Udsigten i sommerhuset, hvor jeg sad og skrev.
I går skrev jeg i 13 timer. Sammen med otte andre forfattere blev det til 129 tekster. Vi tog alle del i en storkonstantskrift, hvor vi fra kl. 9-22 lod vi vores tekster væve sig ud ad hinanden.
Det var meget inspirerende at sidde og skrive sammen med folk, jeg aldrig havde mødt. Christian Meisels Asmussen, Tomas Lagermand Lundme, Mette Garfield, Tina Frank, Anders Vægter Nielsen, Louise Juhl Dalsgaard, Noa Kjærsgaard Hansen og Martin Glaz Serup var de otte forfattere, jeg var på hold med.
Selv fik jeg i løbet af dagen skrevet 23 tekster. Mon ikke nogle stykker af dem har potentiale til, at jeg i hvert fald kan arbejde videre med dem.
Her nogle smagsprøver. Det hele kan læses inde på konstantskrift.dk
En stor tak til Cecilie Lolk Hjort, som fik det hele til at ske.
Dreng i vinterskov
cirka otte år
søen dækket af is
tiden endnu ukendt
frys billedet
lige dér
Fjorden var faldet til ro i dag. I går vred den sig, pisket og plaget og helt oppe at køre. Nu klukkede den stille og fik mig til at tænke på min mormors latter. Det er et år minus en uge siden, hun døde. Trehundredotteoghalvtreds dage. Det sker stadig, at jeg griber ud efter telefonen, fordi jeg vil fortælle hende, at noget dejligt er sket. Nu deler jeg det med fjorden. Hun lærte mig dens sprog at kende.
Vreden igen. Hvorfor egentlig? Det er jo forår lige om lidt, og mennesker vil mig det grundlæggende godt. Jeg skubber barndommen som en overlæsset indkøbsvogn foran mig gennem voksenlivet. Der er spis hvad du kan for en slik, der er ingen grænser for, hvad du kan tage med dig herfra af svigt og skuffelser og velplacerede spark i ansigtet. Jeg så det vel som en overgang, som at krydse Storebælt, som at klippe navlestrengen over, som stemmen med den pludselige og overrumplende bas. Men på dage som denne står jeg stadig forvirret og frysende i regnen og venter på at blive hentet. Tak fordi du sørgede for min eksistens, tak for at skylle mig ud igen. Afsporingen, udslippet, tak for det. Om ikke andet har jeg lært at klare mig selv. Jeg kan jo altid flygte. Forsvinde i mængden i Minneapolis. Lade mig nedsænke på en bar i Neukölln. Eller lade fjorden tage mig ned. Vreden er mit korkbælte.
Der ligger rådne blade
overalt i haven
fordærv
sent i aftes
røg jeg en cigaret under stjernehimlen
det burde jeg virkelig ikke
det er ødelæggende, det er dræbende
fordærv
bagerst i køleskabet
halvrådne vindruer
sådan er det
alt organisk må forgå
nedbrydes af mikroorganismer
fordærv
lad ormene komme til
og nyt liv skal opstå
her kommer spyfluerne
med deres æg
her kommer olieboringer i Alaska
her kommer nye russiske angreb
endnu flere familier på flugt
her kommer polerne
se dem, før de smelter
her kommer
fordærv
