For nylig havde jeg det store privilegie at dykke ned i historien om Povl Dissing.
I min podcast Næste Side fik jeg besøg af Jens Folmer Jepsen, som har skrevet en god biografi om sangeren, der ikke mindede om nogen anden.
Fotografiet her er fra Mikael Bertelsens Sidste Ord-udsendelse med den gode Povl Dissing. En meget bevægende samtale, hvor han blandt andet kom ind på, hvor hårde reaktionerne kunne være fra publikum over hans særprægede måde at synge på.
Da Jens Folmer Jepsen gæstede min podcast, læste han et læserbrev op, som blev bragt i BT i 1960’erne da Dissing havde været på tv:
”Jeg fik ved en fejltagelse lukket for tidligt op for en udsendelse i TV, og jeg kom derved til at høre og se Povl Dissing. Er der dog virkelig ingen grænser for, hvor ækle personer, der må optræde for så stort et publikum? Han er jo hverken morsom eller musikalsk – kun led! Hvor er kontrollen med, hvad der må udsendes? Unge mennesker i dag er åbenbart meget forråede, når de kan more sig over så ækelt et nummer, som det Povl Dissing gav til bedste i Tivolis Vise-Vers-hus. Hvor er det fine og dejlige ved samlivet mellem mand og kvinde? Hvordan bliver de unges følelsesliv i ægteskabet? Jeg er en ”oldsag” på 47, og jeg har aldrig kunnet se det morsomme ved et ækelt menneske som Povl Dissing. Mange af de udsendelser, vi ”almindelige” synes om, bliver taget af programmet som uegnede, og de er dog uskadelige, men er det måske derfor!”
Hele samtalen med Jens Folmer Jepsen kan høres på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen. Søg på Næste Side.
Her introen til udsendelsen:
Han er blevet kaldt ”grim” og ”uduelig”. Han er blevet kaldt ”en pine for ørerne”. Hans stemme er så særpræget, at der flere gange er udbrudt slagsmål mellem publikum til hans koncerter –simpelt hen fordi folk ikke kunne blive enige: Sang han godt eller skidt?
Dagens hovedperson, Povl Dissing, er i dén grad en mand, som deler vandene. Og det er egentligt lidt underligt, for vi taler altså ikke om dødsmetal eller punkmusik, men om noget så harmløst som blues og folkemusik.
Gennem mere end seks årtier var Povl Dissing aktiv på den danske musikscene. Hele vejen igennem har der været haters, som man ville kalde i dag. Men der har i dén grad også været mange, der omfavnede Dissing og hans musik.
Han står bag flere sange, som i dag nærmest må betragtes som dansk kulturarv. Tænk bare på ’Svantes Lykkelige dag’: Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.
Han sang for børnene i ’Bennys badekar’ og ’Cirkeline’. Han sang for de gamle – hver eneste gang han pustede nyt liv i én af de viser, som de kunne huske fra deres barndom. Og han var en del af soundtracket, da ungdommen i 1968 tog scenen og krævede samfundsomvæltninger og beatmusik.
Povl Dissing døde i sommeren 2022. Som både menneske og kunstner efterlod han sig et enormt aftryk. Flere unge musikere peger i dag på Dissing, når de bliver spurgt til deres inspirationskilder.
Den gamle troubadour er ikke blandt os længere, men han har stadig noget vigtigt at lære fra sig – ikke kun til unge musikere, men måske til os alle sammen.
Det handler om at være sig selv. Om at give plads til den indre klovn og ikke være bange for at træde ved siden af eller være anderledes.
Man kan sige og mene meget om Povl Dissing, men KEDELIG var han aldrig.
I en verden, hvor velproduceret, glat og X-factor-inspireret dygtighed fylder rigtig meget i det musikalske landskab, er det måske på tide at stille spørgsmålet: Har vi ikke brug for lidt mere galskab? Lidt mere kompromisløshed?
Eller med andre ord: Har vi ikke brug for lidt mere Dissing?
Afsnit af Næste Side:
#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor
#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen
#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen
#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis