Mindestenen for Harald Kidde i Nørreskoven i Vejle. Tommy Heisz, 2023
Det var med en blanding af lettelse og rastløshed, at forfatteren Harald Kidde i sommeren 1918 gik rundt mellem sine bøger og stakkevis af notater i sit hus i Hareskovby nordvest for København. Han havde langt om længe sat sidste punktum i den bog, han havde arbejdet på i seks år.
‘Jærnet’ var den 40-årige forfatters syvende roman. Bogen var nu i forlagets hænder og snart klar til tryk, så den kunne komme ud til læserne i efteråret. Skoven omkring huset stod i fuldt flor, og Haralds sind var let. Nu skulle han ikke længere sidde bøjet over pen og papir dag ud og dag ind. Tilbage var kun at vente på, hvordan omverdenen ville tage imod det ambitiøse værk, hvis historie udspillede sig i svenske Värmland.
Harald Kidde fordrev dagene med at gå lange ture i Hareskoven sammen med sin hustru. Astrid Ehrencron-Kidde var selv forfatter, og de to kunne få timer til at gå med at sludre om stort og småt på deres lange vandringer.
De seneste år havde parret flyttet rundt og boet på pensionater, blandt andet i Sverige, hvor Harald havde arbejdet på sin bog. Astrid var ikke interesseret i husholdning, hun ville hellere skrive, så hun havde nydt at bo steder, hvor andre kunne tilberede deres måltider, så de selv kunne fordybe sig i det åndelige.
Nu havde de fået deres eget hus i Hareskovby. Det var parrets første rigtige forsøg på at slå rødder, fortalte Harald en god bekendt i et brev: “Her er meget smukt og i modsætning til andre villabyer i hovedstadens omegn helt uforstyrret og landligt.”
Harald og Astrid havde kendt hinanden i 14 år, og det med at gå lange ture havde de dyrket, siden de mødte hinanden første gang. “Jeg gik og lyttede til hans sagte, monotone stemme, den, der aldrig talte ord, som det ikke var værd at lytte til. Så ung han var, flere år yngre end jeg, sad han inde med en visdom, der syntes at måtte være medfødt – som fra en tidligere, åndelig tilværelse,” skrev Astrid om en af deres første gåture sammen.
Harald var en speciel mand at leve sammen med, for han havde et tilsyneladende umætteligt behov for ro og fordybelse. Når han var i gang med research eller skrev på en bog, kunne han nærmest forsvinde ind i en helt anden verden. Astrid beskrev, hvordan han, så snart morgenmaden var spist, gerne sad fem-seks timer i træk med sit arbejde og ikke ville forstyrres. Pennen gled støt frem og tilbage over papiret, og undertiden lod han den hvile og “sukkede som under vægten af noget alt for tungt”. Men snart skriblede han løs igen. Harald knoklede konstant for at indfri sine høje ambitioner. I Värmland var det en overgang blevet for meget, og lægen havde beordret ham fuldkommen ro i en måned, men han kunne aldrig slippe arbejdet helt.
Astrid elskede den ild, der brændte i Harald. Hun kunne genkende den fra sit eget forfattervirke. Sammen kunne det barnløse par i gensidig forståelse og kærlighed lade litteraturen fylde næsten alt i deres liv. At Harald var den rigtige for Astrid, havde hun med egne ord været overbevist om, siden hun mødte ham første gang til et selskab hos en fælles bekendt, forfatteren Ingeborg Maria Sick. Astrid var sky af natur og gik stort set aldrig til den slags sammenkomster, men netop denne aften havde hun takket ja.
Hun kendte Kiddes debutroman ‘Aage og Else’. Ved læsningen af den følte hun et tæt bånd til forfatteren. Nu stod hun så pludselig ansigt til ansigt med Harald Kidde: “Jeg bare så og så og vidste, at det var ham. Da jeg hørte hans dæmpede, sagtmodige stemme, hørte jeg også i samme øjeblik, at den stemme til hørte ham, som havde skrevet bogen, jeg satte højest af alle bøger. Jeg kendte ham jo allerede, som jeg ikke kendte nogen anden, jeg havde set i virkeligheden.”
Kidde var i midten af tyverne. Den unge mands pandehår faldt blødt ned over panden, og han havde et alvorligt blik i de brune øjne inde bag brillerne. Det ændrede sig dog en smule, blikket, da det fangede Astrids. Han sendte hende et nærmest vemodigt smil. Et smil, der ifølge Astrid sagde noget i retning af: “Er det virkelig dig? Dig kender jeg jo allerede! Har kendt dig længe. Altid!”
“Da han tog min hånd i sin, vidste jeg, at den måtte blive der for bestandig. Den ville aldrig finde hvile noget andet sted. Jeg følte også i det samme, at jeg begærede intet andet her på Jorden end at få lov til at hjælpe ham med at bære den tunge kiste, som jeg vidste, hans grublende sind slæbte på.”
Efter selskabet var der ingen tvivl hos nogen af dem om, at de måtte ses igen. Harald inviterede Astrid med på en gåtur på Frederiksberg Kirkegård. Her gik de mellem hvide blomstrende træer, vilde kirsebærtræer og svajende hængebirke, mens småfuglene kvidrede livligt omkring dem.
Det var i 1904, Harald og Astrid havde lært hinanden at kende. 14 år senere var de ved at vænne sig til deres nye tilværelse i Hareskovbys grønne omgivelser. I aviserne kunne de hen over sommeren læse om, hvordan den spanske syges første bølge skabte uro, især inde i det tætbefolkede København, men epidemien spillede ingen vigtig rolle i deres liv. Endnu. Den slags kan ændre sig på et splitsekund. Det sad Astrid og tænkte over, da hun mange år senere nedfældede sine erindringer:
“Hvor lidt vi i virkeligheden ved om, hvad tiden har i behold for os af ondt og godt. Tiden er jo årene, der som endnu usynlige kloder svæver omkring os og først dukker frem af tågen, efterhånden som vi nærmer os dem. Vi ved intet om dem på forhånd.”
Da Astrid mange årtier senere nedfældede sine erindringer, forsøgte hun at spole filmen tilbage til den tid, der ledte op til det skæbnesvangre efterår 1918, hvor hun mistede sin elskede til den spanske syge. Hun gennemlevede mange af de oplevelser, hun og Harald havde haft i månederne og årene op til.
Erindringerne bragte hende tilbage til dengang, parret som nyforelskede var flyttet sammen i en lejlighed i Gentofte. Astrid havde foreslået, at Haralds mor Doris kunne flytte med. Hun havde set, hvor tæt båndet var mellem Harald og moren, og hun ville gerne give plads til, at det kunne fortsætte. Harald havde boet sammen med sin mor, siden han som ganske ung var flyttet til København fra Vejle.
Livet havde været hårdt ved Haralds mor. Doris var vokset op hos en streng moster på Læsø, som gjorde barndommen til et sandt mareridt. Som 17-årig var hun flyttet til fastlandet, hvor hun mødte den 30 år ældre Christen. De fik en søn, Henrik, men han døde i en alder af kun fem måneder. Året efter kom Ingeborg til verden. Da hun var tre år, fik hun en lillebror ved navn Aage. I 1878 blev Harald født.
Døden var en lidt for hyppig gæst hos familien Kidde op gennem Haralds barndom. Sin storebror Henrik nåede han slet ikke at lære at kende, og som treårig mistede han også Aage. Som tiårig fik Harald en lillebror, som også fik navnet Aage. Snart døde også Ingeborg. Hun var 17 år, da tuberkulosen tog hende. Harald var tæt knyttet til sin storesøster.
Han skrev senere om, hvordan de på vinteraftener havde siddet i kakkelovnskrogen og lyttet til morens historier om sin opvækst på den fjerne ø, mens tågehornene klagede fra fjorden:
“Min unge søster viste mig i ildskæret fra ovnen billeder fra sine yndlingsbøger, Biblen og den græske mytologi. Og hun hviskede med sin skønne og brystsyge stemme.”
Det var et dannet hjem, Harald voksede op i. Mens faren som amtsvejinspektør strejfede om på landevejene, sørgede Doris for at skabe et hjem, hvor der både var rart at være, og hvor man fik noget at tænke over. Der blev læst Johannes Fibiger og Charles Dickens, og der blev spillet på klaver og sunget gamle danske folkeviser.
Forfatteren Niels Th. Thomsen, der som dreng var kammerat med Harald Kidde og derfor ofte kom i hjemmet, fortalte, hvordan der i de mørke stunder lød tysk og dansk romantik henne fra klaveret, og hvordan der hver aften blev læst højt under bordlampen i det lille hjem. “De aftner, jeg tilbragte hos Kiddes, var det en stående regel, at fruen skulle spille lidt for os i skumringen. Når den sirlige og slanke lille frue i den blanke mørke silkekjole satte sig til instrumentet, rank som et lys, missende med øjnene mod lampetterne, blev der straks forventningsfuld stilhed i den store smukke dagligstue.”
Lillebroren Aage havde Harald ikke meget med at gøre. Dels var der ti år mellem dem, dels havde de vidt forskellige sind. Mens Aage lavede ballade med byens rødder, ville Harald hellere sidde hjemme og læse i en god bog. Da faren døde, flyttede Doris med sine to drenge i en mindre lejlighed, og da Harald et par år senere blev student, tog hun en beslutning om at følge med ham til København.
I første omgang rykkede de ind i en lille lejlighed ved Frederiksberg Kirkegård, og da Harald skulle flytte sammen med Astrid, fik Doris altså muligheden for igen at følge med sin søn. På Astrids foranledning flyttede Doris med ind i lejligheden i Gentofte. Astrid skrev: “Om aftenen samledes vi omkring bordet med den summende petroleumslampe, mens Harald, ofte i to-tre timer, læste højt for os begge. Dickens og andre gamle engelske forfattere (…) Der sad vi da, vi tre, efter at have lukket omverdenen ude af vort sind. Moren bøjet over sit sytøj, med det skønne ansigt i dets næsten forstenede, tilkæmpede ro, jeg med et eller andet lille nyttesløst arbejde, men mange gange blot tilbagelænet i min stol, mens jeg med lukkede øjne lyttede, ofte mere til hans stemme end til selve ordene.”
At bo i Gentofte var som at bo på landet, og det passede Harald godt. Her var der ro til fordybelse. Men ofte fik parret nu også besøg af venner og bekendte, som fyldte stuen og fordybede sig i lange samtaler, ofte om litterære og filosofiske spørgsmål. Brandes, Grundtvig og Kierkegaard blev vendt i tobakstågerne. “Det var rige, herlige aftener,” huskede en af vennerne, filologen Andreas Hansen, som også kom med en detaljeret karakteristik af vennen Harald Kidde.
Ifølge Hansen havde Harald en spinkel krop med et stort, ligesom for tungt hoved. Et fint, markeret ansigt, der med sit mærkelige kransskæg så gammelt ud. Øjnene var ofte nedslåede. Det lange hår var redt lige ned og nåede næsten de tunge bryn. Lorgnetten foran de nærsynede øjne gav ham et tillukket, indadvendt præg. Alle hans bevægelser var langsomme, hans gang som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, stærkt forfinet hos Harald, mente Andreas Hansen. Som om både sjælens og legemets nerver lå blottede. Han var stilfærdig og tilbageholdende og alligevel sugede han opmærksomhed til sig og blev som regel selskabets midtpunkt.
“Han kunne ofte fortælle, stilfærdigt, roligt, men med stor digterisk kraft – situationerne stod lyslevende for os, når han fortalte, og man lyttede altid spændt,” skrev Hansen.
I sine erindringer prøvede Astrid især at fastholde de sidste måneder, hun fik sammen med Harald. Særligt én gåtur i forsommeren 1918 blev stående fuldstændig klar i hendes hukommelse. Harald havde inviteret hende med ind til København, fordi han ville vise hende Den Moltkeske Malerisamling i Bredgade. På udstillingen så de et Rembrandt-billede, hvor kunstneren havde portrætteret sin gamle, slidte mor. Det fik Astrid til at tænke på Haralds mor og det urimeligt hårde liv, hun havde haft. En kummerlig opvækst og tre ud af fem børn lå på kirkegården ligesom hendes mand. Billedet gjorde Astrid trist til mode. “’Harald,’ sagde jeg, ‘lad os hellere gå nu. Det er, som om jeg ikke kan rumme mere end dette ene billede i dag.’”
I stedet satte de ud på en travetur gennem København og videre ud på Frederiksberg: Astrid huskede: “Det var endnu tidligt på formiddagen. Det var en rolig tid. Mændene var allerede gået til deres arbejde og børnene til deres skole, og de travle husmødre havde nok at gøre med deres indendørs morgensysler. Der var ingen stimmel på de smalle strøg gennem byen og de sindige hestedrosker anrettede ikke megen støj; kun de enstonige hovslag mod kørebanen. Spurvene i det gamle træ foran Helligaandskirken havde længst forladt deres sovepladser, hvor de, ufølsomme for uroen omkring sig, og med hovederne omhyggeligt gemt under vingerne – som lukkede de dermed al forstyrrelse ude – havde sovet fuglenes lette blund.”
Harald og Astrid gik op ad Gammel Kongevej, hvor lærketræerne stod og svajede, og videre ad Frederiksberg Allé i de gamle lindetræers grønlige skygger. Hvis det ikke havde været for den ildevarslende lugt fra de nylakerede brune bænke, ville de have taget et hvil efter den lange vandretur over byens brosten. I stedet slentrede parret videre op ad alléen, men her ventede et sørgelig syn, huskede Astrid:
“Da vi gik forbi kirken, så vi det triste syn af en rustvogn og en hestedroske udenfor. To unge mænd steg ud og bar en hvid barnekiste, næsten skjult under røde tulipaner og friske bøgekviste, ind i kirken. Bag dem gik en ung kvinde med bøjet hoved og sorgen skjult under det tætte sorte slør. ‘Åh, Harald,’ udbrød jeg, ‘må man da aldrig få lov til at være glad? Det er altid, som om en tyssende stemme hviskede: ‘Glem ikke døden over livet!’”
Harald Kidde. Det Kongelige Bibliotek.
Harald brød ind og sagde, at man måske skulle vende den om. At vi aldrig måtte glemme livet over døden. “Livet kommer jo først til os alle,” sagde han. “Døden sidst.” Foran gitterlågerne blev de to stående lidt og lyttede til salmesangen inde fra kirken. Astrid kunne høre præstens ord, da sangen hørte op. “Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor. Han bærer barnet op til Gud på armen.”
De krydsede over mod Frederiksberg Kirkegård, og på deres videre vandring kom de ind på, om der mon egentlig ventede noget efter døden. Et evigt liv på den anden side. Astrid ville gerne tro på det. Hun kendte godt Haralds holdning til religion. Han så sig selv som ateist og havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor overraskede det hende, da han svarede: “Jeg kunne umuligt forestille mig, at vore første vandringer sammen på kirkegården også skulle slutte der. Der må komme en fortsættelse – en evighed, hvor intet hører op, og dermed uden angst for at noget sådant kunne ske.”
“Hvordan kan du vide det så sikkert?” ville Astrid vide. Harald svarede:
“Fordi jeg føler det.”
I begyndelsen af november 1918 havde Harald travlt. Det gav han udtryk for, da han fra hjemmet i Hareskovby skrev et postkort til forfattervennen Niels Jeppesen. “Jeg har lige fuldendt korrektur på min egen bog: 25 ark + på Astrids oversættelse, 28 ark. Og alle reolerne venter nu på at ordnes. Altså: indtil videre: på gensyn!” afsluttede han den kortfattede hilsen.
Postkortet blev det sidste i en omfattende brevveksling mellem de to venner. Omkring fem dage efter, at Harald skrev det, følte han sig en dag pludselig sløj. Han havde ellers ikke døjet med sygdom, men nu fik han med ét ondt i halsen og følte sig ilde tilpas. Snart begyndte blodet også at strømme fra hans næse.
Hvad der skete i de følgende dage, ved vi ikke meget om. Astrid kommer ikke ind på selve sygdomsforløbet i sine erindringer, men det må hurtigt have stået klart for dem begge, at det var den spanske syge, Harald var blevet smittet med. Epidemien var på sit højeste netop da, og de har begge med sikkerhed kendt alvoren bag symptomerne.
I november var den spanske syge overalt. I aviserne, i gadebilledet, i snakken på hjørnerne. Mens regnen og vinden ruskede, og novembers tidlige mørke lagde sig over skoven, fik Harald det dårligere dag for dag. Også i hans tilfælde lagde influenzaen immunforsvaret ned med så stor kraft, at en bakterieinfektion kunne vandre frit ned i lungerne.
Den 23. november sendte Astrid bud efter lægen, den unge Erik Castberg fra Farum. Harald var nu stærkt medtaget, og hans hud havde fået et “uhyggeligt gult skær”. Doktor Castberg besluttede at sende Harald på hospitalet. Ambulancen kørte ham gennem skovene og forstæderne til Bispebjerg Hospital i Københavns nordvestkvarter. En tur på omtrent 15 kilometer. Ved ankomsten blev det noteret, at forfatteren led af både influenza og gulsot – en tilstand, hvor hud og slimhinder bliver gullige på grund af en ophobning af gul galde i kroppen.
Efter at Haralds utilpashed var begyndt ni dage tidligere, var hans tilstand kun blevet værre. Hans temperatur havde store udsving og var ofte faretruende høj. Efterhånden var han også begyndt at hoste grønligt slim op. Dagen før indlæggelsen var hans tilstand begyndt at se meget kritisk ud. Han kastede galdefarvet slim op og havde svært ved at trække vejret ordentligt.
Forsiden af patientjournalen for Harald Kidde, Bispebjerg Hospital.
Han svedte kraftigt og var konstant stakåndet. Ved modtagelsen blev det også noteret, at han var cyanotisk – at hans hud var begyndt at antage en blå farve. Betændelsestilstanden i lungerne gjorde, at blodet ikke fik ilt nok. Lægen lagde stetoskopets kolde metal mod Haralds ryg og bryst og kunne konstatere en moderat raslende lyd i venstre side og en mere markant i højre.
Der var ingen tvivl: Den 40-årige forfatter, som Bispebjerg Hospital tog imod denne novemberdag, led af en ondartet og fremskreden lungebetændelse som følge af den spanske syge. Hans chancer var nogenlunde som hos de fleste andre, der blev indlagt her. De var med andre ord utroligt ringe. Når først lægen beordrede hospitalsindlæggelse, var man så tæt på dødsdommen, som man kunne komme.
Kort efter indlæggelsen blev Haralds temperatur målt til 40,7 grader, altså livstruende høj feber. Pulsen lå på omkring de 100, men opførte sig højst uregelmæssigt. Sygeplejerskerne gav Harald den sædvanlige behandling med kamfermikstur og varme omslag, men han fik det kun værre. Senere på dagen kunne de konstatere, at hans puls var faldende.
Forfatteren blev stadig mere sløj at se på, og hudens blå skær blev kraftigere. Sygeplejerskerne gik over til at indsprøjte skiftevis koffein og kamfer direkte i hans årer i håb om at få pulsen i vejret, men alle forsøg var forgæves. Både sygeplejersker og læger må have vidst det, allerede inden de forsøgte. Når den spanske syge først havde så hårdt fat i en patient, som tilfældet var her, kunne det kun gå én vej.
Klokken ti minutter over otte samme aften døde Harald Kidde. Hans indlæggelse nåede kun at vare i få timer.
Den spanske syge havde taget sit hidtil mest kendte offer i Danmark. Alle aviserne skrev om Harald Kiddes tragiske død. Astrid annoncerede, at bisættelsen skulle finde sted fire dage senere, og den ville foregå i stilhed. Sådan kom det ikke helt til at gå. Da dagen oprandt, strømmede venner og kolleger i stort antal til Bispebjerg Kirkegård. Johannes V. Jensen, Christian Rimestad, Louis Levy og frk. Ingeborg Maria Sick var blandt de mere markante navne i det store følge. Ceremonien fandt sted i kapellet. Der var ingen præst til stede. Sådan havde Harald selv ønsket det. Han havde meldt sig ud af folkekirken. Den hvide kiste stod smykket med en dekoration af blegrøde begonier og grønt, og kapellet var pyntet med grønne grene og tændte lys. Rundt omkring kisten hobede kransene sig op. De kom blandt andet fra Dansk Forfatterforening, Gyldendal og Aschehoug.
Ved kisten talte professor Valdemar Vedel om Harald Kiddes elskelige, dybe gemyt, hans høje ånd og hans karakterfulde personlighed og trofasthed. Orgelet satte i med ‘Dejlig er jorden’, og til tonerne af den bar vennerne kisten den sidste korte vej til graven tæt på kapellet i kirkegårdens østlige ende. Kisten med Harald Kidde blev sænket ned, der blev kastet jord på, og så trådte Christian Rimestad op på graven og holdt en poetisk afskedstale:
“Harald Kidde, vor ven! Du er vandret langt bort fra os. Vore hænder kan ikke gribe dig, vore stemmer kan ikke nå dig, vore øjne kan ikke skimte dig længere … og du har ladet os tilbage i et savn, der ikke skal ophøre, og en længsel, som altid skal hjemsøge vor sjæl. Din sjæl var ikke svag og splittet og foranderlig som vor. Den var lutter styrke og blidhed, styrke og sagtmodighed på samme tid.”
Derefter skiltes følget i tavshed. I en nekrolog i Politiken skrev Tom Kristensen: “Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman ‘Jærnet’. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.”
Astrid Ehrencron-Kidde var opløst af gråd, da hun forlod Bispebjerg Kirkegård efter Haralds begravelse den 27. november. Det samme var Haralds mor Doris. Men der skulle kun gå halvanden måned, før de stod der igen.
“I morgen skal Aage begraves, og jeg har intet mere at miste i verden,” skrev Doris Kidde i et brev til Haralds gamle ven Niels Jeppesen den 3. januar 1919.
Harald Kiddes ti år yngre bror havde for alvor fået gang i sin politiske karriere, da også han blev ramt af den spanske syge. I juli var han blevet valgt ind i Folketinget for De Konservative efter at have været en af partiets vigtige drivkræfter. Aage Kidde nåede kun at holde en enkelt større tale i Folketinget den 22. oktober. Ved juletid blev han syg. Han havde været hårdt presset efter valgkampen, og også brorens død havde efter sigende taget hårdt på ham.
Udmattelse og nedtrykthed gik over i sygdom. Aages sygdomsforløb mindede om brorens, og han døde den 29. december. Han blev stedt til hvile ved siden af storebror Harald. Der stod Doris og tog afsked med sin sidste søn. Fem gange havde hun bragt et barn til verden. Nu lå de alle på kirkegården.
Billedhuggeren Rikard Magnussen, som var en god ven af familien, beskrev følgende scene fra Aages begravelse: “Så bar de kisten langsomt ud, og så – så var det, jeg så Doris Kidde, som var og altid siden har stået for min erindring: Svag af gigt havde hun dog villet følge sin dreng, den sidste. Alle stod tavse, da de andre begyndte at bære kisten ud. Så rejste hun sig, med besvær, satte sin sorte krykkestok tungt foran sig og gik langsomt, ene bag kisten, og der var i hendes holdning og i de tavse strenge ansigtstræk intet oprør, kun rankhed og ydmyghed.”
Inger Dorothea “Doris” Kidde døde først i 1931 som 83-årig. Astrid Ehrencron-Kidde kom til at leve et langt liv uden Harald, før hun døde som 89-årig i 1960. Kort forinden lagde hun sidste hånd på sine erindringer fra tiden med Harald. Hun skrev: “Vor vandring, hånd i hånd, skulle dog kun vare i ti alt for korte år, da en uigennemtrængelig tågemur pludselig rullede ned mellem os og skilte vore hænder. Siden har vi vandret på hver vores side af tågemuren, så adskilte, men dog så tæt ved hinanden, at når tågen engang letter og muren holder op, vil vore hænder atter glide ind i hinanden.”
--
Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.
Øvrige kilder:
Ehrencron-Kidde, Astrid: Hvem kalder – fra mine erindringers lønkammer
Jensen, Jens Marinus: Harald Kidde. Bidrag til en Biografi
Jeppesen, Niels: Harald Kidde og hans Digtning
Thomsen, Otto Asmus: Harald Kidde og hans slægt
Breve og postkort fra Harald Kidde til Niels Jeppesen, Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling.
Artikler i forskellige danske aviser, primært Politiken, november 1918
Patientjournaler fra Bispebjerg Hospital 1918, Københavns Stadsarkiv.
Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."
Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".
Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."
Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her