Vild Historie: Sæsonen er slut

Så er min yndlingsradiomakker Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg i mål med endnu en sæson af Vild Historie. Det blev sæsonen, hvor:

- Thomas Oldrup fortalte om Francisco de Miranda, sexturisten fra Venezuela.

- Jakob Ørnbjerg udbredte sig om den store jyske ulveplage i 1700-tallet.

- Karen Gram-Skjoldager delte fortællingen om den uduelige nazispion fra 1930’ernes Aarhus.

- Kim Blæsbjerg bragte os tæt på Rav-Aage og hans kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova.

- Ida Nørskov fortalte dragende om morfinisme gennem historien.

- Jannie Schjødt Kold var vores rejseleder på turen til 1800-tallet, hvor Dickens fik nok af H.C. Andersen.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen. Det samme gælder resten af bagkataloget. Der er nu 66 afsnit af Vild Historie.

Her en lille intro til hvert af de seks afsnit i den nyeste sæson, efteråret 2023:

SEXTURISTEN FRA VENEZUELA

I december 1787 ankom et skib til København med en særlig passager ombord. Francisco de Miranda var på en lang dannelsesrejse rundt i Europa – en rejse, der rustede ham til hans senere liv som revolutionær i hjemlandet Venezuela. Miranda opholdt sig i Danmark i nogle måneder, og her nåede han både at undersøge landets skikke og nedlægge en lang række kvinder. Det hele blev nedfældet i hans dagbog, som i dag er en vigtig kilde til 1700-tallets Danmark. Ikke mindst fordi Miranda – ud over de seksuelle eskapader – besøgte fængsler, stokkehus, hospitalsvæsen og andre skyggesider af det danske samfund, som vi ellers kun har få kilder til. Vi har besøg af Thomas Oldrup, som er historiker og redaktør og tidligere har skrevet speciale om sex i 1700-tallet.

DEN STORE JYSKE ULVEPLAGE

Omfattende drab på kvæg, får, geder, grise og heste. I den anden halvdel af 1600-tallet var Jylland ramt af en sand ulveplage. De mange ulve var kommet til i hælene på forskellige udenlandske hære, der havde besat, hærget og udpint den jyske halvø. Ulveflokkene strejfede gennem skovene, over markerne og græsningsarealerne og ind i byerne – og skabte frygt og alarm hos de jyske bønder. Tre på hinanden følgende konger forsøgte med forskellige jagtforordninger at få dæmmet op for ulveplagen. Vild Historie tager på ulvejagt med kulturhistoriker Jakob Ørnbjerg – og sammen med ham ser vi nærmere på det mytiske rovdyr, som ulven også er.

DEN UDUELIGE NAZISPION

Der var noget mistænkeligt ved Dr. Alfred Domes, da han i 1930’erne huserede på Aarhus Universitet. Den tyske filolog var ikke bare åbenlys nazist – han snusede også lige lovlig meget rundt i forskellige miljøer i byen og foretog mærkelige rejser til vestkysten lige før den tyske besættelse af Danmark. Der var bred enighed om at Domes var spion – og en ret dårlig en af slagsen. Historiker Karen Gram-Skjoldager er vores gæst i dette afsnit, der fortæller om den uduelige nazi-spion, om dansk-tyske forhold i mellemkrigstiden og om et vakkelvornt dansk efterretningsvæsen.

RAV-AAGE TOG KAMPEN OP IMOD KEMIFABRIKKEN

I 1953 etablerede fabrikken Cheminova sig ved Harboøre og Thyborøn. Det var en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning til området. Fabrikken skabte masser af arbejdspladser – men desværre også en regulær miljøkatastrofe op gennem 1950’erne og 1960’erne. En lokal fisker, Aage Hansen, forsøgte i årtier at råbe omverdenen op. Rav-Aage, som han også kaldes, omtales ofte som Danmarks første miljøaktivist. Med tiden har han på grund af sin kamp mod Cheminova fået status af lokal legende, men i starten kæmpede han enten med indædt modstand eller for døve ører – og det fik store personlige konsekvenser for ham. Vi har været i Thyborøn for at besøge Rav-Aages søn Bjarne Hansen, som fortsætter sin fars kamp. I studiet har vi besøg af Kim Blæsbjerg, som selv kommer fra området og har skrevet en anmelderrost roman om det aftryk, Cheminova har sat, ikke mindst menneskeligt.

MORFINISTERNE – MELLEMKRIGSTIDENS MISBRUGERE

I mellemkrigstiden – længe før Danmark fik en narkotikalov – endte mange danskere som morfinister. Hårdest ramt var sygeplejersker og læger, som havde adgang til stofferne. Misbrugere blev typisk indlagt på sindssygehospitalet Skt. Hans i Roskilde. Vi ser nærmere på deres skæbner sammen med vores gæst, Ida Nørskov. Hun er historiker og har skrevet et speciale, hvor hun har arbejdet med patientjournaler fra Skt. Hans Hospital i 1920-45.

H.C. ANDERSENS BESØG DREV DICKENS TIL VANVID

I 1857 kom den verdensberømte danske eventyrdigter H. C. Andersen på besøg hos den lige så verdensberømte engelske forfatter Charles Dickens. Andersen havde skrevet, at han ikke ville blive længere end 14 dage, men blev i fem uger. Og det blev fem lange uger for Dickens-familien. "Vi lider alle under Andersens besøg," skrev den engelske forfatter blandt andet til en ven. Sammen med rejsejournalist og forfatter Jannie Schjødt Kold taler vi om det meget akavede topmøde mellem de to litterære titaner – og vi taler om hvem Andersen i virkeligheden var og hvorfor han rejste så meget.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen.

Læs mere om Vild Historie

Samtale med Jørn Stjerneklar: Næste Side #7 er ude nu

Portræt af Jørn Stjerneklar (øverst th): Mayday Press

”Jeg trykker på record, sidder musestille. Ligesom i Kigali ved vejspærringen forlader jeg min krop, ser mig selv oppefra. Nede på betongulvet begynder mit fysiske jeg at få kvalme. Ikke over lugten eller den døde soldat eller fluerne eller de andre døde mennesker omkring mig. Nej, for første gang i mit liv er jeg i bogstaveligste forstand ved at brække mig over mig selv, mit arbejde, branchen.”

Sådan lyder en af adskillige stærke passager fra Jørn Stjerneklars nye bog ’Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set.’ En rå og stærk læseoplevelse. Jeg var så heldig at få besøg af Stjerneklar til en times samtale i podcasten Næste Side, da han for nylig var hjemme i Danmark i forbindelse med udgivelsen af bogen.

Vi fik en god snak og kom omkring det, man nu kan på cirka 60 minutter. For den fulde historie må du selvføgelig have fingrene i Stjerneklars bog, som varmt kan anbefales.

Her følger introen til afsnit #7 af Næste Side og lidt mere info om, hvor du kan lytte til det hele.

***

INTRO:

Afrika ... Hvad finder vi egentlig, når vi slår ordet op? Jo, der er i hvert fald lidt fakta og tal: 8000 kilometer fra nord syd. 30 mio. kvadratkilometer. Over 1 mia. indbyggere.

Afrika rummer et væld af historier. Men hvad ved vi egentlig? Hvad hører vi om Jordens næststørste kontinent? Hvornår har vi sidst fået os en snak de mennesker, der rent faktisk bor der?

Det afhænger selvfølgelig af, hvem man er. Men det er et faktum, at de fleste mennesker i vores del af verden har det med at glemme, at Afrika overhovedet findes – og når vi endelig taler om det, handler det som regel om hungersnød, krig og korruption.

Uanset hvor meget man måtte have rejst i Afrika, så blegner det sandsynligvis i forhold til den gæst, vi har med i dagens afsnit af Næste Side.

Den prisvindende danske fotograf, kameramand og journalist Jørn Stjerneklar har boet i og rapporteret fra Afrika det meste af sit liv. Og han lægger ikke fingre imellem, når han skal sætte ord på, hvad han har set og oplevet.

I en ny bog fremkalder Jørn Stjerneklar Afrika – eller i hvert fald den virkelighed, han har mødt der gennem de seneste godt og vel 40 år.

Bogen er en personlig beretning fra et modsætningsfyldt kontinent, som ganske rigtigt rummer konflikter og krig, men også håb og tro på fremtiden.

”Det er en bog der inspirerer til aldrig at adlyde sin indre angst for at få omvæltet sit syn på verden og de mennesker, der også bebor den på helt andre og til tider ufattelige vilkår, end vi kender til i vores privilegerede del af verden.”

Sådan skriver forfatteren Morten Pape i sit forord til Jørn Stjerneklars bog ’Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set’. Pape kalder meget rammende bogen for ”en personlig beretning om at være åben og optaget af at opspore og afdække alt det, som de fleste andre uden for kontinentet enten skyer eller holder sig langt væk fra.”

Er Afrika fanget i en dødsspiral? Kan kontinentet stå på egne ben, eller er der behov for, at vi i resten af verden hjælper? Og hvordan skal vi i så fald egentlig gøre det – altså hjælpe?

***

Det nye afsnit af Næste Side kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

#5: Det tamme menneskedyr. Gæst: Thomas Thaulov Raab

#6: En royal tragedie. Gæst: Lone Theils

#7: Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set. Gæst: Jørn Stjerneklar

Klar til fest i London

2023 er året, hvor der er dækket op til den helt store fest og fejring i London, når kong Charles d. 3. skal krones.

Der sker ting og sager i det britiske kongehus. Det er aldrig kedeligt at følge med i sæbeoperaen på den anden side af Nordsøen.

Utroskab, svigt, skilsmisser og familieintriger. Afslørende dokumentarfilm, skandaler og dødsfald – både af den naturlige slags og af den pludselige, voldsomme og dybt tragiske slags.

”God Save the Queen” … Sådan har det lydt siden 1952, når briterne har spillet fodbold, rugby og cricket, og når de i alle mulige andre sammenhænge har hyldet sig selv som nation.

Nu får piben – eller hymnen – en anden lyd. For efter godt og vel 70 år med en dronning i spidsen, er briterne nu ved at vænne sig til at synge ”God Save the King”.

Det er ikke ligefrem nogen ungersvend, der har overtaget tronen, men derimod en aldrende herre på 74 år.

Men hvad er det egentlig for en institution, den gode Charles er blevet sat i spidsen for?

Det britiske kongehus har bestået i langt over 1000 år, men noget kunne tyde på, at fundamentet ikke er helt så solidt, som det tidligere har været. Den store splid og de mange skandaler kan risikere at være en tikkende bombe under Buckingham Palace.

Under alle omstændigheder skal det nok blive en fest. Kender man briterne ret, skal kong Charles 3. nok blive fejret med manér. Men spørgsmålet er, hvad der venter ham bagefter.

For nylig viste en meningsmåling blandt briterne, at 86 % gerne vil have et kongehus i fremtiden …. Altså blandt dem, der er 65 år og opefter. Hos de unge så det noget anderledes ud. Her ønsker under halvdelen, at Storbritannien også i fremtiden skal være et monarki.

Er det så en krise? Eller er det bare sådan, forskellen skal se ud mellem gamle og unge?

Det bliver vi lidt klogere på i det nye afsnit af podcasten Næste Side. For samtalen er denne gang med en forfatter, der ved alt hvad der er værd at vide om det britiske kongehus.

Lone Theils er journalist og har i mange år arbejdet som korrespondent i Storbritannien. Og så har hun for nylig skrevet en bog med titlen Diana – Eventyret, tragedien, myten.

Det nye afsnit af Næste Side kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

#5: Det tamme menneskedyr. Gæst: Thomas Thaulov Raab

#6: En royal tragedie. Gæst: Lone Theils

Anbefaling: Abort i et historisk lys

Jeg faldt i et hul, da jeg en dag i påskeferien gik rundt i sommerhushaven og stablede brænde.

Jeg havde høretelefoner på, og jeg kom til at trykke play på første afsnit af podcastserien Retten til abort – en frihedskamp.

Inden jeg havde set mig om, havde jeg lyttet til samtlige episoder af podcasten. Undervejs var jeg i dén grad blevet både oplyst og underholdt.

Derfor følger her en uforbeholden anbefaling af serien.

Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen står bag – to vidende historikere og dygtige formidlere, der fører lytteren gennem adskillige årtier op til året 1973, hvor aborten endelig bliver fri.

Jeg har læst en del om emnet før, men fik nogle store aha-oplevelser undervejs. Fx da jeg hørte afsnittet om Mogens Holst Knudsen (1913-1982), en afholdt praktiserende læge i den sønderjyske by Toftlund. Han blev to gange i 1950’erne og 60’erne dømt og fængslet for at udføre illegale aborter, som han udførte uden at modtage betaling. En helt utrolig historie, som jeg aldrig var stødt på før.

Interessant er det også, at de to værter går så langt tilbage som til 1880’erne for at fortælle om, hvordan det danske samfund stille og roligt begynder at nærme sig et punkt, hvor kvinders ret til at bestemme over egen krop skal tages alvorligt.

Nå, ingen grund til at skrive så meget mere om denne fine serie – den skal jo lyttes.

Det kan du gøre lige her

Du kan også finde den på Apple, Podimo, eller hvor du nu plejer at høre podcast.

Læg også vejen forbi Dorthe Chakravartys hjemmeside, hvor du kan læse mere om de andre podcasts, hun producerer.

Kødspiseren vs. Vegetaren. Da Bøffen løb om kap med Bananen

“Jeg vil løbe Sjælland rundt. Og jeg vil, mens dette står på, kun leve af æbler og bananer og kun drikke vand!”

Sådan proklamerede en 42-årig herre ved navn S.M. Breckvoldt i Politiken i 1908. Breckvoldt var træt af postulater om, at kødspisere skulle være stærkere og mere udholdende end vegetarer. Selv havde han levet som vegetar i årevis, og nu ville han vise hele Danmark, hvad han kunne.

Det hele var begyndt nogle dage før som en fiks idé i avisens spalter. Det var agurketid, og en tung hedebølge lå over Danmark. Den 18. juni kunne man således læse i Politiken, at det var en strålende lysegul sommerdag. “Byen stønnede ved varmen,” skrev avisen. “Nedslåede droskevogne luntede langsomt gennem gaderne, hestene var løbet varme. Asfalten begyndte at dufte lidt lumsk.”

En af avisens journalister fik et spontant påfund og luftede det over for læserne: “Det kunne interessere at høre vore læseres mening. Hvem tåler varmen bedst? Vegetaren eller kødspiseren? Hvem er den kraftigste, den mest energiske, den mest udholdende?”

Spørgsmålet var gemt godt væk i en lille note inde midt i avisen. Men det skulle vise sig at sætte gang i en større debat. Det varede ikke længe, før Breckvoldt henvendte sig til avisen. Han præsenterede sig selv som atletikudøver. Han var med egne ord i rigtig god form – og så var han vegetar. Han havde ikke rørt kød i 10 år. Det seneste halve år havde han levet af frugt og franskbrød.

Politiken slog til med det samme. Dét skulle nok blive til en god historie. Men for at gøre historien endnu bedre, ville redaktionen gerne have en konkurrent til Hr. Breckvoldt. “Er der mon nogen kødspisende sportsmand, der vil vove dysten?” spurgte avisen dagen efter.

Det var der. Inden længe havde Carl Hector meldt sig på banen. En ung mand på 21 år, som til daglig var ansat som kommis. Og så elskede han kød. Han sagde til Politiken: “Jeg nægter ikke, at jeg sætter pris på en bøf med løg, en kotelet eller forloren skildpadde.”

Den store duel var nu linet op: Bøffen mod Bananen. Sådan titulerede Politiken selv de to kombattanter.

“Det er ikke blot kamp mellem to sportsmænd, det er kamp mellem to opfattelser, to livsanskuelser,” skrev avisen 24. juni og fortsatte: “I morgen kl. 10 minutter i 7 starter de to kække mænd, der i deres skjold fører bananens og bøffens mærke”.

Det var ikke længere bare en lille note. Nu var det forsidestof. Over hele landet fulgte avisens læsere med spænding duellen.

Satsede på saftige bøffer

Dagen efter satte bøffen og bananen ud fra Akademisk Boldklubs baner på Tagensvej. De løb over Rådhuspladsen og videre ud af København i sydlig retning.

Ruten gik over Køge til Vordingborg, Næstved, Slagelse, Kalundborg, Roskilde, Frederiksværk, Helsingør og tilbage til København. Sjælland Rundt. Og så forfra, én gang til. Over 800 kilometer i alt skulle de to løbe. Følgecyklister skulle sørge for bananer og æbler til Breckvoldt, mens Hector satsede mere på at få en saftig bøf i ny og næ på de kroer, han kom forbi.

Breckvoldt tog føringen med det samme. Bananen løb igennem, mens bøffen satsede på noget, der mindede mere om kapgang. Han satsede på udholdenhed frem for fart. Mens Bananen lå og sov i Køge efter sin første etape, stavrede Bøffen stille og roligt forbi og fortsatte helt til Vordingborg.

Bøffen gik hele natten. Da han næste dag lå og sov i Vordingborg, løb Bananen forbi uden for vinduet og tog igen føringen.

Men Bananen havde et problem. Allerede da han den første aften var kommet frem til Køge, var hans fødder fyldt med store vabler. Før den store udfordring havde han bestilt fem par helt nye sko hos en skomager i København. Han lod journalisterne forstå, at han forventede at slide dem alle op. Bananen valgte altså at løbe i helt nye sko, som ikke var løbet til, og så havde han oven i købet valgt en model med tynde lædersåler. Bøffen, derimod, havde solide vandrestøvler med tykke såler.

Vablerne var slemme, men Bananen bed tænderne sammen. Han kæmpede sig til Næstved, hvor han tog en overnatning.

Igen overhalede Bøffen, som nu nåede helt til Kalundborg. Kødspiseren begyndte for alvor at trække fra.

Bananens problemer blev kun større. På sin næste løbetur kunne han ikke nå helt på omgangshøjde med Bøffen. Og da han dagen efter nåede frem til Kalundborg, var Bøffen allerede på vej videre.

Måtte tage aftentoget hjem

I Kalundborg kom en læge forbi og så til Bananen. Politiken skrev om det i et par telegrammer:

“Kalundborg, søndag 10.55: Ved ottetiden ankom Hr. Breckvoldt til Kalundborg Hotel, dygtig og træt og meget medtaget efter det lange løb i den tidlige morgen. Hans puls steg til 70, og såvel lunger som hjerte fungerede normalt. Fødderne var derimod ikke i den bedste stand, idet de var meget ophovnede. Han havde under løbet spist 1½ appelsin, 1 æble og 1 banan samt drukket 1 glas vand. Det havde blæst temmelig stærkt, ligesom vejret havde været meget tåget. Umiddelbart efter ankomsten gik Hr. Breckvoldt til sengs og sov de retfærdiges søvn. Han skal vækkes imellem 4 og 5 i eftermiddag og agter derpå straks at begive sig til Holbæk.”

Sådan skulle det ikke gå. Timer senere, klokken halv syv om aftenen, fulgte et nyt telegram:

“Breckvoldt har opgivet væddeløbet på grund af, at hans fødder er stærkt ophovnede og fyldte med sår. Læge H. Møller har udstedt en lægeerklæring gående ud på, at hans fødder er meget dårlige, så at han ikke ville kunne fortsætte turen.”

Slukøret måtte Bananen tage aftentoget hjem til København. Bøffen, derimod, fortsatte ufortrødent. Dog besluttede han sig for at nøjes med at løbe Sjælland rundt en enkelt gang.

Mens en skuffet Breckvoldt sad i aftentoget på vej hjem, fik Hector sig en bøf og en portion rabarbergrød på Svinninge Hotel. ”Et stort nederlag for vegetarismen,” skrev Politiken dagen efter.

50.000 tilskuere heppede på Bøffen og Bananen

“Spis bare bananer, men efter bøf!”

Sådan stod der på et af de bannere, en gruppe unge slagtersvende stod med i vejkanten ved Valby Bakke i 1931.

Der var gået 23 år, siden Hector og Breckvoldt som Bøffen og Bananen havde løbet om kap på de sjællandske veje. Debatten mellem kødspisere og vegetarer var ikke kølnet i de mellemliggende år. Snarere tværtimod. En af de fremmeste fortalere for en kødfri kost var lægen Mikkel Hindhede, en af de mest markante stemmer i kostdebatten i de år. Hindhede var med til at puste til den ild, som fik Politiken til at genoplive væddeløbet mellem Bøffen og Bananen i 1931.

Det hele begyndte med, at en slagtermester Randrup havde holdt et radioforedrag om kød. Her påstod han, at mennesker måtte have kød, fordi kød gav styrke. Mikkel Hindhede reagerede straks. Han udfordrede slagtermesteren til duel. Hindhede ville ikke selv stille op til dysten, men det ville hans berømte laboratoriekarl Frederik Madsen.

Madsen var manden, der gjorde det muligt for Hindhede at prøve sine teorier om kost af i praksis. Han blev udsat for adskillige forsøg i Hindhedes laboratorium, og han var i lange perioder på strenge diæter, hvor han fx kun måtte spise margarine og brød.

Nu skulle han dyste mod kødspiseren Randrup. Denne gang en duel på cykel. Randrup og Madsen skulle cykle fra Valby Bakke til Roskilde og retur. En noget mere overkommelig omgang end 23 år tidligere rent sportsligt. Som folkelig begivenhed gik det til gengæld helt amok.

“Næppe nogensinde tidligere har Roskilde Landevej bølget af mennesker som til løbet mellem Bøffen og Bananen i går,” skrev Politiken. – “Det er næppe for meget sagt, at 50.000 tilskuere overværede det mest spændende cykelløb, der er kørt i Danmark.”

I tiden op til løbet skrev avisen spalte op og spalte ned, og optakten til løbet var i avisen kædet tæt sammen med tidens generelle debat om kost, sundhed og det gode liv. Læserne kunne også følge med i, hvordan de to havde forberedt sig til løbet. Madsen spiste bananer i lange baner, mens Randrup undtagelsesvist droppede spiritus og tobak.

Den 7. juni kl. 11.03 lød startskuddet.

“Der åbnede sig en kile mellem de to tætte mure af mennesker, og så spurtede de to cyklister ud ad Roskilde Landevej. Madsen i knæbenklæder og løs manchetskjorte, Randrup i hvid kittel og lange, sorte benklæder,” skrev Politiken.

Det regnede, men folk blev stående. Hele vejen fra København til Roskilde stod der tilskuere og jublede. Der var medvind hele vejen til Roskilde, og de to ryttere holdt en god fart og fulgtes ad. Mikkel Hindhede sad i en kontrolbil, der fulgte Bananen tæt hele vejen. Randrup blev ledsaget af en bil med slagtermestre fra København. De havde efter sigende udlagt depoter med bøffer undervejs på ruten. Madsen måtte derimod nøjes med den banan og en kop kærnemælk, som Hindhedes barnebarn stod klar med i Roskilde.

På vej tilbage mod København var der strid modvind. Da de nærmede sig målstregen, var det stadig helt tæt, og der udbrød lidt af et kaos.

Bøffens tilhængere sluttede sig sammen om ham, før han var kommet over målstregen. De løftede ham af cyklen og bar ham i guldstol det sidste stykke over stregen.

Samtidig røg bananen i asfalten. En bakkende bil ramte ham, så han styrtede. Han kom dog hurtigt op igen og kunne trille over stregen.

Den officielle tid fortalte, at Bøffen var kommet i mål to sekunder før Bananen.

Ligesom i 1908 havde vegetarismen tabt.

***

Hele historien om Bøffen og Bananen bliver fortalt i et afsnit af podcasten Vild Historie. De to værter har besøg af historiker Dorthe Chakravarty, som er forfatter til bogen ’Husmor i en rationeringstid’.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Diverse udgaver af Politiken 1908 og 1931.

‘Kampen mellem Bananen og Bøffen – Kost, krop og sundhed primo 1900’ af Per Jørgensen.

De flinke vinder til sidst

Er vi mennesker i virkeligheden bare primitive dyr? Er al den grådighed, ondskab og elendighed, vi ser rundtomkring i verden, et udtryk for vores sande måde at opføre os på?

Det taler vi om i det nye afsnit af podcasten Næste Side. Gæsten er Thomas Raab, som har skrevet bogen Menneskedyret.

De gode nyheder er, at flinke mennesker med hang til fællesskab ser ud til at klare sig bedst.

Afsnittet er ude på Podimo nu (søg på Næste Side) - og i løbet af de næste dage skulle det også gerne være at finde på Mofibo/Storytel og på bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Tidligere afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa. Gæst: Lykke Friis

Vild nok nominering til Vild Historie

Verdens værste værter? Foto: Lene Vendelbo

For lidt over fire år siden fik jeg en ide sammen med en god ven. Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg sad der over vores kulsorte kaffe og blev enige om, at der manglede noget, når det handlede om historiske fortællinger. Vi realiserede Vild Historie.

Nu har vi for længst rundet de 50 afsnit. Undervejs er vi blevet ved med at forny den måde, vi går til fortællingerne på.

Det er mildest talt gået godt. Vi er blevet hørt – også af komiteen bag Historiske Dages Fornyelsespris. Vi er netop blevet nomineret til prisen, der bliver uddelt på årets Historiske Dage – en messe, jeg - prisuddeling eller ej - varmt kan abefale alle med interesse for historie at lægge vejen forbi.

Det har været stort at bygge det her projekt sammen. Da Simon og jeg lagde fra land, var vi afhængige af, at nogen ville lege med os. Nogen som, også troede på projektet. Det gjorde heldigvis de gode folk på Heartbeats, som i de første sæsoner lagde studie, redaktør og producer til.

Med tiden rykkede vi over på Saga Talks, hvor vi skruede op for frekvensen og ambitionerne. I dag har vi et stærkt lille drømmehold, som ud over Simon og jeg består af vores producer Sara Troense og redaktør Andreas Saxild.

Dengang vi startede, formulerede vi vores ambition med programmet sådan her:

”At lytte til Vild Historie skal føles som at sidde foran pejsen med et glas cognac og høre en morfar fortælle en god historie fra de syv verdenshave – eller at sidde på det lokale værtshus med en god ven, der åbner med sætningen: ”NU skal du høre en vild historie!”

Det er stadig den formålserklæring, der driver os, når vi udvikler ideer til de enkelte afsnit.

Uanset om vi vinder den pris eller ej, fortsætter vi ufortrødent med at lave veloplagt radio. Vores idekatalog bugner. Vi har mange flere sæsoner i os.

Vild Historie kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Derfor elsker jeg Wolverhampton Wanderers

For nylig gæstede jeg podcasten ’Derfor elsker vi’. Her forsøgte jeg at forklare, hvorfor jeg har kastet min kærlighed på en klub fra en by i West Midlands – en by, jeg kun har besøgt en gang i mit liv.

Det giver jo et eller andet sted ingen mening. Og så alligevel. Der er måske en forbindelse mellem mit livsprojekt med at forløse historiske fortællinger og det stof, den her fodboldklub er gjort af. Hvis vi nu ser bort fra det aktuelle scenario med kinesiske milliarder og i stedet retter blikket tilbage til 1950’erne, hvor projektørlyset blev tændt, og de magiske floodlight games blev spillet, så begynder brikkerne at falde på plads. Det handler ikke om pokaler og titler, men om gode fortællinger.

Det var en fornøjelse at gæste Sture Sandø. Med ham som vært er der produceret en hel serie af disse klubportrætter, hvor man går tæt på og bagom nogle af de klubber, som store fortællinger knytter sig til.

Du kan finde podcasten i din foretrukne podcast-app. Og husk: Out of Darkness Cometh Light.

DERFOR ELSKER VI på Apple Podcasts

Dissing blev kaldt uduelig

For nylig havde jeg det store privilegie at dykke ned i historien om Povl Dissing.

I min podcast Næste Side fik jeg besøg af Jens Folmer Jepsen, som har skrevet en god biografi om sangeren, der ikke mindede om nogen anden.

Fotografiet her er fra Mikael Bertelsens Sidste Ord-udsendelse med den gode Povl Dissing. En meget bevægende samtale, hvor han blandt andet kom ind på, hvor hårde reaktionerne kunne være fra publikum over hans særprægede måde at synge på.

Da Jens Folmer Jepsen gæstede min podcast, læste han et læserbrev op, som blev bragt i BT i 1960’erne da Dissing havde været på tv:

”Jeg fik ved en fejltagelse lukket for tidligt op for en udsendelse i TV, og jeg kom derved til at høre og se Povl Dissing. Er der dog virkelig ingen grænser for, hvor ækle personer, der må optræde for så stort et publikum? Han er jo hverken morsom eller musikalsk – kun led! Hvor er kontrollen med, hvad der må udsendes? Unge mennesker i dag er åbenbart meget forråede, når de kan more sig over så ækelt et nummer, som det Povl Dissing gav til bedste i Tivolis Vise-Vers-hus. Hvor er det fine og dejlige ved samlivet mellem mand og kvinde? Hvordan bliver de unges følelsesliv i ægteskabet? Jeg er en ”oldsag” på 47, og jeg har aldrig kunnet se det morsomme ved et ækelt menneske som Povl Dissing. Mange af de udsendelser, vi ”almindelige” synes om, bliver taget af programmet som uegnede, og de er dog uskadelige, men er det måske derfor!”

---

 Hele samtalen med Jens Folmer Jepsen kan høres på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen. Søg på Næste Side.

Her introen til udsendelsen:

Han er blevet kaldt ”grim” og ”uduelig”. Han er blevet kaldt ”en pine for ørerne”. Hans stemme er så særpræget, at der flere gange er udbrudt slagsmål mellem publikum til hans koncerter –simpelt hen fordi folk ikke kunne blive enige: Sang han godt eller skidt?

Dagens hovedperson, Povl Dissing, er i dén grad en mand, som deler vandene. Og det er egentligt lidt underligt, for vi taler altså ikke om dødsmetal eller punkmusik, men om noget så harmløst som blues og folkemusik.

Gennem mere end seks årtier var Povl Dissing aktiv på den danske musikscene. Hele vejen igennem har der været haters, som man ville kalde i dag. Men der har i dén grad også været mange, der omfavnede Dissing og hans musik.

Han står bag flere sange, som i dag nærmest må betragtes som dansk kulturarv. Tænk bare på ’Svantes Lykkelige dag’: Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.

Han sang for børnene i ’Bennys badekar’ og ’Cirkeline’. Han sang for de gamle – hver eneste gang han pustede nyt liv i én af de viser, som de kunne huske fra deres barndom. Og han var en del af soundtracket, da ungdommen i 1968 tog scenen og krævede samfundsomvæltninger og beatmusik.

Povl Dissing døde i sommeren 2022. Som både menneske og kunstner efterlod han sig et enormt aftryk. Flere unge musikere peger i dag på Dissing, når de bliver spurgt til deres inspirationskilder.

Den gamle troubadour er ikke blandt os længere, men han har stadig noget vigtigt at lære fra sig – ikke kun til unge musikere, men måske til os alle sammen.

Det handler om at være sig selv. Om at give plads til den indre klovn og ikke være bange for at træde ved siden af eller være anderledes.

Man kan sige og mene meget om Povl Dissing, men KEDELIG var han aldrig.

I en verden, hvor velproduceret, glat og X-factor-inspireret dygtighed fylder rigtig meget i det musikalske landskab, er det måske på tide at stille spørgsmålet: Har vi ikke brug for lidt mere galskab? Lidt mere kompromisløshed?

Eller med andre ord: Har vi ikke brug for lidt mere Dissing?

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

Hvornår græd du sidst?

Farsø - on the edge of town.

Ovre på Saga Talks, hvor jeg laver podcast, har de noget så fint som en vennebog.

For nylig blev min radiomakker Simon og jeg stillet en række spørgsmål, så lytterne kan lære os lidt bedre at kende.

Her gengiver jeg nogle af mine svar. Man kan se alle svar fra os begge på Sagas blog.

Min absolut yndlingspodcast?

Jeg har været meget begejstret for en amerikansk podcast ved navn Backstory. Værterne er historikere fra University of Virginia. I podcasten knytter de historiske emner til nutidens nyhedsstrøm på en altid veloplagt måde. Desværre stoppede de med at lave podcasten for et par år siden, men det gode ved velfortalt historiestof er jo, at det ældes med ynde. Man kan sagtens gå ind og høre hele molevitten nu. Der ligger over 300 afsnit.

Lige nu lytter jeg til…

Jeg er inde i en periode, hvor jeg hører lydbøger i stedet for podcasts. Det er sådan en vekselvirkning, der kører. Når jeg får dårlig samvittighed over at have spildt for meget tid på fodboldpodcasts, må der noget dybde til i en periode. For tiden har jeg Thomas Ubbesens ’I skyggen af det nye jerntæppe’ i ørerne. En virkelig spændende – og også lidt skræmmende – bog om Europas tilstand.

Det bedste jeg ved..

At være i gang med at skabe noget. Ikke at være færdig med det, men at være i gang med det. Forfatteren Peter Øvig Knudsen sagde for mange år til mig, at man virkelig skal huske at nyde processen med at skrive en bog fuldt ud. Når bogen udkommer, lander den forhåbentlig godt, men uanset hvor godt det går den, kommer det aldrig i nærheden af at være lige så fantastisk, som da man sad der, midt i processen, og alt bare spillede. Det kan være en god dag i arkiverne, det kan være en god skrivedag, eller det kan være en dag, hvor vigtige brikker falder på plads i forhold til strukturen. Den der følelse af, at nu klikker det hele bare … den kan man ikke slå.

Det værste jeg ved…

Stilstand. Følelsen af, at tiden bare går, uden at jeg udretter noget. Og det er nok i virkeligheden noget, jeg skal arbejde lidt med. I min læsestak ligger Sebastian Cordes’ essay-bog ’Om kedsomhed’. Jeg har hørt flere virkelig spændende interviews med forfatteren. Jeg går rundt med en fornemmelse af, at han kan lære mig noget vigtigt om værdien af nogle gange at foretage sig ingenting.

Da jeg var barn, ville jeg være..

Forfatter. Det har egentlig altid stået klart for mig, at jeg skulle skrive. En overgang drømte jeg dog også om at blive fodboldkommentator. Jeg øvede mig længe på alle navnene i Panini-albummet fra VM i Mexico i 1986. Især bulgareren Kostadin Kostadinov gjorde jeg mig umage med. Men … der var desværre aldrig bud efter mig i den sammenhæng.

Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være …

Vedholdende, venlig og venstrehåndet.

Sidste gang jeg græd, var…

Da jeg for nylig gik en tur i den lille by oppe i Himmerland, hvor min mormor boede næsten et helt liv. Hun døde for nylig i en flot alder af 93 år. Efter hendes død var der selvfølgelig en bisættelse, hvor vi i familien sammen sagde fint farvel, men jeg kunne mærke, at der også var et geografisk sted, en by, som jeg måtte tage en ordentlig afsked med. På en grå oktoberdag rejste jeg alene derop og vandrede lige så stille gennem byen med komponisten Max Richters musik i ørerne. Det var ekstremt bevægende. Blandingen af sted og lyd får tit nogle ret dybe følelser frem i mig.

Sidste gang jeg grinte, var…

Da jeg så en video på Twitter med et æsel, der prøvede at komme op i en hængekøje. Jeg må indrømme, at jeg på det seneste er blevet mere og mere en sucker for den slags humor. Korte videoer på sociale medier med dyr i fjollede situationer. Måske skulle jeg se at komme på TikTok.

Min største guilty pleasure er…

Jeg fristes til at sige fodbold. Den sport er jo på vej ud på et overdrev, hvor det nærmest må betragtes som et pinligt misbrug at være afhængig af den. Det har ikke kun at gøre med det skandaløse VM i Qatar, men i lige så høj grad den økonomiske virkelighed i den engelske Premier League. Her har vi udsigt til, at skumle oliestater de næste mange år skal ligge og kæmpe om mesterskabet. Det er dirty money, det er en tragedie, men … jeg tror altså ikke, jeg kan kvitte fodbolden. Måske skal jeg bare begynde at holde med Brønshøj. Af andre guilty pleasures bør nævnes, at jeg elsker sangen ’Hazard’ med Richard Marx fra 1992, og at jeg holder meget af at gå i Crocs – dog ikke uden for hjemmets fire vægge.

Jeg er stolt af…

At jeg har tre døtre, som på vidt forskellige måder klarer sig godt – og som vigtigst af alt har gode værdier. Når man kigger på den verden, vi lever i, kan man godt gå hen og blive til pessimistisk anlagt ­– ikke mindst når man betragter det hele gennem en historisk optik. Det er svært at sige, hvor det hele bevæger sig hen, men én ting er sikker: Verden får brug for mennesker med gode værdier.