Kokain blev set som et vidundermiddel

De fleste af os kan nok blive enige om, at ingen anden cola smager helt som Coca-Cola. Opskriften bag den berømte, amerikanske læskedrik har altid været omgærdet af mystik. Jeg husker, hvordan vi i min skoletid i 1980’erne med store øjne udvekslede historier om den hemmelige opskrift, der befandt sig i Atlanta, Georgia. Der havde den ligget gemt for offentligheden, siden Dr. John S. Pemberton bryggede den første Coca-Cola i 1886.

Opskriften er nu ikke så hemmelig længere. For nogle år siden fandt folkene bag radioprogrammet This American Life frem til den. Det betyder, at alle og enhver i princippet kan begynde at brygge sin egen cola. Men inden du begynder på det, er der lige noget, du bør vide: Mindst én af ingredienserne fra 1886 er ikke længere at finde i den cola, de sælger i din lokale kiosk.

I begyndelsen var der nemlig kokain i Coca-Cola.

Da den søde drik kom på markedet, blev den lanceret som et rent vidundermiddel. Disse magiske dråber kunne tilsyneladende løse alverdens problemer. Gik du rundt og var deprimeret? Coca-Cola kunne få dig på toppen igen. Døjede du med tandpine? Coca-Cola dulmede smerterne. Menstruationssmerter? Coca-Cola var svaret på det hele.

Kokainen – den i vore dage utænkelige ingrediens – var i høj grad med til at give drikken sin store popularitet. Da Coca-Cola kom til verden, var kokainbegejstringen i USA nemlig på et absolut high.

Tvebakker med kokain

Kokain udvindes fra kokablade. At kokaplantens lancetformede blade indeholdt et stof med kraftig effekt på mennesker var slet ikke ny viden i 1886. I Andesbjergene havde sydamerikanske indfødte i tusinder af år gumlet løs på de grønne blade for at nyde effekten. Ved vedvarende tygning afgiver bladene et alkaloid, som virker opkvikkende og medfører øget udholdenhed. Samtidig kan det få en til at glemme og undertrykke sult gennem længere tid.

Virkningen havde selvfølgelig været kendt af europæerne, siden de kom til Amerika i slutningen af 1400-tallet, men det førte aldrig til, at folk begyndte at gå rundt og tygge på kokablade i Europas storbyer. Det store gennembrud lod vente på sig.

Det kom først for alvor, efter den tyske kemiker Friedrich Gaedcke i 1855 lykkedes med at udvinde og isolere det virkningsfulde alkaloid fra kokabladene. Dermed kunne man begynde at bruge det på helt nye måder, blandt andet i form af koncentrerede dråber og senere som et hvidt pulver – det, vi i dag forbinder med ordet kokain.

Inden længe blev stoffet fast inventar i lægetasker, for det viste sig at kunne lidt af hvert: ”Blot en ubetydelig dosis af kokain giver en følelse af frigjorthed og forøget åndelig og legemlig kraft, samtidig med at den bortjager alle bekymringer og sorger,” skrev avisen København i 1901 om stoffet.

Otte år tidligere havde samme avis forklaret sine læsere: ”Kokainet er et hvidt, krystallisk pulver og har forskellige værdifulde egenskaber, der gør det til et vigtigt lægemiddel. Det kan anvendes som afvænningsmiddel mod morfin, og når det indsprøjtes under huden, virker det som modgift ved morfinforgiftninger. Endvidere benyttes kokainet ved øjen- og tandoperationer, da det har den mærkelige virkning at fremkalde lokal følelsesløshed, så at operationen kan foretages smertefrit for patienterne.”

Den slags små, oplysende artikler om kokainens fortræffeligheder var meget almindelige i både danske og udenlandske aviser omkring århundredskiftet. I 1892 kunne Dagbladet berette om et eksperiment med en deling soldater i Rumænien: ”I Bukarest er der ved forskellige troppeafdelinger blevet gjort forsøg med næringsmidler, hvori der var blandet kokain. Den 12 mil lange strækning (ca. 90 km, red.) fra Tergovift til Bukarest blev tilbagelagt i 11 timer, og under marchturen blev der uddelt kokain i form af bitter og tvebakker til mandskabet og hestene,” kunne avisen berette.

Resultaterne var forbløffende, fremgik det: ”Ved mandskabets indmarch i byen blev det konstateret, at soldaterne var fuldstændig sunde og friske på én eneste undtagelse nær; han måtte udhvile sig på grund af træthed; men kunne dog snart efter atter fortsætte marchen i række og geled med sine øvrige kammerater.”

Populære dråber

På Korsika fik kemikeren Angelo Mariani i begyndelsen af 1860’erne en god idé: Han begyndte at fremstille kokain-vin. En rødvin fra Bordeaux blev blandet med dråber fra kokaplantens blade. Alkoholen i vinen skulle forstærke kokainens effekt. Og det virkede tilsyneladende. Mariani-vinen fik stor succes.

I løbet af de næste årtier meldte en lang række toneangivende personer sig i hyldestkoret for de saliggørende dråber. Selveste Paven var angiveligt fan. Opfinderen Thomas Edison berettede om, hvordan Mariani-vinen hjalp ham med at holde sig længe vågen.

Efter sigende gav kokain-vinen styrke, energi og øget vitalitet. Selv personer, der under normale omstændigheder var afholdsfolk, flåede gerne proppen af en flaske Mariani-vin. Andre fremtrædende personer eksperimenterede på samme tid med kokain i andre former. I publikationen ’Über Coca’ hyldede en ung Sigmund Freud i 1885 således kokainens fortræffeligheder.

Europa var i kokain-ekstase, og det samme gjaldt Amerika. Det var med det udgangspunkt, Dr. John S. Pemberton i 1886 skabte sit verdenshistoriske læskedriksprodukt i Atlanta, Georgia. Han vurderede dog, at de amerikanske forbrugere ville tage bedre imod en sukkerdrik end et alkoholisk produkt. Coca-Cola blev amerikanernes egen variant af den populære Mariani-vin.

I de næste årtier fulgte en række andre medicinske håndkøbsprodukter på markedet, hvor kokain var en central ingrediens. Begejstringen var stor. Kokain havde en mærkbar effekt og virkede umiddelbart ikke til at have nogen ulemper.

Det skulle snart vise sig ikke at holde helt stik.

London var fyldt med kokainister

Kokain er et ekstremt vanedannende stof. Det har nutidens forskere bevist gennem et utal af forsøg. I et af dem trykkede en kokain-afhængig abe et håndtag ned 12.800 gange for at få en dosis til. Andre forsøg har vist, at afhængige dyr er klar til at vælge mad fra, hvis de kan få et skud kokain mere.

Stoffets uheldige sider begyndte så småt at komme for en dag i slutningen af 1800-tallet. Det kunne man for eksempel læse i den danske Folkets Avis, som i 1901 rapporterede om problemer med kokain i England:

”For 14 år siden indførte en fornem engelsk dame fra et besøg i New York et nyt beruselsesmiddel, kokain. Det var dengang det fineste, amerikanerne kendte, og englænderne skulle selvfølgelig også prøve giften. Moden slog imidlertid ikke an, hvorfor det aner man ikke, men faktum er, at da de engelske læger i 1894 afholdt en kongres, og kokainsygen kom på tale, kendte kun de færreste dens frygtelige bivirkninger.

Men nu har sagerne taget en anden drejning. Lægerne er oversvømmet af kokainpatienter, og mange af lægerne er selv faldne som ofre for giften. For tiden skal størsteparten af Londons videnskabsmænd, læger, politikere og kunstnere være kokainister. Giften indtages ligesom morfin gennem indsprøjtning, og der følger ikke som ved morfin straks en ubehagsfornemmelse eller angstfølelse efter.

I næsten samme øjeblik som væsken er kommen ind i blodet, følger den følelse af spændstighed og livskraft, som morfinen og opiet også frembringer, men blot i endnu højere grad. Følgerne af kokainet er dog lidt forskellige fra morfinens, således virker den uhyggelige gift først og fremmest på folks moral. Enhver kokainist stjæler som en ravn, og når en herre eller en dame kommer ind på et apotek og forlanger kokain, bliver der sat vagt over dem, for at de ikke skal hugge noget. Samtidig ægger giften folks lyve- og overdrivelsesdrift,” skrev avisen.

Samme år kunne man i avisen København læse følgende om kokainens virkning: ”Er det for eksempel en forfatter, sagfører eller præst, der er forfalden til kokain, viser giften sig i begyndelsen som en trang til at tale med mange overflødige ord. Han henfalder til en trættende svada, hvor ordene idelig omskrives og omforklares, og munden står ikke stille på ham fra morgen til aften. En mængde bøger, hvis bredde ærgrer læserne, er skrevet fra begyndelsen til ende til anden i en stedsevarende kokainrus.

På et senere stadium mister kokainistens evnen til at drage slutninger. Han tumler med fantasifulde planer, som aldrig bliver til virkelighed og taber følelsen af ret og uret. Hele hans væsen og tænkemåde forandres, han bliver hemmelighedsfuld, egensærlig og uhæderlig og synker i moralsk henseende så dybt som det er muligt.

Til sidst indfinder forfølgelsesvanviddet sig. Ofret går i en bestandig rædsel for at blive overfaldet eller bestjålet. Om natten vandrer han op og ned i sit værelse med en ladt revolver og leder efter voldsmænd og tyve under sengen eller i krogene. Det er et komplet delirium, som i reglen ender med selvmord.”

Denne beskrivelse fra en dansk avis er altså 117 år gammel. Det er slående, hvor tæt den ligger på de ord, man i 2018 kan finde på Sundhedsstyrelsens side: ”Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes – også angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Set udefra virker en person på kokain over-aktiv, selvcentreret, dominerende og svær at snakke ordentligt med. Pupillerne er store og musklerne spændte. Ved jævnlig brug kan der komme alvorlige psykiske symptomer: Sygelig mistænksomhed, angst, anspændthed og/eller depression. Efter længere tids brug af kokain er der risiko for udvikling af en psykose præget af vrangforestillinger (paranoia, forfølgelsesvanvid). Skræmmende fantasier opleves som virkelige. Man får syns- høre- og følehallucinationer, der giver stærk angst og uro. Samtidig er man klar og ved fuld bevidsthed – man har blot ingen indsigt i egen tilstand.”

Claus Juul Løland, lektor og ph.d fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, har til Videnskab.dk sagt om kokainens virkning: ”Hos nogle mennesker kræver det kun, at man prøver kokain én enkelt gang, før det får alvorlige konsekvenser (…) Jeg har tidligere talt med en kokainmisbruger, som sagde, at første gang han tog stoffet, føltes det helt fantastisk. Der gik et ’sus’ igennem kroppen. Alle de andre gange i hans ti år lange misbrug blev derimod jagten på den første gang. Det kom aldrig tilbage. Hjernen husker, hvor fantastisk det føltes, da man tog kokain første gang. Derfor vil den konstant jage den følelse, og det er en af grundene til at man bliver afhængig.”

I 1903 kunne Nationaltidende berette om, hvordan en fransk læge havde undersøgt flere kokainafhængige patienter. Lægen omtalte ”en nervøs familiefar, der først havde benyttet kokain mod snue, men som lidt efter lidt havde vænnet sig til at bruge 3 gram daglig. Foruden at hans eget helbred blev aldeles nedbrudt, blev af hans to børn, der fødtes efter den tid, det ene idiot, det andet mikrocefal (misdannet hoved, red.), mens hans tidligere fødte børn var fuldstændig sunde.”

Avisen fulgte det uhyggelige eksempel op med at bringe en ”indtrængende advarsel til vore medmennesker mod overhovedet at benytte kokain o.l. Tusind gange hellere finde sig tålmodigt i lidt smerte.”

Stoffernes svar på champagne

Kokain var for alvor kommet til debat. Allerede i 1904 fjernede Coca-Cola stoffet fra ingredienslisten. Virksomheden valgte dog at holde fast i drikkens kokainklingende navn, ligesom de røde og hvide farver fra det peruvianske flag også blev bibeholdt.

Også fra apotekernes hylder forsvandt stoffet med tiden, men der gik nu mange årtier, før det var helt væk. I 1920’ernes USA blev kokain for eksempel solgt i Gray’s Catarrh Powder – en hostemedicin, som indeholdt kokain med en renhedsgrad tæt på det, der årtier senere blev solgt illegalt på gaderne i 1980’ernes USA.

Det helt store kokainboom oplevede USA i 1970’erne. Selvom man vel egentlig burde vide bedre så mange årtier efter stoffets uheldige virkninger var kommet frem i lyset, blev de ufarlige sider ved kokainen fremhævet igen og igen, da jetset-miljøerne i Los Angeles, New York og andre storbyer begyndte at aftage store dele af de forsyninger, colombianske narkobaroner bragte til landet.

”The Champagne of Drugs,” kaldte New York Times stoffet i en artikel i 1974. Påstanden, der blev gentaget igen og igen, var, at kokain løftede sindet, hvor andre af datidens stoffer som pot og marihuana kun trak en ned. Og at kokain i øvrigt slet ikke var så farligt og vanedannende som heroin. Stoffet fik brugeren til at føle sig kreativ og medførte ikke kriminelle tilbøjeligheder, hed det sig. Selv fra officielt hold blev kokainens mørke sider underdrevet. Da Det Hvide Hus i 1975 udgav en hvidbog om stoffer, blev kokain klassificeret som et lavrisiko-stof.

Magasinet Newsweek skrev i en reportage i 1977, at kokain efterhånden var så almindeligt som Dom Perignon og kaviar i storbyernes jetset-miljøer. ”Nogle sender det rundt på sølvfade sammen med pindemadderne,” konstaterede magasinets reporter, som også beskrev hvordan stoffet gav brugeren mere energi og højere selvtillid. Musikmagasinet Rolling Stone døbte vidunderstoffet ”America’s Star Spangled Powder”.

Samtidig gjorde en række fremtrædende kulturpersonligheder op gennem 1970’ernes deres for at markedsføre kokain som et overskudsstof. Skuespilleren Jack Nicholson inviterede til fester, hvor det hvide pulver lå i bunker på bordene. Eric Clapton sang om kokain, og gonzojournalisten Hunter S. Thompson tog en bane til morgenmad sammen med æg og bacon og skrev begejstret om virkningen.

I 1979 viste en undersøgelse, at 22 millioner amerikanere havde prøvet kokain. Antallet var blevet mangedoblet på ganske få år. Filminstruktører, forfattere, rockstjerner og skuespillere holdt kokainfanen højt. En udbredt selskabsleg, når stjernerne holdt fest, hed ”Cocaine Chicken”. En lang stribe kokain blev anrettet på et bord, og to kombattanter startede fra hver sin ende for at se, hvem der kunne få mest indenbords, før de mødtes på midten.

En af de bedste til den disciplin var skuespilleren John Belushi.

Den store nedtur

USA skulle snart vågne op, og netop John Belushi spillede en central rolle i det skifte. Den buttede mand med det krusede hår og det store komiske talent, som han blandt andet foldede ud i programmet Saturday Night Live, blev den 5. marts 1982 fundet død på et hotelværelse på Sunset Boulevard i Los Angeles. Dødsårsagen var en såkaldt speedball – en indsprøjtning af kokain og heroin samtidig.

Omkring den tid begyndte det at stå klart for de fleste amerikanere, at kokain ikke var så problemfrit et stof, som man først havde troet. Der blev oprettet hotlines, som straks blev oversvømmet med opkald fra folk, der fortalte, at de var afhængige, og at de led af depressioner og tvangstanker.

Ronald Reagan var kommet til som præsident i 1980, og han erklærede straks krig mod stoffer og oprettede The Office of National Drug Control Policy, som koordinerede lovgivning, politiindsats og diplomatisk pres mod forsyningskilden Colombia. Tonen skiftede i medierne. Kokain havde ikke længere det glamourøse og ubekymrede præg som tidligere. Og det var da heller ikke længere kun de velhavende, der tog kokain.

Colombianske narkobaroner havde oversvømmet det amerikanske marked i en sådan grad, at priserne var dykket til et niveau, hvor almindelige mennesker kunne være med. Samtidig dalede kvaliteten. 1970’ernes kokain med høj renhedsgrad blev nu erstattet af fattigmandsudgaven crack – et urent produkt med en klumpet substans, som indeholdt rester af kemikalier. Crack skulle ryges i stedet for sniffes. Glansen var gået af kokain. Det var ved at udvikle sig til et taberstof.

De seneste årtier har brugen af stoffet igen været i stor vækst. I 2017 døde 14.556 amerikanere af kokainoverdosis. Antallet er mangedoblet siden 1980’erne. I Europa er Storbritannien et af de lande, der har størst problemer med kokain. Her vurderes 2,25 % af den voksne befolkning at bruge kokain. Antallet er blevet firedoblet på bare 20 år.

Også i Danmark kan man notere sig et stort forbrug. Forrige år konkluderede en rapport udarbejdet for Sundhedsstyrelsen, at kokain er blevet det mest dominerende stof i hele landet. Stoffet udgør 75 procent af politiets beslaglæggelser i de fem største byer.

I 2016 blev en container med 310 kilo kokain beslaglagt i Esbjerg. I den forbindelse udtalte misbrugsekspert Henrik Rindom til Politiken, at kokain er blevet et voldsomt populært stof – også i kredse, der ikke normalt betragtes som misbrugere: ”Det er nemt at få fat på, og det findes overalt. Til forskel fra andre stoffer bruges det af alle sociale grupper – lige fra den gadeprostituerede til direktøren, lægen og advokaten.”

***

Artiklen blev oprindeligt bragt i POV International.

Kilder:

https://www.independent.co.uk/news/uk/this-britain/drug-that-spans-the-ages-the-history-of-cocaine-6107930.html

https://www.emedicinehealth.com/cocaine_abuse/article_em.htm#how_and_why_do_people_abuse_cocaine

https://www.nytimes.com/2010/08/01/books/review/Perkinson-t.html

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvordan-pavirker-kokain-hjernen

https://www.nytimes.com/interactive/2017/06/05/upshot/opioid-epidemic-drug-overdose-deaths-are-rising-faster-than-ever.html

https://www.telegraph.co.uk/travel/maps-and-graphics/cocaine-consumption-by-country/

https://www.unodc.org/wdr2017/field/WDR_2017_presentation_lauch_version.pdf

https://politiken.dk/indland/art5607389/Danskerne-har-fjerdeh%C3%B8jeste-forbrug-af-kokain-i-EU

https://www.dr.dk/nyheder/indland/kokain-eller-alkohol-hvad-er-farligst

En række udgaver af Dagbladet, København, Folkets Avis og Nationaltidende, alle fundet ved hjælp af Mediestream.

Velklædt moselig fra Djursland blev næsten glemt

Foto: Nationalmuseet

For nylig var jeg i Nimtofte på Djursland for at holde et foredrag. Alle de små fortællinger, jeg delte denne aften, kredsede om døden som tema.

Da jeg sad og forberedte foredraget, gik det op for mig, at Huldremosekvinden måtte med denne aften. Et blik på danmarkskortet viste nemlig, at der kun var ganske få kilometer mellem det nedlagte mejeri, hvor foredraget fandt sted, og den lokation, hvor dette utrolige moselig dukkede op for snart 150 år siden.

Jeg skrev om Huldremosekvinden i bogen Danmark før os. En bog, hvor jeg sammen med min medforfatter Linda Corfitz fortalte danmarkshistorien gennem 50 genstande. Under arbejdet med bogen stillede en lang række forskere fra Nationalmuseet deres enorme viden til rådighed.

Historien om Huldremosekvinden bidrog Ulla Mannering gavmildt til. Hun er forskningsprofessor og arkæolog med speciale i forhistorisk dragt-, tekstil- og skindproduktion.

Og lige netop klædedragten er det, der gør Huldremosekvinden helt speciel. Den får hende til at skille sig ud fra andre mere berømte moselig. Faktisk er Huldremosekvinden blevet kendt som det måske allermest velklædte af alle de verdensberømte danske moselig.

I maj 1879 skrev Grenaa Avis om et lig, der var dukket op i en tørvemose ved Ramten og Stenvad på Djursland:

”Den døde lå med hovedet mod vest. Det kunne konstateres, at der var tale om en voksen kvinde formentlig af ret spinkel bygning … Kvinden lå med optrukne ben og overkroppen drejet til siden.”

Det var en tørveskærer ved navn Niels Hansen, der under arbejdet var stødt på et lig. Der blev sendt bud efter distriktslægen og den lokale politimester.

Først var der en mistanke om, at det drejede sig om en lokal mand, der var forsvundet kort forinden. Den teori blev dog snart skudt ned. Der var tale om en kvinde, og lægen kunne konstatere, at hun var ”som en mumie, næsten hele muskulaturen var indsvundet og huden indtørret som pergament af udseende som en røget flæskeskinke og stærkt sammenskrumpet.”

Hun skal blive kendt som Huldremosekvinden, og hun er som nævnt helt utroligt velklædt.

På underkroppen bærer hun et langt, vævet uldskørt med tern, mens et tørklæde i uld er viklet om hovedet og halsen. En lille dragtnål fremstillet af en fugleknogle holder tørklædet fast under den ene arm. To fint forarbejdede skindkapper har gjort det muligt for kvinden at holde varmen i de våde og kolde vintermåneder. Den inderste kappe er forsynet med hele 22 lapper og er temmelig slidt. Den yderste er i noget bedre stand. Begge er syet sammen af forskellige brune og hvide fåreskind.

Hvordan hun er død, ved vi ikke. Hendes højre arm har fået et voldsomt hug, men der er ingen håndfaste beviser for, at kvinden skulle være blevet slået ihjel, sådan som man har set det hos andre berømte moselig. Grauballemanden blev tilsyneladende henrettet med et snit gennem halsen, mens Tollundmanden blev hængt. Huldremosekvinden, derimod, er tydeligvis blevet behandlet nænsomt og respektfuldt. Måske er hun blevet ofret til guderne. I hvert fald ved vi, at folk på samme tid netop i moserne nedsænker mange andre offergaver.

Efter fundet bliver liget begravet på en lokal kirkegård. Hun må dog graves op igen, da der tikker et telegram ind fra Nationalmuseet i København. Her vil man gerne kigge nærmere på kvinden. Efter opgravningen får distriktslægen sin kone til at vaske kvindens fine gamle klæder. Hun skal åbenbart se godt ud, når hun skal med damperen til København.

”Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være blevet renset. Alt er i behold og bliver snarest indsendt,” skriver lægen i et brev til Nationalmuseet.

Heldigvis holder tøjet til denne behandling, og snart ankommer det sammen med moseliget til København. Her viser det sig desværre, at museets interesse alligevel ikke er så stor. Ingen forstår åbenbart, hvor unikt dette fund er, og i 1904 bliver liget givet videre til Københavns Universitet. Heller ikke her er der synderlig interesse, og derfor ender Huldremosekvinden med at tilbringe de næste 70 år i en trækasse under et skrivebord, inden hun kommer tilbage til Nationalmuseet.

På det tidspunkt blæser der nye vinde. Interessen for moselig er blevet meget større. Det begynder at gå op for forskerne, at der er tale om et unikt fund.

I dag er Huldremosekvinden udstillet på Nationalmuseet i København.

Læs mere om Huldremosekvinden på Nationalmuseets hjemmeside.

Jeg skriver mere om hende i bogen Danmark før os. Bogen udkom på People’s i 2021.

Historien om Huldremosekvinden er også med i foredraget Tingene fortæller. Foredraget er en oplysende og underholdende rejse gennem 12.000 års danmarkshistorie. Det kan bookes i hele landet.

Læs mere om alle mine foredrag her.

De flinke vinder til sidst

Er vi mennesker i virkeligheden bare primitive dyr? Er al den grådighed, ondskab og elendighed, vi ser rundtomkring i verden, et udtryk for vores sande måde at opføre os på?

Det taler vi om i det nye afsnit af podcasten Næste Side. Gæsten er Thomas Raab, som har skrevet bogen Menneskedyret.

De gode nyheder er, at flinke mennesker med hang til fællesskab ser ud til at klare sig bedst.

Afsnittet er ude på Podimo nu (søg på Næste Side) - og i løbet af de næste dage skulle det også gerne være at finde på Mofibo/Storytel og på bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Tidligere afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa. Gæst: Lykke Friis

Den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn

Da Lillebæltsbroen blev indviet d. 14. maj 1935, var den kombinerede vej- og jernbanebro Danmarks hidtil største byggeri og et stærkt symbol på, at landet styrede mod bedre tider efter krisetiderne i begyndelsen af årtiet.

Alting var i bevægelse.

I midten af 1930’erne slog det for alvor revner under det gamle Danmark, og det nye var ved at finde sin form. Et af de stærkeste symboler på forandringen var den nye Lillebæltsbro, som blev indviet den 14. maj 1935. Den gamle færge blev taget ud af drift, og Danmarks første lyntog blev samtidig sat på skinner. Fra den ene dag til den anden blev rejsetiden mellem København og Aalborg forkortet fra ti timer til seks en halv.

Lillebæltsbroen var det hidtil største byggeri i Danmark. Den 57 meter høje og 1.125 meter lange kombinerede vej- og jernbanebro over Lillebælt stod som et stærkt symbol på, at Danmark styrede mod bedre tider. Med statsminister Thorvald Stauning i spidsen var man ved at lægge de hårde kriseår i begyndelsen af 1930’erne bag sig. Den monumentale bro og de topmoderne dieseldrevne lyntog fortalte historien om et progressivt, fremadbrusende land.

På åbningsdagen nåede Kong Christian knapt at holde sin tale, før utålmodige fynboer sprængte politikæden og satte i løb over bilbroen. Herefter fulgte kolonner af fynske biler, pyntet med bøgeløv, og ført af mænd med høje hatte. Og samtidig blev lyntogene Kronjyden og Østjyden sluppet løs på jernbanebroen ved siden af. Topmoderne tog, der med en rasende fart af 120 kilometer i timen kunne fragte passagerer fra den ene ende af Danmark til den anden på uhørt kort tid.

Trafikminister Friis-Skotte talte bevæget om, hvordan broen – den lysende bindestreg mellem Jylland og Fyn, som aviserne kaldte den – knyttede Danmark tættere sammen. Og digteren Hans Hartvig Seedorf skrev et hyldestdigt, hvor de sidste strofer lød:

En Drøm om Fremtid hviler paa de stærke,

de støtte Piller, – staar der Lykke bag?

Eet ved vi, – at det næste Nu skal mærke

hvor denne Vej har omskabt Folkets Dag.

Det er, som selv vi hører Tiden vende

ved dette møde mellem Kyst og Kyst –

Fuldført er Værket; Broens faste Spænde,

Der samler Bæltet under Danmarks Bryst.

”En drøm om fremtid,” skrev Hartvig Seedorf. Drømmen om alt det nye, det moderne, var allestedsnærværende i Danmark i midten af 1930’erne. Aviserne og bladene skrev side op og side ned om lyntog, automobiler og flyvemaskiner. Alt var i bevægelse.

I eftertiden er 1930’ernes Danmark ofte blevet forbundet med økonomisk krise, elendighed og krigsfrygt. Men der var også andre kraftige strømninger i det danske samfund. Den økonomiske depression, der fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, var uden sammenligning den største og mest dybtgående krise, den vestlige kapitalistiske verden havde været udsat for.

Den ramte også Danmark hårdt med stor arbejdsløshed til følge, men det var primært landbruget, der blev ramt. Den danske industriproduktion var forholdsvis beskeden, og der blev mest produceret til hjemmemarkedet.

Landbruget, derimod, levede af eksport, først og fremmest til England, og som så mange andre lande reagerede englænderne på krisen med protektionisme. Man forsvarede sin egen produktion ved at lukke næsten helt ned for import. Det ramte de danske landmænd hårdt, og i begyndelsen af 1930’erne steg antallet af tvangsauktioner på landet dramatisk.

Krisen på landet satte ekstra skub i den bevægelse fra land til by, som havde stået på i flere årtier. I løbet af 1930’erne forsvandt 145.000 fra landbruget, og stort set alle søgte mod byerne. Det var den bevægelse, der i løbet af 1930’erne fik balancen til at tippe én gang for alle: Danmark var nu ikke længere et bondesamfund, men et industrisamfund.

Et industrisamfund er også et bysamfund. Forandringen handlede ikke kun om, hvad folk var beskæftiget med, men også hvordan de levede. Ikke mindst i deres fritid – et begreb, der også hørte det nye Danmark til. I de elektricitetsoplyste byer meldte den moderne verden sig nu for fuld kraft. Gaslamperne var efterhånden forsvundet helt fra bybilledet, og i 1936 blev København lyst op af 5.000 automatisk styrede ellamper.

Ikke bare i det offentlige rum, men også i hjemmene, revolutionerede elektriciteten danskernes hverdag. Folk anskaffede sig strygejern, vaskemaskiner og støvsugere. Lysekroner med elpærer, elektriske komfurer og radioapparater. Koks, petroleum og gas måtte vige. I ugebladene kunne man læse artikler om den elektriske husmor, og i hovedstadens stormagasiner kunne man køre på elektriske rulletrapper, mens facaderne i aftenmørket lyste op i et hav af neon.

Rutebiler, lastbiler og hyrevogne blev en markant del af gadebilledet. I 1936 var der indregistreret 135.000 automobiler i Danmark, et antal der var steget med omkring 50.000 siden depressionens begyndelse. Midt i 1930’erne åbnede også den første S-togstrækning i København, og i 1936 blev det muligt at flyve til Aalborg fra Kastrup Lufthavn, der var åbnet 11 år tidligere.

Nogle historikere har kaldt perioden for det moderne gennembruds anden fase. Mobilitet og bevægelse var tidens store mantra. Ud over Lillebæltsbroen blev der i midten af 1930’erne også bygget bro over Storstrømmen og Limfjorden. Broerne vidnede om Danmarks tekniske formåen. Og de fortalte samtidig historien om et samfund, som var i hastig bevægelse fremad.

Det var den tidsånd, arkitekten og filmskaberen Poul Henningsen (PH) i 1935 ville portrættere i den stærkt omdiskuterede Danmarksfilmen. Filmen viste klassiske danske landskaber, men ikke som stillestående, idylliske postkort. Derimod var dynamikken, bevægelsen og fremskridtet hele motoren i filmen, som PH tænkte som hyldest til det moderne Danmark, hvor natur og industri gik op i en højere enhed. Rastløse optagelser af maskiner, færger, toge og biler i konstant bevægelse. Roterende vindmøller, kværnende industrimaskiner og traktorer.

PH ville skildre den frigørelse af mennesket, som den teknologiske udvikling medførte i datidens Danmark. Filmen var et meget præcist portræt af de brydninger, der fandt sted i de år, men alligevel blev den en kæmpefiasko. Danskerne befandt sig midt i en brydningstid, men de var ikke klar til at se traditionelle danske symboler blive behandlet på den måde. Synet af gamle bondehuse, der blev revet ned til tonerne af moderne jazzmusik, var for meget af det gode for mange danskere.

På den vis blev også Danmarksfilmen fortællingen om det nyes kamp mod det gamle. Et sammenstød og en kontrast, der gennemsyrede alt i Danmark på den tid. På den ene side var dele af landbefolkningen så fattige, at de måtte sulte og var plaget af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme. På den anden side slog moderne byboere sig løs med lydfilm fra Hollywood – biografstykker, som man kaldte dem i samtiden. Helt nye fortællinger og forbilleder blev gennem filmene fra Hollywood bragt ind i det danske samfund.

Noget af det, de urbane strømninger førte med sig, var, at det hele skulle være vildere, højere og hurtigere. Drømmen var at flytte grænserne og gøre det, der tidligere havde været umuligt. Der blev sat rekorder, og der blev bygget større og længere og flottere.

Det hele var i bevægelse.

--

Artiklen blev oprindeligt bragt på POV International.

I bogen Svømmepigerne kan du læse meget mere om 1930’ernes Danmark.

Tommy Heisz holder også foredrag om 1930’ernes Danmark. Læs mere her

Sluk lige den der, Fletch!

“I keep expecting to hear him outside my room. Or smell him lighting a cigarette. ‘Put that fucking thing out, Fletch! I’ve got to sing later!’”

Sådan siger Dave Gahan i det her friske interview med The Guardian. Andrew Fletcher er her ikke mere, men Depeche Mode står stadig. Jeg står der også, når bandet gæster Parken til sommer.

Det nye? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Måske bedre end forventet. Men det er egentlig mindre vigtigt. Når vi taler Depeche Mode, taler vi livssoundtrack. Et grundmørke, som jeg forbandt mig til i min teenagetristesse, og som vel – netop fordi den var så forbundet til den ungdomstilstand – burde have sluppet på et eller andet tidspunkt. Det gjorde den bare aldrig. Depeche Mode er ikke bare noget, jeg hører – det er noget, der bor et sted dybt inde i mig.

Når mørket falder på, er det her, vi lander.

Vild nok nominering til Vild Historie

Verdens værste værter? Foto: Lene Vendelbo

For lidt over fire år siden fik jeg en ide sammen med en god ven. Simon Kratholm Ankjærgaard og jeg sad der over vores kulsorte kaffe og blev enige om, at der manglede noget, når det handlede om historiske fortællinger. Vi realiserede Vild Historie.

Nu har vi for længst rundet de 50 afsnit. Undervejs er vi blevet ved med at forny den måde, vi går til fortællingerne på.

Det er mildest talt gået godt. Vi er blevet hørt – også af komiteen bag Historiske Dages Fornyelsespris. Vi er netop blevet nomineret til prisen, der bliver uddelt på årets Historiske Dage – en messe, jeg - prisuddeling eller ej - varmt kan abefale alle med interesse for historie at lægge vejen forbi.

Det har været stort at bygge det her projekt sammen. Da Simon og jeg lagde fra land, var vi afhængige af, at nogen ville lege med os. Nogen som, også troede på projektet. Det gjorde heldigvis de gode folk på Heartbeats, som i de første sæsoner lagde studie, redaktør og producer til.

Med tiden rykkede vi over på Saga Talks, hvor vi skruede op for frekvensen og ambitionerne. I dag har vi et stærkt lille drømmehold, som ud over Simon og jeg består af vores producer Sara Troense og redaktør Andreas Saxild.

Dengang vi startede, formulerede vi vores ambition med programmet sådan her:

”At lytte til Vild Historie skal føles som at sidde foran pejsen med et glas cognac og høre en morfar fortælle en god historie fra de syv verdenshave – eller at sidde på det lokale værtshus med en god ven, der åbner med sætningen: ”NU skal du høre en vild historie!”

Det er stadig den formålserklæring, der driver os, når vi udvikler ideer til de enkelte afsnit.

Uanset om vi vinder den pris eller ej, fortsætter vi ufortrødent med at lave veloplagt radio. Vores idekatalog bugner. Vi har mange flere sæsoner i os.

Vild Historie kan findes på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen.

Derfor elsker jeg Wolverhampton Wanderers

For nylig gæstede jeg podcasten ’Derfor elsker vi’. Her forsøgte jeg at forklare, hvorfor jeg har kastet min kærlighed på en klub fra en by i West Midlands – en by, jeg kun har besøgt en gang i mit liv.

Det giver jo et eller andet sted ingen mening. Og så alligevel. Der er måske en forbindelse mellem mit livsprojekt med at forløse historiske fortællinger og det stof, den her fodboldklub er gjort af. Hvis vi nu ser bort fra det aktuelle scenario med kinesiske milliarder og i stedet retter blikket tilbage til 1950’erne, hvor projektørlyset blev tændt, og de magiske floodlight games blev spillet, så begynder brikkerne at falde på plads. Det handler ikke om pokaler og titler, men om gode fortællinger.

Det var en fornøjelse at gæste Sture Sandø. Med ham som vært er der produceret en hel serie af disse klubportrætter, hvor man går tæt på og bagom nogle af de klubber, som store fortællinger knytter sig til.

Du kan finde podcasten i din foretrukne podcast-app. Og husk: Out of Darkness Cometh Light.

DERFOR ELSKER VI på Apple Podcasts

Dissing blev kaldt uduelig

For nylig havde jeg det store privilegie at dykke ned i historien om Povl Dissing.

I min podcast Næste Side fik jeg besøg af Jens Folmer Jepsen, som har skrevet en god biografi om sangeren, der ikke mindede om nogen anden.

Fotografiet her er fra Mikael Bertelsens Sidste Ord-udsendelse med den gode Povl Dissing. En meget bevægende samtale, hvor han blandt andet kom ind på, hvor hårde reaktionerne kunne være fra publikum over hans særprægede måde at synge på.

Da Jens Folmer Jepsen gæstede min podcast, læste han et læserbrev op, som blev bragt i BT i 1960’erne da Dissing havde været på tv:

”Jeg fik ved en fejltagelse lukket for tidligt op for en udsendelse i TV, og jeg kom derved til at høre og se Povl Dissing. Er der dog virkelig ingen grænser for, hvor ækle personer, der må optræde for så stort et publikum? Han er jo hverken morsom eller musikalsk – kun led! Hvor er kontrollen med, hvad der må udsendes? Unge mennesker i dag er åbenbart meget forråede, når de kan more sig over så ækelt et nummer, som det Povl Dissing gav til bedste i Tivolis Vise-Vers-hus. Hvor er det fine og dejlige ved samlivet mellem mand og kvinde? Hvordan bliver de unges følelsesliv i ægteskabet? Jeg er en ”oldsag” på 47, og jeg har aldrig kunnet se det morsomme ved et ækelt menneske som Povl Dissing. Mange af de udsendelser, vi ”almindelige” synes om, bliver taget af programmet som uegnede, og de er dog uskadelige, men er det måske derfor!”

---

 Hele samtalen med Jens Folmer Jepsen kan høres på Podimo, Mofibo/Storytel og bibliotekernes gratistjeneste eReolen. Søg på Næste Side.

Her introen til udsendelsen:

Han er blevet kaldt ”grim” og ”uduelig”. Han er blevet kaldt ”en pine for ørerne”. Hans stemme er så særpræget, at der flere gange er udbrudt slagsmål mellem publikum til hans koncerter –simpelt hen fordi folk ikke kunne blive enige: Sang han godt eller skidt?

Dagens hovedperson, Povl Dissing, er i dén grad en mand, som deler vandene. Og det er egentligt lidt underligt, for vi taler altså ikke om dødsmetal eller punkmusik, men om noget så harmløst som blues og folkemusik.

Gennem mere end seks årtier var Povl Dissing aktiv på den danske musikscene. Hele vejen igennem har der været haters, som man ville kalde i dag. Men der har i dén grad også været mange, der omfavnede Dissing og hans musik.

Han står bag flere sange, som i dag nærmest må betragtes som dansk kulturarv. Tænk bare på ’Svantes Lykkelige dag’: Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.

Han sang for børnene i ’Bennys badekar’ og ’Cirkeline’. Han sang for de gamle – hver eneste gang han pustede nyt liv i én af de viser, som de kunne huske fra deres barndom. Og han var en del af soundtracket, da ungdommen i 1968 tog scenen og krævede samfundsomvæltninger og beatmusik.

Povl Dissing døde i sommeren 2022. Som både menneske og kunstner efterlod han sig et enormt aftryk. Flere unge musikere peger i dag på Dissing, når de bliver spurgt til deres inspirationskilder.

Den gamle troubadour er ikke blandt os længere, men han har stadig noget vigtigt at lære fra sig – ikke kun til unge musikere, men måske til os alle sammen.

Det handler om at være sig selv. Om at give plads til den indre klovn og ikke være bange for at træde ved siden af eller være anderledes.

Man kan sige og mene meget om Povl Dissing, men KEDELIG var han aldrig.

I en verden, hvor velproduceret, glat og X-factor-inspireret dygtighed fylder rigtig meget i det musikalske landskab, er det måske på tide at stille spørgsmålet: Har vi ikke brug for lidt mere galskab? Lidt mere kompromisløshed?

Eller med andre ord: Har vi ikke brug for lidt mere Dissing?

Afsnit af Næste Side:

#1: Ruslands voldelige historie. Gæst: Antony Beevor

#2: Den grimmeste mand i byen – en samtale om Povl Dissing. Gæst: Jens Folmer Jepsen

#3: Kvindedrab i Danmark. Gæster: Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen

#4: Tårer i Europa: Gæst: Lykke Friis

Nummer otteoghalvfjerds

En god ven gjorde mig opmærksom på, at der for nylig har været stor ballade i London vedrørende et gadenavn.

Ikke et hvilket som helst gadenavn, men navnet på lige netop den gade, hvor jeg i 1995-96 boede sammen med en flok ufatteligt gode mennesker i huset med nummer 78.

Blackboy Lane bærer nu ikke længere sit upassende navn, men er i stedet blevet navngivet La Rose Lane efter John La Rose, en sort aktivist, forfatter og forlægger.

Hele den historie kan læses lige her.

Fuld opbakning herfra til beslutningen om navneskiftet, for som det fremgår af artiklen, er der mange gode argumenter for, at sådan et gadenavn ikke har en plads i det 21. århundrede.

Det er ikke desto mindre sært – og også nogle gange lidt svært – at se de kulisser, ens ungdom udspillede sig i, smuldre eller antage nye former.

Alt det, der skete der i de lysende måneder i huset på 78 Blackboy Lane, lever videre inde i mig. Det var netop der, i lyset fra gadelamperne, at drømmen om at fortælle mig ud af det her liv for alvor begyndte at tage form.

Et erindringsglimt sneg sig også ind i titeldigtet i bogen Træer der ligner mennesker fra 2014:

Det var her

det begyndte

på første sal

i nummer otteoghalvfjerds

med usædvanligt gule

gadelamper der kunne tale

de lærte mig den nat

at gaderne langsomt ændrer form

hvis vi glemmer at betræde dem

og regnen gjorde mig bange

dens hysteriske flimren

som træer der lignede mennesker

da han sendte mig ud i mørket

før byen havde fået en form

de sære skikkelser kunne bo i

den slags gør os sikkert stærkere

men det får os også til at ligne

træer der rækker ud

uden nogensinde

at være i stand til

at flytte os

"Ved halv ti-tiden hørte vi de første skud"

I det nye nummer af Politiken Historie har jeg skrevet en artikel om en ung dansk kvindes oplevelser i Rusland i 1917. Kvindens breve hjem til moren i København giver et anderledes blik på et land præget af uro og kaos.

”Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet,” skrev Esther-Aksel Hansen i et brev i maj 1917. - ”Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette.”

Mere eller mindre tilfældige omstændigheder havde bragt Esther Aksel-Hansen til Petrograd. I foråret 1915 var hun rejst til Rusland for at bo hos en dansk familie i Rybinsk, en havneby ved Volga-floden. Her underviste hun en lokal familie i engelsk og tog selv russisk-lektioner og fik på den måde styrket sine i forvejen gode sprogkundskaber. Oprindeligt var hun vokset op i et pænt hjem på Frederiksberg som datter af den berømte billedhugger Aksel Hansen. Efter at have uddannet sig som lærerinde og dygtiggjort sig i sprog, havde hun sat kursen mod Rusland. Det blev til halvandet år i Rybinsk, hvorefter hun søgte stillingen hos gesandtskabet i Petrograd. Her tiltrådte hun i foråret 1917 efter et kort ophold hjemme i Danmark.

Hele historien kan læses i det nye nummer af Politiken Historie, som rummer et større tema om Rusland.

Hvornår græd du sidst?

Farsø - on the edge of town.

Ovre på Saga Talks, hvor jeg laver podcast, har de noget så fint som en vennebog.

For nylig blev min radiomakker Simon og jeg stillet en række spørgsmål, så lytterne kan lære os lidt bedre at kende.

Her gengiver jeg nogle af mine svar. Man kan se alle svar fra os begge på Sagas blog.

Min absolut yndlingspodcast?

Jeg har været meget begejstret for en amerikansk podcast ved navn Backstory. Værterne er historikere fra University of Virginia. I podcasten knytter de historiske emner til nutidens nyhedsstrøm på en altid veloplagt måde. Desværre stoppede de med at lave podcasten for et par år siden, men det gode ved velfortalt historiestof er jo, at det ældes med ynde. Man kan sagtens gå ind og høre hele molevitten nu. Der ligger over 300 afsnit.

Lige nu lytter jeg til…

Jeg er inde i en periode, hvor jeg hører lydbøger i stedet for podcasts. Det er sådan en vekselvirkning, der kører. Når jeg får dårlig samvittighed over at have spildt for meget tid på fodboldpodcasts, må der noget dybde til i en periode. For tiden har jeg Thomas Ubbesens ’I skyggen af det nye jerntæppe’ i ørerne. En virkelig spændende – og også lidt skræmmende – bog om Europas tilstand.

Det bedste jeg ved..

At være i gang med at skabe noget. Ikke at være færdig med det, men at være i gang med det. Forfatteren Peter Øvig Knudsen sagde for mange år til mig, at man virkelig skal huske at nyde processen med at skrive en bog fuldt ud. Når bogen udkommer, lander den forhåbentlig godt, men uanset hvor godt det går den, kommer det aldrig i nærheden af at være lige så fantastisk, som da man sad der, midt i processen, og alt bare spillede. Det kan være en god dag i arkiverne, det kan være en god skrivedag, eller det kan være en dag, hvor vigtige brikker falder på plads i forhold til strukturen. Den der følelse af, at nu klikker det hele bare … den kan man ikke slå.

Det værste jeg ved…

Stilstand. Følelsen af, at tiden bare går, uden at jeg udretter noget. Og det er nok i virkeligheden noget, jeg skal arbejde lidt med. I min læsestak ligger Sebastian Cordes’ essay-bog ’Om kedsomhed’. Jeg har hørt flere virkelig spændende interviews med forfatteren. Jeg går rundt med en fornemmelse af, at han kan lære mig noget vigtigt om værdien af nogle gange at foretage sig ingenting.

Da jeg var barn, ville jeg være..

Forfatter. Det har egentlig altid stået klart for mig, at jeg skulle skrive. En overgang drømte jeg dog også om at blive fodboldkommentator. Jeg øvede mig længe på alle navnene i Panini-albummet fra VM i Mexico i 1986. Især bulgareren Kostadin Kostadinov gjorde jeg mig umage med. Men … der var desværre aldrig bud efter mig i den sammenhæng.

Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være …

Vedholdende, venlig og venstrehåndet.

Sidste gang jeg græd, var…

Da jeg for nylig gik en tur i den lille by oppe i Himmerland, hvor min mormor boede næsten et helt liv. Hun døde for nylig i en flot alder af 93 år. Efter hendes død var der selvfølgelig en bisættelse, hvor vi i familien sammen sagde fint farvel, men jeg kunne mærke, at der også var et geografisk sted, en by, som jeg måtte tage en ordentlig afsked med. På en grå oktoberdag rejste jeg alene derop og vandrede lige så stille gennem byen med komponisten Max Richters musik i ørerne. Det var ekstremt bevægende. Blandingen af sted og lyd får tit nogle ret dybe følelser frem i mig.

Sidste gang jeg grinte, var…

Da jeg så en video på Twitter med et æsel, der prøvede at komme op i en hængekøje. Jeg må indrømme, at jeg på det seneste er blevet mere og mere en sucker for den slags humor. Korte videoer på sociale medier med dyr i fjollede situationer. Måske skulle jeg se at komme på TikTok.

Min største guilty pleasure er…

Jeg fristes til at sige fodbold. Den sport er jo på vej ud på et overdrev, hvor det nærmest må betragtes som et pinligt misbrug at være afhængig af den. Det har ikke kun at gøre med det skandaløse VM i Qatar, men i lige så høj grad den økonomiske virkelighed i den engelske Premier League. Her har vi udsigt til, at skumle oliestater de næste mange år skal ligge og kæmpe om mesterskabet. Det er dirty money, det er en tragedie, men … jeg tror altså ikke, jeg kan kvitte fodbolden. Måske skal jeg bare begynde at holde med Brønshøj. Af andre guilty pleasures bør nævnes, at jeg elsker sangen ’Hazard’ med Richard Marx fra 1992, og at jeg holder meget af at gå i Crocs – dog ikke uden for hjemmets fire vægge.

Jeg er stolt af…

At jeg har tre døtre, som på vidt forskellige måder klarer sig godt – og som vigtigst af alt har gode værdier. Når man kigger på den verden, vi lever i, kan man godt gå hen og blive til pessimistisk anlagt ­– ikke mindst når man betragter det hele gennem en historisk optik. Det er svært at sige, hvor det hele bevæger sig hen, men én ting er sikker: Verden får brug for mennesker med gode værdier.

Når et supermarked dør

Der er stærke følelser i spil i disse dage, hvor det er blevet meldt ud, at Irma lukker ned – eller i det mindste omdannes til noget andet.

Jeg har ikke selv noget nært forhold til Irma, men der er jo noget om, at butikker ikke bare er butikker. Forbruget, der foregår derinde, væver sig tæt sammen med vores fortællinger om os selv.

Det gik jeg og tænkte lidt over for nogle år siden, da jeg skrev det her digt.

Helt generelt er jeg fascineret af forladte bygninger. I dette tilfælde fik de forladte Brugsen-butikker i mange små landsbyer mig til at reflektere lidt over, hvem vi egentlig var, før vi pludselig ikke var det mere.

SPØGELSESBRUGSEN

I spøgelsesbrugsen

handler de endnu

i spøgelsesbrugsen

står de stadig i kø

når der er frostvarer på bud

haricots verts med isblomster på

og der er altid konserves

hvis der ikke er andet

er der altid konserves

spøgelsesbrugsen lukkede

men den lukkede aldrig helt

det er stadig muligt at købe

smelteost med skinke

brun sæbe, ståluld

citronvand med regnbue på

og de hænger der endnu

over deres knallerter

og deres piger med sort mascara

på pladsen foran spøgelsesbrugsen

og når mørket falder på

laver de hjulspind i piruetter

og truer forbipasserende

og snitter i poserne med spagnum

foran spøgelsesbrugsen

og så lige pludselig

er de ovre sidste salgsdato

frisurerne er forkerte

lige pludselig

størkner deres blod

stivner de i bevægelserne

under fremkaldervæske

bliver til gulnede motiver

fikserede

lige dér

på pladsen

foran spøgelsesbrugsen

***

Digtet er med i bogen ’Stilstandsrapport’ – læs mere her