Flaskepost over Sortedams Sø. Ny udgivelse fra Henrik Olesen sætter musik til seks af mine digte

Jeg skriver nye digte. Eller faktisk går jeg for tiden mest og finpudser. I løbet af det seneste års tid har jeg skrevet på det, der nu er ved at tage form til en ny bog. At en del af disse nye tekster skulle løftes til musikalsk skønhed af Henrik Olesen, var egentlig ikke en del af planen. Men da jeg tidligere i år sendte mit næsten færdige manus til Henrik, mærkede han inspirationen slå ned. Og den slags skal man huske at byde velkommen.

For mig har det været en intens oplevelse over de seneste uger at modtage filerne med seks nye sange fra Henrik Olesen i min indbakke. Ét track ad gangen har jeg modtaget musikken. Stille og roligt - som stemningen også må betegnes på hele denne skrøbelige EP.

Et par af numrene tikkede ind, mens jeg i november var i Sydjylland for at holde en række foredrag. Det betød, at jeg kunne lytte til dem, mens jeg vandrede rundt i et snedækket Vejle. Andre hørte jeg senere, mens jeg travede gennem Københavns vintermørke. Når jeg modtog et nyt nummer fra Henrik, ventede jeg med at trykke på play, indtil jeg befandt mig i den rette situation. Det skulle helst være noget med at være alene og at have hovedtelefoner på - og jeg skulle allerhelst have en gåtur foran mig. Det føltes mest rigtigt sådan.

Musik til gåture? Det lyder jo næsten som et Brian Eno-album, men det er nok heller ikke ramt helt ved siden af, hvis man skal sætte ord på Henriks musik. Han dyrker det minimalistiske og repetitive. Han får opsigtsvækkende meget ud af ganske få ord. De digte, Henrik har plukket, er i høj grad de fortættede og korte. I andre dele af min kommende bog bevæger jeg mig mere ud i det fortællende, fritstrømmende og vel næsten kortprosaiske. Men forståeligt nok er det ikke her, Henrik har samlet noget op. Det er derimod på de sider, hvor linjerne ikke gør meget væsen af sig. Som her:

Du svinder ind
ben og skind
sorterer vores dage
sirligt i album
så er der styr på det

Hvem ser dog en sang i et digt som det? Det gør Henrik. Og han har altså set så meget i mit nye materiale, at det nu har udmøntet sig i en hel lille selvstændig udgivelse hans side. En EP med seks numre. At se det cover med Henriks navn og med undertitlen ”Musik til digte af Tommy Heisz” gør mig ubeskrivelig stolt.

For det her er jo ikke bare en hvilken som helst musiker, der har fået lyst til at lege lidt med mine ord. Det her er Henrik Olesen. Det er nok svært at slide cd’er op, men hvis jeg nogensinde var tæt på at gøre det, var det vel min lille samling af Olesen-Olesen-album, som jeg tog med mig rundt, hver gang jeg i 1990’erne flyttede til et nyt sted – hvilket jeg mere eller mindre gjorde konstant på den tid. Som ung studerende i Århus sad jeg blandt andet i mørket i Øst for Paradis og så Henrik på scenen sammen med sin bror Peter. Som Olesen-Olesen transporterede de mig nogle helt vilde steder hen i både musikken og sproget med numre som ’Jack Kerouac i Jylland’, ’Finland’, ’Jysk Beatnik’ og ’Mit liv i flere versioner’.

Efter Olesen-Olesen ophørte med at eksistere, fortsatte begge brødre heldigvis med at lave musik. Politikens Simon Lund skrev om en af Henriks første udgivelser på egen hånd: “Hans minimalistiske sangersangskrivning har en melankolsk grundtone, der på én gang lyser op og trækker sig resigneret tilbage.”

Da Henrik for nogle år siden spurgte, om han måtte sætte musik til et af mine digte, gav jeg selvfølgelig lov med det samme. For mig var det som en cirkel, der blev sluttet på smukkeste vis – at en af de personer, der havde været med til at vise mig vejen ind i det lyriske univers, på den måde rakte ud og kunne bruge noget, jeg havde skrevet. Det gav så meget mening. I Henrik Olesens komposition (under navnet ’Ukendt under andet navn’) blev det til ”Fra før vi var her”.

At det skulle føre mere med sig, havde jeg slet ikke forventet. Men på albummet ”Optaget og foreviget” fra 2022 skrev jeg ordene til fire af Henriks sange. Ikke som tekstforfatter til en musiker, men som digter, der sendte en bunke ord af sted, som åbenbart viste sig at kunne bruges til noget. Det var nærmest som gik jeg fra min lejlighed ned til Sortedams Sø og sendte digtene af sted som flaskepost over til Henriks side på Østerbro.

De fire sange kom til at hedde ’Snefnug’, ’Glødepærers poesi’, ’Indre farvande’ og ’Fotografi’.

Noget vigtigt blev sat i gang. Henrik og jeg har erfaret, at noget får den gensidige inspiration til at sitre som en elektrisk ladning i feltet mellem os. Den slags er værdifuldt, og jeg tror på, at man skal række ud efter det, når det viser sig.

EP’en ’TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz’ udkommer digitalt. ”Seks minimalistiske sange, der formår at indramme noget større,” skriver musikmediet Side 33 om udgivelsen. Hvem ved om en vinyludgivelse følger en dag. Hvis masserne kræver det, må vi jo kigge på det.

Èn ting ligger helt fast: Den sidste flaskepost er ikke sendt.


TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz

1. Ben og skind
2. Søndermarken ved vintertid
3. I en bedre opløsning end nogensinde før
4. Aftenlys
5. Gløder i går
6. Så slap du

Det hele kan høres på Spotify og andre streamingtjenester.








Sluk lige den der, Fletch!

“I keep expecting to hear him outside my room. Or smell him lighting a cigarette. ‘Put that fucking thing out, Fletch! I’ve got to sing later!’”

Sådan siger Dave Gahan i det her friske interview med The Guardian. Andrew Fletcher er her ikke mere, men Depeche Mode står stadig. Jeg står der også, når bandet gæster Parken til sommer.

Det nye? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Måske bedre end forventet. Men det er egentlig mindre vigtigt. Når vi taler Depeche Mode, taler vi livssoundtrack. Et grundmørke, som jeg forbandt mig til i min teenagetristesse, og som vel – netop fordi den var så forbundet til den ungdomstilstand – burde have sluppet på et eller andet tidspunkt. Det gjorde den bare aldrig. Depeche Mode er ikke bare noget, jeg hører – det er noget, der bor et sted dybt inde i mig.

Når mørket falder på, er det her, vi lander.


Dissing blev kaldt uduelig

For nylig havde jeg det store privilegie at dykke ned i historien om Povl Dissing.

I min podcast Næste Side fik jeg besøg af Jens Folmer Jepsen, som har skrevet en god biografi om sangeren, der ikke mindede om nogen anden.

Fotografiet her er fra Mikael Bertelsens Sidste Ord-udsendelse med den gode Povl Dissing. En meget bevægende samtale, hvor han blandt andet kom ind på, hvor hårde reaktionerne kunne være fra publikum over hans særprægede måde at synge på.

Da Jens Folmer Jepsen gæstede min podcast, læste han et læserbrev op, som blev bragt i BT i 1960’erne da Dissing havde været på tv:

”Jeg fik ved en fejltagelse lukket for tidligt op for en udsendelse i TV, og jeg kom derved til at høre og se Povl Dissing. Er der dog virkelig ingen grænser for, hvor ækle personer, der må optræde for så stort et publikum? Han er jo hverken morsom eller musikalsk – kun led! Hvor er kontrollen med, hvad der må udsendes? Unge mennesker i dag er åbenbart meget forråede, når de kan more sig over så ækelt et nummer, som det Povl Dissing gav til bedste i Tivolis Vise-Vers-hus. Hvor er det fine og dejlige ved samlivet mellem mand og kvinde? Hvordan bliver de unges følelsesliv i ægteskabet? Jeg er en ”oldsag” på 47, og jeg har aldrig kunnet se det morsomme ved et ækelt menneske som Povl Dissing. Mange af de udsendelser, vi ”almindelige” synes om, bliver taget af programmet som uegnede, og de er dog uskadelige, men er det måske derfor!”


 Hele samtalen med Jens Folmer Jepsen kan høres på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen. Søg på Næste Side.

Her introen til udsendelsen:

Han er blevet kaldt ”grim” og ”uduelig”. Han er blevet kaldt ”en pine for ørerne”. Hans stemme er så særpræget, at der flere gange er udbrudt slagsmål mellem publikum til hans koncerter –simpelt hen fordi folk ikke kunne blive enige: Sang han godt eller skidt?

Dagens hovedperson, Povl Dissing, er i dén grad en mand, som deler vandene. Og det er egentligt lidt underligt, for vi taler altså ikke om dødsmetal eller punkmusik, men om noget så harmløst som blues og folkemusik.

Gennem mere end seks årtier var Povl Dissing aktiv på den danske musikscene. Hele vejen igennem har der været haters, som man ville kalde i dag. Men der har i dén grad også været mange, der omfavnede Dissing og hans musik.

Han står bag flere sange, som i dag nærmest må betragtes som dansk kulturarv. Tænk bare på ’Svantes Lykkelige dag’: Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.

Han sang for børnene i ’Bennys badekar’ og ’Cirkeline’. Han sang for de gamle – hver eneste gang han pustede nyt liv i én af de viser, som de kunne huske fra deres barndom. Og han var en del af soundtracket, da ungdommen i 1968 tog scenen og krævede samfundsomvæltninger og beatmusik.

Povl Dissing døde i sommeren 2022. Som både menneske og kunstner efterlod han sig et enormt aftryk. Flere unge musikere peger i dag på Dissing, når de bliver spurgt til deres inspirationskilder.

Den gamle troubadour er ikke blandt os længere, men han har stadig noget vigtigt at lære fra sig – ikke kun til unge musikere, men måske til os alle sammen.

Det handler om at være sig selv. Om at give plads til den indre klovn og ikke være bange for at træde ved siden af eller være anderledes.

Man kan sige og mene meget om Povl Dissing, men KEDELIG var han aldrig.

I en verden, hvor velproduceret, glat og X-factor-inspireret dygtighed fylder rigtig meget i det musikalske landskab, er det måske på tide at stille spørgsmålet: Har vi ikke brug for lidt mere galskab? Lidt mere kompromisløshed?

Eller med andre ord: Har vi ikke brug for lidt mere Dissing?

 

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis


Den sidste turist

For nylig havde jeg i min podcast Næste Side besøg af Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa og co-chair for European Council on Foreign Relations. Da jeg tilrettelagde programmet, fik jeg genhørt Lulu Zieglers ’Den sidste turist i Europa’. Sangen udkom i 1948 og skildrer et Europa efter krigen, et kontinent der netop har været på randen af ødelæggelse.

Read More