Vild Historie: Sæsonen er slut

Så er min yndlingsradiomakker Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg i mål med endnu en sæson af Vild Historie. Det blev sæsonen, hvor:

- Thomas Oldrup fortalte om Francisco de Miranda, sexturisten fra Venezuela.

- Jakob Ørnbjerg udbredte sig om den store jyske ulveplage i 1700-tallet.

- Karen Gram-Skjoldager delte fortællingen om den uduelige nazispion fra 1930’ernes Aarhus.

- Kim Blæsbjerg bragte os tæt på Rav-Aage og hans kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova.

- Ida Nørskov fortalte dragende om morfinisme gennem historien.

- Jannie Schjødt Kold var vores rejseleder på turen til 1800-tallet, hvor Dickens fik nok af H.C. Andersen.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen. Det samme gælder resten af bagkataloget. Der er nu 66 afsnit af Vild Historie.

Her en lille intro til hvert af de seks afsnit i den nyeste sæson, efteråret 2023:

SEXTURISTEN FRA VENEZUELA

I december 1787 ankom et skib til København med en særlig passager ombord. Francisco de Miranda var på en lang dannelsesrejse rundt i Europa – en rejse, der rustede ham til hans senere liv som revolutionær i hjemlandet Venezuela. Miranda opholdt sig i Danmark i nogle måneder, og her nåede han både at undersøge landets skikke og nedlægge en lang række kvinder. Det hele blev nedfældet i hans dagbog, som i dag er en vigtig kilde til 1700-tallets Danmark. Ikke mindst fordi Miranda – ud over de seksuelle eskapader – besøgte fængsler, stokkehus, hospitalsvæsen og andre skyggesider af det danske samfund, som vi ellers kun har få kilder til. Vi har besøg af Thomas Oldrup, som er historiker og redaktør og tidligere har skrevet speciale om sex i 1700-tallet.

DEN STORE JYSKE ULVEPLAGE

Omfattende drab på kvæg, får, geder, grise og heste. I den anden halvdel af 1600-tallet var Jylland ramt af en sand ulveplage. De mange ulve var kommet til i hælene på forskellige udenlandske hære, der havde besat, hærget og udpint den jyske halvø. Ulveflokkene strejfede gennem skovene, over markerne og græsningsarealerne og ind i byerne – og skabte frygt og alarm hos de jyske bønder. Tre på hinanden følgende konger forsøgte med forskellige jagtforordninger at få dæmmet op for ulveplagen. Vild Historie tager på ulvejagt med kulturhistoriker Jakob Ørnbjerg – og sammen med ham ser vi nærmere på det mytiske rovdyr, som ulven også er.

DEN UDUELIGE NAZISPION

Der var noget mistænkeligt ved Dr. Alfred Domes, da han i 1930’erne huserede på Aarhus Universitet. Den tyske filolog var ikke bare åbenlys nazist – han snusede også lige lovlig meget rundt i forskellige miljøer i byen og foretog mærkelige rejser til vestkysten lige før den tyske besættelse af Danmark. Der var bred enighed om at Domes var spion – og en ret dårlig en af slagsen. Historiker Karen Gram-Skjoldager er vores gæst i dette afsnit, der fortæller om den uduelige nazi-spion, om dansk-tyske forhold i mellemkrigstiden og om et vakkelvornt dansk efterretningsvæsen.

RAV-AAGE TOG KAMPEN OP IMOD KEMIFABRIKKEN

I 1953 etablerede fabrikken Cheminova sig ved Harboøre og Thyborøn. Det var en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning til området. Fabrikken skabte masser af arbejdspladser – men desværre også en regulær miljøkatastrofe op gennem 1950’erne og 1960’erne. En lokal fisker, Aage Hansen, forsøgte i årtier at råbe omverdenen op. Rav-Aage, som han også kaldes, omtales ofte som Danmarks første miljøaktivist. Med tiden har han på grund af sin kamp mod Cheminova fået status af lokal legende, men i starten kæmpede han enten med indædt modstand eller for døve ører – og det fik store personlige konsekvenser for ham. Vi har været i Thyborøn for at besøge Rav-Aages søn Bjarne Hansen, som fortsætter sin fars kamp. I studiet har vi besøg af Kim Blæsbjerg, som selv kommer fra området og har skrevet en anmelderrost roman om det aftryk, Cheminova har sat, ikke mindst menneskeligt.

MORFINISTERNE – MELLEMKRIGSTIDENS MISBRUGERE

I mellemkrigstiden – længe før Danmark fik en narkotikalov – endte mange danskere som morfinister. Hårdest ramt var sygeplejersker og læger, som havde adgang til stofferne. Misbrugere blev typisk indlagt på sindssygehospitalet Skt. Hans i Roskilde. Vi ser nærmere på deres skæbner sammen med vores gæst, Ida Nørskov. Hun er historiker og har skrevet et speciale, hvor hun har arbejdet med patientjournaler fra Skt. Hans Hospital i 1920-45.

H.C. ANDERSENS BESØG DREV DICKENS TIL VANVID

I 1857 kom den verdensberømte danske eventyrdigter H. C. Andersen på besøg hos den lige så verdensberømte engelske forfatter Charles Dickens. Andersen havde skrevet, at han ikke ville blive længere end 14 dage, men blev i fem uger. Og det blev fem lange uger for Dickens-familien. "Vi lider alle under Andersens besøg," skrev den engelske forfatter blandt andet til en ven. Sammen med rejsejournalist og forfatter Jannie Schjødt Kold taler vi om det meget akavede topmøde mellem de to litterære titaner – og vi taler om hvem Andersen i virkeligheden var og hvorfor han rejste så meget.

Alle afsnit kan høres på Mofibo, Podimo og gratis på bibliotekernes tjeneste eReolen.

Læs mere om Vild Historie