Jeg skriver nye digte. Eller faktisk går jeg for tiden mest og finpudser. I løbet af det seneste års tid har jeg skrevet på det, der nu er ved at tage form til en ny bog. At en del af disse nye tekster skulle løftes til musikalsk skønhed af Henrik Olesen, var egentlig ikke en del af planen. Men da jeg tidligere i år sendte mit næsten færdige manus til Henrik, mærkede han inspirationen slå ned. Og den slags skal man huske at byde velkommen.
For mig har det været en intens oplevelse over de seneste uger at modtage filerne med seks nye sange fra Henrik Olesen i min indbakke. Ét track ad gangen har jeg modtaget musikken. Stille og roligt - som stemningen også må betegnes på hele denne skrøbelige EP.
Et par af numrene tikkede ind, mens jeg i november var i Sydjylland for at holde en række foredrag. Det betød, at jeg kunne lytte til dem, mens jeg vandrede rundt i et snedækket Vejle. Andre hørte jeg senere, mens jeg travede gennem Københavns vintermørke. Når jeg modtog et nyt nummer fra Henrik, ventede jeg med at trykke på play, indtil jeg befandt mig i den rette situation. Det skulle helst være noget med at være alene og at have hovedtelefoner på - og jeg skulle allerhelst have en gåtur foran mig. Det føltes mest rigtigt sådan.
Musik til gåture? Det lyder jo næsten som et Brian Eno-album, men det er nok heller ikke ramt helt ved siden af, hvis man skal sætte ord på Henriks musik. Han dyrker det minimalistiske og repetitive. Han får opsigtsvækkende meget ud af ganske få ord. De digte, Henrik har plukket, er i høj grad de fortættede og korte. I andre dele af min kommende bog bevæger jeg mig mere ud i det fortællende, fritstrømmende og vel næsten kortprosaiske. Men forståeligt nok er det ikke her, Henrik har samlet noget op. Det er derimod på de sider, hvor linjerne ikke gør meget væsen af sig. Som her:
Du svinder ind
ben og skind
sorterer vores dage
sirligt i album
så er der styr på det
Hvem ser dog en sang i et digt som det? Det gør Henrik. Og han har altså set så meget i mit nye materiale, at det nu har udmøntet sig i en hel lille selvstændig udgivelse hans side. En EP med seks numre. At se det cover med Henriks navn og med undertitlen ”Musik til digte af Tommy Heisz” gør mig ubeskrivelig stolt.
For det her er jo ikke bare en hvilken som helst musiker, der har fået lyst til at lege lidt med mine ord. Det her er Henrik Olesen. Det er nok svært at slide cd’er op, men hvis jeg nogensinde var tæt på at gøre det, var det vel min lille samling af Olesen-Olesen-album, som jeg tog med mig rundt, hver gang jeg i 1990’erne flyttede til et nyt sted – hvilket jeg mere eller mindre gjorde konstant på den tid. Som ung studerende i Århus sad jeg blandt andet i mørket i Øst for Paradis og så Henrik på scenen sammen med sin bror Peter. Som Olesen-Olesen transporterede de mig nogle helt vilde steder hen i både musikken og sproget med numre som ’Jack Kerouac i Jylland’, ’Finland’, ’Jysk Beatnik’ og ’Mit liv i flere versioner’.
Efter Olesen-Olesen ophørte med at eksistere, fortsatte begge brødre heldigvis med at lave musik. Politikens Simon Lund skrev om en af Henriks første udgivelser på egen hånd: “Hans minimalistiske sangersangskrivning har en melankolsk grundtone, der på én gang lyser op og trækker sig resigneret tilbage.”
Da Henrik for nogle år siden spurgte, om han måtte sætte musik til et af mine digte, gav jeg selvfølgelig lov med det samme. For mig var det som en cirkel, der blev sluttet på smukkeste vis – at en af de personer, der havde været med til at vise mig vejen ind i det lyriske univers, på den måde rakte ud og kunne bruge noget, jeg havde skrevet. Det gav så meget mening. I Henrik Olesens komposition (under navnet ’Ukendt under andet navn’) blev det til ”Fra før vi var her”.
At det skulle føre mere med sig, havde jeg slet ikke forventet. Men på albummet ”Optaget og foreviget” fra 2022 skrev jeg ordene til fire af Henriks sange. Ikke som tekstforfatter til en musiker, men som digter, der sendte en bunke ord af sted, som åbenbart viste sig at kunne bruges til noget. Det var nærmest som gik jeg fra min lejlighed ned til Sortedams Sø og sendte digtene af sted som flaskepost over til Henriks side på Østerbro.
De fire sange kom til at hedde ’Snefnug’, ’Glødepærers poesi’, ’Indre farvande’ og ’Fotografi’.
Noget vigtigt blev sat i gang. Henrik og jeg har erfaret, at noget får den gensidige inspiration til at sitre som en elektrisk ladning i feltet mellem os. Den slags er værdifuldt, og jeg tror på, at man skal række ud efter det, når det viser sig.
EP’en ’TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz’ udkommer digitalt. ”Seks minimalistiske sange, der formår at indramme noget større,” skriver musikmediet Side 33 om udgivelsen. Hvem ved om en vinyludgivelse følger en dag. Hvis masserne kræver det, må vi jo kigge på det.
Èn ting ligger helt fast: Den sidste flaskepost er ikke sendt.
TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz
1. Ben og skind
2. Søndermarken ved vintertid
3. I en bedre opløsning end nogensinde før
4. Aftenlys
5. Gløder i går
6. Så slap du
Det hele kan høres på Spotify og andre streamingtjenester.
