Historiker trækker sværdet og udfordrer sejlivede myter i danmarkshistorien

”Oprindelsesmyter kan være farlige.”

Sådan sagde historiker Anders Lundt Hansen, da udgivelsen af hans bog ’Danmark: De første 1000 år’ blev fejret i sidste uge.

Det er kloge og vigtige ord. Og det er i dén grad også en klog og vigtig bog, Anders har skrevet – og som jeg har været heldig at få lov at give en smule fødselshjælp i rollen som ekstern redaktør.

I bogen tager Anders Lundt Hansen fat om roden på nogle af de fortællinger, vi bliver ved med at reproducere om Danmarks tilblivelse. Fortællinger, som ofte har et stærkt romantisk skær – ja, i flere tilfælde er der vel snarere tale om myter.

Det er et tiltrængt greb at tage på danmarkshistorien. Jeg kan varmt anbefale bogen – og så er det i øvrigt også værd at følge Anders Lundt Hansen på Facebook, hvor han har profilen 1000 1/2 Danmarkshistorier v. Anders Lundt Hansen

Forlagets beskrivelse af den netop udkomne bog lyder sådan her:

Tag med på en rejse gennem de første 1000 år af Danmarks historie fra omkring år 400, hvor danerne første gang optræder i skriftlige kilder, til år 1400, hvor Danmark er blevet et etableret kongedømme. Undervejs ser vi på de genstande og begivenheder, der formede tiden. Vi spejder efter blodige slag, mystiske runeindskrifter og store bygningsværker, men kigger også efter ydmyge stolpehuller og småting, der viser dagliglivet. Vi kommer til at høre nogle af de gamle myter og legender, og vi ser på, hvad der er den rigtige historie bag dem.

Anders Lundt Hansen er historiker, forfatter og specialist i nordisk middelalder.