En god ven gjorde mig opmærksom på, at der for nylig har været stor ballade i London vedrørende et gadenavn.
Ikke et hvilket som helst gadenavn, men navnet på lige netop den gade, hvor jeg i 1995-96 boede sammen med en flok ufatteligt gode mennesker i huset med nummer 78.
Blackboy Lane bærer nu ikke længere sit upassende navn, men er i stedet blevet navngivet La Rose Lane efter John La Rose, en sort aktivist, forfatter og forlægger.
Hele den historie kan læses lige her.
Fuld opbakning herfra til beslutningen om navneskiftet, for som det fremgår af artiklen, er der mange gode argumenter for, at sådan et gadenavn ikke har en plads i det 21. århundrede.
Det er ikke desto mindre sært – og også nogle gange lidt svært – at se de kulisser, ens ungdom udspillede sig i, smuldre eller antage nye former.
Alt det, der skete der i de lysende måneder i huset på 78 Blackboy Lane, lever videre inde i mig. Det var netop der, i lyset fra gadelamperne, at drømmen om at fortælle mig ud af det her liv for alvor begyndte at tage form.
Et erindringsglimt sneg sig også ind i titeldigtet i bogen Træer der ligner mennesker fra 2014:
Det var her
det begyndte
på første sal
i nummer otteoghalvfjerds
med usædvanligt gule
gadelamper der kunne tale
de lærte mig den nat
at gaderne langsomt ændrer form
hvis vi glemmer at betræde dem
og regnen gjorde mig bange
dens hysteriske flimren
som træer der lignede mennesker
da han sendte mig ud i mørket
før byen havde fået en form
de sære skikkelser kunne bo i
den slags gør os sikkert stærkere
men det får os også til at ligne
træer der rækker ud
uden nogensinde
at være i stand til
at flytte os