Flaskepost over Sortedams Sø. Ny udgivelse fra Henrik Olesen sætter musik til seks af mine digte

Jeg skriver nye digte. Eller faktisk går jeg for tiden mest og finpudser. I løbet af det seneste års tid har jeg skrevet på det, der nu er ved at tage form til en ny bog. At en del af disse nye tekster skulle løftes til musikalsk skønhed af Henrik Olesen, var egentlig ikke en del af planen. Men da jeg tidligere i år sendte mit næsten færdige manus til Henrik, mærkede han inspirationen slå ned. Og den slags skal man huske at byde velkommen.

For mig har det været en intens oplevelse over de seneste uger at modtage filerne med seks nye sange fra Henrik Olesen i min indbakke. Ét track ad gangen har jeg modtaget musikken. Stille og roligt - som stemningen også må betegnes på hele denne skrøbelige EP.

Et par af numrene tikkede ind, mens jeg i november var i Sydjylland for at holde en række foredrag. Det betød, at jeg kunne lytte til dem, mens jeg vandrede rundt i et snedækket Vejle. Andre hørte jeg senere, mens jeg travede gennem Københavns vintermørke. Når jeg modtog et nyt nummer fra Henrik, ventede jeg med at trykke på play, indtil jeg befandt mig i den rette situation. Det skulle helst være noget med at være alene og at have hovedtelefoner på - og jeg skulle allerhelst have en gåtur foran mig. Det føltes mest rigtigt sådan.

Musik til gåture? Det lyder jo næsten som et Brian Eno-album, men det er nok heller ikke ramt helt ved siden af, hvis man skal sætte ord på Henriks musik. Han dyrker det minimalistiske og repetitive. Han får opsigtsvækkende meget ud af ganske få ord. De digte, Henrik har plukket, er i høj grad de fortættede og korte. I andre dele af min kommende bog bevæger jeg mig mere ud i det fortællende, fritstrømmende og vel næsten kortprosaiske. Men forståeligt nok er det ikke her, Henrik har samlet noget op. Det er derimod på de sider, hvor linjerne ikke gør meget væsen af sig. Som her:

Du svinder ind
ben og skind
sorterer vores dage
sirligt i album
så er der styr på det

Hvem ser dog en sang i et digt som det? Det gør Henrik. Og han har altså set så meget i mit nye materiale, at det nu har udmøntet sig i en hel lille selvstændig udgivelse hans side. En EP med seks numre. At se det cover med Henriks navn og med undertitlen ”Musik til digte af Tommy Heisz” gør mig ubeskrivelig stolt.

For det her er jo ikke bare en hvilken som helst musiker, der har fået lyst til at lege lidt med mine ord. Det her er Henrik Olesen. Det er nok svært at slide cd’er op, men hvis jeg nogensinde var tæt på at gøre det, var det vel min lille samling af Olesen-Olesen-album, som jeg tog med mig rundt, hver gang jeg i 1990’erne flyttede til et nyt sted – hvilket jeg mere eller mindre gjorde konstant på den tid. Som ung studerende i Århus sad jeg blandt andet i mørket i Øst for Paradis og så Henrik på scenen sammen med sin bror Peter. Som Olesen-Olesen transporterede de mig nogle helt vilde steder hen i både musikken og sproget med numre som ’Jack Kerouac i Jylland’, ’Finland’, ’Jysk Beatnik’ og ’Mit liv i flere versioner’.

Efter Olesen-Olesen ophørte med at eksistere, fortsatte begge brødre heldigvis med at lave musik. Politikens Simon Lund skrev om en af Henriks første udgivelser på egen hånd: “Hans minimalistiske sangersangskrivning har en melankolsk grundtone, der på én gang lyser op og trækker sig resigneret tilbage.”

Da Henrik for nogle år siden spurgte, om han måtte sætte musik til et af mine digte, gav jeg selvfølgelig lov med det samme. For mig var det som en cirkel, der blev sluttet på smukkeste vis – at en af de personer, der havde været med til at vise mig vejen ind i det lyriske univers, på den måde rakte ud og kunne bruge noget, jeg havde skrevet. Det gav så meget mening. I Henrik Olesens komposition (under navnet ’Ukendt under andet navn’) blev det til ”Fra før vi var her”.

At det skulle føre mere med sig, havde jeg slet ikke forventet. Men på albummet ”Optaget og foreviget” fra 2022 skrev jeg ordene til fire af Henriks sange. Ikke som tekstforfatter til en musiker, men som digter, der sendte en bunke ord af sted, som åbenbart viste sig at kunne bruges til noget. Det var nærmest som gik jeg fra min lejlighed ned til Sortedams Sø og sendte digtene af sted som flaskepost over til Henriks side på Østerbro.

De fire sange kom til at hedde ’Snefnug’, ’Glødepærers poesi’, ’Indre farvande’ og ’Fotografi’.

Noget vigtigt blev sat i gang. Henrik og jeg har erfaret, at noget får den gensidige inspiration til at sitre som en elektrisk ladning i feltet mellem os. Den slags er værdifuldt, og jeg tror på, at man skal række ud efter det, når det viser sig.

EP’en ’TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz’ udkommer digitalt. ”Seks minimalistiske sange, der formår at indramme noget større,” skriver musikmediet Side 33 om udgivelsen. Hvem ved om en vinyludgivelse følger en dag. Hvis masserne kræver det, må vi jo kigge på det.

Èn ting ligger helt fast: Den sidste flaskepost er ikke sendt.


TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz

1. Ben og skind
2. Søndermarken ved vintertid
3. I en bedre opløsning end nogensinde før
4. Aftenlys
5. Gløder i går
6. Så slap du

Det hele kan høres på Spotify og andre streamingtjenester.








Digte dagen lang, bekymre sig en anden gang

Udsigten i sommerhuset, hvor jeg sad og skrev.

I går skrev jeg i 13 timer. Sammen med otte andre forfattere blev det til 129 tekster. Vi tog alle del i en storkonstantskrift, hvor vi fra kl. 9-22 lod vi vores tekster væve sig ud ad hinanden.

Det var meget inspirerende at sidde og skrive sammen med folk, jeg aldrig havde mødt. Christian Meisels Asmussen, Tomas Lagermand Lundme, Mette Garfield, Tina Frank, Anders Vægter Nielsen, Louise Juhl Dalsgaard, Noa Kjærsgaard Hansen og Martin Glaz Serup var de otte forfattere, jeg var på hold med.

Selv fik jeg i løbet af dagen skrevet 23 tekster. Mon ikke nogle stykker af dem har potentiale til, at jeg i hvert fald kan arbejde videre med dem.

Her nogle smagsprøver. Det hele kan læses inde på konstantskrift.dk

En stor tak til Cecilie Lolk Hjort, som fik det hele til at ske.


Dreng i vinterskov
cirka otte år
søen dækket af is
tiden endnu ukendt
frys billedet
lige dér


Fjorden var faldet til ro i dag. I går vred den sig, pisket og plaget og helt oppe at køre. Nu klukkede den stille og fik mig til at tænke på min mormors latter. Det er et år minus en uge siden, hun døde. Trehundredotteoghalvtreds dage. Det sker stadig, at jeg griber ud efter telefonen, fordi jeg vil fortælle hende, at noget dejligt er sket. Nu deler jeg det med fjorden. Hun lærte mig dens sprog at kende.


Vreden igen. Hvorfor egentlig? Det er jo forår lige om lidt, og mennesker vil mig det grundlæggende godt. Jeg skubber barndommen som en overlæsset indkøbsvogn foran mig gennem voksenlivet. Der er spis hvad du kan for en slik, der er ingen grænser for, hvad du kan tage med dig herfra af svigt og skuffelser og velplacerede spark i ansigtet. Jeg så det vel som en overgang, som at krydse Storebælt, som at klippe navlestrengen over, som stemmen med den pludselige og overrumplende bas. Men på dage som denne står jeg stadig forvirret og frysende i regnen og venter på at blive hentet. Tak fordi du sørgede for min eksistens, tak for at skylle mig ud igen. Afsporingen, udslippet, tak for det. Om ikke andet har jeg lært at klare mig selv. Jeg kan jo altid flygte. Forsvinde i mængden i Minneapolis. Lade mig nedsænke på en bar i Neukölln. Eller lade fjorden tage mig ned. Vreden er mit korkbælte.


Der ligger rådne blade
overalt i haven
fordærv
sent i aftes
røg jeg en cigaret under stjernehimlen
det burde jeg virkelig ikke
det er ødelæggende, det er dræbende
fordærv
bagerst i køleskabet
halvrådne vindruer
sådan er det
alt organisk må forgå
nedbrydes af mikroorganismer
fordærv
lad ormene komme til
og nyt liv skal opstå
her kommer spyfluerne
med deres æg
her kommer olieboringer i Alaska
her kommer nye russiske angreb
endnu flere familier på flugt
her kommer polerne
se dem, før de smelter
her kommer
fordærv


På tirsdag på tirsdag

Jeg glæder mig til på tirsdag! Her har jeg nemlig fået en fornem invitation til at være en del af et litterært eksperiment. Sammen med otte andre forfattere skriver vi den dag live fra kl. 9-22. Alle tekster bliver i løbet af dagen publiceret på konstantskrift.dk.

Det er forfatteren Cecilie Lolk Hjort, der får det hele til at ske. Med støtte fra Statens Kunstfond driver hun bloggen konstantskrift.dk, hvor der jævnligt bliver skrevet live.

På bloggen forklarer Cecilie, hvad konstantskrift egentlig er for noget:

En konstantskrift er et arrangement, hvor læserne kan følge med i skriveprocessen live. En eller flere forfattere skriver i et på forhånd fastsat tidsrum og publicerer teksten/teksterne løbende, f.eks. på en blog, i et google-dokument eller på en storskærm. Som regel gemmes teksten/teksterne, hvor de oprindeligt blev publiceret, så de også kan læses, efter arrangementet er slut. Konstantskrift kaldes også liveskrift.

Konstantskrift kan både foregå som reel fællesskrift – altså med mulighed for at redigere i hinandens tekster – og som en slags litterær tennismatch, hvor hver forfatter publicerer sine digte separat, og fællesskrift-aspektet ligger i, hvordan forfatternes tekster forholder sig til hinanden. Det er også muligt at liveskrive alene.

Det bliver spændende at være en del af så stort et hold af skrivende. Mange af dem har jeg aldrig mødt i virkeligheden, men det er tydeligt, at der er tale om meget talentfulde forfattere. Derfor er det også med en vis nervøsitet, at jeg nu står og tripper i startboksen.

På tirsdag har jeg planer om at placere mig i mit sommerhus hele dagen, omgivet af musik, lyrik, kaffe, natur – og hvad der nu ellers kan inspirere. Så ser vi, om der kommer noget godt ud af det.

Her lidt mere info om begivenheden på tirsdag:

Tirsdag d. 14. marts kl. 9-22 skriver ni forfattere live på Konstantskrift.dk. Følg med ved at klikke dig ind på www.konstantskrift.dk, hvor teksterne dukker op på forsiden på dagen. Det er gratis at læse med.

Bemærk, at du som læser selv skal opfriske siden en gang imellem, så du kan se nye tekster, efterhånden som de lægges op. Det gør du ved enten at klikke på det store grønne banner med teksten 'Konstantskrift.dk' foroven - eller ved at opfriske siden i din browser.

Deltagere:

- Tina Frank

- Louise Juhl Dalsgaard

- Anders Vægter Nielsen

- Tomas Lagermand Lundme

- Mette Garfield

- Noa Kjærsgaard Hansen

- Tommy Heisz

- Christian Meisels Asmussen

- Martin Glaz Serup

Nummer otteoghalvfjerds

En god ven gjorde mig opmærksom på, at der for nylig har været stor ballade i London vedrørende et gadenavn.

Ikke et hvilket som helst gadenavn, men navnet på lige netop den gade, hvor jeg i 1995-96 boede sammen med en flok ufatteligt gode mennesker i huset med nummer 78.

Blackboy Lane bærer nu ikke længere sit upassende navn, men er i stedet blevet navngivet La Rose Lane efter John La Rose, en sort aktivist, forfatter og forlægger.

Hele den historie kan læses lige her.

Fuld opbakning herfra til beslutningen om navneskiftet, for som det fremgår af artiklen, er der mange gode argumenter for, at sådan et gadenavn ikke har en plads i det 21. århundrede.

Det er ikke desto mindre sært – og også nogle gange lidt svært – at se de kulisser, ens ungdom udspillede sig i, smuldre eller antage nye former.

Alt det, der skete der i de lysende måneder i huset på 78 Blackboy Lane, lever videre inde i mig. Det var netop der, i lyset fra gadelamperne, at drømmen om at fortælle mig ud af det her liv for alvor begyndte at tage form.

Et erindringsglimt sneg sig også ind i titeldigtet i bogen Træer der ligner mennesker fra 2014:

Det var her

det begyndte

på første sal

i nummer otteoghalvfjerds

med usædvanligt gule

gadelamper der kunne tale

de lærte mig den nat

at gaderne langsomt ændrer form

hvis vi glemmer at betræde dem

og regnen gjorde mig bange

dens hysteriske flimren

som træer der lignede mennesker

da han sendte mig ud i mørket

før byen havde fået en form

de sære skikkelser kunne bo i

den slags gør os sikkert stærkere

men det får os også til at ligne

træer der rækker ud

uden nogensinde

at være i stand til

at flytte os


Når et supermarked dør

Der er stærke følelser i spil i disse dage, hvor det er blevet meldt ud, at Irma lukker ned – eller i det mindste omdannes til noget andet.

Jeg har ikke selv noget nært forhold til Irma, men der er jo noget om, at butikker ikke bare er butikker. Forbruget, der foregår derinde, væver sig tæt sammen med vores fortællinger om os selv.

Det gik jeg og tænkte lidt over for nogle år siden, da jeg skrev det her digt.

Helt generelt er jeg fascineret af forladte bygninger. I dette tilfælde fik de forladte Brugsen-butikker i mange små landsbyer mig til at reflektere lidt over, hvem vi egentlig var, før vi pludselig ikke var det mere.

SPØGELSESBRUGSEN

I spøgelsesbrugsen

handler de endnu

i spøgelsesbrugsen

står de stadig i kø

når der er frostvarer på bud

haricots verts med isblomster på

og der er altid konserves

hvis der ikke er andet

er der altid konserves

spøgelsesbrugsen lukkede

men den lukkede aldrig helt

det er stadig muligt at købe

smelteost med skinke

brun sæbe, ståluld

citronvand med regnbue på

og de hænger der endnu

over deres knallerter

og deres piger med sort mascara

på pladsen foran spøgelsesbrugsen

og når mørket falder på

laver de hjulspind i piruetter

og truer forbipasserende

og snitter i poserne med spagnum

foran spøgelsesbrugsen

og så lige pludselig

er de ovre sidste salgsdato

frisurerne er forkerte

lige pludselig

størkner deres blod

stivner de i bevægelserne

under fremkaldervæske

bliver til gulnede motiver

fikserede

lige dér

på pladsen

foran spøgelsesbrugsen


***

Digtet er med i bogen ’Stilstandsrapport’ – læs mere her