“Når folk var raske, turde de ikke nærme sig de syge,” huskede Julie Hansen, som var 14 år, da den spanske syge kom til Søllested på Lolland.
Byen havde kun et par tusinde indbyggere, og der spredte sig hurtigt en stemning af angst og panik, huskede Julie:
“Det var umuligt at få hjælp udefra.”
‘Kirkely’ stod der på facaden af den rødstensvilla, hvor Julie boede sammen med sin mor, far, storebror og lillesøster. Huset lå tæt på byens kirke, så da epidemien var på sit højeste, kunne Julie sidde og følge med i alle begravelserne på tæt hold. Hun huskede det, som ringede klokkerne konstant.
Hver dag gik Julie til hånde i det gartneri, hendes storebror Wilhelm drev. Wilhelm var 30 år og ugift. Han var invalid og havde derfor svært ved at klare et almindeligt arbejde, men han havde altid været god til blomster og planter, og derfor havde han et par år tidligere startet sit eget lille gartneri på den ene hektar land, der hørte til familiens hus. I drivhusene spirede blomsterne og planterne.
Forretningen gik godt, og selvom baggrunden var tragisk, gik det under den spanske syge bedre end nogensinde før, huskede Julie:
“Vi brugte næsten al vores tid på at binde kranse. Kirkegården lå lige ved siden af gartneriet, og der var den ene begravelse efter den anden. Følget var som regel meget begrænset, for folk lå jo syge hjemme i sengene.”
Hver dag skyndte Julie sig hjem for at give en hånd med, så snart hun havde fri fra skole. Hun elskede at hjælpe sin bror med arbejdet. I gartneriet mødte hun alle de sørgende, der kom for at købe kranse på deres vej til kirke.
Særligt stort indtryk gjorde det på den unge pige, da byens købmand Sofus Jensen mistede sin unge hustru.
“Hr. og fru Jensen havde arbejdet så hårdt i deres købmandsbutik, og nu stod han alene tilbage med butikken og to små børn.”
I gartneriet bandt hun og broren 105 kranse, den dag købmandsfruen skulle begraves. “Vi var nødt til at bede en gartnerfrue fra en naboby om assistance, vi kunne simpelt hen ikke klare det alene. Det var så trist,” huskede Julie.
Søllested var en af de lollandske byer, der blev ramt hårdt under den spanske syge. Under epidemiens første bølge var der gået en tid, før den havde spredt sig til Lolland-Falster. Det var først sket sent i august, hvor man de fleste andre steder i landet havde registreret influenzaen allerede i juli.
De første tilfælde koblede de lokale læger til besøgende fra København. Langs jernbanestrækningen fra Nakskov til Kragenæs kunne man følge, hvordan sygdommen havde spredt sig. Selskabelige sammenkomster som foreningsballer og guldbryllupper gav mange nye tilfælde. En læge i Stubbekøbing konstaterede, at der var markant forskel på, hvordan sygdommen ramte de fattige og de mere velstillede:
“Hos arbejdere og husmænd med kun et eller to opholdsrum smittedes hele familien, mens hos velstillede gårdmænd med mange værelser og et soveværelse til hver person optrådte sygdommen hyppigt kun hos én person,” skrev han.
Heller ikke på Lolland-Falster havde den første bølge krævet mange liv, men helt anderledes så det ud, da oktober kom, og epidemien blussede op på ny.
I familien Hansens hjem var det Julies storebror Andreas, som en dag kom på besøg og bragte smitten med sig. Andreas ernærede sig som barber i Søllested og boede sammen med sin hustru Laurine i et hus længere nede ad vejen.
Julie gik i første omgang fri, men resten af familien blev syge. Julie fik som den eneste raske nok at se til med at passe de andre. Hun gav dem medicin, hun vaskede dem, når de fik næseblod, og hun skrubbede gulvet, når de havde kastet op.
Få huse derfra lå også broren Andreas syg sammen med Laurine, som var gravid. Julie løb derfor i pendulfart fra det ene hus til det andet for at hjælpe. Det meste klarede hun på egen hånd.
“Distriktssygeplejersken kom nogle gange forbi og gav os gode råd, men da hun var den eneste sygeplejerske i området, kunne hun ikke blive længe og hjælpe os. Hun forsøgte at hjælpe i de hjem, hvor alle lå i sengen og var hjælpeløse.”
I Kirkely kom familiens læge, dr. Thim, af og til på besøg. Han var ikke videre optimistisk, når han talte med Julies mor om chancerne for helbredelse, men både lillesøsteren, faren og moren fik det nu efterhånden bedre. Værre stod det til med Wilhelm. Med ham gik det kun ned ad bakke. Gartneriet var han slet ikke i stand til at tage sig af, så det måtte Julie klare på egen hånd ved siden af sin sygepassertjans. Udenfor var nattefrosten ved at sætte ind.
Wilhelm forklarede Julie, hvordan hun skulle tildække drivhusenes glas med store måtter for at isolere mod kulden og beskytte planterne.
“Til at begynde med forstod jeg ikke, hvad han mente, eller hvordan jeg skulle gøre det, men til sidst lykkedes det mig at klare det,” huskede Julie.
På et tidspunkt blev hun også selv syg.
“En eftermiddag måtte jeg bare gå i seng. Jeg var så udmattet, at jeg ikke længere kunne holde det ud.”
Hun slap dog med skrækken. Den 14. december kunne Julie fejre sin 15-års fødselsdag, men der blev ingen fest. Ingen huskede hendes fødselsdag det år, knap nok hende selv. Dagen før var hendes storebror Wilhelm nemlig død af den spanske syge.
“Jeg kan ikke huske, at der var andre med til begravelsen end min mor og mig. Far var lige kommet ud af sengen igen, og alle de andre lå stadig syge.”
I kirken talte præsten varmt om den unge gartner, som havde kendt alle i byen.
“Her ligger en mand, om hvem jeg med sikkerhed kan sige: Han havde ingen fjender,” sagde præsten.
De ord bar Julie med sig resten af livet. Hun var sønderknust over tabet af sin bror, og det gjorde hende trist, at gartneriet nu ikke kunne føres videre.
“Jeg, en pige på 15 år, forsøgte at drive gartneriet videre, men selvom jeg havde lært meget i løbet af de to år, jeg havde arbejdet der, vidste jeg slet ikke nok til at føre det videre.”
Kort tid efter parkerede en lastvogn foran familien Hansens hus i Søllested. Bag rattet sad en mand fra en herregård et andet sted på Lolland. Drivhuse, mistbænke og kasser med planter blev læsset på vognen, som snart efter forlod byen i østlig retning. Wilhelms store drøm, som han selv havde kæmpet for at indfri, blev på kort tid skilt ad og kørt væk. Mange år senere huskede Julie tilbage på det og sagde:
“Jeg græd, da de kørte bort med det hele. Det var en meget sørgelig dag, da det hele blev kørt væk. En sørgelig dag og en sørgelig tid.”
***
Uddraget er fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz. Bogen udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog." Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende", og Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."
Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her