Der er stærke følelser i spil i disse dage, hvor det er blevet meldt ud, at Irma lukker ned – eller i det mindste omdannes til noget andet.
Jeg har ikke selv noget nært forhold til Irma, men der er jo noget om, at butikker ikke bare er butikker. Forbruget, der foregår derinde, væver sig tæt sammen med vores fortællinger om os selv.
Det gik jeg og tænkte lidt over for nogle år siden, da jeg skrev det her digt.
Helt generelt er jeg fascineret af forladte bygninger. I dette tilfælde fik de forladte Brugsen-butikker i mange små landsbyer mig til at reflektere lidt over, hvem vi egentlig var, før vi pludselig ikke var det mere.
SPØGELSESBRUGSEN
I spøgelsesbrugsen
handler de endnu
i spøgelsesbrugsen
står de stadig i kø
når der er frostvarer på bud
haricots verts med isblomster på
og der er altid konserves
hvis der ikke er andet
er der altid konserves
spøgelsesbrugsen lukkede
men den lukkede aldrig helt
det er stadig muligt at købe
smelteost med skinke
brun sæbe, ståluld
citronvand med regnbue på
og de hænger der endnu
over deres knallerter
og deres piger med sort mascara
på pladsen foran spøgelsesbrugsen
og når mørket falder på
laver de hjulspind i piruetter
og truer forbipasserende
og snitter i poserne med spagnum
foran spøgelsesbrugsen
og så lige pludselig
er de ovre sidste salgsdato
frisurerne er forkerte
lige pludselig
størkner deres blod
stivner de i bevægelserne
under fremkaldervæske
bliver til gulnede motiver
fikserede
lige dér
på pladsen
foran spøgelsesbrugsen
***
Digtet er med i bogen ’Stilstandsrapport’ – læs mere her