De fleste af os kan nok blive enige om, at ingen anden cola smager helt som Coca-Cola. Opskriften bag den berømte, amerikanske læskedrik har altid været omgærdet af mystik. Jeg husker, hvordan vi i min skoletid i 1980’erne med store øjne udvekslede historier om den hemmelige opskrift, der befandt sig i Atlanta, Georgia. Der havde den ligget gemt for offentligheden, siden Dr. John S. Pemberton bryggede den første Coca-Cola i 1886.
Opskriften er nu ikke så hemmelig længere. For nogle år siden fandt folkene bag radioprogrammet This American Life frem til den. Det betyder, at alle og enhver i princippet kan begynde at brygge sin egen cola. Men inden du begynder på det, er der lige noget, du bør vide: Mindst én af ingredienserne fra 1886 er ikke længere at finde i den cola, de sælger i din lokale kiosk.
I begyndelsen var der nemlig kokain i Coca-Cola.
Da den søde drik kom på markedet, blev den lanceret som et rent vidundermiddel. Disse magiske dråber kunne tilsyneladende løse alverdens problemer. Gik du rundt og var deprimeret? Coca-Cola kunne få dig på toppen igen. Døjede du med tandpine? Coca-Cola dulmede smerterne. Menstruationssmerter? Coca-Cola var svaret på det hele.
Kokainen – den i vore dage utænkelige ingrediens – var i høj grad med til at give drikken sin store popularitet. Da Coca-Cola kom til verden, var kokainbegejstringen i USA nemlig på et absolut high.
Tvebakker med kokain
Kokain udvindes fra kokablade. At kokaplantens lancetformede blade indeholdt et stof med kraftig effekt på mennesker var slet ikke ny viden i 1886. I Andesbjergene havde sydamerikanske indfødte i tusinder af år gumlet løs på de grønne blade for at nyde effekten. Ved vedvarende tygning afgiver bladene et alkaloid, som virker opkvikkende og medfører øget udholdenhed. Samtidig kan det få en til at glemme og undertrykke sult gennem længere tid.
Virkningen havde selvfølgelig været kendt af europæerne, siden de kom til Amerika i slutningen af 1400-tallet, men det førte aldrig til, at folk begyndte at gå rundt og tygge på kokablade i Europas storbyer. Det store gennembrud lod vente på sig.
Det kom først for alvor, efter den tyske kemiker Friedrich Gaedcke i 1855 lykkedes med at udvinde og isolere det virkningsfulde alkaloid fra kokabladene. Dermed kunne man begynde at bruge det på helt nye måder, blandt andet i form af koncentrerede dråber og senere som et hvidt pulver – det, vi i dag forbinder med ordet kokain.
Inden længe blev stoffet fast inventar i lægetasker, for det viste sig at kunne lidt af hvert: ”Blot en ubetydelig dosis af kokain giver en følelse af frigjorthed og forøget åndelig og legemlig kraft, samtidig med at den bortjager alle bekymringer og sorger,” skrev avisen København i 1901 om stoffet.
Otte år tidligere havde samme avis forklaret sine læsere: ”Kokainet er et hvidt, krystallisk pulver og har forskellige værdifulde egenskaber, der gør det til et vigtigt lægemiddel. Det kan anvendes som afvænningsmiddel mod morfin, og når det indsprøjtes under huden, virker det som modgift ved morfinforgiftninger. Endvidere benyttes kokainet ved øjen- og tandoperationer, da det har den mærkelige virkning at fremkalde lokal følelsesløshed, så at operationen kan foretages smertefrit for patienterne.”
Den slags små, oplysende artikler om kokainens fortræffeligheder var meget almindelige i både danske og udenlandske aviser omkring århundredskiftet. I 1892 kunne Dagbladet berette om et eksperiment med en deling soldater i Rumænien: ”I Bukarest er der ved forskellige troppeafdelinger blevet gjort forsøg med næringsmidler, hvori der var blandet kokain. Den 12 mil lange strækning (ca. 90 km, red.) fra Tergovift til Bukarest blev tilbagelagt i 11 timer, og under marchturen blev der uddelt kokain i form af bitter og tvebakker til mandskabet og hestene,” kunne avisen berette.
Resultaterne var forbløffende, fremgik det: ”Ved mandskabets indmarch i byen blev det konstateret, at soldaterne var fuldstændig sunde og friske på én eneste undtagelse nær; han måtte udhvile sig på grund af træthed; men kunne dog snart efter atter fortsætte marchen i række og geled med sine øvrige kammerater.”
Populære dråber
På Korsika fik kemikeren Angelo Mariani i begyndelsen af 1860’erne en god idé: Han begyndte at fremstille kokain-vin. En rødvin fra Bordeaux blev blandet med dråber fra kokaplantens blade. Alkoholen i vinen skulle forstærke kokainens effekt. Og det virkede tilsyneladende. Mariani-vinen fik stor succes.
I løbet af de næste årtier meldte en lang række toneangivende personer sig i hyldestkoret for de saliggørende dråber. Selveste Paven var angiveligt fan. Opfinderen Thomas Edison berettede om, hvordan Mariani-vinen hjalp ham med at holde sig længe vågen.
Efter sigende gav kokain-vinen styrke, energi og øget vitalitet. Selv personer, der under normale omstændigheder var afholdsfolk, flåede gerne proppen af en flaske Mariani-vin. Andre fremtrædende personer eksperimenterede på samme tid med kokain i andre former. I publikationen ’Über Coca’ hyldede en ung Sigmund Freud i 1885 således kokainens fortræffeligheder.
Europa var i kokain-ekstase, og det samme gjaldt Amerika. Det var med det udgangspunkt, Dr. John S. Pemberton i 1886 skabte sit verdenshistoriske læskedriksprodukt i Atlanta, Georgia. Han vurderede dog, at de amerikanske forbrugere ville tage bedre imod en sukkerdrik end et alkoholisk produkt. Coca-Cola blev amerikanernes egen variant af den populære Mariani-vin.
I de næste årtier fulgte en række andre medicinske håndkøbsprodukter på markedet, hvor kokain var en central ingrediens. Begejstringen var stor. Kokain havde en mærkbar effekt og virkede umiddelbart ikke til at have nogen ulemper.
Det skulle snart vise sig ikke at holde helt stik.
London var fyldt med kokainister
Kokain er et ekstremt vanedannende stof. Det har nutidens forskere bevist gennem et utal af forsøg. I et af dem trykkede en kokain-afhængig abe et håndtag ned 12.800 gange for at få en dosis til. Andre forsøg har vist, at afhængige dyr er klar til at vælge mad fra, hvis de kan få et skud kokain mere.
Stoffets uheldige sider begyndte så småt at komme for en dag i slutningen af 1800-tallet. Det kunne man for eksempel læse i den danske Folkets Avis, som i 1901 rapporterede om problemer med kokain i England:
”For 14 år siden indførte en fornem engelsk dame fra et besøg i New York et nyt beruselsesmiddel, kokain. Det var dengang det fineste, amerikanerne kendte, og englænderne skulle selvfølgelig også prøve giften. Moden slog imidlertid ikke an, hvorfor det aner man ikke, men faktum er, at da de engelske læger i 1894 afholdt en kongres, og kokainsygen kom på tale, kendte kun de færreste dens frygtelige bivirkninger.
Men nu har sagerne taget en anden drejning. Lægerne er oversvømmet af kokainpatienter, og mange af lægerne er selv faldne som ofre for giften. For tiden skal størsteparten af Londons videnskabsmænd, læger, politikere og kunstnere være kokainister. Giften indtages ligesom morfin gennem indsprøjtning, og der følger ikke som ved morfin straks en ubehagsfornemmelse eller angstfølelse efter.
I næsten samme øjeblik som væsken er kommen ind i blodet, følger den følelse af spændstighed og livskraft, som morfinen og opiet også frembringer, men blot i endnu højere grad. Følgerne af kokainet er dog lidt forskellige fra morfinens, således virker den uhyggelige gift først og fremmest på folks moral. Enhver kokainist stjæler som en ravn, og når en herre eller en dame kommer ind på et apotek og forlanger kokain, bliver der sat vagt over dem, for at de ikke skal hugge noget. Samtidig ægger giften folks lyve- og overdrivelsesdrift,” skrev avisen.
Samme år kunne man i avisen København læse følgende om kokainens virkning: ”Er det for eksempel en forfatter, sagfører eller præst, der er forfalden til kokain, viser giften sig i begyndelsen som en trang til at tale med mange overflødige ord. Han henfalder til en trættende svada, hvor ordene idelig omskrives og omforklares, og munden står ikke stille på ham fra morgen til aften. En mængde bøger, hvis bredde ærgrer læserne, er skrevet fra begyndelsen til ende til anden i en stedsevarende kokainrus.
På et senere stadium mister kokainistens evnen til at drage slutninger. Han tumler med fantasifulde planer, som aldrig bliver til virkelighed og taber følelsen af ret og uret. Hele hans væsen og tænkemåde forandres, han bliver hemmelighedsfuld, egensærlig og uhæderlig og synker i moralsk henseende så dybt som det er muligt.
Til sidst indfinder forfølgelsesvanviddet sig. Ofret går i en bestandig rædsel for at blive overfaldet eller bestjålet. Om natten vandrer han op og ned i sit værelse med en ladt revolver og leder efter voldsmænd og tyve under sengen eller i krogene. Det er et komplet delirium, som i reglen ender med selvmord.”
Denne beskrivelse fra en dansk avis er altså 117 år gammel. Det er slående, hvor tæt den ligger på de ord, man i 2018 kan finde på Sundhedsstyrelsens side: ”Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes – også angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Set udefra virker en person på kokain over-aktiv, selvcentreret, dominerende og svær at snakke ordentligt med. Pupillerne er store og musklerne spændte. Ved jævnlig brug kan der komme alvorlige psykiske symptomer: Sygelig mistænksomhed, angst, anspændthed og/eller depression. Efter længere tids brug af kokain er der risiko for udvikling af en psykose præget af vrangforestillinger (paranoia, forfølgelsesvanvid). Skræmmende fantasier opleves som virkelige. Man får syns- høre- og følehallucinationer, der giver stærk angst og uro. Samtidig er man klar og ved fuld bevidsthed – man har blot ingen indsigt i egen tilstand.”
Claus Juul Løland, lektor og ph.d fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, har til Videnskab.dk sagt om kokainens virkning: ”Hos nogle mennesker kræver det kun, at man prøver kokain én enkelt gang, før det får alvorlige konsekvenser (…) Jeg har tidligere talt med en kokainmisbruger, som sagde, at første gang han tog stoffet, føltes det helt fantastisk. Der gik et ’sus’ igennem kroppen. Alle de andre gange i hans ti år lange misbrug blev derimod jagten på den første gang. Det kom aldrig tilbage. Hjernen husker, hvor fantastisk det føltes, da man tog kokain første gang. Derfor vil den konstant jage den følelse, og det er en af grundene til at man bliver afhængig.”
I 1903 kunne Nationaltidende berette om, hvordan en fransk læge havde undersøgt flere kokainafhængige patienter. Lægen omtalte ”en nervøs familiefar, der først havde benyttet kokain mod snue, men som lidt efter lidt havde vænnet sig til at bruge 3 gram daglig. Foruden at hans eget helbred blev aldeles nedbrudt, blev af hans to børn, der fødtes efter den tid, det ene idiot, det andet mikrocefal (misdannet hoved, red.), mens hans tidligere fødte børn var fuldstændig sunde.”
Avisen fulgte det uhyggelige eksempel op med at bringe en ”indtrængende advarsel til vore medmennesker mod overhovedet at benytte kokain o.l. Tusind gange hellere finde sig tålmodigt i lidt smerte.”
Stoffernes svar på champagne
Kokain var for alvor kommet til debat. Allerede i 1904 fjernede Coca-Cola stoffet fra ingredienslisten. Virksomheden valgte dog at holde fast i drikkens kokainklingende navn, ligesom de røde og hvide farver fra det peruvianske flag også blev bibeholdt.
Også fra apotekernes hylder forsvandt stoffet med tiden, men der gik nu mange årtier, før det var helt væk. I 1920’ernes USA blev kokain for eksempel solgt i Gray’s Catarrh Powder – en hostemedicin, som indeholdt kokain med en renhedsgrad tæt på det, der årtier senere blev solgt illegalt på gaderne i 1980’ernes USA.
Det helt store kokainboom oplevede USA i 1970’erne. Selvom man vel egentlig burde vide bedre så mange årtier efter stoffets uheldige virkninger var kommet frem i lyset, blev de ufarlige sider ved kokainen fremhævet igen og igen, da jetset-miljøerne i Los Angeles, New York og andre storbyer begyndte at aftage store dele af de forsyninger, colombianske narkobaroner bragte til landet.
”The Champagne of Drugs,” kaldte New York Times stoffet i en artikel i 1974. Påstanden, der blev gentaget igen og igen, var, at kokain løftede sindet, hvor andre af datidens stoffer som pot og marihuana kun trak en ned. Og at kokain i øvrigt slet ikke var så farligt og vanedannende som heroin. Stoffet fik brugeren til at føle sig kreativ og medførte ikke kriminelle tilbøjeligheder, hed det sig. Selv fra officielt hold blev kokainens mørke sider underdrevet. Da Det Hvide Hus i 1975 udgav en hvidbog om stoffer, blev kokain klassificeret som et lavrisiko-stof.
Magasinet Newsweek skrev i en reportage i 1977, at kokain efterhånden var så almindeligt som Dom Perignon og kaviar i storbyernes jetset-miljøer. ”Nogle sender det rundt på sølvfade sammen med pindemadderne,” konstaterede magasinets reporter, som også beskrev hvordan stoffet gav brugeren mere energi og højere selvtillid. Musikmagasinet Rolling Stone døbte vidunderstoffet ”America’s Star Spangled Powder”.
Samtidig gjorde en række fremtrædende kulturpersonligheder op gennem 1970’ernes deres for at markedsføre kokain som et overskudsstof. Skuespilleren Jack Nicholson inviterede til fester, hvor det hvide pulver lå i bunker på bordene. Eric Clapton sang om kokain, og gonzojournalisten Hunter S. Thompson tog en bane til morgenmad sammen med æg og bacon og skrev begejstret om virkningen.
I 1979 viste en undersøgelse, at 22 millioner amerikanere havde prøvet kokain. Antallet var blevet mangedoblet på ganske få år. Filminstruktører, forfattere, rockstjerner og skuespillere holdt kokainfanen højt. En udbredt selskabsleg, når stjernerne holdt fest, hed ”Cocaine Chicken”. En lang stribe kokain blev anrettet på et bord, og to kombattanter startede fra hver sin ende for at se, hvem der kunne få mest indenbords, før de mødtes på midten.
En af de bedste til den disciplin var skuespilleren John Belushi.
Den store nedtur
USA skulle snart vågne op, og netop John Belushi spillede en central rolle i det skifte. Den buttede mand med det krusede hår og det store komiske talent, som han blandt andet foldede ud i programmet Saturday Night Live, blev den 5. marts 1982 fundet død på et hotelværelse på Sunset Boulevard i Los Angeles. Dødsårsagen var en såkaldt speedball – en indsprøjtning af kokain og heroin samtidig.
Omkring den tid begyndte det at stå klart for de fleste amerikanere, at kokain ikke var så problemfrit et stof, som man først havde troet. Der blev oprettet hotlines, som straks blev oversvømmet med opkald fra folk, der fortalte, at de var afhængige, og at de led af depressioner og tvangstanker.
Ronald Reagan var kommet til som præsident i 1980, og han erklærede straks krig mod stoffer og oprettede The Office of National Drug Control Policy, som koordinerede lovgivning, politiindsats og diplomatisk pres mod forsyningskilden Colombia. Tonen skiftede i medierne. Kokain havde ikke længere det glamourøse og ubekymrede præg som tidligere. Og det var da heller ikke længere kun de velhavende, der tog kokain.
Colombianske narkobaroner havde oversvømmet det amerikanske marked i en sådan grad, at priserne var dykket til et niveau, hvor almindelige mennesker kunne være med. Samtidig dalede kvaliteten. 1970’ernes kokain med høj renhedsgrad blev nu erstattet af fattigmandsudgaven crack – et urent produkt med en klumpet substans, som indeholdt rester af kemikalier. Crack skulle ryges i stedet for sniffes. Glansen var gået af kokain. Det var ved at udvikle sig til et taberstof.
De seneste årtier har brugen af stoffet igen været i stor vækst. I 2017 døde 14.556 amerikanere af kokainoverdosis. Antallet er mangedoblet siden 1980’erne. I Europa er Storbritannien et af de lande, der har størst problemer med kokain. Her vurderes 2,25 % af den voksne befolkning at bruge kokain. Antallet er blevet firedoblet på bare 20 år.
Også i Danmark kan man notere sig et stort forbrug. Forrige år konkluderede en rapport udarbejdet for Sundhedsstyrelsen, at kokain er blevet det mest dominerende stof i hele landet. Stoffet udgør 75 procent af politiets beslaglæggelser i de fem største byer.
I 2016 blev en container med 310 kilo kokain beslaglagt i Esbjerg. I den forbindelse udtalte misbrugsekspert Henrik Rindom til Politiken, at kokain er blevet et voldsomt populært stof – også i kredse, der ikke normalt betragtes som misbrugere: ”Det er nemt at få fat på, og det findes overalt. Til forskel fra andre stoffer bruges det af alle sociale grupper – lige fra den gadeprostituerede til direktøren, lægen og advokaten.”
***
Artiklen blev oprindeligt bragt i POV International.
Kilder:
https://www.independent.co.uk/news/uk/this-britain/drug-that-spans-the-ages-the-history-of-cocaine-6107930.html
https://www.emedicinehealth.com/cocaine_abuse/article_em.htm#how_and_why_do_people_abuse_cocaine
https://www.nytimes.com/2010/08/01/books/review/Perkinson-t.html
https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvordan-pavirker-kokain-hjernen
https://www.nytimes.com/interactive/2017/06/05/upshot/opioid-epidemic-drug-overdose-deaths-are-rising-faster-than-ever.html
https://www.telegraph.co.uk/travel/maps-and-graphics/cocaine-consumption-by-country/
https://www.unodc.org/wdr2017/field/WDR_2017_presentation_lauch_version.pdf
https://politiken.dk/indland/art5607389/Danskerne-har-fjerdeh%C3%B8jeste-forbrug-af-kokain-i-EU
https://www.dr.dk/nyheder/indland/kokain-eller-alkohol-hvad-er-farligst
En række udgaver af Dagbladet, København, Folkets Avis og Nationaltidende, alle fundet ved hjælp af Mediestream.