På årets sidste dag i 1904 vågnede isfabrikant Olsen i sit hjem i det sydlige København ved en fossende lyd. Forskrækket satte han sig op i sengen. Da han stak fødderne ned på gulvet, mærkede han det kolde vand på gulvet. Han måtte handle hurtigt. Olsen kom på benene og skyndte sig ind i stuen. Også her lå der vand overalt. Flere af hans møbler lå og flød rundt i overfladen.
Først da Olsen bevægede sig udenfor huset, forstod han katastrofens virkelige omfang. Haven var oversvømmet, og det samme gjaldt alle de omkringliggende marker. Der var vand overalt.
Omtrent samtidig, ved sekstiden om morgenen, mødte to arbejdsmænd, Niels Johanson og Edvard Andersen, ind på det nærliggende teglværk. Det var råkoldt, stormende og endnu helt mørkt. Sammen gik de to mænd til et lille skur ved en af de store lergrave. Her begyndte dagen altid, for det var her, de opbevarede deres mad og arbejdstøj. Da de havde været i skuret lidt, så de vandet komme skyllende ind. Det havde gennembrudt dæmningerne syd for sluseværket og væltede nu ned i de store lergrave, der bredte sig over et område på 70 tønder land i Københavns udkant.
***
***
Snart var det hele oversvømmet. De to mænd så en stor gravemaskine og en mængde arbejdsredskaber blive opslugt af det stigende vandspejl. Snart gik det op for dem, at de ikke selv kunne komme derfra. I løbet af ganske kort tid var vandet omkring skuret steget så meget, at de to arbejdsmænd nu var afskåret fra land. De måtte flygte op på en høj jordknold ved siden af skuret. Her stod de omgivet af vand på alle sider og skreg om hjælp ud i den kulsorte vintermorgen.
Vandet fortsatte med at stige, og snart var hele området med de store lergrave mellem sluseværkerne og teglværket forvandlet til én stor sø. Der gik en tid, før andre arbejdere et stykke derfra hørte nødråbene. I en fart blev en båd sat i vandet, og de to mænd blev reddet.
***
Den 31. december 1904 vågnede Danmark op til en naturkatastrofe. I nattens løb havde en voldsom snestorm raset over hele Nordeuropa, og i Danmark havde den kraftigt stigende vandstand ført enorme ødelæggelser med sig. Mange andre danskere vågnede som isfabrikanten og de to teglværksarbejdere op til en kamp om liv og død denne morgen.
Olsen lykkedes med at komme væk fra det oversvømmede hus. Han begyndte at vade i retning af Valby. På sin vej konstaterede han, at vandet var trængt ind i stort set samtlige ejendomme, han passerede. Hele gader var dækket af vand. I den tidlige morgenstund så han rædselsslagne folk flygte fra deres huse.
Hovedstadens indbyggere var ikke engang de mest udsatte, da stormfloden ramte. Langt værre så det ud i kystbyerne længere mod syd. Blandt andet i Gedser på det sydlige Falster.
”Skønt man ved Gedser er vant til storm, er det dog mange år siden, at der har raset en orkan som den, der brød løs i nat, og i de tyve år, Gedser har været bebygget, har vandet ikke tilnærmelsesvis stået så højt,” skrev Politiken.
Op ad formiddagen havde vandstanden nået et katastrofalt niveau i den lille kystby. Dampfærgemolen stod under vand, og det samme gjaldt en hel granplantage. Stier blev skyllet bort, og vandet fossede ind i byens huse. Mod øst blev digerne gennembrudt, marker blev overskyllet og et hollandsk skib strandede. Nord for byen blev banelegemet og landevejen oversvømmet, så byen blev afskåret fra omverdenen. En avis beskrev, hvordan bølgerne slikkede op ad banedæmningen, mens en mølle knejsede i ensom majestæt et sted ude i vandet.
En arbejderfamilie kom i store vanskeligheder, da havet rejste sig. Både manden og konen var tidligt om morgenen gået ud for at malke køerne. Deres to småbørn havde været efterladt inde huset, da vandet begyndte at stige voldsomt. En ung mand, Peter Jørgensen, kom børnene til undsætning. Han sprang resolut i de iskolde bølger og svømmede ud til huset, hvor han fandt de små stående på et bord, rystende af skræk og kulde. Senere forsøgte en lokal fisker at overtale den nødstedte familie til at ro med ud til byens epidemihus, hvor de kunne komme i sikkerhed. Men de ville ikke med. Manden og konen havde forskanset sig på førstesalen i deres lille hus med børn, gris, ged, høns og ænder. De skulle ingen steder.
Fra andre byer tikkede lignende historier ind. I Nakskov, Rødby og Svendborg blev der meldt om livstruende situationer og folk, der måtte flygte fra hus og hjem. Stormen drev vandet så langt op i Guldborgsund, at havnepladsen og mange gader blev oversvømmet i Nykøbing Falster. I Aabenraa druknede 300 hornkvæg, da Søkarantæneanstalten blev oversvømmet. Flere tusinde køer måtte sættes fri, da vandet begyndte at stige, og mange af dem klarede den ikke. ”En snes drev i aftes døde om i havnen, mange er svømmede i land meget forkomne,” skrev en avis.
***
I dagene efter stormfloden havde aviserne travlt med at gøre status. I kroner og ører blev det gjort op, hvor store skaderne var. En stor del af den danske befolkning var blevet ramt på deres levebrød. Arbejdere, fiskere og andre, der i forvejen kæmpede for at få tilværelsen til at hænge sammen. Velfærdsdanmark havde endnu ikke taget form, og mange mennesker var så udsatte, at en naturkatastrofe som den, der indtraf op til nytåret 1904-05 kunne smadre hele deres livsgrundlag.
Den slags mennesker var der mange af i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Rigtig mange. Folk, der kæmpede for at passe en stilling, der kunne give dem brød på bordet. Og folk, der slet ikke havde nogen stilling. På landet var der høstkarle, tjenestefolk, gamle mennesker og strejfende arbejdsløse. Og når man bevægede sig ind i de større byer, så det ikke bedre ud. Her virkede der til at være fattige overalt. Arbejderne på fabrikkerne knoklede for en ussel hyre for at brødføde familierne, der som regel levede tæt sammenstuvet i små lejligheder.
Ikke blot havde arbejderne trange kår; de måtte også leve i konstant bekymring for at miste pladsen og slutte sig til den voksende hær af arbejdsløse. Overalt i byerne mødte man dem, og der var langt fra kun tale om dovne og fordrukne. Masser af pålidelige og arbejdsdygtige unge mænd og kvinder kunne ikke finde hyre. I hjemmene knoklede kvinderne for at få storfamilien til at hænge sammen, og selv børnene måtte i en ganske ung alder bidrage til husholdningen. For i 1904 blev et barn endnu ikke set som meget andet end en lille voksen. En mulig arbejdskraft og en ekstra indtægt.
***
Netop sådan en dreng kunne man i nytårsdagene læse om i avisen Demokraten. I den iskolde vind, der stadig hærgede landet efter stormfloden, stod han den 31. december i det centrale Aarhus, da en forbipasserende mand fik øje på ham. Manden fortalte senere historien til en journalist fra den lokale avis, som delte den med bladets læsere.
Drengen kunne ifølge manden ikke have været meget mere end ti år. Han havde stået med et tomt og resigneret blik i øjnene og støttet sig op ad en statue ved byens banegårdsplads, da manden fik øje på ham. Ved drengens side stod en dunk, som manden mente måtte være syre eller noget lignende. Drengen stod i den kolde vind og sank sammen. Udtrykket i hans ansigt var sløvt, og øjnene stirrede ligegyldigt ud i luften. Manden spurgte drengen, om han var blevet sendt i byen med dunken. Det var han rigtig nok, lød svaret, men han frøs så meget, at han ikke kunne bære den tunge dunk. Drengen rystede over hele kroppen af kulde. Hans tøj var laset og hullet, så den kolde vind flere steder havde fri passage til den frysende krop.
Manden ville hjælpe med at løfte dunken videre gennem byen. Men først tog han drengen med ind i banegårdens ventesal, så han kunne få lidt varme. Drengen fortalte, at han ikke havde fået noget at spise den dag. Han var frygtelig sulten. Manden gav ham et par stykker wienerbrød, hvorefter han begyndte at snakke.
Moren var enke, fortalte drengen, og børneflokken var stor. Trods sin unge alder var det lykkedes drengen at få en byplads til 50 øre om ugen. På den måde kunne han hjælpe med at få det til at hænge sammen derhjemme. Alligevel var der ikke altid mad til alle børnene, og denne dag var det altså ham, der havde måttet undvære.
Den lille historie, der lige efter nytår stod at læse i Demokraten, havde ingen signatur. Men det kan meget vel have været Peter Sabroe, der førte pennen. Det var netop den slags sager, han brugte det meste af sin spalteplads i avisen på at bringe frem i lyset. Ud over at være journalist, der var kendt for at gå tæt på virkeligheden, var Sabroe også i færd med at etablere sig som politiker. Han var en del af Socialdemokratiet, som på den tid stormede frem i de danske byer og krævede bedre levevilkår for samfundets fattigste.
Sabroe troede på forandring. En forandring, han kun mente var mulig, hvis der blev kastet lys på samfundets skyggesider. Som nu den frysende dreng, der ved udgangen af 1904 måtte bruge sin nytårsaftensdag på at slæbe en alt for tung dunk med syre ud. Det gjorde han med den venlige mands hjælp, da han først havde genvundet varmen på banegården i Aarhus.
***
Det kolde og blæsende vejr satte sit tydelige præg på København denne eftermiddag. Vandet i søerne blev pisket op, så der en overgang dannede sig islag på broerne og stierne langs dosseringen.
”Her sælges fyrværkeri” stod der i flere butiksruder. På Rådhuspladsen traskede en stor, forfrossen mand med ildrød næse rundt med et skilt: ”Værsåartig! 72 kinesere fås for 10 øre.” Et andet sted kørte en droske rundt i gaderne. Bagi sad en velklædt herre, som rakte de forbipasserende sedler med påskriften: ”Se om hjørnet i Pilestræde! Der sælges: Bomber, granater, kinesere, ildkugler; Fanden løs!”
I Frederiksberggade lokkede en nyåbnet butik med "kometer, fontæner, fakler, raketter, russiske bomber, japanske granater, kvælerslanger og syngende frøer". En reporter fra avisen Socialdemokraten så en mand komme ud derfra med lommerne bugnende af fyrværkeri. Han tændte en uskyldig lille tudse, men var så uheldig at blive set af to betjente, som straks slæbte ham med til domhuset.
Da aftenen nærmede sig, kørte fyldte sporvogne festklædte folk rundt i byen, mens der mange steder lød en klapren som en geværild, afbrudt ved kanonslagenes dumpe brag. En reporter var taget til Østerbro for at se, om der var gang i gaden. Det plejede der at være. I området omkring Viborggade var det normalt at se møbler og gammelt skrammel blive hevet ud på gaden i en dynge og sat ild til. Den slags lagde kulden dæmper på, men der var dog spredt ballade, kunne Politiken melde:
”Spektaklerne formede sig nærmest som små krige mellem forskellige gaders drenge, de mødte hinanden i tætte troppe og brugte kinesere samt forskellige bomber til kasteskyts. Af og til, når det truede for stærkt med alvorlige sammenstød, lagde politiet sig imellem – bogstaveligt – der var nemlig en betjent, som faldt over sine egne ben midt på en temmelig vild kampplads, og han var vist den eneste, som ikke morede sig derved; der blev trampet lidt på ham. Men det hele spændte af uden større spektakler end de, som drengene ridderligt laver, når en kammerat bliver trukket af sted som anholdt.”
Først på aftenen bød Cirkus Varieté indenfor til et nytårsshow med forskellige stjerner på plakaten. Da den populære sangerinde Elisabeth Larsen stod på scenen og fremførte sine sange, var der en særlig overraskelse til publikum. Et strålende elektrisk lys blev sendt ud i salen. Det havde nærmest en magisk effekt, da de store buelampers blafrende lys udfoldede sin glans. Efter nogen tid blev det lidt svagere og mindede mere om måneskin. Til sidst gik det helt ud. ”I dette mørke skelnede man kun et par blinkede pailletter på frøknens kostume og et par svagt lysende, hvide arme,” skrev Politikens reporter. Elisabeth Larsen satte i med sang igen, og til sidst spillede orkesteret "Den tapre landsoldat". Mens den brusede af sted, løs der pludselig en række knald rund i salen, nærmest som geværsalver. ”Allevegne, i loger og parket, eksploderede kinesere under et øredøvende spektakel, og hist og her tændtes blålys og bengalske flammer. Det så udmærket ud,” skrev reporteren.
På den måde at lade sig bade i elektrisk lys var få forundt ved indgangen til 1905. Det var en attraktion, man var klar til at betale for at opleve. Godt og vel ti år efter, at elektriciteten var kommet til hovedstaden, var langt de fleste af byens lys- og varmekilder af mere primitiv karakter. Som for eksempel den petroleumslampe, en spækhøker i den indre by havde stillet i vinduet for at tø isblomster op på ruden og holde fedtet varmt.
En avisreporter på Strøget registrerede nogle få kinesere, som lå og sukkede klangløst nede i en kælderhals. Han fik sig også en snak med betjentene ved Storkespringvandet, som kunne berette en stille aften. Men traditionen tro løftede det hele sig ved midnatstid i området omkring Rådhuspladsen. ”Sprudende sværmere svirrede i luften, pibende raketter tegnede lysbuer over folks hoveder, kanonslag drønede, og tudser futtede, og hist og her så man unge piger og deres kærester tage hverandre i hænderne og danse i ring om et rødlys, der kastede sit varme skær over deres glade ansigter,” skrev en avis. Da Rådhusuret slog tolv, hørtes kun det første slag. De øvrige druknede i en mægtig kanonade på pladsen, hvor luften fyldtes af ild, og rådhusets facade blev lyst op.
***
Dagen derpå var uvejret endelig drevet helt over, og danskerne begyndte at gøre status efter stormen. Mange af de steder, hvor vandet var trængt ind, f.eks. i det sydlige København, lå den stadig. Det havde langt sig hen over enge, marker og haver og var frosset til is. I Kolding, Horsens, Fredericia, Vejle og en række andre havnebyer var ødelæggelserne store. Alle steder meldte man, at det her var det værste, man havde oplevet siden stormfloden i 1872.
Også fra udlandet kom der dystre meldinger. I Flensborg måtte beboerne sejle i både rundt i gaderne. I en lille by ved floden Eldena var et fattighus styrtet sammen i stormen. Tre kvinder og fire børn, som boede i huset, var omkommet. Fra Bonn meldtes der om tre arbejderes død. En gavl var styrket ned over et snedkerværksted, hvor de tre mænd havde været i gang med dagens arbejde.
På Lolland blev to små drenge omtalt som ”isens første ofre.”. Deres tragiske død havde dog ikke noget med stormfloden at gøre. De to drenge, som var fætre, havde til fods begivet sig ud på en tilfrossen mergelgrav ved Riddertofte, da isen begyndte at slå revner under dem. De faldt i det kolde vand og kunne ikke komme op igen.
På Bornholm savnedes stadig to fiskerbåde, som var sat ud fra Svaneke, hver med tre mands besætning. De var sejlet ud allerede om fredagen. Man mente, at de måtte være drevet i sydvestlig retning, og at der efterhånden kun var ringe sandsynlighed for at finde dem igen. Bornholm var i det hele taget hårdt ramt. Arnager havn var helt ødelagt, og 10-12 fiskerbåde var sunket. De materielle skader blev vurderet til at være et sted mellem 200.000 og 300.000 kroner.
Også indehaveren af Magasin du Nord i København sad den 1. januar og regnede på omkostninger. Ikke på grund af den rasende vinterstorm, men derimod en galning, der nytårsnat havde gået rundt og skudt ind ad vinduerne i stormagasinet med en salonriffel. Flere andre butikker i området var også ramt. 20-30 ruder var alle ødelagt på præcis samme måde med et lille, præcist hul, som ifølge politiet kun kunne stamme fra projektilet i en salonriffel. Det var dog ikke lykkedes ordensmagten at få fat i gerningsmanden.
Når det gjaldt stormflodens ødelæggelser, var mønsteret klart. Det var de mest udsatte, der måtte betale den højeste pris. Eksemplerne var utallige, for i alle danske kystbyer, var der mange, der kun netop havde til dagen og vejen. Selvom katastrofen ikke helt var på niveau med den historiske stormflod i 1872, stod det klart, at skaderne var omfattende.
En fisker fra Amager kunne berette, at stormen havde taget alt, han ejede. I en hytte på sydpynten af Kongelunden havde han opbevaret redskaber for 3000 kr. I skuret var der blandt andet alle de 25 åleruser, han brugte i sit daglige virke. Da vandet var steget, havde hytten revet sig løs og var drevet til havs. Nu havde fiskeren intet tilbage. Ingen penge og uden redskaber ingen mulighed for at tjene nye.
***
Vores sidste stop denne morgen er på Frederiksberg. Her udspillede sig i de tidlige timer den 1. januar et drama, som i høj grad også viste, hvordan samfundets dårligst stillede var låst fast i håbløse situationer. I begyndelsen af 1900-tallet var der stadig et stort antal danske kvinder, der fødte i dølgsmål. Desperate kvinder, der ikke så anden udvej end at skille sig af med det barn, de lige havde født.
Hovedpersonen i denne historie hed Nancy Jacobsen. Måske var hun 15, måske 16 – de forskellige aviser havde forskellige bud på hendes alder. Men sikkert var det, at denne pige i en meget ung alder var kommet i uføre. Nogle måneder tidligere havde hun fået en plads hos restauratørparret Hudlebusch, der drev Hotel Fasanen på Frederiksberg. Efter en tid begyndte det at undre restauratørparret, at Nancy havde taget så meget på i vægt. De fik mistanke om, at hun kunne være gravid, hvilket hun dog pure nægtede. Parret kontaktede Nancys far, men hans bedste bud var, at datteren nok bare havde taget på, fordi hun fik for meget øl i restaurationen.
Flere gange udspurgte Hr. Hudlebusch hende, men hver gang græd Nancy og fastholdt, at der intet var galt. Nytårsmorgen stod hun op allerede klokken 5. Hun klagede over smerter ved lænden. Igen blev hun konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt hun måske kunne være gravid. Men hun sagde, at bare havde ondt, fordi hun havde forslæbt sig. Lidt efter gik hun ud af døren. Hun var ikke væk længe, og da hun trådte ind ad døren igen, meldte hun sig klar til at arbejde igen. Hr. Hudlebusch kunne dog med det samme se, at noget var helt galt. Pigens tøj var gennemvædet af blod, og hun var helt bleg at se på.
”Hvor har De gjort af Deres Barn, Nancy? De har jo født!” sagde Hr. Hudlebusch.
”Nej, aldeles ikke,” stammede hun, ”det er ikke sandt!”
Selv da han gjorde hende opmærksom på, at hun kunne vente sig forbedringshus, hvis hun fortsat nægtede, blev hun ved med at afvise blankt.
Ved en opgang ikke langt derfra stod en større flok nu forsamlet. Inde på trappegangen havde nogen fundet et nyfødt, som lå nøgen og klynkede. Barnet var nøgent, og da det frøs otte grader udenfor, hastede det med at få hjælpen tilkaldt. Snart var en ambulancevogn på vej til stedet.
På Hotel Fasanen kom en fiskehandler ind og fortalte, hvad der var hændt længere nede ad gaden. Nu faldt brikkerne helt på plads for Hr. Hudlebusch. Nancy nægtede fortsat. Men hun var så dårlig, at hun kort efter blev kørt med ambulance til Frederiksberg Hospital. Her stod politiet klar til at afhøre hende, så snart hun fik det en smule bedre. Journalister fra flere af de store aviser var til stede i området omkring forbrydelsen. I Politiken kunne man læse: ”Vi kiggede ind bag Døren til Nr. 44, og ganske rigtig, Beboerne havde lagt et lag Sand over Blodet, som den unge Pige havde mistet under Fødslen.”
Avisen Socialdemokraten plæderede i sin reportage for, at Nancy Jacobsen forhåbentlig ville få en mild straf. Pigen, som Hr. og fru Hudlebusch beskrev som lidt indskrænket, men overordentlig påpasselig og skikkelig, havde i avisens øjne allerede fået rigelig straf. ”Sørgeligt ville det unægtelig være, om lovens straf skulle føjes til de lidelser, den unge moder allerede har gennemgået før og efter den uhyggelige fødsel,” skrev avisen.
***
Rekonstruktionen bygger på aviser fra dagene omkring nytåret 1904-05. Sagen om Nancy Jacobsen er med i bogen De dømte kvinder. Resten faldt under kategorien fraklip og er kun udkommet i denne artikel.
***
