En sommernat i 1735 kom Pastor Amey ridende i en skov nær Richmond i den sydvestlige udkant af London. Han havde været på landet for at passe sin præstegerning og var nu på vej tilbage mod det centrale London, hvor han residerede på en kro ved The Strand.
Råbende stemmer i mørket fik ham til at trække i tøjlerne og gøre holdt, og inden han havde set sig om, pegede to mænd deres flintebøsser mod ham i mørket. Den ene af dem var den berygtede Richard Turpin, bedre kendt som Dick Turpin. Han var høj og velklædt og sad på ryggen af en hest af fin race. Hans ansigt var delvist dækket af et tørklæde og det lange, brune hår var samlet i en hestehale.
Det var pengene eller livet for Pastor Amey. Disse brutale røvere havde slået ihjel før. Som en del af den berygtede Essex-bande havde Dick Turpin stået bag en lang række brutale overfald og røverier i udkanten af London. For eksempel havde han været med under et hjemmerøveri, hvor en 70-årig mand blev overhældt med kogende vand og trukket rundt i sit eget hus ved håret, mens hans tjenestepiger blev voldtaget. Alt sammen for et udbytte på sølle 30 pund.
Også i tilfældet Pastor Amey blev udbyttet begrænset. Et sølvur, fire guineas og en smule sølv. Efter røveriet frigjorde landevejsrøverne Ameys hest fra seletøjet og lod den stikke af, samtidig med at de selv red bort og efterlod den røvede pastor alene i den mørke skov.
Netop i dagene omkring dette overfald i juli 1735 slog Turpin og hans bandefæller til adskillige gange i skovene i det sydvestlige London. Det fik byrådet i London til at hasteudstede en proklamation, der blev hængt op mange steder i området. På den stod der, at der ville være 100 pund i dusør til enhver, der opdagede og angav personer, der havde ”gjort sig skyldige i mord eller røveri på en hvilken som helst vej, gade, hovedvej, passage, mark eller åben plads i London eller Westminster, eller i en radius af fem mil herfra.”
***
***
Landevejsrøverier havde været et kendt problem i England siden midten af 1600-tallet. Efter borgerkrigen og afsættelsen af kong Charles 1. i 1649, var der rigtig mange soldater, der tidligere havde kæmpet for kongen, som nu var arbejdsløse. De havde ikke noget job og ingen penge, og de begyndte at strejfe rundt. Det eneste, de kunne, var at slås, og derfor begyndte mange af dem at overfalde forbipasserende for at røve dem.
Det var særligt omkring London, at overfaldene fandt sted. Med sine over 500.000 indbyggere var byen Englands suverænt største i anden halvdel af 1600-tallet, og den var også blandt de største i Europa. Handelsrejsende kom hertil fra nær og fjern, og i de tætte skove omkring storbyen havde overfaldsmændene perfekte betingelser.
Røverne slog typisk til om natten. De holdt ofte til i nærheden af de dårligt oplyste hovedveje omkring London. Der var strækninger, hvor der var langt mellem husene, og her kunne de i ro og mag planlægge angrebene på forbipasserende. Et udsat område var hedelandskabet omkring Hounslow Heath i det sydvestlige London, hvor de velbenyttede veje til Bath og Exeter gik igennem. Også de tætte skovområder ved Richmond og Eppingskoven ved Exeter, der i flere år var Dick Turpins foretrukne sted, havde mange landevejsrøvere.
Efterhånden som myndighederne fik styr på de mest udsatte steder, dukkede røverne op nye steder. Før Turpins tid havde de huseret i Hyde Park tættere på centrum i London. Som følge af de mange overfald blev der etableret gadelygter med olielamper langs vejen fra St. James’s Palace og Kensington Palace, som dermed blev den første strækning med gadebelysning i England.
Landevejsrøverne fyldte meget i englændernes bevidsthed i 1700-tallet. Aviserne rummede hele tiden nye beretninger om overfald på sagesløse, og utrygheden var stor. Røverne var typisk maskerede, så signalementerne var ofte sparsomme, men i enkelte tilfælde lykkedes det at identificere landevejsrøvere, hvorefter der offentligt blev sat efterlysninger op med høje dusørsummer. Det skete blandt andet for Dick Turpin, efter at tilstrækkeligt mange af hans ofre havde beskrevet hans lange hår og det markerede ansigt.
Når landevejsrøvere blev fanget, blev de ofte deporteret til de nordamerikanske straffekolonier. Hvis de altså ikke blev hængt. Havde deres forbrydelser været særligt strenge, blev deres lig hængt til offentligt skue i galger langs den befærdede Edgware Road, indtil de rådnede op. Sådan gik det for flere af Turpins bandefæller i Essex-banden, der stort set blev trevlet op i slutningen af 1735.
Dick Turpin fik myndighederne imidlertid ikke ram på lige med det samme. Han huserede stadig fra tid til anden i skovene omkring London, indtil der pludselig blev stille omkring ham fra begyndelsen af 1736. Med en pris på sit hoved på 200 pund havde han sikkert mærket jorden brænde under sig, og han drog derfor nordpå til Yorkshire, hvor han skiftede navn til John Palmer og slog sig ned som hestehandler. Han nøjedes dog ikke med at handle med heste, men forsørgede også sig selv ved at begå flere landevejsrøverier.
I 1739 blev ”John Palmer” fængslet for et simpelt hestetyveri. Da han fra fængslet i York skrev et brev til sin svoger hjemme i London for at få hjælp til retssagen, klappede fælden. Svogeren afviste at tage imod brevet på postkontoret, fordi han ikke mente at kende nogen John Palmer i York. En mand ved navn James Smith så tilfældigt brevet og genkendte håndskriften. Smith havde som dreng gået i skole med Dick Turpin, som var lidt yngre end ham, og han havde dengang hjulpet ham med at lære at skrive. Han fattede derfor mistanke, da han så håndskriften afsendt fra ”John Palmer”, og han informerede straks myndighederne. Efter først at have benægtet alt, gik Dick Turpin til bekendelse og indrømmede sin sande identitet. Nu kom tiltalen mod ham til ikke blot at handle om hestetyveri, men også om mord og stribevis af brutale overfald. Retssagen i York blev omtalt i alle landets aviser, og den endte ikke overraskende med, at Turpin blev dømt til hængning.
Richard ”Dick” Turpin er i dag bedst kendt som den kappeklædte landevejsrøver, der på sin hest Black Bess i nattens mulm og mørke overfaldt rejsende og frarøvede dem værdier. Men hans kriminelle cv stak i virkeligheden i mange retninger. Det stod klart, da politiet efterforskede hans sag til bunds.
Turpin havde oprindeligt været slagter, men han nåede aldrig at tjene ret mange penge på ærlig vis. Han var en god skytte, og som ganske ung brugte han de færdigheder til i det nordlige London at nedlægge vildt som krybskytte.
Efter at have opereret på egen hånd blev han en del af et mere organiseret forbryderfællesskab i Essex-banden. Her var krybskytteri også en vigtig aktivitet, men Turpin begyndte også at stjæle heste, som han solgte videre til lokale hestehandlere. Essex-banden blev dog særligt kendt for at stå bag en række særdeles brutale hjemmerøverier omkring London. I ét tilfælde truede de en ældre dame med smide hende på ildstedet, hvis hun ikke fortalte dem, hvor pengene lå. Da de havde fået pengene, blev de i huset natten over, hvor de åd og drak, mens den gamle dame sad bundet til en stol. I andre tilfælde voldtog og torturerede de folk.
En øjenvidneberetning bekræfter, hvor voldsomt det gik for sig, når Dick Turpin og hans slæng slog til. William Mason, en husbestyrer i Essex, fortalte om et hjemmerøveri i 1734:
”En række bevæbnede personer, alle maskerede med sorte eller hvide klæder for ansigterne, brød brutalt ind i huset, og en af dem skød øjeblikkeligt efter mig. Bagefter tævede og ydmygede de både min kone og jeg, og da jeg gjorde et forsøg på at slippe væk, skød de igen efter mig. Det lykkedes med stort besvær for mig, min kone og min 13-årige datter at slippe væk. De forsøgte at dræbe os (…) De ødelagde også møbler og vinduer, og de stjal omkring 140 pund i rede penge, ni sølvskeer, tolv skydevåben og det meste af min kones garderobe (…) Før det lykkes at sætte en stopper for disse vanvittige voldsmænd, vil det være umuligt for nogen i det her område at føle sig sikre.”
Efter politiets optrevling af Essex-banden i 1735 fandt Turpin nye medsammensvorne, men det gik galt, da han ved et uheld kom til at skyde og dræbe en af dem under et røveri. Kort tid efter dræbte han endnu en mand, der forsøgte at fange ham, og nu stod han for alvor højt på listen over eftersøgte forbrydere. Det var først på dette fremskredne tidspunkt i sin karriere, at Dick Turpin for alvor kastede sig over disciplinen landevejsrøveri. Han skiftede jagtmarker og begav sig til York i det nordlige England, hvor han officielt var hestehandler, men i virkeligheden finansierede sin tilværelse ved overfald på rejsende og tyveri af heste.
Lørdag d. 7. april 1739 blev den berygtede landevejsrøver Dick Turpin ført gennem Yorks gader i åben vogn. Hele vejen fra fængslet i bymidten til galgen ved Knavesmire stod folk og stirrede på den berømte dødsdømte. Turpin havde købt en lang frakke og nye sko til lejligheden og hyret et sørgekor på fem personer, der skulle følge ham hele vejen.
Ifølge avisernes reportere optrådte han med stor værdighed. Han bukkede for publikum flere gange undervejs, og da vognen nåede frem, trådte han målrettet op ad stigen til galgen og lod bøddelen lægge rebet om halsen på ham. Derefter kastede han sig i døden med ”en bevægelse så resolut, som besteg han blot en hest for at ride af sted,” som borgerne i York kunne læse på den nyhedsløbeseddel, der blev delt rundt i byen kort efter henrettelsen.
Næsten 100 år efter at Dick Turpin blev dømt til døden og henrettet i galgen i York, skrev forfatteren William Harrison Ainsworth en stærkt romantiseret skildring af Dick Turpins meritter, som romantiserede den koldblodige forbryders eftermæle en hel del. Sammen med en senere tv-serie, der var populær i 1980’erne, var det med til få mange børn til at se op til den fascinerende outlaw-skikkelse ved navn Dick Turpin. Men kigger man lidt nærmere efter i kilderne, var der altså ikke meget at se op til.
***
Kilder:
Derek Barlow: Dick Turpin and the Gregory Gang
James Sharpe: Dick Turpin : the myth of the English highwayman
