Vild nok nominering til Vild Historie

Verdens værste værter? Foto: Lene Vendelbo

For lidt over fire år siden fik jeg en ide sammen med en god ven. Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg sad der over vores kulsorte kaffe og blev enige om, at der manglede noget, når det handlede om historiske fortællinger. Vi realiserede Vild Historie.

Nu har vi for længst rundet de 50 afsnit. Undervejs er vi blevet ved med at forny den måde, vi går til fortællingerne på.

Det er mildest talt gået godt. Vi er blevet hørt – også af komiteen bag Historiske Dages Fornyelsespris. Vi er netop blevet nomineret til prisen, der bliver uddelt på årets Historiske Dage – en messe, jeg - prisuddeling eller ej - varmt kan abefale alle med interesse for historie at lægge vejen forbi.

Det har været stort at bygge det her projekt sammen. Da Simon og jeg lagde fra land, var vi afhængige af, at nogen ville lege med os. Nogen som, også troede på projektet. Det gjorde heldigvis de gode folk på Heartbeats, som i de første sæsoner lagde studie, redaktør og producer til.

Med tiden rykkede vi over på Saga Talks, hvor vi skruede op for frekvensen og ambitionerne. I dag har vi et stærkt lille drømmehold, som ud over Simon og jeg består af vores producer Sara Troense og redaktør Andreas Saxild.

Dengang vi startede, formulerede vi vores ambition med programmet sådan her:

”At lytte til Vild Historie skal føles som at sidde foran pejsen med et glas cognac og høre en morfar fortælle en god historie fra de syv verdenshave – eller at sidde på det lokale værtshus med en god ven, der åbner med sætningen: ”NU skal du høre en vild historie!”

Det er stadig den formålserklæring, der driver os, når vi udvikler ideer til de enkelte afsnit.

Uanset om vi vinder den pris eller ej, fortsætter vi ufortrødent med at lave veloplagt radio. Vores idekatalog bugner. Vi har mange flere sæsoner i os.

Vild Historie kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Dissing blev kaldt uduelig

For nylig havde jeg det store privilegie at dykke ned i historien om Povl Dissing.

I min podcast Næste Side fik jeg besøg af Jens Folmer Jepsen, som har skrevet en god biografi om sangeren, der ikke mindede om nogen anden.

Fotografiet her er fra Mikael Bertelsens Sidste Ord-udsendelse med den gode Povl Dissing. En meget bevægende samtale, hvor han blandt andet kom ind på, hvor hårde reaktionerne kunne være fra publikum over hans særprægede måde at synge på.

Da Jens Folmer Jepsen gæstede min podcast, læste han et læserbrev op, som blev bragt i BT i 1960’erne da Dissing havde været på tv:

”Jeg fik ved en fejltagelse lukket for tidligt op for en udsendelse i TV, og jeg kom derved til at høre og se Povl Dissing. Er der dog virkelig ingen grænser for, hvor ækle personer, der må optræde for så stort et publikum? Han er jo hverken morsom eller musikalsk – kun led! Hvor er kontrollen med, hvad der må udsendes? Unge mennesker i dag er åbenbart meget forråede, når de kan more sig over så ækelt et nummer, som det Povl Dissing gav til bedste i Tivolis Vise-Vers-hus. Hvor er det fine og dejlige ved samlivet mellem mand og kvinde? Hvordan bliver de unges følelsesliv i ægteskabet? Jeg er en ”oldsag” på 47, og jeg har aldrig kunnet se det morsomme ved et ækelt menneske som Povl Dissing. Mange af de udsendelser, vi ”almindelige” synes om, bliver taget af programmet som uegnede, og de er dog uskadelige, men er det måske derfor!”


 Hele samtalen med Jens Folmer Jepsen kan høres på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen. Søg på Næste Side.

Her introen til udsendelsen:

Han er blevet kaldt ”grim” og ”uduelig”. Han er blevet kaldt ”en pine for ørerne”. Hans stemme er så særpræget, at der flere gange er udbrudt slagsmål mellem publikum til hans koncerter –simpelt hen fordi folk ikke kunne blive enige: Sang han godt eller skidt?

Dagens hovedperson, Povl Dissing, er i dén grad en mand, som deler vandene. Og det er egentligt lidt underligt, for vi taler altså ikke om dødsmetal eller punkmusik, men om noget så harmløst som blues og folkemusik.

Gennem mere end seks årtier var Povl Dissing aktiv på den danske musikscene. Hele vejen igennem har der været haters, som man ville kalde i dag. Men der har i dén grad også været mange, der omfavnede Dissing og hans musik.

Han står bag flere sange, som i dag nærmest må betragtes som dansk kulturarv. Tænk bare på ’Svantes Lykkelige dag’: Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.

Han sang for børnene i ’Bennys badekar’ og ’Cirkeline’. Han sang for de gamle – hver eneste gang han pustede nyt liv i én af de viser, som de kunne huske fra deres barndom. Og han var en del af soundtracket, da ungdommen i 1968 tog scenen og krævede samfundsomvæltninger og beatmusik.

Povl Dissing døde i sommeren 2022. Som både menneske og kunstner efterlod han sig et enormt aftryk. Flere unge musikere peger i dag på Dissing, når de bliver spurgt til deres inspirationskilder.

Den gamle troubadour er ikke blandt os længere, men han har stadig noget vigtigt at lære fra sig – ikke kun til unge musikere, men måske til os alle sammen.

Det handler om at være sig selv. Om at give plads til den indre klovn og ikke være bange for at træde ved siden af eller være anderledes.

Man kan sige og mene meget om Povl Dissing, men KEDELIG var han aldrig.

I en verden, hvor velproduceret, glat og X-factor-inspireret dygtighed fylder rigtig meget i det musikalske landskab, er det måske på tide at stille spørgsmålet: Har vi ikke brug for lidt mere galskab? Lidt mere kompromisløshed?

Eller med andre ord: Har vi ikke brug for lidt mere Dissing?

 

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis


Hvornår græd du sidst?

Farsø - on the edge of town.

Ovre på Saga Talks, hvor jeg laver podcast, har de noget så fint som en vennebog.

For nylig blev min radiomakker Simon og jeg stillet en række spørgsmål, så lytterne kan lære os lidt bedre at kende.

Her gengiver jeg nogle af mine svar. Man kan se alle svar fra os begge på Sagas blog.


Min absolut yndlingspodcast?

Jeg har været meget begejstret for en amerikansk podcast ved navn Backstory. Værterne er historikere fra University of Virginia. I podcasten knytter de historiske emner til nutidens nyhedsstrøm på en altid veloplagt måde. Desværre stoppede de med at lave podcasten for et par år siden, men det gode ved velfortalt historiestof er jo, at det ældes med ynde. Man kan sagtens gå ind og høre hele molevitten nu. Der ligger over 300 afsnit.


Lige nu lytter jeg til…

Jeg er inde i en periode, hvor jeg hører lydbøger i stedet for podcasts. Det er sådan en vekselvirkning, der kører. Når jeg får dårlig samvittighed over at have spildt for meget tid på fodboldpodcasts, må der noget dybde til i en periode. For tiden har jeg Thomas Ubbesens ’I skyggen af det nye jerntæppe’ i ørerne. En virkelig spændende – og også lidt skræmmende – bog om Europas tilstand.


Det bedste jeg ved..

At være i gang med at skabe noget. Ikke at være færdig med det, men at være i gang med det. Forfatteren Peter Øvig Knudsen sagde for mange år til mig, at man virkelig skal huske at nyde processen med at skrive en bog fuldt ud. Når bogen udkommer, lander den forhåbentlig godt, men uanset hvor godt det går den, kommer det aldrig i nærheden af at være lige så fantastisk, som da man sad der, midt i processen, og alt bare spillede. Det kan være en god dag i arkiverne, det kan være en god skrivedag, eller det kan være en dag, hvor vigtige brikker falder på plads i forhold til strukturen. Den der følelse af, at nu klikker det hele bare … den kan man ikke slå.


Det værste jeg ved…

Stilstand. Følelsen af, at tiden bare går, uden at jeg udretter noget. Og det er nok i virkeligheden noget, jeg skal arbejde lidt med. I min læsestak ligger Sebastian Cordes’ essay-bog ’Om kedsomhed’. Jeg har hørt flere virkelig spændende interviews med forfatteren. Jeg går rundt med en fornemmelse af, at han kan lære mig noget vigtigt om værdien af nogle gange at foretage sig ingenting.


Da jeg var barn, ville jeg være..

Forfatter. Det har egentlig altid stået klart for mig, at jeg skulle skrive. En overgang drømte jeg dog også om at blive fodboldkommentator. Jeg øvede mig længe på alle navnene i Panini-albummet fra VM i Mexico i 1986. Især bulgareren Kostadin Kostadinov gjorde jeg mig umage med. Men … der var desværre aldrig bud efter mig i den sammenhæng.


Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være …

Vedholdende, venlig og venstrehåndet.


Sidste gang jeg græd, var…

Da jeg for nylig gik en tur i den lille by oppe i Himmerland, hvor min mormor boede næsten et helt liv. Hun døde for nylig i en flot alder af 93 år. Efter hendes død var der selvfølgelig en bisættelse, hvor vi i familien sammen sagde fint farvel, men jeg kunne mærke, at der også var et geografisk sted, en by, som jeg måtte tage en ordentlig afsked med. På en grå oktoberdag rejste jeg alene derop og vandrede lige så stille gennem byen med komponisten Max Richters musik i ørerne. Det var ekstremt bevægende. Blandingen af sted og lyd får tit nogle ret dybe følelser frem i mig.


Sidste gang jeg grinte, var…

Da jeg så en video på Twitter med et æsel, der prøvede at komme op i en hængekøje. Jeg må indrømme, at jeg på det seneste er blevet mere og mere en sucker for den slags humor. Korte videoer på sociale medier med dyr i fjollede situationer. Måske skulle jeg se at komme på TikTok.


Min største guilty pleasure er…

Jeg fristes til at sige fodbold. Den sport er jo på vej ud på et overdrev, hvor det nærmest må betragtes som et pinligt misbrug at være afhængig af den. Det har ikke kun at gøre med det skandaløse VM i Qatar, men i lige så høj grad den økonomiske virkelighed i den engelske Premier League. Her har vi udsigt til, at skumle oliestater de næste mange år skal ligge og kæmpe om mesterskabet. Det er dirty money, det er en tragedie, men … jeg tror altså ikke, jeg kan kvitte fodbolden. Måske skal jeg bare begynde at holde med Brønshøj. Af andre guilty pleasures bør nævnes, at jeg elsker sangen ’Hazard’ med Richard Marx fra 1992, og at jeg holder meget af at gå i Crocs – dog ikke uden for hjemmets fire vægge.


Jeg er stolt af…

At jeg har tre døtre, som på vidt forskellige måder klarer sig godt – og som vigtigst af alt har gode værdier. Når man kigger på den verden, vi lever i, kan man godt gå hen og blive til pessimistisk anlagt ­– ikke mindst når man betragter det hele gennem en historisk optik. Det er svært at sige, hvor det hele bevæger sig hen, men én ting er sikker: Verden får brug for mennesker med gode værdier.

Eurovision-balladen, der satte en revolution i gang

Min radio-partner-in-crime Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg har taget hul på endnu en sæson (nr. 9!) af historie-podcasten Vild Historie.

Der er masser af musik med i programmet denne gang. Det handler nemlig om en spøjs storpolitisk krølle på Eurovision-sangkonkurrencen. I 1974 vandt svenske ABBA det internationale Melodi Grand Prix overbevisende. Men den vildeste historie knytter sig til en sang, som det år endte på en delt sidsteplads.

Et par uger efter sangkonkurrencen blev Portugals bidrag ’E depois do Adeus’ nemlig startskuddet til den revolution, der skulle gøre en ende på 48 års diktatur i hjemlandet. Da den harmløse kærlighedssang blev spillet på national radio, var det signalet til, at Nellikerevolutionen kunne sætte i gang.

Read More

Den sidste turist

For nylig havde jeg i min podcast Næste Side besøg af Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa og co-chair for European Council on Foreign Relations. Da jeg tilrettelagde programmet, fik jeg genhørt Lulu Zieglers ’Den sidste turist i Europa’. Sangen udkom i 1948 og skildrer et Europa efter krigen, et kontinent der netop har været på randen af ødelæggelse.

Read More