Vore øjne kan ikke skimte dig længere - Historien om Harald Kidde

Mindestenen for Harald Kidde i Nørreskoven i Vejle. Tommy Heisz, 2023

Det var med en blanding af lettelse og rastløshed, at forfatteren Harald Kidde i sommeren 1918 gik rundt mellem sine bøger og stakkevis af notater i sit hus i Hareskovby nordvest for København. Han havde langt om længe sat sidste punktum i den bog, han havde arbejdet på i seks år.

‘Jærnet’ var den 40-årige forfatters syvende roman. Bogen var nu i forlagets hænder og snart klar til tryk, så den kunne komme ud til læserne i efteråret. Skoven omkring huset stod i fuldt flor, og Haralds sind var let. Nu skulle han ikke længere sidde bøjet over pen og papir dag ud og dag ind. Tilbage var kun at vente på, hvordan omverdenen ville tage imod det ambitiøse værk, hvis historie udspillede sig i svenske Värmland.

Harald Kidde fordrev dagene med at gå lange ture i Hareskoven sammen med sin hustru. Astrid Ehrencron-Kidde var selv forfatter, og de to kunne få timer til at gå med at sludre om stort og småt på deres lange vandringer.

De seneste år havde parret flyttet rundt og boet på pensionater, blandt andet i Sverige, hvor Harald havde arbejdet på sin bog. Astrid var ikke interesseret i husholdning, hun ville hellere skrive, så hun havde nydt at bo steder, hvor andre kunne tilberede deres måltider, så de selv kunne fordybe sig i det åndelige.

Nu havde de fået deres eget hus i Hareskovby. Det var parrets første rigtige forsøg på at slå rødder, fortalte Harald en god bekendt i et brev: “Her er meget smukt og i modsætning til andre villabyer i hovedstadens omegn helt uforstyrret og landligt.”

Harald og Astrid havde kendt hinanden i 14 år, og det med at gå lange ture havde de dyrket, siden de mødte hinanden første gang. “Jeg gik og lyttede til hans sagte, monotone stemme, den, der aldrig talte ord, som det ikke var værd at lytte til. Så ung han var, flere år yngre end jeg, sad han inde med en visdom, der syntes at måtte være medfødt – som fra en tidligere, åndelig tilværelse,” skrev Astrid om en af deres første gåture sammen.

Harald var en speciel mand at leve sammen med, for han havde et tilsyneladende umætteligt behov for ro og fordybelse. Når han var i gang med research eller skrev på en bog, kunne han nærmest forsvinde ind i en helt anden verden. Astrid beskrev, hvordan han, så snart morgenmaden var spist, gerne sad fem-seks timer i træk med sit arbejde og ikke ville forstyrres. Pennen gled støt frem og tilbage over papiret, og undertiden lod han den hvile og “sukkede som under vægten af noget alt for tungt”. Men snart skriblede han løs igen. Harald knoklede konstant for at indfri sine høje ambitioner. I Värmland var det en overgang blevet for meget, og lægen havde beordret ham fuldkommen ro i en måned, men han kunne aldrig slippe arbejdet helt.

Astrid elskede den ild, der brændte i Harald. Hun kunne genkende den fra sit eget forfattervirke. Sammen kunne det barnløse par i gensidig forståelse og kærlighed lade litteraturen fylde næsten alt i deres liv. At Harald var den rigtige for Astrid, havde hun med egne ord været overbevist om, siden hun mødte ham første gang til et selskab hos en fælles bekendt, forfatteren Ingeborg Maria Sick. Astrid var sky af natur og gik stort set aldrig til den slags sammenkomster, men netop denne aften havde hun takket ja.

Hun kendte Kiddes debutroman ‘Aage og Else’. Ved læsningen af den følte hun et tæt bånd til forfatteren. Nu stod hun så pludselig ansigt til ansigt med Harald Kidde: “Jeg bare så og så og vidste, at det var ham. Da jeg hørte hans dæmpede, sagtmodige stemme, hørte jeg også i samme øjeblik, at den stemme til hørte ham, som havde skrevet bogen, jeg satte højest af alle bøger. Jeg kendte ham jo allerede, som jeg ikke kendte nogen anden, jeg havde set i virkeligheden.”

Kidde var i midten af tyverne. Den unge mands pandehår faldt blødt ned over panden, og han havde et alvorligt blik i de brune øjne inde bag brillerne. Det ændrede sig dog en smule, blikket, da det fangede Astrids. Han sendte hende et nærmest vemodigt smil. Et smil, der ifølge Astrid sagde noget i retning af: “Er det virkelig dig? Dig kender jeg jo allerede! Har kendt dig længe. Altid!”

“Da han tog min hånd i sin, vidste jeg, at den måtte blive der for bestandig. Den ville aldrig finde hvile noget andet sted. Jeg følte også i det samme, at jeg begærede intet andet her på Jorden end at få lov til at hjælpe ham med at bære den tunge kiste, som jeg vidste, hans grublende sind slæbte på.”

Efter selskabet var der ingen tvivl hos nogen af dem om, at de måtte ses igen. Harald inviterede Astrid med på en gåtur på Frederiksberg Kirkegård. Her gik de mellem hvide blomstrende træer, vilde kirsebærtræer og svajende hængebirke, mens småfuglene kvidrede livligt omkring dem.

Det var i 1904, Harald og Astrid havde lært hinanden at kende. 14 år senere var de ved at vænne sig til deres nye tilværelse i Hareskovbys grønne omgivelser. I aviserne kunne de hen over sommeren læse om, hvordan den spanske syges første bølge skabte uro, især inde i det tætbefolkede København, men epidemien spillede ingen vigtig rolle i deres liv. Endnu. Den slags kan ændre sig på et splitsekund. Det sad Astrid og tænkte over, da hun mange år senere nedfældede sine erindringer:

“Hvor lidt vi i virkeligheden ved om, hvad tiden har i behold for os af ondt og godt. Tiden er jo årene, der som endnu usynlige kloder svæver omkring os og først dukker frem af tågen, efterhånden som vi nærmer os dem. Vi ved intet om dem på forhånd.”

Da Astrid mange årtier senere nedfældede sine erindringer, forsøgte hun at spole filmen tilbage til den tid, der ledte op til det skæbnesvangre efterår 1918, hvor hun mistede sin elskede til den spanske syge. Hun gennemlevede mange af de oplevelser, hun og Harald havde haft i månederne og årene op til.

Erindringerne bragte hende tilbage til dengang, parret som nyforelskede var flyttet sammen i en lejlighed i Gentofte. Astrid havde foreslået, at Haralds mor Doris kunne flytte med. Hun havde set, hvor tæt båndet var mellem Harald og moren, og hun ville gerne give plads til, at det kunne fortsætte. Harald havde boet sammen med sin mor, siden han som ganske ung var flyttet til København fra Vejle.

Livet havde været hårdt ved Haralds mor. Doris var vokset op hos en streng moster på Læsø, som gjorde barndommen til et sandt mareridt. Som 17-årig var hun flyttet til fastlandet, hvor hun mødte den 30 år ældre Christen. De fik en søn, Henrik, men han døde i en alder af kun fem måneder. Året efter kom Ingeborg til verden. Da hun var tre år, fik hun en lillebror ved navn Aage. I 1878 blev Harald født.

Døden var en lidt for hyppig gæst hos familien Kidde op gennem Haralds barndom. Sin storebror Henrik nåede han slet ikke at lære at kende, og som treårig mistede han også Aage. Som tiårig fik Harald en lillebror, som også fik navnet Aage. Snart døde også Ingeborg. Hun var 17 år, da tuberkulosen tog hende. Harald var tæt knyttet til sin storesøster.

Han skrev senere om, hvordan de på vinteraftener havde siddet i kakkelovnskrogen og lyttet til morens historier om sin opvækst på den fjerne ø, mens tågehornene klagede fra fjorden:

“Min unge søster viste mig i ildskæret fra ovnen billeder fra sine yndlingsbøger, Biblen og den græske mytologi. Og hun hviskede med sin skønne og brystsyge stemme.”

Det var et dannet hjem, Harald voksede op i. Mens faren som amtsvejinspektør strejfede om på landevejene, sørgede Doris for at skabe et hjem, hvor der både var rart at være, og hvor man fik noget at tænke over. Der blev læst Johannes Fibiger og Charles Dickens, og der blev spillet på klaver og sunget gamle danske folkeviser.

Forfatteren Niels Th. Thomsen, der som dreng var kammerat med Harald Kidde og derfor ofte kom i hjemmet, fortalte, hvordan der i de mørke stunder lød tysk og dansk romantik henne fra klaveret, og hvordan der hver aften blev læst højt under bordlampen i det lille hjem. “De aftner, jeg tilbragte hos Kiddes, var det en stående regel, at fruen skulle spille lidt for os i skumringen. Når den sirlige og slanke lille frue i den blanke mørke silkekjole satte sig til instrumentet, rank som et lys, missende med øjnene mod lampetterne, blev der straks forventningsfuld stilhed i den store smukke dagligstue.”

Lillebroren Aage havde Harald ikke meget med at gøre. Dels var der ti år mellem dem, dels havde de vidt forskellige sind. Mens Aage lavede ballade med byens rødder, ville Harald hellere sidde hjemme og læse i en god bog. Da faren døde, flyttede Doris med sine to drenge i en mindre lejlighed, og da Harald et par år senere blev student, tog hun en beslutning om at følge med ham til København.

I første omgang rykkede de ind i en lille lejlighed ved Frederiksberg Kirkegård, og da Harald skulle flytte sammen med Astrid, fik Doris altså muligheden for igen at følge med sin søn. På Astrids foranledning flyttede Doris med ind i lejligheden i Gentofte. Astrid skrev: “Om aftenen samledes vi omkring bordet med den summende petroleumslampe, mens Harald, ofte i to-tre timer, læste højt for os begge. Dickens og andre gamle engelske forfattere (…) Der sad vi da, vi tre, efter at have lukket omverdenen ude af vort sind. Moren bøjet over sit sytøj, med det skønne ansigt i dets næsten forstenede, tilkæmpede ro, jeg med et eller andet lille nyttesløst arbejde, men mange gange blot tilbagelænet i min stol, mens jeg med lukkede øjne lyttede, ofte mere til hans stemme end til selve ordene.”

At bo i Gentofte var som at bo på landet, og det passede Harald godt. Her var der ro til fordybelse. Men ofte fik parret nu også besøg af venner og bekendte, som fyldte stuen og fordybede sig i lange samtaler, ofte om litterære og filosofiske spørgsmål. Brandes, Grundtvig og Kierkegaard blev vendt i tobakstågerne. “Det var rige, herlige aftener,” huskede en af vennerne, filologen Andreas Hansen, som også kom med en detaljeret karakteristik af vennen Harald Kidde.

Ifølge Hansen havde Harald en spinkel krop med et stort, ligesom for tungt hoved. Et fint, markeret ansigt, der med sit mærkelige kransskæg så gammelt ud. Øjnene var ofte nedslåede. Det lange hår var redt lige ned og nåede næsten de tunge bryn. Lorgnetten foran de nærsynede øjne gav ham et tillukket, indadvendt præg. Alle hans bevægelser var langsomme, hans gang som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, stærkt forfinet hos Harald, mente Andreas Hansen. Som om både sjælens og legemets nerver lå blottede. Han var stilfærdig og tilbageholdende og alligevel sugede han opmærksomhed til sig og blev som regel selskabets midtpunkt.

“Han kunne ofte fortælle, stilfærdigt, roligt, men med stor digterisk kraft – situationerne stod lyslevende for os, når han fortalte, og man lyttede altid spændt,” skrev Hansen.

I sine erindringer prøvede Astrid især at fastholde de sidste måneder, hun fik sammen med Harald. Særligt én gåtur i forsommeren 1918 blev stående fuldstændig klar i hendes hukommelse. Harald havde inviteret hende med ind til København, fordi han ville vise hende Den Moltkeske Malerisamling i Bredgade. På udstillingen så de et Rembrandt-billede, hvor kunstneren havde portrætteret sin gamle, slidte mor. Det fik Astrid til at tænke på Haralds mor og det urimeligt hårde liv, hun havde haft. En kummerlig opvækst og tre ud af fem børn lå på kirkegården ligesom hendes mand. Billedet gjorde Astrid trist til mode. “’Harald,’ sagde jeg, ‘lad os hellere gå nu. Det er, som om jeg ikke kan rumme mere end dette ene billede i dag.’”

I stedet satte de ud på en travetur gennem København og videre ud på Frederiksberg: Astrid huskede: “Det var endnu tidligt på formiddagen. Det var en rolig tid. Mændene var allerede gået til deres arbejde og børnene til deres skole, og de travle husmødre havde nok at gøre med deres indendørs morgensysler. Der var ingen stimmel på de smalle strøg gennem byen og de sindige hestedrosker anrettede ikke megen støj; kun de enstonige hovslag mod kørebanen. Spurvene i det gamle træ foran Helligaandskirken havde længst forladt deres sovepladser, hvor de, ufølsomme for uroen omkring sig, og med hovederne omhyggeligt gemt under vingerne – som lukkede de dermed al forstyrrelse ude – havde sovet fuglenes lette blund.”

Harald og Astrid gik op ad Gammel Kongevej, hvor lærketræerne stod og svajede, og videre ad Frederiksberg Allé i de gamle lindetræers grønlige skygger. Hvis det ikke havde været for den ildevarslende lugt fra de nylakerede brune bænke, ville de have taget et hvil efter den lange vandretur over byens brosten. I stedet slentrede parret videre op ad alléen, men her ventede et sørgelig syn, huskede Astrid:

“Da vi gik forbi kirken, så vi det triste syn af en rustvogn og en hestedroske udenfor. To unge mænd steg ud og bar en hvid barnekiste, næsten skjult under røde tulipaner og friske bøgekviste, ind i kirken. Bag dem gik en ung kvinde med bøjet hoved og sorgen skjult under det tætte sorte slør. ‘Åh, Harald,’ udbrød jeg, ‘må man da aldrig få lov til at være glad? Det er altid, som om en tyssende stemme hviskede: ‘Glem ikke døden over livet!’”

Harald Kidde. Det Kongelige Bibliotek.

Harald brød ind og sagde, at man måske skulle vende den om. At vi aldrig måtte glemme livet over døden. “Livet kommer jo først til os alle,” sagde han. “Døden sidst.” Foran gitterlågerne blev de to stående lidt og lyttede til salmesangen inde fra kirken. Astrid kunne høre præstens ord, da sangen hørte op. “Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor. Han bærer barnet op til Gud på armen.”

De krydsede over mod Frederiksberg Kirkegård, og på deres videre vandring kom de ind på, om der mon egentlig ventede noget efter døden. Et evigt liv på den anden side. Astrid ville gerne tro på det. Hun kendte godt Haralds holdning til religion. Han så sig selv som ateist og havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor overraskede det hende, da han svarede: “Jeg kunne umuligt forestille mig, at vore første vandringer sammen på kirkegården også skulle slutte der. Der må komme en fortsættelse – en evighed, hvor intet hører op, og dermed uden angst for at noget sådant kunne ske.”

“Hvordan kan du vide det så sikkert?” ville Astrid vide. Harald svarede:

“Fordi jeg føler det.”

I begyndelsen af november 1918 havde Harald travlt. Det gav han udtryk for, da han fra hjemmet i Hareskovby skrev et postkort til forfattervennen Niels Jeppesen. “Jeg har lige fuldendt korrektur på min egen bog: 25 ark + på Astrids oversættelse, 28 ark. Og alle reolerne venter nu på at ordnes. Altså: indtil videre: på gensyn!” afsluttede han den kortfattede hilsen.

Postkortet blev det sidste i en omfattende brevveksling mellem de to venner. Omkring fem dage efter, at Harald skrev det, følte han sig en dag pludselig sløj. Han havde ellers ikke døjet med sygdom, men nu fik han med ét ondt i halsen og følte sig ilde tilpas. Snart begyndte blodet også at strømme fra hans næse.

Hvad der skete i de følgende dage, ved vi ikke meget om. Astrid kommer ikke ind på selve sygdomsforløbet i sine erindringer, men det må hurtigt have stået klart for dem begge, at det var den spanske syge, Harald var blevet smittet med. Epidemien var på sit højeste netop da, og de har begge med sikkerhed kendt alvoren bag symptomerne.

I november var den spanske syge overalt. I aviserne, i gadebilledet, i snakken på hjørnerne. Mens regnen og vinden ruskede, og novembers tidlige mørke lagde sig over skoven, fik Harald det dårligere dag for dag. Også i hans tilfælde lagde influenzaen immunforsvaret ned med så stor kraft, at en bakterieinfektion kunne vandre frit ned i lungerne.

Den 23. november sendte Astrid bud efter lægen, den unge Erik Castberg fra Farum. Harald var nu stærkt medtaget, og hans hud havde fået et “uhyggeligt gult skær”. Doktor Castberg besluttede at sende Harald på hospitalet. Ambulancen kørte ham gennem skovene og forstæderne til Bispebjerg Hospital i Københavns nordvestkvarter. En tur på omtrent 15 kilometer. Ved ankomsten blev det noteret, at forfatteren led af både influenza og gulsot – en tilstand, hvor hud og slimhinder bliver gullige på grund af en ophobning af gul galde i kroppen.

Efter at Haralds utilpashed var begyndt ni dage tidligere, var hans tilstand kun blevet værre. Hans temperatur havde store udsving og var ofte faretruende høj. Efterhånden var han også begyndt at hoste grønligt slim op. Dagen før indlæggelsen var hans tilstand begyndt at se meget kritisk ud. Han kastede galdefarvet slim op og havde svært ved at trække vejret ordentligt.

Forsiden af patientjournalen for Harald Kidde, Bispebjerg Hospital.

Han svedte kraftigt og var konstant stakåndet. Ved modtagelsen blev det også noteret, at han var cyanotisk – at hans hud var begyndt at antage en blå farve. Betændelsestilstanden i lungerne gjorde, at blodet ikke fik ilt nok. Lægen lagde stetoskopets kolde metal mod Haralds ryg og bryst og kunne konstatere en moderat raslende lyd i venstre side og en mere markant i højre.

Der var ingen tvivl: Den 40-årige forfatter, som Bispebjerg Hospital tog imod denne novemberdag, led af en ondartet og fremskreden lungebetændelse som følge af den spanske syge. Hans chancer var nogenlunde som hos de fleste andre, der blev indlagt her. De var med andre ord utroligt ringe. Når først lægen beordrede hospitalsindlæggelse, var man så tæt på dødsdommen, som man kunne komme.

Kort efter indlæggelsen blev Haralds temperatur målt til 40,7 grader, altså livstruende høj feber. Pulsen lå på omkring de 100, men opførte sig højst uregelmæssigt. Sygeplejerskerne gav Harald den sædvanlige behandling med kamfermikstur og varme omslag, men han fik det kun værre. Senere på dagen kunne de konstatere, at hans puls var faldende.

Forfatteren blev stadig mere sløj at se på, og hudens blå skær blev kraftigere. Sygeplejerskerne gik over til at indsprøjte skiftevis koffein og kamfer direkte i hans årer i håb om at få pulsen i vejret, men alle forsøg var forgæves. Både sygeplejersker og læger må have vidst det, allerede inden de forsøgte. Når den spanske syge først havde så hårdt fat i en patient, som tilfældet var her, kunne det kun gå én vej.

Klokken ti minutter over otte samme aften døde Harald Kidde. Hans indlæggelse nåede kun at vare i få timer.

Den spanske syge havde taget sit hidtil mest kendte offer i Danmark. Alle aviserne skrev om Harald Kiddes tragiske død. Astrid annoncerede, at bisættelsen skulle finde sted fire dage senere, og den ville foregå i stilhed. Sådan kom det ikke helt til at gå. Da dagen oprandt, strømmede venner og kolleger i stort antal til Bispebjerg Kirkegård. Johannes V. Jensen, Christian Rimestad, Louis Levy og frk. Ingeborg Maria Sick var blandt de mere markante navne i det store følge. Ceremonien fandt sted i kapellet. Der var ingen præst til stede. Sådan havde Harald selv ønsket det. Han havde meldt sig ud af folkekirken. Den hvide kiste stod smykket med en dekoration af blegrøde begonier og grønt, og kapellet var pyntet med grønne grene og tændte lys. Rundt omkring kisten hobede kransene sig op. De kom blandt andet fra Dansk Forfatterforening, Gyldendal og Aschehoug.

Ved kisten talte professor Valdemar Vedel om Harald Kiddes elskelige, dybe gemyt, hans høje ånd og hans karakterfulde personlighed og trofasthed. Orgelet satte i med ‘Dejlig er jorden’, og til tonerne af den bar vennerne kisten den sidste korte vej til graven tæt på kapellet i kirkegårdens østlige ende. Kisten med Harald Kidde blev sænket ned, der blev kastet jord på, og så trådte Christian Rimestad op på graven og holdt en poetisk afskedstale:

“Harald Kidde, vor ven! Du er vandret langt bort fra os. Vore hænder kan ikke gribe dig, vore stemmer kan ikke nå dig, vore øjne kan ikke skimte dig længere … og du har ladet os tilbage i et savn, der ikke skal ophøre, og en længsel, som altid skal hjemsøge vor sjæl. Din sjæl var ikke svag og splittet og foranderlig som vor. Den var lutter styrke og blidhed, styrke og sagtmodighed på samme tid.”

Derefter skiltes følget i tavshed. I en nekrolog i Politiken skrev Tom Kristensen: “Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman ‘Jærnet’. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.”

Astrid Ehrencron-Kidde var opløst af gråd, da hun forlod Bispebjerg Kirkegård efter Haralds begravelse den 27. november. Det samme var Haralds mor Doris. Men der skulle kun gå halvanden måned, før de stod der igen.

“I morgen skal Aage begraves, og jeg har intet mere at miste i verden,” skrev Doris Kidde i et brev til Haralds gamle ven Niels Jeppesen den 3. januar 1919.

Harald Kiddes ti år yngre bror havde for alvor fået gang i sin politiske karriere, da også han blev ramt af den spanske syge. I juli var han blevet valgt ind i Folketinget for De Konservative efter at have været en af partiets vigtige drivkræfter. Aage Kidde nåede kun at holde en enkelt større tale i Folketinget den 22. oktober. Ved juletid blev han syg. Han havde været hårdt presset efter valgkampen, og også brorens død havde efter sigende taget hårdt på ham.

Udmattelse og nedtrykthed gik over i sygdom. Aages sygdomsforløb mindede om brorens, og han døde den 29. december. Han blev stedt til hvile ved siden af storebror Harald. Der stod Doris og tog afsked med sin sidste søn. Fem gange havde hun bragt et barn til verden. Nu lå de alle på kirkegården.

Billedhuggeren Rikard Magnussen, som var en god ven af familien, beskrev følgende scene fra Aages begravelse: “Så bar de kisten langsomt ud, og så – så var det, jeg så Doris Kidde, som var og altid siden har stået for min erindring: Svag af gigt havde hun dog villet følge sin dreng, den sidste. Alle stod tavse, da de andre begyndte at bære kisten ud. Så rejste hun sig, med besvær, satte sin sorte krykkestok tungt foran sig og gik langsomt, ene bag kisten, og der var i hendes holdning og i de tavse strenge ansigtstræk intet oprør, kun rankhed og ydmyghed.”

Inger Dorothea “Doris” Kidde døde først i 1931 som 83-årig. Astrid Ehrencron-Kidde kom til at leve et langt liv uden Harald, før hun døde som 89-årig i 1960. Kort forinden lagde hun sidste hånd på sine erindringer fra tiden med Harald. Hun skrev: “Vor vandring, hånd i hånd, skulle dog kun vare i ti alt for korte år, da en uigennemtrængelig tågemur pludselig rullede ned mellem os og skilte vore hænder. Siden har vi vandret på hver vores side af tågemuren, så adskilte, men dog så tæt ved hinanden, at når tågen engang letter og muren holder op, vil vore hænder atter glide ind i hinanden.”

--

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

Øvrige kilder:

Ehrencron-Kidde, Astrid: Hvem kalder – fra mine erindringers lønkammer

Jensen, Jens Marinus: Harald Kidde. Bidrag til en Biografi

Jeppesen, Niels: Harald Kidde og hans Digtning

Thomsen, Otto Asmus: Harald Kidde og hans slægt

Breve og postkort fra Harald Kidde til Niels Jeppesen, Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling.

Artikler i forskellige danske aviser, primært Politiken, november 1918

Patientjournaler fra Bispebjerg Hospital 1918, Københavns Stadsarkiv.

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

”Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre”

Endelig. Krigen var slut. Da nyheden om våbenstilstanden kom for 105 år siden, brød vilde jubelscener ud i London, Paris, New York og mange andre byer. Et dyk i avisarkiverne kan bringe os tæt på den ekstase, der udspillede sig, den dag Den Store Krig endelig var ovre.

Lyden af kanontorden bragede ud over Londons hustage om formiddagen den 11. november 1918. Under normale omstændigheder ville byens indbyggere gyse af skræk ved netop den lyd. Den plejede at signalere luftangreb, men i dag vidste alle, at lyden betød noget andet. Det var sidste gang i lang tid, at disse kanoner skulle gjalde. Krigen var slut.

I minutterne og timerne, der fulgte, strømmede englænderne ud på gaderne. De lo, græd og dansede.

Tidligt samme morgen i en togvogn i Compiègne-skoven i det nordlige Frankrig havde tyskerne langt om længe erkendt nederlaget og underskrevet en våbenstilstand med de allierede.

Der var ikke tale om en egentlig overgivelse, men alle – også de sidste virkelighedsfjerne tyskere – vidste, at det nu var slut. Tyskland stod alene, fuldstændig isoleret, i det, der år tidligere havde været et kompliceret skakspil af alliancer og kampe på flere kontinenter.

Tysklands krigspartnere havde allerede kapituleret, Tyrkiet den 30. oktober og Østrig-Ungarn den 3. november. Blandt tyskernes egne tropper var åbenlyst mytteri brudt ud. I Kiel nægtede flådens matroser at parere ordre og tog magten fra deres overordnede, og Berlin var en by på revolutionens rand.

Philadelphia i USA, 11. november 1918. (Public Domain)

Kejseren selv havde taget flugten. Ifølge et telegram fra Haag til avisen Daily Mail var kejser Wilhelm 2. allerede dagen før om morgenen set med sit følge ved den hollandske grænse i nærheden af Maastricht. Selskabet ankom i ti kongelige vogne. Kejseren bar uniform og hue, ikke hjelm.

Så snart den sidste vogn var passeret, så man tyske soldater på den anden side af grænsen danse rundt om et belgisk flag. På den hollandske side af grænsen rejste kejseren videre med toget, idet bilerne blev sat op på jernbanevogne, stod der i telegrammet.

London var en by i ekstase. Britiske flag strøg til tops i flagstængerne, og da Big Ben satte i med klokkeslag efter års tavshed, bragte det tårer frem i øjnene på mange englændere.

Politiken skrev:

“Omnibusser og biler blev prydet med små flag, og de jublende folkeskarer improviserede en procession med flag og musik gennem gaderne. Londons alvorlige indbyggere var i løbet af få minutter forvandlet til jublende og glade millioner, som af deres ganske hjerte frydede sig over det historiske øjeblik.”

Et af øjenvidnerne til jubelscenerne var 24-årige Vera Brittain. Under krigen havde hun arbejdet som frivillig sygeplejerske både ved fronten og hjemme i England.

I sin bog ‘Testament of Youth’ fortæller hun om den dag, da freden kom. Hun var på arbejde på et hospital i London, men så snart kanontordenen lød over byen, begav hun sig ud i gaderne sammen med en kollega.

Lammet stod hun nær Embankment ved Themsen og lyttede til jubelskrigene, der kom fra hele byen. ”Mænd og kvinder så på hinanden med et forbavset udtryk. De råbte ikke: ”Vi har vundet krigen!” De sagde bare, ”Krigen er ovre”.”

Lige ved siden Vera drejede en taxi hurtigt omkring hjørnet med kurs mod hospitalet, hvor hun arbejdede.

Bilen ramte en ældre dame, der i sin begejstring må have glemt at se sig ordentligt for. Vera skyndte sig hen til hende, men da hun sad ved hendes side, konstaterede hun straks, at der ikke var noget at stille op. Kvinden var på vej ind i døden, hun kunne ikke engang tale længere.

Vera betragtede hendes ansigt. Det var hvidt og markeret og havde et overrasket, nærmest chokeret, udtryk. Kvinden stirrede på Vera, som ikke kunne gøre andet end at sidde ved hendes side de sidste sekunder eller minutter. Vera tænkte på, hvad kvinden mon havde haft i tankerne, netop som taxien ramte hende. Havde hun tænkt på sine sønner ved fronten, og på hvordan de nu formentlig var i sikkerhed?

Englænderne var ved siden af sig selv. De følelser, der greb dem, da nyhederne om krigens endeligt tikkede ind, fik dem hurtigt til at glemme den verserende influenzaepidemi, den spanske syge, og alle advarsler om ikke at tage del i store forsamlinger.

“Menneskemængden var stadig letsindig og pjattet og havde intet lært i løbet af den forfærdelige tid,” skrev filosoffen Bertrand Russell efter samme dag at have gået ned ad Tottenham Court Road. “Jeg følte mig mærkeligt ensom midt i al jubelen, som et spøgelse, der ved et tilfælde var faldet ned fra en anden planet.”

Lignende festligheder fandt sted i alle engelske byer. Et dansk øjenvidne til fejringerne i England var Birger Glud, en ung dansker, som oprindeligt kom fra Ringsted, men som opholdt sig i Newcastle den dag, freden kom. Her havde han et halvt år tidligere ladet sig hverve til civil britisk værnepligt.

“Sammen med de 800 engelske soldater var jeg med på sejrsmarchen gennem gaderne. Byen var ligefrem dækket under flag, jubelen var ubeskrivelig. De unge piger kyssede os, gamle damer overøste os med gaver som brød og andre levnedsmidler,” fortalte Birger Glud til den lokale avis i Ringsted, da han igen vendte hjem til Danmark.

Mens folk strømmede ud i gaderne i London og Paris, ringede det på døren hos en ældre kvinde i Shrewsbury i det vestlige England. En mand stod ved dørtærsklen med et telegram i hånden. Kvindens søn var faldet ved fronten. 25-årige Wilfred Owen var omkommet under en fremrykning over Sambre-Oise-kanalen i Frankrig en uge tidligere. Kun syv dage før freden.

Men Wilfred Owen kom til at leve videre. Gennem hele sin tjenestetid havde han nemlig skrevet en stor mængde digte om livet i skyttegraven. Digte, som senere er blevet et af de vigtigste vidnesbyrd om de oplevelser, tanker og følelser, der rørte sig hos de britiske soldater under Den Store Krig. Mens kirkerne i Shrewsbury ringede med klokkerne for at fejre freden, brød den stakkels kvindes verden sammen. Som det var sket for millioner før hende. 100 år senere står én linje stadig og træder lysende frem i et af Wilfred Owens krigsdigte:

“Red lips are not so red as the stained stones kissed by the English dead.”

Også i Paris gik folk amok. Det var Berlingske Tidendes udsendte reporter Franz von Jessen vidne til på tætteste hold. Hele formiddagen den 11. november havde han sammen med journalister fra en række andre lande stået og ventet på, at det forløsende telegram skulle tikke ind. Og så blev klokken 11.

“Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre. Nogle går bort med bøjet hoved, søgende ensomhed. Andre stirrer og vedbliver at stirre på papirrullen med de mærkeligt lysende ord,” skrev von Jessen.

Da han havde sundet sig lidt, rettede han blikket mod de scener, der udspillede sig i byrummet:

“Nede fra gaden vedbliver jubelråbene at lyde. Faner i de allierede magters farver stikkes ud ad vinduerne eller fæstnes til balkonerne, alle synes at have været forberedte. De fleste butikker lukker. Soldater i uniform – franskmænd, belgiere, englændere og amerikanere – trækkes af tilfældige spadserende ind i caféer og restauranter og beværtes med, hvad de ønsker. Champagnen knalder overalt ved fortovsborde. Menneskestrømmen vokser ustandselig og bliver på boulevarderne til trængsel. Nu og da ser man oppe over mængden en soldat, der svinger sin hue; han bæres i guldstol. Det summer og bruser fra hundredtusinder af struber. Concorde-pladsen er et bølgende hav.”

Jubelscenerne i London og Paris kunne ikke dække over den dybe sorg, der lå over Europa i slutningen af 1918. Lidelserne var ovre, men det var også tid til at gøre regningen op. Alle havde tabt i den krig, der i over fire år havde skamferet det europæiske kontinent.

Op mod ti millioner soldater havde mistet livet, og yderligere omkring otte millioner var savnet, hvilket med stor sandsynlighed betød, at de også var døde.

Nogle var trampet ned i skyttegravenes mudder, andre lå på bunden af havet, andre igen var sprængt i stumper og stykker. 20 millioner var såret. Mange af dem havde mistet lemmer, var blevet blinde eller var på andre måder så invaliderede, at det ville være umuligt for dem at få et ordentligt liv efter krigen.

Selvom Danmark havde forholdt neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer

Hertil kom de civile tab. Et tal, der var endnu sværere at gøre op.

Hvor mange tyskere var for eksempel døde af sult eller sygdomme som følge af de allieredes årelange blokade? Den slags fandtes der ingen præcise tal på, men flere historikere vurderer, at cirka seks millioner civile omkom under krigen.

Tallene var under alle omstændigheder så høje, at de var umulige at begribe, både dengang og i dag. En hel generation af unge europæere var så godt som udraderet.

Selvom Danmark havde forholdt sig neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer.

”Da efterretningen om våbenstilstanden nåede hertil, fremkaldte den et overordentligt liv på gaden. Folk samledes i glade diskuterende klynger” skrev Politiken eksempelvis om Aarhus.

På byens skoler stillede overlærerne sig op og holdt taler med mange bevingede ord om denne dags særlige historiske betydning. Flere gik endda så langt som til at give eleverne fri resten af dagen.

”På mange arbejdspladser blev arbejdet standset for i dag med fuld udbetaling af lønnen.”

Fra det øjeblik, krigen sluttede, blev der i danske aviser spekuleret om den lyse fremtid, verden nu gik i møde.

”Vi behøver ikke sige, at vi med glæde ser den gamle tid gå i graven, og at vi også for vort lands vedkommende tør nære lyse forhåbninger med hensyn til den nye tid, hvis svage omrids tegner sig i horisonten,” skrev Politiken, som især var optaget af de omvæltninger fredsslutningen nu kom til at få for danskere i Sønderjylland.

Avisen kunne berette om to skibe, som på dagen for våbenstilstanden var ankommer til Rødby. De kom begge fra Egernsund, og ombord var sønderjyder, som ville opkøbe danske flag.

”De fortæller, at man nu kan hejse det danske flag i Sønderjylland, uden at nogen protesterer derimod,” skrev avisen. ”Alt går roligt. Ved deres rejse havde de passeret Kielerkanalen som sædvanlig, men ingen forlangte nu at se deres papirer.”

Nye tider var på vej. Også for sønderjyderne, som snart igen skulle blive en del af det danske rige som direkte konsekvens af Tysklands handlinger under verdenskrigen.

Freden blev fejret og markeret i det meste af verden. I Mons i Belgien skrev krigsreporteren Philip Gibbs: ”Helvedesilden er slukket, og jeg har hermed skrevet mine sidste ord som krigskorrespondent. Gudskelov.”

I New York, hvor det stadig var nat, da nyheden om våbenstilstanden brød ud, vågnede mange af byens borgere op til et spektakel, der varslede en ny tid. Ved solopgang blev byens luftalarmer sat i gang for at kalde alle til fest, og inden længe satte fabriksfløjter og kirkeklokker over hele byen i gang.

Orkestre samledes i Manhattans gader og spillede patriotiske sange, Stars and Stripes blev rullet ud fra bygninger, og voksne mænd gik omkring i gaderne med tårer i øjnene. Andre bar skilte, som de i hast havde malet slogans på: ”No more beans! No more camouflaged coffee! No more monkey stew!” stod der på nogle af dem.

Intet overgik dog fejringerne i London. De blev også beskrevet af den senere premierminister Winston Churchill, som selv havde været ved fronten, og som befandt sig i et militært hovedkvarter i London den 11. november 1918.

”Fra alle sider kom mænd og kvinder ilende ud på gaden. Strømme af mennesker fossede ud fra alle bygninger. Londons klokker begyndte at klinge. Northumberland Avenue var fyldt med hundreder, nej, tusinder, af folk, som styrtede rundt som vanvittige. De råbte og skreg deres glæde ud. Der var en sværm af mennesker på Trafalgar Square (…) Alle snærende bånd blev brudt. Tumulten tog til, den rejste sig som en storm, men fra alle sider på én gang.”

I løbet af dagen blev det kun vildere. Politiken skrev:

”Måske fik man det tydeligste billede af, hvor forandret alt var, da aftenen kom, og, for første gang i tre år, gader og butikkernes vinduer blev fuldt oplyst. Gamle London syntes en ny by. Den store forskel mellem krig og fred var mest fremtrædende på Trafalgar Square, Leicester Square og Piccadilly, hvor mængden uhindret og ukontrolleret bestandig bevægede sig rundt. Omkring hver vogn dannede der sig processioner, som opløstes på ny i en lykkelig forvirring. Der blev ingen slags råheder, ingen drukkenskab, intet, som publikum behøvede at skamme sig over. Soldater, kolonialtropper, ammunitionsarbejdersker og amerikanske tropper morede sig på den mest harmløse måde og råbte hurra, blæste i horn, viftede med flag, og idet de dannede små kredse, dansede de parvis, leende og klappende.”

Alle troede tilsyneladende på, at den mørke tid var forbi. Optimismen var grænseløs efter den apokalyptisk klingende tid, som Den Store Krig havde udgjort. Der måtte være bedre tider på vej nu. Alle virkede til at være enige om, at det kunne gå den rigtige vej. Dagen efter våbenstilstanden skrev Politiken skrev i en leder:

”Militarismen i Tyskland er blevet knust under det dobbelte tryk udefra og indefra. Den kunne ikke mere beherske det uhyre apparat, den selv havde skabt. Den troede at have forvandlet menneskene til lydige maskiner i sit formåls tjeneste; på oprørets dag overvældedes og besejredes den af de troppemasser, den selv havde organiseret. Den tyske militarisme vil aldrig genopstå mere; det tyske folk har gjort op med den og for stedse også gjort ende på alt det onde, der fulgte i dens kølvand.”

Den forudsigelse kunne desværre næppe have været mere forkert.

***

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

Alle citater er omskrevet til nudansk.

Øvrige kilder:

Politiken, diverse udgaver i november 1918.

Adam Hochschild: ’Aldrig mere krig’, Informations Forlag, 2014.

John Toland, ’No Man’s Land’, Methuen Publishing Ltd, 1980.

Imperial War Museum

Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Den unge Krøyers bedrøvelige odyssé

Jeg fandt den! Den lå godt gemt på Assistens Kirkegård, gravstenen for Henrik Krøyer. Efter jeg for nylig skrev en artikel for Politiken Historie om den unge Krøyer, satte jeg mig for at besøge hans grav - og nu lykkedes det.

Krøyer skrev sig ind i historien som en vigtig zoolog. Men det var nu noget helt andet, der bragte mig på sporet af ham, nemlig hans tid som grækenlandsfrivillig i begyndelsen af 1800-tallet.

Da jeg arbejdede på bogen om balkankrigene i 1912-13, fandt jeg en sidehistorie, som kaldte på at blive fortalt. Nemlig den om de danske frivillige, som i begyndelsen af 1800-tallet rejste ned for at hjælpe grækerne i frihedskrigen mod osmannerne.

Det har været et vildt spændende hjørne af historien at dykke ned i. Jeg har gravet i arkiverne, jeg har læst gamle bøger, og jeg har lavet en fortælling ud af det, som altså kan læses i Politiken Historie.

Artiklen har fået rubrikken EN BEDRØVELIG ODYSSÉ. Og det var lige netop, hvad det var, da Henrik Krøyer sammen med andre danske studerende satte kursen sydøstpå for at hjælpe grækerne i deres frihedskrig.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere,” skrev Krøyer inden afrejsen.

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Det var altså den sag, Krøyer og hans venner ville ned at støtte. Men det gik ikke så godt. Da de endelig kom til Grækenland, endte de med at være på en lang og nytteløs vandring.

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Krøyer overlevede eventyret og kom med tiden hjem til København igen. Men han var en skuffet mand. Hvad der fik ham til i sine erindringer at betegne rejsen som en bedrøvelig odyssé, fremgår fuldt ud af den lange artikel, jeg har skrevet om de danske filhelleneres oplevelser. Den blev som nævnt bragt i Politiken Historie og kan (med abonnement) læses her:

Henrik Krøyer døde først i 1870, som 71-årig. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket ’Danmarks Fiske’ (1838-53) på 2.500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes.

Og så et lille fun fact om den gode Henrik Krøyer, som altså ligger begravet på Assistens Kirkegård:

Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.

Pandemien gjorde en ende på Egon Schieles intense liv

“Jeg forbereder mig allerede på det værste,” skrev den kun 28-årige Egon Schiele, da hans hustru Edith blev syg af influenza i oktober 1918. Uger efter lå de begge i graven.

“Indtil for kort tid siden var Wien hovedstaden i et stort om end skrøbeligt og vakkelvornt rige. Nu er den at ligne ved en arm, forpjusket høne, af hvem de sidste sølle halefjer plukkes ud.”

Sådan skrev den danske forfatter Karin Michaëlis, da hun i tiden omkring Første Verdenskrigs afslutning opholdt sig i den østrigske hovedstad og skrev reportager hjem til Politiken. Det var et Centraleuropa på opløsningens rand, Michaëlis rapporterede fra. Udsultede og afkræftede tyske soldater havde ikke mere at stå imod med på Vestfronten. Centralmagternes skeletagtige forsvar var ved at knække endegyldigt, og Tysklands alliancepartner Østrig-Ungarn var reelt brudt sammen.

Det habsburgske monarki, unionen mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn, havde ellers stået som selve symbolet på det gamle, stolte Europa. Østrig-Ungarn havde høj status i begyndelsen af det 20. århundrede. Wien var rigets centrum, og byen var på denne tid en af Europas vigtigste metropoler.

Under den højkarismatiske borgmester Lueger havde byen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet markeret sig som et kulturelt knudepunkt for hele Europa. Antisemitten Lueger havde stået bag gennemgribende reformer. Borgmesteren havde blandt andet kommunaliseret gas- og elektricitetsværker og sporvognsdrift og fået bygget en lang række sygehuse og skoler.

Wien var ovenpå. Både inden for musik, arkitektur og kunst var byen uden sidestykke. Det var herfra, nye, provokerende og dagsordensættende værker udsprang. Vildskaben boede i Wien. Det gjaldt også inden for billedkunsten. I begyndelsen af århundredet husede byen en lang række af de mest markante og grænsesøgende europæiske kunstnere.

En af dem var Egon Schiele. Som dreng havde han siddet ved jernbanen i barndomsbyen Tulln nordvest for Wien og tegnet tog.

Drengens talent var tydeligt, hvilket blev understreget, da han i en alder af kun 16 år blev optaget på det prestigefyldte kunstakademi i Wien. Det skete i 1906, året før samme akademi afviste en ung mand ved navn Adolf Hitler.

Schieles far var død af syfilis. I sine sidste leveår havde han været psykisk syg som følge af lidelsen. Egon var kun 15, da faren døde, og oplevelserne var med til at lægge et alvorligt og tungsindigt skær over mange af den unge malers første værker. I studietiden lærte han Gustav Klimt at kende. Den verdensberømte billedkunstner var kendt for at tage unge talenter under sine vinger og fungere som deres mentor. Det var netop, hvad han gjorde med den unge Schiele, som han så et stort potentiale i. Klimt hjalp Schiele til at få sine værker med på en udstilling, som også præsenterede malerier af Gauguin, Matisse og Munch.

Schiele udviklede sin egen figurative stil. Han malede blandt andet en serie intense selvportrætter, og senere begyndte han at udforske kvindens seksualitet. Det var et provokerende træk på den tid, at Schiele malede portrætter af helt unge kvinder i seksuelt udfordrende situationer. For eksempel portrætterede han en helt ung pige, der onanerede.

Ved at udforske det erotiske felt lagde Schiele sig tematisk op ad psykoterapeuten Sigmund Freud, som også boede i Wien på denne tid, og som vakte opsigt med sine teorier om den undertrykte seksualitet som forklaring på menneskers psykiske problemer. Der var en rød tråd mellem det, Schiele og Freud foretog sig. Begge var de med til at sætte seksualiteten fri, og det kunne netop lade sig gøre i en by som Wien.

I sine unge år havde Egon Schiele masser af løse forhold til kvinder, gerne flere ad gangen, men som 24-årig mødte han Edith, som vendte op og ned på det. Egon forelskede sig, og han friede til Edith. De to blev gift året efter. Nu måtte det være et overstået kapitel med de løse forbindelser, der hidtil havde været en naturlig forlængelse af Schieles udforskning af den erotiske verden. Men hverdagen indfandt sig igen. Edith gav i sine dagbøger udtryk for, at hun oplevede en afstand til Egon, da først forelskelsen havde lagt sig. Hun følte sig ensom og tænkte, at det måske kunne være en løsning at få et barn.

I forsommeren 1918 fortalte Edith til Egon, at han skulle være far. På det tidspunkt var parret vendt tilbage til Wien, efter at Egon i en periode havde været indkaldt til militæret. Som anerkendt kunstner var han blevet forskånet for at blive sendt til fronten og havde i stedet været udstationeret i en krigsfangelejr mellem Györ og Bratislava. Her fik han en del af tiden til at gå med at portrættere russiske krigsfanger, som han var meget fascineret af.

***

Tilbage i Wien fortsatte Schiele sin tjeneste hos Forsvarsmuseet. Det passede ham godt, for det gav ham mulighed for at koncentrere sig om sit kunstneriske virke. De fleste timer tilbragte han i sit atelier i Wattmanngasse nær Schönbrunn-parken i det centrale Wien. Herfra var han vidne til wienernes pinsler.

Den østrigske hovedstad udviklede sig i løbet af 1918 til en desperat by. Ligesom i Berlin satte fjendens blokader et markant præg på folks hverdag. Det var svært at opdrive noget at spise, og byens borgere kunne stå i kø i timevis for blot at få en lille portion tynd suppe. Karin Michaëlis skrev i en af sine reportager:

“I Wien er der ikke kød at opdrive. Men kød kan undværes. Endnu har vi kartofler, og kaffe. Te og sukker kan også undværes, så længe vi har brød. Men vi mangler fedt. Og vi mangler mælk til de små børn. Mødrene er for underernærede til selv at have mælk i brystet. Mælkenøden er vel den største, den mest ubarmhjertige.”

Vinteren begyndte at sætte ind, og situationen blev værre for wienerne. Det var nærmest umuligt at opdrive kul. Byens borgere søgte ud i skovene omkring byen for at hente træ, som de forsøgte at få til at strække så længe som muligt i fyrene og kakkelovnene i de små lejligheder inde i byen.

Egon Schiele havde svært ved at holde varmen i sit atelier, hvor vinduerne var utætte, og der var koldt og fugtigt, men han arbejdede ufortrødent videre. Imens gik Edith hjemme i privaten og følte sig rastløs. Hun ville gerne ud at købe ind og snakke med folk, men den gik ikke. Den spanske syge var løs i Wien, og sygdommen var efter sigende livsfarlig, især for gravide. Derfor tillod Egon i denne periode ikke Edith at gå uden for en dør.

Edith nåede dog et punkt, hvor hun ikke længere kunne leve med at være spærret inde i lejligheden. Hun trodsede Egons forbud og gik ud i byen. Om det var på denne tur, Edith blev smittet, ved vi ikke, men der gik ikke længe, før hun begyndte at føle sig meget sløj. Da oktober gik på hæld, måtte hun blive i sengen og kunne næsten ikke foretage sig noget.

Den 27. oktober skrev Egon et brev til sin mor: “For otte dage siden fik Edith den spanske syge, og hun har nu fået lungebetændelse. Og hun er gravid i sjette måned. Sygdommen er ekstremt alvorlig og livstruende. Jeg forbereder mig allerede på det værste, for hun har konstant svært ved at få luft.”

Portrait of Dying Edith Schiele. Public Domain.

Allerede samme aften fik Edith det værre. Egon gav sig til at tegne. En sidste gang fangede han Ediths konturer og blik. På den skitsetegning, der kom ud af det, er der direkte øjenkontakt til Edith. Øjenlågene er lidt tunge og øjnene sørgmodige, det bølgede hår er ført tilbage og sat op. Ifølge Egon var Edith også selv bevidst om, at hun ikke ville overleve sygdommen. Samme aften skrev hun en sidste hilsen til ham på en lap papir:

“Jeg elsker dig for evigt, og jeg elsker dig mere og mere uendeligt og grænseløst.”

Næste morgen klokken otte var Edith død.

Egon følte sig også selv sløj. Han måtte nu håndtere såvel sorg som spansk syge på én gang. Feberen overtog hurtigt hans krop, og han begyndte at forberede sig på, at han nok måtte følge Edith i graven.

Da en svoger nogle dage senere kom forbi atelieret, fandt han Egon rystende af kulde og i alvorlig krise. Han tog Egon med hjem til sin varme lejlighed og fik en dame til at passe ham, men det var tydeligt, at den unge kunstner havde det virkelig dårligt. Konstant gled han ind og ud af bevidsthed og talte ofte i febervildelse.

På allehelgensaften, præcis tre dage efter Ediths død, trak Egon Schiele vejret for sidste gang. Det skete klokken et om natten. Ifølge svogeren var Egons sidste ord: “Nu er krigen ovre, alt bliver godt igen, og jeg må af sted.”

De skitser, Egon Schiele havde tegnet af sin Edith nogle aftener tidligere, blev hans sidste værker. Han efterlod også et ufærdigt maleri ved navn ‘Familien’. Det viser Egon, Edith og deres lille søn, som aldrig blev født.

***

“Tagene er hvide af tungtliggende sne. Østenvinden skærer gennem klæder og mure. Folket knæler på de kolde kirkers stengulve og håber på, at deres Gud lader kartofler og mel dale ned fra himlen,” skrev Karin Michaëlis i Politiken.

Wien var en by i dyb krise. Mange af samfundets centrale funktioner var brudt sammen. Ofte holdt sporvognene helt stille, og offentlige kontorer var lukket uden forklaring. Af samme grund er det svært at opdrive stålfaste tal på, hvor hårdt den spanske syge slog til i slutningen af 1918. Men kirkegårdene i den østrigske hovedstad fortæller deres egne historier om hele familier, der blev revet bort som følge af epidemien.

Egon og Edith Schiele var de mest markante navne på dødslisterne i Wien den vinter. Men de var blot to blandt mange. Sulten, frosten og den spanske syge tog rigtig mange liv. Byens læger fik af Krigsministeriet lov til at overtage de militærkøretøjer, som ikke længere skulle bruges ved fronten. Med speederen i bund hastede lægerne rundt i byen og forsøgte desperat at hjælpe folk, men som så mange andre steder virkede det af og til næsten nytteløst. Hospitalerne var overfyldte, og mange lå derhjemme og led.

På byens banegård strømmede flere og flere mennesker til. Hjemvendte soldater fra fronten, hulkindede og udsultede, som nu også skulle forsøge at klare sig i byen. Karin Michäelis skrev:

“Nyligt så jeg ved en af bybanens forstadsstationer et tog løbe ind med frontsoldater. Det regnede. Det var aftenmørkt. Hen over den høje dæmning klavrede, snublede og rullede snesevis af grå skikkelser, hver med sin lange sæk (…) Synet af de hjemvendende er ophøjet og rædselsfuldt. O, denne dødsenstræthed, disse udtærede, ældede og dog forventningsfulde – eller fuldkomment slukte – ansigter! Et gensynsskrig! Et gensynsgys! Her og der krammer en soldat sin oppakning ud og sælger alt, til klæderne fra kroppen, for at skaffe penge til det måltid mad, hvorefter han har sukket de sidste døgn. Våben og ammunition sælges. En ridehest med sabel bliver solgt for samme pris som et kilo chokolade.”

I vinterkulden blev Egon Schieles kiste den 3. november 1918 sænket i jorden på Ober Sankt Veit-kirkegården i Wien. Han efterlod sig over 3000 værker og et uudsletteligt aftryk som grænsebrydende kunstner.

***

Kilder:

Jane Kallir: ‘Egon Schiele – Love and Death’.
Tommy Heisz: ‘Den spanske syge’

***

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Klar til fest i London

2023 er året, hvor der er dækket op til den helt store fest og fejring i London, når kong Charles d. 3. skal krones.

Der sker ting og sager i det britiske kongehus. Det er aldrig kedeligt at følge med i sæbeoperaen på den anden side af Nordsøen.

Utroskab, svigt, skilsmisser og familieintriger. Afslørende dokumentarfilm, skandaler og dødsfald – både af den naturlige slags og af den pludselige, voldsomme og dybt tragiske slags.

”God Save the Queen” … Sådan har det lydt siden 1952, når briterne har spillet fodbold, rugby og cricket, og når de i alle mulige andre sammenhænge har hyldet sig selv som nation.

Nu får piben – eller hymnen – en anden lyd. For efter godt og vel 70 år med en dronning i spidsen, er briterne nu ved at vænne sig til at synge ”God Save the King”.

Det er ikke ligefrem nogen ungersvend, der har overtaget tronen, men derimod en aldrende herre på 74 år.

Men hvad er det egentlig for en institution, den gode Charles er blevet sat i spidsen for?

Det britiske kongehus har bestået i langt over 1000 år, men noget kunne tyde på, at fundamentet ikke er helt så solidt, som det tidligere har været. Den store splid og de mange skandaler kan risikere at være en tikkende bombe under Buckingham Palace.

Under alle omstændigheder skal det nok blive en fest. Kender man briterne ret, skal kong Charles 3. nok blive fejret med manér. Men spørgsmålet er, hvad der venter ham bagefter.

For nylig viste en meningsmåling blandt briterne, at 86 % gerne vil have et kongehus i fremtiden …. Altså blandt dem, der er 65 år og opefter. Hos de unge så det noget anderledes ud. Her ønsker under halvdelen, at Storbritannien også i fremtiden skal være et monarki.

Er det så en krise? Eller er det bare sådan, forskellen skal se ud mellem gamle og unge?

Det bliver vi lidt klogere på i det nye afsnit af podcasten Næste Side. For samtalen er denne gang med en forfatter, der ved alt hvad der er værd at vide om det britiske kongehus.

Lone Theils er journalist og har i mange år arbejdet som korrespondent i Storbritannien. Og så har hun for nylig skrevet en bog med titlen Diana – Eventyret, tragedien, myten.

Det nye afsnit af Næste Side kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

#5: Det tamme menneskedyr. Gæst: Thomas Thaulov Raab

#6: En royal tragedie. Gæst: Lone Theils

Wilhelms store drøm

“Når folk var raske, turde de ikke nærme sig de syge,” huskede Julie Hansen, som var 14 år, da den spanske syge kom til Søllested på Lolland.

Byen havde kun et par tusinde indbyggere, og der spredte sig hurtigt en stemning af angst og panik, huskede Julie:

“Det var umuligt at få hjælp udefra.”

‘Kirkely’ stod der på facaden af den rødstensvilla, hvor Julie boede sammen med sin mor, far, storebror og lillesøster. Huset lå tæt på byens kirke, så da epidemien var på sit højeste, kunne Julie sidde og følge med i alle begravelserne på tæt hold. Hun huskede det, som ringede klokkerne konstant.

Hver dag gik Julie til hånde i det gartneri, hendes storebror Wilhelm drev. Wilhelm var 30 år og ugift. Han var invalid og havde derfor svært ved at klare et almindeligt arbejde, men han havde altid været god til blomster og planter, og derfor havde han et par år tidligere startet sit eget lille gartneri på den ene hektar land, der hørte til familiens hus. I drivhusene spirede blomsterne og planterne.

Forretningen gik godt, og selvom baggrunden var tragisk, gik det under den spanske syge bedre end nogensinde før, huskede Julie:

“Vi brugte næsten al vores tid på at binde kranse. Kirkegården lå lige ved siden af gartneriet, og der var den ene begravelse efter den anden. Følget var som regel meget begrænset, for folk lå jo syge hjemme i sengene.”

Hver dag skyndte Julie sig hjem for at give en hånd med, så snart hun havde fri fra skole. Hun elskede at hjælpe sin bror med arbejdet. I gartneriet mødte hun alle de sørgende, der kom for at købe kranse på deres vej til kirke.

Særligt stort indtryk gjorde det på den unge pige, da byens købmand Sofus Jensen mistede sin unge hustru.

“Hr. og fru Jensen havde arbejdet så hårdt i deres købmandsbutik, og nu stod han alene tilbage med butikken og to små børn.”

I gartneriet bandt hun og broren 105 kranse, den dag købmandsfruen skulle begraves. “Vi var nødt til at bede en gartnerfrue fra en naboby om assistance, vi kunne simpelt hen ikke klare det alene. Det var så trist,” huskede Julie.

Søllested var en af de lollandske byer, der blev ramt hårdt under den spanske syge. Under epidemiens første bølge var der gået en tid, før den havde spredt sig til Lolland-Falster. Det var først sket sent i august, hvor man de fleste andre steder i landet havde registreret influenzaen allerede i juli.

De første tilfælde koblede de lokale læger til besøgende fra København. Langs jernbanestrækningen fra Nakskov til Kragenæs kunne man følge, hvordan sygdommen havde spredt sig. Selskabelige sammenkomster som foreningsballer og guldbryllupper gav mange nye tilfælde. En læge i Stubbekøbing konstaterede, at der var markant forskel på, hvordan sygdommen ramte de fattige og de mere velstillede:

“Hos arbejdere og husmænd med kun et eller to opholdsrum smittedes hele familien, mens hos velstillede gårdmænd med mange værelser og et soveværelse til hver person optrådte sygdommen hyppigt kun hos én person,” skrev han.

Heller ikke på Lolland-Falster havde den første bølge krævet mange liv, men helt anderledes så det ud, da oktober kom, og epidemien blussede op på ny.

I familien Hansens hjem var det Julies storebror Andreas, som en dag kom på besøg og bragte smitten med sig. Andreas ernærede sig som barber i Søllested og boede sammen med sin hustru Laurine i et hus længere nede ad vejen.

Julie gik i første omgang fri, men resten af familien blev syge. Julie fik som den eneste raske nok at se til med at passe de andre. Hun gav dem medicin, hun vaskede dem, når de fik næseblod, og hun skrubbede gulvet, når de havde kastet op.

Få huse derfra lå også broren Andreas syg sammen med Laurine, som var gravid. Julie løb derfor i pendulfart fra det ene hus til det andet for at hjælpe. Det meste klarede hun på egen hånd.

“Distriktssygeplejersken kom nogle gange forbi og gav os gode råd, men da hun var den eneste sygeplejerske i området, kunne hun ikke blive længe og hjælpe os. Hun forsøgte at hjælpe i de hjem, hvor alle lå i sengen og var hjælpeløse.”

I Kirkely kom familiens læge, dr. Thim, af og til på besøg. Han var ikke videre optimistisk, når han talte med Julies mor om chancerne for helbredelse, men både lillesøsteren, faren og moren fik det nu efterhånden bedre. Værre stod det til med Wilhelm. Med ham gik det kun ned ad bakke. Gartneriet var han slet ikke i stand til at tage sig af, så det måtte Julie klare på egen hånd ved siden af sin sygepassertjans. Udenfor var nattefrosten ved at sætte ind.

Wilhelm forklarede Julie, hvordan hun skulle tildække drivhusenes glas med store måtter for at isolere mod kulden og beskytte planterne.

“Til at begynde med forstod jeg ikke, hvad han mente, eller hvordan jeg skulle gøre det, men til sidst lykkedes det mig at klare det,” huskede Julie.

På et tidspunkt blev hun også selv syg.

“En eftermiddag måtte jeg bare gå i seng. Jeg var så udmattet, at jeg ikke længere kunne holde det ud.”

Hun slap dog med skrækken. Den 14. december kunne Julie fejre sin 15-års fødselsdag, men der blev ingen fest. Ingen huskede hendes fødselsdag det år, knap nok hende selv. Dagen før var hendes storebror Wilhelm nemlig død af den spanske syge.

“Jeg kan ikke huske, at der var andre med til begravelsen end min mor og mig. Far var lige kommet ud af sengen igen, og alle de andre lå stadig syge.”

I kirken talte præsten varmt om den unge gartner, som havde kendt alle i byen.

“Her ligger en mand, om hvem jeg med sikkerhed kan sige: Han havde ingen fjender,” sagde præsten.

De ord bar Julie med sig resten af livet. Hun var sønderknust over tabet af sin bror, og det gjorde hende trist, at gartneriet nu ikke kunne føres videre.

“Jeg, en pige på 15 år, forsøgte at drive gartneriet videre, men selvom jeg havde lært meget i løbet af de to år, jeg havde arbejdet der, vidste jeg slet ikke nok til at føre det videre.”

Kort tid efter parkerede en lastvogn foran familien Hansens hus i Søllested. Bag rattet sad en mand fra en herregård et andet sted på Lolland. Drivhuse, mistbænke og kasser med planter blev læsset på vognen, som snart efter forlod byen i østlig retning. Wilhelms store drøm, som han selv havde kæmpet for at indfri, blev på kort tid skilt ad og kørt væk. Mange år senere huskede Julie tilbage på det og sagde:

“Jeg græd, da de kørte bort med det hele. Det var en meget sørgelig dag, da det hele blev kørt væk. En sørgelig dag og en sørgelig tid.”

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Anbefaling: Abort i et historisk lys

Jeg faldt i et hul, da jeg en dag i påskeferien gik rundt i sommerhushaven og stablede brænde.

Jeg havde høretelefoner på, og jeg kom til at trykke play på første afsnit af podcastserien Retten til abort – en frihedskamp.

Inden jeg havde set mig om, havde jeg lyttet til samtlige episoder af podcasten. Undervejs var jeg i dén grad blevet både oplyst og underholdt.

Derfor følger her en uforbeholden anbefaling af serien.

Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen står bag – to vidende historikere og dygtige formidlere, der fører lytteren gennem adskillige årtier op til året 1973, hvor aborten endelig bliver fri.

Jeg har læst en del om emnet før, men fik nogle store aha-oplevelser undervejs. Fx da jeg hørte afsnittet om Mogens Holst Knudsen (1913-1982), en afholdt praktiserende læge i den sønderjyske by Toftlund. Han blev to gange i 1950’erne og 60’erne dømt og fængslet for at udføre illegale aborter, som han udførte uden at modtage betaling. En helt utrolig historie, som jeg aldrig var stødt på før.

Interessant er det også, at de to værter går så langt tilbage som til 1880’erne for at fortælle om, hvordan det danske samfund stille og roligt begynder at nærme sig et punkt, hvor kvinders ret til at bestemme over egen krop skal tages alvorligt.

Nå, ingen grund til at skrive så meget mere om denne fine serie – den skal jo lyttes.

Det kan du gøre lige her

Du kan også finde den på Apple, Podimo, eller hvor du nu plejer at høre podcast.

Læg også vejen forbi Dorthe Chakravartys hjemmeside, hvor du kan læse mere om de andre podcasts, hun producerer.

14-årige Ellen fra Stevns mistede sin søster og sin mor: ”Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade”

Foto: Lene Vendelbo

Ellen gik rundt og glædede sig til sin store dag. Den 6. oktober skulle hun konfirmeres, og hen over sommeren havde hun derfor trofast fulgt forberedelserne hos den lokale præst.

14-årige Ellen boede på en gård ved den lille landsby Lille Linde mellem Køge og Faxe sammen med sin mor og far og søstrene Karen Sofie på 12 år og Inger på to år. På gården boede også tjenestepigen Johanne.

Der var blevet talt en del om den spanske syge i landsbyen de seneste måneder. Ellen havde hørt mange historier, men endnu var ingen fra deres område blevet smittet. Men da konfirmationsdagen kom tæt på, blev der vendt op og ned på det.

Ellen gik til konfirmationsforberedelse sammen med sin gode veninde Rose. De to piger havde glædet sig til at opleve den store dag sammen, men da den endelig oprandt, kunne Rose ikke være med. Hun var syg af influenza og måtte derfor blive i sengen. Rose døde dagen efter, at Ellen blev konfirmeret.

Senere i livet huskede Ellen, hvor ked af det hun var blevet, da hun hørte om venindens død, og hun huskede også, hvor hårdt ramt Roses familie havde været af tabet:

“Forældrene gik til hendes grav hver eneste dag. Efter morens død en 5-6 år efter, kunne vi se hendes far i mørkningen stå lænet imod gravgelænderet og se på sine kæres grave.”

Hen over efteråret og vinteren blev Ellen vidne til, hvordan epidemien rykkede tættere og tættere på. Flere i landsbyen blev syge, og Ellens mor hjalp til, hvor hun kunne. En dag kom nogle naboer og spurgte Ellens far, om han ville hente deres søn på en gård seks-syv kilometer væk.

Faren fik den unge mand hjem i en sygevogn, og hver dag så Ellen sin mor gå over til nabofamilien sammen med sygeplejersken. Influenzaen var gået over i lungebetændelse, og den unge mand havde hårdt brug for hjælp.

Ellens families jul blev ikke påvirket af epidemien. Hun huskede den som en dejlig jul. Den unge pige, Johanne, som tjente i huset, og de to medhjælpere, som hjalp Ellens far i landbruget, blev der for at fejre højtiden sammen med dem.

Mellem jul og nytår var Johanne til en juletræsfest. Da hun kom hjem derfra, sagde hun, at nu havde hun sikkert fået den spanske syge med hjem, for der var en til festen, der havde haft den. Det var ikke noget, Ellen tog synderligt alvorligt på det tidspunkt. Folk snakkede konstant om den sygdom, og hver gang nogen følte sig det mindste utilpas, kaldte de det straks for spansk syge.

Men måske havde pigen faktisk reddet sig noget til den juletræsfest. For et par dage efter, nytårsmorgen, følte hun sig sløj og måtte blive i sengen.

“Nytårsaften havde vi tændt vores juletræ for sidste gang. Min søster Karen Sofie, Johanne og jeg sad sammen, og mor foreslog, at vi skulle synge en salme. Johanne havde det skidt og havde ikke lyst,” huskede Ellen.

Den 2. januar kørte Ellens forældre Johanne hjem, for det ville hun helst, nu hvor hun havde det dårligt. Samme aften sad Ellen i stuen sammen med sin 12-årige lillesøster Karen Sofie, da søsteren udbrød:

“Jeg har ondt i halsen, jeg tror, jeg har den spanske syge.” Ellen grinede: “Dig og din spanske syge.”

Karen Sofie var jo kun 12 år, og hun forestillede sig altid alle mulige ting, men der var desværre noget om snakken denne gang.

Næste morgen måtte Karen Sofie blive i sengen. “Vi var stadig ikke bekymrede, det lignede bare en almindelig omgang snue,” huskede Ellen.

Snart efter følte også Ellens mor sig sløj. Der kom en gæst på besøg, og Ellen huskede, hvordan hun havde set sin mor sidde og tale med gæsten, mens moren skar tobak til Ellens far. Hun så meget sløj ud.

“Jeg kiggede på min mor og sagde: ‘Jeg tror, du er mere syg end Karen. Du er frygtelig bleg,’” huskede Ellen.

Senere samme dag gik moren i seng. Det var tydeligt, at noget var galt, men det fik ingen i familien til at gå i panik. Der blev ikke målt temperatur, og der blev ikke ringet efter lægen.

Den 4. januar havde både Karen Sofie og moren fået det lidt bedre, men moren bad alligevel faren om at ringe til lægen, så han kunne undersøge datteren. Samme eftermiddag ved to-tretiden dukkede lægen op. Fra da af gik det ret hurtigt ned ad bakke med Karen Sofie.

“Min søster havde ikke været ret syg om morgenen, bare lidt ondt i halsen, men nu fik hun febervildelse. Om eftermiddagen kunne hun slet ikke kende os andre,” huskede Ellen.

Lægen konstaterede, at Karen Sofie havde fået lungebetændelse, mens moren endnu blot havde influenza. Men det var lidt underligt med Karen Sofie, for hun sagde selv stadig, at hun ikke havde ondt, kun en smule i halsen. Lægen gav hende kamfermikstur og salicyltabletter, og det fik hende til at klare en lille smule op, men snart gik det ned ad bakke igen for Karen Sofie.

“Far kom ind til mig, og jeg kunne se, at han græd,” huskede Ellen senere. “’Karen er meget syg,’ sagde han. ‘Hun får det vel bedre?’ spurgte jeg. ‘Vi kan kun bede til, at det sker,’ sagde han.” Herfra gik det rigtig stærkt.

Næste morgen ved syvtiden døde Karen Sofie. Det var naboen, som havde siddet og våget hele natten, der kom ind og fortalte det til Ellen: “Jeg stirrede bare på hende og sagde: ‘Og nu er det mig, der har ondt i halsen.’ Jeg brød hulkende sammen i tårer.”

Karen Sofies dødsårsag blev angivet som hjertelammelse. Måske havde hendes hjerte været svagt, fordi hun som lille havde haft difteri og strubehoste, hvor hun måtte have drænrør gennem halsen og lå på hospitalet. Ellen hørte senere i livet, at der måske kunne være en sammenhæng, men det vidste hun intet om dengang. Hun vidste blot, at hun aldrig mere ville komme til at tale med sin elskede søster.

De næste dage lå Karen Sofie i en hvid kiste hjemme hos familien. Ellen forsøgte at holde sig langt væk fra den.

“På den tid var det almindeligt at sige farvel til sine nærmeste, mens de lå i kisten. Jeg ville ikke. Jeg var bange. Til sidst blev jeg overtalt til alligevel at gøre det.”

Det øjeblik, hvor Ellen lod sit blik falde på den døde søster, brændte sig fast i hendes erindring:

“Karen havde næsten ikke forandret sig, hun havde jo ikke været syg særlig længe. Hun havde sin fine, hvide kjole på og et lille smil om munden. Hun lå i en hvid kiste. Det syn skal jeg aldrig glemme, det er et billede, jeg altid bærer med mig.”

To dage senere fik Ellen at vide, at også hendes mor havde fået lungebetændelse. Ellen forberedte sig på det værste: “Mor var i forvejen ikke af de robuste. Når vi piger spurgte: ‘Kan vi gøre det her til sommer’ eller: ‘Kan vi gøre sådan her til vinter’, svarede hun altid: ‘Måske, hvis vi altså lever så længe.’” Ellens frygt blev til virkelighed.

Den 8. januar hen under aften døde hendes mor. Hun blev 42 år. Hvor Karen Sofie stort set ingen smerter havde haft, var det en helt anden historie med Ellens mor. Hun fik meget stærke smerter i højre side af brystet, da lungebetændelsen satte ind. Ellen hørte sin mor sige, at det var, som om det skar med knive, når hun trak vejret.

I de kommende uger blev flere i den lille landsby syge. Ellen reddede sig også selv den spanske syge og gik glip af Karen Sofies begravelse, fordi hun lå i sengen. Der blev hun liggende i 14 dage. “Jeg husker, at jeg havde en forfærdelig hovedpine og ondt i ryggen. Når sygeplejersken kom for at give mig varme omslag, spurgte jeg, hvad min temperatur var. ‘Det fortæller man aldrig til en patient,’ lød hendes svar.”

Fra tiden omkring sin søsters og mors død huskede Ellen, at alle i byen rykkede sammen og hjalp hinanden. Også selvom alle vidste, hvor stor smittefaren var.

Ellens far kom sig aldrig helt over den tragedie, der havde udspillet sig i det lille hjem. “Far ville ikke acceptere tabet. Jeg kan ikke sige, at han gik fra forstanden, men det var tæt på. Han var overbevist om, at man kunne have gjort meget mere for at redde hans kone og datter. Han hørte en historie om en mand, som havde været meget syg, men som havde fået det bedre, og at denne mand havde fået portvin at drikke. Det gjorde ham rasende, at hans kone og datter ikke havde fået portvin. Han krævede at få en forklaring. Sådan var han omkring mange ting.”

Frustrationen og vreden kom også til at gå ud over nabokonen, som havde været med til at våge over Ellens mor, da hun var allermest syg. Sammen med sygeplejersken havde nabokonen været i soveværelset sammen med moren, mens Ellens far havde siddet og sovet i en lænestol i stuen. Han havde ellers sagt, at han gerne ville være hos sin kone, men den vrisne sygeplejerske havde sagt, at hun havde helt styr på sit arbejde og ikke havde brug for ham omkring sig. Han fik dem til at love, at de ville hente ham, hvis det blev værre.

Da han sad der i lænestolen og blundede, vågnede han pludselig med et sæt, fordi han fik en sær fornemmelse. Han rejste sig og listede ind i soveværelset, hvor hans kone sad op i sengen og sagde:

“De holder mig fast! Hvorfor holder de mig fast?” Han beroligede hende: “Der er ingen, der holder dig fast, læg du dig bare ned og få noget hvile.” Det blev de sidste ord, han udvekslede med hende. Kort efter var hun død.

En tid efter begravelsen fortalte nabokonen ham, at hans kone havde spurgt: “Hvor er far?”, og sygeplejersken havde svaret: “Han er i det andet værelse.” Sygeplejersken var blevet siddende, og nabokonen havde ikke turdet spørge, om hun skulle hente ham.

Ellens far blev så vred, at han i 15 år hverken talte til nabokonen eller så meget som skænkede hende et blik. Det store “hvorfor” blev i det hele taget ved med at hænge som en tung, mørk sky over det lille hjem på Stevns. Og det enorme savn. Skiftende husbestyrerinder flyttede ind de næste år for at løse den praktiske side af det hele, men hjemmet blev aldrig helt igen.

“Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade,” fortalte Ellen.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Dødens skib: Pandemien var med ombord

Da dræberpandemien ramte i 1918, var det amerikanske troppetransporter, som bragte influenzaen til Europa. Ombord på SS Leviathan faldt soldaterne som fluer for sygdommen på vej over Atlanten.

I Hoboken, New Jersey, lå skibet SS Leviathan i slutningen af september klar til afgang. Det mægtige skib var kronjuvelen blandt de mange amerikanske troppeskibe, som havde travlt i disse uger. Dagligt bragte skibene tusinder af friske soldater i land ved den franske kyst. USA’s præsident Wilson sendte så mange mænd af sted som overhovedet muligt i håb om at kunne gøre en hurtig ende på krigen. Han havde ellers et langt stykke hen ad vejen forsøgt at holde sit land ude af verdenskrigen, men i det lange løb var det ikke muligt.

Tyske ubåde havde ved flere lejligheder sænket amerikanske skibe. I 1915 omkom 128 civile amerikanere, da Lusitana blev torpederet og gik til bunds ud for Irlands kyst. Da Tyskland i 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig omkring De Britiske Øer, risikerede alle skibe, der nærmede sig Storbritannien, uanset nationalitet, at blive sænket. Det kunne amerikanerne ikke leve med. Den 6. april 1917 erklærede USA krig mod Tyskland.

SS Leviathan var paradoksalt nok et tysk skib. I 1913 var det med pomp og pragt blevet præsenteret som verdens største passagerskib. Skibet blev døbt Vaterland og indsat på ruten mellem Hamburg og New York. Da krigen brød ud i 1914, var Vaterland netop ankommet til USA, og kaptajnen turde ikke sejle tilbage over Atlanten af frygt for at blive angrebet af den britiske flåde. Først da USA trådte ind i krigen knap tre år senere, kom skibet ud at sejle igen. I mellemtiden havde USA’s hær taget det i besiddelse og omdøbt det til SS Leviathan. Nu blev det brugt til at fragte troppetransporter over Atlanten.

Kæmpeskibet egnede sig perfekt til formålet. Det var så solidt, at ingen tysk ubåd ville kunne sænke det, og derfor behøvede det ikke sejle med destroyer-eskorte. Der var masser af plads om bord. Som passagerskib havde det kunnet rumme 1165 passagerer. I ombygget tilstand som militærskib med tætte køjer var der plads til 6500 mand, og amerikanerne fandt snart ud af, at man faktisk kunne stuve endnu flere mænd sammen på skibet. Hvis soldaterne kunne deles om køjerne ved at skiftes til at sove, kunne skibet snildt rumme 11.000 mand, og der var brug for det. Meldingerne fra Europa var ikke til at tage fejl af. Generalen John Pershing havde fra Vestfronten meldt ud, at han ønskede op mod fire millioner friske soldater i løbet af det næste års tid.

På sin seneste rundtur havde SS Leviathan på hjemrejsen haft en 36-årig mand ved navn Franklin Delano Roosevelt på passagerlisten. 15 år senere skulle han blive valgt som USA’s præsident. I 1918 skulle han efter et ophold i Europa hjem til New York. Undervejs blev han, ligesom en række andre af skibets passagerer, syg af influenza, som også nåede at udvikle sig til lungebetændelse. Da Roosevelt nåede New York, stod hans hustru Eleanor og ventede på ham på havnen i selskab med en læge og en ambulance. Et telegram om hans sygdom var løbet i forvejen, og i al hast blev han bragt på hospitalet, hvor han kom sig. Den danske prins Axel var passager på samme rejse. Ifølge Roosevelt lykkedes det den danske prins og hans følge at holde influenzaen på afstand ved at drikke whisky på overfarten.

På rejsen fra Europa til Amerika i begyndelsen af september havde en del været syge, men det var intet sammenlignet med de rædsler, der skulle udspille sig, da SS Leviathan igen satte kurs mod Europa. Da skibet skulle sejle den 29. september, blev det i første omgang forsinket. Det havde været planen, at soldaterne skulle marchere fra en nærliggende militærlejr til kajen i New Jersey, men mange af dem var allerede så syge, at de knap kunne holde sig på benene under den ellers korte march.

Mand efter mand blev pillet ud af rækkerne og ført tilbage til lazarettet i militærvogne og ambulancer. For de fleste af mændene var det et stort nederlag, når de blev hentet. De havde set frem til at skulle følge deres deling hele vejen til fronten i Europa. Grædefærdige blev de syge mænd ført væk på bårer. Militærlægerne tog det meget alvorligt at få tjekket mændene grundigt inden afgang. Selvom den spanske syge havde været på retur i USA på det seneste, var influenzaepidemien stadig alvorlig. Troppetransporterne var et særligt sårbart sted. Det værste, der kunne ske, var at få smittebærere med om bord på et skib, hvor de skulle leve tæt sammen med tusindvis af andre soldater i små rum med elendig ventilation. Ad flere omgange havde militærlæger advaret mod at overfylde skibene, men det fik ikke de ansvarlige til at skære ned på antallet af soldater.

Tværtimod.

Flere og flere blev proppet på troppeskibene for hver afgang til Europa. Mændene var klar til at gøre hvad som helst for at komme med skibet. En soldat fortalte senere, hvordan han havde skjult sin feber ved at flytte termometeret op over tungen i stedet for at holde det under tungen, hvor lægen havde placeret det. Om bord på skibet blev mændene tjekket igen inden afgang. Før SS Leviathan satte ud, fik 120 mand ordre til at forlade skibet igen, fordi lægerne vurderede, at de var smittet med influenza.

Men da skibet endelig lagde fra kaj og begav sig ned ad Hudsonfloden, var der stadig mange smittede om bord. Det var umuligt for lægerne at fange alle tilfælde. Med en inkubationstid på et par dage kan influenza ikke konstateres i sin indledende fase. Allerede efter en dag på havet var 700 mand syge. Om bord på skibet var heldigvis også omkring 200 sygeplejersker, der skulle til fronten og gøre tjeneste. De fik travlt med at håndtere de mange patienter. På et skib så overfyldt som SS Leviathan, hvor der var langt flere soldater end køjer, var det en stor udfordring at få isoleret de syge fra de raske.

Det blev besluttet at inddrage en hel sektion af skibet til patienter, men der gik ikke længe, før der heller ikke her var sengepladser nok. På dag to døde den første af lungebetændelse, og derefter gik det stærkt. Allerede om natten til den 1. oktober kulminerede det hele i, hvad der i en officiel militærrapport senere blev betegnet som “et sandt inferno”. Sygeplejerskerne styrtede rundt for at komme soldaterne til hjælp. Der lød skrig og klageråb fra de mange senge, og det var ikke kun de syge, der gav lyd. Mange af de raske kunne ikke udholde det syn, der udspillede sig for deres øjne. Hostende og rallende patienter skiftevis spyttede og kastede op på dækket.

Blodet sprøjtede ud af næserne af mange af dem, og ingen havde tid til at tørre det op. De mange kropsvæsker omdannede løbegangene mellem sengene til skøjtebaner, hvor sygeplejerskerne måtte kæmpe for at holde sig på benene.

De forsøgte at give de syge vand og frugt, men mændene kunne ikke holde det i sig. Konstant skulle de hårdtprøvede sygeplejersker tage stilling til, hvem der var raske, hvem der var lidt syge, og hvem der var meget syge. Da skibet den 4. oktober ramte høj sø midt i Atlanterhavet, fik mange mænd det dårligt, men det var svært at afgøre, hvornår der var tale om søsyge, og hvornår det var influenza, og en fejlvurdering, der sendte en rask mand ind til de syge, kunne få fatale konsekvenser. På samme måde skulle mænd, der kun var syge af influenza, holdes på afstand af dem med livstruende lungebetændelse.

Med en hastighed på omkring 22 knob kværnede dødens skib videre på sin færd over Atlanten. Sygeplejerskerne fik næsten ingen søvn. De knoklede konstant for i nogle tilfælde at hjælpe mænd på højkant, i andre tilfælde for at lindre de sidste timer, inden døden indtraf. Flere og flere mænd fik lungebetændelse, og flere og flere døde.

Raske soldater parerede modvilligt ordre, når de i hold blev sendt ud mellem sengene for at samle de døde ind. Besætningerne om bord på troppeskibene havde fået ordre til at bringe døde i land, så de kunne få en ordentlig begravelse, men på flere amerikanske troppeskibe måtte man se stort på denne ordre. Smittefaren ved at beholde de døde om bord var for stor. På nogle skibe kastede man de døde i havet, på andre opbevarede man dem i skibets kølebokse.

Logbogen på SS Leviathan talte sit tydelige sprog om krisen om bord. En dag stod der: “Totalt antal døde: 21. Balsamørerne kan ikke holde trit med antallet af døde.” Senere på rejsen noterede kaptajnen: “Totalt antal døde: 45. Umuligt at balsamere ligene hurtigt nok. Tegn på begyndende forrådnelse hos nogle af dem.”

En strid storm blæste, da SS Leviathan ankom til den franske havneby Brest den 8. oktober 1918. I det øjeblik, skibet lagde til land, var det tydeligt for alle på kajen, at der var noget helt galt. De første folk vaklede fra borde. Soldater med frygt i øjnene. Sygeplejersker med tårer trillende ned ad kinderne. De havde været vidner til frygtelige scener om bord, men i det mindste var de levende.

Ud af de omtrent 11.000 soldater og besætningsmedlemmer, der havde bordet skibet i New Jersey, lå 2000 nu syge. Mange af dem var så dårlige, at de knap vidste, hvem de selv var. 70 var døde og måtte bæres fra borde i kister. De raske hastede i land for endelig at slippe væk fra smittereden. Ud over de 70, der var døde under sejladsen, omkom yderligere 31 i timerne efter, at skibet lagde til. De følgende dage blev dødstallet ved med at stige, efter at patienterne var blevet overført til hospitaler og feltlazaretter på land. Mareridtscenerne om bord på SS Leviathan talte deres tydelige sprog om, at den spanske syge var tilbage.

Anden bølge var i gang, og denne gang skulle den slå til med hidtil uset styrke. Også i Danmark.

*** 

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Tre søstre fra Nørrebro døde af epidemien med få dages mellemrum

Der var sort af mennesker på og omkring Assistens Kirkegård den eftermiddag i oktober 1918, hvor værkfører Jean Hansen måtte tage afsked med sine tre voksne døtre. Den spanske syge havde taget dem med få dages mellemrum.

Foredrag om den spanske syge - læs mere her

Avisreportere vurderede, at tusinder af mennesker havde fundet vej til kirkegården på Nørrebro. Midt i det hele stod en mand, der var opløst af sorg. Jean Hansen, værkfører på en lokal hesteskofabrik, var der for at sige farvel til sine tre døtre. To af dem var født på St. Croix, hvor Jean Hansen i slutningen af 1800-tallet havde fungeret som maskinmester på sukkerkogeriet i Christiansted.

De seneste år havde familien boet på Tagensvej på Nørrebro. De to ældste børn, sønnerne Fritiof og Hjalmar, var for længst flyttet hjemmefra, men de tre søstre, Asta på 30, Ellen på 28 og Karen på 25 år, var alle ugifte og boede hos faren på Tagensvej. Moren var død fem år tidligere.

Nu havde en tragedie ramt værkfører Hansen. Den spanske syge havde fundet vej til hans hjem og havde i løbet af kun fire dage frarøvet ham alle hans tre døtre. Politikens reporter var med ved begravelsen og skrev:

“Da dørene åbnedes til kapellet, trængte alle disse mange mennesker på, og det så et øjeblik helt livsfarligt ud, men stedets alvor greb snart alle sind, og efter at kapellet var fyldt til sidste plads, blev de øvrige roligt stående på kirkegården.”

Samtlige arbejdere samt direktøren fra hesteskofabrikken var til stede for at vise værkfører Hansen deres dybeste medfølelse, men intet har kunnet dæmpe meningsløsheden og sorgen for den midaldrende mand, der har kunnet stå i kirkens kapel og betragte tre hvide kister smykket med en dekoration af røde roser og grønt.

Forrest stod den ældste 30-årige datter Astas kiste, bagved den 28-årige Ellens og den 25-årige Karens. På hver kiste lå en krans fra fabrikken, ligesom også lærernes og lærerindernes vikarforening, hvor de to yngste søstre var medlemmer, havde vist deres sympati.

Pastor Frandsen fra Simeonskirken var selv stærkt bevæget, da han skulle holde sin prædiken. Der hørtes højlydt hulken rundtomkring, mens han kæmpede med at få de højtidelige ord over sine læber. Præsten sagde, at døden i særlig slem grad havde hærget dette hjem på Nørrebro. At den havde frarøvet hjemmet dets tre solstråler på én og samme gang. Tre piger, som ellers havde vist glæde ved deres arbejde og altid spredt glæde i hjemmet.

Præstens tale indeholdt også historien om, hvordan det var gået for sig, da døden var kommet efter de tre søstre. Da den ældste datter var død, havde faren ikke turdet fortælle det til de to andre. De lå nemlig allerede syge, og han ville ikke gøre dem bange for selv at skulle dø. Men da datter nummer to få dage efter også gik bort, havde han ikke længere kunnet bære smerten og sorgen.

Den yngste datter, 25-årige Karen, vidste nu godt, hvad der ventede hende. Ifølge faren havde hun været helt afklaret med det. Hun havde ladet sin far forstå, at hun følte sig klar til at dø. Hun sang salmen ‘Altid frejdig når du går’ for ham og gik derefter over i en sang, hun havde lært af sin afdøde mor. Stroferne til ‘Nu lukker sig mit øje’ blev, ifølge præsten, de sidste ord fra Karens mund, før hun stillede åndede ud.

Præsten endte sin tale med at bede de to sønner om at styrke og støtte deres far. Til tonerne af ‘Dejlig er jorden’ bar arbejderne fra hesteskofabrikken de tre kister ud. Slægt skal følge slægters gang. I familien Hansen var der vendt op og ned på det hele. Det var ikke meningen, at en far skulle stå og overvære jorden blive kastet på sine tre døtres kister, som det nu skete for Jean Hansen. Først kom Astas kiste, derefter Ellens og så Karens. Den stærkt grebne, store forsamling fulgte i dyb bevægelse de tre kister til fællesgraven på kirkegårdens nordlige ende tæt på Jagtvej, hvor trafikken trak sig forbi i en fast rytme på den anden side af muren.

***

Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

God premiere på nyt foredrag om kvinder i krig

For nylig lagde jeg vejen forbi Christianshavn for at holde et foredrag, arrangeret af menighedsplejen ved Christians Kirke.

Det blev en skøn aften og en god premiere på mit nye foredrag, der bygger på bogen Blod under halvmånen – med særlig fokus på nogle af de kvindelige stemmer, der er med i bogen.

Gennem sygeplejerskerne Marie Bournonville og Valborg Hjorth og kvindesagsforkæmperen Mabel Stobart kommer vi tæt på de rædsler, der udspillede sig i den glemte krig, der viste sig at være et præludium til 1. verdenskrig.

Der er allerede løbet flere bestillinger ind på foredraget. Jeg glæder mig til at skulle rundt i landet med det.

Læs mere om alle mine foredrag her

Kokain blev set som et vidundermiddel

De fleste af os kan nok blive enige om, at ingen anden cola smager helt som Coca-Cola. Opskriften bag den berømte, amerikanske læskedrik har altid været omgærdet af mystik. Jeg husker, hvordan vi i min skoletid i 1980’erne med store øjne udvekslede historier om den hemmelige opskrift, der befandt sig i Atlanta, Georgia. Der havde den ligget gemt for offentligheden, siden Dr. John S. Pemberton bryggede den første Coca-Cola i 1886.

Opskriften er nu ikke så hemmelig længere. For nogle år siden fandt folkene bag radioprogrammet This American Life frem til den. Det betyder, at alle og enhver i princippet kan begynde at brygge sin egen cola. Men inden du begynder på det, er der lige noget, du bør vide: Mindst én af ingredienserne fra 1886 er ikke længere at finde i den cola, de sælger i din lokale kiosk.

I begyndelsen var der nemlig kokain i Coca-Cola.

Da den søde drik kom på markedet, blev den lanceret som et rent vidundermiddel. Disse magiske dråber kunne tilsyneladende løse alverdens problemer. Gik du rundt og var deprimeret? Coca-Cola kunne få dig på toppen igen. Døjede du med tandpine? Coca-Cola dulmede smerterne. Menstruationssmerter? Coca-Cola var svaret på det hele.

Kokainen – den i vore dage utænkelige ingrediens – var i høj grad med til at give drikken sin store popularitet. Da Coca-Cola kom til verden, var kokainbegejstringen i USA nemlig på et absolut high.

Tvebakker med kokain

Kokain udvindes fra kokablade. At kokaplantens lancetformede blade indeholdt et stof med kraftig effekt på mennesker var slet ikke ny viden i 1886. I Andesbjergene havde sydamerikanske indfødte i tusinder af år gumlet løs på de grønne blade for at nyde effekten. Ved vedvarende tygning afgiver bladene et alkaloid, som virker opkvikkende og medfører øget udholdenhed. Samtidig kan det få en til at glemme og undertrykke sult gennem længere tid.

Virkningen havde selvfølgelig været kendt af europæerne, siden de kom til Amerika i slutningen af 1400-tallet, men det førte aldrig til, at folk begyndte at gå rundt og tygge på kokablade i Europas storbyer. Det store gennembrud lod vente på sig.

Det kom først for alvor, efter den tyske kemiker Friedrich Gaedcke i 1855 lykkedes med at udvinde og isolere det virkningsfulde alkaloid fra kokabladene. Dermed kunne man begynde at bruge det på helt nye måder, blandt andet i form af koncentrerede dråber og senere som et hvidt pulver – det, vi i dag forbinder med ordet kokain.

Inden længe blev stoffet fast inventar i lægetasker, for det viste sig at kunne lidt af hvert: ”Blot en ubetydelig dosis af kokain giver en følelse af frigjorthed og forøget åndelig og legemlig kraft, samtidig med at den bortjager alle bekymringer og sorger,” skrev avisen København i 1901 om stoffet.

Otte år tidligere havde samme avis forklaret sine læsere: ”Kokainet er et hvidt, krystallisk pulver og har forskellige værdifulde egenskaber, der gør det til et vigtigt lægemiddel. Det kan anvendes som afvænningsmiddel mod morfin, og når det indsprøjtes under huden, virker det som modgift ved morfinforgiftninger. Endvidere benyttes kokainet ved øjen- og tandoperationer, da det har den mærkelige virkning at fremkalde lokal følelsesløshed, så at operationen kan foretages smertefrit for patienterne.”

Den slags små, oplysende artikler om kokainens fortræffeligheder var meget almindelige i både danske og udenlandske aviser omkring århundredskiftet. I 1892 kunne Dagbladet berette om et eksperiment med en deling soldater i Rumænien: ”I Bukarest er der ved forskellige troppeafdelinger blevet gjort forsøg med næringsmidler, hvori der var blandet kokain. Den 12 mil lange strækning (ca. 90 km, red.) fra Tergovift til Bukarest blev tilbagelagt i 11 timer, og under marchturen blev der uddelt kokain i form af bitter og tvebakker til mandskabet og hestene,” kunne avisen berette.

Resultaterne var forbløffende, fremgik det: ”Ved mandskabets indmarch i byen blev det konstateret, at soldaterne var fuldstændig sunde og friske på én eneste undtagelse nær; han måtte udhvile sig på grund af træthed; men kunne dog snart efter atter fortsætte marchen i række og geled med sine øvrige kammerater.”

Populære dråber

På Korsika fik kemikeren Angelo Mariani i begyndelsen af 1860’erne en god idé: Han begyndte at fremstille kokain-vin. En rødvin fra Bordeaux blev blandet med dråber fra kokaplantens blade. Alkoholen i vinen skulle forstærke kokainens effekt. Og det virkede tilsyneladende. Mariani-vinen fik stor succes.

I løbet af de næste årtier meldte en lang række toneangivende personer sig i hyldestkoret for de saliggørende dråber. Selveste Paven var angiveligt fan. Opfinderen Thomas Edison berettede om, hvordan Mariani-vinen hjalp ham med at holde sig længe vågen.

Efter sigende gav kokain-vinen styrke, energi og øget vitalitet. Selv personer, der under normale omstændigheder var afholdsfolk, flåede gerne proppen af en flaske Mariani-vin. Andre fremtrædende personer eksperimenterede på samme tid med kokain i andre former. I publikationen ’Über Coca’ hyldede en ung Sigmund Freud i 1885 således kokainens fortræffeligheder.

Europa var i kokain-ekstase, og det samme gjaldt Amerika. Det var med det udgangspunkt, Dr. John S. Pemberton i 1886 skabte sit verdenshistoriske læskedriksprodukt i Atlanta, Georgia. Han vurderede dog, at de amerikanske forbrugere ville tage bedre imod en sukkerdrik end et alkoholisk produkt. Coca-Cola blev amerikanernes egen variant af den populære Mariani-vin.

I de næste årtier fulgte en række andre medicinske håndkøbsprodukter på markedet, hvor kokain var en central ingrediens. Begejstringen var stor. Kokain havde en mærkbar effekt og virkede umiddelbart ikke til at have nogen ulemper.

Det skulle snart vise sig ikke at holde helt stik.

London var fyldt med kokainister

Kokain er et ekstremt vanedannende stof. Det har nutidens forskere bevist gennem et utal af forsøg. I et af dem trykkede en kokain-afhængig abe et håndtag ned 12.800 gange for at få en dosis til. Andre forsøg har vist, at afhængige dyr er klar til at vælge mad fra, hvis de kan få et skud kokain mere.

Stoffets uheldige sider begyndte så småt at komme for en dag i slutningen af 1800-tallet. Det kunne man for eksempel læse i den danske Folkets Avis, som i 1901 rapporterede om problemer med kokain i England:

”For 14 år siden indførte en fornem engelsk dame fra et besøg i New York et nyt beruselsesmiddel, kokain. Det var dengang det fineste, amerikanerne kendte, og englænderne skulle selvfølgelig også prøve giften. Moden slog imidlertid ikke an, hvorfor det aner man ikke, men faktum er, at da de engelske læger i 1894 afholdt en kongres, og kokainsygen kom på tale, kendte kun de færreste dens frygtelige bivirkninger.

Men nu har sagerne taget en anden drejning. Lægerne er oversvømmet af kokainpatienter, og mange af lægerne er selv faldne som ofre for giften. For tiden skal størsteparten af Londons videnskabsmænd, læger, politikere og kunstnere være kokainister. Giften indtages ligesom morfin gennem indsprøjtning, og der følger ikke som ved morfin straks en ubehagsfornemmelse eller angstfølelse efter.

I næsten samme øjeblik som væsken er kommen ind i blodet, følger den følelse af spændstighed og livskraft, som morfinen og opiet også frembringer, men blot i endnu højere grad. Følgerne af kokainet er dog lidt forskellige fra morfinens, således virker den uhyggelige gift først og fremmest på folks moral. Enhver kokainist stjæler som en ravn, og når en herre eller en dame kommer ind på et apotek og forlanger kokain, bliver der sat vagt over dem, for at de ikke skal hugge noget. Samtidig ægger giften folks lyve- og overdrivelsesdrift,” skrev avisen.

Samme år kunne man i avisen København læse følgende om kokainens virkning: ”Er det for eksempel en forfatter, sagfører eller præst, der er forfalden til kokain, viser giften sig i begyndelsen som en trang til at tale med mange overflødige ord. Han henfalder til en trættende svada, hvor ordene idelig omskrives og omforklares, og munden står ikke stille på ham fra morgen til aften. En mængde bøger, hvis bredde ærgrer læserne, er skrevet fra begyndelsen til ende til anden i en stedsevarende kokainrus.

På et senere stadium mister kokainistens evnen til at drage slutninger. Han tumler med fantasifulde planer, som aldrig bliver til virkelighed og taber følelsen af ret og uret. Hele hans væsen og tænkemåde forandres, han bliver hemmelighedsfuld, egensærlig og uhæderlig og synker i moralsk henseende så dybt som det er muligt.

Til sidst indfinder forfølgelsesvanviddet sig. Ofret går i en bestandig rædsel for at blive overfaldet eller bestjålet. Om natten vandrer han op og ned i sit værelse med en ladt revolver og leder efter voldsmænd og tyve under sengen eller i krogene. Det er et komplet delirium, som i reglen ender med selvmord.”

Denne beskrivelse fra en dansk avis er altså 117 år gammel. Det er slående, hvor tæt den ligger på de ord, man i 2018 kan finde på Sundhedsstyrelsens side: ”Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes – også angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Set udefra virker en person på kokain over-aktiv, selvcentreret, dominerende og svær at snakke ordentligt med. Pupillerne er store og musklerne spændte. Ved jævnlig brug kan der komme alvorlige psykiske symptomer: Sygelig mistænksomhed, angst, anspændthed og/eller depression. Efter længere tids brug af kokain er der risiko for udvikling af en psykose præget af vrangforestillinger (paranoia, forfølgelsesvanvid). Skræmmende fantasier opleves som virkelige. Man får syns- høre- og følehallucinationer, der giver stærk angst og uro. Samtidig er man klar og ved fuld bevidsthed – man har blot ingen indsigt i egen tilstand.”

Claus Juul Løland, lektor og ph.d fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, har til Videnskab.dk sagt om kokainens virkning: ”Hos nogle mennesker kræver det kun, at man prøver kokain én enkelt gang, før det får alvorlige konsekvenser (…) Jeg har tidligere talt med en kokainmisbruger, som sagde, at første gang han tog stoffet, føltes det helt fantastisk. Der gik et ’sus’ igennem kroppen. Alle de andre gange i hans ti år lange misbrug blev derimod jagten på den første gang. Det kom aldrig tilbage. Hjernen husker, hvor fantastisk det føltes, da man tog kokain første gang. Derfor vil den konstant jage den følelse, og det er en af grundene til at man bliver afhængig.”

I 1903 kunne Nationaltidende berette om, hvordan en fransk læge havde undersøgt flere kokainafhængige patienter. Lægen omtalte ”en nervøs familiefar, der først havde benyttet kokain mod snue, men som lidt efter lidt havde vænnet sig til at bruge 3 gram daglig. Foruden at hans eget helbred blev aldeles nedbrudt, blev af hans to børn, der fødtes efter den tid, det ene idiot, det andet mikrocefal (misdannet hoved, red.), mens hans tidligere fødte børn var fuldstændig sunde.”

Avisen fulgte det uhyggelige eksempel op med at bringe en ”indtrængende advarsel til vore medmennesker mod overhovedet at benytte kokain o.l. Tusind gange hellere finde sig tålmodigt i lidt smerte.”

Stoffernes svar på champagne

Kokain var for alvor kommet til debat. Allerede i 1904 fjernede Coca-Cola stoffet fra ingredienslisten. Virksomheden valgte dog at holde fast i drikkens kokainklingende navn, ligesom de røde og hvide farver fra det peruvianske flag også blev bibeholdt.

Også fra apotekernes hylder forsvandt stoffet med tiden, men der gik nu mange årtier, før det var helt væk. I 1920’ernes USA blev kokain for eksempel solgt i Gray’s Catarrh Powder – en hostemedicin, som indeholdt kokain med en renhedsgrad tæt på det, der årtier senere blev solgt illegalt på gaderne i 1980’ernes USA.

Det helt store kokainboom oplevede USA i 1970’erne. Selvom man vel egentlig burde vide bedre så mange årtier efter stoffets uheldige virkninger var kommet frem i lyset, blev de ufarlige sider ved kokainen fremhævet igen og igen, da jetset-miljøerne i Los Angeles, New York og andre storbyer begyndte at aftage store dele af de forsyninger, colombianske narkobaroner bragte til landet.

”The Champagne of Drugs,” kaldte New York Times stoffet i en artikel i 1974. Påstanden, der blev gentaget igen og igen, var, at kokain løftede sindet, hvor andre af datidens stoffer som pot og marihuana kun trak en ned. Og at kokain i øvrigt slet ikke var så farligt og vanedannende som heroin. Stoffet fik brugeren til at føle sig kreativ og medførte ikke kriminelle tilbøjeligheder, hed det sig. Selv fra officielt hold blev kokainens mørke sider underdrevet. Da Det Hvide Hus i 1975 udgav en hvidbog om stoffer, blev kokain klassificeret som et lavrisiko-stof.

Magasinet Newsweek skrev i en reportage i 1977, at kokain efterhånden var så almindeligt som Dom Perignon og kaviar i storbyernes jetset-miljøer. ”Nogle sender det rundt på sølvfade sammen med pindemadderne,” konstaterede magasinets reporter, som også beskrev hvordan stoffet gav brugeren mere energi og højere selvtillid. Musikmagasinet Rolling Stone døbte vidunderstoffet ”America’s Star Spangled Powder”.

Samtidig gjorde en række fremtrædende kulturpersonligheder op gennem 1970’ernes deres for at markedsføre kokain som et overskudsstof. Skuespilleren Jack Nicholson inviterede til fester, hvor det hvide pulver lå i bunker på bordene. Eric Clapton sang om kokain, og gonzojournalisten Hunter S. Thompson tog en bane til morgenmad sammen med æg og bacon og skrev begejstret om virkningen.

I 1979 viste en undersøgelse, at 22 millioner amerikanere havde prøvet kokain. Antallet var blevet mangedoblet på ganske få år. Filminstruktører, forfattere, rockstjerner og skuespillere holdt kokainfanen højt. En udbredt selskabsleg, når stjernerne holdt fest, hed ”Cocaine Chicken”. En lang stribe kokain blev anrettet på et bord, og to kombattanter startede fra hver sin ende for at se, hvem der kunne få mest indenbords, før de mødtes på midten.

En af de bedste til den disciplin var skuespilleren John Belushi.

Den store nedtur

USA skulle snart vågne op, og netop John Belushi spillede en central rolle i det skifte. Den buttede mand med det krusede hår og det store komiske talent, som han blandt andet foldede ud i programmet Saturday Night Live, blev den 5. marts 1982 fundet død på et hotelværelse på Sunset Boulevard i Los Angeles. Dødsårsagen var en såkaldt speedball – en indsprøjtning af kokain og heroin samtidig.

Omkring den tid begyndte det at stå klart for de fleste amerikanere, at kokain ikke var så problemfrit et stof, som man først havde troet. Der blev oprettet hotlines, som straks blev oversvømmet med opkald fra folk, der fortalte, at de var afhængige, og at de led af depressioner og tvangstanker.

Ronald Reagan var kommet til som præsident i 1980, og han erklærede straks krig mod stoffer og oprettede The Office of National Drug Control Policy, som koordinerede lovgivning, politiindsats og diplomatisk pres mod forsyningskilden Colombia. Tonen skiftede i medierne. Kokain havde ikke længere det glamourøse og ubekymrede præg som tidligere. Og det var da heller ikke længere kun de velhavende, der tog kokain.

Colombianske narkobaroner havde oversvømmet det amerikanske marked i en sådan grad, at priserne var dykket til et niveau, hvor almindelige mennesker kunne være med. Samtidig dalede kvaliteten. 1970’ernes kokain med høj renhedsgrad blev nu erstattet af fattigmandsudgaven crack – et urent produkt med en klumpet substans, som indeholdt rester af kemikalier. Crack skulle ryges i stedet for sniffes. Glansen var gået af kokain. Det var ved at udvikle sig til et taberstof.

De seneste årtier har brugen af stoffet igen været i stor vækst. I 2017 døde 14.556 amerikanere af kokainoverdosis. Antallet er mangedoblet siden 1980’erne. I Europa er Storbritannien et af de lande, der har størst problemer med kokain. Her vurderes 2,25 % af den voksne befolkning at bruge kokain. Antallet er blevet firedoblet på bare 20 år.

Også i Danmark kan man notere sig et stort forbrug. Forrige år konkluderede en rapport udarbejdet for Sundhedsstyrelsen, at kokain er blevet det mest dominerende stof i hele landet. Stoffet udgør 75 procent af politiets beslaglæggelser i de fem største byer.

I 2016 blev en container med 310 kilo kokain beslaglagt i Esbjerg. I den forbindelse udtalte misbrugsekspert Henrik Rindom til Politiken, at kokain er blevet et voldsomt populært stof – også i kredse, der ikke normalt betragtes som misbrugere: ”Det er nemt at få fat på, og det findes overalt. Til forskel fra andre stoffer bruges det af alle sociale grupper – lige fra den gadeprostituerede til direktøren, lægen og advokaten.”

***

Artiklen blev oprindeligt bragt i POV International.

Kilder:

https://www.independent.co.uk/news/uk/this-britain/drug-that-spans-the-ages-the-history-of-cocaine-6107930.html

https://www.emedicinehealth.com/cocaine_abuse/article_em.htm#how_and_why_do_people_abuse_cocaine

https://www.nytimes.com/2010/08/01/books/review/Perkinson-t.html

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvordan-pavirker-kokain-hjernen

https://www.nytimes.com/interactive/2017/06/05/upshot/opioid-epidemic-drug-overdose-deaths-are-rising-faster-than-ever.html

https://www.telegraph.co.uk/travel/maps-and-graphics/cocaine-consumption-by-country/

https://www.unodc.org/wdr2017/field/WDR_2017_presentation_lauch_version.pdf

https://politiken.dk/indland/art5607389/Danskerne-har-fjerdeh%C3%B8jeste-forbrug-af-kokain-i-EU

https://www.dr.dk/nyheder/indland/kokain-eller-alkohol-hvad-er-farligst

En række udgaver af Dagbladet, København, Folkets Avis og Nationaltidende, alle fundet ved hjælp af Mediestream.

Den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn

Da Lillebæltsbroen blev indviet d. 14. maj 1935, var den kombinerede vej- og jernbanebro Danmarks hidtil største byggeri og et stærkt symbol på, at landet styrede mod bedre tider efter krisetiderne i begyndelsen af årtiet.

Alting var i bevægelse.

I midten af 1930’erne slog det for alvor revner under det gamle Danmark, og det nye var ved at finde sin form. Et af de stærkeste symboler på forandringen var den nye Lillebæltsbro, som blev indviet den 14. maj 1935. Den gamle færge blev taget ud af drift, og Danmarks første lyntog blev samtidig sat på skinner. Fra den ene dag til den anden blev rejsetiden mellem København og Aalborg forkortet fra ti timer til seks en halv.

Lillebæltsbroen var det hidtil største byggeri i Danmark. Den 57 meter høje og 1.125 meter lange kombinerede vej- og jernbanebro over Lillebælt stod som et stærkt symbol på, at Danmark styrede mod bedre tider. Med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var man ved at lægge de hårde kriseår i begyndelsen af 1930’erne bag sig. Den monumentale bro og de topmoderne dieseldrevne lyntog fortalte historien om et progressivt, fremadbrusende land.

På åbningsdagen nåede Kong Christian knapt at holde sin tale, før utålmodige fynboer sprængte politikæden og satte i løb over bilbroen. Herefter fulgte kolonner af fynske biler, pyntet med bøgeløv, og ført af mænd med høje hatte. Og samtidig blev lyntogene Kronjyden og Østjyden sluppet løs på jernbanebroen ved siden af. Topmoderne tog, der med en rasende fart af 120 kilometer i timen kunne fragte passagerer fra den ene ende af Danmark til den anden på uhørt kort tid.

Trafikminister Friis-Skotte talte bevæget om, hvordan broen – den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn, som aviserne kaldte den – knyttede Danmark tættere sammen. Og digteren Hans Hartvig Seedorf skrev et hyldestdigt, hvor de sidste strofer lød:

En Drøm om Fremtid hviler paa de stærke,

de støtte Piller, – staar der Lykke bag?

Eet ved vi, – at det næste Nu skal mærke

hvor denne Vej har omskabt Folkets Dag.

Det er, som selv vi hører Tiden vende

ved dette møde mellem Kyst og Kyst –

Fuldført er Værket; Broens faste Spænde,

Der samler Bæltet under Danmarks Bryst.

”En drøm om fremtid,” skrev Hartvig Seedorf. Drømmen om alt det nye, det moderne, var allestedsnærværende i Danmark i midten af 1930’erne. Aviserne og bladene skrev side op og side ned om lyntog, automobiler og flyvemaskiner. Alt var i bevægelse.

I eftertiden er 1930’ernes Danmark ofte blevet forbundet med økonomisk krise, elendighed og krigsfrygt. Men der var også andre kraftige strømninger i det danske samfund. Den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, var uden sammenligning den største og mest dybtgående krise, den vestlige kapitalistiske verden havde været udsat for.

Den ramte også Danmark hårdt med stor arbejdsløshed til følge, men det var primært landbruget, der blev ramt. Den danske industriproduktion var forholdsvis beskeden, og der blev mest produceret til hjemmemarkedet.

Landbruget, derimod, levede af eksport, først og fremmest til England, og som så mange andre lande reagerede englænderne på krisen med protektionisme. Man forsvarede sin egen produktion ved at lukke næsten helt ned for import. Det ramte de danske landmænd hårdt, og i begyndelsen af 1930’erne steg antallet af tvangsauktioner på landet dramatisk.

Krisen på landet satte ekstra skub i den bevægelse fra land til by, som havde stået på i flere årtier. I løbet af 1930’erne forsvandt 145.000 fra landbruget, og stort set alle søgte mod byerne. Det var den bevægelse, der i løbet af 1930’erne fik balancen til at tippe én gang for alle: Danmark var nu ikke længere et bondesamfund, men et industrisamfund.

Et industrisamfund er også et bysamfund. Forandringen handlede ikke kun om, hvad folk var beskæftiget med, men også hvordan de levede. Ikke mindst i deres fritid – et begreb, der også hørte det nye Danmark til. I de elektricitetsoplyste byer meldte den moderne verden sig nu for fuld kraft. Gaslamperne var efterhånden forsvundet helt fra bybilledet, og i 1936 blev København lyst op af 5.000 automatisk styrede ellamper.

Ikke bare i det offentlige rum, men også i hjemmene, revolutionerede elektriciteten danskernes hverdag. Folk anskaffede sig strygejern, vaskemaskiner og støvsugere. Lysekroner med elpærer, elektriske komfurer og radioapparater. Koks, petroleum og gas måtte vige. I ugebladene kunne man læse artikler om den elektriske husmor, og i hovedstadens stormagasiner kunne man køre på elektriske rulletrapper, mens facaderne i aftenmørket lyste op i et hav af neon.

Rutebiler, lastbiler og hyrevogne blev en markant del af gadebilledet. I 1936 var der indregistreret 135.000 automobiler i Danmark, et antal der var steget med omkring 50.000 siden depressionens begyndelse. Midt i 1930’erne åbnede også den første S-togstrækning i København, og i 1936 blev det muligt at flyve til Aalborg fra Kastrup Lufthavn, der var åbnet 11 år tidligere.

Nogle historikere har kaldt perioden for det moderne gennembruds anden fase. Mobilitet og bevægelse var tidens store mantra. Ud over Lillebæltsbroen blev der i midten af 1930’erne også bygget bro over Storstrømmen og Limfjorden. Broerne vidnede om Danmarks tekniske formåen. Og de fortalte samtidig historien om et samfund, som var i hastig bevægelse fremad.

Det var den tidsånd, arkitekten og filmskaberen Poul Henningsen (PH) i 1935 ville portrættere i den stærkt omdiskuterede Danmarksfilmen. Filmen viste klassiske danske landskaber, men ikke som stillestående, idylliske postkort. Derimod var dynamikken, bevægelsen og fremskridtet hele motoren i filmen, som PH tænkte som hyldest til det moderne Danmark, hvor natur og industri gik op i en højere enhed. Rastløse optagelser af maskiner, færger, toge og biler i konstant bevægelse. Roterende vindmøller, kværnende industrimaskiner og traktorer.

PH ville skildre den frigørelse af mennesket, som den teknologiske udvikling medførte i datidens Danmark. Filmen var et meget præcist portræt af de brydninger, der fandt sted i de år, men alligevel blev den en kæmpefiasko. Danskerne befandt sig midt i en brydningstid, men de var ikke klar til at se traditionelle danske symboler blive behandlet på den måde. Synet af gamle bondehuse, der blev revet ned til tonerne af moderne jazzmusik, var for meget af det gode for mange danskere.

På den vis blev også Danmarksfilmen fortællingen om det nyes kamp mod det gamle. Et sammenstød og en kontrast, der gennemsyrede alt i Danmark på den tid. På den ene side var dele af landbefolkningen så fattige, at de måtte sulte og var plaget af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme. På den anden side slog moderne byboere sig løs med lydfilm fra Hollywood – biografstykker, som man kaldte dem i samtiden. Helt nye fortællinger og forbilleder blev gennem filmene fra Hollywood bragt ind i det danske samfund.

Noget af det, de urbane strømninger førte med sig, var, at det hele skulle være vildere, højere og hurtigere. Drømmen var at flytte grænserne og gøre det, der tidligere havde været umuligt. Der blev sat rekorder, og der blev bygget større og længere og flottere.

Det hele var i bevægelse.

--

Artiklen blev oprindeligt bragt på POV International.

I bogen Svømmepigerne kan du læse meget mere om 1930’ernes Danmark.

Tommy Heisz holder også foredrag om 1930’ernes Danmark. Læs mere her

Vild nok nominering til Vild Historie

Verdens værste værter? Foto: Lene Vendelbo

For lidt over fire år siden fik jeg en ide sammen med en god ven. Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg sad der over vores kulsorte kaffe og blev enige om, at der manglede noget, når det handlede om historiske fortællinger. Vi realiserede Vild Historie.

Nu har vi for længst rundet de 50 afsnit. Undervejs er vi blevet ved med at forny den måde, vi går til fortællingerne på.

Det er mildest talt gået godt. Vi er blevet hørt – også af komiteen bag Historiske Dages Fornyelsespris. Vi er netop blevet nomineret til prisen, der bliver uddelt på årets Historiske Dage – en messe, jeg - prisuddeling eller ej - varmt kan abefale alle med interesse for historie at lægge vejen forbi.

Det har været stort at bygge det her projekt sammen. Da Simon og jeg lagde fra land, var vi afhængige af, at nogen ville lege med os. Nogen som, også troede på projektet. Det gjorde heldigvis de gode folk på Heartbeats, som i de første sæsoner lagde studie, redaktør og producer til.

Med tiden rykkede vi over på Saga Talks, hvor vi skruede op for frekvensen og ambitionerne. I dag har vi et stærkt lille drømmehold, som ud over Simon og jeg består af vores producer Sara Troense og redaktør Andreas Saxild.

Dengang vi startede, formulerede vi vores ambition med programmet sådan her:

”At lytte til Vild Historie skal føles som at sidde foran pejsen med et glas cognac og høre en morfar fortælle en god historie fra de syv verdenshave – eller at sidde på det lokale værtshus med en god ven, der åbner med sætningen: ”NU skal du høre en vild historie!”

Det er stadig den formålserklæring, der driver os, når vi udvikler ideer til de enkelte afsnit.

Uanset om vi vinder den pris eller ej, fortsætter vi ufortrødent med at lave veloplagt radio. Vores idekatalog bugner. Vi har mange flere sæsoner i os.

Vild Historie kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

"Ved halv ti-tiden hørte vi de første skud"

I det nye nummer af Politiken Historie har jeg skrevet en artikel om en ung dansk kvindes oplevelser i Rusland i 1917. Kvindens breve hjem til moren i København giver et anderledes blik på et land præget af uro og kaos.

”Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet,” skrev Esther-Aksel Hansen i et brev i maj 1917. - ”Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette.”

Mere eller mindre tilfældige omstændigheder havde bragt Esther Aksel-Hansen til Petrograd. I foråret 1915 var hun rejst til Rusland for at bo hos en dansk familie i Rybinsk, en havneby ved Volga-floden. Her underviste hun en lokal familie i engelsk og tog selv russisk-lektioner og fik på den måde styrket sine i forvejen gode sprogkundskaber. Oprindeligt var hun vokset op i et pænt hjem på Frederiksberg som datter af den berømte billedhugger Aksel Hansen. Efter at have uddannet sig som lærerinde og dygtiggjort sig i sprog, havde hun sat kursen mod Rusland. Det blev til halvandet år i Rybinsk, hvorefter hun søgte stillingen hos gesandtskabet i Petrograd. Her tiltrådte hun i foråret 1917 efter et kort ophold hjemme i Danmark.

Hele historien kan læses i det nye nummer af Politiken Historie, som rummer et større tema om Rusland.