fodbold — Tommy Heisz - forfatter og journalist

I denne weekend kan Napoli vinde det italienske mesterskab i fodbold. Og hvis det ikke sker i denne weekend, gør det i næste – eller i næste igen. At det kommer til at ske, hersker der ikke længere nogen tvivl om. De azurblå fra Syditalien har kværnet al modstand i denne sæson og spillet … ja, himmelsk.

Det betyder, at titlen ender i Napoli for første gang siden 1990. Det betyder også, at vi (måske) er vidner til et mirakel.

Napoli er nemlig miraklernes by. En by, hvor fodbold ikke bare er en simpel sportsgren med 11 mod 11 og en bold. Der er noget meget større på spil – og måske er der også meget større kræfter på spil end spillernes færdigheder og trænerens taktiske evner.

I december 2022 tilbragte jeg en uge i Napoli. Det faldt sammen med VM i fodbold i Qatar – dette misfoster af et verdensmesterskab, som jeg egentlig havde forsøgt at distancere mig lidt fra følelsesmæssigt. Alt var jo galt med det, lige fra værtslandet til tidspunktet på året. Og da Danmark så røg ud på røv og albuer virkede der ikke til at være meget mere at glædes over, da jeg i midten af december rejste til Syditalien.

Jeg tog fejl. For det var først der, festen for alvor begyndte. På forhånd havde jeg tænkt, at Italien nok ikke ville være det sjoveste land at befinde sig i, mens semifinaler og finale rullede over skærmen. Landet havde jo ikke engang kvalificeret sig til slutrunden. Mon ikke de fleste helst bare ville glemme, at turneringen overhovedet fandt sted.

Nej. For jeg var ikke kommet til Italien. Jeg var kommet til Napoli. Diegos by.

Det var selvfølgelig ikke en overraskelse for mig, at den argentinske fodboldlegende Diego Armando Maradona stadig var en helt i byen. Manden, der i 1980’erne ankom til Napoli som en frelser og gjorde klubben til italiensk mester to gange. Manden, som i dag lægger navn til byens fodboldstadion.

Diego er her, der og allevegne i Napoli. Også efter han døde alt for ung i 2020. Måske er han faktisk mere tilstede nu end nogensinde før. Det vælger en del napolitanere i hvert fald at tro på.

Under VM kom det til udtryk ved, at Napoli holdt med Argentina. Ikke bare som en afdæmpet opbakning med kontrollerede klapsalver, men en ekstatisk fodboldfest, der udspillede sig i byens gader, hver gang holdet spillede. En del argentinere, som befandt sig i byen, var selvfølgelig oppe at køre, men det var ikke kun dem. Napoli holdt med Argentina. Eller rettere: Napoli holdt med Diego.

Da jeg stod ved en fortovscafé og fulgte med i den hæsblæsende afgørelse på finalen, hvor Argentina og Frankrig var ude i forlænget spilletid og straffespark, var der en fuldstændig vild stemning omkring mig. Romerlys, kanonslag, dyttende scootere, dans i gaderne og bøn til de højere magter. Det hele var kaotisk og festligt, og stemningen bølgede frem og tilbage, hver gang kampen tog en ny dramatisk drejning.

Da straffesparkskonkurrencen gik i gang, lagde jeg mærke til en mand, der sad lidt tilbagetrukket på en plastikstol op ad en mur. Han så forhutlet og fattig ud. Måske var han hjemløs. Tarveligt tøj, langt fedtet hår og sorte negle. Under hele straffesparkskonkurrencen sad han med blikket stift rettet mod storskærmen foran cafeen. Han talte ikke med nogen, men cirka en gang i minuttet udbrød han højlydt:

”Diego! … Diego Cristo!”

Da Gonzalo Montiel på sidste spark afgjorde det hele til Argentinas fordel, rejste manden sig fra stolen, rettede blikket mod himlen og råbte af sine lungers fulde kraft:

”DIEEEEEGO!!!”

Så gik han.

Den lille scene, der udspillede sig midt i det store kaos, fortæller en større historie om Napoli. Jeg talte senere med lokale, som forklarede mig, at miraklernes tid udspiller sig i Napoli netop nu.

Det handler ikke kun om fodbold. I den katolske verden er Napoli vitterligt kendt som miraklernes by. Det ser man (påstås det), når tre glasbeholdere med blod tre gange om året bliver fundet frem. Blodet siges at stamme fra San Gennaro, Napolis skytshelgen, og det vilde er, at det kun bliver flydende, når det bruges i religiøs sammenhæng. Måske er det mirakel? Der er selvfølgelig blevet præsenteret videnskabelige og langt mere kedelige forklaringer på det fænomen, men det spor behøver vi ikke bevæge os for langt ud ad her. For napolitanerne er det et mirakel. Og de kender et mirakel, når de ser det.

En skytshelgen er en vigtig karakter, som kan få store ting til at ske – som fx at beskytte en by mod vulkanudbrud, sult og krig. Og måske kan en helgen også afgøre fodboldkampe og -turneringer. Det er i hvert fald, hvad mange napolitanere vælger at tro på. Nu er Diego Maradona ikke – sådan i officiel forstand – helgen, men spørger du folket i Napoli, så er der ingen tvivl om, hvilken status fodboldlegenden med 10-tallet på ryggen har, og hvilken kraft og indflydelse han stadig gør gældende.

Det må jo være tydeligt for enhver, mener de napolitanere jeg talte med. Se nu bare engang:

Argentina blev verdensmestre i 2022. Hvornår var det sidst sket? I 1986 – med Diego Maradona som den afgørende spiller.

Hvornår er Napoli sidst blevet italienske mestre? I 1990 – med Diego Maradona på holdet. Derudover er det kun sket en gang mere, nemlig i 1987 – også med Diego Maradona på holdet.

Hvem bliver italienske mestre i år? Det gør Napoli. Og hvem er det, der sidder deroppe i himlen og trækker i stængerne i det store spil bordfodbold? Det gør Diego.