Historiker trækker sværdet og udfordrer sejlivede myter i danmarkshistorien

”Oprindelsesmyter kan være farlige.”

Sådan sagde historiker Anders Lundt Hansen, da udgivelsen af hans bog ’Danmark: De første 1000 år’ blev fejret i sidste uge.

Det er kloge og vigtige ord. Og det er i dén grad også en klog og vigtig bog, Anders har skrevet – og som jeg har været heldig at få lov at give en smule fødselshjælp i rollen som ekstern redaktør.

I bogen tager Anders Lundt Hansen fat om roden på nogle af de fortællinger, vi bliver ved med at reproducere om Danmarks tilblivelse. Fortællinger, som ofte har et stærkt romantisk skær – ja, i flere tilfælde er der vel snarere tale om myter.

Det er et tiltrængt greb at tage på danmarkshistorien. Jeg kan varmt anbefale bogen – og så er det i øvrigt også værd at følge Anders Lundt Hansen på Facebook, hvor han har profilen 1000 1/2 Danmarkshistorier v. Anders Lundt Hansen

Forlagets beskrivelse af den netop udkomne bog lyder sådan her:

Tag med på en rejse gennem de første 1000 år af Danmarks historie fra omkring år 400, hvor danerne første gang optræder i skriftlige kilder, til år 1400, hvor Danmark er blevet et etableret kongedømme. Undervejs ser vi på de genstande og begivenheder, der formede tiden. Vi spejder efter blodige slag, mystiske runeindskrifter og store bygningsværker, men kigger også efter ydmyge stolpehuller og småting, der viser dagliglivet. Vi kommer til at høre nogle af de gamle myter og legender, og vi ser på, hvad der er den rigtige historie bag dem.

Anders Lundt Hansen er historiker, forfatter og specialist i nordisk middelalder.

Fodboldens største rivaler

For Turbineforlaget skriver jeg faktabøger for børn. Det er letlæsningsbøger til folkeskolens mindste.

Den seneste handler om rivaler i fodboldens verden. Klubber, der vil gøre alt for at vinde over hinanden.

Jeg har skrevet en hel serie af disse bøger for børn, der lige er begyndt at læse. De handler bl.a. om:

  • Kim Larsen

  • Katte

  • Hekse

  • Mumier

  • Vovehalse

  • Skurke

  • Pirater

  • Vampyrer.

  • USA

  • Sverige

  • Norge

  • Japan

  • Tyskland

  • Europa

Læs mere om alle bøgerne på Turbines hjemmeside

Læs mit fodboldessay Øjeblikket hvor alting står stille

Pandemien gjorde en ende på Egon Schieles intense liv

“Jeg forbereder mig allerede på det værste,” skrev den kun 28-årige Egon Schiele, da hans hustru Edith blev syg af influenza i oktober 1918. Uger efter lå de begge i graven.

“Indtil for kort tid siden var Wien hovedstaden i et stort om end skrøbeligt og vakkelvornt rige. Nu er den at ligne ved en arm, forpjusket høne, af hvem de sidste sølle halefjer plukkes ud.”

Sådan skrev den danske forfatter Karin Michaëlis, da hun i tiden omkring Første Verdenskrigs afslutning opholdt sig i den østrigske hovedstad og skrev reportager hjem til Politiken. Det var et Centraleuropa på opløsningens rand, Michaëlis rapporterede fra. Udsultede og afkræftede tyske soldater havde ikke mere at stå imod med på Vestfronten. Centralmagternes skeletagtige forsvar var ved at knække endegyldigt, og Tysklands alliancepartner Østrig-Ungarn var reelt brudt sammen.

Det habsburgske monarki, unionen mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn, havde ellers stået som selve symbolet på det gamle, stolte Europa. Østrig-Ungarn havde høj status i begyndelsen af det 20. århundrede. Wien var rigets centrum, og byen var på denne tid en af Europas vigtigste metropoler.

Under den højkarismatiske borgmester Lueger havde byen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet markeret sig som et kulturelt knudepunkt for hele Europa. Antisemitten Lueger havde stået bag gennemgribende reformer. Borgmesteren havde blandt andet kommunaliseret gas- og elektricitetsværker og sporvognsdrift og fået bygget en lang række sygehuse og skoler.

Wien var ovenpå. Både inden for musik, arkitektur og kunst var byen uden sidestykke. Det var herfra, nye, provokerende og dagsordensættende værker udsprang. Vildskaben boede i Wien. Det gjaldt også inden for billedkunsten. I begyndelsen af århundredet husede byen en lang række af de mest markante og grænsesøgende europæiske kunstnere.

En af dem var Egon Schiele. Som dreng havde han siddet ved jernbanen i barndomsbyen Tulln nordvest for Wien og tegnet tog.

Drengens talent var tydeligt, hvilket blev understreget, da han i en alder af kun 16 år blev optaget på det prestigefyldte kunstakademi i Wien. Det skete i 1906, året før samme akademi afviste en ung mand ved navn Adolf Hitler.

Schieles far var død af syfilis. I sine sidste leveår havde han været psykisk syg som følge af lidelsen. Egon var kun 15, da faren døde, og oplevelserne var med til at lægge et alvorligt og tungsindigt skær over mange af den unge malers første værker. I studietiden lærte han Gustav Klimt at kende. Den verdensberømte billedkunstner var kendt for at tage unge talenter under sine vinger og fungere som deres mentor. Det var netop, hvad han gjorde med den unge Schiele, som han så et stort potentiale i. Klimt hjalp Schiele til at få sine værker med på en udstilling, som også præsenterede malerier af Gauguin, Matisse og Munch.

Schiele udviklede sin egen figurative stil. Han malede blandt andet en serie intense selvportrætter, og senere begyndte han at udforske kvindens seksualitet. Det var et provokerende træk på den tid, at Schiele malede portrætter af helt unge kvinder i seksuelt udfordrende situationer. For eksempel portrætterede han en helt ung pige, der onanerede.

Ved at udforske det erotiske felt lagde Schiele sig tematisk op ad psykoterapeuten Sigmund Freud, som også boede i Wien på denne tid, og som vakte opsigt med sine teorier om den undertrykte seksualitet som forklaring på menneskers psykiske problemer. Der var en rød tråd mellem det, Schiele og Freud foretog sig. Begge var de med til at sætte seksualiteten fri, og det kunne netop lade sig gøre i en by som Wien.

I sine unge år havde Egon Schiele masser af løse forhold til kvinder, gerne flere ad gangen, men som 24-årig mødte han Edith, som vendte op og ned på det. Egon forelskede sig, og han friede til Edith. De to blev gift året efter. Nu måtte det være et overstået kapitel med de løse forbindelser, der hidtil havde været en naturlig forlængelse af Schieles udforskning af den erotiske verden. Men hverdagen indfandt sig igen. Edith gav i sine dagbøger udtryk for, at hun oplevede en afstand til Egon, da først forelskelsen havde lagt sig. Hun følte sig ensom og tænkte, at det måske kunne være en løsning at få et barn.

I forsommeren 1918 fortalte Edith til Egon, at han skulle være far. På det tidspunkt var parret vendt tilbage til Wien, efter at Egon i en periode havde været indkaldt til militæret. Som anerkendt kunstner var han blevet forskånet for at blive sendt til fronten og havde i stedet været udstationeret i en krigsfangelejr mellem Györ og Bratislava. Her fik han en del af tiden til at gå med at portrættere russiske krigsfanger, som han var meget fascineret af.

***

Tilbage i Wien fortsatte Schiele sin tjeneste hos Forsvarsmuseet. Det passede ham godt, for det gav ham mulighed for at koncentrere sig om sit kunstneriske virke. De fleste timer tilbragte han i sit atelier i Wattmanngasse nær Schönbrunn-parken i det centrale Wien. Herfra var han vidne til wienernes pinsler.

Den østrigske hovedstad udviklede sig i løbet af 1918 til en desperat by. Ligesom i Berlin satte fjendens blokader et markant præg på folks hverdag. Det var svært at opdrive noget at spise, og byens borgere kunne stå i kø i timevis for blot at få en lille portion tynd suppe. Karin Michaëlis skrev i en af sine reportager:

“I Wien er der ikke kød at opdrive. Men kød kan undværes. Endnu har vi kartofler, og kaffe. Te og sukker kan også undværes, så længe vi har brød. Men vi mangler fedt. Og vi mangler mælk til de små børn. Mødrene er for underernærede til selv at have mælk i brystet. Mælkenøden er vel den største, den mest ubarmhjertige.”

Vinteren begyndte at sætte ind, og situationen blev værre for wienerne. Det var nærmest umuligt at opdrive kul. Byens borgere søgte ud i skovene omkring byen for at hente træ, som de forsøgte at få til at strække så længe som muligt i fyrene og kakkelovnene i de små lejligheder inde i byen.

Egon Schiele havde svært ved at holde varmen i sit atelier, hvor vinduerne var utætte, og der var koldt og fugtigt, men han arbejdede ufortrødent videre. Imens gik Edith hjemme i privaten og følte sig rastløs. Hun ville gerne ud at købe ind og snakke med folk, men den gik ikke. Den spanske syge var løs i Wien, og sygdommen var efter sigende livsfarlig, især for gravide. Derfor tillod Egon i denne periode ikke Edith at gå uden for en dør.

Edith nåede dog et punkt, hvor hun ikke længere kunne leve med at være spærret inde i lejligheden. Hun trodsede Egons forbud og gik ud i byen. Om det var på denne tur, Edith blev smittet, ved vi ikke, men der gik ikke længe, før hun begyndte at føle sig meget sløj. Da oktober gik på hæld, måtte hun blive i sengen og kunne næsten ikke foretage sig noget.

Den 27. oktober skrev Egon et brev til sin mor: “For otte dage siden fik Edith den spanske syge, og hun har nu fået lungebetændelse. Og hun er gravid i sjette måned. Sygdommen er ekstremt alvorlig og livstruende. Jeg forbereder mig allerede på det værste, for hun har konstant svært ved at få luft.”

Portrait of Dying Edith Schiele. Public Domain.

Allerede samme aften fik Edith det værre. Egon gav sig til at tegne. En sidste gang fangede han Ediths konturer og blik. På den skitsetegning, der kom ud af det, er der direkte øjenkontakt til Edith. Øjenlågene er lidt tunge og øjnene sørgmodige, det bølgede hår er ført tilbage og sat op. Ifølge Egon var Edith også selv bevidst om, at hun ikke ville overleve sygdommen. Samme aften skrev hun en sidste hilsen til ham på en lap papir:

“Jeg elsker dig for evigt, og jeg elsker dig mere og mere uendeligt og grænseløst.”

Næste morgen klokken otte var Edith død.

Egon følte sig også selv sløj. Han måtte nu håndtere såvel sorg som spansk syge på én gang. Feberen overtog hurtigt hans krop, og han begyndte at forberede sig på, at han nok måtte følge Edith i graven.

Da en svoger nogle dage senere kom forbi atelieret, fandt han Egon rystende af kulde og i alvorlig krise. Han tog Egon med hjem til sin varme lejlighed og fik en dame til at passe ham, men det var tydeligt, at den unge kunstner havde det virkelig dårligt. Konstant gled han ind og ud af bevidsthed og talte ofte i febervildelse.

På allehelgensaften, præcis tre dage efter Ediths død, trak Egon Schiele vejret for sidste gang. Det skete klokken et om natten. Ifølge svogeren var Egons sidste ord: “Nu er krigen ovre, alt bliver godt igen, og jeg må af sted.”

De skitser, Egon Schiele havde tegnet af sin Edith nogle aftener tidligere, blev hans sidste værker. Han efterlod også et ufærdigt maleri ved navn ‘Familien’. Det viser Egon, Edith og deres lille søn, som aldrig blev født.

***

“Tagene er hvide af tungtliggende sne. Østenvinden skærer gennem klæder og mure. Folket knæler på de kolde kirkers stengulve og håber på, at deres Gud lader kartofler og mel dale ned fra himlen,” skrev Karin Michaëlis i Politiken.

Wien var en by i dyb krise. Mange af samfundets centrale funktioner var brudt sammen. Ofte holdt sporvognene helt stille, og offentlige kontorer var lukket uden forklaring. Af samme grund er det svært at opdrive stålfaste tal på, hvor hårdt den spanske syge slog til i slutningen af 1918. Men kirkegårdene i den østrigske hovedstad fortæller deres egne historier om hele familier, der blev revet bort som følge af epidemien.

Egon og Edith Schiele var de mest markante navne på dødslisterne i Wien den vinter. Men de var blot to blandt mange. Sulten, frosten og den spanske syge tog rigtig mange liv. Byens læger fik af Krigsministeriet lov til at overtage de militærkøretøjer, som ikke længere skulle bruges ved fronten. Med speederen i bund hastede lægerne rundt i byen og forsøgte desperat at hjælpe folk, men som så mange andre steder virkede det af og til næsten nytteløst. Hospitalerne var overfyldte, og mange lå derhjemme og led.

På byens banegård strømmede flere og flere mennesker til. Hjemvendte soldater fra fronten, hulkindede og udsultede, som nu også skulle forsøge at klare sig i byen. Karin Michäelis skrev:

“Nyligt så jeg ved en af bybanens forstadsstationer et tog løbe ind med frontsoldater. Det regnede. Det var aftenmørkt. Hen over den høje dæmning klavrede, snublede og rullede snesevis af grå skikkelser, hver med sin lange sæk (…) Synet af de hjemvendende er ophøjet og rædselsfuldt. O, denne dødsenstræthed, disse udtærede, ældede og dog forventningsfulde – eller fuldkomment slukte – ansigter! Et gensynsskrig! Et gensynsgys! Her og der krammer en soldat sin oppakning ud og sælger alt, til klæderne fra kroppen, for at skaffe penge til det måltid mad, hvorefter han har sukket de sidste døgn. Våben og ammunition sælges. En ridehest med sabel bliver solgt for samme pris som et kilo chokolade.”

I vinterkulden blev Egon Schieles kiste den 3. november 1918 sænket i jorden på Ober Sankt Veit-kirkegården i Wien. Han efterlod sig over 3000 værker og et uudsletteligt aftryk som grænsebrydende kunstner.

***

Kilder:

Jane Kallir: ‘Egon Schiele – Love and Death’.
Tommy Heisz: ‘Den spanske syge’

***

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Wilhelms store drøm

“Når folk var raske, turde de ikke nærme sig de syge,” huskede Julie Hansen, som var 14 år, da den spanske syge kom til Søllested på Lolland.

Byen havde kun et par tusinde indbyggere, og der spredte sig hurtigt en stemning af angst og panik, huskede Julie:

“Det var umuligt at få hjælp udefra.”

‘Kirkely’ stod der på facaden af den rødstensvilla, hvor Julie boede sammen med sin mor, far, storebror og lillesøster. Huset lå tæt på byens kirke, så da epidemien var på sit højeste, kunne Julie sidde og følge med i alle begravelserne på tæt hold. Hun huskede det, som ringede klokkerne konstant.

Hver dag gik Julie til hånde i det gartneri, hendes storebror Wilhelm drev. Wilhelm var 30 år og ugift. Han var invalid og havde derfor svært ved at klare et almindeligt arbejde, men han havde altid været god til blomster og planter, og derfor havde han et par år tidligere startet sit eget lille gartneri på den ene hektar land, der hørte til familiens hus. I drivhusene spirede blomsterne og planterne.

Forretningen gik godt, og selvom baggrunden var tragisk, gik det under den spanske syge bedre end nogensinde før, huskede Julie:

“Vi brugte næsten al vores tid på at binde kranse. Kirkegården lå lige ved siden af gartneriet, og der var den ene begravelse efter den anden. Følget var som regel meget begrænset, for folk lå jo syge hjemme i sengene.”

Hver dag skyndte Julie sig hjem for at give en hånd med, så snart hun havde fri fra skole. Hun elskede at hjælpe sin bror med arbejdet. I gartneriet mødte hun alle de sørgende, der kom for at købe kranse på deres vej til kirke.

Særligt stort indtryk gjorde det på den unge pige, da byens købmand Sofus Jensen mistede sin unge hustru.

“Hr. og fru Jensen havde arbejdet så hårdt i deres købmandsbutik, og nu stod han alene tilbage med butikken og to små børn.”

I gartneriet bandt hun og broren 105 kranse, den dag købmandsfruen skulle begraves. “Vi var nødt til at bede en gartnerfrue fra en naboby om assistance, vi kunne simpelt hen ikke klare det alene. Det var så trist,” huskede Julie.

Søllested var en af de lollandske byer, der blev ramt hårdt under den spanske syge. Under epidemiens første bølge var der gået en tid, før den havde spredt sig til Lolland-Falster. Det var først sket sent i august, hvor man de fleste andre steder i landet havde registreret influenzaen allerede i juli.

De første tilfælde koblede de lokale læger til besøgende fra København. Langs jernbanestrækningen fra Nakskov til Kragenæs kunne man følge, hvordan sygdommen havde spredt sig. Selskabelige sammenkomster som foreningsballer og guldbryllupper gav mange nye tilfælde. En læge i Stubbekøbing konstaterede, at der var markant forskel på, hvordan sygdommen ramte de fattige og de mere velstillede:

“Hos arbejdere og husmænd med kun et eller to opholdsrum smittedes hele familien, mens hos velstillede gårdmænd med mange værelser og et soveværelse til hver person optrådte sygdommen hyppigt kun hos én person,” skrev han.

Heller ikke på Lolland-Falster havde den første bølge krævet mange liv, men helt anderledes så det ud, da oktober kom, og epidemien blussede op på ny.

I familien Hansens hjem var det Julies storebror Andreas, som en dag kom på besøg og bragte smitten med sig. Andreas ernærede sig som barber i Søllested og boede sammen med sin hustru Laurine i et hus længere nede ad vejen.

Julie gik i første omgang fri, men resten af familien blev syge. Julie fik som den eneste raske nok at se til med at passe de andre. Hun gav dem medicin, hun vaskede dem, når de fik næseblod, og hun skrubbede gulvet, når de havde kastet op.

Få huse derfra lå også broren Andreas syg sammen med Laurine, som var gravid. Julie løb derfor i pendulfart fra det ene hus til det andet for at hjælpe. Det meste klarede hun på egen hånd.

“Distriktssygeplejersken kom nogle gange forbi og gav os gode råd, men da hun var den eneste sygeplejerske i området, kunne hun ikke blive længe og hjælpe os. Hun forsøgte at hjælpe i de hjem, hvor alle lå i sengen og var hjælpeløse.”

I Kirkely kom familiens læge, dr. Thim, af og til på besøg. Han var ikke videre optimistisk, når han talte med Julies mor om chancerne for helbredelse, men både lillesøsteren, faren og moren fik det nu efterhånden bedre. Værre stod det til med Wilhelm. Med ham gik det kun ned ad bakke. Gartneriet var han slet ikke i stand til at tage sig af, så det måtte Julie klare på egen hånd ved siden af sin sygepassertjans. Udenfor var nattefrosten ved at sætte ind.

Wilhelm forklarede Julie, hvordan hun skulle tildække drivhusenes glas med store måtter for at isolere mod kulden og beskytte planterne.

“Til at begynde med forstod jeg ikke, hvad han mente, eller hvordan jeg skulle gøre det, men til sidst lykkedes det mig at klare det,” huskede Julie.

På et tidspunkt blev hun også selv syg.

“En eftermiddag måtte jeg bare gå i seng. Jeg var så udmattet, at jeg ikke længere kunne holde det ud.”

Hun slap dog med skrækken. Den 14. december kunne Julie fejre sin 15-års fødselsdag, men der blev ingen fest. Ingen huskede hendes fødselsdag det år, knap nok hende selv. Dagen før var hendes storebror Wilhelm nemlig død af den spanske syge.

“Jeg kan ikke huske, at der var andre med til begravelsen end min mor og mig. Far var lige kommet ud af sengen igen, og alle de andre lå stadig syge.”

I kirken talte præsten varmt om den unge gartner, som havde kendt alle i byen.

“Her ligger en mand, om hvem jeg med sikkerhed kan sige: Han havde ingen fjender,” sagde præsten.

De ord bar Julie med sig resten af livet. Hun var sønderknust over tabet af sin bror, og det gjorde hende trist, at gartneriet nu ikke kunne føres videre.

“Jeg, en pige på 15 år, forsøgte at drive gartneriet videre, men selvom jeg havde lært meget i løbet af de to år, jeg havde arbejdet der, vidste jeg slet ikke nok til at føre det videre.”

Kort tid efter parkerede en lastvogn foran familien Hansens hus i Søllested. Bag rattet sad en mand fra en herregård et andet sted på Lolland. Drivhuse, mistbænke og kasser med planter blev læsset på vognen, som snart efter forlod byen i østlig retning. Wilhelms store drøm, som han selv havde kæmpet for at indfri, blev på kort tid skilt ad og kørt væk. Mange år senere huskede Julie tilbage på det og sagde:

“Jeg græd, da de kørte bort med det hele. Det var en meget sørgelig dag, da det hele blev kørt væk. En sørgelig dag og en sørgelig tid.”

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

14-årige Ellen fra Stevns mistede sin søster og sin mor: ”Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade”

Foto: Lene Vendelbo

Ellen gik rundt og glædede sig til sin store dag. Den 6. oktober skulle hun konfirmeres, og hen over sommeren havde hun derfor trofast fulgt forberedelserne hos den lokale præst.

14-årige Ellen boede på en gård ved den lille landsby Lille Linde mellem Køge og Faxe sammen med sin mor og far og søstrene Karen Sofie på 12 år og Inger på to år. På gården boede også tjenestepigen Johanne.

Der var blevet talt en del om den spanske syge i landsbyen de seneste måneder. Ellen havde hørt mange historier, men endnu var ingen fra deres område blevet smittet. Men da konfirmationsdagen kom tæt på, blev der vendt op og ned på det.

Ellen gik til konfirmationsforberedelse sammen med sin gode veninde Rose. De to piger havde glædet sig til at opleve den store dag sammen, men da den endelig oprandt, kunne Rose ikke være med. Hun var syg af influenza og måtte derfor blive i sengen. Rose døde dagen efter, at Ellen blev konfirmeret.

Senere i livet huskede Ellen, hvor ked af det hun var blevet, da hun hørte om venindens død, og hun huskede også, hvor hårdt ramt Roses familie havde været af tabet:

“Forældrene gik til hendes grav hver eneste dag. Efter morens død en 5-6 år efter, kunne vi se hendes far i mørkningen stå lænet imod gravgelænderet og se på sine kæres grave.”

Hen over efteråret og vinteren blev Ellen vidne til, hvordan epidemien rykkede tættere og tættere på. Flere i landsbyen blev syge, og Ellens mor hjalp til, hvor hun kunne. En dag kom nogle naboer og spurgte Ellens far, om han ville hente deres søn på en gård seks-syv kilometer væk.

Faren fik den unge mand hjem i en sygevogn, og hver dag så Ellen sin mor gå over til nabofamilien sammen med sygeplejersken. Influenzaen var gået over i lungebetændelse, og den unge mand havde hårdt brug for hjælp.

Ellens families jul blev ikke påvirket af epidemien. Hun huskede den som en dejlig jul. Den unge pige, Johanne, som tjente i huset, og de to medhjælpere, som hjalp Ellens far i landbruget, blev der for at fejre højtiden sammen med dem.

Mellem jul og nytår var Johanne til en juletræsfest. Da hun kom hjem derfra, sagde hun, at nu havde hun sikkert fået den spanske syge med hjem, for der var en til festen, der havde haft den. Det var ikke noget, Ellen tog synderligt alvorligt på det tidspunkt. Folk snakkede konstant om den sygdom, og hver gang nogen følte sig det mindste utilpas, kaldte de det straks for spansk syge.

Men måske havde pigen faktisk reddet sig noget til den juletræsfest. For et par dage efter, nytårsmorgen, følte hun sig sløj og måtte blive i sengen.

“Nytårsaften havde vi tændt vores juletræ for sidste gang. Min søster Karen Sofie, Johanne og jeg sad sammen, og mor foreslog, at vi skulle synge en salme. Johanne havde det skidt og havde ikke lyst,” huskede Ellen.

Den 2. januar kørte Ellens forældre Johanne hjem, for det ville hun helst, nu hvor hun havde det dårligt. Samme aften sad Ellen i stuen sammen med sin 12-årige lillesøster Karen Sofie, da søsteren udbrød:

“Jeg har ondt i halsen, jeg tror, jeg har den spanske syge.” Ellen grinede: “Dig og din spanske syge.”

Karen Sofie var jo kun 12 år, og hun forestillede sig altid alle mulige ting, men der var desværre noget om snakken denne gang.

Næste morgen måtte Karen Sofie blive i sengen. “Vi var stadig ikke bekymrede, det lignede bare en almindelig omgang snue,” huskede Ellen.

Snart efter følte også Ellens mor sig sløj. Der kom en gæst på besøg, og Ellen huskede, hvordan hun havde set sin mor sidde og tale med gæsten, mens moren skar tobak til Ellens far. Hun så meget sløj ud.

“Jeg kiggede på min mor og sagde: ‘Jeg tror, du er mere syg end Karen. Du er frygtelig bleg,’” huskede Ellen.

Senere samme dag gik moren i seng. Det var tydeligt, at noget var galt, men det fik ingen i familien til at gå i panik. Der blev ikke målt temperatur, og der blev ikke ringet efter lægen.

Den 4. januar havde både Karen Sofie og moren fået det lidt bedre, men moren bad alligevel faren om at ringe til lægen, så han kunne undersøge datteren. Samme eftermiddag ved to-tretiden dukkede lægen op. Fra da af gik det ret hurtigt ned ad bakke med Karen Sofie.

“Min søster havde ikke været ret syg om morgenen, bare lidt ondt i halsen, men nu fik hun febervildelse. Om eftermiddagen kunne hun slet ikke kende os andre,” huskede Ellen.

Lægen konstaterede, at Karen Sofie havde fået lungebetændelse, mens moren endnu blot havde influenza. Men det var lidt underligt med Karen Sofie, for hun sagde selv stadig, at hun ikke havde ondt, kun en smule i halsen. Lægen gav hende kamfermikstur og salicyltabletter, og det fik hende til at klare en lille smule op, men snart gik det ned ad bakke igen for Karen Sofie.

“Far kom ind til mig, og jeg kunne se, at han græd,” huskede Ellen senere. “’Karen er meget syg,’ sagde han. ‘Hun får det vel bedre?’ spurgte jeg. ‘Vi kan kun bede til, at det sker,’ sagde han.” Herfra gik det rigtig stærkt.

Næste morgen ved syvtiden døde Karen Sofie. Det var naboen, som havde siddet og våget hele natten, der kom ind og fortalte det til Ellen: “Jeg stirrede bare på hende og sagde: ‘Og nu er det mig, der har ondt i halsen.’ Jeg brød hulkende sammen i tårer.”

Karen Sofies dødsårsag blev angivet som hjertelammelse. Måske havde hendes hjerte været svagt, fordi hun som lille havde haft difteri og strubehoste, hvor hun måtte have drænrør gennem halsen og lå på hospitalet. Ellen hørte senere i livet, at der måske kunne være en sammenhæng, men det vidste hun intet om dengang. Hun vidste blot, at hun aldrig mere ville komme til at tale med sin elskede søster.

De næste dage lå Karen Sofie i en hvid kiste hjemme hos familien. Ellen forsøgte at holde sig langt væk fra den.

“På den tid var det almindeligt at sige farvel til sine nærmeste, mens de lå i kisten. Jeg ville ikke. Jeg var bange. Til sidst blev jeg overtalt til alligevel at gøre det.”

Det øjeblik, hvor Ellen lod sit blik falde på den døde søster, brændte sig fast i hendes erindring:

“Karen havde næsten ikke forandret sig, hun havde jo ikke været syg særlig længe. Hun havde sin fine, hvide kjole på og et lille smil om munden. Hun lå i en hvid kiste. Det syn skal jeg aldrig glemme, det er et billede, jeg altid bærer med mig.”

To dage senere fik Ellen at vide, at også hendes mor havde fået lungebetændelse. Ellen forberedte sig på det værste: “Mor var i forvejen ikke af de robuste. Når vi piger spurgte: ‘Kan vi gøre det her til sommer’ eller: ‘Kan vi gøre sådan her til vinter’, svarede hun altid: ‘Måske, hvis vi altså lever så længe.’” Ellens frygt blev til virkelighed.

Den 8. januar hen under aften døde hendes mor. Hun blev 42 år. Hvor Karen Sofie stort set ingen smerter havde haft, var det en helt anden historie med Ellens mor. Hun fik meget stærke smerter i højre side af brystet, da lungebetændelsen satte ind. Ellen hørte sin mor sige, at det var, som om det skar med knive, når hun trak vejret.

I de kommende uger blev flere i den lille landsby syge. Ellen reddede sig også selv den spanske syge og gik glip af Karen Sofies begravelse, fordi hun lå i sengen. Der blev hun liggende i 14 dage. “Jeg husker, at jeg havde en forfærdelig hovedpine og ondt i ryggen. Når sygeplejersken kom for at give mig varme omslag, spurgte jeg, hvad min temperatur var. ‘Det fortæller man aldrig til en patient,’ lød hendes svar.”

Fra tiden omkring sin søsters og mors død huskede Ellen, at alle i byen rykkede sammen og hjalp hinanden. Også selvom alle vidste, hvor stor smittefaren var.

Ellens far kom sig aldrig helt over den tragedie, der havde udspillet sig i det lille hjem. “Far ville ikke acceptere tabet. Jeg kan ikke sige, at han gik fra forstanden, men det var tæt på. Han var overbevist om, at man kunne have gjort meget mere for at redde hans kone og datter. Han hørte en historie om en mand, som havde været meget syg, men som havde fået det bedre, og at denne mand havde fået portvin at drikke. Det gjorde ham rasende, at hans kone og datter ikke havde fået portvin. Han krævede at få en forklaring. Sådan var han omkring mange ting.”

Frustrationen og vreden kom også til at gå ud over nabokonen, som havde været med til at våge over Ellens mor, da hun var allermest syg. Sammen med sygeplejersken havde nabokonen været i soveværelset sammen med moren, mens Ellens far havde siddet og sovet i en lænestol i stuen. Han havde ellers sagt, at han gerne ville være hos sin kone, men den vrisne sygeplejerske havde sagt, at hun havde helt styr på sit arbejde og ikke havde brug for ham omkring sig. Han fik dem til at love, at de ville hente ham, hvis det blev værre.

Da han sad der i lænestolen og blundede, vågnede han pludselig med et sæt, fordi han fik en sær fornemmelse. Han rejste sig og listede ind i soveværelset, hvor hans kone sad op i sengen og sagde:

“De holder mig fast! Hvorfor holder de mig fast?” Han beroligede hende: “Der er ingen, der holder dig fast, læg du dig bare ned og få noget hvile.” Det blev de sidste ord, han udvekslede med hende. Kort efter var hun død.

En tid efter begravelsen fortalte nabokonen ham, at hans kone havde spurgt: “Hvor er far?”, og sygeplejersken havde svaret: “Han er i det andet værelse.” Sygeplejersken var blevet siddende, og nabokonen havde ikke turdet spørge, om hun skulle hente ham.

Ellens far blev så vred, at han i 15 år hverken talte til nabokonen eller så meget som skænkede hende et blik. Det store “hvorfor” blev i det hele taget ved med at hænge som en tung, mørk sky over det lille hjem på Stevns. Og det enorme savn. Skiftende husbestyrerinder flyttede ind de næste år for at løse den praktiske side af det hele, men hjemmet blev aldrig helt igen.

“Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade,” fortalte Ellen.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Tre søstre fra Nørrebro døde af epidemien med få dages mellemrum

Der var sort af mennesker på og omkring Assistens Kirkegård den eftermiddag i oktober 1918, hvor værkfører Jean Hansen måtte tage afsked med sine tre voksne døtre. Den spanske syge havde taget dem med få dages mellemrum.

Foredrag om den spanske syge - læs mere her

Avisreportere vurderede, at tusinder af mennesker havde fundet vej til kirkegården på Nørrebro. Midt i det hele stod en mand, der var opløst af sorg. Jean Hansen, værkfører på en lokal hesteskofabrik, var der for at sige farvel til sine tre døtre. To af dem var født på St. Croix, hvor Jean Hansen i slutningen af 1800-tallet havde fungeret som maskinmester på sukkerkogeriet i Christiansted.

De seneste år havde familien boet på Tagensvej på Nørrebro. De to ældste børn, sønnerne Fritiof og Hjalmar, var for længst flyttet hjemmefra, men de tre søstre, Asta på 30, Ellen på 28 og Karen på 25 år, var alle ugifte og boede hos faren på Tagensvej. Moren var død fem år tidligere.

Nu havde en tragedie ramt værkfører Hansen. Den spanske syge havde fundet vej til hans hjem og havde i løbet af kun fire dage frarøvet ham alle hans tre døtre. Politikens reporter var med ved begravelsen og skrev:

“Da dørene åbnedes til kapellet, trængte alle disse mange mennesker på, og det så et øjeblik helt livsfarligt ud, men stedets alvor greb snart alle sind, og efter at kapellet var fyldt til sidste plads, blev de øvrige roligt stående på kirkegården.”

Samtlige arbejdere samt direktøren fra hesteskofabrikken var til stede for at vise værkfører Hansen deres dybeste medfølelse, men intet har kunnet dæmpe meningsløsheden og sorgen for den midaldrende mand, der har kunnet stå i kirkens kapel og betragte tre hvide kister smykket med en dekoration af røde roser og grønt.

Forrest stod den ældste 30-årige datter Astas kiste, bagved den 28-årige Ellens og den 25-årige Karens. På hver kiste lå en krans fra fabrikken, ligesom også lærernes og lærerindernes vikarforening, hvor de to yngste søstre var medlemmer, havde vist deres sympati.

Pastor Frandsen fra Simeonskirken var selv stærkt bevæget, da han skulle holde sin prædiken. Der hørtes højlydt hulken rundtomkring, mens han kæmpede med at få de højtidelige ord over sine læber. Præsten sagde, at døden i særlig slem grad havde hærget dette hjem på Nørrebro. At den havde frarøvet hjemmet dets tre solstråler på én og samme gang. Tre piger, som ellers havde vist glæde ved deres arbejde og altid spredt glæde i hjemmet.

Præstens tale indeholdt også historien om, hvordan det var gået for sig, da døden var kommet efter de tre søstre. Da den ældste datter var død, havde faren ikke turdet fortælle det til de to andre. De lå nemlig allerede syge, og han ville ikke gøre dem bange for selv at skulle dø. Men da datter nummer to få dage efter også gik bort, havde han ikke længere kunnet bære smerten og sorgen.

Den yngste datter, 25-årige Karen, vidste nu godt, hvad der ventede hende. Ifølge faren havde hun været helt afklaret med det. Hun havde ladet sin far forstå, at hun følte sig klar til at dø. Hun sang salmen ‘Altid frejdig når du går’ for ham og gik derefter over i en sang, hun havde lært af sin afdøde mor. Stroferne til ‘Nu lukker sig mit øje’ blev, ifølge præsten, de sidste ord fra Karens mund, før hun stillede åndede ud.

Præsten endte sin tale med at bede de to sønner om at styrke og støtte deres far. Til tonerne af ‘Dejlig er jorden’ bar arbejderne fra hesteskofabrikken de tre kister ud. Slægt skal følge slægters gang. I familien Hansen var der vendt op og ned på det hele. Det var ikke meningen, at en far skulle stå og overvære jorden blive kastet på sine tre døtres kister, som det nu skete for Jean Hansen. Først kom Astas kiste, derefter Ellens og så Karens. Den stærkt grebne, store forsamling fulgte i dyb bevægelse de tre kister til fællesgraven på kirkegårdens nordlige ende tæt på Jagtvej, hvor trafikken trak sig forbi i en fast rytme på den anden side af muren.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

De flinke vinder til sidst

Er vi mennesker i virkeligheden bare primitive dyr? Er al den grådighed, ondskab og elendighed, vi ser rundtomkring i verden, et udtryk for vores sande måde at opføre os på?

Det taler vi om i det nye afsnit af podcasten Næste Side. Gæsten er Thomas Raab, som har skrevet bogen Menneskedyret.

De gode nyheder er, at flinke mennesker med hang til fællesskab ser ud til at klare sig bedst.

Afsnittet er ude på Podimo nu (søg på Næste Side) - og i løbet af de næste dage skulle det også gerne være at finde på Mofibo/Storytel og på bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Tidligere afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa. Gæst: Lykke Friis

Den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn

Da Lillebæltsbroen blev indviet d. 14. maj 1935, var den kombinerede vej- og jernbanebro Danmarks hidtil største byggeri og et stærkt symbol på, at landet styrede mod bedre tider efter krisetiderne i begyndelsen af årtiet.

Alting var i bevægelse.

I midten af 1930’erne slog det for alvor revner under det gamle Danmark, og det nye var ved at finde sin form. Et af de stærkeste symboler på forandringen var den nye Lillebæltsbro, som blev indviet den 14. maj 1935. Den gamle færge blev taget ud af drift, og Danmarks første lyntog blev samtidig sat på skinner. Fra den ene dag til den anden blev rejsetiden mellem København og Aalborg forkortet fra ti timer til seks en halv.

Lillebæltsbroen var det hidtil største byggeri i Danmark. Den 57 meter høje og 1.125 meter lange kombinerede vej- og jernbanebro over Lillebælt stod som et stærkt symbol på, at Danmark styrede mod bedre tider. Med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var man ved at lægge de hårde kriseår i begyndelsen af 1930’erne bag sig. Den monumentale bro og de topmoderne dieseldrevne lyntog fortalte historien om et progressivt, fremadbrusende land.

På åbningsdagen nåede Kong Christian knapt at holde sin tale, før utålmodige fynboer sprængte politikæden og satte i løb over bilbroen. Herefter fulgte kolonner af fynske biler, pyntet med bøgeløv, og ført af mænd med høje hatte. Og samtidig blev lyntogene Kronjyden og Østjyden sluppet løs på jernbanebroen ved siden af. Topmoderne tog, der med en rasende fart af 120 kilometer i timen kunne fragte passagerer fra den ene ende af Danmark til den anden på uhørt kort tid.

Trafikminister Friis-Skotte talte bevæget om, hvordan broen – den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn, som aviserne kaldte den – knyttede Danmark tættere sammen. Og digteren Hans Hartvig Seedorf skrev et hyldestdigt, hvor de sidste strofer lød:

En Drøm om Fremtid hviler paa de stærke,

de støtte Piller, – staar der Lykke bag?

Eet ved vi, – at det næste Nu skal mærke

hvor denne Vej har omskabt Folkets Dag.

Det er, som selv vi hører Tiden vende

ved dette møde mellem Kyst og Kyst –

Fuldført er Værket; Broens faste Spænde,

Der samler Bæltet under Danmarks Bryst.

”En drøm om fremtid,” skrev Hartvig Seedorf. Drømmen om alt det nye, det moderne, var allestedsnærværende i Danmark i midten af 1930’erne. Aviserne og bladene skrev side op og side ned om lyntog, automobiler og flyvemaskiner. Alt var i bevægelse.

I eftertiden er 1930’ernes Danmark ofte blevet forbundet med økonomisk krise, elendighed og krigsfrygt. Men der var også andre kraftige strømninger i det danske samfund. Den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, var uden sammenligning den største og mest dybtgående krise, den vestlige kapitalistiske verden havde været udsat for.

Den ramte også Danmark hårdt med stor arbejdsløshed til følge, men det var primært landbruget, der blev ramt. Den danske industriproduktion var forholdsvis beskeden, og der blev mest produceret til hjemmemarkedet.

Landbruget, derimod, levede af eksport, først og fremmest til England, og som så mange andre lande reagerede englænderne på krisen med protektionisme. Man forsvarede sin egen produktion ved at lukke næsten helt ned for import. Det ramte de danske landmænd hårdt, og i begyndelsen af 1930’erne steg antallet af tvangsauktioner på landet dramatisk.

Krisen på landet satte ekstra skub i den bevægelse fra land til by, som havde stået på i flere årtier. I løbet af 1930’erne forsvandt 145.000 fra landbruget, og stort set alle søgte mod byerne. Det var den bevægelse, der i løbet af 1930’erne fik balancen til at tippe én gang for alle: Danmark var nu ikke længere et bondesamfund, men et industrisamfund.

Et industrisamfund er også et bysamfund. Forandringen handlede ikke kun om, hvad folk var beskæftiget med, men også hvordan de levede. Ikke mindst i deres fritid – et begreb, der også hørte det nye Danmark til. I de elektricitetsoplyste byer meldte den moderne verden sig nu for fuld kraft. Gaslamperne var efterhånden forsvundet helt fra bybilledet, og i 1936 blev København lyst op af 5.000 automatisk styrede ellamper.

Ikke bare i det offentlige rum, men også i hjemmene, revolutionerede elektriciteten danskernes hverdag. Folk anskaffede sig strygejern, vaskemaskiner og støvsugere. Lysekroner med elpærer, elektriske komfurer og radioapparater. Koks, petroleum og gas måtte vige. I ugebladene kunne man læse artikler om den elektriske husmor, og i hovedstadens stormagasiner kunne man køre på elektriske rulletrapper, mens facaderne i aftenmørket lyste op i et hav af neon.

Rutebiler, lastbiler og hyrevogne blev en markant del af gadebilledet. I 1936 var der indregistreret 135.000 automobiler i Danmark, et antal der var steget med omkring 50.000 siden depressionens begyndelse. Midt i 1930’erne åbnede også den første S-togstrækning i København, og i 1936 blev det muligt at flyve til Aalborg fra Kastrup Lufthavn, der var åbnet 11 år tidligere.

Nogle historikere har kaldt perioden for det moderne gennembruds anden fase. Mobilitet og bevægelse var tidens store mantra. Ud over Lillebæltsbroen blev der i midten af 1930’erne også bygget bro over Storstrømmen og Limfjorden. Broerne vidnede om Danmarks tekniske formåen. Og de fortalte samtidig historien om et samfund, som var i hastig bevægelse fremad.

Det var den tidsånd, arkitekten og filmskaberen Poul Henningsen (PH) i 1935 ville portrættere i den stærkt omdiskuterede Danmarksfilmen. Filmen viste klassiske danske landskaber, men ikke som stillestående, idylliske postkort. Derimod var dynamikken, bevægelsen og fremskridtet hele motoren i filmen, som PH tænkte som hyldest til det moderne Danmark, hvor natur og industri gik op i en højere enhed. Rastløse optagelser af maskiner, færger, toge og biler i konstant bevægelse. Roterende vindmøller, kværnende industrimaskiner og traktorer.

PH ville skildre den frigørelse af mennesket, som den teknologiske udvikling medførte i datidens Danmark. Filmen var et meget præcist portræt af de brydninger, der fandt sted i de år, men alligevel blev den en kæmpefiasko. Danskerne befandt sig midt i en brydningstid, men de var ikke klar til at se traditionelle danske symboler blive behandlet på den måde. Synet af gamle bondehuse, der blev revet ned til tonerne af moderne jazzmusik, var for meget af det gode for mange danskere.

På den vis blev også Danmarksfilmen fortællingen om det nyes kamp mod det gamle. Et sammenstød og en kontrast, der gennemsyrede alt i Danmark på den tid. På den ene side var dele af landbefolkningen så fattige, at de måtte sulte og var plaget af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme. På den anden side slog moderne byboere sig løs med lydfilm fra Hollywood – biografstykker, som man kaldte dem i samtiden. Helt nye fortællinger og forbilleder blev gennem filmene fra Hollywood bragt ind i det danske samfund.

Noget af det, de urbane strømninger førte med sig, var, at det hele skulle være vildere, højere og hurtigere. Drømmen var at flytte grænserne og gøre det, der tidligere havde været umuligt. Der blev sat rekorder, og der blev bygget større og længere og flottere.

Det hele var i bevægelse.

--

Artiklen blev oprindeligt bragt på POV International.

I bogen Svømmepigerne kan du læse meget mere om 1930’ernes Danmark.

Tommy Heisz holder også foredrag om 1930’ernes Danmark. Læs mere her


Når et supermarked dør

Der er stærke følelser i spil i disse dage, hvor det er blevet meldt ud, at Irma lukker ned – eller i det mindste omdannes til noget andet.

Jeg har ikke selv noget nært forhold til Irma, men der er jo noget om, at butikker ikke bare er butikker. Forbruget, der foregår derinde, væver sig tæt sammen med vores fortællinger om os selv.

Det gik jeg og tænkte lidt over for nogle år siden, da jeg skrev det her digt.

Helt generelt er jeg fascineret af forladte bygninger. I dette tilfælde fik de forladte Brugsen-butikker i mange små landsbyer mig til at reflektere lidt over, hvem vi egentlig var, før vi pludselig ikke var det mere.

SPØGELSESBRUGSEN

I spøgelsesbrugsen

handler de endnu

i spøgelsesbrugsen

står de stadig i kø

når der er frostvarer på bud

haricots verts med isblomster på

og der er altid konserves

hvis der ikke er andet

er der altid konserves

spøgelsesbrugsen lukkede

men den lukkede aldrig helt

det er stadig muligt at købe

smelteost med skinke

brun sæbe, ståluld

citronvand med regnbue på

og de hænger der endnu

over deres knallerter

og deres piger med sort mascara

på pladsen foran spøgelsesbrugsen

og når mørket falder på

laver de hjulspind i piruetter

og truer forbipasserende

og snitter i poserne med spagnum

foran spøgelsesbrugsen

og så lige pludselig

er de ovre sidste salgsdato

frisurerne er forkerte

lige pludselig

størkner deres blod

stivner de i bevægelserne

under fremkaldervæske

bliver til gulnede motiver

fikserede

lige dér

på pladsen

foran spøgelsesbrugsen


***

Digtet er med i bogen ’Stilstandsrapport’ – læs mere her

Kvinder i krig

I ’Blod under halvmånen’ kaster jeg ikke blot lys på et glemt kapitel i den europæiske historie. Bogen bringer også kvinders oplevelser af krigen frem i lyset. I et nyt foredrag tager jeg publikum med på en rejse tilbage til krigene på Balkan i 1912-13. Vi oplever krigen gennem kvindernes øjne og kommer helt tæt på de rædsler, der udspillede sig i den glemte krig, der viste sig at være et præludium til 1. verdenskrig.

Read More