet som hjertelammelse. Måske havde hendes hjerte været svagt, fordi hun som lille havde haft difteri og strubehoste, hvor hun måtte have drænrør gennem halsen og lå på hospitalet. Ellen hørte senere i livet, at der måske kunne være en sammenhæng, men det vidste hun intet om dengang. Hun vidste blot, at hun aldrig mere ville komme til at tale med sin elskede søster.
De næste dage lå Karen Sofie i en hvid kiste hjemme hos familien. Ellen forsøgte at holde sig langt væk fra den.
“På den tid var det almindeligt at sige farvel til sine nærmeste, mens de lå i kisten. Jeg ville ikke. Jeg var bange. Til sidst blev jeg overtalt til alligevel at gøre det.”
Det øjeblik, hvor Ellen lod sit blik falde på den døde søster, brændte sig fast i hendes erindring:
“Karen havde næsten ikke forandret sig, hun havde jo ikke været syg særlig længe. Hun havde sin fine, hvide kjole på og et lille smil om munden. Hun lå i en hvid kiste. Det syn skal jeg aldrig glemme, det er et billede, jeg altid bærer med mig.”
To dage senere fik Ellen at vide, at også hendes mor havde fået lungebetændelse. Ellen forberedte sig på det værste: “Mor var i forvejen ikke af de robuste. Når vi piger spurgte: ‘Kan vi gøre det her til sommer’ eller: ‘Kan vi gøre sådan her til vinter’, svarede hun altid: ‘Måske, hvis vi altså lever så længe.’” Ellens frygt blev til virkelighed.
Den 8. januar hen under aften døde hendes mor. Hun blev 42 år. Hvor Karen Sofie stort set ingen smerter havde haft, var det en helt anden historie med Ellens mor. Hun fik meget stærke smerter i højre side af brystet, da lungebetændelsen satte ind. Ellen hørte sin mor sige, at det var, som om det skar med knive, når hun trak vejret.
I de kommende uger blev flere i den lille landsby syge. Ellen reddede sig også selv den spanske syge og gik glip af Karen Sofies begravelse, fordi hun lå i sengen. Der blev hun liggende i 14 dage. “Jeg husker, at jeg havde en forfærdelig hovedpine og ondt i ryggen. Når sygeplejersken kom for at give mig varme omslag, spurgte jeg, hvad min temperatur var. ‘Det fortæller man aldrig til en patient,’ lød hendes svar.”
Fra tiden omkring sin søsters og mors død huskede Ellen, at alle i byen rykkede sammen og hjalp hinanden. Også selvom alle vidste, hvor stor smittefaren var.
Ellens far kom sig aldrig helt over den tragedie, der havde udspillet sig i det lille hjem. “Far ville ikke acceptere tabet. Jeg kan ikke sige, at han gik fra forstanden, men det var tæt på. Han var overbevist om, at man kunne have gjort meget mere for at redde hans kone og datter. Han hørte en historie om en mand, som havde været meget syg, men som havde fået det bedre, og at denne mand havde fået portvin at drikke. Det gjorde ham rasende, at hans kone og datter ikke havde fået portvin. Han krævede at få en forklaring. Sådan var han omkring mange ting.”
Frustrationen og vreden kom også til at gå ud over nabokonen, som havde været med til at våge over Ellens mor, da hun var allermest syg. Sammen med sygeplejersken havde nabokonen været i soveværelset sammen med moren, mens Ellens far havde siddet og sovet i en lænestol i stuen. Han havde ellers sagt, at han gerne ville være hos sin kone, men den vrisne sygeplejerske havde sagt, at hun havde helt styr på sit arbejde og ikke havde brug for ham omkring sig. Han fik dem til at love, at de ville hente ham, hvis det blev værre.
Da han sad der i lænestolen og blundede, vågnede han pludselig med et sæt, fordi han fik en sær fornemmelse. Han rejste sig og listede ind i soveværelset, hvor hans kone sad op i sengen og sagde:
“De holder mig fast! Hvorfor holder de mig fast?” Han beroligede hende: “Der er ingen, der holder dig fast, læg du dig bare ned og få noget hvile.” Det blev de sidste ord, han udvekslede med hende. Kort efter var hun død.
En tid efter begravelsen fortalte nabokonen ham, at hans kone havde spurgt: “Hvor er far?”, og sygeplejersken havde svaret: “Han er i det andet værelse.” Sygeplejersken var blevet siddende, og nabokonen havde ikke turdet spørge, om hun skulle hente ham.
Ellens far blev så vred, at han i 15 år hverken talte til nabokonen eller så meget som skænkede hende et blik. Det store “hvorfor” blev i det hele taget ved med at hænge som en tung, mørk sky over det lille hjem på Stevns. Og det enorme savn. Skiftende husbestyrerinder flyttede ind de næste år for at løse den praktiske side af det hele, men hjemmet blev aldrig helt igen.
“Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade,” fortalte Ellen.
***
