“I keep expecting to hear him outside my room. Or smell him lighting a cigarette. ‘Put that fucking thing out, Fletch! I’ve got to sing later!’”
Sådan siger Dave Gahan i det her friske interview med The Guardian. Andrew Fletcher er her ikke mere, men Depeche Mode står stadig. Jeg står der også, når bandet gæster Parken til sommer.
Det nye? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Måske bedre end forventet. Men det er egentlig mindre vigtigt. Når vi taler Depeche Mode, taler vi livssoundtrack. Et grundmørke, som jeg forbandt mig til i min teenagetristesse, og som vel – netop fordi den var så forbundet til den ungdomstilstand – burde have sluppet på et eller andet tidspunkt. Det gjorde den bare aldrig. Depeche Mode er ikke bare noget, jeg hører – det er noget, der bor et sted dybt inde i mig.
Når mørket falder på, er det her, vi lander.