Kødspiseren vs. Vegetaren. Da Bøffen løb om kap med Bananen

“Jeg vil løbe Sjælland rundt. Og jeg vil, mens dette står på, kun leve af æbler og bananer og kun drikke vand!”

Sådan proklamerede en 42-årig herre ved navn S.M. Breckvoldt i Politiken i 1908. Breckvoldt var træt af postulater om, at kødspisere skulle være stærkere og mere udholdende end vegetarer. Selv havde han levet som vegetar i årevis, og nu ville han vise hele Danmark, hvad han kunne.

Det hele var begyndt nogle dage før som en fiks idé i avisens spalter. Det var agurketid, og en tung hedebølge lå over Danmark. Den 18. juni kunne man således læse i Politiken, at det var en strålende lysegul sommerdag. “Byen stønnede ved varmen,” skrev avisen. “Nedslåede droskevogne luntede langsomt gennem gaderne, hestene var løbet varme. Asfalten begyndte at dufte lidt lumsk.”

En af avisens journalister fik et spontant påfund og luftede det over for læserne: “Det kunne interessere at høre vore læseres mening. Hvem tåler varmen bedst? Vegetaren eller kødspiseren? Hvem er den kraftigste, den mest energiske, den mest udholdende?”

Spørgsmålet var gemt godt væk i en lille note inde midt i avisen. Men det skulle vise sig at sætte gang i en større debat. Det varede ikke længe, før Breckvoldt henvendte sig til avisen. Han præsenterede sig selv som atletikudøver. Han var med egne ord i rigtig god form – og så var han vegetar. Han havde ikke rørt kød i 10 år. Det seneste halve år havde han levet af frugt og franskbrød.

Politiken slog til med det samme. Dét skulle nok blive til en god historie. Men for at gøre historien endnu bedre, ville redaktionen gerne have en konkurrent til Hr. Breckvoldt. “Er der mon nogen kødspisende sportsmand, der vil vove dysten?” spurgte avisen dagen efter.

Det var der. Inden længe havde Carl Hector meldt sig på banen. En ung mand på 21 år, som til daglig var ansat som kommis. Og så elskede han kød. Han sagde til Politiken: “Jeg nægter ikke, at jeg sætter pris på en bøf med løg, en kotelet eller forloren skildpadde.”

Den store duel var nu linet op: Bøffen mod Bananen. Sådan titulerede Politiken selv de to kombattanter.

“Det er ikke blot kamp mellem to sportsmænd, det er kamp mellem to opfattelser, to livsanskuelser,” skrev avisen 24. juni og fortsatte: “I morgen kl. 10 minutter i 7 starter de to kække mænd, der i deres skjold fører bananens og bøffens mærke”.

Det var ikke længere bare en lille note. Nu var det forsidestof. Over hele landet fulgte avisens læsere med spænding duellen.

Satsede på saftige bøffer

Dagen efter satte bøffen og bananen ud fra Akademisk Boldklubs baner på Tagensvej. De løb over Rådhuspladsen og videre ud af København i sydlig retning.

Ruten gik over Køge til Vordingborg, Næstved, Slagelse, Kalundborg, Roskilde, Frederiksværk, Helsingør og tilbage til København. Sjælland Rundt. Og så forfra, én gang til. Over 800 kilometer i alt skulle de to løbe. Følgecyklister skulle sørge for bananer og æbler til Breckvoldt, mens Hector satsede mere på at få en saftig bøf i ny og næ på de kroer, han kom forbi.

Breckvoldt tog føringen med det samme. Bananen løb igennem, mens bøffen satsede på noget, der mindede mere om kapgang. Han satsede på udholdenhed frem for fart. Mens Bananen lå og sov i Køge efter sin første etape, stavrede Bøffen stille og roligt forbi og fortsatte helt til Vordingborg.

Bøffen gik hele natten. Da han næste dag lå og sov i Vordingborg, løb Bananen forbi uden for vinduet og tog igen føringen.

Men Bananen havde et problem. Allerede da han den første aften var kommet frem til Køge, var hans fødder fyldt med store vabler. Før den store udfordring havde han bestilt fem par helt nye sko hos en skomager i København. Han lod journalisterne forstå, at han forventede at slide dem alle op. Bananen valgte altså at løbe i helt nye sko, som ikke var løbet til, og så havde han oven i købet valgt en model med tynde lædersåler. Bøffen, derimod, havde solide vandrestøvler med tykke såler.

Vablerne var slemme, men Bananen bed tænderne sammen. Han kæmpede sig til Næstved, hvor han tog en overnatning.

Igen overhalede Bøffen, som nu nåede helt til Kalundborg. Kødspiseren begyndte for alvor at trække fra.

Bananens problemer blev kun større. På sin næste løbetur kunne han ikke nå helt på omgangshøjde med Bøffen. Og da han dagen efter nåede frem til Kalundborg, var Bøffen allerede på vej videre.

Måtte tage aftentoget hjem

I Kalundborg kom en læge forbi og så til Bananen. Politiken skrev om det i et par telegrammer:

“Kalundborg, søndag 10.55: Ved ottetiden ankom Hr. Breckvoldt til Kalundborg Hotel, dygtig og træt og meget medtaget efter det lange løb i den tidlige morgen. Hans puls steg til 70, og såvel lunger som hjerte fungerede normalt. Fødderne var derimod ikke i den bedste stand, idet de var meget ophovnede. Han havde under løbet spist 1½ appelsin, 1 æble og 1 banan samt drukket 1 glas vand. Det havde blæst temmelig stærkt, ligesom vejret havde været meget tåget. Umiddelbart efter ankomsten gik Hr. Breckvoldt til sengs og sov de retfærdiges søvn. Han skal vækkes imellem 4 og 5 i eftermiddag og agter derpå straks at begive sig til Holbæk.”

Sådan skulle det ikke gå. Timer senere, klokken halv syv om aftenen, fulgte et nyt telegram:

“Breckvoldt har opgivet væddeløbet på grund af, at hans fødder er stærkt ophovnede og fyldte med sår. Læge H. Møller har udstedt en lægeerklæring gående ud på, at hans fødder er meget dårlige, så at han ikke ville kunne fortsætte turen.”

Slukøret måtte Bananen tage aftentoget hjem til København. Bøffen, derimod, fortsatte ufortrødent. Dog besluttede han sig for at nøjes med at løbe Sjælland rundt en enkelt gang.

Mens en skuffet Breckvoldt sad i aftentoget på vej hjem, fik Hector sig en bøf og en portion rabarbergrød på Svinninge Hotel. ”Et stort nederlag for vegetarismen,” skrev Politiken dagen efter.

50.000 tilskuere heppede på Bøffen og Bananen

“Spis bare bananer, men efter bøf!”

Sådan stod der på et af de bannere, en gruppe unge slagtersvende stod med i vejkanten ved Valby Bakke i 1931.

Der var gået 23 år, siden Hector og Breckvoldt som Bøffen og Bananen havde løbet om kap på de sjællandske veje. Debatten mellem kødspisere og vegetarer var ikke kølnet i de mellemliggende år. Snarere tværtimod. En af de fremmeste fortalere for en kødfri kost var lægen Mikkel Hindhede, en af de mest markante stemmer i kostdebatten i de år. Hindhede var med til at puste til den ild, som fik Politiken til at genoplive væddeløbet mellem Bøffen og Bananen i 1931.

Det hele begyndte med, at en slagtermester Randrup havde holdt et radioforedrag om kød. Her påstod han, at mennesker måtte have kød, fordi kød gav styrke. Mikkel Hindhede reagerede straks. Han udfordrede slagtermesteren til duel. Hindhede ville ikke selv stille op til dysten, men det ville hans berømte laboratoriekarl Frederik Madsen.

Madsen var manden, der gjorde det muligt for Hindhede at prøve sine teorier om kost af i praksis. Han blev udsat for adskillige forsøg i Hindhedes laboratorium, og han var i lange perioder på strenge diæter, hvor han fx kun måtte spise margarine og brød.

Nu skulle han dyste mod kødspiseren Randrup. Denne gang en duel på cykel. Randrup og Madsen skulle cykle fra Valby Bakke til Roskilde og retur. En noget mere overkommelig omgang end 23 år tidligere rent sportsligt. Som folkelig begivenhed gik det til gengæld helt amok.

“Næppe nogensinde tidligere har Roskilde Landevej bølget af mennesker som til løbet mellem Bøffen og Bananen i går,” skrev Politiken. – “Det er næppe for meget sagt, at 50.000 tilskuere overværede det mest spændende cykelløb, der er kørt i Danmark.”

I tiden op til løbet skrev avisen spalte op og spalte ned, og optakten til løbet var i avisen kædet tæt sammen med tidens generelle debat om kost, sundhed og det gode liv. Læserne kunne også følge med i, hvordan de to havde forberedt sig til løbet. Madsen spiste bananer i lange baner, mens Randrup undtagelsesvist droppede spiritus og tobak.

Den 7. juni kl. 11.03 lød startskuddet.

“Der åbnede sig en kile mellem de to tætte mure af mennesker, og så spurtede de to cyklister ud ad Roskilde Landevej. Madsen i knæbenklæder og løs manchetskjorte, Randrup i hvid kittel og lange, sorte benklæder,” skrev Politiken.

Det regnede, men folk blev stående. Hele vejen fra København til Roskilde stod der tilskuere og jublede. Der var medvind hele vejen til Roskilde, og de to ryttere holdt en god fart og fulgtes ad. Mikkel Hindhede sad i en kontrolbil, der fulgte Bananen tæt hele vejen. Randrup blev ledsaget af en bil med slagtermestre fra København. De havde efter sigende udlagt depoter med bøffer undervejs på ruten. Madsen måtte derimod nøjes med den banan og en kop kærnemælk, som Hindhedes barnebarn stod klar med i Roskilde.

På vej tilbage mod København var der strid modvind. Da de nærmede sig målstregen, var det stadig helt tæt, og der udbrød lidt af et kaos.

Bøffens tilhængere sluttede sig sammen om ham, før han var kommet over målstregen. De løftede ham af cyklen og bar ham i guldstol det sidste stykke over stregen.

Samtidig røg bananen i asfalten. En bakkende bil ramte ham, så han styrtede. Han kom dog hurtigt op igen og kunne trille over stregen.

Den officielle tid fortalte, at Bøffen var kommet i mål to sekunder før Bananen.

Ligesom i 1908 havde vegetarismen tabt.

***

Hele historien om Bøffen og Bananen bliver fortalt i et afsnit af podcasten Vild Historie. De to værter har besøg af historiker Dorthe Chakravarty, som er forfatter til bogen ’Husmor i en rationeringstid’.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Diverse udgaver af Politiken 1908 og 1931.

‘Kampen mellem Bananen og Bøffen – Kost, krop og sundhed primo 1900’ af Per Jørgensen.

Kokain blev set som et vidundermiddel

De fleste af os kan nok blive enige om, at ingen anden cola smager helt som Coca-Cola. Opskriften bag den berømte, amerikanske læskedrik har altid været omgærdet af mystik. Jeg husker, hvordan vi i min skoletid i 1980’erne med store øjne udvekslede historier om den hemmelige opskrift, der befandt sig i Atlanta, Georgia. Der havde den ligget gemt for offentligheden, siden Dr. John S. Pemberton bryggede den første Coca-Cola i 1886.

Opskriften er nu ikke så hemmelig længere. For nogle år siden fandt folkene bag radioprogrammet This American Life frem til den. Det betyder, at alle og enhver i princippet kan begynde at brygge sin egen cola. Men inden du begynder på det, er der lige noget, du bør vide: Mindst én af ingredienserne fra 1886 er ikke længere at finde i den cola, de sælger i din lokale kiosk.

I begyndelsen var der nemlig kokain i Coca-Cola.

Da den søde drik kom på markedet, blev den lanceret som et rent vidundermiddel. Disse magiske dråber kunne tilsyneladende løse alverdens problemer. Gik du rundt og var deprimeret? Coca-Cola kunne få dig på toppen igen. Døjede du med tandpine? Coca-Cola dulmede smerterne. Menstruationssmerter? Coca-Cola var svaret på det hele.

Kokainen – den i vore dage utænkelige ingrediens – var i høj grad med til at give drikken sin store popularitet. Da Coca-Cola kom til verden, var kokainbegejstringen i USA nemlig på et absolut high.

Tvebakker med kokain

Kokain udvindes fra kokablade. At kokaplantens lancetformede blade indeholdt et stof med kraftig effekt på mennesker var slet ikke ny viden i 1886. I Andesbjergene havde sydamerikanske indfødte i tusinder af år gumlet løs på de grønne blade for at nyde effekten. Ved vedvarende tygning afgiver bladene et alkaloid, som virker opkvikkende og medfører øget udholdenhed. Samtidig kan det få en til at glemme og undertrykke sult gennem længere tid.

Virkningen havde selvfølgelig været kendt af europæerne, siden de kom til Amerika i slutningen af 1400-tallet, men det førte aldrig til, at folk begyndte at gå rundt og tygge på kokablade i Europas storbyer. Det store gennembrud lod vente på sig.

Det kom først for alvor, efter den tyske kemiker Friedrich Gaedcke i 1855 lykkedes med at udvinde og isolere det virkningsfulde alkaloid fra kokabladene. Dermed kunne man begynde at bruge det på helt nye måder, blandt andet i form af koncentrerede dråber og senere som et hvidt pulver – det, vi i dag forbinder med ordet kokain.

Inden længe blev stoffet fast inventar i lægetasker, for det viste sig at kunne lidt af hvert: ”Blot en ubetydelig dosis af kokain giver en følelse af frigjorthed og forøget åndelig og legemlig kraft, samtidig med at den bortjager alle bekymringer og sorger,” skrev avisen København i 1901 om stoffet.

Otte år tidligere havde samme avis forklaret sine læsere: ”Kokainet er et hvidt, krystallisk pulver og har forskellige værdifulde egenskaber, der gør det til et vigtigt lægemiddel. Det kan anvendes som afvænningsmiddel mod morfin, og når det indsprøjtes under huden, virker det som modgift ved morfinforgiftninger. Endvidere benyttes kokainet ved øjen- og tandoperationer, da det har den mærkelige virkning at fremkalde lokal følelsesløshed, så at operationen kan foretages smertefrit for patienterne.”

Den slags små, oplysende artikler om kokainens fortræffeligheder var meget almindelige i både danske og udenlandske aviser omkring århundredskiftet. I 1892 kunne Dagbladet berette om et eksperiment med en deling soldater i Rumænien: ”I Bukarest er der ved forskellige troppeafdelinger blevet gjort forsøg med næringsmidler, hvori der var blandet kokain. Den 12 mil lange strækning (ca. 90 km, red.) fra Tergovift til Bukarest blev tilbagelagt i 11 timer, og under marchturen blev der uddelt kokain i form af bitter og tvebakker til mandskabet og hestene,” kunne avisen berette.

Resultaterne var forbløffende, fremgik det: ”Ved mandskabets indmarch i byen blev det konstateret, at soldaterne var fuldstændig sunde og friske på én eneste undtagelse nær; han måtte udhvile sig på grund af træthed; men kunne dog snart efter atter fortsætte marchen i række og geled med sine øvrige kammerater.”

Populære dråber

På Korsika fik kemikeren Angelo Mariani i begyndelsen af 1860’erne en god idé: Han begyndte at fremstille kokain-vin. En rødvin fra Bordeaux blev blandet med dråber fra kokaplantens blade. Alkoholen i vinen skulle forstærke kokainens effekt. Og det virkede tilsyneladende. Mariani-vinen fik stor succes.

I løbet af de næste årtier meldte en lang række toneangivende personer sig i hyldestkoret for de saliggørende dråber. Selveste Paven var angiveligt fan. Opfinderen Thomas Edison berettede om, hvordan Mariani-vinen hjalp ham med at holde sig længe vågen.

Efter sigende gav kokain-vinen styrke, energi og øget vitalitet. Selv personer, der under normale omstændigheder var afholdsfolk, flåede gerne proppen af en flaske Mariani-vin. Andre fremtrædende personer eksperimenterede på samme tid med kokain i andre former. I publikationen ’Über Coca’ hyldede en ung Sigmund Freud i 1885 således kokainens fortræffeligheder.

Europa var i kokain-ekstase, og det samme gjaldt Amerika. Det var med det udgangspunkt, Dr. John S. Pemberton i 1886 skabte sit verdenshistoriske læskedriksprodukt i Atlanta, Georgia. Han vurderede dog, at de amerikanske forbrugere ville tage bedre imod en sukkerdrik end et alkoholisk produkt. Coca-Cola blev amerikanernes egen variant af den populære Mariani-vin.

I de næste årtier fulgte en række andre medicinske håndkøbsprodukter på markedet, hvor kokain var en central ingrediens. Begejstringen var stor. Kokain havde en mærkbar effekt og virkede umiddelbart ikke til at have nogen ulemper.

Det skulle snart vise sig ikke at holde helt stik.

London var fyldt med kokainister

Kokain er et ekstremt vanedannende stof. Det har nutidens forskere bevist gennem et utal af forsøg. I et af dem trykkede en kokain-afhængig abe et håndtag ned 12.800 gange for at få en dosis til. Andre forsøg har vist, at afhængige dyr er klar til at vælge mad fra, hvis de kan få et skud kokain mere.

Stoffets uheldige sider begyndte så småt at komme for en dag i slutningen af 1800-tallet. Det kunne man for eksempel læse i den danske Folkets Avis, som i 1901 rapporterede om problemer med kokain i England:

”For 14 år siden indførte en fornem engelsk dame fra et besøg i New York et nyt beruselsesmiddel, kokain. Det var dengang det fineste, amerikanerne kendte, og englænderne skulle selvfølgelig også prøve giften. Moden slog imidlertid ikke an, hvorfor det aner man ikke, men faktum er, at da de engelske læger i 1894 afholdt en kongres, og kokainsygen kom på tale, kendte kun de færreste dens frygtelige bivirkninger.

Men nu har sagerne taget en anden drejning. Lægerne er oversvømmet af kokainpatienter, og mange af lægerne er selv faldne som ofre for giften. For tiden skal størsteparten af Londons videnskabsmænd, læger, politikere og kunstnere være kokainister. Giften indtages ligesom morfin gennem indsprøjtning, og der følger ikke som ved morfin straks en ubehagsfornemmelse eller angstfølelse efter.

I næsten samme øjeblik som væsken er kommen ind i blodet, følger den følelse af spændstighed og livskraft, som morfinen og opiet også frembringer, men blot i endnu højere grad. Følgerne af kokainet er dog lidt forskellige fra morfinens, således virker den uhyggelige gift først og fremmest på folks moral. Enhver kokainist stjæler som en ravn, og når en herre eller en dame kommer ind på et apotek og forlanger kokain, bliver der sat vagt over dem, for at de ikke skal hugge noget. Samtidig ægger giften folks lyve- og overdrivelsesdrift,” skrev avisen.

Samme år kunne man i avisen København læse følgende om kokainens virkning: ”Er det for eksempel en forfatter, sagfører eller præst, der er forfalden til kokain, viser giften sig i begyndelsen som en trang til at tale med mange overflødige ord. Han henfalder til en trættende svada, hvor ordene idelig omskrives og omforklares, og munden står ikke stille på ham fra morgen til aften. En mængde bøger, hvis bredde ærgrer læserne, er skrevet fra begyndelsen til ende til anden i en stedsevarende kokainrus.

På et senere stadium mister kokainistens evnen til at drage slutninger. Han tumler med fantasifulde planer, som aldrig bliver til virkelighed og taber følelsen af ret og uret. Hele hans væsen og tænkemåde forandres, han bliver hemmelighedsfuld, egensærlig og uhæderlig og synker i moralsk henseende så dybt som det er muligt.

Til sidst indfinder forfølgelsesvanviddet sig. Ofret går i en bestandig rædsel for at blive overfaldet eller bestjålet. Om natten vandrer han op og ned i sit værelse med en ladt revolver og leder efter voldsmænd og tyve under sengen eller i krogene. Det er et komplet delirium, som i reglen ender med selvmord.”

Denne beskrivelse fra en dansk avis er altså 117 år gammel. Det er slående, hvor tæt den ligger på de ord, man i 2018 kan finde på Sundhedsstyrelsens side: ”Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes – også angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Set udefra virker en person på kokain over-aktiv, selvcentreret, dominerende og svær at snakke ordentligt med. Pupillerne er store og musklerne spændte. Ved jævnlig brug kan der komme alvorlige psykiske symptomer: Sygelig mistænksomhed, angst, anspændthed og/eller depression. Efter længere tids brug af kokain er der risiko for udvikling af en psykose præget af vrangforestillinger (paranoia, forfølgelsesvanvid). Skræmmende fantasier opleves som virkelige. Man får syns- høre- og følehallucinationer, der giver stærk angst og uro. Samtidig er man klar og ved fuld bevidsthed – man har blot ingen indsigt i egen tilstand.”

Claus Juul Løland, lektor og ph.d fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, har til Videnskab.dk sagt om kokainens virkning: ”Hos nogle mennesker kræver det kun, at man prøver kokain én enkelt gang, før det får alvorlige konsekvenser (…) Jeg har tidligere talt med en kokainmisbruger, som sagde, at første gang han tog stoffet, føltes det helt fantastisk. Der gik et ’sus’ igennem kroppen. Alle de andre gange i hans ti år lange misbrug blev derimod jagten på den første gang. Det kom aldrig tilbage. Hjernen husker, hvor fantastisk det føltes, da man tog kokain første gang. Derfor vil den konstant jage den følelse, og det er en af grundene til at man bliver afhængig.”

I 1903 kunne Nationaltidende berette om, hvordan en fransk læge havde undersøgt flere kokainafhængige patienter. Lægen omtalte ”en nervøs familiefar, der først havde benyttet kokain mod snue, men som lidt efter lidt havde vænnet sig til at bruge 3 gram daglig. Foruden at hans eget helbred blev aldeles nedbrudt, blev af hans to børn, der fødtes efter den tid, det ene idiot, det andet mikrocefal (misdannet hoved, red.), mens hans tidligere fødte børn var fuldstændig sunde.”

Avisen fulgte det uhyggelige eksempel op med at bringe en ”indtrængende advarsel til vore medmennesker mod overhovedet at benytte kokain o.l. Tusind gange hellere finde sig tålmodigt i lidt smerte.”

Stoffernes svar på champagne

Kokain var for alvor kommet til debat. Allerede i 1904 fjernede Coca-Cola stoffet fra ingredienslisten. Virksomheden valgte dog at holde fast i drikkens kokainklingende navn, ligesom de røde og hvide farver fra det peruvianske flag også blev bibeholdt.

Også fra apotekernes hylder forsvandt stoffet med tiden, men der gik nu mange årtier, før det var helt væk. I 1920’ernes USA blev kokain for eksempel solgt i Gray’s Catarrh Powder – en hostemedicin, som indeholdt kokain med en renhedsgrad tæt på det, der årtier senere blev solgt illegalt på gaderne i 1980’ernes USA.

Det helt store kokainboom oplevede USA i 1970’erne. Selvom man vel egentlig burde vide bedre så mange årtier efter stoffets uheldige virkninger var kommet frem i lyset, blev de ufarlige sider ved kokainen fremhævet igen og igen, da jetset-miljøerne i Los Angeles, New York og andre storbyer begyndte at aftage store dele af de forsyninger, colombianske narkobaroner bragte til landet.

”The Champagne of Drugs,” kaldte New York Times stoffet i en artikel i 1974. Påstanden, der blev gentaget igen og igen, var, at kokain løftede sindet, hvor andre af datidens stoffer som pot og marihuana kun trak en ned. Og at kokain i øvrigt slet ikke var så farligt og vanedannende som heroin. Stoffet fik brugeren til at føle sig kreativ og medførte ikke kriminelle tilbøjeligheder, hed det sig. Selv fra officielt hold blev kokainens mørke sider underdrevet. Da Det Hvide Hus i 1975 udgav en hvidbog om stoffer, blev kokain klassificeret som et lavrisiko-stof.

Magasinet Newsweek skrev i en reportage i 1977, at kokain efterhånden var så almindeligt som Dom Perignon og kaviar i storbyernes jetset-miljøer. ”Nogle sender det rundt på sølvfade sammen med pindemadderne,” konstaterede magasinets reporter, som også beskrev hvordan stoffet gav brugeren mere energi og højere selvtillid. Musikmagasinet Rolling Stone døbte vidunderstoffet ”America’s Star Spangled Powder”.

Samtidig gjorde en række fremtrædende kulturpersonligheder op gennem 1970’ernes deres for at markedsføre kokain som et overskudsstof. Skuespilleren Jack Nicholson inviterede til fester, hvor det hvide pulver lå i bunker på bordene. Eric Clapton sang om kokain, og gonzojournalisten Hunter S. Thompson tog en bane til morgenmad sammen med æg og bacon og skrev begejstret om virkningen.

I 1979 viste en undersøgelse, at 22 millioner amerikanere havde prøvet kokain. Antallet var blevet mangedoblet på ganske få år. Filminstruktører, forfattere, rockstjerner og skuespillere holdt kokainfanen højt. En udbredt selskabsleg, når stjernerne holdt fest, hed ”Cocaine Chicken”. En lang stribe kokain blev anrettet på et bord, og to kombattanter startede fra hver sin ende for at se, hvem der kunne få mest indenbords, før de mødtes på midten.

En af de bedste til den disciplin var skuespilleren John Belushi.

Den store nedtur

USA skulle snart vågne op, og netop John Belushi spillede en central rolle i det skifte. Den buttede mand med det krusede hår og det store komiske talent, som han blandt andet foldede ud i programmet Saturday Night Live, blev den 5. marts 1982 fundet død på et hotelværelse på Sunset Boulevard i Los Angeles. Dødsårsagen var en såkaldt speedball – en indsprøjtning af kokain og heroin samtidig.

Omkring den tid begyndte det at stå klart for de fleste amerikanere, at kokain ikke var så problemfrit et stof, som man først havde troet. Der blev oprettet hotlines, som straks blev oversvømmet med opkald fra folk, der fortalte, at de var afhængige, og at de led af depressioner og tvangstanker.

Ronald Reagan var kommet til som præsident i 1980, og han erklærede straks krig mod stoffer og oprettede The Office of National Drug Control Policy, som koordinerede lovgivning, politiindsats og diplomatisk pres mod forsyningskilden Colombia. Tonen skiftede i medierne. Kokain havde ikke længere det glamourøse og ubekymrede præg som tidligere. Og det var da heller ikke længere kun de velhavende, der tog kokain.

Colombianske narkobaroner havde oversvømmet det amerikanske marked i en sådan grad, at priserne var dykket til et niveau, hvor almindelige mennesker kunne være med. Samtidig dalede kvaliteten. 1970’ernes kokain med høj renhedsgrad blev nu erstattet af fattigmandsudgaven crack – et urent produkt med en klumpet substans, som indeholdt rester af kemikalier. Crack skulle ryges i stedet for sniffes. Glansen var gået af kokain. Det var ved at udvikle sig til et taberstof.

De seneste årtier har brugen af stoffet igen været i stor vækst. I 2017 døde 14.556 amerikanere af kokainoverdosis. Antallet er mangedoblet siden 1980’erne. I Europa er Storbritannien et af de lande, der har størst problemer med kokain. Her vurderes 2,25 % af den voksne befolkning at bruge kokain. Antallet er blevet firedoblet på bare 20 år.

Også i Danmark kan man notere sig et stort forbrug. Forrige år konkluderede en rapport udarbejdet for Sundhedsstyrelsen, at kokain er blevet det mest dominerende stof i hele landet. Stoffet udgør 75 procent af politiets beslaglæggelser i de fem største byer.

I 2016 blev en container med 310 kilo kokain beslaglagt i Esbjerg. I den forbindelse udtalte misbrugsekspert Henrik Rindom til Politiken, at kokain er blevet et voldsomt populært stof – også i kredse, der ikke normalt betragtes som misbrugere: ”Det er nemt at få fat på, og det findes overalt. Til forskel fra andre stoffer bruges det af alle sociale grupper – lige fra den gadeprostituerede til direktøren, lægen og advokaten.”

***

Artiklen blev oprindeligt bragt i POV International.

Kilder:

https://www.independent.co.uk/news/uk/this-britain/drug-that-spans-the-ages-the-history-of-cocaine-6107930.html

https://www.emedicinehealth.com/cocaine_abuse/article_em.htm#how_and_why_do_people_abuse_cocaine

https://www.nytimes.com/2010/08/01/books/review/Perkinson-t.html

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvordan-pavirker-kokain-hjernen

https://www.nytimes.com/interactive/2017/06/05/upshot/opioid-epidemic-drug-overdose-deaths-are-rising-faster-than-ever.html

https://www.telegraph.co.uk/travel/maps-and-graphics/cocaine-consumption-by-country/

https://www.unodc.org/wdr2017/field/WDR_2017_presentation_lauch_version.pdf

https://politiken.dk/indland/art5607389/Danskerne-har-fjerdeh%C3%B8jeste-forbrug-af-kokain-i-EU

https://www.dr.dk/nyheder/indland/kokain-eller-alkohol-hvad-er-farligst

En række udgaver af Dagbladet, København, Folkets Avis og Nationaltidende, alle fundet ved hjælp af Mediestream.

Velklædt moselig fra Djursland blev næsten glemt

Foto: Nationalmuseet

For nylig var jeg i Nimtofte på Djursland for at holde et foredrag. Alle de små fortællinger, jeg delte denne aften, kredsede om døden som tema.

Da jeg sad og forberedte foredraget, gik det op for mig, at Huldremosekvinden måtte med denne aften. Et blik på danmarkskortet viste nemlig, at der kun var ganske få kilometer mellem det nedlagte mejeri, hvor foredraget fandt sted, og den lokation, hvor dette utrolige moselig dukkede op for snart 150 år siden.

Jeg skrev om Huldremosekvinden i bogen Danmark før os. En bog, hvor jeg sammen med min medforfatter Linda Corfitz fortalte danmarkshistorien gennem 50 genstande. Under arbejdet med bogen stillede en lang række forskere fra Nationalmuseet deres enorme viden til rådighed.

Historien om Huldremosekvinden bidrog Ulla Mannering gavmildt til. Hun er forskningsprofessor og arkæolog med speciale i forhistorisk dragt-, tekstil- og skindproduktion.

Og lige netop klædedragten er det, der gør Huldremosekvinden helt speciel. Den får hende til at skille sig ud fra andre mere berømte moselig. Faktisk er Huldremosekvinden blevet kendt som det måske allermest velklædte af alle de verdensberømte danske moselig.

I maj 1879 skrev Grenaa Avis om et lig, der var dukket op i en tørvemose ved Ramten og Stenvad på Djursland:

”Den døde lå med hovedet mod vest. Det kunne konstateres, at der var tale om en voksen kvinde formentlig af ret spinkel bygning … Kvinden lå med optrukne ben og overkroppen drejet til siden.”

Det var en tørveskærer ved navn Niels Hansen, der under arbejdet var stødt på et lig. Der blev sendt bud efter distriktslægen og den lokale politimester.

Først var der en mistanke om, at det drejede sig om en lokal mand, der var forsvundet kort forinden. Den teori blev dog snart skudt ned. Der var tale om en kvinde, og lægen kunne konstatere, at hun var ”som en mumie, næsten hele muskulaturen var indsvundet og huden indtørret som pergament af udseende som en røget flæskeskinke og stærkt sammenskrumpet.”

Hun skal blive kendt som Huldremosekvinden, og hun er som nævnt helt utroligt velklædt.

På underkroppen bærer hun et langt, vævet uldskørt med tern, mens et tørklæde i uld er viklet om hovedet og halsen. En lille dragtnål fremstillet af en fugleknogle holder tørklædet fast under den ene arm. To fint forarbejdede skindkapper har gjort det muligt for kvinden at holde varmen i de våde og kolde vintermåneder. Den inderste kappe er forsynet med hele 22 lapper og er temmelig slidt. Den yderste er i noget bedre stand. Begge er syet sammen af forskellige brune og hvide fåreskind.

Hvordan hun er død, ved vi ikke. Hendes højre arm har fået et voldsomt hug, men der er ingen håndfaste beviser for, at kvinden skulle være blevet slået ihjel, sådan som man har set det hos andre berømte moselig. Grauballemanden blev tilsyneladende henrettet med et snit gennem halsen, mens Tollundmanden blev hængt. Huldremosekvinden, derimod, er tydeligvis blevet behandlet nænsomt og respektfuldt. Måske er hun blevet ofret til guderne. I hvert fald ved vi, at folk på samme tid netop i moserne nedsænker mange andre offergaver.

Efter fundet bliver liget begravet på en lokal kirkegård. Hun må dog graves op igen, da der tikker et telegram ind fra Nationalmuseet i København. Her vil man gerne kigge nærmere på kvinden. Efter opgravningen får distriktslægen sin kone til at vaske kvindens fine gamle klæder. Hun skal åbenbart se godt ud, når hun skal med damperen til København.

”Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være blevet renset. Alt er i behold og bliver snarest indsendt,” skriver lægen i et brev til Nationalmuseet.

Heldigvis holder tøjet til denne behandling, og snart ankommer det sammen med moseliget til København. Her viser det sig desværre, at museets interesse alligevel ikke er så stor. Ingen forstår åbenbart, hvor unikt dette fund er, og i 1904 bliver liget givet videre til Københavns Universitet. Heller ikke her er der synderlig interesse, og derfor ender Huldremosekvinden med at tilbringe de næste 70 år i en trækasse under et skrivebord, inden hun kommer tilbage til Nationalmuseet.

På det tidspunkt blæser der nye vinde. Interessen for moselig er blevet meget større. Det begynder at gå op for forskerne, at der er tale om et unikt fund.

I dag er Huldremosekvinden udstillet på Nationalmuseet i København.

Læs mere om Huldremosekvinden på Nationalmuseets hjemmeside.

Jeg skriver mere om hende i bogen Danmark før os. Bogen udkom på People’s i 2021.

Historien om Huldremosekvinden er også med i foredraget Tingene fortæller. Foredraget er en oplysende og underholdende rejse gennem 12.000 års danmarkshistorie. Det kan bookes i hele landet.

Læs mere om alle mine foredrag her.

Den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn

Da Lillebæltsbroen blev indviet d. 14. maj 1935, var den kombinerede vej- og jernbanebro Danmarks hidtil største byggeri og et stærkt symbol på, at landet styrede mod bedre tider efter krisetiderne i begyndelsen af årtiet.

Alting var i bevægelse.

I midten af 1930’erne slog det for alvor revner under det gamle Danmark, og det nye var ved at finde sin form. Et af de stærkeste symboler på forandringen var den nye Lillebæltsbro, som blev indviet den 14. maj 1935. Den gamle færge blev taget ud af drift, og Danmarks første lyntog blev samtidig sat på skinner. Fra den ene dag til den anden blev rejsetiden mellem København og Aalborg forkortet fra ti timer til seks en halv.

Lillebæltsbroen var det hidtil største byggeri i Danmark. Den 57 meter høje og 1.125 meter lange kombinerede vej- og jernbanebro over Lillebælt stod som et stærkt symbol på, at Danmark styrede mod bedre tider. Med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var man ved at lægge de hårde kriseår i begyndelsen af 1930’erne bag sig. Den monumentale bro og de topmoderne dieseldrevne lyntog fortalte historien om et progressivt, fremadbrusende land.

På åbningsdagen nåede Kong Christian knapt at holde sin tale, før utålmodige fynboer sprængte politikæden og satte i løb over bilbroen. Herefter fulgte kolonner af fynske biler, pyntet med bøgeløv, og ført af mænd med høje hatte. Og samtidig blev lyntogene Kronjyden og Østjyden sluppet løs på jernbanebroen ved siden af. Topmoderne tog, der med en rasende fart af 120 kilometer i timen kunne fragte passagerer fra den ene ende af Danmark til den anden på uhørt kort tid.

Trafikminister Friis-Skotte talte bevæget om, hvordan broen – den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn, som aviserne kaldte den – knyttede Danmark tættere sammen. Og digteren Hans Hartvig Seedorf skrev et hyldestdigt, hvor de sidste strofer lød:

En Drøm om Fremtid hviler paa de stærke,

de støtte Piller, – staar der Lykke bag?

Eet ved vi, – at det næste Nu skal mærke

hvor denne Vej har omskabt Folkets Dag.

Det er, som selv vi hører Tiden vende

ved dette møde mellem Kyst og Kyst –

Fuldført er Værket; Broens faste Spænde,

Der samler Bæltet under Danmarks Bryst.

”En drøm om fremtid,” skrev Hartvig Seedorf. Drømmen om alt det nye, det moderne, var allestedsnærværende i Danmark i midten af 1930’erne. Aviserne og bladene skrev side op og side ned om lyntog, automobiler og flyvemaskiner. Alt var i bevægelse.

I eftertiden er 1930’ernes Danmark ofte blevet forbundet med økonomisk krise, elendighed og krigsfrygt. Men der var også andre kraftige strømninger i det danske samfund. Den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, var uden sammenligning den største og mest dybtgående krise, den vestlige kapitalistiske verden havde været udsat for.

Den ramte også Danmark hårdt med stor arbejdsløshed til følge, men det var primært landbruget, der blev ramt. Den danske industriproduktion var forholdsvis beskeden, og der blev mest produceret til hjemmemarkedet.

Landbruget, derimod, levede af eksport, først og fremmest til England, og som så mange andre lande reagerede englænderne på krisen med protektionisme. Man forsvarede sin egen produktion ved at lukke næsten helt ned for import. Det ramte de danske landmænd hårdt, og i begyndelsen af 1930’erne steg antallet af tvangsauktioner på landet dramatisk.

Krisen på landet satte ekstra skub i den bevægelse fra land til by, som havde stået på i flere årtier. I løbet af 1930’erne forsvandt 145.000 fra landbruget, og stort set alle søgte mod byerne. Det var den bevægelse, der i løbet af 1930’erne fik balancen til at tippe én gang for alle: Danmark var nu ikke længere et bondesamfund, men et industrisamfund.

Et industrisamfund er også et bysamfund. Forandringen handlede ikke kun om, hvad folk var beskæftiget med, men også hvordan de levede. Ikke mindst i deres fritid – et begreb, der også hørte det nye Danmark til. I de elektricitetsoplyste byer meldte den moderne verden sig nu for fuld kraft. Gaslamperne var efterhånden forsvundet helt fra bybilledet, og i 1936 blev København lyst op af 5.000 automatisk styrede ellamper.

Ikke bare i det offentlige rum, men også i hjemmene, revolutionerede elektriciteten danskernes hverdag. Folk anskaffede sig strygejern, vaskemaskiner og støvsugere. Lysekroner med elpærer, elektriske komfurer og radioapparater. Koks, petroleum og gas måtte vige. I ugebladene kunne man læse artikler om den elektriske husmor, og i hovedstadens stormagasiner kunne man køre på elektriske rulletrapper, mens facaderne i aftenmørket lyste op i et hav af neon.

Rutebiler, lastbiler og hyrevogne blev en markant del af gadebilledet. I 1936 var der indregistreret 135.000 automobiler i Danmark, et antal der var steget med omkring 50.000 siden depressionens begyndelse. Midt i 1930’erne åbnede også den første S-togstrækning i København, og i 1936 blev det muligt at flyve til Aalborg fra Kastrup Lufthavn, der var åbnet 11 år tidligere.

Nogle historikere har kaldt perioden for det moderne gennembruds anden fase. Mobilitet og bevægelse var tidens store mantra. Ud over Lillebæltsbroen blev der i midten af 1930’erne også bygget bro over Storstrømmen og Limfjorden. Broerne vidnede om Danmarks tekniske formåen. Og de fortalte samtidig historien om et samfund, som var i hastig bevægelse fremad.

Det var den tidsånd, arkitekten og filmskaberen Poul Henningsen (PH) i 1935 ville portrættere i den stærkt omdiskuterede Danmarksfilmen. Filmen viste klassiske danske landskaber, men ikke som stillestående, idylliske postkort. Derimod var dynamikken, bevægelsen og fremskridtet hele motoren i filmen, som PH tænkte som hyldest til det moderne Danmark, hvor natur og industri gik op i en højere enhed. Rastløse optagelser af maskiner, færger, toge og biler i konstant bevægelse. Roterende vindmøller, kværnende industrimaskiner og traktorer.

PH ville skildre den frigørelse af mennesket, som den teknologiske udvikling medførte i datidens Danmark. Filmen var et meget præcist portræt af de brydninger, der fandt sted i de år, men alligevel blev den en kæmpefiasko. Danskerne befandt sig midt i en brydningstid, men de var ikke klar til at se traditionelle danske symboler blive behandlet på den måde. Synet af gamle bondehuse, der blev revet ned til tonerne af moderne jazzmusik, var for meget af det gode for mange danskere.

På den vis blev også Danmarksfilmen fortællingen om det nyes kamp mod det gamle. Et sammenstød og en kontrast, der gennemsyrede alt i Danmark på den tid. På den ene side var dele af landbefolkningen så fattige, at de måtte sulte og var plaget af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme. På den anden side slog moderne byboere sig løs med lydfilm fra Hollywood – biografstykker, som man kaldte dem i samtiden. Helt nye fortællinger og forbilleder blev gennem filmene fra Hollywood bragt ind i det danske samfund.

Noget af det, de urbane strømninger førte med sig, var, at det hele skulle være vildere, højere og hurtigere. Drømmen var at flytte grænserne og gøre det, der tidligere havde været umuligt. Der blev sat rekorder, og der blev bygget større og længere og flottere.

Det hele var i bevægelse.

--

Artiklen blev oprindeligt bragt på POV International.

I bogen Svømmepigerne kan du læse meget mere om 1930’ernes Danmark.

Tommy Heisz holder også foredrag om 1930’ernes Danmark. Læs mere her

Nummer otteoghalvfjerds

En god ven gjorde mig opmærksom på, at der for nylig har været stor ballade i London vedrørende et gadenavn.

Ikke et hvilket som helst gadenavn, men navnet på lige netop den gade, hvor jeg i 1995-96 boede sammen med en flok ufatteligt gode mennesker i huset med nummer 78.

Blackboy Lane bærer nu ikke længere sit upassende navn, men er i stedet blevet navngivet La Rose Lane efter John La Rose, en sort aktivist, forfatter og forlægger.

Hele den historie kan læses lige her.

Fuld opbakning herfra til beslutningen om navneskiftet, for som det fremgår af artiklen, er der mange gode argumenter for, at sådan et gadenavn ikke har en plads i det 21. århundrede.

Det er ikke desto mindre sært – og også nogle gange lidt svært – at se de kulisser, ens ungdom udspillede sig i, smuldre eller antage nye former.

Alt det, der skete der i de lysende måneder i huset på 78 Blackboy Lane, lever videre inde i mig. Det var netop der, i lyset fra gadelamperne, at drømmen om at fortælle mig ud af det her liv for alvor begyndte at tage form.

Et erindringsglimt sneg sig også ind i titeldigtet i bogen Træer der ligner mennesker fra 2014:

Det var her

det begyndte

på første sal

i nummer otteoghalvfjerds

med usædvanligt gule

gadelamper der kunne tale

de lærte mig den nat

at gaderne langsomt ændrer form

hvis vi glemmer at betræde dem

og regnen gjorde mig bange

dens hysteriske flimren

som træer der lignede mennesker

da han sendte mig ud i mørket

før byen havde fået en form

de sære skikkelser kunne bo i

den slags gør os sikkert stærkere

men det får os også til at ligne

træer der rækker ud

uden nogensinde

at være i stand til

at flytte os

"Ved halv ti-tiden hørte vi de første skud"

I det nye nummer af Politiken Historie har jeg skrevet en artikel om en ung dansk kvindes oplevelser i Rusland i 1917. Kvindens breve hjem til moren i København giver et anderledes blik på et land præget af uro og kaos.

”Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet,” skrev Esther-Aksel Hansen i et brev i maj 1917. - ”Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette.”

Mere eller mindre tilfældige omstændigheder havde bragt Esther Aksel-Hansen til Petrograd. I foråret 1915 var hun rejst til Rusland for at bo hos en dansk familie i Rybinsk, en havneby ved Volga-floden. Her underviste hun en lokal familie i engelsk og tog selv russisk-lektioner og fik på den måde styrket sine i forvejen gode sprogkundskaber. Oprindeligt var hun vokset op i et pænt hjem på Frederiksberg som datter af den berømte billedhugger Aksel Hansen. Efter at have uddannet sig som lærerinde og dygtiggjort sig i sprog, havde hun sat kursen mod Rusland. Det blev til halvandet år i Rybinsk, hvorefter hun søgte stillingen hos gesandtskabet i Petrograd. Her tiltrådte hun i foråret 1917 efter et kort ophold hjemme i Danmark.

Hele historien kan læses i det nye nummer af Politiken Historie, som rummer et større tema om Rusland.